Den komplette guide til Airbnb for nybegyndere
Sådan booker du det rigtige sted og får et godt opholdHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere.
Airbnb har fuldstændigt revolutioneret vores måde at rejse på. Vi er ikke længere begrænsede til dyre hoteller eller køjesenge i sovesale.
Vi har brugt Airbnb utallige gange – både til kortere og længere ferier, og det er ofte det første sted, vi kigger efter overnatning, når vi planlægger en rejse.
I denne artikel fortæller vi, hvorfor vi synes, det fungerer godt, om det er sikkert, og hvad man skal være opmærksom på.
Vi hjælper dig også med at oprette din profil, forklarer hvordan du finder frem til den rette bolig, og til slut giver vi dig tips til at minimere potentielle problemer i processen.
Læs vores dybdegående guide her.
Unikke boliger i hele verden
At rejse er sjovt, men det kan også være en dyr fornøjelse.
Der går penge til transport, mad, oplevelser og ikke mindst overnatning, som hurtigt kan løbe op og tage en stor del af rejsebudgettet.
På Airbnb kan vi ofte finde billige overnatningsmuligheder, og hvis der er køkken, kan vi endda spare penge på maden.
Som digitale nomader rejser vi meget (og i lang tid), og det er blevet vores foretrukne bookingside.
Læs også: 14 gode råd til at rejse billigt og holde budgettet nede.
Airbnb er virkelig steget i popularitet de seneste år – og med god grund.
For udover at man kan finde boliger i alle prisklasser, er der ofte mere plads end på et hotelværelse, og man kan bo helt unikke steder – for eksempel i en træhytte i skoven, på et slot, i en campingvogn eller i en vindmølle.
Størstedelen af mulighederne er dog “mere almindelige” værelser, lejligheder og huse, der udlejes af lokale, så man får følelsen af at bo i et rigtigt hjem.
Vi har brugt Airbnb siden 2012, så vi har efterhånden en del erfaring med at finde ordentlige boliger på hjemmesiden.
I denne artikel fortæller vi dig alt, hvad der er værd at vide for at komme i gang og få en god oplevelse.
Artiklen er lang (4000+ ord!), så her er et overblik over, hvad vi vil gennemgå:
Hvad er Airbnb?
Airbnb er en online bookingplatform, der forbinder lejere med udlejere.
Oprindeligt er det tænkt som et sted, hvor man kan leje et værelse hjemme hos nogen – et “air bed and breakfast” – men i dag er der uendeligt mange muligheder at vælge mellem.
Private værelser inklusiv morgenmad og personligt værtskab findes stadig på platformen, men det er efterhånden nærmere undtagelsen end reglen.
Værelser, lejligheder og huse udlejes over hele verden af private såvel som professionelle, og du kan leje et sted at bo i alt fra en enkelt overnatning til flere måneder.
Klassiske hoteller vs. Airbnb
Er Airbnb bedre end hoteller? Både ja og nej!
Man kan være heldig at finde en drømmebolig til billige penge, eller man kan være uheldig at leje et beskidt sted med en hård seng.
Sidstnævnte er gudskelov sjældent, men det er vigtigt at være opmærksom på, at alle boligopslag er forskellige, og at det derfor kan kræve mere research at booke det rigtige sted i forhold til blot at booke et hotelværelse på et fint hotel.
På et klassisk hotel kan du være rimelig sikker på, at:
- Der er en reception, som sørger for at du bliver tjekket ind.
- Værelset er rent, og hvis du er utilfreds, kan du klage (og blive flyttet).
- Dit værelse bliver rengjort dagligt, og din seng bliver redt.
- Der er roomservice og andre faciliteter, såsom gratis morgenmad, træningsrum eller andet hotellet har oplyst.
Selvom man af og til kan finde ovenstående på Airbnb, er det ikke normen, og hvis det er meget vigtigt for dig, at der er roomservice, eller at der bliver gjort rent hver dag, så er Airbnb nok ikke noget for dig.
Hvis det ikke er en deal-breaker, så læs videre om hvorfor vi er så glade for konceptet.
Derfor elsker vi Airbnb
Vi har blandt andet boet i et hyggeligt græsk hus ned til stranden på Tinos, i en lejlighed i Kuala Lumpur med en tagterrasse-pool og på et lille værelse hjemme hos en familie i Etiopien.
Mest af alt har vi dog boet i helt almindelige lejligheder og huse i byer, hvor det har været billigere end at bo på hotel.
For eksempel i London, Paris, Cape Town, Tel Aviv, Singapore, Taipei, Manila og italienske storbyer som Milano og Napoli.
Her er nogle af grundene til, at vi er vilde med Airbnb:
- Det er gratis at tilmelde sig.
- Platformen er brugervenlig.
- Der er overnatning i alle prisklasser, og det kan ofte gøres billigere end hotelværelser.
- Man kan bo som en lokal.
- Man kan få lokale tips til gode spisesteder og anderledes oplevelser.
- Man kan leje et værelse hjemme hos nogen og få nye venner, eller…
- Man kan booke et helt hjem og få mere plads end på et hotelværelse.
- Hvis der er et køkken, kan man selv lave (morgen)mad og spare penge på madudgifterne.
- Hvis man er en gruppe, kan man typisk få mere plads og fælles opholdsrum i forhold til at booke flere hotelværelser.
Læs også: Den bedste rejseforsikring til længere rejser og rejser uden returbillet. En guide der sammenligner rejseforsikringer, som kan købes på farten, hvis man er på en længerevarende eller fleksibel rejse.
Værd at vide på forhånd
Selvom der er mange gode grunde til at holde af Airbnb, er det ikke udelukkende en magisk oplevelse, hvor alt bare spiller 100% hver gang.
Det vil vi mene er den store udfordring for platformen; at hver bolig er unik.
Det gør nemlig, at det kan være svært at vide, hvad man kan forvente. Til gengæld er det også den del, der gør, at Airbnb-mulighederne er sjovere og mere spændende end de gængse kædehoteller, som ser ens ud i hele verden.
Ikke desto mindre kræver et godt Airbnb-ophold, at man som gæst lægger en indsats i at finde et passende sted, og at man gider at kommunikere og koordinere med boligens vært.
Og selvom Airbnb kan være billigt, er det ikke gratis.
Efter mange år hvor vi sammenlagt har brugt en hel del timer på at søge på platformen, har vi her samlet et par observationer, der er værd at kende til på forhånd:
- Airbnb pålægger et servicegebyr på mellem 5% og 15%, og derfor kan den endelige pris for opholdet godt se lidt anderledes ud, end den pris per nat man får vist i søgeresultatet.
- Ligeledes kommer der nogle gange et rengøringsgebyr med i prisen fra udlejerens side. Dette er et engangsbeløb, som lægges på, uanset om man overnatter 1 nat eller 30.
- I nogle byer kommer der hotelskat oven i beløbet, som man skal betale kontant ved ankomst. Det bør stå i opslaget, så man kender afgiften på forhånd. Vi har prøvet det i Rom, men det gælder også i byer som New York og San Francisco.
- Man betaler allerede, når man booker, og Airbnb holder pengene indtil opholdet.
- Man kan ikke betale i kontanter. Alle transaktioner går igennem Airbnb, hvilket er en sikkerhed for både udlejer og lejer.
- Afbestillingsreglerne kan variere efter udlejerens ønske, så hold øje med hvor fleksibel/striks afbestillingsreglerne er for den bolig, du vil booke, hvis det er vigtigt for dig at have mulighed for at annullere. Vi har aldrig selv annulleret en bolig, så det plejer dog ikke at være noget, vi kigger efter.
Er Airbnb sikkert at bruge?
Ja! Airbnb gør meget for at sikre succes og minimere risikoen for begge parter.
Blandt andet kan både udlejere og lejere verificere sig med offentligt udstedt identifikation, og vi vil anbefale, at man både selv verificerer sig og kigger efter verificerede værter.
Når Airbnb trækker penge fra dig for en booking, holder de beløbet, indtil du har boet i hjemmet i 24 timer.
Hvis boligen slet ikke lever op til forventningerne, for eksempel med forkerte billeder eller falske oplysninger, kan du nå at klage til Airbnb, inden pengene overføres til værten. Man kan derfor ikke få noget ud af at oprette falske opslag.
For at beskytte værter der lejer deres bolig ud, stopper de dog ikke bookingen over små uenigheder, som hvis møblerne står anderledes, eller at ovnen ikke virker tip top.
Airbnb-værter
Sørg for at kommunikere godt med værten før og under opholdet. Det er vores oplevelse, at Airbnb-værter er søde, oprigtige mennesker.
Airbnb er vokset meget, og antallet af boliger på platformen er steget helt vildt. Derfor kan man nu også finde forskellige slags værter, og det er ikke unormalt, at finde brugere med mange værelser eller lejligheder til leje i samme område.
Disse brugere er mere professionelle erhvervsudlejere, der formentlig lever af at udleje boliger eller styre boliger for andre. Det kan for eksempel være mindre hoteller eller guesthouses.
Fordelene ved at leje sådan en bolig er, at du får et sted, der minder mere om et hotel. Der vil ikke være noget tøj i garderobeskabet og personlige fotos på væggen, men ofte vil der så heller ikke være krydderier i køkkenskabene eller en hjemlig, personlig stemning.
Hver Airbnb-oplevelse og hver vært vil være lidt anderledes afhængig af deres motivation for at udleje boligen.
Nederst i artiklen har vi skrevet et par tips til at minimere potentielle problemer.
Hvordan virker Airbnb?
Helt kort virker Airbnb ved at man skal:
- Oprette en profil.
- Søge på en destination og rejsedatoer.
- Finde et boligopslag man kan lide.
- Anmode om at booke det.
Nogle bookinger bekræftes med det samme, mens andre først skal godkendes af værten.
Alle på platformen har en profil – både udlejere og lejere.
Det er med til at sikre, at du som lejer ikke booker et sted hos en elendig vært, og at værten også kan gennemgå din profil, for at være sikker på at du er en ordentlig gæst.
Efter et ophold har begge parter mulighed for at anmelde hinanden.
Anmeldelserne bliver først vist offentligt, når både vært og gæst har skrevet deres anmeldelser (eller perioden for at anmelde løber ud).
Derfor kan man være ret sikker på, at anmeldelserne er sande, og de kan give et praj om, hvordan værten er (og hvor god en gæst du er).
Sådan opretter du en profil
For at tilmelde dig Airbnb, kan du gå ind på Airbnbs forside og trykke tilmeld oppe i højre hjørne.
Her kan du tilmelde dig med din Facebook-konto, Google-konto eller e-mail.
Ved Facebook og Google skal du blot logge ind på din profil.
Vælger du at oprette dig med e-mail, skal du indtaste følgende:
Bagefter skal du vælge “accepter”.
Airbnb vil derefter gerne have, at du vælger et profilbillede og skriver dit telefonnummer. Det vil vi helt klart anbefale, at man gør.
Hvis du skal bo i nogens private bolig, så vil de gerne vide lidt om dig, og der er større chance for at blive godkendt, hvis du har udfyldt din profil.
Vælg derfor et godt profilbillede, hvor man kan se dit ansigt (uden solbriller).
Dit telefonnummer vises ikke på profilen, men bliver kun delt med en vært, når du har en bekræftet booking.
Herefter skal du tjekke din mail og bekræfte din e-mailadresse, og så kan du faktisk gå i gang med at søge efter boliger.
Vi vil dog anbefale, at du verificerer dig selv på så mange måder, du kan, ved for eksempel at forbinde en social medie-konto (Facebook, Google eller LinkedIn) eller ved at identificere dig selv med offentligt udstedt identifikation (pas eller kørekort).
Det er simpelthen rart for alle på platformen at vide, at man er den, man siger, man er!
Læs også: Hvad har vi i kameratasken? Det bedste udstyr til foto og video på rejsen.
Sådan finder du et godt sted at bo
Airbnb fungerer på mange måder ligesom traditionelle bookingsider.
Du begynder med at skrive din destination og de ønskede datoer, hvorefter Airbnb viser de ledige overnatningsmuligheder.
Husk også at skrive hvor mange gæster, boligen skal kunne rumme. Antallet af personer er afgørende for den endelige pris for stedet.
Til venstre i skærmbilledet kommer de mulige boliger op med et billede og en kort beskrivelse, mens du til højre kan se et kort over boligerne.
Øjeblikkelig booking
Som udgangspunkt vælger Airbnb for dig, at du søger på “øjeblikkelig booking”, hvilket betyder, at du udelukkende søger efter boliger, hvor værten har tilladt, at bookingen går igennem uden deres godkendelse først.
Det er især mere professionelle udlejere, der bruger denne funktion – for eksempel små hoteller eller personer der bestyrer flere boliger.
Øjeblikkelig booking er smart, hvis du er i tidsnød, men vi plejer selv at slå funktionen fra for at få flere muligheder.
De fleste værter er hurtige til at svare.
Filtre
Der findes andre filtre, som til gengæld kan være brugbare.
Du kan blandt andet vælge boligtype (hele stedet, et privat værelse eller et deleværelse), og du kan sætte en begrænsning på prisen.
Du kan også vælge “flere filtre”, hvor det er muligt at specificere, hvor mange værelser og sengepladser man har brug for, om husdyr eller rygning skal være tilladt, eller du kan krydse af i særlige faciliteter, du ønsker, såsom køkken, vaskemaskine eller svømmepøl.
Herefter dukker boliger op, som matcher dine søgekriterier, og du kan nu kigge rundt efter den rigtige bolig til din rejse.
Læs detaljerne
En vigtig del af bookingprocessen handler om, at man som gæst tager sig tid til at læse detaljerne i opslaget.
Hvis du har fundet en bolig, der virker lovende, så sørg for at læse beskrivelsen, kig alle billeder igennem, læs billedteksterne og læs anmeldelserne for at være sikker på, at du ikke overser vigtige detaljer.
Du kan også se, hvilken aflysningspolitik værten har og læse reglerne for at checke ind og ud.
Hvis du har særlige krav til indcheckning (ved ekstra tidlig eller sen ankomst), er det en god idé at spørge værten, om det kan lade sig gøre, når du kontakter ham eller hende.
Boligens faciliteter
Selvom du i din søgning allerede kan have valgt nogle bestemte faciliteter, er det vigtigt, at du tjekker dem nøje en ekstra gang, inden du booker.
Et godt eksempel på dette er, om der er et køkken eller ej. Værten kan vælge at krydse af i denne facilitet, hvis der er en vandhane og en mikroovn, men hvis du leder efter et sted med gryder og pander til at lave et ordentligt måltid, er dette ikke nok.
Det kan også være, at det fremgår, at morgenmad er inkluderet, men at det reelt betyder, at der er tebreve og cornflakes til rådighed (og ikke en stor hotelbuffet).
Bare fordi man bor i nogens hjem, er det ikke sikkert at alle hjemlige faciliteter er inkluderede, og det kan tolkes meget forskelligt, hvad en facilitet betyder.
Det er sjældent, men der findes (især meget billige) steder, der ikke engang tilbyder lagner og håndklæder, så tag dig tid til at tjekke listen igennem og forvent ikke, at alle værter kan tilbyde det samme som et hotel.
Hvis du har særlige forventninger til faciliteterne, er det derfor en god idé at tjekke den skriftlige beskrivelse igennem og kigge grundigt på billederne. Det kan for eksempel være, at sengen er en udslået sovesofa, eller at stranden på billedet ligger 15 minutter væk.
Læs også gerne nogle af anmeldelserne igennem for den specifikke facilitet.
Vi har opdaget, at folk ofte kommenterer på hastigheden af internettet i anmeldelserne, eller om den nævnte svømmepøl for eksempel skal deles med andre.
Husk at du altid kan sende en besked til værten og spørge, hvis du er i tvivl.
Husregler
Mange ejendomme fastsætter husregler, såsom at det ikke er tilladt have kæledyr med, at ryge eller at holde fester/høre høj musik.
Husk at læse dem så du booker en bolig, der passer til dine behov.
Ekstra afgifter
Prisen for en bolig vises per nat, men det er vigtigt at være opmærksom på, at det ikke altid er den endelige pris per nat. Den endelige pris står til højre på opslaget ud for “total”.
Som nævnt tidligere, kommer der altid et servicegebyr på fra Airbnbs side. Det er på mellem 5% og 15% af boligens pris.
Nogle værter vælger også at pålægge et rengøringsgebyr, men dette er et engangsbeløb som gælder, uanset om man overnatter en enkelt nat eller i flere uger.
I en bolig med plads til fire kan værten også vælge at sætte en fast pris for to personer og en pris per ekstra gæst oven i dette. Det er typisk billigere for gæst nummer tre og fire end for de første to, men det er stadig værd at lægge mærke til.
Læg derfor mærke til totalprisen og divider den med dit antal nætter, for at få den rigtige pris per nat.
Af og til kan man finde en bolig, der ser ud til at være dyrere per nat, men som ikke har gebyrer for rengøring og ekstra gæster, og som derfor alligevel ender med at være billigere.
Læs også: Få rabat på Airbnb med disse 8 tips til et billigere ophold.
Send en besked til værten
Når du har fundet en bolig, du vil leje, er det tid til at skrive til værten.
Hvis du er i tvivl, om boligen er det rigtige valg eller har nogle spørgsmål, kan du altid vælge at sende en besked før bookingen.
Hvis du er helt sikker på, at du vil bo der, kan du anmode om at booke og sende en besked med.
I beskeden vil vi anbefale, at du bruger personens navn for at gøre det lidt personligt. Uanset om du skriver til én eller flere værter, behøver det ikke at ligne en generisk besked, du har sendt til alle.
Fortæl hvorfor du vil booke personens bolig, og hvad du især kan lide ved stedet.
Skriv også gerne lidt om dig selv i beskeden, for eksempel hvor du kommer fra, hvem du rejser med, og hvad der bringer dig til byen.
Slut af med at sige tak og at du glæder dig til at høre fra dem.
Værten har derefter 24 timer til at godkende din booking, men de fleste vi har skrevet til svarer allerede indenfor et par timer.
Der er selvfølgelig en risiko for, at værten ikke godkender din booking, og derfor vil Airbnb gerne have, at man kontakter mange værter.
Personligt kontakter vi dog kun én ad gangen og venter på svar; vi har ikke lyst til at skrive til fem forskellige, blive godkendt af alle og så skulle sige nej til fire af dem. Men hvis man ikke har noget problem med det, kan det være en måde at have flere muligheder på.
Alternativt kan du gemme dine bedste boligbud i en såkaldt “Wish List”, hvis du klikker på “Gem” øverst til højre inde på opslaget. Så har du backup-boliger, hvis du ikke bliver godkendt til dit førstevalg.
Når din anmodning om at booke et sted er blevet godkendt, får du tilgang til boligens præcise adresse, og typisk har værten også skrevet, hvordan du finder vej, og om personen møder dig, eller hvor du kan finde nøglen.
Gør dig klar til opholdet
Hvis du ikke allerede har fået information om nøgleoverlevering, tidspunkt for check-ind osv., er det en god idé at bekræfte med din vært et par dage før samt at lade dem vide, hvornår du kommer.
Nogle værter møder dig og giver dig en tur ved ankomsten, mens andre lægger nøgler i et pengeskab med kode eller arrangerer, at nøglen skal hentes et nærliggende sted.
Selvom der efterhånden er internet alle steder, er det smart at have styr på alle de vigtige oplysninger, inden du går ombord på dit fly, tog eller bus.
Værtens kontaktoplysninger, boligens adresse, hvordan man kommer frem, specifikke instruktioner til et nøgleskab og lignende er en fordel at have offline.
Husk også at Airbnb-værter normalt er meget hjælpsomme til at anbefale offentlige transportmuligheder, supermarkeder og restauranter i nærheden, så tøv ikke med at spørge!
Læs også: 14 eksperttips til at finde de billigste flybilletter. Sådan finder du de bedste priser og sparer penge på rejser til hele verden.
Vær en god gæst
Hvad enten man bor på et hotel, i en professionel udlejningslejlighed eller i et privat hjem, skal man selvfølgelig vise respekt.
Tag dig lige så godt af hjemmet, som du ville forvente at folk tog sig af dit eget hjem – eller bedre!
Respekter naboerne, undgå at larme og rod ikke rundt i værtens private sager.
Det er god stil at forlade boligen, som du fandt den. Husk at værten også skal anmelde dig som gæst.
Hvis alt går godt (hvilket det som regel gør), er Airbnb en helt genial løsning til dig, der enten vil spare lidt penge på overnatning eller vil have en mere lokal følelse på rejsen.
Tips til at minimere potentielle problemer
Airbnb tilbyder nye spændende måder at rejse på, men ingen forretningsmodel er perfekt.
Nogle kommer begejstrede hjem fra et ophold over forventning, mens andre kommer hjem ekstremt skuffede, og der er selvfølgelig rædselshistorier, hvis man leder efter dem. I realiteten er de flestes oplevelser dog ganske fine.
Vi har alligevel samlet et par tips til at minimere risici og undgå potentielle problemer, så du får en god oplevelse.
Tjek værtens profil
Sørg for at værtens profil er verificeret. Scroll ned til boligens afsnit om værten eller klik på fotoet øverst i opslaget. Herefter kan du se personens verificerede oplysninger, hvor længe de har været medlem, hvor mange omtaler (og boliger) de har, samt hvor hurtigt de i gennemsnit svarer.
Hvis værten ikke er verificeret, kan han eller hun stadig være legitim, men hvorfor tage risikoen?
Læs anmeldelserne
Tag dig tid til at læse de seneste anmeldelser af boligen.
Anmeldelserne er skrevet af tidligere gæster, som har haft de samme forudsætninger som dig, og derfor kan man ofte få lidt ekstra information fra anmeldelserne.
Det kan for eksempel være om sengen var dårligere end forventet, om lejligheden er større end billederne viser, om metrostationen ligger to minutter væk, eller om der ligger en bar nedenunder, der spiller høj musik.
En anmeldelse vises først, når både gæst og vært har skrevet om hinanden (eller hvis perioden for at anmelde udløber), så du kan være ret sikker på, at folk skriver, hvad de mener.
Hvis det er første gang, du skal booke en bolig på Airbnb, vil vi anbefale, at du vælger én med mange femstjernede anmeldelser for at være sikker på at få en god oplevelse.
Undersøg området
Af sikkerhedsmæssige årsager er det ikke muligt at se boligens præcise adresse, inden en booking er godkendt.
Til gengæld kan man se, hvilket område boligen ligger i og søge på det, for at finde ud af om det er et sted, man har lyst til at bo. Alternativt kan man bruge den lille gule mand på Google Maps og sætte ham ned i området for at gå en tur.
Hvis ikke vi skal bo i en lille by, hvor vi kan gå rundt til alt, plejer vi også at lægge mærke til, om der er en tog- eller metrostation i nærheden.
Tjek faciliteterne
Vi har allerede skrevet en del om dette under boligens faciliteter, men det er en vigtig del af et rart ophold, at virkeligheden lever op til forventningerne – i hvert fald for os.
Her skal man sørge for at gøre sit som gæst for at være sikker på, at de faciliteter man ønsker er inkluderede. Forvent ikke noget som udgangspunkt.
Er det vigtigt, der er parkering? Træningsrum? Svømmepøl? Aircondition? Shampoo?
Tjek listen over faciliteter igennem og sammenlign med billederne. Hvis du er i tvivl, så skriv til værten og spørg.
Held og lykke!
Vi håber, du føler dig godt klædt på til at komme i gang med at bruge Airbnb.
Hvis du har nogle spørgsmål omkring processen, er du velkommen til at skrive en kommentar nedenunder, og så vil vi gøre vores bedste for at svare.
God fornøjelse!
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Hvor mange oplysninger skal værten have. Vi er i gang med at prøve for første gang. Og bliver bedt om at oplyse pasnummer, flyafgange, navne på alle beboer samt alder.
Specielt det med pasnummer er jeg ikke helt tryg ved.
Hej Peter,
For at Airbnb bliver så sikkert som muligt for alle, kan platformen bede om, at man verificerer sig med et nationalt ID – f.eks. pas eller kørekort. Hvis din profil er verificeret, burde din vært ikke umiddelbart have behov for at få dit pasnummer.
Det kan dog tænkes, at værten skal registrere sine gæster overfor de lokale myndigheder – ligesom hoteller ofte gør – og at han/hun derfor skal bruge de omtalte oplysninger. Selvom vi aldrig selv har prøvet at skrive vores pasnummer til en vært, ville vi selv være trygge ved det, hvis kommunikationen ellers virker troværdig.
Du kan læse mere om det her: https://www.airbnb.dk/help/article/1237/how-does-it-work-when-airbnb-asks-for-an-id
Betyder rengørngsgebyr, at vi som lejer IKKE skal gøre rent efter os selv
Hej Merethe,
Rengøringsgebyr betyder, at I betaler udlejer for at gøre rent – så I skal altså ikke gøre rent. Når det er sagt, skal man selvfølgelig efterlade boligen i god stand og nogenlunde opryddet, som da man ankom 🙂
Dvs hvis de IKKE står rengøringsgebyr, går man som lejer rent, ikke sandt?
Som udgangspunkt sørger udlejer for rengøring, men man skal som lejer selvfølgelig efterlade stedet nogenlunde rent og pænt, som da man ankom. Hvis du er I tvivl, om I skal gøre rent, så send en besked til udlejeren 🙂
Hej.
Jeg har lige lejet et hus herhjemme i DK. Hvad er bedst og melde sit kort til?
Jeg synes kun den kom frem med Google Pay, så det var det jeg anvendte, men jeg synes ikke det ser ud til at jeg har nogen kort oplysninger gemt hvis jeg går ind under min profil???
Hej Michael,
Tekniske problemer/udfordringer med Airbnb ligger desværre udover vores ekspertise. Vi vil henvise til deres support, som helt sikkert kan hjælpe dig.
Den viste pris på bookingsiden er baseret på en person med en rabat på 30% for en uges ophold. Når jeg tilføjer flere personer stiger uge prisen. Rabatten bliver uændret og ugeprisen stiger. Er dette normal?
Hej Lone,
Det lyder jo umiddelbart lidt mærkeligt, men vi har desværre svært ved at rådgive omkring din specifikke situation. Vi henviser i stedet til at kontakte Airbnb (eller værten) direkte 🙂