Jul i Malmø: Julemarkeder, juleshopping og julestemning på den anden side af Sundet
Tag på en hyggelig dagstur til Skånes hovedstad i december og find unikke julegaver til at lægge under juletræet![]() | Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
En magisk tid på året
Malmø er altid en dejlig by at besøge.
De hyggelige, små gader, specialbutikkerne og ikke mindst den gode mad, gør, at vi vender tilbage gang på gang.
Malmø i december? Endnu bedre!
For det kan altså virkelig anbefales at tage et smut over Sundet for at komme i julestemning og måske få købt en julegave eller to.
Sneen dalede så småt, da vi besøgte Malmø i starten af december, og selvom den ikke blev liggende, var julestemningen i top.
Butikkerne har pyntet så fint op. Juletræer og dekorationer pryder torvene. Og når mørket falder på, bliver det tydeligt, at der er julelys overalt i gadebilledet. Ikke mindst på Gustav Adolfs Torg, hvor julemarkedet bliver byens centrale samlingspunkt for gavekøb og julehygge.
Læs med i denne juleguide til Malmø, hvor vi deler tips og idéer til julemarkeder, butikker og caféer, du kan besøge i juletiden.
Indholdsfortegnelse:
Bliv fyldt op med glæde af den charmerende atmosfære i Malmøs gamle gader.
Malmøs julefejring er fortryllende.
Hvorfor besøge Malmø til jul?
Det tager kun 40 minutter at tage toget fra Københavns Hovedbanegård til Malmøs hovedbanegård (Malmö Centralstation).
Står du af på Triangeln Station, tager det blot 36 minutter.
Før du ved af det, står du i det svenske. Og de kan altså noget derovre!
Butikkerne er lidt anderledes, og der findes mange spændende specialvarer. Derudover er priserne generelt en del lavere – særligt på tøj og mad.
Især når kursen er så god, som den er nu, hvor man for 100 danske kroner får 146 svenske kroner (november 2022).
Malmø er en oplagt destination for en dagstur, hvis man gerne vil kombinere (jule)shopping med gode oplevelser i en af Sveriges hyggeligste byer.
Og vi er totalt fans af at få ordnet et par af julegaveindkøbene i Malmø.
Med de penge vi sparer, føles det som om, at turen betaler sig selv, og oven i hatten får vi en skøn ferieoplevelse, hvor vi kommer i julestemning. Det er da helt perfekt.
Vi elsker at vende tilbage til Malmø igen og igen.
Der bliver virkelig pyntet op til jul i gaderne.
Julestemningen er helt i top i de små specialbutikker i Sveriges tredjestørste by.
Julemarkeder i Malmø
Julemarkedet på Gustav Adolfs Torg
Man skal ikke gå glip af julemarkedet på Gustav Adolfs Torg midt i byen.
Her er der stillet boder op, som sælger alt fra pandekager og churros til fine juletræer, keramik og årskalendere med søde hunde.
På den store plads er der virkelig gjort meget ud af julehyggen, og i træerne hænger der både oplyste pakker, hjerter og stjerner til at fuldende stemningen.
Julemarkedet på Gustav Adolfs Torg er bestemt et besøg værd.
Skånes hovedstad lyser op i december.
Jul i folkets park
15-20 minutters gang fra Gustav Adolfs Torg ligger Folkets Park, som også er pyntet flot op i juletiden.
Her er der både dekorationer og julelys samt en skøjtebane, hvor man kan leje skøjter eller have sine egne med.
Stå på skøjter i Folkets Park.
Parken er fint pyntet op og indbyder til en hyggelig gåtur.
Julemarkedet i Sankt Gertrud
Julemarkedet i Sankt Gertrud er en juleklassiker, som desværre har været aflyst i både 2020 og 2021.
Når det (forhåbentligvis) vender tilbage i 2022, er det på adressen Östergatan 7B i Malmø – mindre end 10 minutters gang fra Malmö Centralstation.
Sankt Gertrud er et hyggeligt sted – selv uden julemarked.
Reklame
Andre julemarkeder i nærheden af Malmø
Der findes også andre julemarkeder i Skåne, som er værd at besøge, hvis man tager på juletur til det sydsvenske.
Jul på Katrinetorp
Jul på Katrinetorp er et julemarked, der ligger små 20 minutters kørsel fra Malmø på en gammel herregård.
Her kan man finde masser af svenske lækkerier og diverse delikatesser – og julestemningen er selvfølgelig i top med fin oppyntning, juletræ, aktiviteter, musik og meget mere.
Jul på Katrinetorp afholdes oftest en af de første weekender i december. Her går der en gratis bus mellem Gustav Adolfs Torg i Malmø til Katrinetorp.
Jul på Katrinetorp ser virkelig hyggeligt ud – især med sne på! Foto: Malmö Stad
Kulturen i Lund
Hvis man tager turen til nærliggende Lund (som også er en dejlig by i det sydsvenske, der helt klart er et visit værd), kan man overveje at besøge det fantastiske museum Kulturen.
Her bliver der ved juletid sat fokus på jul i en historisk kontekst med julemad, julerelaterede omvisninger, historiefortælling og juleaktiviteter for store og små.
Læs om julemarkedet 25.-27. november 2022 her.
“Julstök” på Kulturen i Lund er en rigtig juletradition. Foto: Viveca Ohlsson/Kulturen
Shopping i Malmø
Vi er vilde med at shoppe i Malmø.
Selvom hovedgaden naturligt er meget kommerciel og hjemsted til en del kædebutikker, er mange af netop de butikker og caféer oprindeligt svenske og passer ligesom ind – eksempelvis H&M, Espresso House, Max Burgers, Granit, Naturkompaniet (Friluftsland i Danmark), Stadium, Filippa K, Indiska, Peak Performance, Tiger of Sweden osv.
Derudover er både hovedgaden og mange af sidegaderne fyldt med specialbutikker, hvor kvaliteten er virkelig høj.
Her ligger mange mindre, upcoming brands og andre selvstændige butikker, der har gang i spændende ting.
Boligforretningerne AB Småland og Granit er to steder, vi altid skal forbi, når vi er i Malmø – her kan man både finde fint julepynt og julegaver til andre (og sig selv, hehe).
LillaSkåne sælger unikke, håndlavede skånske produkter, der også gør sig godt som julegaver, og de farverige og fantasifulde badebomber fra LUSH er fantastiske til nogen, der har et badekar.
Man kan også købe lækre spiselige gaver såsom chokolade, lakrids, kaffe og te – for eksempel til værts- eller mandelgaver.
AB Småland er uden tvivl Victorias yndlingsbutik – måske i hele verden. Her sælger de unik svensk indretning, planter og tøj. Der ligger også en fin café i de smukke lokaler.
Blomsterbutikkerne i Malmø er fantastiske. Kig ind bare for oplevelsens skyld.
De bedste caféer og restauranter i Malmø
Madscenen i Malmø er fantastisk, og vi har skrevet en hel madguide til de bedste caféer og restauranter i Malmø.
På en dagstur kan man dog umuligt nå at prøve alle de steder, vi har skrevet om.
Heldigvis er der virkelig mange gode spisesteder, hvor man kan blive ladt op med ny energi i området mellem Malmö Centralstation og Triangeln station, som man naturligt kommer forbi, hvis man kigger i butikker op og ned ad hovedgaden og i sidegaderne.
Her er et par af vores favoritter:
Kaffe og fika:
- Leve. De bedste croissanter (og andet bagværk) i Skandinavien, lige ved Triangeln station.
- AB Småland. Komplet svensk fika-stemning i smukke lokaler, hvor man også kan købe boligartikler, tøj og ting til børn.
- Lilla Kafferosteriet. Stor, hyggelig café i den gamle by med god kaffe.
- Espresso House. Sveriges egen kaffekæde laver udmærket kaffe med gode muligheder for plantemælk og sælger velsmagende lækkerier (herunder flere veganske muligheder).
- Solde. Specialkaffe i centrum af Malmø.
Brunch og frokost:
- Café Holmgången. Brunchtallerken, lasagne, kager og andre smagfulde plantebaserede retter.
- Farm2Table. Super hyggelig café med byens bedste morgenmad (blandt andet smoothie bowls og vafler).
- Hummusson. Hummusbar med mega lækker hummus, falafel og pita – perfekt til en hurtig frokost.
- Vegegården. Helt vegansk asiatisk buffet til de ekstra sultne.
Aftensmad:
- Far i Hatten. Vildt gode pizzaer i hyggelige Folkets Park.
- The Vegan Bar. Burgere og specialøl med hip stemning og høj musik (et lille stykke fra centrum men det hele værd).
- Bastard Burgers. Gode burgere lidt tættere på centrum.
- Malmö Saluhall. Spændende madboder i nærheden af Malmö Centralstation.
Der er så meget god mad i Malmø. Her brunch fra Farm2Table.
Lilla Kafferosteriet er et oplagt sted at nyde en eftermiddagskaffe.
Transport til Malmø
Med tog eller bus
Tog og busser kører til og fra Malmø flere gange i timen året rundt.
Hvis man vil besøge Malmø på en dagstur fra København, kan man rejse fra Københavns Hovedbanegård til Malmö Centralstation på cirka 40 minutter.
Står man af på enten Hyllie, Triangeln eller Malmö Centralstation, kan man bruge sit danske rejsekort til at tjekke ind/tjekke ud og altså køre på det hele vejen til Sverige. Alternativt kan togbilletter købes på togstationerne.
Busser (for det meste Flixbus) kan være lidt billigere end toget, men rejsetiden fra København til Malmø er også lidt længere (ca. 1 time og 15 minutter).
Med bil
Det er nemt at køre fra Danmark til Malmø i bil.
En smuttur over Øresundsbroen, og så er man midt i byen, før man ved af det. Fra lufthavnen i Kastrup tager det mindre end en halv time.
Der er masser af centrale, indendørs parkeringspladser i Malmø. Regn med omkring 100-150 danske kroner per døgn.
Lilla Torg pyntet op til jul.
Tak fordi du læste med
Vi håber, at denne guide til at besøge Malmø til jul har været brugbar.
Hvad synes du om Malmø? Kunne du finde på at tage derover på en juletur?
Hvis du har været i Skånes hyggelige hovedstad, ville det være fedt at høre dine bedste tips i kommentarerne.
Og hvis du ikke har været i Malmø endnu, så tøv endelig ikke med at spørge os om noget! Vi er glade for at hjælpe.
Vil du også hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak, og rigtig god tur til Malmø!
Indsend Kommentar