Rejseguide til Kea: Alt hvad du skal vide om at besøge den oversete ø i Kykladerne
Autentisk græsk idyl kun to timer fra Athen. Her er vores bedste tipsHej! Vi er Alexander og Victoria – to københavnere med uanede mængder af rejselyst, som vi deler ud af her på Nordombord. Læs mere om os her. |
Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere.
Vi har begge brugt adskillige sommerferier i Grækenland, så besøget på Kea var bestemt ikke vores første møde med den græske kultur.
Valget faldt på Kea for at nyde den græske sommer uden alt for mange turister, og vi blev ikke skuffede.
Det der gør Kea helt særlig, er den bilfri hovedstad Ioulida, som tårner sig smukt op ad en bjergside, og byens små gader og rolige tempo er det perfekte grundlag for et par afslappede dage.
Øen har masser af udflugtsmuligheder, overalt er der imponerende udsigter, og langs kysten er der strande for enhver smag.
Kea er en skøn ferieø, og vi både undrer og glæder os over, at denne lille græske perle er så ubesøgt.
Her er vores forhåbentligt inspirerende guide med gode råd til hvad man skal lave og hvor man skal bo på Kea – plus masser af billeder.
Hvorfor besøge Kea?
I øgruppen Kykladerne ligger klippeøen Kea, eller Tzia som de lokale kalder den, med et smukt bakket terræn og udsigt til det Ægæiske hav.
Historisk set har Kea altid været en relativt rig og selvforsynende ø, og i dag har den omkring 2.000 indbyggere.
På trods af den nære beliggenhed til Athen har Kea undgået det helt store turistboom, og der er hverken charterhoteller eller festligt natteliv. Øen er dog et yndet tilflugtssted for athenere, der holder sommerferie eller blot vil væk fra storbyen i weekenden.
På overfladen ligner Kea ikke populære postkort-pæne øer som Santorini og Mykonos, men ved nærmere eftersyn er øen fyldt med charme og autentisk græsk feriestemning.
På Kea kan man undgå folkemængderne og i fred og ro give sig hen til den græske stemning med betagende hvidkalkede gader, lokale delikatesser, massevis af kirker, rolige små strande og vidunderlige solnedgange.
Vores besøg
Vi besøgte Kea sammen med vores venner Clara og Rasmus fra slutningen af juni til starten af juli, som en del af en 12-dages ferie i Grækenland, hvor vi også var i Athen og på Tinos.
Gennem Airbnb lejede vi et skønt græsk hus op ad bjergsiden i Ioulida med flere terasser og udsigt til havet. Det rolige tempo og uspolerede ø-liv på Kea gjorde et helt særligt indtryk på os.
Hvis du ikke har prøvet det før, kan du læse vores komplette guide til Airbnb for nybegyndere her.
Er du mere til at bo på hotel? Brug vores reklamelink herunder til at finde de bedste og billigste på øen:
Find hoteller, villaer eller ferieboliger på Kea gennem Hotels.com.
Vi kan klart anbefale Kea til rejsende, der allerede har oplevet de gængse græske destinationer og søger noget mere autentisk, og til familier eller par der vil have en afslappet ferie med det bedste fra Grækenland.
Korissia
Alle færger til Kea lægger til i Korissia havn. Havnebyen er et glimrende sted at få sig lidt frokost efter færgeturen eller som et besøg en dag for sig selv.
Havnepromenaden er pæn og rolig uden souvenirshops og sælgere, men med supermarkeder, restauranter, caféer og barer.
Vi vil anbefale at bo i den charmerende bilfri hovedstad Ioulida, der er kendetegnende for Kea, men hvis man kun er på øen i kort tid eller vil benytte havnebyen som udgangspunkt for udflugter til andre steder på Kea, kan man sagtens overnatte i Korissia.
Søg efter de bedste hoteller i Korissia på Hotels.com (reklamelink).
Få minutter fra promenaden i Korissia ligger en ganske fin sandstrand, hvor man sagtens kan bade. Der er dog mange andre smukke strande på øen, så den er mest oplagt, hvis man bor i Korissia.
Der er adskillige restauranter og caféer langs havnen, og selvom vi havde lyst til at gå ind på flere af dem, fik vi kun prøvet Riva del Porto, der ligger få minutters gang fra færgen.
Riva del Porto
Ankommer man til Kea ved frokosttid, kan vi bestemt anbefale Riva del Porto, der serverer klassisk italiensk mad.
Vi hoppede direkte til pizzaerne og begge smagte fantastisk med sprød, saftig skorpe og god smagsbalance, der let kunne konkurrere med pizzaerne i Italien.
Restauranten er stilfuldt indrettet, og der er mange hyggelige spisekroge udenfor. Betjeningen var smilende og hurtig.
Sweet Port
Der ligger flere caféer langs havnen, men vi blev lokket af Sweet Ports gode kaffedrikke, smoothies og mange desserter; blandt andet is, vafler, crepes og frozen yoghurt med toppings.
Prisen for en kugle is lå på omkring 3 euro (23 kroner).
Bagere
Vi besøgte to bagere i Korissia, og de havde begge nogenlunde det samme på hylderne; flere forskellige brød, boller, müslibarer, små croissanter både med og uden chokolade samt tærter med enten ost eller spinat.
Hvis man er til det, er der også mange muligheder for lokale græske søde sager.
Den store bager i Korissia har åbent allerede klokken seks om morgenen, og vi købte morgenmad derfra til en tidlig færgeafgang.
Ioulida
Et lille kvarters stejl kørsel fra havnebyen ligger Keas hovedstad Ioulida, der også kaldes Ioulis eller Hora (hovedstad) af indbyggerne.
Ioulida strækker sig op af en bjergside, og de orange keramiske fliser på tagene giver byen et helt specielt udseende i solens skær.
På en gåtur gennem de brostensbelagte gader med hvide huse møder man døsige katte, arbejdsomme æsler og byens ældre, der hænger ud på torvet.
Byen er malerisk, romantisk og overalt er udsigten til havet spektakulær.
Hvis man besøger Kea, kan vi virkelig anbefale, at man bor i Ioulida. Vi lejede som sagt selv et lille hus gennem Airbnb, men du kan også bruge vores reklamelink herunder til at finde de bedste og billigste hoteller:
Skal man besøge Kea et par dage, er det oplagt at bruge sin tid her, for man kan nemt få tiden til at gå med at fare vild i de smalle, bilfri gader eller tage på vandreture i området.
En kortere tur af slagsen fører til øens kendetegn Leon; en smilende stenløve, der ifølge myten forsøgte at ødelægge Kea.
Løven er ikke en kæmpe seværdighed i sig selv, men gåturen er hyggelig, udsigten er flot, og oplevelsen er gratis.
Flere små stier fører til naturlige kilder, hvor man kan tappe drikkevand af rigtig god kvalitet fra fine fontæner. Tag din egen flaske med og genopfyld den ved kilderne – det er både gratis, miljøvenligt og smager suverænt!
Når man går ind i Ioulida, ligger der caféer og restauranter, og på vej mod byens torv er der flere små butikker, der sælger sommertøj, tørklæder, badetøj og postkort.
På torvet ligger to mindre supermarkeder, hvoraf det ene også fungerer som slagter og ostehandler, og det andet har lidt flere friske grøntsager.
Der findes en bager, der ligesom de to i Korissia sælger brød, boller, müslibarer, croissanter og sødt græsk bagværk, og på caféen overfor det udendørs skakspil kan man købe is per kugle og andre desserter.
Selvom byen er lille, er der adskillige gode restauranter indenfor kort afstand.
Det er ikke ualmindeligt, at restauranterne først fyldes op efter klokken 22, og at køkkenerne har åbent til efter midnat i de varme sommermåneder.
To Spiti Sti Hora
Restauranten To Spiti Sti Hora (Hjemmet i Hora) hører til hotellet Kea Village, der ligger smukt placeret på toppen af Ioulida med en imponerende udsigt over øen.
To Spiti Sti Hora serverer græsk taverna-mad med et moderne twist. Alle klassikerne som græsk salat, spinattærte, fisk- og kødretter er til stede, men der er kræset ekstra for anretningen og smagssammensætningen.
Som på mange andre af Keas restauranter er der fokus på lokalt producerede råvarer i sæson, og det kan smages. Kokkene har bestemt gjort sig umage, og måltiderne på To Spiti Sti Hora kandiderer til at være øens bedste.
Priserne på mange af retterne er et par euro højere end på restauranterne længere nede i byen, men udsigten, servicen og det gastronomiske niveau taget i betragtning, er det virkelig god værdi for pengene.
Forretterne ligger mellem 5 euro og 10 euro (37-75 kroner), og hovedretterne mellem 10 euro og 20 euro (75-150 kroner).
Gåturen op gennem byen fra byens torv er en lille udflugt med masser af trappetrin. Alternativt kan man tage en taxi uden om byen og blive sat af lige ved indgangen.
Kylix
Kylix ligger på hovedgaden i Ioulida og har en hyggelig terrasse, hvor man kan nyde den gode mad med en let brise og solnedgangsudsigt.
Menukortet er simpelt, og der fokuseres på et begrænset antal retter, der alle tager udgangspunkt i det græske middelhavskøkken og lokale råvarer.
De velvalgte vine og specialøl er primært græske, og med priser på en flaske vin fra 10 euro (75 kroner) og hovedretter for omtrent det samme behøver et besøg på Kylix ikke at være ruinerende.
Betjeningen er opmærksom, høflig og hurtig, og det er tydeligt, at der bliver lagt vægt på detaljerne. Kylix kan varmt anbefales!
To Steki
Lige ved Agios Spyridon Church (Εκκλησία Άγιοσ Σπυρίδων), ved siden af Leon Bar og på vej til løvestatuen, ligger den familieejede restaurant To Steki.
På den fine udendørsterrasse er udsigten fantastisk, og der serveres et godt udvalg af klassiske græske retter. Vi fik blandt andet lækker saganaki, græsk salat og tærte.
I trin med det generelle niveau på resten af øen var både mad og service af høj kvalitet, og priserne var meget rimelige.
Leon Bar
Vi besøgte desværre ikke selv Leon Bar, men da vi spiste på To Steki, som ligger få skridt derfra, var det tydeligt, at der var gang i den.
Flere af de lokale anbefalede os at prøve Leon Bars specialøl – så derfor synes vi alligevel, at den skal nævnes. Der serveres også vin og drinks.
Resten af øen
Kea byder naturligvis på mere end Korissia og Ioulida, og foruden skønheden ved de mange landskaber med stejle bjerge, dybe dale, olivenlunde og vinmarker, er der flere steder på øen, der kan udforskes.
Panagia Kastriani-klosteret
Det er værd at tage på en udflugt til klosteret Panagia Kastriani, der ligger på toppen af et bjerg på den nordøstlige side af Kea mellem Kastriani og Spathi.
Beliggenheden med udsigt til det Ægæiske hav og øen Andros er fantastisk.
Når man går ind på klostergrunden, er det som at træde ind i en anden verden. Den fredelige klostergård virker ved første øjekast forladt, men ved nærmere eftersyn summer området af stille liv: en kvinde vander de mange blomster og planter, katte daser dovent i solen, og geder græsser på skråningerne.
I midten af den smukke grund ligger en lille kirke indrettet med fine ikoner, røgelse og stearinlys.
Vandreture
Kea er et sandt paradis for vandrere, og de fleste af de mange vandreruter begynder i hovedstaden Ioulida. Stierne er nummererede og markerede flere steder, og der er både noget for dem der vil gå kort og langt.
En af de længere og mest populære ruter går til Karthaia på Keas sydøstlige kyst – et arkæologisk område med ruiner fra to templer og et teater, som blev anvendt mellem det 6. århundrede f.kr. og det 4. århundrede f.kr. Husk gode sko og vand!
Vourkari
Havnen i Vourkari er et populært sted at lægge til for pompøse yachts og flotte sejlbåde, og et besøg kan nemt kombineres med frokost eller aftensmad på havnepromenaden, der har et fint udvalg af restauranter.
Med udsigt til de mange yachts spiste vi på Aristos, der er særligt kendt for hummer-spaghetti. Det er i det hele taget fisk og skaldyr, der er i fokus, men der serveres naturligvis også klassiske græske forretter, salater og kødretter.
Ikke langt derfra ligger Breeze Finger Food Bar, der serverer sublime cocktails til 10 euro (75 kroner) om aftenen, og om dagen fungerer som snackbar med kaffe, morgenmad, salater og lignende.
To Eksohiko ths Margaritas
Tæt på stranden Pisses ligger To Eksohiko ths Margaritas, der har et stort menukort med mange græske favoritter.
Restauranten er placeret ud til en stor vej, men der er masser af små træer og planter, der giver en hyggelig stemning.
Den græske salat var lige lovlig rustik, men både pasticcio og dagens salat med grøntsager kan anbefales. Og bestil endelig deres lækre pitabrød med aubergine-dyp til forret!
Strande på Kea
Hele vejen rundt om Kea gemmer der sig afsidesliggende strande i bugterne, og selvom nogle af dem er svære at komme hen til, er der mindst 10 tilgængelige strande på øen.
Et par stykker har solstole, parasoller og strandbarer, mens andre nærmest er øde i hverdagene og ideelle, hvis man kan lide at have stranden for sig selv.
Alle steder er vandet smukt og blåt, og flere steder kan man springe fra klipper.
Beliggende i en dal med frugttræer og blomster anses Pisses som en af de bedste strande på øen med gode snorkelmuligheder, tavernaer og smukke solnedgange.
De mange små sandstrande i Koundouros tiltrækker lystbåde fra fastlandet i weekenderne, og ved Kampi kan man dase under skyggetræer på sandet eller snorkle i det klare vand, hvis bugt huser millionvillaer.
Tager man på vandretur til det arkæologiske område Karthaia, er det også muligt at tage en dukkert.
Vi besøgte strandene ved Korissia, Gialiskari, Otzias og Spathi.
Korissia
Stranden ligger belejligt tæt på Korissia havn, og her kan man holde øje med de store færgers ind- og udsejling til øen.
Der er et par solstole og parasoller, vandet er rent og den største fordel er nok, at man har stranden for sig selv.
Stranden er meget familievenlig, og har man behov for mad eller drikke, er der ikke langt til restauranter og caféer på Korissias havnepromenade.
Gialiskari
Sandstranden Gialiskari er ikke ret stor, men det er den mest populære strand på Kea – måske på grund af den tætte beliggenhed til havnen, eller måske på grund af de gode solstole og den hyggelige strandbar, der serverer kolde drinks, smoothies, kaffe, sandwiches, salater og pastaretter.
I weekenderne kan stranden være pakket af både lokale og athenere, men går man til den fjerne ende af stranden, hvor der ikke er solstole eller bar, er der færre mennesker.
Fra Gialiskari er der få minutters kørsel til yacht-havnen Vourkari, hvor der er adskillige restauranter at vælge mellem.
Otzias
På øens nordligste punkt ligger den smukke strand Otzias. Den runde bugt strækker sig omkring 700 meter med masser af sand og nogle få klippesten.
På en del af strækningen er der solstole, parasoller og mulighed for at bestille kølige drikkevarer, men en stor del af stranden er uden stole med nogle få offentlige bænke og træer, der kan give skygge.
Vil man undgå menneskemængderne, er Otzias et godt sted at søge hen. Havet i bugten er også oplagt til vindsurfere og paddleboardere.
Stranden er tæt på vejen, hvor man kan finde et par tavernaer, og de små kirker Agios Sozon og St. George ligger i hver sin ende af bugten.
Spathi
Vejen til Spathi på den nordøstlige del af Kea er ikke helt nem, men kommer man i hverdagene, er der gode chancer for at have stranden for sig selv.
Vandet er roligt og utrolig klart, og snorkling langs klipperne skulle være fantastisk.
Det er muligt at leje strandstole og parasoller, og på Spathi Beach Bar kan man købe snacks, større måltider, drinks og kaffe, mens man nyder udsigten til bugten.
For at komme til Spathi skal man svinge fra den asfalterede hovedvej og køre i et kvarters tid ad en bumlet grusvej, der bugter sig faretruende smalt og tæt på de stejle klipper. Der er ingen større fare, hvis man kører med lav hastighed, men det gør alligevel belønningen ved at ankomme til stranden ekstra stor.
Vejen dertil kan ikke anbefales, hvis man har lejet scooter og ikke ubetinget føler sig tryg ved at køre både stejlt nedad og op igen med løst grus og sten i forskellige størrelser.
Transport
Fra Danmark til Grækenland
Skal du til Grækenland, eller drømmer du om det?
Flybilletter til Athen koster ikke ret meget, hvis man skal afsted uden for højsæsonen, men vil du rejse i sommerferien, kan det betale sig at være ude i god tid.
Du kan tage et kig på priserne ved at klikke på vores reklamelink (hvad er det?) herunder:
Søg efter de billigste flybilletter til Athen på Momondo.
Fra Athen til Kea
Der er ingen afgange til Kea fra Grækenlands største og mest populære havn, Piræus, og man skal i stedet til Lavrio, der ligger helt syd på fastlandet.
Fra lufthavnen i Athen tager det 30-40 minutter i taxi at komme til Lavrio, hvilket koster omkring 50 euro om dagen (375 kroner) og 70 euro om natten (525 kroner).
Et billigere alternativ er en times bustur med Suburban (KTEL) busser, der hver time går mod Lavrio med et skift i Markopoulo. Billetten koster omkring 4 euro per person (30 kroner).
Har man overnattet i Athen, kan man tage en taxi fra centrum. Afhængig af hvor i Athen turen begynder, tager det omkring 1 time og 15 minutter at komme til Lavrio, og det koster typisk 65 euro om dagen (488 kroner) og 80 euro om natten (600 kroner).
Vil man tage offentlig transport til havnen, går der Suburban (KTEL) busser til Lavrio hver halve eller hele time fra Pedion Areos i centrum af Athen. Turen tager omkring 2 timer og koster 4,90 euro per person (37 kroner).
Fra Lavrio havn tager det kun en time at komme til Kea. Der findes forskellige hjemmesider, blandt andet OpenSeas, hvor man kan tjekke færgeafgange, men forsinkelser og aflysninger fremgår ikke.
Der ligger dog mange små rejsebureauer i Athen og på øerne, hvor man kan henvende sig og få oplysninger om afgange og booke færgebilletter.
Hvis man ikke har travlt, er det også muligt at købe billetterne på havnen og håbe, at der kommer en færge indenfor de næste par timer. En billet koster typisk 12-15 euro per person (90-113 kroner).
De fleste færgeforbindelser går til Lavrio på fastlandet, men på udvalgte dage (for det meste fredag) går der også færger til nogle af naboøerne, for eksempel Syros, Mykonos, Folegandros, Ios, Kimolos, Kythnos, Milos, Naxos og Paros.
Undersøg afgangene i forvejen eller snak med et lokalt rejsebureau, hvis det er vigtigt, at færgeforbindelsen er direkte.
Transport på øen
Når man ankommer til Kea, lægger færgen til i den hyggelige havneby Korissia. Har man besøgt andre græske øer, kan ankomsten føles undervældende; der er ingen hotel-pushere eller energifyldte guider, der sælger bådture – og kun en håndfuld taxier.
Fra havnen kan man tage en taxi til Ioulida for 8-10 euro (60-75 kroner). Man bliver sat af lige uden for byen, da det hverken er tilladt eller muligt at køre gennem de smalle, skrå gader.
Taxierne kører rundt på hele øen, og man kan nemt booke udflugter, blive kørt til stranden eller aftale et tidspunkt at blive hentet på.
Der kører også få busser rundt på Kea med væsentligt flere afgange i juli og august.
Billeje
Hvis man vil leje en bil for at køre rundt på Kea, skal man til Korissia. Her ligger der to biludlejere, Leon og EOS Rental, og det koster omkring 35 euro (263 kroner) for 24 timers leje af en lille bil med plads til 5 mennesker, bagagerum og A/C, der sagtens kan manøvrere op og ned af de til tider stejle veje.
Kort
Find de restauranter og seværdigheder vi har skrevet om i artiklen på kortet herunder. Klik på ikonet øverst til venstre for at se en oversigt.
Tak fordi du læste med
Vi håber, at du kunne bruge vores guide!
Skriv endelig en kommentar nedenunder, hvis du har nogle spørgsmål, eller hvis du selv har lyst til at dele et tip til Kea.
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak, og rigtig god tur til Grækenland!
Hej! Tak for en virkelig god og informativ læsning! Vi er selv et par, der planlægger rejse rundt i Grækenland og – efter at have læst jeres artikel – vil tilbringe et par dage på Kea.
Vi har et par spørgsmål angående transport. Vi kommer fra Athen centrum den dag vi skal til Lavrion havn og med færgen til Kea. 1) bus fra Athen til Lavrion; købes disse billetter på en bestemt station eller i bussen eller hvordan? Pedion Areos, er det stationen?
2) færgebilletter, kan de kun købes på billetkontoret på havnen? Kan man ikke stole på tidsplanen, da I skriver, at “man kan håbe på der kommer en færge inden for de næste par timer”?
Venlig hilsen Anne Lea og Nicolai
Hej Anne Lea og Nicolai,
Tak for jeres søde besked! Vi er virkelig glade for at høre, at I kan bruge vores artikel.
Fra centrum af Athen går busserne til Lavrio fra Pedion Areos. Hvis I ikke bor i gåafstand til busstationen, kan I tage den grønne metrolinje til Victoria Station og gå op ad Heiden Street. Billetterne kan købes på bussen 🙂
Vi købte vores færgebilletter gennem et lille rejsebureau/bookingkontor. Dem burde I også sagtens kunne finde i Athen. Der har de styr på de præcise afgange og kan give jer billetter til færgen. Så kan I planlægge jeres bustur efter færgeafgangen (det tager ca. 2 timer med bussen).
Afgangene fra havnen afhænger vist lidt af sæsonen, og som udgangspunkt kan man godt stole på tidsplanen. Men hvis man blot tager en tilfældig bus til havnen og først bestiller billetter der, kan vi ikke love, at der går færger hele tiden 🙂
Håber det kan hjælpe!
Bedste hilsner,
Alexander & Victoria
Hej Alexander & Victoria.
Tak for en meget inspirerende og spændende rejseartikel. Indtil i går havde jeg aldrig hørt om Kea, men nu lyder det som et sted man bare bør besøge.
Jeg er så småt ved at planlægge min pensionering, skal ske langsomt over nogle år, men en del af den ekstra tid jeg får, skal bruges til at rejse. Jeg har altid rejst meget, både privat og med mit arbejde (ingeniør), og har da også set en del rundt omkring. Men enten har arbejde trukket ud, eller også har hensynet til min familie vejet tungere end egne ønsker.
Hvis det hele går op i en højere enhed så vil jeg 2-3 uger til de græske øer til næste påske, og havde tænkt mig noget ø-hop (4-5 øer). Men inspireret af Jeres artikel kunne det også være en mulighed for at finde et billigt hotel/pension på Kea, og så bo det samme sted i længere tid. Hvis man ønsker at bo et lokalt sted uden for mange turister, udenfor turistsæsonen, en masse vandreture øen rundt, og ellers en masse god mad og drikke i selskab med en god bog og nyde det “ægte” Grækenland på mest afslappet vis.
Har I fantasi til at forestille sig at en “yngre” gråhåret herre på 66 kunne nyde denne skønne ø i lidt længere tid?
Endnu engang tak for inspiration.
Mvh
John
Hej John,
Mange tak for din kommentar og pæne ord! Vi kan sagtens se for os, at du ville kunne nyde Kea i lidt længere tid. Som med alle de græske øer er det dog værd at være ekstra opmærksom på, hvor meget der er åbent, hvis du planlægger et besøg udenfor den gængse turistsæson. Mange restauranter og butikker er åbne på Kea året rundt, men det gælder ikke alle hoteller. Hvis du gør dig den research inden din tur, er vi sikre på, at du kommer til at nyde det græske ø-liv!
Hej og tak fordi I næsten elsker mit 2. hjemland mere end mig. Jeg har ligesom jer været meget omkring i det græske, men aldrig på Kea, så jeg er lidt nysgerrig og håber at I kan hjælpe mig. Vi påtænker at tage til Kea nærmere bestemt Otzias. Jeg vil bare lige høre om der er et torv/lille by eller om der kun er et par taverner. Og hvordan med vinden i bugten? Håber I kan hjælpe mig,
Venlig hilsen
Michael Vrochopoulos
Hej Michael, Grækenland er bestemt et dejligt land! Og Kea er et skønt sted på jorden. Så vidt vi kan huske, er der ikke noget torv eller lignende i Otzias. Vinden i bugten ved vi desværre ikke så meget om. Vi var der kun om morgenen, og det er efterhånden et par år siden. Så her skal du nok hellere tale med en lokal og/eller kigge på vejrudsigter og lignende 🙂 Rigtig god tur!