Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere.
“Hvordan får I råd til at rejse så meget?” er et spørgsmål, vi har fået mere end én gang.
Vi kan vist roligt afsløre, at vi ikke er millionærer, der bor på fine hoteller og spiser Michelin-mad hver dag.
Tværtimod. Når vi er på farten, er vi ret gode til at rejse billigt.
Det behøver nemlig ikke at koste en formue!
I denne artikel vil vi give dig vores bedste tips til at spare penge, mens du rejser.
Rejse = dyrt?
Vi møder mange, der tror, at det er super dyrt at rejse.
Men det behøver det ikke at være.
Spar lidt op, find en billig flybillet og kom afsted.
Og når du er afsted, ja, så brug disse 14 råd til at holde rejseomkostningerne nede.
1. Lav et budget og hold det
Ja, vi ved, at det er kedeligt, men det er altså et effektivt tip.
Hvor mange penge kan og vil du bruge på rejsen? Er det realistisk i forhold til din destination?
Hvis du ikke har styr på denne del, kan pengene hurtigt forsvinde, uden du ved, hvor de er blevet af.
Vi plejer at lave et dagligt budget, som er delt op i overnatning, mad, transport samt sjov og spas. I løbet af dagen skriver vi priser ned på en note på telefonen, så vi kan holde øje med, om vi holder budgettet.
Du kan også opdele dine kontanter i daglige portioner eller downloade en budget-app. Det vigtigste er, at du finder en metode, der passer til dig, så du ikke går i stå med at holde styr på budgettet undervejs.
2. Rejs i lavsæsonen
Det siger næsten sig selv, men når turisterne flokkes til en destination, ryger priserne i vejret.
Især gælder det hoteller, men også nogle aktiviteter og indgangspriser.
Undersøg derfor hvornår der er lav- eller skuldersæson, og se om du kan time dit besøg.
Hvis du har mulighed for at rejse uden for højsæsonen, kan der være mange penge at spare.
3. Book i god tid
Når det kommer til at rejse billigt, kan det stort set altid betale sig at være ude i god tid.
Den konkrete pris bliver ikke nødvendigvis billigere, hvis man booker flere uger eller måneder i forvejen, men til gengæld vil de billigste muligheder ofte være udsolgt, hvis man venter til sidste øjeblik.
Det gælder især for transport og overnatning, men også for nogle aktiviteter.
4. Bo uden for byen
Overnatning i storbyer kan hurtigt sluge hele budgettet, så overvej om du kan finde et sted at bo i udkanten af byen.
Som regel er man alligevel ude på eventyr hele dagen, og så er der ingen grund til at bruge kassen på en dyr placering.
Og… Du behøver ikke nødvendigvis at bo på et hotel. Se punkt 5 og 6.
5. Sov på sovesal
Jaaa! Er det ikke bare hyggeligt at sove sammen med fremmede mennesker og høre på deres snorken?
Okay, vi indrømmer, at det ikke altid er lige fedt.
Men rejser man alene eller på et stramt budget, er sovesale og hostels altså en virkelig god mulighed for at spare på overnatningen.
Vi kan næsten også garantere, at du falder i snak med nye mennesker og får nogle sjove oplevelser.
Hvis du gerne vil have dit eget rum (men ikke har noget imod, at der er lidt liv i fællesområderne), så har mange hostels også private værelser, som oftest er billigere end hotelværelser.
6. Lej en lejlighed på Airbnb
Du kan også leje et værelse hjemme hos nogen eller endda en hel lejlighed på Airbnb.
Her har vi virkelig fundet mange gode, billige steder at bo gennem årene.
Hvis du aldrig har prøvet Airbnb før, har vi lavet en komplet guide til nybegyndere, hvor du lærer, hvordan du booker det rigtige sted og får et godt ophold.
7. Gå rundt
Brug dine to dejlige ben, når du skal fra A til B.
Du sparer ikke kun penge på transport, men får samtidig motioneret – og så opdager man nogle helt andre sider af et sted, når man går rundt.
8. Tag offentlig transport
Hvis du skal længere væk eller ikke har lyst til at gå, så undersøg mulighederne for offentlig transport.
Det er stort set altid meeeeget billigere end at tage en taxi eller en turistbus.
Skal du bruge metroen eller toget et par gange, er det værd at undersøge, om der findes billetter, der giver rabat, hvis man tager flere ture, eller særlige turist-pas med ubegrænset transport i 24 eller 48 timer.
9. Find gratis oplevelser
Hvis man bruger lidt tid på at undersøge sin destination, vil man finde ud af, at der ofte er masser af gratis aktiviteter i området.
Det kan for eksempel være kirker, markeder og museer med fri entré.
Søg online, kig i turistbrochurer eller spørg i hotelreceptionen.
Du kan også læse vores guide til 10 gratis oplevelser, man kan finde i hele verden.
10. Hæv kontanter hjemmefra
I Danmark er de fleste vant til at betale med kreditkort, men jo længere sydpå i Europa man kommer, desto oftere modtages der kun kontanter.
For slet ikke at snakke om Asien, Latinamerika, Afrika og selv små forretninger og transportmidler i USA.
At hæve kontanter i udlandet er for det meste muligt, men det er bestemt ikke gratis.
Typisk er der både et gebyr fra din egen bank og den lokale bank, og det kan hurtigt løbe op, hvis man skal hæve flere gange på en længere tur.
Derfor kan vi klart anbefale at tage lokal valuta med hjemmefra – eller alternativt medbringe amerikanske dollar, der kan veksles undervejs, hvis du for eksempel ikke ved, hvilke lande du skal besøge på forhånd.
11. Spis billigt
At bruge penge på mad er uundgåeligt, men vil du spare penge på rejsen, er det en post, der er værd at holde øje med.
Først og fremmest: undgå at spise ved turistattraktioner.
Priserne skrues op, og kvaliteten følger ikke nødvendigvis med.
Gå efter billige gademadsboder eller tjek det lokale supermarked ud for dagligvarer, så du kan lave din egen mad.
Der er mange hostels, der har fælleskøkkener, og det kan også lade sig gøre at finde et køleskab, en mikroovn eller en elkoger på nogle hotelværelser eller i Airbnb-lejligheder.
Når vi rejser i længere tid, køber vi ofte ind til at kunne lave morgenmad selv, og udover at det sparer os penge, er det også enormt rart selv at kunne styre, hvornår, hvor meget og hvad vi starter dagen med at spise.
Du kan også kigge efter frokosttilbud. Mange restauranter har tilbud midt på dagen, hvor maden sælges til en brøkdel af den pris, der skal betales om aftenen.
12. Drik vand
Husk altid at drikke rigeligt med vand. Det er billigere og sundere end sodavand, energidrikke, juicer og lignende.
Når det så er sagt, kan vand udgøre en uforholdsmæssig stor og nogle gange usynlig post i budgettet.
Undersøg om du kan drikke vandet fra hanen, så du ikke behøver at betale for vand. Hav for eksempel selv en flaske med rundt om dagen, som kan fyldes op – det er også bedre for miljøet.
Hvis vandet ikke kan drikkes, kan man selv have et vandfilter med, der renser vandet (det kan købes i de fleste natur- og friluftslivsbutikker). Du kan også købe større vandbeholdere med 6 eller 10 liter vand, som kan hældes over på mindre flasker.
På mange restauranter er det desuden muligt at bede om hanevand eller filtreret lokalt vand, hvis man vil undgå at købe dyre drikkevarer og flaskevand.
13. Spar på sprutten
Ligesom med mad kan det for det meste betale sig at købe alkohol i et lokalt supermarked.
Hvis du er ude på en bar eller restaurant, kan du benytte dig af happy hour-tilbud eller prøve det lokale spiritus i stedet for dyre importerede varer.
14. Forsøg at forhandle om prisen
Vær ikke bange for at prøve at prutte om prisen. Det forventes faktisk i en del lande – især i Asien og Mellemøsten.
Det gælder for eksempel på tøj- og souvenirmarkeder, hvor der ikke er prisskilte på varerne, eller hvis du køber flere varer hos den samme forhandler. Det kan også ofte lade sig gøre at finde frem til en lidt lavere pris med tuktuk-chauffører eller tourselskaber, hvis du foreslår en god pris med et smil.
Men pas på med ikke at overforhandle, for hvad der kun er et par kroner for dig, kan for nogle være en dags mad til hele familien.
Flere rejsetips
Mangler du inspiration til at rejse? Tjek vores liste over film, der vækker rejselysten.
Du kan også læse om, hvordan du kan spare op til at rejse, når du bruger penge eller få vores 15 bedste råd til at pakke lettere og smartere.
Har du nogle gode råd til at rejse billigt? Del dem gerne med os i kommentarerne nedenunder.
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Indsend Kommentar