fbpx

Rejseguide til Sydsardinien: De bedste strande, oplevelser & hoteller

Alt hvad du skal vide om at besøge det sydlige Sardiniens smukkeste strande
Alexander & VictoriaHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.

Hvorfor besøge Sydsardinien?

Sydsardiniens strande er fabelagtige.

Turkisblåt, gennemsigtigt vand, hvide sandstrande og behagelige middelhavsvinde, der gør, at det aldrig bliver for hedt, selv på de varmeste dage.

Vi har været så heldige at besøge mange smukke strande rundt omkring i verden, og vi kan ærlig talt sige, at Sardiniens strande på mange måder sagtens kan måle sig med paradisstrande i for eksempel Thailand eller Mexico.

Der er ikke palmer og tropisk på samme måde, men til gengæld er der aldrig langt til pizza eller gelato.

Og så er der hverken farlige dyr eller myggesygdomme, og der kræves ingen særlige vaccinationer, inden man tager afsted.

En strandferie på Sydsardinien kan anbefales til alle, der har hang til afslapning såvel som aktiv ferie i skønne omgivelser.

Sardinien strand

Vi elskede Sardiniens strande. Og det tror vi også, at du vil gøre.

Seværdigheder og oplevelser på Sydsardinien

Udover et væld af strande er Sydsardinien hjem til flere små bjergkæder og bakker, der giver gode muligheder for vandring, trailløb og mountainbiking.

På vejene langs kysterne kan man nyde udsigterne fra bil, motorcykel eller racercykel, og med svømmebriller på i havet kan man være heldig at se vilde delfiner og skildpadder.

Storbyen Cagliari er øens kommercielle og kulturelle centrum, og her er der muligheder for et rigt kulturliv, shopping og gode restauranter.

De arkæologiinteresserede skal heller ikke snydes; rundt omkring på øen findes nemlig utallige fortidslevn, der vidner om, at Sardinien i tusindvis af år har været hjem til forskellige civilisationer.

Vil du finde ud af, hvilken del af Sydsardinien, der passer dig bedst? Læs med herunder.

Sydsardinien strand

Du kan ikke gå helt galt i byen på Sydsardinien – strandene er badevenlige og utroligt flotte alle vegne.

Spansk tårn fra det 15.-16. århundrede

På strategiske punkter langs kysten står der mange spanske tårne fra det 15. og 16. århundrede, og inde i landet ligger tusindvis af de såkaldte nuragher.

Cagliari

Hyggelige Cagliari er Sydsardiniens knudepunkt og øens største og vigtigste by.

Vandring på Sardinien

For vandrere og andre aktive sjæle tilbyder Sardinien stier i alle sværhedsgrader i flotte omgivelser – her nær Solanas i sydøst.

Strandene mod Sydvest

Sardiniens sydvestlige kystlinje og strande er pragtfulde.

Sammenlignet med Sardiniens sydøstlige side, er den sydvestlige del endnu mere sparsomt befolket, og der er længere mellem sommerhusene.

Det betyder, at mulighederne for at finde et billigt sted at bo måske er lidt mindre.

Til gengæld føles området endnu roligere, og hvis man godt kan lide tanken om, at der er langt mellem folk på stranden, er særligt Chia et helt oplagt sted at slå sig ned på Sardinien.

Chias Spiaggia di Sa Colonia

Chias Spiaggia di Sa Colonia (spiaggia betyder strand).

Strandene på den anden side af tårnet Torre di Chia

Strandene på den anden side af tårnet Torre di Chia.

Cala de Sa Perda Longa

Den lidt hemmelige strand Cala de Sa Perda Longa kan kun nås til fods.

Laguner i Chia

Der er flere laguner i Chia, hvor blandt andet flamingoer elsker at hænge ud. Det her er Spiaggia Su Giudeu.

Flamingoer i Chia

Vi boede i Chia i 2,5 måneder, og det var ret hyggeligt at være naboer til de lyserøde fugle.

Chia

På trods af at være omringet af kilometerlange, smukke sandstrande, er Chia ikke særligt turistudviklet. På den gode måde!

I den lille by ligger der ca. 10 restauranter, to mindre supermarkeder og selvfølgelig en kirke. Det er omtrent det, og det er lige præcis nok til, at man ikke behøver at tage herfra.

Domus de Maria ligger en kort køretur væk med flere muligheder, og for større supermarkeder kan man køre 20 minutter til Pula.

Søg efter de bedste hoteller i Chia her (reklamelink) eller scroll længere ned for at se vores anbefalinger.

Strandene i Chia

Strandene i Chia er lange og brede. Her ses Spiaggia Su Giudeu, som er perfekt til sol og badning.

Vores oplevelse af Chia

Vi boede i Chia i 2,5 måneder over vinteren 2020/2021, og vi blev ret forelskede i det rolige område.

Selvom det de fleste dage var lige et par grader for koldt til at bade og ligge på stranden, nød vi lange gåture i det bløde sand, solnedgange fra Torre di Chia, flamingoer i lagunerne – og det hele med bjergene i baghaven, hvor Alex kunne løbe og mountainbike på livet løs.

Chia er et perfekt sted at komme helt ned i gear.

Chia-strand på Sardinien

Chia er en yndet destination for særligt kite- og windsurfere, der giver den gas i det klare vand, når vinden vender rigtigt.

Stranden Tuerredda

Stranden Tuerredda ligger kun 10 minutter i bil fra Chia.

Tuerredda drone med Victoria

Tuerredda er Sydvestsardiniens flotteste strand.

Hvor skal man bo i Chia?

Chia Laguna – Hotel Baia

5 stjerner i skønne Chia. Så bliver det ikke meget bedre!

Chia Laguna – Hotel Baia ligger centralt i kort gåafstand til Chias lange, flotte strande, og så er der selvfølgelig også en pool på hotellet.

Chia Laguna føles i det hele taget som en lille by med restaurant, bar/lounge, spa, fitness og endda to udendørs tennisbaner.

Se priser og ledighed hos Chia Laguna – Hotel Baia her (reklamelink).

Chia Laguna - Hotel Baia

Chia Laguna – Hotel Baia ligger lige ud til Chias bedste strand, Spiaggia di Monte Cogoni. ©Chia Laguna – Hotel Baia

Faro Capo Spartivento

Hvis det skal være endnu mere luksuriøst, kan vi anbefale, at man kigger nærmere på 5-stjernede Faro Capo Spartivento.

Det eksklusive hotel med kun 10 værelser er et ombygget fyrtårn, der ligger med sublim udsigt over havet og de rå klipper.

Man kan sagtens bruge al sin tid i hotellets fantastiske pool, men der er heller ikke så langt ned til den virkeligt fine, lidt hemmelige strand Spiaggia di Cala Cipolla.

Se priser og ledighed hos Faro Capo Spartivento her (reklamelink).

Faro Capo Spartivento drone

Placeringen er helt i top på Faro Capo Spartivento. ©Faro Capo Spartivento

Faro Capo Spartivento

Poolen fejler heller ikke noget! ©Faro Capo Spartivento

Eco Village Baia delle Ginestre

Eco Village Baia delle Ginestre er noget billigere end de to ovenstående muligheder. Det ligger så heller ikke i Chia, men til gengæld har man direkte tilgang til to private strande.

Hotellets storhedstid ligger nok et par år tilbage, men det ser stadig hyggeligt ud, og særligt hvis man selv har bil og lyst til at udforske det sydvestlige Sardinien, ser Eco Village Baia delle Ginestre ud til at være en rigtig god mulighed.

Se priser og ledighed hos Eco Village Baia delle Ginestre her (reklamelink).

Eco Village Baia delle Ginestre

Eco Village Baia delle Ginestre fra oven. Der er både pool og restaurant på hotellet. ©Eco Village Baia delle Ginestre

L’Onda Blu

Det lille hotel L’Onda Blu ligger i Domus de Maria, der er placeret inde i landet mindre end 10 minutter fra Chia.

Hvis man har mod på at spare nogle penge ved ikke at bo lige ud til stranden, kan man overveje at bo her. Et andet plus er, at man har et stort bjergområde og gode vandremuligheder liggende i baghaven.

Se priser og ledighed hos L’Onda Blu her (reklamelink).

L'Onda Blu

En dobbeltseng og et privat badeværelse til en god pris tæt på nogle af Sydsardiniens bedste strande. ©L’Onda Blu

Pula

Hvis man gerne vil bo i gåafstand til masser af restauranter, caféer og fine shoppingmuligheder, er Pula et virkelig godt bud på, hvor man skal bo i det sydvestlige Sardinien.

Pula er, uligt Chia, en rigtig by og ikke “bare” en ferieby.

Den er dog stadig lille nok til, at man kan nøjes med at gå rundt, og der er flere små hyggelige torve og smalle gågader, hvor man kan gå på opdagelse.

Oldtidsbyen Nora ligger kun et par kilometer fra centrum, og det er også her, de bedste strande tæt på Pula findes.

Udover Pulas egne strande giver byens centrale placering rig mulighed for at besøge alle de paradisiske strande mod syd og sydvest – og så ligger storbyen Cagliari også kun en halv time væk i bil.

Søg efter de bedste hoteller i Pula her (reklamelink) eller scroll længere ned for at se vores anbefalinger.

Liv på torvet i charmerende Pula

Liv på torvet i charmerende Pula.

Café i Pula

Her ligger mange fine små restauranter og caféer.

Kirken San Giovanni Battista i Pula

Kirken San Giovanni Battista midt i byen.

Hvor skal man bo i Pula?

Abamar Hotel

Abamar Hotel ligger ud til stranden midt mellem Chia og Pula i området Santa Margherita de Pula.

Der er kun få skridt ned til det krystalblå vand, og så er der både pools, tennisbane og en udendørs tagterasse, hvorfra man kan nyde solnedgangene.

Prisen virker yderst fair. Til gengæld skal man være klar over, at hotellet nok ikke nødvendigvis er i 100% tip-top stand.

Se priser og ledighed hos Abamar Hotel her (reklamelink).

Abamar Hotel

Abamar Hotel behøver man ikke at vælge mellem strand og pool. ©Abamar Hotel

Abamar Hotel strand

Strandstole på hotellets private strand. ©Abamar Hotel

Hotel Baia di Nora

Hotel Baia di Nora ligger lidt uden for Pula-by ned til stranden Spiaggia dei Fichi.

Det familievenlige hotel har tre pools, børnepasning, tennisbaner og fitnessrum. En god mulighed, hvis man både vil have pool og bo tæt på strand og by med masser af restaurantmuligheder.

Se priser og ledighed hos Hotel Baia di Nora her (reklamelink).

Hotel Baia di Nora

Hotellet ligger lige ud til Spiaggia dei Fichi, og der er heller ikke langt til stranden Spiaggia di Nora. ©Hotel Baia di Nora

Marin Hotel

3-stjernede Marin Hotel ligger inde i rolige Pula på en gade med gratis parkering.

Hvis man gerne vil bo komfortabelt i gåafstand til shopping og caféliv, ser Marin Hotel ud til at være et fint hotel til prisen.

Se priser og ledighed hos Marin Hotel her (reklamelink).

Marin Hotel

Stort værelse på Marin Hotel i Pula. ©Marin Hotel

Camere Pula

For en billigere mulighed i Pula er det værd at kigge på Camere Pula.

Særligt værelset ud mod pladsen ser hyggeligt ud.

Se priser og ledighed hos Camere Pula her (reklamelink).

Camere Pula

Et simpelt og billigt værelse i det centrale Pula. ©Camere Pula

Bonustip: Strada Panoramica della Costa del Sud

Strækningen fra Porto di Teulada i vest til Chia i øst (vejen SP71) byder på ca. 20 udsøgte kilometer af en af Middelhavets smukkeste kyster.

Langs de snoede veje er der stort set ingen hoteller og kun få restauranter. Der er dog masser af steder at stoppe ind for at nyde udsigterne og de små bugter.

Særligt i weekenderne er vejen populær at køre på for cykelryttere og motorcyklister.

Kyststrækningen i Costa del Sud fra Teulada til Chia

Selv hvis du ikke bor i nærheden, kan en tur langs kyststrækningen i Costa del Sud fra Teulada til Chia varmt anbefales.

Kyststrækningen i Costa del Sud fra Teulada til Chia solnedgang

Det er en af de flotteste kystveje, vi nogensinde har set.

Cagliari – storby med strand

Cagliari er Sardiniens hovedby og regionale hovedstad med ca. 150.000 indbyggere og en halv million i hele byområdet.

Sammenlignet med det sydlige Sardiniens mindre byer føles Cagliari som en storby, men hvis man holder sig til det historiske centrum, er den ikke større, end at man kan se de største seværdigheder på en enkelt dag.

Der er dog masser at lave, hvis man vil blive længere i Cagliari – og så ligger byen yderst strategisk, således at man kan nå stort set samtlige interessante punkter i hele den sydlige del af øen på under en time i bil.

Kun få minutter fra centrum i Cagliari findes den populære strand Spiaggia del Poetto, som strækker sig mere end 7 kilometer langs den sydøstlige kyst med badetårne, strandcaféer og en fin strandpromenade med plads til både gående og cyklister.

På Cagliaris sydligste spids ligger Capo Sant’Elia; et friluftsområde med gode vandreruter og hemmelige strande.

Søg efter de bedste hoteller i Cagliari her (reklamelink) eller scroll længere ned for at se vores anbefalinger.

Cagliaris helt egen strand Poetto i solnedgangen

Cagliaris helt egen strand Poetto i solnedgangen. Den er meget populær om sommeren, men heldigvis er der plads til alle.

Poetto set fra Capo Sant'Elia med lagunen og byen i baggrunden

Poetto set fra Capo Sant’Elia med lagunen og byen i baggrunden.

Havnefronten i Cagliari

Havnefronten i Cagliari.

Cagliari buer

Cagliari er (naturligvis) ikke på højde med byer som Rom og Firenze, men den har sin egen charme.

Hvor skal man bo i Cagliari?

Hotel Palazzo Doglio

Hotel Palazzo Doglio er et af Cagliaris nyeste hoteller, og højst sandsynligt byens mest luksuriøse overnatningsmulighed.

Det 4-stjernede hotel har både fitness, pool og konferencecenter.

Se priser og ledighed hos Hotel Palazzo Doglio her (reklamelink).

Hotel Palazzo Doglio

Stort dobbeltværelse midt i Cagliari på Hotel Palazzo Doglio. ©Hotel Palazzo Doglio

Baco B&B

Baco B&B ligger lige ud til marinaen i Cagliari. Her er man midt i den vibrerende by, og der er mange hyggelige caféer og isbutikker tæt på.

Hvis man leder efter et billigt sted at bo i storbyen med en god standard, synes vi, at man skal kigge nærmere på Baco B&B.

Se priser og ledighed hos Baco B&B her (reklamelink).

Baco B&B

Fint dobbeltværelse midt i Cagliari til små penge. ©Baco B&B

Le Dimore del Sole

Her er hotellet til dem, der gerne vil være tæt på både Cagliaris mange tilbud samt den kilometerlange strand Poetto.

Der findes både værelser med og uden privat badeværelse samt med eller uden køkken.

Se priser og ledighed hos Le Dimore del Sole her (reklamelink).

Le Dimore del Sole

I lejligheden er der et lille køkken og udsigt til have. ©Le Dimore del Sole

Strandene mod Sydøst

Efter at have boet i Chia i sydvest, flyttede vi til Solanas i sydøst.

Her boede vi i mere end fire måneder og oplevede, hvordan Sardinien gik fra at være helt stille om vinteren, til at folk kom ud af deres skjul i foråret.

Da sommeren for alvor begyndte, poppede der strandstole og parasoller op på alle strandene, og det bærer mange af billederne fra denne del af øen præg af.

Bountystemning i Europa på Sardiniens sydøstlige spids

Bountystemning i Europa på Sardiniens sydøstlige spids.

Solanas

Vores by. Som et af de steder vi har boet længst tid nogensinde, endte vi med virkelig at føle os hjemme her.

Så vores vurdering af Solanas skal selvfølgelig læses med det i bagtankerne – men vi synes alligevel, at vi nogenlunde objektivt kan sige, at Solanas-stranden (også kendt som Vanity Beach og Spiaggia di Solanas) er en af sydsardiniens absolut bedste strande.

Med en længde på omtrent en kilometer er stranden lang nok til, at der er masser af plads til folk selv i populære weekender.

Vandet er gudesmukt, krystalklart og lige til at hoppe i.

Bølgerne er generelt små, og hvis man har mindre børn med sig i vandet, kan man bade i bugterne i hver ende af stranden, hvor der ikke er så dybt, og vandet er endnu flottere.

Selve Solanas er en ret lille by, hvor der ikke findes meget mere end en håndfuld restauranter og to minimarkeder.

Der er til gengæld kun 15-20 minutters kørsel til Villasimius, hvor der er væsentligt flere muligheder.

Solanas dejlige strand fra luften

Solanas dejlige strand fra luften.

Solanas-by

Her ses stranden fra den anden side, hvor man kan hike op og få udsigt over den lille by.

Solanas' strand

Solanas’ strand er både lang, bred og fortryllende.

Den sydlige ende af Solanas-stranden

I den sydlige ende af stranden er der ikke så dybt, så selv de mindste kan være med.

Victoria på Solanas

Voksne kan dog også have det sjovt.

Solanas solnedgang

Der er sol på stranden fra morgen til aften og ofte flottede farvede solnedgange.

Solanas strand

Da vi besøgte Sardinien, var badetemperaturen god allerede i maj. I juli og august kan havets temperatur nå helt op på 24 grader med 30 grader i luften.

Solanas i Sardinien

Hvis man bare vil sole og bade på sin ferie på Sardinien, er Solanas noget nær det perfekte udgangspunkt.

Hvor skal man bo i Solanas?

Hotel Villa del Mare

Der er meget få hoteller i selve Solanas, som mest er præget af sommerhuse og små landsteder, hvor det primært er ældre mennesker, der bor året rundt og passer på får, citroner og appelsiner.

Hotel Villa del Mare ligger perfekt ned til stranden oven på en hyggelig restaurant, der laver byens bedste pizzaer.

Værelserne er ikke vildt særlige, men der er, hvad man skal bruge – og så har de enten hav- eller bjergudsigt.

Se priser og ledighed hos Hotel Villa del Mare her (reklamelink).

Hotel Villa del Mare

Vi elskede at bo i Solanas, og Hotel Villa del Mare er byens bedste bud på komfortabel hotelovernatning. ©Hotel Villa del Mare

Hotel Il Monastero

Et par kilometer vest for Solanas ligger Gemeas, som er et populært sommerhusområde.

Her er et gammelt kloster bygget om til et hotel med pool, der ligger i gåafstand til flere fine strande – inklusiv Spiaggia di Mari Pintau, som er en af Sydøstsardiniens absolut flotteste.

Se priser og ledighed hos Hotel Il Monastero her (reklamelink).

Hotel Il Monastero

Et standard dobbeltværelse på 3-stjernede Hotel Il Monastero. ©Hotel Il Monastero

Spiaggia di Mari Pintau

Smukke Spiaggia di Mari Pintau.

Falkensteiner Resort Capo Boi

Med 5 stjerner, alverdens faciliteter og en placering med privat luksusstrand til den ene side og dramatiske bjerge til den anden, er Falkensteiner Resort Capo Boi muligvis Sydsardiniens lækreste hotel.

Ud fra anmeldelserne virker særligt familier til at være glade for Falkensteiner Resort Capo Boi. Her skulle dog også være god mulighed for par-romantik.

Se priser og ledighed hos Falkensteiner Resort Capo Boi her (reklamelink).

Falkensteiner Resort Capo Boi

Wow! Her kunne vi godt bo. For evigt, tak. ©Falkensteiner Resort Capo Boi

Spiaggia di Porto Sa Ruxi

Og så ligger Spiaggia di Porto Sa Ruxi lige ved siden af.

Spiaggia di Porto Sa Ruxi drone Victoria

Vandet ser nærmest selvlysende ud fra oven.

Villasimius

Villasimius er den største by i det sydøstlige Sardinien.

Lidt ligesom Pula i sydvest tilbyder Villasimius en fin blanding af at være en rigtig by, hvor folk bor og lever året rundt, og en turistby der føles ekstra hyggelig i de varme måneder.

Søg efter de bedste hoteller i Villasimius her (reklamelink) eller scroll længere ned for at se vores anbefalinger.

Villasimius torv

Nyd dejlig italiensk is på torvet i Villasimius, udforsk de stejle gader og bo tæt på fabelagtige strande.

Strande tæt på Villasimius

Vælger man at bo midt inde i selve Villasimius, er der lige en kilometer eller to til hovedstranden Spiaggia di Simius, der fortsætter mod sydvest i flere kilometer og bliver til Spiaggia di Porto Giunco.

Stranden er bred og yderst indbydende.

Hvis man gerne vil bade mere privat, findes der nærmest utallige strandmuligheder mod både vest og øst.

Størst og tættest er strandene Campolongo og Spiaggia di Campus mod sydvest.

Længere mod vest findes Spiaggia di Porto Sa Ruxi, som sammen med Spiaggia di Punta Molentis mod øst må siges at være nogle af Sydsardiniens flotteste strande. Begge strande kan nås på under et kvarter fra Villasimius.

Villasimius' egen strand Spiaggia di Simius

Villasimius’ egen strand Spiaggia di Simius.

Spiaggia di Porto Giunco

Stranden fortsætter stort set ubrudt sydpå til Spiaggia di Porto Giunco.

Spiaggia di Porto Giunco

Surfere elsker den brede strand, og i lagunen bor der flamingoer (ligesom i Chia).

En af de mange små bugter tæt på Villasimius

En af de mange små bugter tæt på Villasimius.

Spiaggia di Punta Molentis

Spiaggia di Punta Molentis er en unik strand ca. 10 minutter fra byen, der kun kan nås ad en grusvej.

Spiaggia di Punta Molentis

Se lige vandet!

Sardinien caribisk strand

Spiaggia di Punta Molentis er meget populær om sommeren, så kom tidligt, hvis du vil have en parkeringsplads i nærheden – eller tag blot strandbussen fra Villasimius.

Spiaggia di Porto Sa Ruxi drone

Spiaggia di Porto Sa Ruxi ligger mellem Solanas og Villasimius.

På stranden Spiaggia di Porto Sa Ruxi drone

Man kan være heldig at få stranden for sig selv, hvis man kommer tidligt nok.

Spiaggia di Porto Sa Ruxi drone Alex & Victoria

Spiaggia di Porto Sa Ruxi er en speciel strand, som helt klart skal ses, hvis man er i området.

Aktiviteter i Villasimius

Hvis man ikke kun vil ligge på stranden på sin ferie i Villasimius, er det heldigt, at byen støder op til Capo Carbonara; Sydøstsardiniens sydligste spids, hvor der er fine stier til vandring og små bugter, hvor man kan køle ned.

Bjergene og bakkerne omkring byen giver selvfølgelig også rige muligheder for aktive udfoldelser.

Og så skal vejen SP18 fra Villasimius langs kysten til Costa Rei ikke glemmes. Den smukke tur kan sagtens anbefales, selv hvis man ikke bor i området.

Er man mere til golf, kan man forbedre sit handicap på Tanka Golf Villasimius’ 18-huller med fabelagtig udsigt.

Villasimius i horisonten set fra en af bjergstierne

Villasimius i horisonten set fra en af bjergstierne, hvor man både kan vandre, løbe og cykle.

Badetemperatur Sardinien

Caribien i Europa? Den er god nok! Hvis man bytter palmer ud med et tørrere middelhavslandskab, er Sardiniens strande fuldt ud på højde med andre tropiske konkurrenter.

Hvor skal man bo i Villasimius?

Hotel Simius Playa

4-stjernede Hotel Simius Playa ligger direkte ud til Villasimius’ hovedstrand Spiaggia di Simius.

Her er både spa, pool og fitnessfaciliteter, og så er der kun en lille kilometer ind til Villasimius og de mange restaurant- og gelato-muligheder.

Se priser og ledighed hos Hotel Simius Playa her (reklamelink).

Hotel Simius Playa

Suite med havudsigt på Hotel Simius Playa i Villasimius. ©Hotel Simius Playa

Palm Village

Hvis du både vil bo tæt på strand, by og have mulighed for selv at lave mad, er det værd at kigge nærmere på Palm Village i Villasimius.

Studiolejlighederne er udstyret med små køkkener til fornuftige penge, og placeringen er god midt mellem Villasimius og stranden.

Se priser og ledighed hos Palm Village her (reklamelink).

Palm Village

3-stjernede Palm Village har en pool og ligger tæt på Simius-stranden. ©Palm Village

Hotel Cormoran

Hotel Cormoran er populært og med god grund.

Med direkte adgang til en privat afdeling af stranden Spiaggia di Campus og tre pools mangler der ikke muligheder for at hoppe i vandet – og derudover byder hotellet på flere restauranter, børneklub og en tennisbane.

Se priser og ledighed hos Hotel Cormoran her (reklamelink).

Hotel Cormoran

Hotel Cormoran ligger i området Villagio Mandorli ud til den smukke bugt kun 3-4 kilometer fra Villasimius. ©Hotel Cormoran

Costa Rei

Med bjerge mod nord, vest og syd samt havet mod øst er Costa Rei perfekt indkapslet.

Når du først er kommet hertil, er det ikke sikkert, at du kommer herfra igen!

Her er sandet stort set ubrudt i små 15 kilometer (!), og hele vejen er stranden bred og vandet så blåt, at man ikke tror sine egne øjne.

Langs stranden ligger der masser af restauranter, caféer og mindre supermarkeder.

Søg efter de bedste hoteller i Costa Rei her (reklamelink) eller scroll længere ned for at se vores anbefalinger.

Den fine bugt i den sydligste del af selve Spiaggia di Costa Rei

Den fine bugt i den sydligste del af selve Spiaggia di Costa Rei med navnet Scoglio di Peppino (Punta Santa Giusta).

Costa Rei strand

Stranden fortsætter nærmest uendeligt.

Costa Rei strand drone

Costa Rei set fra vores drone.

Hvor skal man bo i Costa Rei?

La Villa del Re

La Villa del Re kan oversættes til kongens villa, og det navn passer ret godt på hotellet, som må siges at være Costa Reis flotteste.

Hotellet blev bygget i 2014, og ud fra anmeldelserne virker det til, at servicen er fænomenal.

Se priser og ledighed hos La Villa del Re her (reklamelink).

La Villa del Re

Ren afslapning på La Villa del Re i Costa Rei. ©La Villa del Re

Albaruja Hotel

Hvis det ikke behøver at være lige så luksuriøst, men komforten og servicen stadig skal være i top, ser Albaruja Hotel også godt ud.

Hotellet ligger kun et stenkast fra den uendeligt lange strand, der er både pool og (simple) fitnessredskaber, og så ser værelserne meget behagelige ud.

Se priser og ledighed hos Albaruja Hotel her (reklamelink).

Albaruja Hotel

Vandet ved Costa Rei er så flot, at det kan gøre helt ondt i øjnene at kigge på det. ©Albaruja Hotel

Hotel Papaveri E Grano

Der er ikke mange billige hoteller ved Costa Rei, men Hotel Papaveri E Grano er et af dem.

Til gengæld ligger det ikke lige ud til vandet, men ca. 2,5 kilometer inde i landet.

Alle værelserne, som virker til at være selvstændige huse, har både aircondition, minibar og privat badeværelse – og så ligger de med direkte udgang til den store have.

Se priser og ledighed hos Hotel Papaveri E Grano her (reklamelink).

Hotel Papaveri E Grano

Standard dobbeltværelse med privat udendørsområde på hyggelige Hotel Papaveri E Grano. ©Hotel Papaveri E Grano

Lej feriebolig med Airbnb på Sydsardinien

Priserne på sommerhuse ved strandene på Sydsardinien stiger forståeligt meget i sommermånederne, men besøger man Sardinien uden for de varmeste måneder, kan man finde gode tilbud på Airbnb.

De fleste huse er bygget sådan, at de er dejligt kølige om sommeren.

Det betyder til gengæld også, at der godt kan blive koldt indenfor om vinteren, så vær opmærksom på at leje et hus eller lejlighed med pejs eller aircondition, hvis du påtænker at besøge Sardinien mellem oktober og april.

Hvis det er første gang, du skal bruge Airbnb, kan du tilmelde dig gennem vores reklamelink herunder og få 400 kroner i rabat på et overnatningssted:

Ja tak, jeg vil gerne have 400 kroners rejsekredit til Airbnb.

Vi har skrevet to guider til at bruge Airbnb:

Kort over Sydsardiniens strande

Der er rigtig mange strande på Sydsardinien.

Her har vi prøvet at tegne så mange af dem ind som muligt. Der er naturligvis flere.

Hvornår skal man besøge Sydsardinien?

Det er svært at svare præcist på, hvornår det bedste tidspunkt på året er at besøge Sydsardinien.

Der er ingen tvivl om, at det er varmest i juli og august – men her er priserne på overnatning en smule højere, og man kommer til at skulle konkurrere lidt mere om parkeringspladserne ved strandene.

Majjuni og september er rigtig gode alternativer. Her er turismen ikke på sit højeste, men vejret er stadig dejligt og aftenerne er lyse.

Varmen kan sagtens vare ved i oktober. Vi var selv i havet i november og solede på strandene stort set helt alene. Det varme vejr var dog ikke garanteret hver dag.

Besøger man Sydsardinien i december, januar, februar, marts eller april kan man være heldig at få masser af varme dage med temperaturer på 18-25 grader.

Havet var en kende for koldt til os i de måneder, men finder man lidt læ, kan man uden problemer slikke sol, når den står højest på himlen.

Man skal dog være klar over, at der også kan være regnbyger og mindre storme ind i mellem, hvis man besøger Sardinien om vinteren.

Tip: Vejret på Nordsardinien er ikke synderligt anderledes end vejret på Sydsardinien, men særligt om vinteren er Sydsardinien en smule varmere.

Hvornår skal man besøge Sardinien?

Vi vil mene, at de bedste måneder at besøge Sardinien er i maj, juni og september.

Regnkort over Sardinien

Regnkort over Sardinien. Det regner generelt mest i bjergene og mindst ved kysterne. Billede fra Wikipedia (Creative Commons Attribution-Share Alike 2.5 Generic).

Hvordan kommer man rundt på Sardinien?

Lejebil på Sardinien

Hvis man gerne vil have den ultimative fleksibilitet til at transportere sig rundt på Sardinien, skal man leje en bil.

Hvis man besøger Sardinien om sommeren, kan det godt anbefales at leje en lille, kort bil for lettere at kunne klemme den ind på parkeringspladserne.

De fleste parkeringspladser er gratis, og hvis ikke er de typisk meget billige.

Vi havde selv ingen problemer med at køre rundt på de snoede veje, som generelt er i god stand. Man skal bare være klar over, at italienerne elsker at overhale og generelt kører hurtigere end fartgrænsen.

Scooter på Sardinien

Hvis feriestemningen skal maksimeres, kan man også leje en scooter.

Det er typisk ikke lige så hurtigt eller komfortabelt som bil på de længere strækninger, men til gengæld er der altid parkeringspladser at finde.

Offentlig transport på Sardinien

Eftersom vi selv havde bil, har vi ikke prøvet den offentlige transport på Sardinien.

Men vi har set masser af busser, som virker til både at køre til Chia, Solanas, Villasimius og Costa Rei fra Cagliari.

Der kører endnu flere busser om sommeren, inklusiv særlige strandbusser, der f.eks. kører mellem strandene i Villasimius-området.

Tog forbinder Sardiniens store byer på hele øen. I syden går der toge mellem Cagliari, Iglesias og Carbonia.

Kort over togforbindelserne på hele Sardinien

Kort over togforbindelserne på hele Sardinien.

Hvad skal man medbringe til Sardinien?

  • Rejseforsikring. Rejs aldrig uden!
  • Et godt kameraher er en guide til det udstyr, vi bruger.
  • Solcreme. Vi anbefaler, at man bruger en økologisk, vegansk solcreme uden oxybenzone og andre skadelige kemikalier, for eksempel fra Green People.
  • Badetøj og håndklæde, hvis du skal i vandet. Og det skal du!
  • Vandresko/sneakers til vandreture.

Bæredygtige rejsetips

For at rejse så bæredygtigt som muligt, anbefaler vi følgende:

  • Medbring dit eget drikkevand i en genopfyldelig flaske.
  • Undgå engangsplastik, inklusive sugerør.
  • Sortér dit affald korrekt og smid det ikke på jorden.
  • Tag kun fotos og efterlad kun fodaftryk. Undgå at tage ting fra naturen med dig.
  • Vis hensyn overfor andre besøgende.
  • Respekter det lokale dyreliv.
Sardinien krystalklart vand

Sardinien stjal vores hjerter.

Hvad synes du om Sardinien?

Tak for at have læst ​​vores rejseguide til strandene i det sydlige Sardinien. Vi håber, at den har været nyttig!

Hvad synes du om Sardinien?

Hvis du allerede har været der, ville det være fantastisk at høre om din oplevelse eller dine bedste tips og tricks i kommentarerne.

Hvis du ikke har besøgt øen endnu, så tøv ikke med at spørge os om noget. Vi er glade for at hjælpe.

Vil du hjælpe os?

Har du kunne bruge rejseguiden? Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com, shoppe på Amazon eller tilmelde dig Airbnb.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡