fbpx

Hvad er minimalisme? Fordele ved en minimalistisk livsstil & 15 tips til at leve simpelt

Lev friere med færre ting og flere oplevelser
Alexander & VictoriaHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.
Minimalisme er kommet for at blive

Den minimalistiske livsstil er blevet mere og mere populær de sidste par år – og med god grund.

Endelig er vi i højere grad begyndt at tænke over, hvad vi egentlig gerne vil med vores tid og med vores liv.

De færreste ville sige, at de måler deres succes efter, hvor fyldte deres garager er.

Alligevel bruger mange af os vores liv på at samle flere og flere ting sammen. Og vi betaler underbevidst med vores tid og energi.

Minimalisme søger at frigive den tid og energi til sjovere ting. Helt simpelt.

Ørken i Californien

Minimalisme er en vej mod et friere liv. Ikke et mål i sig selv.

Hvad er minimalisme?

Minimalisme handler om kun at leve med de ting, som man absolut har brug for.

Når man har færre ejendele, giver man mere plads til sig selv og sit liv.

I stedet for at bruge tid og penge på materielle ting, får man frihed til at bruge energi på rent faktisk at leve sit liv.

Skal jeg smide alt ud for at være minimalist?

Nej, slet ikke!

Minimalisme drejer sig rigtigt nok om at leve med så få ting som muligt.

Men der skal lægges vægt på de sidste to ord. Som muligt.

Identificér hvad du virkelig har brug for, og hvad der oprigtigt gør dig glad.

Resten vil du ikke savne.

Alex på en palme

Minimalisme handler ikke om at skille sig af med alt. Kun de ting man ikke har brug for eller ikke får glæde af.

Minimalistiske principper

Mindre er mere

Fra japansk kan “hara hachi bu” oversættes til “mave 80% fuld”.

Det er et princip, som særligt er kendt fra Okinawa, hvor flest i verden bliver over 100 år gamle.

At spise mindre per måltid kan forlænge dit liv.

Og på samme måde kan det at eje mindre og at have færre forpligtelser også give dig mere overskud til at gøre det, du har mest lyst til.

Garmisch-Partenkirchen

Hvad der defineres som “mindre” er op til dig. Fokusér på det essentielle.

Lev efter dine egne værdier

Minimalisme giver plads til, at du kan leve i overensstemmelse med dine dybeste værdier.

Samfundet har måske lært os, at succes og det gode liv ser ud på en særlig måde.

Men har du nogensinde tænkt dybt over, om din idé om det gode liv er den samme?

Da vi begyndte at leve mere minimalistisk, opdagede vi for eksempel, at oplevelser betød meget mere for os end materielle ejendele.

Der er ikke som sådan nogle rigtige eller forkerte værdier. Bare værdierne er dine egne!

Prioritér

For at gøre plads til de vigtigste ting i dit liv, bliver du nok nødt til at prioritere.

Hvis du gerne vil kunne bruge mere tid med din familie, kan det for eksempel være, at du bliver nødt til at arbejde lidt mindre – og derfor får færre penge til at købe de nyeste elektroniske gadgets eller tøj fra den seneste kollektion.

I sidste ende er det op til dig.

Livet består af en lang række valg. Fastsæt dine prioriteter og tag dine livsvalg med udgangspunkt i dem.

Intentionalitet giver plads

Dine intentioner stammer fra dine prioriteter og dine værdier.

Minimalisme handler i høj grad om at være intentionel med både sin tid, sin opmærksomhed og sine penge.

Tænk godt over hvilke sociale arrangementer, du gerne vil undgå, og hvilke du virkelig nyder.

Og det samme gælder dit forbrug.

En minimalistisk livsstil er ikke fri for spontanitet. Den er blot fri for unødvendighed.

Din tid, din opmærksomhed og dine penge er vigtige ressourcer – brug dem på det der gør dig glad.

Holdbarhed

Kvalitet frem for kvantitet kunne det også kaldes.

At gå efter holdbarhed giver naturligt god mening i forhold til din garderobe, dine møbler og andre ejendele som ifølge modehusene, boligforretninger og reklamer ellers skal skiftes ud så ofte som muligt.

Holdbarhed som princip kan overføres til stort set alt – lige fra at investere i personlige forhold, der skal vare ved, til kun at købe tøj eller møbler til hjemmet, som aldrig går af mode, og som holder år efter år.

Tempel på Bali

Per definition er trends noget, der kommer og går. Undgå dem og gå efter holdbarhed i stedet.

Brugt er bedre end nyt

Det er ikke fordi, du aldrig nogensinde  købe noget nyt igen.

Men inden du gør det, så tænk over, om du eventuelt både ville kunne gøre planeten og din pengepung en tjeneste, hvis du kunne finde det brugt?

Vi elsker dba.dk, og der er tit fund at gøre i lokale Facebook-grupper, i genbrugsbutikker og på loppemarkeder.

Smukt og funktionelt

Der behøver ikke at være et skel imellem, hvad der er smukt, og hvad der er funktionelt.

Forsøg at omgive dig med objekter, som du både nyder at bruge og se på.

Dit helbred er det vigtigste, du har

Det lyder banalt.

Men hvis dit arbejde eller andre vaner går ud over dit fysiske eller mentale helbred, er det tid til at genoverveje dit forhold til det.

Det behøver ikke at betyde, at du skal skifte job. Til gengæld er det en god idé at blive mere opmærksom på dine egne behov og at sætte sunde grænser.

Solnedgang New Zealand

En investering i dit helbred vil altid være en investering, der giver eksponentielt mere igen på den lange bane.

Fordele ved at leve minimalistisk

Mere tid og overskud

Tid er noget af de eneste, vi har, som vi aldrig kan få igen, når først vi har brugt den.

Ét er at være rig på materielle goder og penge.

Noget helt andet er at være rig på tid og overskud.

Ved at leve minimalistisk gør man en aktiv indsats for at fjerne distraheringer, der står i vejen for at leve på den måde, man har allermest lyst til.

Sundere økonomi

Der sker noget magisk for mange minimalister.

Samtidig med at man skaber et større overskud i sit liv rent mentalt, får man typisk også flere penge mellem hænderne.

Det kan f.eks. være gennem at sælge gamle ejendele eller at opsige abonnementer og tjenester, som ikke længere føles nødvendige.

Derudover bliver man ofte automatisk mere bevidst om sit forbrug.

“Har jeg virkelig brug for en ny skjorte?”
“Kan jeg tage vand med hjemmefra?”

“Er den nye iPhone virkelig så fed, eller kunne jeg bare bruge en powerbank?”

At eje færre unødvendige ting og at bruge færre penge på unødvendige køb giver større frihed.

Og det er hele pointen med minimalisme.

Mere bæredygtigt

Bevidst forbrug er nærmest per definition mindre ressourceintensivt, og derfor er en mere minimalistisk livsstil også en mere bæredygtig livsstil.

Man behøver ikke at leve en zero-waste livsstil som minimalist, men principperne bag en livsstil hvor man spilder mindre er synergistiske.

De 4 R’er kan være brugbare: Refuse, Reduce, Reuse, and Recycle.

  • Afvis (høfligt) f.eks. unødvendige gaver.
  • Reducér dit forbrug af materialer, du kun bruger én gang.
  • Brug det du har igen og igen, f.eks. tøj, syltetøjsglas og muleposer.
  • Skil dig af med ejendele ved enten at give dem videre til nogen, der kan bruge dem, eller at aflevere dem til genbrugsstationen.

Mindre stress

Rigtig mange minimalister oplever en følelse af lettelse og mindre stress i takt med, at de begynder at forbruge mere bevidst.

Ofte er folk ikke klar over, at en del af deres “baggrundsstress” kan formindskes ved at eje mindre.

At have for mange ting kan føles tungt og energikrævende, også selvom man aldrig kigger på dem. Måske især fordi, man aldrig kigger på dem.

Mindre rengøring

Færre ting roder mindre. Simpelthen.

Ved at have færre objekter stående fremme, vil det støve mindre i dit hjem.

Og du behøver ikke længere at vælte over sko i gangen eller ikke at kunne finde julepyntet bag alt rodet på loftet.

Mindre rengøring giver mere tid til sjov og spas. Og så er cirklen nærmest sluttet.

Dolomitterne i Italien

Minimalisme er både en livsstil og en måde at tænke på. Overvej hvad der er det vigtigste i dit liv.

Andre former for minimalisme

Digital minimalisme

Vores digitale liv har det med at vokse og vokse.

Det gælder alt fra logins og abonnementstjenester til gamle feriebilleder på glemte harddiske.

At rydde op i sit digitale liv kan være lige så frihedsskabende som at rydde op i sit fysiske liv.

Næste skridt er at tænke mere over, hvordan man helst vil bruge sin digitale opmærksomhed.

Hvor meget tid bruger du på at være reaktiv (svare mails, læse de seneste nyheder) i forhold til at være proaktiv eller endda at være kreativ?

Forfatteren Cal Newport har blandt andet skrevet disse bøger, som kan anbefales, hvis man vil lære mere om digital minimalisme:

Mental minimalisme

Idéen med mental minimalisme er at have en minimalistisk tilgang til sine tanker og følelser.

Det kan nemlig være utroligt befriende at simplificere sin indre verden.

At rengøre sit indre sind er ikke en proces, man lige “klarer” på en weekend.

Det er for mange en livslang praksis, hvor man gradvist bliver mere bevidst omkring sine egne tankemønstre.

Mental minimalisme handler ikke om at fjerne negative tanker og følelser. Mental minimalisme handler nærmere om at styrke sin kapacitet til at kontrollere, hvilke tanker man engagerer sig med, og hvilke man blot iagttager.

Helt enkelt for at være mere tilstede i sit eget liv.

Alexander har her lavet en video og artikel om let at komme i gang med at meditere.

Om mental minimalisme siger Calina Leonhardt, der har skrevet en bog af samme navn: “Mental minimalisme er et udtryk for at rydde op i sit liv og i sit sind. Det er en metode til at finde sit fokus, mening i hverdagen og til at føle sig sikker og rolig i sine beslutninger.”

Wanaka-træet

Tanker (negative som positive) er som bølger på en sø. Wanaka-træet står fast, uanset om det bliver oversvømmet, eller om det stormer.

15 tips til at leve mere minimalistisk

  1. Livsstilsændringer tager tid. Anerkend, at du måske ikke bliver minimalist overnight. Men at du kan starte nu og begynde at leve med mere bevidsthed dag for dag.
  2. Lidt ad gangen. Start med at rydde op i ét rum eller måske endda bare i én skuffe.
  3. Spørg dig selv om, hvad du virkelig har brug for. Er det nødvendigt? Gør det dig glad?
  4. Skil dig af med det, hvis det er gået i stykker og ikke kan repareres.
  5. Giv gamle ting til genbrug eller sælg på dba.
  6. Ryd op oftere. Dit hjem – og liv – kan hurtigt blive rodet, hvis ikke du er opmærksom på kontinuerligt at rydde op.
  7. Tænk dig godt om, inden du køber noget nyt. Kan du undgå det? Kan det klares med noget, du har? Kan du låne dig til det?
  8. Køb hellere brugt end nyt. Hvis du kan reparere noget gammelt, er det endnu bedre.
  9. Kvalitet > kvantitet. Holdbarhed gælder både fysiske ting og personlige forhold.
  10. Vær bevidst omkring hvordan du bruger din opmærksomhed og tid. Du får den aldrig igen.
  11. Lev sundt. En sund livsstil giver mere overskud til alt andet.
  12. Scrolling er det nye rygning. Brug din digitale tid bevidst.
  13. Ryd op i dine filer. Lav backups af de vigtigste og slet resten.
  14. Tænk over hvad du tænker over. Hjælper dine tankemønstre dig, eller holder de dig tilbage?
  15. Minimalisme er en kontinuerlig proces; ikke et mål.
Dolomitterne bjergsø

Minimalisme handler ikke om, hvad du ejer, men om hvorfor du ejer det.

Tak for din tid

Vi håber, at du er blevet klogere på, hvad minimalisme er for en størrelse, og hvad livsstilen kan hjælpe dig med.

Hvad er dit forhold til minimalisme?

Det ville være sjovt at høre om dine tanker og erfaringer i kommentarerne herunder!

Tak fordi du læste med.

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com, shoppe på Amazon eller tilmelde dig Airbnb.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡