fbpx

Dolomitterne: De 18 bedste vandreture & udsigtspunkter (i alle sværhedsgrader og længder)

Rejseguide til vores yndlings korte og lange hikes i Norditaliens smukke bjerge
Alexander & VictoriaHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.
Verdens flotteste bjerge

Nogle bjerge er flottere end andre, og Dolomitterne er uden tvivl nogle af de aller flotteste i hele verden. I hvert fald hvis man spørger os.

Vi er ikke alene om at være vilde med Norditaliens dramatiske tinder, dybe dale og uendelige udsigter. Dolomitterne er nemlig virkelig ved at cementere sig på toppen af mange naturfotografers bucket lists.

Og selvfølgelig også på Instagram, hvor man ikke skal hænge ud længe, før man ser billeder af Lago di Braies, Seceda, Lago di Carezza, Seiser Alm, kirken i Val di Funes eller en af Dolomitternes andre episke udsigter.

Dolomitterne gør dig svimmel

Egentlig er Dolomitterne med sine ca. 15.942 km2 (lidt mere end to gange Sjælland) ikke et vildt stort område.

Men her er bare mange vandrestier og udsigtspunkter at vælge mellem, at det er til at blive helt svimmel af – som om det ikke var nok, at man næsten altid skal igennem et tilsyneladende uendeligt antal hårnålesving.

Dolomitterne er både tilgængelige og utilgængelige på samme tid.

For man kan heldigvis nå at opleve rigtig meget ved at køre rundt og se på udsigter fra bjergpassene og parkeringspladserne.

Men investerer man lidt mere i planlægning, starter et endnu vildere eventyr dér, hvor vandrestavene tages ud, og pandelampen tændes, for at man kan nå op til toppen lige inden solopgang for at nyde det stille syn af verdens flotteste bjerge.

Dolomitterne-bjergtoppe

Dolomitterne er med på UNESCO’s verdensarvliste blandt andet på grund af deres naturlige skønhed. Det forstår vi godt.

Alex og Victoria på eng i Dolomitterne

Første gang vi besøgte de norditalienske bjerge var i 2018, og vi har været der fire gange mere siden.

Hvorfor har alting to (eller tre) forskellige navne i Dolomitterne?

Den samme by i Dolomitterne kan sagtens have tre forskellige navne.

I hvert fald ét på tysk og ét på italiensk. Og nogle gange også ét på ladin.

Det er forvirrende.

Grunden er, at Dolomitterne blev annekteret af Italien fra Østrig efter 1. Verdenskrig. Og så skulle alle de 16.000+ stednavne ellers oversættes til italiensk. Selvom ca. 75% faktisk den dag i dag er tysktalende.

Der er ikke så meget andet at gøre end at acceptere forvirringen.

Skilt på forskellige sprog i Dolomitterne

Nærmest alting hedder både noget på tysk og på italiensk i Dolomitterne. Nogle gange bruger vi begge navne, og nogle gange bruger vi bare det ene. Her fra Monte Specie/Strudelkopf-hiket.

Hvor skal man bo i Dolomitterne?

Det er langt fra ligegyldigt, hvor man placerer sig i Dolomitterne.

Placerer man sig i “yderkanten” kan man sagtens skulle køre i ~2 timer hver vej for at nå til startpunktet for sin vandretur.

Selv hvis man ikke har så meget imod at køre på bjergvejene (som heldigvis er i god stand!), er det bare lidt ærgerligt at bruge så meget af sin tur på den måde.

Vi vil derfor foreslå, at man overvejer hvilke hikes og udsigtpunkter, man realistisk set vil nå at opleve, og så forsøger at placere sig strategisk efter det.

For de fleste vil nogle af de mest oplagte steder at placere sig være i Cortina d’Ampezzo, Canazei, Corvara, i det østlige Val Gardena eller i Alleghe.

De bedste områder at bo i Dolomitterne:

  • Reklamelinks
  • Cortina d’Ampezzo: Helt bestemt den mest populære og livligste by i Dolomitterne. Ligger optimalt i forhold til en lang række vandreture og kabelbaner. Har et eksklusivt præg. Vært for vinter-OL 2026 sammen med Milano.
  • Canazei: Ligger godt og centralt; særligt i forhold til Sella-, Sassolungo- og Marmolada-massiverne.
  • Corvara: Også super centralt placeret i Dolomitterne. Fun fact: Her taler ca. 90% af de lokale det gamle romerske sprog ladin.
  • Østlige Val Gardena: Byerne Ortisei, Santa Cristina og Selva ligger helt optimalt i forhold til både at besøge Seceda og Seiser Alm/Alpe di Siusi.
  • Alleghe: Her boede vi selv på vores sidste besøg i Dolomitterne. En virkelig fin sø og god adgang til Civetta og den østlige del af Dolomitterne + lettere, bjergfri kørsel til flere supermarkeder.

Søg efter de bedste og billigste steder at bo i Dolomitterne her (reklamelink).

Kort over de bedste områder at bo i Dolomitterne

På kortet herunder har vi sat de bedste byer at bo i Dolomitterne ind som grønne huse, så man kan se, hvor de er i forhold til de kendte hikes og udsigtspunkter, vi nævner i denne guide.

Cortina d'Ampezzo i Dolomitterne

Der er ikke ét sted, der er tæt på alt i Dolomitterne. Men Cortina d’Ampezzo (reklamelink) er nok et af de bedste steder at bruge som base for udflugter i bjergene.

Bo i Alleghe i Dolomitterne

Vi har også været glade for at bo i Alleghe (reklamelink), der ligger ret centralt i forhold til mange populære vandreture.

Hvor skal man bo i Dolomitterne?

Det kan også være smart at bo flere forskellige steder i Dolomitterne. På den måde vil man ofte kunne spare meget køretid i alt og i stedet bruge mere af sin tid i bjergene – eller på at slappe af efter lange vandredage.

De bedste hikes og udsigtspunkter i Dolomitterne

Enhver liste med “de bedste” ting at se og opleve i Dolomitterne vil uden tvivl være nødsaget til at udelade en hel del – for det er virkelig utroligt, hvor mange muligheder der findes.

Alligevel er der selvfølgelig nogle oplevelser, der går igen.

Enten fordi udsigten er relativt tilgængelig, og ikke kræver meget andet end en køretur og en meget kort gåtur, eller fordi belønningen for vandringen består af smukke udsigter undervejs, et vildt syn for enden – eller begge dele.

Vi har naturligvis heller ikke selv oplevet alt, hvad man kan opleve i Dolomitterne – endnu…

Men vi har gjort et ærligt forsøg på vores i alt fem ture til de norditalienske bjerge.

Her er vores topliste over Dolomitternes bedste hikes og udsigter (i alle længder og sværhedsgrader):

  1. Seceda – Det skrå bjerg i skyerne
  2. Lago di Braies – En af verdens flotteste søer
  3. Monte Specie/Strudelkopf – Let bjergtop med panoramaudsigt
  4. Lago di Carezza – Smukke refleksioner i alpesøen
  5. Seiser Alm/Alpe di Siusi – Vandring på højplateauet
  6. Kirken i Val di Funes – Dolomitterne i ét billede
  7. Tre Cime di Lavaredo – Hike rundt om de tre ikoniske tinder
  8. Cadini di Misurina – Hike til Ringenes Herre-udsigten
  9. Lago di Sorapis – Turkis sø omringet af tinder
  10. Lago Limides – Kort vandretur til fin, lille sø
  11. Vallunga – Let vandring blandt høje lodrette vægge
  12. Cinque Torri – Historie og bjerge i ét
  13. Lago di Coldai – Sø ved Civetta
  14. Passo Giau – Spektakulært bjergpas
  15. Passo Sella – Helt tæt på Sella-gruppen
  16. Passo Gardena – Kendt bjergpas
  17. Passo Fedaia – Stor dæmningssø
  18. Lago di Misurina – Nem søudsigt

Alex & Victoria kigger mod Sassolunga fra hike i Gardena-dalen

1. Seceda – Det skrå bjerg i skyerne

Mange af bjergtinderne i Dolomitterne er genkendelige på hver deres måde, og Seceda i Puez-Odle-naturparken er helt klart én af de mest specielle.

Med Ortisei-Furnes-Seceda-kabelbanen, der starter i byen Ortisei i Val Gardena (Gardena-dalen), er det virkelig let at komme op til Seceda.

Kabelbanen går faktisk mere eller mindre lige til den mest populære udsigt.

Vi kan kun anbefale, at man vandrer lidt videre for at se de skrå tinder fra nye vinkler.

Hvis det lyder lidt for let med de der kabelbaner – eller man bare gerne vil nå herop, inden de begynder at køre – er det naturligvis også muligt at vandre hele vejen til Seceda. Der er flere mulige ruter. En af de bedste starter ved Praplan-parkeringspladsen over Santa Cristina.

Alex & Victoria ved Seceda i Dolomitterne

Første gang vi besøgte Dolomitterne, var Seceda aller øverst på vores ønskeliste.

Seceda udsigt

Selv efter at have oplevet langt mere af området nu, synes vi stadig, at et besøg ved Seceda er en af de bedste ting at lave i Dolomitterne.

Victoria ved Seceda

2. Lago di Braies – En af verdens flotteste søer

Lago di Braies (Pragser Wildsee på tysk) er et af de aller mest besøgte steder i Dolomitterne med god grund.

Det er simpelthen en af verdens flotteste søer!

Blandingen af det spejlblanke, klare vand og tinderne omkring den er intet mindre end magisk – særligt hvis man besøger Lago di Braies ved solopgang eller solnedgang.

Her kan man være heldig at nogle dele er indhyllet i mystisk tåge, der bliver brudt af solens lave stråler.

Det kan i det hele taget give gode mening at planlægge sit visit ved Lago di Braies uden om de mest populære dagstimer, for søen er som sagt meget populær at besøge for turister – blandt andet fordi den er så tilgængelig.

Gå rundt om Lago di Braies

Man kan sagtens nøjes med at gå et par meter ned til bredden og se den mest berømte udsigt, men vi vil anbefale, at man tager sig tid til at gå hele vejen rundt om Braies på stien, der følger bredden.

Vandreturen er på ~3,5 kilometer og tager omkring 1-1,5 time at gå.

Den byder på relativt få højdemeter og primært godt underlag med masser af flotte udsigter undervejs.

Hvis man ikke er godt gående eller f.eks. går med en barnevogn, kan man nøjes med at gå på den vestlige side, som er fladere end den østlige.

Parkering ved Lago di Braies

Der er flere forskellige parkeringspladser ved Lago di Braies.

Parkeringspladserne P1 og P2 ligger henholdsvis 800 og 400 meter fra søen og koster begge 6 euro (ca. 45 kroner) per dag for biler.

P3 er den tætteste på søen og er mere populær. Her betaler man for 3 timer ad gangen. Til gengæld er de første 15 minutter gratis.

I højsæsonen mellem 10. juli og 10. september er det kun muligt at køre til søen før 9.30 og efter 16.00. Det er dog muligt at pre-booke parkering til midt om dagen.

Alex & Victoria ved Lago di Braies i Dolomitterne

Refleksionerne i Lago di Braies tog vejret fra os første gang såvel som anden gang, vi besøgte søen.

Alex ved Braies

Første gang vi tog forbi var i starten af november 2020, og anden gang var i slutningen af oktober 2022.

Lejebåde ved Lago di Braies

Søen er især kendt for de populære lejebåde.

Både på Lago di Braies-søen i Dolomitterne

Victoria på østsiden af Braies

Vi kan kun anbefale, at man går hele vejen rundt om Lago di Braies.

Udsigtspunkt ved Lago di Braies

Der er så mange smukke udsigtspunkter undervejs.

3. Monte Specie/Strudelkopf – Let bjergtop med panoramaudsigt

Sådan her kan Monte Specia/Strudelkopf opsummeres:

  • Én af Dolomitternes letteste bjergtoppe at nå.
  • Tilgængeligt året rundt.
  • Smuk 360-graders panoramaudsigt mod flere af Dolomitternes mest prominente tinder (inklusiv ikoniske Tre Cime di Lavaredo).
  • Gode, ikke alt for stejle stier.
  • Nem parkering.
  • Hytter undervejs med toiletter og forfriskninger.
  • Kun halvanden times vandring hver vej.

Ja, det lyder næsten for godt, ikke?

Vandreturen til toppen af Monte Specie/Strudelkopf er en af de kabelbane-fri-vandreture i Dolomitterne, der har den aller bedste ratio mellem indsats og udbytte.

Turen til toppen er “kun” 4-5 kilometer lang, og byder på omkring 400 højdemeter.

Vi brugte lidt over tre timer i alt, eftersom vi lavede hiket til et loop.

Det gjorde vi ved at starte med at gå til Rifugio Vallandro/Dürrensteinhütte og så tage en stejl rute nærmest direkte op derfra. På vej ned tog vi så den lidt længere, men langt mindre stejle rute 40A.

Det koster 10 euro (ca. 75 kroner) at køre med bil op ad vejen til Prato Piazza, hvor parkeringen derefter er gratis.

I højsæsonen mellem 10. juli og 10. september kan man kun køre derop inden 9.30 og efter 16.00.

Vandreturen til toppen af Monte Specie/Strudelkopf

Vandreturen til toppen af Monte Specie/Strudelkopf er tilgængelig for de fleste.

Monte Specie udsigt

Vi var heldige med højt solskin, da vi gik turen i slutningen af oktober.

Hytte ved Vandreturen til toppen af Monte Specie/Strudelkopf

Der er flere hytter på turen, hvor man kan stoppe og få forfriskninger.

Udsigten mod ikoniske Tre Cime di Lavaredo i Dolomitterne

Udsigten mod ikoniske Tre Cime di Lavaredo er en af højdepunkterne på turen.

Toppen af Monte Specie/Strudelkopf

Monte Specie/Strudelkopf er en af Dolomitternes letteste bjergtoppe at nå.

4. Lago di Carezza – Smukke refleksioner i alpesøen

Ligesom Lago di Braies er Lago di Carezza (Karersee på tysk) et af de oplagte højdepunkter i Dolomitterne.

Søen er (også) let at komme til, og kræver ikke andet, end at man:

  1. Følger vejbeskrivelsen på sin GPS til “Lago di Carezza”.
  2. Finder en parkeringsplads.
  3. Betaler for den.
  4. Går et par meter væk fra bilen.
  5. Nyder synet!

Lago di Carezza er selvsagt populær, så hvis man vil være sikker på at få en plads og undgå køer på både veje og ved populære fotospots, er det en god idé at ankomme enten tidligt eller sent på dagen.

Der går en let vandretur rundt om søen, som tager cirka 20 minutter at gå.

Tip: Det er ikke tilladt at hoppe over rækværket – selvom stenene her er virkelig Insta-venlige at sætte sig op på. Desværre.

Udsigten ved Lago di Carezza

Udsigten ved Lago di Carezza er en af de steder i Dolomitterne, man bare ikke må misse.

5. Seiser Alm/Alpe di Siusi – Vandring på højplateauet

Om sommeren er området Seiser Alm et vandre- og cykelparadis, og om vinteren transformerer skråningerne sig til et kæmpe skisportssted, som kan prale med at have nogle af de flotteste udsigter i Dolomitterne.

Vi har besøgt Seiser Alm i både starten af november, hvor sneen var begyndt at ligge fast, og i juni, hvor vi skiftevis oplevede regn og skøn sol.

Seiser Alm/Alpe di Siusi kan kun nås med bil, hvis man bor deroppe (f.eks. på Hotel Paradiso Pure.Living (reklamelink) som vi gjorde), eller uden for særlige tidspunkter.

Det er lettere at tage kabelbanen op. Den kan tages fra både Seis am Schlern/Siusi og fra Ortisei i Val Gardena.

Udvalget af vandreruter i Seiser Alm/Alpe di Siusi er stort, og man kan mere eller mindre sætte sin tur sammen, som man vil.

Her er både korte, nemme ruter og længere, lidt mere udfordrende ruter.

Der er desuden mange bjerghytter, hvor man kan tanke energi, og udsigterne til de omkringliggende tinder ændrer sig hele tiden i takt med, at man bevæger sig rundt i området.

Læs vores anmeldelse af Paradiso Pure.Living samt se flere billeder af Seiser Alm/Alpe di Siusi her.

Seiser Alm/Alpe di Siusi i Dolomitterne

Seiser Alm/Alpe di Siusi er kendt som Europas største alpine eng.

Seiser Alm-plateauet fra dronen

Plateauet ligger højt over de omkringliggende dale og varierer mellem at være 1.680 og 2.350 meter over havets overflade.

Sol over Seiser Alm/Alpe di Siusi

Når solen skinner er Seiser Alm/Alpe di Siusi et af de dejligste steder at være i Dolomitterne.

Seiser Alm/Alpe di Siusi droneudsigt i Dolomitterne

Ski på Seiser Alm/Alpe di Siusi

Om vinteren transformerer området sig til et skiparadis.

6. Kirken i Val di Funes – Dolomitterne i ét billede

Kirken i Val di Funes (Chiesetta di San Giovanni) er uden tvivl et af de mest yndede motiver i Dolomitterne.

Bjergtinderne i baggrunden (som inkluderer førnævnte Seceda!) er nogle af de mest dramatiske i Norditalien, og de står i perfekt kontrast til den lille, charmerende kirke.

De lokale myndigheder ved godt, at området er populært på Instagram, så man skal betale lidt for at parkere.

Det koster også at komme ind i selve kirken, men udsigten til den er gratis. Bare vær opmærksom på ikke at træde på beplantning eller steder, hvor der er skilte forbudt. Desværre overholder mange turister ikke dette, og det ødelægger plantelivet i området.

Kirken i Val di Funes

Den “almindelige” udsigt med lidt sne på tinderne.

Kirken i Val di Funes på afstand

Ved at gå op ad vejen og derfra zoome ind får man et andet flot perspektiv på kirken i Val di Funes.

7. Tre Cime di Lavaredo – Hike rundt om de tre ikoniske tinder

Lavaredos Tre Tinder (Tre Cime di Lavaredo på italiensk og Drei Zinnen på tysk) er nogle af Dolomitternes absolut mest ikoniske bjergtoppe.

Her er rige muligheder for både halve og hele dages vandreture, og uanset hvordan man griber Tre Cime di Lavaredo an, vil man blive mødt af utrolige udsigter i alle retninger.

For at få det flotteste vue til Tre Cime di Lavaredo vil vi anbefale, at man vandrer til vandrehytten Rifugio Locatelli/Dreizinnenhütte.

Den cirkulære tur hele vejen rundt om tinderne er på 9 kilometer og tager omkring 3-4 timer (uden fotostop), så sæt gerne 5-6 timer af hvis du vil tage billeder og holde pauser undervejs.

I højsæsonen er det vigtigt enten at ankomme tidligt om morgenen eller sent om eftermiddagen for at få en parkeringsplads. Tre Cime-hiket er en af Dolomitternes klart mest populære vandreture.

Turen op til parkeringspladsen er stejl og koster 30 euro inkl. parkering (ca. 225 kroner). Alternativt går der også busser.

Vi har skrevet en hel guide til at besøge Tre Cime di Lavaredo, som kan læses her.

Udsigten fra grotterne mod Tre Cime di Lavaredo i Dolomitterne

Læs vores fulde guide til Tre Cime di Lavaredo for at se, hvordan man kommer op til hulerne her.

Tre Cimes tre tinder

Det ville være fantastisk at sove heroppe, så man enkelt kan opleve både solopgangen og solnedgangen, men så skal man også være ude i rigtig god tid. For det er populært!

Rifugio Antonio Locatelli/Dreizinnenhütte ved Tre Cime

Der er flere vandrehytter rundt om Tre Cime di Lavaredo, hvor man kan få en bid mad og noget at drikke – som her ved Rifugio Antonio Locatelli/Dreizinnenhütte. Der er også flere mulige detours og længere ruter.

Vandreguide til Tre Cime di Lavaredo (De Tre Tinder) i Dolomitterne
Du er måske interesseret i:Vandreguide til Tre Cime di Lavaredo (De Tre Tinder) i Dolomitterne

Rejseguide til et af Dolomitternes bedste hikes med alt hvad du skal vide

Læs mere

8. Cadini di Misurina – Hike til Ringenes Herre-udsigten

Lige ved siden af Tre Cime di Lavaredo ligger det (endnu) ikke-så-kendte udsigtspunkt Cadini di Misurina, som for mange minder en smule om Saurons Mordor i Ringenes Herre.

Tinderne ser i hvert fald meget drabelige – og smukke – ud.

Turen herhen fra parkeringspladsen ved Rifugio Auronzo (hvor man også starter hiket rundt om Tre Cime di Lavaredo), tager omkring 30-45 minutter. Turen tilbage er på omtrent det samme.

Den ca. 4 kilometer lange sti byder på i omegnen af 112 højdemeter og eksponerede dele, så den er ikke oplagt for svagt gående eller personer, der lider meget af højdeskræk.

Belønningen for de relativt overkommelige strabadser er til gengæld fænomenal.

Læs alt hvad du skal vide om at vandre til Cadini di Misurina-udsigtspunktet i vores store vandreguide her.

Cadini di Misurina-udsigtspunktet i Dolomitterne

Tinderne tårner sig op i skarpe formationer, som var de taget ud af Mordor fra Ringenes Herre.

Cadini di Misurina-hike

Det giver både et sug i maven og helt utroligt flotte billeder at bevæge sig ud mod udsigtspunktet.

Solnedgang ved Cadini di Misurina-udsigtspunktet i Dolomitterne

Udsigten til Cadini di Misurina er en af de flotteste, vi har set i Dolomitterne.

Vandreguide til Cadini di Misurina-udsigtspunktet i Dolomitterne
Du er måske interesseret i:Vandreguide til Cadini di Misurina-udsigtspunktet i Dolomitterne

Rejseguide til det vilde udsigtspunkt tæt på Tre Cime di Lavaredo

Læs mere

9. Lago di Sorapis – Turkis sø omringet af tinder

At besøge Lago di Sorapis er ikke nær så populært som at tage forbi Lago di Braies eller Lago di Carezza. Måske fordi søen ligger ~2 timers relativt stejl vandring væk fra vejen.

Men ikke desto mindre er det én af Dolomitternes klart smukkeste søer.

Parkering foregår på siden af vejen, og derfra er det bare om at følge sti 215 til Rifugio Vandelli.

Turen til Lago di Sorapis er på ca. 6 kilometer med 300 højdemeter (hver vej).

Ved søen ligger der en vandrehytte/refugium, men fordi det er placeret på den populære vandrerute L’Alta Via delle Dolomiti n. 3, kan det være svært at få en soveplads.

Rundt om Lago di Sorapis er der mange oplagte picnic- og fotospots på stenene.

Hike til Lago di Sorapis

Vandreturen til Lago di Sorapis er forholdsvist hård sammenlignet med nogle af de andre hikes i artiklen her.

Søen og vandrehytten set fra dronens perspektiv

Søen og vandrehytten set fra dronens perspektiv.

Lago di Sorapis i Dolomitterne

Farven på vandet i Lago di Sorapis skal ses i virkeligheden, før man tror på det.

Farven på vandet i Lago di Sorapis

Lago di Sorapis dronebillede

Da vi besøgte Lago di Sorapis i efteråret, var søen desværre langt fra fyldt op. I foråret og om sommeren er der typisk mere vand.

Victoria ved Lago di Sorapis

Det var dog stadig en smuk oplevelse, som nemt kan anbefales – uanset vandstanden.

10. Lago Limides – Kort vandretur til fin, lille sø

Lago di Federa er langt mindre end førnævnte Lago di Braies, Lago di Carezza og Lago di Sorapis, men dens placering er virkelig fin.

Vandreturen fra Rifugio Col Gallina lidt øst for Passo Falzarego er kun på ca. 1 kilometer og omkring 120 højdemeter, som for de fleste vil tage lidt over 20 minutter at gå hver vej.

På Google Maps kan man starte sit hike ved punktet “Lago Limides Hike Trailhead”.

Grotte på vej til Lago Limides

På vej op til Lago Limides kommer man forbi nogle små, sjove grotter.

Lago Limides refleksion

Som Lago di Sorapis var Lago Limides heller ikke helt fyldt. Det var dog stadig muligt at tage billeder af refleksionerne.

Passo Falzarego

Selv hvis man ikke vandrer til Lago Limides, er det værd at besøge Passo Falzarego.

11. Vallunga – Let vandring blandt høje lodrette vægge

Vallunga (Langental) betyder oversat “den lange dal”.

Det er en af Dolomitternes bedste flade hikes, og det er også tydeligt, at stedet bliver brugt af lokale til blandt andet at motionere og lufte hunde.

Fordi dalen ikke ligger højt (ca. 1.600 meter over havets overflade), er det også et godt bud på et lidt varmere hike, som er snefrit længere ind i efteråret end mange af de andre.

Der er mere eller mindre bare én vandrerute, der skærer ind gennem dalen i ca. 9 kilometer i alt, og som “kun” byder på ~200 højdemeter.

Vi vandrede ikke selv helt til enden, hvor man også kan bevæge sig op mod Rifugio Puez, men hikede bare tilbage samme vej som vi kom.

Parkering koster en lille skilling.

Vallunga picnic

Vallunga er et perfekt udflugtsmål til en picnic.

Victoria i Vallunga

Vallunga vandring

Vallunga minder en del om en smallere version af Yosemite Valley i Californien.

Vallunga

Roen indfinder sig med det samme, når man vandrer i Vallunga.

Eftermiddagssolen varmede dejligt, da vi besøgte dalen. Bagefter kørte vi op til Passo Gardena og så solnedgangen.

12. Cinque Torri – Historie og bjerge i ét

Vi gik selv noget af en omvej fra Passo Giau forbi Rifugio Averau for at komme til Cinque Torri (hvilket sagtens kan anbefales), men den letteste måde at nå Cinque Torri på er fra Passo Falzarego, der ligger på den anden side.

Her kan man enten hike op (uden særlig meget udsigt) eller mere populært tage en kabelbane.

Der er masser af information om områdets indblanding i 1. Verdenskrig undervejs, der er ret interessant.

Det er dog virkelig smukt at vandre rundt om de sjove tinder, uanset om man går op i historie eller ej.

Cinque Torri dronebillede

Cinque Torri betyder de fem tårne. Der er på en måde lidt mere end fem, hvis man spørger os, men det er lidt subjektivt, hvor mange man kan tælle til…

Cinque Torri dronebillede mod Passo Falzarego

Cinque Torri fra den anden side mod Passo Falzarego.

Vandring mellem tårnene i Cinque Torri

Det er sjovt at vandre inde mellem tårnene. Det er også et populært sted at klatre.

Udsigt fra Rifugio Averau

Vi vandrede til Cinque Torri fra Passo Giau forbi Rifugio Averau. Hvis man kommer fra Passo Falzarego, kan det stadig anbefales at gå op til Rifugio Averau.

Marmolada-gletcher

Her kan Dolomitternes højeste bjerg, Marmolada, ses i det fjerne med sin gletcher.

13. Lago di Coldai – Sø ved Civetta

Selvom Civetta (3.220 meter) ikke er Dolomitternes højeste bjerg, er massivet for mange et af de mest imponerende.

Vi vandrede til søen Lago di Coldai fra Rifugio Palafavera i den undervurderede Val di Zoldo.

Her er ikke så mange turister, og man får mange flotte udsigter for pengene – blandt andet til Monte Pelmo, der også er et ret vildt bjerg.

Først skal man finde op til Rifugio Adolfo Sonino Al Coldai, og herfra er der ikke langt til søen.

Hvis man vil fortsætte eventyret, kan man enten blive langs Civetta og gå til Rifugio Tissi eller gå til Piani de Pezze, hvor der går en kabelbane ned til Alleghe (reklamelink), hvor vi boede under vores ophold i Dolomitterne i 2022.

Udsigt til Pelmo på vej op mod Rifugio Adolfo Sonino Al Coldai

Udsigt til Pelmo på vej op mod Rifugio Adolfo Sonino Al Coldai.

Lago di Coldai

Søen var – som mange andre på efterårsturen til Dolomitterne – ikke helt fyldt, da vi besøgte den.

Refleksioner i Lago di Coldai

Refleksionerne fejlede heldigvis ikke noget. Lago di Coldai er utroligt klar.

Lago di Coldai vandretur

Udsigt på vej ned igen. Dolomitterne bliver bare ved med at imponere. Længere nede mødte vi en masse søde får.

14. Passo Giau – Spektakulært bjergpas

Passo Giau er et af Dolomitternes mest spektakulære bjergpas, og et besøg her kan sagtens anbefales, selv hvis man ikke har tænkt sig at vandre længere væk end et par meter fra bilen.

Passo Giau

Passo Giau er et af Dolomitternes mange ikoniske bjergpas.

Udsigt fra Passo Giau mod Cortina d'Ampezzo

Fra Passo Giau kan man blandt andet se ned til Cortina d’Ampezzo (reklamelink).

Snake Road på vej op til Passo Giau

Den kendte “snake road” findes på vejen op til Passo Giau. Man kan kun se udsigten fra luften.

15. Passo Sella – Helt tæt på Sella-gruppen

Ved Sella-passet kommer man helt tæt på Sella-gruppen, hvor især Sassolungo (også kendt som Langkofel eller Saslonch) er den største og mest prominente bjergtop.

Det er let at finde parkering ved Passo Sella.

Gruppo del Sassolungo/Langkofel Group

Gruppo del Sassolungo/Langkofel Group er nogle af Dolomitternes mest genkendelige bjergtoppe. De kan også ses fra store dele af Seiser Alm/Alpe di Siusi på den anden side.

Sella-passet

Sella-passet er et af de mest givende bjergpas i Dolomitterne.

Udsigt ved Sella-passet

Det er muligt at vandre lidt væk fra vejen for at få nogle andre udsigter.

16. Passo Gardena – Kendt bjergpas

Passo Gardena er svært at komme uden om, når man kører rundt i Dolomitterne – og det ville da også være en skam at misse et af områdets mest kendte bjergpas.

Solnedgangen er særligt smuk.

Passo Gardena

Passo Gardena er ikke så stort, men mulighederne for vandring og udsigter er enestående.

Solnedgang ved Gardena-passet

Solnedgangstid er typisk det flotteste tidspunkt at opleve Gardena-passet på.

Passo Gardena

17. Passo Fedaia – Stor dæmningssø

Ved Passo Fedaia, der ligger ved Marmolada (Dolomitternes højeste bjerg), finder man også den menneskeskabte sø Lago di Fedaia.

Her er det oplagt lige at stoppe ind ved Rifugio Castiglioni Marmolada for at nyde udsigten.

Passo Fedaia

Den store dæmningssø ved Passo Fedaia ligger 2.057 meter over havets overflade.

18. Lago di Misurina – Nem søudsigt

Man kommer oplagt forbi Lago di Misurina, når man besøger Tre Cime di Lavaredo, og vi synes at det er værd lige at holde ind for at nyde udsigten sydpå fra Grand Hotel Misurina (reklamelink).

Udsigten ved Misurina-søen i Dolomitterne

Udsigten ved Misurina-søen.

Kort over alle vandreturene og udsigtspunkterne i Dolomitterne

Her er et kort med alle vandreturene og udsigtspunkterne fra denne guide.

Nogle gange har vi sat bjergtoppen/udsigtspunktet/søen på og andre gange parkeringspladsen eller lignende, alt afhængigt af hvad der er mest oplagt.

Vi har også tilføjet de bedste steder at bo i Dolomitterne.

Hvordan kommer man til og rundt i Dolomitterne?

Dolomitterne ligger i Norditalien og nås lettest med egen bil eller lejebil.

De største lufthavne i nærheden af Dolomitterne er:

Du kan bruge vores reklamelink til at finde de bedste flytilbud på Momondo.

Det er også nogle gange muligt at flyve til Bolzano/Bozen, der sammen med Trento/Trient og Meran/Merano er de største byer i det nordligste af Italien.

Alle tre byer ligger lige vest for selve Dolomit-området. “Inde i Dolomitterne” er byerne langt mindre og generelt placeret med stejle bjergpas mellem sig.

Her er Cortina d’Ampezzo (reklamelink) den største by med flest muligheder for overnatning.

Hvis man ikke lejer bil, er det muligt at tage fra f.eks. Bolzano til Cortina d’Ampezzo med bus og videre derfra rundt med bus til diverse startpunkter for vandreture.

Bil rundt i Dolomitterne

Vi vil anbefale, at man bruger en bil til at komme rundt i Dolomitterne. Det er dog også generelt muligt at komme rundt med bus.

Godt at vide om Dolomitterne

  • De fleste vandreture er ret godt skiltede. Følg blot de røde og hvide flag, hvor rutens nummer ofte står på. Tidsestimaterne holder dog ikke altid.
  • Transport i Dolomitterne tager lang tid. Selv om der kun er 20 kilometer mellem to byer, kan det godt tage en time at køre gennem de mange hårnålesving for at nå over et bjergpas og ned igen på den anden side.
  • Overhal kun med yderste forsigtighed på de stejle veje.
  • Solen står op senere og går ned tidligere, end hvad der “officielt” står online, fordi den bliver dækket af høje bjerge i alle retninger.
  • Vejret kan ændre sig hurtigt og være meget upålideligt i bjergene. Planlæg altid derefter.
  • Kabelbaner er en enkel måde at spare sine ben for mange højdemeter. Bare husk at tjekke om de er åbne for sæsonen først.
  • Hvornår er det bedste tidspunkt at besøge Dolomitterne? Selv om det selvfølgelig er skønt at vandre i den friske bjergluft i juli og august, kan det anbefales at overveje at planlægge sin tur til Dolomitterne i maj, juni, september eller oktober i stedet for at undgå de største crowds og spare penge på overnatning.
  • I foråret kan man opleve smukke blomster på engene, og i efteråret kan man se gule, orange og røde blade på træerne.
Vej i Dolomitterne

Man skal ikke være nervøs for at køre i Dolomitterne. Bare husk at planlægge turene godt.

Dolomitterne om vinteren

Dolomitterne er også virkelig smukke at opleve med sne på. Mange steder kan dog være lukkede – eller fyldt med skiløbere.

Solens sidste stråler på Civetta i Dolomitterne

Solens sidste stråler på Civetta.

Hvad skal man medbringe til Dolomitterne?

  • Rejseforsikring. Rejs aldrig uden!
  • Et godt kameraher er en guide til det udstyr, vi bruger.
  • Flere lag tøj og eventuelt regntøj og vanter til skiftende vejr – det kan både hagle, regne og være 25 grader på samme dag i Dolomitterne.
  • Solcreme. Især hvis du besøger Dolomitterne om sommeren. Solen kan være stærk i højden.
  • Kasket, hat, solbriller eller andet solbeskyttelse.
  • Sneakers, vandresko eller andre slags sko du kan gå godt i.
  • Vandrestave er ikke nødvendige, men gode at have med, hvis du allerede har nogle.
  • En pandelampe hvis du ender med at vandre indtil solnedgang.
  • En genopfyldelig vandflaske. Ved mange vandreruter og refugier er der mulighed for at fylde vand op undervejs.
  • Snacks, såsom frugt, nødder eller barer til at få lidt energi undervejs.
  • Kontanter til parkering og andre småkøb, især 1 og 2 euro-mønter. Det er ikke alle steder i Italien, der tager kreditkort.
Sprog i Dolomitterne

De fleste personer taler italiensk i Dolomitterne. I mange områder kan man også komme langt med tysk.

Bæredygtige rejsetips

For at rejse så bæredygtigt som muligt, anbefaler vi følgende:

  • Medbring dit eget drikkevand i en genopfyldelig flaske.
  • Undgå engangsplastik, inklusiv sugerør.
  • Sortér dit affald korrekt og smid det ikke på jorden.
  • Tag kun fotos og efterlad kun fodaftryk. Undgå at tage ting fra naturen med dig.
  • Vis hensyn overfor andre besøgende.
  • Respekter det lokale dyreliv.

Naturen i Dolomitterne

Tak for at læse med

Tak skal du have for at have læst vores rejseguide til de bedste vandreture og udsigtspunkter i Dolomitterne. Vi håber, at den har været brugbar!

Har du en yndlings-vandretur i de italienske bjerge?

I så fald ville det være fedt at høre dine bedste tips og tricks i kommentarerne.

Tøv ikke med at spørge os om noget, hvis du ikke har været i Dolomitterne endnu. Vi er glade for at hjælpe.

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

Solnedgang i Dolomitterne mod Civetta

Vi håber, at du får en uforglemmelig tur til Dolomitterne.

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡