Guide til Lago di Limides: Let vandretur til fotogen bjergsø

Alt hvad du skal vide om at vandre til Lago di Limides, inklusiv parkering, vandrerute og vores bedste tips
Alexander & Victoria Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.
En stille perle i Dolomitterne

Lago di Limides er en lille bjergsø i Dolomitterne, som er kendt for dramatiske omgivelser og sit spejlklare vand, hvor Tofana-massivet reflekteres på stille dage.

Vandreturen fra Col Gallina er kort og overskuelig, og undervejs åbner landskabet sig med en flot udsigt til nogle af områdets mest ikoniske bjerge, såsom Lagazuoi og Tofane.

Det er en tur, der passer til både familier med børn, nybegyndere og egentlig bare alle, der gerne vil ud at vandre uden at skulle hive efter vejret.

På trods af sin skønhed og lette tilgængelighed, er Lago di Limides langt mindre besøgt end de populære søer Lago di Braies og Lago di Carezza – og netop dét er en af grundene til, at vi synes, man skal vandre til den fine bjergsø.

Vi gik selv turen i midten af september, og vi havde stien og søen helt for os selv. Selvom vandstanden var lav, var det en virkelig dejlig vandreoplevelse.

I denne guide til Lago di Limides deler vi, hvorfor søen er værd at opleve, hvordan man vandrer dertil, praktisk information om åbningstider og parkering, hvornår man skal besøge Limides samt vores bedste tips til at få en god oplevelse.

Hvor skal man bo ved Lago di Limides?

Søg efter de bedste hoteller i Cortina d’Ampezzo her eller læs vores store guide til hvor man skal bo i Dolomitterne.

Victoria på vandresti til Lago di Limides

Vandreturen til Lago di Limides er både kort og overkommelig, og der er smukke udsigter hele vejen.

Hvad er Lago di Limides?

Bjergsøen Lago di Limides er beliggende i omkring 2.170 meters højde nær Passo Falzarego i regionen Veneto i Italien.

Søen er kendt for sit klare vand og smukke spejlbilleder af Tofana-massivet på vindstille dage, og så er det en af de nemmere vandreture i Dolomitterne.

Den største by i nærheden er Cortina d’Ampezzo, som er et populært udgangspunkt for oplevelser i Dolomitterne.

Kort over Lago di Limides

Flotte Lago di Limides med Tofana-massivet i baggrunden

Selvom der ikke var helt vindstille, da vi var ved søen, kunne vi stadig se Tofana-massivets spejlbillede i vandet.

Dolomitterne: De 18 bedste vandreture & udsigtspunkter (i alle sværhedsgrader og længder)
Du er måske interesseret i:Dolomitterne: De 18 bedste vandreture & udsigtspunkter (i alle sværhedsgrader og længder)

Rejseguide til vores yndlings korte og lange hikes i Norditaliens smukke bjerge

Læs mere

Hvorfor skal man besøge Lago di Limides?

Man skal besøge Lago di Limides, hvis man er på udkig efter en kort og overskuelig vandretur i Dolomitterne med flotte udsigter undervejs og bjerge, der spejler sig i klart vand.

Ruten er nem at følge og egner sig til både familier med børn og mindre rutinerede vandrere.

Det er også en oplagt vandretur til en lille frokost-picnic, eller hvis man allerede har lavet et mere krævende hike tidligere på dagen, da søen ikke tager ret lang tid at komme til. Det kunne for eksempel være Cinque Torri, der ligger tæt på.

Selvom der selvfølgelig kan være gang i den i højsæsonen, er der stadig langt færre mennesker på stien end ved andre populære bjergsøer.

Turen skulle være særligt smuk i foråret og den tidlige sommer, hvor søen er fyldt med vand, og de omkringliggende bjergsider er dækket af farverige blomster.

Sti gennem skov til Lago di Limides

Turen til Lago di Limides er let tilgængelig og passer godt til både begyndere og børn.

Dolomitterne med børn: Børnevenlige oplevelser og tips til at rejse som familie
Du er måske interesseret i:Dolomitterne med børn: Børnevenlige oplevelser og tips til at rejse som familie

Vandreture, udsigtspunkter, legepladser, klatreparker og (badevenlige) søer, der kan opleves af hele familien

Læs mere

Overblik over vandreturen til Lago di Limides

  • Start- og slutpunkt: Vandreruten starter her, og man kan parkere på den anden side af vejen på denne parkeringsplads.
  • Varighed: 45 minutter til en time (afhængigt af antal pauser, billeder og ens vandreform).
  • Distance: Ca. 1 kilometer hver vej.
  • Højdestigning: ~ 120 meter.
  • Sværhedsgrad: Let.
  • Tilgængelighed for børn og hunde: De fleste børn vil kunne klare vandreturen, og hunde er velkomne – de skal bare være i snor.
  • Underlag: En blanding af jord med lidt rødder, grus og sten samt enkelte steder med små klippeflader eller ujævnheder, men det er ikke teknisk svært.
  • Infrastruktur: Rifugio Col Gallina ligger lige ved vandreturens start, og der er ikke andre faciliteter langs ruten.
  • Pris: Gratis!

Vandreruten til Lago di Limides

Turen til Lago di Limides starter fra Col Gallina tæt på kabelbanen til Col Gallina og Rifugio Col Gallina langs vejen SR48/Passo Falzarego.

På Google Maps hedder det “Lago Limides Hike Trailhead”. Herfra følger man sti nr. 419 mod Forcella Averau.

Stien er en smule ujævn og stiger jævnt hele vejen, men højdeforskellen er kun omkring 120 meter.

Undervejs går man gennem en skov og passerer små grotter i klipperne, mens man har Croda Negra-bjerget foran sig og Lagazuoi-bjerget i ryggen.

Vandreturen er kun på ca. 1 kilometer og tager 20 til 30 minutter at gå, før man står ved søen.

Her kan man gå rundt om Lago di Limides og nyde synet af de omkringliggende bjerge i alle retninger!

Turen tilbage følger den samme sti mod Rifugio Col Gallina, og det går typisk lidt hurtigere, da man går nedad hele vejen.

Markering af sti nr. 419 mod Forcella Averau

Følg sti nr. 419 mod Forcella Averau. Ruten er markeret undervejs.

Sti med sne til Lago di Limides

Stien er lidt stenet og ujævn, men den er overkommelig for de fleste.

Grotte i sten på vej til Lago di Limides

Langs stien kommer man forbi små grotter i de rå klippevægge.

Grotte i sten på vej til Lago di Limides

Bjerge i Dolomitterne

Der er også smukke syn mod bjergene.

Lago di Sorapis: Vandreguide til den turkise sø i Dolomitterne
Du er måske interesseret i:Lago di Sorapis: Vandreguide til den turkise sø i Dolomitterne

Alt hvad du skal vide om at vandre til Lago di Sorapis, inklusiv parkering, vandrerute og vores bedste tips

Læs mere

Alternativ vandrerute

Alternativt kan man også vandre fra Passo Falzarego, hvor der er masser af parkeringspladser.

Herfra er der omkring 1,5 kilometer til søen og omkring 110 højdemeter.

Man kan selvfølgelig også kombinere de to ruter, hvis man vil lave et lille loop. I så fald skal man sætte et kvarters tid af til at gå de 850 meter mellem de to startpunkter langs vejen SR48/Passo Falzarego.

Guide til Lago di Carezza: Sådan besøger man den sydtyrolske alpesø
Du er måske interesseret i:Guide til Lago di Carezza: Sådan besøger man den sydtyrolske alpesø

Alt hvad du skal vide om Lago di Carezza, inklusiv parkering, vandrerute om søen og vores bedste tips

Læs mere

Vores oplevelse ved Lago di Limides

Vi besøgte Lago di Limides på en efterårstur til Dolomitterne midt i september. Her fandt vi nemt en parkeringsplads lige ved starten af vandreruten.

Der var allerede faldet lidt sne på bjergsiderne og enkelte steder på stien, men turen var stadig mulig at gennemføre uden problemer.

Det tog os ca. 20 minutter at komme frem til Lago di Limides, og det er en af de lettere vandreture, vi har været på i Dolomitterne.

Fordi vi kom så sent på sæsonen, mødte vi stort set ingen andre vandrere undervejs.

Til gengæld var søen heller ikke så fyldt med vand, som den plejer at være i foråret og sommermånederne.

Alligevel var det helt klart vandreturen værd, og vi nød både de storslåede bjergudsigter og den fredelige stemning.

Victoria på sti på vej til Lago di Limides

Da vi gik til Lago di Limides, lå der lidt sne på både bjergsiderne og stien.

Alex på sti i skov på vej til Lago di Limides

En stor del af ruten går gennem en fin granskov.

Victoria på sti til Lago di Limides

Vandreturen til Lago di Limides er en af de nemmeste ture, vi har gået i Dolomitterne. Det tog os kun 20 minutter.

Victoria foran Lago di Limides uden så meget vand

Søen var næsten tørlagt, da vi kom frem, men udsigterne til bjergene og den stille stemning gjorde det stadig til en rigtig fin oplevelse.

Flotte Lago di Limides i Dolomitterne

Vi skal helt klart tilbage og opleve Lago di Limides igen på en dag med højere vandstand.

Lago di Braies: Guide til at besøge Dolomitternes mest berømte sø
Du er måske interesseret i:Lago di Braies: Guide til at besøge Dolomitternes mest berømte sø

Alt hvad du skal vide om Lago di Braies, inklusiv parkering, vandrerute rundt om søen og vores bedste tips

Læs mere

Praktisk information om Lago di Limides

Åbningstider

​Lago di Limides har ingen officielle åbningstider, så man kan besøge søen når som helst.

Der kan dog være sne på ruten fra september/oktober til maj.

Priser

Det er gratis at besøge Lago di Limides!

Parkering er endda uden beregning, hvilket er en sjældenhed ved populære oplevelser i Dolomitterne.

Vandreguide til Tre Cime di Lavaredo (De Tre Tinder) i Dolomitterne
Du er måske interesseret i:Vandreguide til Tre Cime di Lavaredo (De Tre Tinder) i Dolomitterne

Rejseguide til et af Dolomitternes bedste hikes med alt hvad du skal vide

Læs mere

Mad, drikke og faciliteter

Ved vandrerutens start kan man købe mad og drikke på Rifugio Col Gallina – refugiet får dog ikke de bedste anmeldelser…

Du kan læse mere på Rifugio Col Gallinas hjemmeside.

På hjemmesiden kan vi ikke finde officielle åbningstider for sæsonerne, men andre steder har vi læst, at de kun har åbent i sommersæsonen (juli til september) og i vintersæsonen (december til påske), så bliv ikke overrasket, hvis refugiet er lukket i mellem de perioder.

Bjerg i Dolomitterne

San Giovanni-kirken i Val di Funes: Guide til at se den mest kendte kirke i Dolomitterne
Du er måske interesseret i:San Giovanni-kirken i Val di Funes: Guide til at se den mest kendte kirke i Dolomitterne

Alt hvad du skal vide om San Giovanni-kirken, inklusiv hvordan man kommer dertil, udsigtspunkter og vores bedste tips

Læs mere

Hvordan kommer man til Lago di Limides?

Man kommer til Lago di Limides ved at starte vandreturen fra Col Gallina, som ligger 25 minutters kørsel fra Cortina d’Ampezzo på vej mod Passo Falzarego.

Køretid fra byer i Dolomitterne

Køretiden til Col Gallina/Passo Falzarego afhænger selvfølgelig af, hvor du bor i området – og det kan variere en del, da Dolomitterne har lange afstande og snoede bjergveje.

Her er nogle cirka-tider fra nærliggende byer:

  • Cortina d’Ampezzo: 25 minutters kørsel. En af de mest populære byer i Dolomitterne med en god placering i forhold til både Lago di Limides og Cinque Torri.
  • Arabba: 30 minutters kørsel vest for Passo Falzarego.
  • Corvara: 45 minutters kørsel fra Col Gallina beliggende i Alta Badia-dalen.
  • Misurina: 45 minutters kørsel fra Col Gallina. Lille by nær den fine Lago di Misurina.
Cinque Torri: Alt du skal vide om de fem tårne i Dolomitterne
Du er måske interesseret i:Cinque Torri: Alt du skal vide om de fem tårne i Dolomitterne

Guide til at besøge Cinque Torri, inklusiv vandreruter, kabelbane, parkering og vores bedste tips

Læs mere

Parkering

Starter man vandreturen fra Col Gallina, kan man parkere på den modsatte side af vejendenne parkeringsplads. Det er gratis.

Ved Passo Falzarego er der også masser af parkeringspladser, men der kan godt blive fyldt hurtigt, da flere vandreruter starter herfra.

Parkeringsplads ved Col Gallina i Dolomitterne

Der var heldigvis masser af parkeringspladser ved Col Gallina, da vi vandrede til Lago di Limides.

Offentlig transport

Man kan tage buslinje 30 fra Cortina d’Ampezzo mod Passo Falzarego, og stoppestedet Col Gallina” er lige ved vandreturens start.

Busforbindelserne kan være begrænsede uden for højsæsonen, og tiderne kan variere, så det er altid en god idé at tjekke busplanen i forvejen.

Planlæg din rute og se forbindelserne her.

Guide til Monte Specie: Let vandretur til smuk panoramaudsigt i Dolomitterne
Du er måske interesseret i:Guide til Monte Specie: Let vandretur til smuk panoramaudsigt i Dolomitterne

Vandreguide med alt hvad du skal vide om Monte Specie (Strudelkopf), inklusiv parkering, rute og vores bedste tips

Læs mere

Hvornår skal man besøge Lago di Limides?

Det bedste tidspunkt at besøge Lago di Limides er i foråret eller tidligt på sommeren – særligt i juni eller begyndelsen af juli.

Søen bliver nemlig dannet af regnvand og smeltende sne, og når det varme sommervejr sætter ind, begynder den at tørre ud. Vandstanden er derfor ofte lavere senere på sæsonen.

Vi vandrede selv til Lago di Limides i midten af september og oplevede, at søen ikke var særligt fyldt, men det var stadig en smuk tur.

Om vinteren bliver hele området dækket af sne og er kun tilgængeligt med ski eller snesko.

Lago di Limides uden så meget vand om efteråret

Der var desværre ikke ret meget vand i Lago di Limides, da vi kom forbi i midten af september.

Sne på grantræ ved Lago di Limides

Området var allerede dækket af et let lag sne, som dog var smeltet et par dage efter.

Lago di Limides ved skumring

Lago di Limides ved skumring (og med mere vand i). Foto: Sonja und Jens / CC BY

Hvornår skal man rejse til Dolomitterne? Det bedste vejr og forskellene på sæsonerne
Du er måske interesseret i:Hvornår skal man rejse til Dolomitterne? Det bedste vejr og forskellene på sæsonerne

Bliv klogere på, hvornår på året det er bedst at tage til Dolomitterne – uanset om du er til ski eller vandring

Læs mere

Tid på dagen

Hvis man vil opleve Lago di Limides fra sin mest fotogene side, er det bedst at komme tidligt på dagen – helst om morgenen.

Her skulle der efter sigende være størst chance for spejlblankt vand, så man kan se bjergene reflekteret i overfladen.

Der er desuden typisk færre mennesker, hvilket kan være rart i højsæsonen.

Søen er også populær ved solnedgang, hvor mange fotografer kan finde på at vente på det helt rigtige lys til et perfekt billede.

Turen tilbage til parkeringspladsen er så relativt kort, at man sagtens kan nå at opleve solen gå ned oppe ved søen og vende retur, inden mørket falder helt på. Det er dog stadig en god idé at medbringe en pandelampe eller lommelygte.

Seceda med kabelbane: Guide til at besøge en af Dolomitternes flotteste udsigter
Du er måske interesseret i:Seceda med kabelbane: Guide til at besøge en af Dolomitternes flotteste udsigter

Alt hvad du skal vide om Seceda, inklusiv hvordan man kommer dertil med kabelbane og vores bedste tips

Læs mere

Hvor lang tid skal man bruge ved Lago di Limides?

Selve vandreturen tager omkring 20-30 minutter hver vej (afhængigt af tempo og pauser).

Ved Lago di Limides kan man nøjes med et kort stop for at nyde udsigten, eller blive i over en time og tage billeder, spise frokost og bare slappe af.

Søen er ikke særlig stor, så de fleste bruger 1-2 timer på hele turen.

Bjerg i Dolomitterne

Alpe di Siusi/Seiser Alm: Guide til vandring, transport & bedste hoteller
Du er måske interesseret i:Alpe di Siusi/Seiser Alm: Guide til vandring, transport & bedste hoteller

Alt hvad du skal vide om det alpine plateau i Dolomitterne, inklusiv hvordan man kommer dertil, vandreruter og vores bedste tips

Læs mere

Hvor skal man bo i nærheden af Lago di Limides?

Der kan være langt mellem stederne i Dolomitterne, så hvis du ikke vil køre for langt for at komme til Lago di Limides, er det vigtigt at vælge overnatningssted med omhu.

Det er oplagt at vælge Cortina d’Ampezzo (Hayden) (reklamelink), som kun er 25 minutter fra hiket.

Det er en af de livligste og mest populære byer i Dolomitterne, og den ligger super godt i forhold til en lang række vandreture og kabelbaner, heriblandt også Cinque Torri, Lago di Sorapis og til dels også Tre Cime di Lavaredo.

En anden by, man kan overveje, er Alleghe (reklamelink). Her boede vi selv, da vi besøgte Lago di Limides og de andre oplevelser i nærheden. Det er desuden en god base, hvis man også vil opleve Civetta-området og Lago di Coldai.

Hvor skal man bo i Dolomitterne? De bedste områder & hoteller til vandreture og skiferier
Du er måske interesseret i:Hvor skal man bo i Dolomitterne? De bedste områder & hoteller til vandreture og skiferier

Vores personlige anbefalinger til de bedste steder at overnatte i Dolomitterne

Læs mere
Udsigt fra Passo Giau mod Cortina d'Ampezzo

Cortina d’Ampezzo (reklamelink) er et af de mest centrale og populære steder at overnatte i Dolomitterne.

Hotel Serena i Cortina d'Ampezzo

Hotel Serena ligger i eksklusive Cortina d’Ampezzo, der anses som det bedste sted at bo i Dolomitterne. ©Hotel Serena (reklamelink)

Grand Hotel Savoia

Hvis det skal være rigtig luksus, skal man bo på Grand Hotel Savoia i Cortina d’Ampezzo. ©Grand Hotel Savoia (reklamelink)

Bo i Alleghe i Dolomitterne

Vi har også været glade for at bo i Alleghe (reklamelink), der ligger ret sydligt ca. i midten af Dolomitterne.

Alleghe i Dolomitterne om efteråret i solskin

Flotte Alleghe (reklamelink). Byen er placeret centralt i forhold til mange populære vandreture.

Albergo La Montanina

Med en god placering lidt nord for Alleghe kan man hos La Montanina bo hyggeligt og budgetvenligt. ©Albergo La Montanina (reklamelink)

Lago di Coldai: Vandreguide til spejlblank bjergsø for foden af Civetta
Du er måske interesseret i:Lago di Coldai: Vandreguide til spejlblank bjergsø for foden af Civetta

Alt hvad du skal vide om at vandre til Lago di Coldai, inklusiv parkering, vandrerute og vores bedste tips

Læs mere

Vores bedste tips til Lago di Limides

  • Kom tidligt om morgenen eller sent på eftermiddagen hvis du vil have en rolig oplevelse uden for mange andre.
  • Besøg Limides i juni eller starten af juli. Søen er afhængig af regnvand og smeltet sne og kan tørre ud senere på sommeren. Vil du opleve den med vand i, så planlæg turen til foråret eller tidlig sommer.
  • Lago di Limides er smuk! Medbring et godt kameraher er en guide til det udstyr, vi bruger.
  • Vejret kan ændre sig hurtigt og være meget upålideligt i bjergene. Der kommer især ofte regn om eftermiddagen. Planlæg altid derefter.
  • Medbring flere lag tøj til det omskiftelige vejr.
  • Tag sneakers, vandresko eller andre slags sko du kan gå godt i.
  • Vandrestave kan være praktiske at have med til aflastning af benene. Vandreturen er relativ nem, men stien går opad på vej mod søen.
  • Mad, drikke og snacks kan du med fordel selv have med og nyde med flot udsigt ved søen.
  • Solcreme og andet solbeskyttelse er godt at have med, hvis du vandrer om sommeren. Solen kan være stærk i højden.
Vandreguide til Cadini di Misurina-udsigtspunktet i Dolomitterne
Du er måske interesseret i:Vandreguide til Cadini di Misurina-udsigtspunktet i Dolomitterne

Rejseguide til det vilde udsigtspunkt tæt på Tre Cime di Lavaredo

Læs mere
Bæredygtige rejsetips

For at rejse så bæredygtigt som muligt, anbefaler vi følgende:

  • Medbring dit eget drikkevand i en genopfyldelig flaske.
  • Undgå engangsplastik.
  • Sortér dit affald korrekt og smid det ikke på jorden.
  • Tag kun fotos og efterlad kun fodaftryk. Undgå at tage ting fra naturen med dig eller plukke blomster.
  • Bliv altid på de afmærkede stier.
  • Vis hensyn overfor andre besøgende.
  • Respekter det lokale dyreliv.
32 bedste tips & gode råd til at besøge Dolomitterne: Alt du skal vide inden din tur til bjergene
Du er måske interesseret i:32 bedste tips & gode råd til at besøge Dolomitterne: Alt du skal vide inden din tur til bjergene

Praktiske tips til at planlægge din tur til Dolomitterne og få en god oplevelse

Læs mere
Tak for at læse med

Tak skal du have for at have læst vores guide til Lago di Limides. Vi håber, at du er blevet klogere på vandreturen!

Hvad synes du om den mindre kendte sø i Dolomitterne? Vil du besøge den?

Tøv ikke med at spørge os om noget i kommentarerne, hvis du ikke har været der endnu. Vi er glade for at hjælpe.

Hvis du allerede har været ved Lago di Limides, ville det være fantastisk at høre dine bedste tips og tricks.

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡

Følg med på vores sociale medier