Seceda med kabelbane: Guide til at besøge en af Dolomitternes flotteste udsigter

Alt hvad du skal vide om Seceda, inklusiv hvordan man kommer dertil med kabelbane og vores bedste tips
Alexander & Victoria Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.
En spektakulær udsigt uden sved på panden

Seceda ser næsten uvirkeligt ud.

De takkede bjergtinder, der rejser sig dramatisk mod himlen, og de brede, grønne skråninger gør det til et af de mest fotogene steder i Dolomitterne.

Og det bedste af det hele?

Man kan nemt komme derop med kabelbane uden at skulle vandre.

Da vi besøgte Dolomitterne for første gang, var turen op til Seceda en af de oplevelser, vi startede ud med – og måske er det derfor, den står så tydeligt i hukommelsen.

Vi blev blæst bagover af panoramaudsigterne og synes, at alle bør se Seceda med egne øjne. Og det er heldigvis en af de mere tilgængelige seværdigheder i Dolomitterne.

I denne guide til at besøge Seceda med kabelbane deler vi, hvordan man kommer dertil samt praktisk information om kabelbanerne, parkering, hvornår man skal tage op til bjerget, hvor man skal bo i nærheden og vores bedste tips til at få en god oplevelse.

Hvor skal man bo ved Seceda?

    Reklamelinks

  • Luksus: Gardena Grödnerhof Hotel & Spa – 5-stjernet hotel perfekt beliggende i Ortisei i gåafstand til kabelbanen.
  • Værdi for pengene: Bike Hotel Linder – Moderne, stilfulde værelser, spa med pool og fremragende anmeldelser midt i Selva.
  • Værdi for pengene: Residence Antares – Lejligheder i forskellige størrelser med indendørs pool, legeområde for børn og 15 minutters kørsel fra Selva til kabelbanen.
  • Budget: Garni Sunela B&B – Et af de dyrere budgethoteller, men med topanmeldelser og perfekt beliggenhed i Selva.

Søg efter de bedste hoteller tæt på Seceda her (Ortisei) eller læs vores store guide til hvor man skal bo i Dolomitterne.

Alex og Victoria ved Seceda

Seceda er en naturoplevelse, vi ikke lige glemmer.

Hvad er Seceda?

Seceda er en af de mest ikoniske bjergtoppe i Dolomitterne (og med god grund!).

Den karakteristiske, flade top hæver sig mere end 2.500 meter over havets overflade og byder på en storslået panoramaudsigt over de omkringliggende bjergkæder.

Om vinteren tiltrækker området skiløbere, mens det om sommeren er et oplagt valg for vandrere og mountainbikere.

Mange vælger at besøge Seceda, fordi det er et af de smukkeste udsigtspunkter i Dolomitterne – og samtidig let tilgængeligt takket være kabelbanerne, som kører hele vejen op.

Seceda i Dolomitterne

Secedas spidse toppe er virkelig karakteristiske.

Dolomitterne: De 18 bedste vandreture & udsigtspunkter (i alle sværhedsgrader og længder)
Du er måske interesseret i:Dolomitterne: De 18 bedste vandreture & udsigtspunkter (i alle sværhedsgrader og længder)

Rejseguide til vores yndlings korte og lange hikes i Norditaliens smukke bjerge

Læs mere

Kort over Seceda

Seceda ligger i den sydtyrolske del af Dolomitterne i det nordlige Italien.

Bjerget ligger mellem to markante bjergmassiver: Odle-gruppen (Geislergruppe) mod nord og Sassolungo-massivet (Langkofel) mod sydøst. Det er en del af Parco Naturale Puez-Odle/Naturpark Puez-Geisler.

Fra toppen har man udsigt til både Sella-gruppen, Marmolada (Dolomitternes højeste bjerg), Sassolungo og mange andre markante tinder.

Seceda er en del af dalen Val Gardena (Gröden), som er kendt for sine charmerende landsbyer, skimuligheder og vandrestier.

I dalen ligger det naturlige udgangspunkt for ture til Seceda: byen Ortisei (St. Ulrich på tysk), hvorfra kan man tage kabelbanerne op til bjergtoppen. I nærheden ligger også byerne Santa Cristina og Selva di Val Gardena.

Skilt med Parco Naturale Puez-Odle/Naturpark Puez-Geisler

Seceda er en del af Parco Naturale Puez-Odle/Naturpark Puez-Geisler.

Byen Ortisei i Val Gardena set fra Seceda

Byen Ortisei, som ligger i Val Gardena, set oppe fra Seceda.

Hvorfor skal man besøge Seceda?

Vi har allerede været inde på det, men Seceda er et af de mest spektakulære udsigtspunkter i hele Dolomitterne – og så er det endda virkelig tilgængeligt.

De takkede bjergtinder blandet med brede, grønne græsarealer ser bare specielle ud!

Med kabelbanerne fra Ortisei kan man nemt køre op til toppen, og herfra er det egentlig bare op til ens humør og fysiske form, hvor meget man vil udforske.

Fra topstationen og hen til det ikoniske udsigtspunkt tager det blot 10 minutters tid at gå (op ad bakke).

Der er flere andre længere vandreruter, picnicpladser og et par restauranter.

Uanset om man bare vil nyde udsigten og tage billeder eller bruge en halv dag på at vandre i bjergene, er Seceda et sted, man vil huske.

Tip: Hold øje med det her live webcam fra Seceda inden du tager af sted – vejret i bjergene skifter hurtigt, og det ville være ærgerligt at tage til toppen på en dag, hvor alt er dækket af skyer.

Sti hen til kendt udsigtspunkt på Seceda

Det tager kun cirka 10 minutter at gå fra topstationen til det kendte udsigtspunkt.

Topstationen på Seceda i Dolomitterne

Oppe på bakken til højre i billedet kan man se topstationen, hvor kabelbanen kører til.

Kabelbane fra Ortisei til Seceda

Man kan nemt komme til toppen med kabelbane fra Ortisei.

Guide til Monte Specie: Let vandretur til smuk panoramaudsigt i Dolomitterne
Du er måske interesseret i:Guide til Monte Specie: Let vandretur til smuk panoramaudsigt i Dolomitterne

Vandreguide med alt hvad du skal vide om Monte Specie (Strudelkopf), inklusiv parkering, rute og vores bedste tips

Læs mere

Hvordan kommer man til Seceda?

Der er to måder at komme op til Seceda på: med kabelbane eller til fods.

Kabelbanerne fra Ortisei er den nemmeste og mest populære løsning, men hvis man er klar på en længere vandretur, kan man også tage stierne op gennem det smukke landskab.

I denne guide til Seceda har vi fokus på turen med kabelbane, da det var sådan, vi selv kom op, men vi kommer også kort ind på vandreruter herunder.

Med kabelbane

Den nemmeste måde at komme til Seceda på er med kabelbanerne fra Ortisei (St. Ulrich) i Val Gardena.

Turen består af to etaper:

  • Ortisei-Furnes: Først tager man kabineliften/gondolen med plads til 6-8 personer fra centrum af Ortisei op til den mellemliggende station Furnes. På Google Maps hedder den Funivie Seceda Spa/Seceda Cable Car.
  • Furnes-Seceda: Herfra skifter man til en større svævebane med ståplads til cirka 30 personer, som tager en hele vejen op til Secedas højderyg i knap 2.500 meters højde. På Google Maps hedder den Secëda «Furnes» 2.

Det tager ca. 15 minutter at komme op til toppen, og der er flotte udsigter undervejs.

Kabelbanerne kører som regel fra sidst i maj til begyndelsen af november mellem kl. 8.30 og 17.30.

Tiderne kan variere lidt fra år til år, så det er en god idé at tjekke den aktuelle køreplan online, inden du tager af sted.

Læs mere om kabelbanerne og åbningstider om sommeren her.

Seceda i Dolomitterne

Med kabelbanen tager det i alt ca. 15 minutter at nå toppen, og turen byder på flotte udsigter undervejs.

Svævebane til Seceda i Dolomitterne

På anden etape af turen står man op i svævebanen.

Priser på kabelbanerne

Udsigten fra Seceda er smuk, og det er nemt at komme derop med en kabelbane, men det har en pris – og den er relativt dyr.

En returbillet med begge kabelbaner koster 52 euro (~ 388 kroner) for voksne, mens en enkeltbillet op eller ned koster 39 euro (~ 291 kroner)*.

Børn op til og med 7 år rejser gratis, og for juniorer på 8 til 15 år er prisen 26 euro (~ 194 kroner) for en returbillet og 19 euro (~ 142 kroner) for en enkeltbillet*.

Det er også muligt at nøjes med én af de to kabelbaner, hvis du ønsker at vandre en del af vejen.

Hunde koster 7 euro (~ 52 kroner), og det koster 5 euro (~ 37 kroner) at tage en cykel med*.

Hvis du opholder dig i området i flere dage, kan et Gardena Card være en god løsning. Det giver ubegrænset adgang til alle kabelbaner i Val Gardena og koster 118 euro for 3 dage (~ 881 kroner) og 152 euro for 6 dage (~ 1.135 kroner)*.

Billetter til kabelbanerne til Seceda kan købes både online og direkte ved stationen i Ortisei.

I højsæsonen kan være kø ved billetskranken, så det kan anbefales at ankomme tidligt på dagen.

Læs mere om priserne på kabelbanerne eller Gardena Card.

*Priserne er fra 2025.

Lago di Sorapis: Vandreguide til den turkise sø i Dolomitterne
Du er måske interesseret i:Lago di Sorapis: Vandreguide til den turkise sø i Dolomitterne

Alt hvad du skal vide om at vandre til Lago di Sorapis, inklusiv parkering, vandrerute og vores bedste tips

Læs mere

Parkering ved Seceda

Kabelbanestationen i Ortisei ligger tæt på centrum og er nem at nå til fods fra mange hoteller i byen.

Der er også en parkeringsgarage i to etager samt en mindre, udendørs parkeringsplads ved kabelbanestationen, hvis man kommer i bil. Der er ca. 250 parkeringspladser i alt.

Det er praktisk, men også ret dyrt. I 2025 kostede parkering 2,5 euro i timen (~ 19 kroner).

Vær opmærksom på at parkeringspladsen som regel bliver fyldt tidligt om morgenen i højsæsonen.

Hvis der ikke er ledige pladser, eller du foretrækker en billigere løsning, kan du parkere på en af de øvrige parkeringspladser i Ortisei og gå til kabelbanen derfra.

Parkgarage Central er en stor parkeringsplads i centrum af Ortisei, som bliver fremhævet som en af de bedre og mere økonomiske.

Vandring op til Seceda

Hvis det lyder lidt for let (eller dyrt) med de der kabelbaner, eller hvis man bare gerne vil nå herop, inden de begynder at køre, er det naturligvis også muligt at vandre hele vejen til Seceda.

Der er flere mulige ruter, men læs op på vejrforholdene inden og vær sikker på, at stierne er åbne.

En af de bedste vandreruter starter ved Praplan-parkeringspladsen over Santa Cristina.

Alternativ kabelbane

Som et alternativ til de populære (og travle) kabelbaner fra Ortisei, kan man overveje Col Raiser-liften.

Den ligger i Santa Cristina i Val Gardena, og herfra kommer man til den sydlige del af Seceda-massivet.

Man får adgang til flere af de samme vandreruter som fra Seceda-kabelbanen, men vil man hen og se den ikoniske højderyg, skal man vandre i 2,5-3 timer tur-retur. Til gengæld er den billigere.

Kabelbanen kører på nogenlunde samme tidspunkter som Secedas. Se den officielle hjemmeside for åbningstider og priser.

Secedas takkede bjergtinder

Guide til Lago di Carezza: Sådan besøger man den sydtyrolske alpesø
Du er måske interesseret i:Guide til Lago di Carezza: Sådan besøger man den sydtyrolske alpesø

Alt hvad du skal vide om Lago di Carezza, inklusiv parkering, vandrerute om søen og vores bedste tips

Læs mere

Vores oplevelse ved Seceda

Vores tur til Seceda var noget, vi havde glædet os helt vildt til.

Vi var der i juni på vores første rejse til Dolomitterne, og Seceda var en af de oplevelser, vi havde set allermest frem til.

Heldigvis var vejret solrigt og klart – helt perfekt.

Efter at have parkeret i en parkeringsgarage inde i byen, tog vi kabelbanerne op fra Ortisei om formiddagen.

Da vi steg ud ved toppen, blev vi nærmest målløse. De dramatiske, takkede bjergtinder og den grønne højderyg, som vi kun havde set på billeder før, var lige foran os.

Vi gik langs kanten ud til det ikoniske udsigtspunkt og fortsatte bagefter i en lille rundtur ad en af de kortere vandreruter.

Hele vejen var der fantastiske udsigter, så vi tog os god tid til at tage en masse billeder og nyde det dejlige vejr.

Victoria ved kabelbanen

Vi tog kabelbanen fra Ortisei op til Seceda.

Udsigt fra Seceda i Dolomitterne

Ved topstationen blev vi helt overvældede af den fantastiske udsigt: hytter, søer og bjerge i alle retninger.

Topstationen på Seceda i Dolomitterne

Vi gik den korte vej hen til det kendte udsigtspunkt.

Sti til Seceda i Dolomitterne

Man kan se de spidse bjergtinder med det samme, når man kommer op.

Victoria foran Seceda i Dolomitterne

Det var helt utroligt at se Seceda med egne øjne.

Alex på sti ved Seceda i Dolomitterne

Bagefter udforskede vi området.

Udsigt til dal fra Seceda

Der er så mange flotte udsigter.

Lago di Braies: Guide til at besøge Dolomitternes mest berømte sø
Du er måske interesseret i:Lago di Braies: Guide til at besøge Dolomitternes mest berømte sø

Alt hvad du skal vide om Lago di Braies, inklusiv parkering, vandrerute rundt om søen og vores bedste tips

Læs mere

Vandreruter og udsigtspunkter på Seceda

Lige så snart man træder ud fra kabelbanens topstation, åbner landskabet sig med bjerge i alle retninger og grønne enge. Udsigten er intet mindre end spektakulær fra starten.

Det mest kendte udsigtspunkt ligger kun omkring 10 minutters gang fra topstationen. Herfra får man en vidunderlig udsigt til de dramatiske toppe i Odle/Geisler-gruppen, som er et af Dolomitternes mest genkendelige motiver.

Man kan gå samme vej tilbage eller tage en kort rundtur, hvor man får set en anden vinkel af landskabet og flere af de frodige enge.

Hvis man har lyst til en længere vandretur, er der flere ruter at vælge imellem i forskellige længder og sværhedsgrader. Vandreturen til Rifugio Firenze (Regensburger Hütte) er en af de mere populære.

Spørg gerne i informationen, hvad der kan lade sig gøre den dag, du er der – eller kig på dette kort over området (hvor Secedas topstation er markeret som nummer 3).

Det kendte udsigtspunkt ved Seceda i Dolomitterne

Udsigten til de markante tinder i Odle/Geisler-gruppen er et af Dolomitternes mest genkendelige steder.

Bjerge i Dolomitterne

Når man først er oppe, er der flere gode vandreruter.

Vandrestier på Seceda i Dolomitterne

Man kan vælge mellem ruter i forskellige længder og med forskellig sværhedsgrad.

Vandreguide til Tre Cime di Lavaredo (De Tre Tinder) i Dolomitterne
Du er måske interesseret i:Vandreguide til Tre Cime di Lavaredo (De Tre Tinder) i Dolomitterne

Rejseguide til et af Dolomitternes bedste hikes med alt hvad du skal vide

Læs mere

Praktisk information om Seceda

Åbningstider

Hvis du ikke vandrer til toppen, er du afhængig af kabelbanernes åbningstider.

I sommersæsonen (typisk fra slutningen af maj til begyndelsen af november) kører de fra 8:30 til 17:30.

I vintersæsonen (fra starten af december til begyndelsen af april) er åbningstiden som regel fra 08:15 til 16:30.

Tiderne kan variere lidt fra år til år, så det er en god idé at tjekke Val Gardenas officielle hjemmeside for de nyeste oplysninger om åbningstider og driftstatus.

Priser

Det er gratis at besøge Seceda, hvis du vandrer hele vejen op.

Kabelbanerne og parkering er derimod ikke helt billigt.

De fleste vælger at tage begge kabelbaner op og ned, og sådan en returbillet koster 52 euro (~ 388 kroner)* for voksne.

Læs om de andre billetmuligheder og priser for børn, hunde og cykler i vores afsnit om “priser på kabelbanerne” længere oppe. Du kan også læse mere om priserne på kabelbanerne her.

Ved kabelbanestationen er der en parkeringsgarage og nogle udendørs parkeringspladser, der koster 2,5 euro i timen (~ 19 kroner)*. Den bliver hurtigt fyldt i højsæsonen. Alternativt kan man parkere på en af de øvrige parkeringspladser i Ortisei og gå til kabelbanen derfra.

*Priserne er fra 2025.

San Giovanni-kirken i Val di Funes: Guide til at se den mest kendte kirke i Dolomitterne
Du er måske interesseret i:San Giovanni-kirken i Val di Funes: Guide til at se den mest kendte kirke i Dolomitterne

Alt hvad du skal vide om San Giovanni-kirken, inklusiv hvordan man kommer dertil, udsigtspunkter og vores bedste tips

Læs mere

Toiletter

Der er toiletter ved kabelbanestationerne både i Ortisei og på toppen af Seceda.

Bjerghytterne og restauranterne har som regel også toiletter, men vær opmærksom på at der kan være et gebyr for at bruge dem.

Mad og drikke

Der er flere gode steder at få mad og drikke på toppen af Seceda – og alle har en fantastisk udsigt.

Lige ved kabelbanens topstation ligger Restaurant Seceda, som byder på sydtyrolske specialiteter, italienske retter og pizza.

De nærliggende bjerghytter Baita Sofie, Baita Daniel og Fermeda Refuge har også restauranter, hvor man kan tage en pause undervejs på vandreturen.

Guide til Lago di Limides: Let vandretur til fotogen bjergsø
Du er måske interesseret i:Guide til Lago di Limides: Let vandretur til fotogen bjergsø

Alt hvad du skal vide om at vandre til Lago di Limides, inklusiv parkering, vandrerute og vores bedste tips

Læs mere

​Camping på Seceda

Camping på Seceda er officielt ikke tilladt, da området ligger i en beskyttet naturpark i Dolomitterne.

Det betyder, at det er ulovligt at slå telt op, og man risikerer en stor bøde, hvis man overtræder det.

Vil man overnatte i området, skal man i stedet bruge en af de nærliggende bjerghytter, for eksempel Rifugio Firenze (Regensburger Hütte). Det anbefales at booke i god tid, da de hurtigt bliver fyldt.

Hvor lang tid skal man bruge på Seceda?

Hvor lang tid man skal bruge på Seceda afhænger af, hvad man vil opleve.

Kommer man primært for udsigten og en kort gåtur til det ikoniske udsigtspunkt, er en til to timer som regel nok.

Hvis man planlægger en længere vandretur eller vil spise frokost deroppe, kan man nemt bruge en halv eller hel dag på toppen. Fra topstationen er der flere smukke vandreruter, hvis man vil udforske området mere.

Rejser man med mindre børn, kan 2-3 timer passe fint til en rolig tur til toppen og en kort gåtur.

Husk at tjekke kabelbanens køreplan, så du ikke risikerer at misse den sidste tur ned.

Secedas kendte udsigtspunkt

Man behøver ikke at bruge lang tid, hvis man bare vil se det populære udsigtspunkt.

Seceda i Dolomitterne

Det er dog let at tilbringe en halv eller hel dag på toppen, hvis man vil udforske området mere.

Dolomitterne med børn: Børnevenlige oplevelser og tips til at rejse som familie
Du er måske interesseret i:Dolomitterne med børn: Børnevenlige oplevelser og tips til at rejse som familie

Vandreture, udsigtspunkter, legepladser, klatreparker og (badevenlige) søer, der kan opleves af hele familien

Læs mere

Hvornår skal man besøge Seceda?

Hvornår det er bedst at besøge Seceda, afhænger af hvad du gerne vil opleve, og hvor mange andre mennesker, du vil dele oplevelsen med. Udsigten er imponerende hele året.

Husk: Vejret i bjergene kan ændre sig hurtigt på alle tider af året, så det er en god idé at medbringe tøj i lag og tjekke vejrudsigten for dagen på forhånd.

På grund af højdeforskellen kan vejret på toppen af Seceda være anderledes end nede i Ortisei på alle tider af året.

Herunder gennemgår vi årstiderne og de forskellige tidspunkter af dagen.

Hvornår skal man rejse til Dolomitterne? Det bedste vejr og forskellene på sæsonerne
Du er måske interesseret i:Hvornår skal man rejse til Dolomitterne? Det bedste vejr og forskellene på sæsonerne

Bliv klogere på, hvornår på året det er bedst at tage til Dolomitterne – uanset om du er til ski eller vandring

Læs mere

Sæsoner

Sommer (juni til september)

Sommersæsonen er det oplagte tidspunkt at besøge Seceda, især hvis du vil nyde udsigterne, tage billeder og vandre eller køre på cykel.

Det er også nemt at komme op med kabelbanerne, som normalt kører fra slutningen af maj til starten af november.

I juni blomstrer de alpine enge, men vejret kan stadig være omskifteligt med regn eller dis.

Juli og august er højsæson med mange besøgende og typisk mere stabilt og varmt vejr. Det regner lidt mindre i september, og det er typisk også stadig lunt og solrigt.

Efterår (oktober og november)

Der er færre mennesker ved Seceda om efteråret, men til gengæld er vejret også mere uforudsigeligt. Nogle dage kan være kølige, så hav godt med tøj med.

Hvis sneen ikke er begyndt at falde endnu, kan man være heldig at opleve gyldne efterårsfarver.

Kabelbanerne kører i oktober, men stopper typisk i starten af november, så det er værd at være opmærksom på, hvis man kommer i den periode.

Vinter (december til marts)

Om vinteren er Seceda en del af det store Dolomiti Superski-netværk i Val Gardena og på Alpe di Siusi/Seiser Alm.

Toppen bliver omdannet til skiløjper, hvor der også er gode muligheder for nybegyndere og børn.

Hvis du vil tage op til Seceda for at vandre, er det stadig muligt, men mange stier er dækket af sne, og det kan være smart at have ordentligt vinterudstyr og vandrestave med.

Kabelbanerne kører typisk fra starten af december til begyndelsen af april.

Alpe di Siusi/Seiser Alm: Guide til vandring, transport & bedste hoteller
Du er måske interesseret i:Alpe di Siusi/Seiser Alm: Guide til vandring, transport & bedste hoteller

Alt hvad du skal vide om det alpine plateau i Dolomitterne, inklusiv hvordan man kommer dertil, vandreruter og vores bedste tips

Læs mere

Forår (april og maj)

Foråret er en overgangsperiode på Seceda, hvor kabelbanerne typisk holder lukket (indtil slut-maj), og området går ind i en slags pause mellem ski- og vandresæson.

I maj kan der stadig ligge sne på toppen, hvilket gør det mindre ideelt for vandreture.

Det er ikke det mest oplagte tidspunkt at besøge Seceda, men det kan lade sig gøre, hvis man følger vejret og forholdene nøje.

Gennemsnitstemperatur i OrtiseiGennemsnitsnedbør i Ortisei

Udsigt fra Seceda i juni

Vi besøgte Seceda i juni, hvor solen stod højt, og der stadig lå sne på de omkringliggende bjergtoppe.

Tid på dagen

Det bedste tidspunkt på dagen at besøge Seceda afhænger af, hvad du gerne vil opleve.

Morgen og formiddag er oplagt, hvis man vil undgå trængsel og opleve et roligt bjergområde. I højsæsonen kan der dog stadig være mange mennesker allerede fra morgenstunden.

Luften er ofte klar, og lyset er blødt og smukt til billeder – især hvis man er blandt de første, når kabelbanerne åbner. Vil man opleve solopgangen på toppen, skal man vandre op meget tidligt, da kabelbanerne først åbner senere.

Det mest populære tidspunkt er midt på dagen, og der kan være mange besøgende – især i juli og august. Til gengæld er vejret ofte mest stabilt her.

Parkeringen ved kabelbanen bliver hurtigt fyldt, så det kan være nødvendigt at stille bilen lidt længere væk og gå det sidste stykke.

Sen eftermiddag byder på varmere lys og lidt færre mennesker. Husk dog at tjekke kabelbanernes lukketider, hvis du vil nå ned igen på den nemme måde.

Ønsker man at blive til solnedgang, skal man være klar på at vandre ned – og huske at have en pandelampe/lommelygte med.

Bjerge i Dolomitterne

Cinque Torri: Alt du skal vide om de fem tårne i Dolomitterne
Du er måske interesseret i:Cinque Torri: Alt du skal vide om de fem tårne i Dolomitterne

Guide til at besøge Cinque Torri, inklusiv vandreruter, kabelbane, parkering og vores bedste tips

Læs mere

Hvor skal man bo ved Seceda?

Byerne Ortisei, Santa Cristina og Selva ligger i den smukke dal Val Gardena (Gröden) og er alle gode udgangspunkter for at besøge Seceda (og Alpe di Siusi/Seiser Alm) både om sommeren og vinteren.

Bor man i en af de byer, får man nem adgang til bjergene med fantastisk skiløb om vinteren og smukke vandre- og cykelruter om sommeren.

Ortisei

Ortisei (St. Ulrich) (reklamelink) er den nærmeste by og det mest optimale valg for turen til Seceda, da kabelbanen går herfra.

Den charmerende by har masser af restauranter, shopping og et stort udvalg af hoteller. Fra Ortisei går der også en direkte kabelbane til Alpe di Siusi/Seiser Alm.

Ortisei i Val Gardena

Der er et bredt udvalg af hoteller i hyggelige Ortisei.

Ortisei i Val Gardena

Fra Ortisei går der både kabelbaner til Seceda og Alpe di Siusi.

Santa Cristina

Santa Cristina (reklamelink) er den mindste af de tre hovedbyer i Val Gardena, men netop dét gør den til et roligt og hyggeligt sted at bo, og her er flere hoteller med god værdi for pengene.

Byen ligger mellem Ortisei og Selva og har en god beliggenhed, hvis du vil besøge Seceda, men ikke behøver at bo lige ved kabelbanen. Der går busser til Ortisei, og med bil tager det kun omkring 8 minutter til kabelbanen.

Fra Santa Cristina er der også adgang til forskellige vandreruter og Col Raiser-liften, der tager en til den sydlige del af Seceda-massivet, ca. 1,5 timers vandring hver vej fra det kendte udsigtspunkt på Seceda.

Vil du vandre hele vejen op til Seceda, starter der en god rute fra Praplan-parkeringspladsen over Santa Cristina.

Selva di Val Gardena

Selva di Val Gardena (reklamelink) er den højest beliggende af byerne i Val Gardena og et oplagt valg, hvis du vil kombinere dit besøg til Seceda med adgang til masser af andre bjergoplevelser – især om vinteren.

Selva har nemlig direkte adgang til det enorme skiområde Dolomiti Superski, men også flotte vandrestier tæt på.

Her er et godt udvalg af hoteller og ferielejligheder, og fra Selva di Val Gardena er der kun omkring 15 minutters kørsel til kabelbanen i Ortisei.

Selva di Val Gardena

Selva di Val Gardena er et godt bud på et dejligt sted at bo i Dolomitterne.

Luksus

Gardena Grödnerhof Hotel

Hvis budgettet rækker til det, ser Gardena Grödnerhof Hotel & Spa helt perfekt ud. ©Gardena Grödnerhof Hotel & Spa (reklamelink)

Værdi for pengene

    Reklamelinks

  • Linder Cycling Hotel – Moderne, stilfulde værelser, spa med pool og fremragende anmeldelser i Selva di Val Gardena. Alle kan bo der, men det er ekstra oplagt, hvis du cykler på racercykel eller mountainbike i Dolomitterne.
  • Residence Antares – Lejligheder i forskellige størrelser med indendørs pool, legeområde for børn og 15 minutters kørsel til kabelbanen. Perfekt placeret til både vandring og ski i Selva di Val Gardena.
  • Smart Hotel Saslong – God værdi for pengene i Santa Cristina, 8 minutter fra kabelbanen i Ortisei.
Bike Hotel Linder

Man får god værdi for pengene hos Bike Hotel Linder i Selva. ©Bike Hotel Linder (reklamelink)

Residence Antares

Residence Antares er et godt bud på et klassisk alpehotel med bjergene lige i baghaven i Selva di Val Gardena. ©Residence Antares (reklamelink)

Smart Hotel Saslong

Smart Hotel Saslong er et andet fint hotel med god værdi for pengene i Santa Cristina, ligeledes i Val Gardena tæt på Seceda. ©Smart Hotel Saslong (reklamelink)

Budget

  • Garni Sunela B&B (reklamelink) – Et af de dyrere budgethoteller, men med topanmeldelser og perfekt beliggenhed i Selva di Val Gardena.
Garni Sunela B&B i Dolomitterne

Byen Selva i Val Gardena er et af bedste steder at bo i Dolomitterne. Her er man tæt på bl.a. Seceda, Alpe di Siusi/Seiser Alm, Passo Gardena – og den imponerende dal Vallunga. ©Garni Sunela B&B (reklamelink)

Andre byer i nærheden af Seceda

    Reklamelinks

  • Castelrotto (Kastelruth): Ca. 20 minutters kørsel vest for Ortisei ligger en hyggelig, historisk by med klassisk sydtyrolsk stemning. Her finder du både traditionelle og mere moderne hoteller, og der er desuden kort afstand til Alpe di Siusi/Seiser Alm-kabelbanen.
  • Siusi allo Sciliar (Seis am Schlern): By ved foden af Alpe di Siusi/Seiser Alm, hvor man kan finde et udvalg af hoteller, pensionater og lejligheder. Herfra er der ca. 25 minutters kørsel til Seceda og selvfølgelig også nem adgang til kabelbanen, der fører op til det store alpine plateau.
  • Bolzano (Bozen): Hvis du gerne vil bo i en større by med masser af liv, shopping og kultur, er Bolzano et oplagt valg. Den sydtyrolske hovedstad er kun cirka 50 minutters kørsel fra kabelbanen til Seceda, og her er et stort udvalg af hoteller i forskellige prisklasser. Nogle gange kan man endda flyve direkte til lufthavnen i Bolzano fra udvalgte europæiske byer.

For mere inspiration kan du læse vores store guide til hvor man skal bo i Dolomitterne.

Hvor skal man bo i Dolomitterne? De bedste områder & hoteller til vandreture og skiferier
Du er måske interesseret i:Hvor skal man bo i Dolomitterne? De bedste områder & hoteller til vandreture og skiferier

Vores personlige anbefalinger til de bedste steder at overnatte i Dolomitterne

Læs mere
Udsigt fra Seceda i Dolomitterne

Det giver god mening at bosætte sig i en af byerne i Val Gardena, hvis man gerne vil besøge Seceda.

Vores bedste tips til Seceda

  • Vær opmærksom på sæsonen. Kabelbanerne lukker i lavsæsonen, og vejret er meget forskelligt alt efter sæson.
  • Se Secedas live webcam inden du tager afsted, da vejret kan skifte hurtigt i bjergene. Det ville være en skam at tage derop en dag, hvor udsigten er dækket helt af skyer.
  • Tjek kabelbanernes tider. Første og sidste tur varierer med sæsonen, og det er ærgerligt at strande på toppen uden overnatning.
  • Kom tidligt eller sent på dagen hvis du vil have en rolig oplevelse uden for mange andre mennesker og med flot lys til billeder.
  • De fleste vandreture er ret godt skiltede. Følg blot de røde og hvide flag, hvor rutens nummer ofte står på. Tidsestimaterne holder dog ikke altid.
  • Seceda er fotogent! Medbring et godt kameraher er en guide til det udstyr, vi bruger.
  • Vejret kan ændre sig hurtigt og være meget upålideligt i bjergene. Det kan også være anderledes på toppen end nede i dalen. Planlæg altid derefter.
  • Medbring flere lag tøj til de skiftende temperaturer i højden.
  • Tag sneakers, vandresko eller andre slags sko du kan gå godt i.
  • Mad, drikke og snacks kan du selv have med og nyde undervejs med flot udsigt, eller du kan besøge hytterne og restauranterne (i højsæsonen).
  • Solcreme og andet solbeskyttelse er godt at have med, hvis du besøger Seceda om sommeren. Solen kan være stærk i højden.
Hvad har vi i kameratasken? Det bedste udstyr til foto og video på rejsen
Du er måske interesseret i:Hvad har vi i kameratasken? Det bedste udstyr til foto og video på rejsen

Kamera, objektiver, drone og andet tilbehør vi bruger til at skabe rejseindhold i høj kvalitet

Læs mere

Bæredygtige rejsetips

For at rejse så bæredygtigt som muligt, anbefaler vi følgende:

  • Medbring en genopfyldelig flaske.
  • Undgå engangsplastik.
  • Sortér dit affald korrekt og smid det ikke på jorden.
  • Tag kun fotos og efterlad kun fodaftryk. Undgå at tage ting fra naturen med dig eller plukke blomster.
  • Bliv altid på de afmærkede stier.
  • Vis hensyn overfor andre besøgende.
  • Respekter det lokale dyreliv. Fodr ikke køerne eller andre dyr.
  • Hunde skal være i snor.
  • Camping i telt på toppen er ikke tilladt.
32 bedste tips & gode råd til at besøge Dolomitterne: Alt du skal vide inden din tur til bjergene
Du er måske interesseret i:32 bedste tips & gode råd til at besøge Dolomitterne: Alt du skal vide inden din tur til bjergene

Praktiske tips til at planlægge din tur til Dolomitterne og få en god oplevelse

Læs mere
Seceda i Dolomitterne

Vi håber, du får en god tur til Seceda!

Tak for at læse med

Tak skal du have for at have læst vores rejseguide til Seceda. Vi håber, at den har været nyttig!

Hvad synes du om den ikoniske udsigt i Dolomitterne?

Hvis du allerede har været ved Seceda, ville det være fantastisk at høre dine bedste tips og tricks.

Tøv ikke med at spørge os om noget i kommentarerne, hvis du ikke har været der endnu. Vi er glade for at hjælpe.

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡

Følg med på vores sociale medier