Alpe di Siusi/Seiser Alm: Guide til vandring, transport & bedste hoteller
Alt hvad du skal vide om det alpine plateau i Dolomitterne, inklusiv hvordan man kommer dertil, vandreruter og vores bedste tips![]() |
Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Et alpint postkort
Alpe di Siusi (eller Seiser Alm på tysk) har det hele: grønne enge, vilde udsigter, dramatiske bjerge og vandrestier nok til maaange udflugter.
Om sommeren er området et vandre- og cykelparadis, og om vinteren forvandler det sig til et kæmpestort skiområde med nogle af Dolomitternes flotteste panoramaer.
Vi har besøgt Seiser Alm både i begyndelsen af november, da den første sne havde lagt sig, og i juni, hvor vejret skiftede mellem regn og dejlig solskin. Dog har vi ikke stået på ski, så det dækker vi ikke i denne guide.
Uanset årstid er det svært ikke at blive imponeret over det store alpine plateau i 2.000 meters højde.
Ruterne er mange, udsigterne skifter hele tiden, og bjerghytter med restauranter ligger rundt omkring, hvis man skulle få brug for en pause.
I denne guide til Alpe di Siusi/Seiser Alm deler vi, hvordan man kommer dertil, praktisk information om kabelbaner og parkering, vandreruter, hvornår man skal besøge området, hvor man skal bo samt vores bedste tips til at få en god oplevelse.
Hvor skal man bo på Alpe di Siusi/Seiser Alm?
- Værdi for pengene: Paradiso Pure.Living – Vegansk hotel med spa og storslået bjergudsigt direkte på Alpe di Siusi. Vi boede her i tre nætter og elskede det.
- Luksus: COMO Alpina Dolomites – Centralt 5-stjernet hotel med spa, pools, yogafaciliteter på værelset og ski-in/ski-out om vinteren.
- Luksus: Hotel Steger-Dellai – Moderne værelser, spa og udsigt over Sciliar-bjerget.
Søg efter de bedste hoteller på Alpe di Siusi/Seiser Alm her eller læs vores store guide til hvor man skal bo i Dolomitterne.
Indholdsfortegnelse:
- Hvad er Alpe di Siusi?
- Hvorfor skal man besøge Alpe di Siusi?
- Hvordan kommer man til Alpe di Siusi?
- Vores oplevelser ved Alpe di Siusi
- Vandreruter og udsigtspunkter på Alpe di Siusi
- Praktisk information om Alpe di Siusi
- Hvornår skal man besøge Alpe di Siusi?
- Hvor lang tid skal man bruge på Alpe di Siusi?
- Hvor skal man bo på Alpe di Siusi?
- Vores bedste tips til Alpe di Siusi
- Bæredygtige rejsetips

Der er virkelig smukt på Alpe di Siusi!
Hvad er Alpe di Siusi?
Alpe di Siusi/Seiser Alm er Europas største bjergplateau og alpine eng, hvilket betyder, at området er forholdsvis fladt og åbent, selvom det ligger højt oppe i bjergene.
Det gør landskabet helt særligt: store, grønne enge og bløde bakker strækker sig ud mellem dramatiske bjergtinder og skaber en sjælden kombination i Alperne, hvor terrænet ellers ofte er stejlt og krævende.
Området er en del af Dolomiti Superski-området om vinteren og et populært udgangspunkt for vandreture, cykling og naturture om sommeren.
Det store område er omgivet af nogle af Dolomitternes flotteste og mest berømte bjerge, og grænser op til flere forskellige byer.
Størstedelen af året kan man kun tilgå plateauet med kabelbane, medmindre man kører dertil på særlige tidspunkter af døgnet. Det kommer vi nærmere ind på senere i vores guide til Alpe di Siusi/Seiser Alm.

Alpe di Siusi, Europas største bjergplateau, byder på brede alpine enge og en rolig, flad natur midt mellem nogle af Dolomitternes mest imponerende bjerge.

Det åbne, grønne plateau på Alpe di Siusi er en sjælden kombination af bløde bakker og markante bjergtinder højt oppe i Alperne.

Om vinteren er det en del af Dolomiti Superski-området.
Hvorfor har Alpe di Siusi/Seiser Alm to navne?
Når man rejser til Dolomitterne, opdager man hurtigt, at næsten alt har to navne – og nogle gange endda tre.
Typisk er der ét navn på italiensk, ét på tysk og i visse egne også ét på ladin, som er et ældgammelt sprog, der stadig tales i dele af Dolomitterne. Det gælder ikke kun bjerge og naturområder, men også byer, veje og skilte.
Efter Første Verdenskrig overtog Italien området fra Østrig og begyndte at oversætte de mere end 16.000 stednavne til italiensk. Det skete på trods af, at langt størstedelen af befolkningen er tysktalende (hvilket stadig gælder i dag).
I Sydtyrol taler størstedelen tysk som førstesprog.
Det kan være lidt forvirrende, men man vænner sig til det! Vi forsøger at bruge både de italienske og tyske navne i guiden.
Kort over Alpe di Siusi
Alpe di Siusi/Seiser Alm ligger i den sydtyrolske del af Dolomitterne i det nordlige Italien.
Plateauet breder sig over cirka 56 km² i 1.680 til 2.350 meters højde og er omgivet af nogle af Dolomitternes mest markante bjergtoppe, blandt andet Sassolungo/Langkofel, Sasso Piatto/Plattkofel, Marmolada/Marmolata og Sciliar/Schlern.
Geografisk ligger Alpe di Siusi over byerne Siusi allo Sciliar (Seis am Schlern), Castelrotto (Kastelruth) og Ortisei (St. Ulrich) i dalen Val Gardena (Gröden).
Hvorfor skal man besøge Alpe di Siusi?
Vi elsker Dolomitternes dramatiske landskaber med høje bjergtinder, blå søer og stejle klippesider, men vi synes også, at Alpe di Siusi/Seiser Alm kan noget helt særligt.
Det højtbeliggende, åbne landskab giver imponerende udsigter til de omkringliggende bjerge, og vi synes, det er helt genialt med så mange forskellige og lettilgængelige vandreruter.
Plateauets åbne terræn og bløde hældninger gør området let at bevæge sig rundt i, uanset om man er på vandretur, cykler, står på langrend eller rejser med børn.
Mange af stierne er flade eller kun svagt kuperede, så man kan komme tæt på naturen uden at skulle ud på fysisk krævende ture.
Om vinteren forvandles det hele til et fredeligt skiområde med brede pister og fantastiske sneklædte udsigter i stedet for stejle nedfarter og tekniske udfordringer.

Alpe di Siusi er perfekt til afslappede vandreture med storslået natur.

Området er også flot, når sneen er faldet.
Hvordan kommer man til Alpe di Siusi?
Med bil
For at begrænse trafikken, er det normalt kun muligt at komme op til Alpe di Siusi/Seiser Alm med kabelbane.
Det er dog muligt at køre op med bil, men i sommer- og vintersæsonen er der restriktioner i dagtimerne. Mellem kl. 9 og 17 er vejen lukket for privatkørsel, så vil man selv køre, skal man være tidligt oppe eller ankomme sent.
Hvis man derimod har booket overnatning på et af de få hoteller heroppe (hvilket vi kan anbefale), må man køre helt op til hotellet ved både ankomst og afrejse om sommeren.
Om vinteren er der for meget sne til at køre rundt selv, så her kører man til parkeringspladsen i Compaccio/Compatsch på Alpe di Siusi-plateauet.
Derfra foregår transporten med en gratis shuttle fra parkeringspladsen til hotellet – i hvert fald fra det hotel, vi boede på. Tjek med dit eget hotel, hvordan de gør. Nogle hoteller kan man endda gå til.

Alpeidyl på Alpe di Siusi.
Kabelbane
Alpe di Siusi er nemmest at komme op til med kabelbane.
Den mest brugte afgang er fra byen Siusi allo Sciliar (Seis am Schlern), hvor en moderne kabelbane (gondol) tager dig op til plateauet på under et kvarter.
Kabelbanen kører som regel fra maj til start-november og er nem at tage med.
Du kan også tage op fra Ortisei (St. Ulrich) i Val Gardena (Gröden). Herfra går en anden kabelbane (også gondol) direkte til området omkring Al Sole/Mont Sëuc, som ligger i den vestlige del af Alpe di Siusi. Det er et godt alternativ, især hvis du i forvejen bor i Val Gardena.
Der findes derudover flere svævebaner med stolelifte, der har åbent på forskellige tidspunkter i løbet af sæsonen.
Med både gondol og stolelift kan man typisk tage sin cykel med.
Det er dog ikke helt billigt at køre med kabelbanerne, men der er rabat for børn, unge og seniorer.
Se priser, åbningstider og andet praktisk om kabelbanerne her.

Oversigt over kabelbaner på Alpe di Siusi. Klik her for at se PDF’en i fuld størrelse.
Vandreguide med alt hvad du skal vide om Monte Specie (Strudelkopf), inklusiv parkering, rute og vores bedste tips
Læs mereParkering ved Alpe di Siusi
Når kabelbanen er lukket i lavsæsonen (typisk fra begyndelsen af november til midten af maj), er vejen til Compaccio/Compatsch åben hele dagen. I den periode er parkeringsafgiften på P2-parkeringspladsen 13 euro* per dag for biler (~ 97 kroner).
I højsæsonen er vejen op til Alpe di Siusi lukket for privat biltrafik i dagstimerne for at beskytte naturområdet og sikre en behagelig oplevelse for alle besøgende. For at parkere på plateauet skal man altså ankomme før kl. 09.00 om morgenen eller efter kl. 17.00.
Parkplatz P1 Spitzbühl er gratis, men lidt længere væk fra “centrum”, mens P2 i Compaccio/Compatsch i højsæsonen koster hele 28,50 euro* per dag for biler (~ 213 kroner).
Obs: Der er parkeringsforbud fra kl. 23.00 til 06.00 på Alpe di Siusi både på P1 og P2.
Ved stationen i Siusi allo Sciliar (Seis am Schlern), hvor de fleste tager kabelbanen fra, er der flere parkeringsmuligheder.
Der er en stor, gratis udendørs parkeringsplads på grus, som kan blive fyldt hen ad dagen i højsæsonen, og et to-etagers parkeringshus der koster 1,5 euro* per time (~ 11 kroner) og maksimalt 6 euro* per dag (~ 45 kroner).
Hvis man har en reservation på et hotel på Alpe di Siusi, kan man som sagt køre op til sit hotel når som helst på ankomst- og afrejsedagen.
Læs mere om parkering og se de mest opdaterede priser her.
Rejseguide til vores yndlings korte og lange hikes i Norditaliens smukke bjerge
Læs mereVores oplevelser ved Alpe di Siusi
Vinter
Vores første besøg på Alpe di Siusi/Seiser Alm var i starten af november, hvor der allerede var et lille lag sne. Her var vi på en dagstur for at opleve området.
Vi tog kabelbanen op til Compaccio/Compatsch fra Siusi allo Sciliar/Seis am Schlern og begyndte at gå mod Bullaccia/Puflatsch-bjerget.
Her gik vi en rundtur langs kanten af plateauet, hvor vi kunne se ned i Val Gardena (Gröden) og mod Seceda i Gruppo del Puez/Puez-Odle.
På tilbagevejen kunne vi nyde udsigten mod Sassolungo/Langkofel og Sasso Piatto/Plattkofel.
Vi blev næsten til solnedgang og tog den sidste kabelbane ned. En skøn oplevelse der gav os mod på at komme igen for at opleve mere.

Første gang vi besøgte Alpe di Siusi var i starten af november.

Der var allerede faldet lidt sne på plateauet og de høje bjerge.

Udsigt mod Sassolungo/Langkofel og Sasso Piatto/Plattkofel på tilbagevejen.
Alt hvad du skal vide om Seceda, inklusiv hvordan man kommer dertil med kabelbane og vores bedste tips
Læs mereSommer
Vi vendte tilbage i juni og tilbragte tre nætter på Paradiso Pure.Living (reklamelink).
Det var en helt anden oplevelse at have tid til at se mere af plateauet.
Vi gik flere ruter i forskellige sværhedsgrader, og Alex tog også en tur på mountainbike for at udforskede området på to hjul.
Udsigterne her er simpelthen magiske – uanset hvor vi kiggede hen, blev vi hele tiden imponerede over de dramatiske bjerge og de idylliske landskaber, der udfoldede sig foran os.

Om sommeren vandrede vi mod Punta Santner/Santner Spitz.

Vi fulgte flere ruter med varierende sværhedsgrader og flotte udsigter.

Man bliver glad af at vandre i skønne landskaber.

Sommer på Alpe di Siusi byder på grønne enge, klare søer og gode stier med udsigt til Dolomitternes bjerge.
Guide til at besøge Cinque Torri, inklusiv vandreruter, kabelbane, parkering og vores bedste tips
Læs mereVandreruter og udsigtspunkter på Alpe di Siusi
Udvalget af vandreruter på Alpe di Siusi/Seiser Alm er virkelig bredt, og det gode er, at mange af ruterne kan kombineres og tilpasses efter fysisk form og humør.
Du kan gå en rolig formiddagstur med børn – eller tage en heldagstur med stigninger og bjergpas.
Hvis du vil sammensætte din egen rute, kan det være en god idé at tage udgangspunkt i at vandre til en af de mange bjerghytter.
Her kan man så passende få lidt at spise og drikke (når de er åbne i højsæsonen), inden man enten vender tilbage igen ad samme vej eller færdiggør rundturen på anden vis.
Herunder følger et par idéer til konkrete vandreruter og udsigtspunkter på Alpe di Siusi med links til ruter og længere beskrivelser.

Der er virkelig mange vandreruter at vælge mellem på Alpe di Siusi!
Sciliar/Schlern
Den sydvestlige del af Alpe di Siusi er nok den mest dramatiske med skarpe tinder, der står som en væg på plateauet.
Bjerghytterne Rifugio Bolzano/Schlernhaus og Rifugio Alpe di Tires/Tierser-Alpl-Hütte ligger begge deroppe, og man kan for eksempel vælge at gå til en af dem (8,4 kilometer fra Compaccio) eller at forbinde dem i et stort, episk loop (22,5 kilometer med langt flere højdemeter).
Bullaccia/Puflatsch
Den nordvestlige del af Alpe di Siusi ligger lidt højere i landskabet. Herfra er der smukke udsigter hele vejen rundt; særligt over Val Gardena og Odle-gruppen, inklusiv Seceda.
Bullaccia er let at nå til fods fra Compaccio.
Gå for eksempel denne rundtur på 8,5 kilometer med 359 højdemeter, der tager 2,5-3 timer. Det gjorde vi selv på vores vintervisit.

Vi vandrede på den nordvestlige del af Alpe di Siusi om vinteren.
Hans og Paula Steger-stien
Rolig og ret flad sti fra Compaccio til Saltria, hvor man i højsæsonen kan tage bussen Almbus tilbage til start.
Turen er ca. 9 kilometer lang med lidt over 200 højdemeter.
Bestig Sasso Piatto/Plattkofel
Sasso Piatto/Plattkofel er det næsthøjeste bjerg i Sassolungo-gruppen og det eneste, der kan bestiges relativt enkelt til fods.
Vandreturen, der går op til et kors i 2.958 meters højde, starter ved Rifugio Sasso Piatto. Hytten kan både nås fra Saltria og fra Sellapasset.
Herfra er der ca. 650 højdemeter op til toppen – en tur på ca. 5 kilometer tur/retur. Det er med andre ord en stejl stigning.
Man kan også vælge blot at gå til Rifugio Sasso Piatto for at nyde de vidstrakte udsigter derfra.

Sasso Piatto/Plattkofel (bjerget til højre) er det næsthøjeste bjerg i Sassolungo-gruppen og det eneste, der kan nås relativt nemt til fods.
Vandring med børn
Området byder på mange lette og tilgængelige stier, der er ideelle for familier med børn i alle aldre.
De flade eller let kuperede ruter giver god mulighed for at nyde naturen uden at skulle op og ned i krævende terræn.
Der findes endda flere vandrestier i området, der er gode til barnevogne og klapvogne.
Her er en oversigt over vandreture egnet til barnevogne.
Du kan også læse mere om at besøge Dolomitterne med børn.

Flere af vandrestierne på Alpe di Siusi er så jævne og brede, at man sagtens kan have en klapvogn med.
Vandreture, udsigtspunkter, legepladser, klatreparker og (badevenlige) søer, der kan opleves af hele familien
Læs merePraktisk information om Alpe di Siusi
Åbningstider
Alpe di Siusi/Seiser Alm har som sådan åbent døgnet rundt alle årets dage, men der er alligevel nogle begrænsninger.
Kabelbanerne har forskellige åbningstider alt efter lokation og tid på året, og nogle måneder er de helt lukkede.
Kører man i bil, er adgangen til plateauet begrænset i højsæsonen (på nær nogle særlige tidspunkter), og året rundt er der parkeringsforbud fra kl. 23.00 til 06.00.
Scroll længere op i vores guide til Alpe di Siusi/Seiser Alm for at læse afsnittet om kabelbaner, bilrestriktioner og parkering.
Alt hvad du skal vide om at vandre til Lago di Sorapis, inklusiv parkering, vandrerute og vores bedste tips
Læs merePriser
Selve Alpe di Siusi/Seiser Alm-området er gratis at besøge.
Kabelbanerne og parkering koster penge, og priserne varierer med sæsonen. Læs mere om det oppe i vores afsnit om, hvordan man kommer til Alpe di Siusi/Seiser Alm.
Den billigste måde at besøge Alpe di Siusi/Seiser Alm er ved at køre op på plateauet (inden for de tidspunkter, det er muligt) og holde på den gratis parkeringsplads P1 Spitzbühl, som ligger et lille stykke fra Compaccio/Compatsch.
Toiletter
Der er offentlige toiletter ved hovedkabelbanestationerne, der fører op til Alpe di Siusi samt ved flere af de større lifte.
På vandreturene kan man også finde toiletter i de bjergrestauranter og hytter, der ligger langs stierne.
Rejseguide til et af Dolomitternes bedste hikes med alt hvad du skal vide
Læs mereMad og drikke
Langs vandrestierne finder du en del bjergrestauranter og hytter, hvor du kan købe mad (typisk lokale retter) og forfriskninger.
Obs: Flere af dem lukker ned uden for højsæsonen.
Du kan ligeledes spise på hotellerne, som serverer mad af høj kvalitet – og som regel også lidt højere priser.
Vi elskede maden hos Paradiso Pure.Living (reklamelink).
Du kan selvfølgelig også selv medbringe en madpakke og holde picnic undervejs, når sulten melder sig.
Flere steder langs stierne er der drikkevandsfontæner, hvor du kan fylde din flaske med friskt bjergvand. Derfor er det en god idé at medbringe en genopfyldelig vandflaske til turen.
Se de mange hytter og restauranter her (inklusiv åbningstider og placering).

Vi fik vidunderlig mad hos Paradiso Pure.Living (reklamelink).

Skål for flotte udsigter!
Alt hvad du skal vide om Lago di Carezza, inklusiv parkering, vandrerute om søen og vores bedste tips
Læs mereHvornår skal man besøge Alpe di Siusi?
Hvornår man skal besøge Alpe di Siusi/Seiser Alm afhænger af, hvad man gerne vil opleve – og hvor mange mennesker man har lyst til at dele oplevelsen med. Der er smukt året rundt!
Vi kommer ind på forskellene på sæsonerne og tid på dagen her.
Husk: Vejret i bjergene kan ændre sig hurtigt på alle tider af året, så det er en god idé at medbringe tøj i lag og tjekke vejrudsigten for dagen på forhånd.

Sommer i bjergene betyder ikke altid sol – vejret skifter hurtigt, så det gælder om at være forberedt med lag på lag og regntøj i rygsækken.
Bliv klogere på, hvornår på året det er bedst at tage til Dolomitterne – uanset om du er til ski eller vandring
Læs mereSæsoner
Forår (april og maj)
Overgangen fra vinter til forår varierer fra år til år, men det er som regel muligt at stå på ski helt ind i april, da Alpe di Siusi ligger højt.
Når temperaturen stiger og sneen begynder at smelte, spirer alpeblomsterne frem og farver engene, mens bjergtoppene ofte forbliver snedækkede i længere tid.
Vejret er stadig køligt og præget af højden, så varmt tøj er en god idé.
Til gengæld er der færre besøgende i denne periode, og det gør området ideelt til vandreture i friskt forårsvejr.
Vær opmærksom på, at nogle lifte og hoteller først åbner i løbet af maj eller juni.

Det er smukt at vandre blandt nyudsprungne blomster.
Sommer (juni til august)
Sommermånederne er højsæson for vandring, cykling og naturoplevelser.
Alt er åbent: kabelbanerne kører, du kan vandre fra hytte til hytte og spise frokost på restauranterne. Hotellerne kan også bookes i den periode.
Vejret er som regel stabilt, og temperaturerne er særligt behagelige. Når det bliver for varmt i dalen, er det behageligt med den køligere luft på plateauet.
I august kan temperaturen dog nå op mod 30 grader, og solen er meget intens.
Sommeren er også den mest travle periode, så man skal forvente lidt mere liv på stierne.
Vi har selv brugt et par dage på Alpe di Siusi/Seiser Alm i starten af juni, hvor vi både oplevede lidt regn og skønne solskinsdage, der var varme nok til shorts og t-shirt.

Alpe di Siusi er smukt om sommeren!
Efterår (september til november)
Sensommeren og efteråret er stadig ideelle til vandring, men med færre mennesker og friskere luft.
Farverne skifter til gyldne og røde nuancer, og den rolige atmosfære giver en helt anden oplevelse end om sommeren.
Temperaturen begynder at falde, og vejret bliver mere omskifteligt. Det er en god idé både at pakke regnjakke og varmt tøj, men også shorts og t-shirts til de varmere dage.
I oktober og november kan sneen begynde at falde på Sciliar/Schlern-massivet.
Vi var på en dagstur til Alpe di Siusi/Seiser Alm tidligt i november, hvor der allerede var et lille lag sne, men vi kunne sagtens vandre.
Bemærk: Mange hytter og hoteller lukker i slutningen af oktober, og nogle kabelbaner går på pause, indtil skisæsonen starter.

Mængden af sne på plateauet kan variere en del i overgangsperioderne.
Vinter (december til marts)
Når sneen falder, forvandles plateauet til et roligt skiområde, der er forbundet med pisterne i Val Gardena og Dolomiti Superski.
Skiområdet åbner i begyndelsen eller midten af december, og det er perfekt for familier og nybegyndere.
Der er også langrendsløjper, vintervandring og andre vinteraktiviteter gennem det snedækkede landskab.
Temperaturen kommer under frysepunktet – især om natten.

Alpe di Siusi er fantastisk til skiløb om vinteren.
Tid på dagen
Det bedste tidspunkt på dagen at besøge Alpe di Siusi er enten tidlig morgen eller sent på dagen, hvis du vil undgå de fleste turister og samtidig tage billeder i det smukke morgenlys eller ved solnedgang.
Det er ideelt, hvis du bor på et af hotellerne på plateauet. Ellers skal du være opmærksom på, hvornår kabelbanerne kører. Tjek godt op på tidspunkterne for første og sidste tur.
Er du i bil, skal du sørge for at køre op, inden vejen bliver lukket i højsæsonen (fra 9 til 17). Husk også at der er parkeringsforbud mellem kl. 23.00 og 06.00.
Formiddagen er ideel, hvis du vil undgå den stærkeste sol og indånde frisk luft i behagelige temperaturer.
Om eftermiddagen kan det blive varmt om sommeren, men det er stadig et populært tidspunkt at vandre rundt og opleve det flotte landskab.

Bliver man til solnedgang, er det vigtigt at sikre sig, at kabelbanen stadig kører – medmindre man overnatter på et af hotellerne oppe på plateauet.
Alt hvad du skal vide om Lago di Braies, inklusiv parkering, vandrerute rundt om søen og vores bedste tips
Læs mereHvor lang tid skal man bruge på Alpe di Siusi?
Hvor lang tid du skal bruge på Alpe di Siusi/Seiser Alm afhænger af, hvad du ønsker at opleve.
Man kan sagtens tage en dagstur op til plateauet for at se udsigterne og måske tage en vandretur eller to. Det gjorde vi selv første gang.
Du kan tage kabelbanen op, vandre rundt og nyde det imponerende landskab i et par timer eller helt fra morgen til aften.
Har man tid og mulighed for det, vil vi dog klart slå et slag for at blive der i flere dage. Der er så mange skønne vandrestier, cykelruter og udsigter, at man sagtens kan blive i 2-4 dage om sommeren.
Står man på ski og også vil vandre og slappe af, er 4-6 dage måske mere passende.
Da vi genbesøgte Alpe di Siusi/Seiser Alm om sommerne, var vi der i 3 overnatninger.
Vi nød at have god tid til at opleve området og samtidig kunne bruge hotellets pool, spa og lækre mad. Vi håber at vende tilbage igen en dag!

Man kan sagtens bruge mange dage på Alpe di Siusi.

Vi var der kun en enkelt dag om vinteren, og vi synes bestemt, at det er et sted, der også kan anbefales, selv hvis man kun har kort tid.
Rejseguide til det vilde udsigtspunkt tæt på Tre Cime di Lavaredo
Læs mereHvor skal man bo på Alpe di Siusi?
Hvis du tidsmæssigt og økonomisk har mulighed for det, kan vi varmt anbefale at bo oppe på Alpe di Siusi. Der er rigeligt med aktiviteter og vandreruter, som nemt kan fylde flere dage.
Samtidig får du den særlige ro tidligt om morgenen og sent om aftenen, når kabelbanerne ikke kører, og området næsten ligger øde hen. Helt fantastisk!
Du kan bruge vores reklamelink til at søge efter de bedste hoteller på Alpe di Siusi/Seiser Alm her eller se vores anbefalinger af hoteller herunder.
Paradiso Pure.Living
Vi boede tre nætter på Hotel Paradiso Pure.Living i juni og var fuldstændig vilde med det!
Hotellet ligger direkte på Alpe di Siusi/Seiser Alm-plateauet i en rolig, men samtidig central position i 2.000 meters højde – lige ud til skiløjperne om vinteren og vandrestierne om sommeren.
Vi havde et dejligt værelse med en stor terrasse og sydvendt udsigt direkte mod de takkede tinder i Denti di Terrarossa/Rosszähne-massivet.
Hotellet har både en indendørs saltvandspool og et varmt saltvands-boblebad – begge med en formidabel udsigt til de ikoniske bjerge Sassolungo/Langkofel og Sasso Piatto/Plattkofel. Så flot!
Der er også en høsauna (med vilde, lokale urter fra de alpine enge), en finsk sauna, en infrarød sauna og et dampbad.
Og så er der maden. Alt er vegansk, men lad dig ikke skræmme, selv hvis du ikke lever plantebaseret.
Det meste er ikke bare lokalt og økologisk – det smager også fantastisk og ligner noget, der kunne være serveret på en michelinrestaurant. Hver aften fik vi hotellets femretters menu, og hver gang var det en fornøjelse.
Se priser og ledighed hos Paradiso Pure.Living (reklamelink).
Du kan også læse vores anmeldelse af hotellet (på engelsk), hvor der er masser af billeder og står endnu mere.

Paradiso Pure.Living (reklamelink) set fra oven – omgivet af grønne enge og dramatiske bjergtoppe på Alpe di Siusi.

Der er udsigt til Sassolungo og Sasso Piatto fra hotellets udendørs boblebad.

Hotellet ligger perfekt placeret på Alpe di Siusi-plateauet med direkte adgang til stier og løjper.
COMO Alpina Dolomites
Hvis du drømmer om en femstjernet oplevelse midt i de sydtyrolske alper, er COMO Alpina Dolomites et oplagt valg.
Hotellet er en del af den eksklusive COMO-kæde og ligger perfekt placeret lige ved Compaccio/Compatsch.
Fra de 60 elegante værelser er der udsigt til de omkringliggende bjerge, der er king-size senge og hvert værelse har endda en yogamåtte samt meditationsvideoer på tv’et.
Faciliteterne tæller både indendørs og udendørs pool, sauna, dampbad og fitnesscenter.
Om vinteren er hotellet ekstra praktisk for skiløbere, da det tilbyder “ski-in/ski-out”, så du kan spænde skiene på lige uden for døren og glide direkte ud på pisterne – og komme hjem igen uden at skulle bruge bil eller shuttle.
Se priser og ledighed hos COMO Alpina Dolomites (reklamelink).

Se lige en vidunderlig udsigt fra det femstjernede hotel. ©COMO Alpina Dolomites (reklamelink)

Både om sommeren og om vinteren er Alpe di Siusi et af de bedste steder at mærke freden og nyde udsigterne i Dolomitterne. ©COMO Alpina Dolomites (reklamelink)
Hotel Steger-Dellai
Hotel Steger-Dellai ligger blandt nogle træer på selve plateauet omkring 20 minutters gåafstand fra Compaccio/Compatsch. Herfra er der en storslået udsigt til Schlern-bjerget.
På det firestjernede hotel bor man i lyse, enkle værelser indrettet i en moderniseret traditionel stil med sofa, skrivebord og balkon.
Spaområdet byder på tre saunaer og dampbad, og deres restaurant med internationale og sydtyrolske specialiteter får gode anmeldelser.
Se priser og ledighed hos Hotel Steger-Dellai (reklamelink).

Rummelige og moderne værelser en lille gåtur fra centrum af Alpe di Siusi/Seiser Alm. ©Hotel Steger-Dellai (reklamelink).
Hvor skal man bo i nærheden af Alpe di Siusi?
Dolomitterne er generelt et dyrt område at overnatte i, og det gælder desværre også Alpe di Siusi/Seiser Alm.
Det er svært at finde budgetvenlige hoteller på selve plateauet – faktisk kan det være næsten umuligt.
Ønsker man at holde udgifterne nede, er det en god idé at kigge på de nærliggende byer, hvorfra man nemt kan komme til Alpe di Siusi/Seiser Alm med kabelbane eller bil.
Vores personlige anbefalinger til de bedste steder at overnatte i Dolomitterne
Læs mereByer i nærheden af Alpe di Siusi/Seiser Alm
- Siusi allo Sciliar (Seis am Schlern): By ved foden af Alpe di Siusi/Seiser Alm, hvor man kan finde et udvalg af hoteller, pensionater og lejligheder. Herfra er der nem adgang til kabelbanen, der fører op til plateauet.
- Castelrotto (Kastelruth): Hyggelig, historisk by nord for Siusi allo Sciliar med klassisk sydtyrolsk stemning. Her finder du både traditionelle og mere moderne hoteller, og der er nem adgang til Alpe di Siusi/Seiser Alm via shuttlebus (eller din egen bil) og med kabelbanen.
- Ortisei (St. Ulrich): Charmerende by med masser af restauranter, shopping og et stort udvalg af hoteller beliggende i Val Gardena-dalen (Gröden) ca. 15-20 minutters kørsel fra Alpe di Siusi/Seiser Alm. Herfra går der en direkte kabelbane til den vestlige del af plateauet. Desuden en god placering hvis man også vil opleve smukke Seceda.
- Santa Cristina og Selva: To andre byer i Val Gardena (Gröden), der også ligger optimalt i forhold til både at besøge Alpe di Siusi og Seceda. Særligt Selva er et perfekt sted at bo til ski.
- Bolzano (Bozen): Hvis du gerne vil bo i en større by med masser af liv, shopping og kultur, er Bolzano et oplagt valg. Den sydtyrolske hovedstad er kun cirka 30 minutters kørsel fra kabelbanen, og her er et stort udvalg af hoteller i forskellige prisklasser. Nogle gange kan man endda flyve direkte til Aeroporto di Bolzano fra udvalgte europæiske byer.
For mere inspiration kan du læse vores store guide til hvor man skal bo i Dolomitterne.

5-stjernet hotel med perfekt beliggenhed i Ortisei. ©Gardena Grödnerhof Hotel & Spa (reklamelink)

Man får god værdi for pengene hos Bike Hotel Linder i Selva. ©Bike Hotel Linder (reklamelink)

Klassisk alpehotel med bjergene lige i baghaven – også i Selva di Val Gardena. ©Residence Antares (reklamelink)

Smart Hotel Saslong er et andet fint hotel med god værdi for pengene i Santa Cristina (Val Gardena). ©Smart Hotel Saslong (reklamelink)

Byen Selva i Val Gardena er et af bedste steder at bo i Dolomitterne. Her er man tæt på bl.a. Alpe di Siusi, Seceda, Passo Gardena – og den imponerende dal Vallunga. ©Garni Sunela B&B (reklamelink)

Hvis det skal være fint, kan man bo på et lille slot i Bolzano. Wow! ©Castel Hörtenberg (reklamelink)
Vores bedste tips til Alpe di Siusi
- Vær opmærksom på sæsonen. I højsæsonen er der trafikrestriktioner, og i lavsæsonen går kabelbanerne ikke altid.
- Tjek kabelbanens tider. Første og sidste tur med gondolen varierer, og det er ærgerligt at strande på toppen uden overnatning.
- Kom tidligt eller sent på dagen hvis du vil have en rolig oplevelse uden for mange andre mennesker og med flot lys til billeder.
- Solen står op senere og går ned tidligere, end hvad der “officielt” står online, fordi den bliver dækket af høje bjerge.
- Overnat på plateauet hvis du har tid og råd. Det giver frihed til at vandre i de rolige morgentimer og blive til solnedgang uden at skulle tænke på kabelbanernes lukketider.
- De fleste vandreture er ret godt skiltede. Følg blot de røde og hvide flag, hvor rutens nummer ofte står på. Tidsestimaterne holder dog ikke altid.
- Alpe di Siusi/Seiser Alm er fotogent! Medbring et godt kamera – her er en guide til det udstyr, vi bruger.
- Vejret kan ændre sig hurtigt og være meget upålideligt i bjergene. Planlæg altid derefter.
- Medbring flere lag tøj til de skiftende temperaturer i højden.
- Tag sneakers, vandresko eller andre slags sko du kan gå godt i.
- Vandrestave er ikke nødvendige, men de er gode at have med, hvis du allerede har nogle.
- Mad, drikke og snacks kan du selv have med og nyde undervejs med flot udsigt, eller du kan besøge hytterne og restauranterne (i højsæsonen). Flere steder langs stierne findes der drikkevandsfontæner med frisk bjergvand.
- En pandelampe kan være smart, hvis du ender med at vandre indtil solnedgang.
- Solcreme og andet solbeskyttelse er godt at have med, hvis du besøger Alpe di Siusi/Seiser Alm om sommeren. Solen kan være stærk i højden.
Kamera, objektiver, drone og andet tilbehør vi bruger til at skabe rejseindhold i høj kvalitet
Læs mereBæredygtige rejsetips
For at rejse så bæredygtigt som muligt, anbefaler vi følgende:
- Medbring en genopfyldelig flaske – der findes gratis drikkevandsfontæner langs stierne.
- Undgå engangsplastik.
- Sortér dit affald korrekt og smid det ikke på jorden.
- Tag kun fotos og efterlad kun fodaftryk. Undgå at tage ting fra naturen med dig eller plukke blomster.
- Bliv altid på de afmærkede stier.
- Vis hensyn overfor andre besøgende.
- Respekter det lokale dyreliv.
Praktiske tips til at planlægge din tur til Dolomitterne og få en god oplevelse
Læs mere
Der kan sagtens være fritgående kvæg på Alpe di Siusi – og de skal ikke fodres, selvom de ser nysgerrige ud.

Hjælp med at passe på naturen i Dolomitterne.
Tak for at læse med
Tak skal du have for at have læst vores rejseguide til Alpe di Siusi/Seiser Alm. Vi håber, at den har været nyttig!
Hvad synes du om det høje plateau i Dolomitterne?
Hvis du allerede har været ved Alpe di Siusi/Seiser Alm, ville det være fantastisk at høre dine bedste tips og tricks.
Tøv ikke med at spørge os om noget i kommentarerne, hvis du ikke har været der endnu. Vi er glade for at hjælpe.
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!














