fbpx

De største fordele og ulemper ved at leve som digital nomade

Forstå de største plusser og minusser, inden du kaster dig ud i livsstilen
Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.

Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere.

At starte med at leve som digital nomade er fantastisk. Lige indtil man opdager, at det ikke kun er lutter lagkage.

For mange digitale nomader opvejer fordelene heldigvis ulemperne, men det er alligevel en god idé at være klar over nogle af de “dårlige sider”, inden man kaster sig ud i en ny livsstil.

Nogle af punkterne vil ikke passe præcis til dig. Der er for eksempel stor forskel på, om man rejser alene eller med en partner, i Nordeuropa eller i Sydamerika og om man arbejder for en fast arbejdsgiver i Danmark eller med at sælge produkter online.

Tag hvad du kan bruge. Tilpas det til din personlighed. Arbejd uden om ulemperne. Og kom så afsted!

Den skjulte bagside

Stort set alle de fordele der er ved at leve som digital nomade har en bagside. Hvilken side af vægtskålen der vejer tungest, er i sidste ende en meget personlig beslutning.

Det er dog vigtigt at huske på, at det ikke behøver at være enten/eller hele tiden.

Vil du helst bo ved en varm strand, når det er koldt i Danmark – eller holde jul med din familie? Måske kan begge dele godt lade sig gøre.

Det handler om at sætte dit eget liv op til succes.

Selvfølgelig økonomisk, men bestemt også når det gælder din fysiske sundhed og dit mentale helbred.

Hvad er en digital nomade? Forstå livsstilen + de 3 mest almindelige typer
Du er måske interesseret i:Hvad er en digital nomade? Forstå livsstilen + de 3 mest almindelige typer

Bliv klogere på hvad det betyder at være digital nomade – og om du selv kan blive det

Læs mere
Digitale nomader på stranden

At kunne bruge vinteren på en strand i Sydøstasien er en af grundene til, at vi begyndte at leve som digitale nomader.

At stå stille eller at rejse

Der er ikke to digitale nomader, som lever ens.

Nogle vælger for eksempel at rejse meget og skifte placering med få ugers mellemrum, mens andre vælger at bosætte sig det samme sted flere måneder eller år i træk.

Siden vi begyndte at leve som digitale nomader for et par år siden, har det ændret sig for os.

I starten rejste vi meget.

Nu vil vi hellere være hvert sted i længere tid – med enkelte kortere “oplevelsesferier” ind i mellem.

Er livet som digital nomade noget for dig? Her er hvad du skal overveje
Du er måske interesseret i:Er livet som digital nomade noget for dig? Her er hvad du skal overveje

Passer din personlighed til at starte en livsstil som digital nomade?

Læs mere

Din rejse

Din egen personlige “rejse” som digital nomade vil også helt naturligt have forskellige faser.

Hvis du endnu ikke er begyndt på den nye livsstil, er det værd at overveje, hvilke for/imod-punkter, der er vigtigst for dig lige nu.

Og hvis du allerede lever som digital nomade, kan du måske genkende dig selv i flere af dem. Hvis nogle af ulemperne er ved at veje tungere end fordelene i dit liv, kan du handle derefter og forsøge at lave en bedre fremtidssikret plan.

Læs om fordelene og ulemperne ved at være digital nomade her.

Fordele

Vi er digitale nomader og elsker vores livsstil.

Her er nogle af de bedste grunde til at være digital nomade.

Frihed på en strand

Vi elsker friheden til at kunne være, hvor vi helst vil være.

Lev dit drømmeliv

Den største fordel ved at være digital nomade er, at du kan skabe et liv, der passer til dine drømme.

Tag styringen. Nu er det dig, der bestemmer.

Det er ikke nemt. Men når du mestrer balancen i at arbejde for dig selv, er alting muligt.

For nogle kan det betyde, at de kan nøjes med at arbejde færre timer om ugen, fordi de bor i en billigere by.

For andre kan det betyde, at de kan surfe hver morgen på Bali.

Vi elsker for eksempel selv at kunne være udenfor, når solen skinner, og arbejde når det regner, eller efter solen er gået ned.

Surfere på Bali i solnedgangen

Som digital nomade kan du bruge din fritid på lige præcis det, som du har allermest lyst til at lave.

Arbejd hvor der er internet

Hvor er vi heldige, at vi lever i denne tidsalder.

For kun få år siden var der langt mellem stabile wifi-forbindelser. Særligt i udviklingslande.

I dag er situationen helt anderledes, og der er efterhånden wifi alle vegne.

Det betyder, at du kan arbejde, hvorfra du vil – bare der er en (nogenlunde) stabil internetforbindelse.

Kuala Lumpur

Internettets store udbredelse har været med til at muliggøre selve konceptet “digital nomade”.

Frihed

Der er overordnet set to sider af ordet frihed: frihed fra og frihed til. Distinktionen er vigtig.

Frihed fra” kan for eksempel være frihed fra at skulle møde på arbejde klokken 08.00 om morgenen.

Frihed til” kan så være frihed til i stedet at sove så længe, som du har behov for.

Det er en god idé at lave din egen liste med de vigtigste punkter for dig under hver overskrift.

Frihed fra er typisk det, som du ikke kan lide i dit liv lige nu. Eller i hvert fald noget, som du gerne vil ændre.

Frihed til er det, som du gerne vil have mere af.

Begge slags frihed kan være skønne. Bare du selv er klar over, hvad du “flygter fra” – og hvor du gerne vil hen.

Mød nye mennesker

Som digital nomade har man som regel ikke faste kolleger omkring sig.

Men alt afhængigt af hvor meget man engagerer sig med lokalsamfundet, expats og andre digitale nomader, er der faktisk rigtig gode muligheder for at møde nye mennesker som digital nomade.

Når alle er på udebane, er der færre der skal hente børn efter arbejde eller til familiefødselsdage i weekenden.

Vi har ikke selv dyrket sociale arrangementer synderligt meget, når vi har levet som digitale nomader i udlandet.

Men vi har også haft hinanden – og er generelt en smule introvert anlagte.

Hvis du nyder at være meget social, skal du ikke være bange for, at mangle et rigt socialliv som digital nomade. Det kan sagtens lade sig gøre, og vi vil anbefale, at du melder dig ind i klubber, kommer til arrangementer og engagerer dig i lokalsamfundet der, hvor du befinder dig.

Coworking spaces (kontorfællesskaber) er tit et godt sted at starte.

Canggu, Bali for digitale nomader

Canggu på Bali er et af verdens bedste hotspots for digitale nomader.

Bedre livskvalitet

Ens samlede livskvalitet er en blanding af utallige faktorer. Det er vigtigt at finde ud af, hvad der giver netop dig følelse af livskvalitet.

For mange vil svaret hænge sammen med mange af fordelene ved at være digital nomade.

At arbejde med noget man er lidenskabelig omkring på sine egne præmisser er i hvert fald, hvad mange mennesker inderst inde drømmer om, når det endnu en gang er mandag, og det gerne snart må blive weekend igen.

En anden drøm for mange er at kunne ligge under en palme i solen eller at suse ned af sneklædte bjerge, mens andre går til møde efter møde i firkantede glasbure i beton-bygninger.

At leve som digital nomade er langt fra en sikker opskrift på bedre livskvalitet. Men det kan være det helt rigtige springbræt for dig til at leve et rigere, lykkeligere liv.

Mere D-vitamin og mindre vinterdepression

Lad os være ærlige. At være i Danmark om vinteren er en stensikker måde at komme i D-vitaminmangel.

(Med mindre man supplerer, selvfølgelig – og det bør man gøre.)

Ca. halvdelen af Danmarks befolkning har let D-vitaminmangel, og for 15% betegnes manglen som moderat. Det er allerværst i februar.

Det løser langt fra alle problemer at søge mod varmere himmelstrøg om vinteren. Men flere soltimer giver unægteligt mere D-vitamin – og mindre vinterdepression.

Om vinterdepression siger Netdoktor:
“I Danmark lider cirka fem procent af befolkningen af vinterdepression. Der er en stor overvægt af kvinder, idet cirka 75 procent af patienterne er kvinder. Længere sydpå forekommer vinterdepression med mindre hyppighed, og omkring Middelhavet kendes denne tilstand faktisk ikke.”

Rarotonga

En tur til varmere himmelstrøg virker hver gang.

Lær at leve uden for din komfortzone

Din komfortzone er den cirkel, der indkapsler de valg og omstændigheder, som du er tryg og komfortabel i.

Gør dig klar til at sprænge den i stykker som digital nomade.

At være på ferie eller at tage ud at rejse kan i sig selv medføre ukomfortable og besværlige situationer.

Så forestil dig at skulle være din egen chef og samtidig navigere i en fremmed kultur i længere perioder.

Ingen siger, at det er nemt! Men man udvikler sig utroligt meget.

Meget af det du kender er langt væk, så du bliver nødt til at vænne dig til idéer og oplevelser, der tidligere føltes fremmede.

Der vil med andre ord utvivlsomt være tonsvis af udfordringer på din vej. Og det vil i sidste ende gøre dig stærkere og mere modstandsdygtig.

Hvor længe skal man bo samme sted som digital nomade? (Vores erfaring & bedste tips)
Du er måske interesseret i:Hvor længe skal man bo samme sted som digital nomade? (Vores erfaring & bedste tips)

Skal du bruge en uge, en måned eller et år det samme sted? Brug disse tips til at finde ud af, hvad der fungerer optimalt for dig

Læs mere

Udforsk dine hobbyer

Givetvis er der masser af timer tilovers i en 37-timers arbejdsuge til at dyrke dine hobbyer.

Men hvis enten det ikke føles som helt nok, eller at dine hobbyer måske ikke passer til Danmarks kultur, klima eller topografi, kan det give dig helt nye muligheder at leve som digital nomade.

Hvad siger du for eksempel til at være skibums om morgenen og aktiehandler om eftermiddagen – eller at blive yogalærer i troperne samtidig med at du laver grafisk design et par timer hver aften?

At trykke “reset” på dine vaner og sætte dit liv op et andet sted kan give ny plads til at udforske dine hobbyer på et dybere plan.

Mountainbike i Wanaka, New Zealand

Alex opdagede sin kærlighed til mountainbiking, da vi var i New Zealand.

Få mere for pengene

I en del lande kan man få mere værdi for sine danske kroner, end man kan få i Danmark.

At leje en lejlighed i Ho Chi Minh i Vietnam eller Porto i Portugal er i gennemsnit væsentligt billigere end at leje en lignende lejlighed i København eller Århus. Det samme gælder madindkøb, caféture og meget mere.

Hvis man stadig tjener sine penge i Danmark, er det bare et faktum, at man ofte kommer længere med dem uden for rigets grænser.

Her er 14 gode råd til at rejse billigt og holde budgettet nede.

Nye uforudsete muligheder

Ved at ruske op i dine gamle vaner og leve på en helt ny måde vil der opstå nye muligheder, som du aldrig kunne have forventet.

Som digital nomade vil du møde nye mennesker. Lære nye færdigheder. Vokse som menneske. Og få bagagen fuld af fantastiske og finurlige oplevelser.

Du sætter selv kursen; resten tager universet sig af. Forbered dig på at blive overrasket!

Victoria i Malaysia

Verden er fyldt med muligheder.

Tid ≠ penge

Hvis man som digital nomade starter en virksomhed, hvor man tjener passiv indkomst ved for eksempel at automatisere salg af information eller produkter online, er man fri for at bytte sin tid for penge.

Lav arbejdet én gang og bliv ved med at høste frugterne.

Misforstå os ikke. Passiv indkomst er aldrig 100% passivt.

Det kræver stadig arbejde, som i sidste ende leder til penge, men når man fjerner det direkte bånd mellem sin tid og de penge, man tjener, frigør man sit forhold til begge dele.

Få inspiration blandt disse 26 måder du kan tjene penge online som digital nomade.

26 måder du kan tjene penge online som digital nomade
Du er måske interesseret i:26 måder du kan tjene penge online som digital nomade

Find det perfekte job du kan tage med dig rundt i verden

Læs mere

Ingen transport til arbejde

Når man arbejder fra sin medbragte computer i sin lejede lejlighed i udlandet, behøver man ikke at bruge tid på at sidde i kø på vej til sin arbejdsplads.

Det kan dog være farligt, at kunne arbejde hvor som helst og når som helst – hvilket vi kommer ind på længere nede under ulemperne ved at være digital nomade.

Men det er vist de færreste, der reelt nyder at sidde i bilkø eller at køre med det offentlige bare for at tage på arbejde. Og så at gøre det samme for at komme hjem igen.

Hvis du er vant til at cykle på arbejde, kan du komme til at savne den naturlige friske luft og motion (men nok ikke de glatte veje om vinteren…)

Heldigvis er der intet, der forhindrer dig i at lave en lille workout om morgenen eller at løbe en tur i et nyt område i stedet.

Mindre småsnak ved kaffeautomaten

Smalltalk på arbejdspladsen kan være dejligt. Men det kan også holde dig fra enten at være reelt produktiv eller at holde helt fri.

Mange digitale nomader bliver ofte dygtige til at skære de mest unødvendige dele af deres arbejde fra.

For når man selv sætter sine arbejdstimer (hvilket en del digitale nomader gør), bliver tid på alt det ubetydelige trukket direkte fra fritid.

Man tager de pauser, man har brug for. Man arbejder lige så meget, som man har brug for. Og man kan så bruge resten af dagen på at lave alle de fede ting, som er grunden til, at man har valgt at leve som digital nomade.

Vandfald på Sumatra

Muligheden for at tage sit arbejde med sig ud i verden er grundlaget for at kunne leve som digital nomade.

Personlig udvikling

Det er næsten umuligt ikke at gennemgå en omfattende personlig udvikling som digital nomade.

Du bliver tvunget til at…

  • Gennemgå og gennemtænke dine prioriteringer.
  • Tage ansvar for din egen sundhed, økonomi og lykke.
  • Tænke over hvad du helst vil bruge din tid på.

Udviklingen vil være forskellig fra person til person. Men alle digitale nomader vil helt naturligt udvikle sig.

Hvis du en dag vælger at lægge digital nomade-livsstilen på hylden, vil din personlige udvikling helt sikkert også kunne hjælpe dig med at være mere selvsikker og tage bedre beslutninger i fremtiden.

Tag mere ansvar

Som digital nomade bliver du mere eller mindre tvunget til at tage ansvar for alle aspekter af dit liv.

Når der ikke er nogen kære mor, må man selv vaske sit tøj – og skaffe en lejlighed, få styr på visum, skatteforhold, vaccinationer, sunde vaner og så videre.

Det kan jo godt lyde lidt hårdt, men det er uanset hvad en vigtig del af at være voksen.

Digitale nomader bliver nødt til at lære at tage ansvar for sig selv. Og det er en god ting.

Lev minimalistisk

Selvom det kan virke svært at skulle udvælge det allervigtigste, der skal med i rygsækken eller kufferten, hjælper øvelsen samtidigt med at skære ind til det essentielle.

Den form for minimalisme kan bringe en masse godt med sig.

Man finder både ud af, hvad der virkelig er vigtigt i livet, men også at ens lykke ikke afhænger af materielle genstande.

Og har man (som Alex) kun meget lidt tøj med rundt, sparer man tid om morgenen på ikke at skulle vælge sit outfit…

Hvad er minimalisme? Fordele ved en minimalistisk livsstil & 15 tips til at leve simpelt
Du er måske interesseret i:Hvad er minimalisme? Fordele ved en minimalistisk livsstil & 15 tips til at leve simpelt

Forstå minimalisme og lev friere med færre ting og flere oplevelser

Læs mere
Asu Island strandhus

Vi behøver ikke meget mere end et simpelt hus på stranden for at være lykkelige. Det manglende internet på lige præcis Asu Island gjorde det dog svært at arbejde.

Åbenhed og forståelse

Når man lever blandt forskellige fremmede kulturer, følger der ofte en slags kulturel åbenhed med, som verden godt kan bruge mere af.

Du bliver nok aldrig rigtig lokal i eksempelvis Indonesien, men at bosætte sig i et lokalt kvarter, gå til den lokale vaskedame og spise på den lokale warung (restaurant) gør automatisk, at du også får en større forståelse for “deres” måde at leve på.

For der er mange måder at leve godt på!

Og jo mere “du” smelter sammen med “dem”, desto mere opdager du, at vi alle sammen bare er mennesker – uanset etnicitet, religion, indkomst, politisk overbevisning eller hvad der nu ellers skiller folk ad.

Vi har personligt lært en hel del om andre kulturer, samfund og levemåder på vores rejser.

I nogle lande tager forældrene eksempelvis deres børn med på arbejde. De bor sammen med de ældre generationer. De har stærke religiøse traditioner i lokalsamfundene. De har ikke brug for store huse med aircondition. Og så videre…

At opdage hvor mange forskellige måder man kan leve lykkeligt på, har gjort os åbne overfor alternative livssyn og perspektiver.

Det er vi meget taknemmelige for.

Et liv med flere eventyr

Vi elsker eventyr.

Både store eventyr som jungleturevulkan-bestigninger og bådture til fjerntliggende tropeøer.

Men også små eventyr som at opleve nye vandreruter, strande eller særlige restauranter.

At leve som digital nomade betyder ikke, at du helt automatisk kommer til at leve et liv fyldt med eventyr. Men du vil højst sandsynligt have langt mere fleksibilitet til at udleve dine eventyrs-drømme.

Vulkanbestigning på Sumatra i Indonesien i solopgangen

Vulkanbestigning på Sumatra i Indonesien i solopgangen.

Kreativ problemløsning

I stedet for “bare” at gøre, som du plejer, bliver du som digital nomade ofte nødt til at klare dig selv og tænke kreativt.

Man støder unægteligt ind i problemer, men de ser nok lidt anderledes ud, end hvad man ellers er vant til.

Nye problemer kræver nye løsninger.

Det styrker din kreativitets-muskel, og med tiden bliver du som digital nomade bedre og bedre til at vende svagheder til styrker, modgang til medgang og udfordringer til udvikling.

Arbejd når det passer dig

Det er langt fra alle, der trives med et arbejde, hvor de møder 09.00 – 17.00 fra mandag til fredag.

Som digital nomade kan du selv vælge dine arbejdstider.

Stå senere op, gå på arbejde om aftenen, fest på en torsdag, svar mails på en søndag, hold fri på en mandag… Du sætter selv grænserne.

Bonus: Hvis du indretter dit arbejde efter, hvornår du føler dig mest produktiv, får du lavet opgaverne hurtigere – hvilket giver mere fritid. Yay!

Alex i sommerhus

Læg mærke til hvornår du føler dig motiveret til at arbejde og prøv at tilpasse din dag efter det for at være mest effektiv.

Ulemper

Hvor der er sol, er der også skygge. Her er nogle af de potentielle ulemper ved at være digital nomade.

Ensomhed

Som digital nomade er man ofte langt væk fra sine venner og sin familie.

Der er efterhånden masser af digitale muligheder for at holde forbindelsen, men der er stadig intet, der kommer i nærheden af rent faktisk at være i samme rum.

Hvis man rejser alene og ikke har vildt nemt ved at få nye venner, kan det føre til ensomhed.

Vi har været så heldige at få besøg i udlandet og mødes med venner og familie i Thailand, Malaysia og Indonesien. Det kan godt lade sig gøre, men idéen kræver en del planlægning og fleksibilitet.

For at undgå at føle sig ensom anbefaler vi, at man så vidt som muligt forbliver i kontakt med sine nære derhjemme. Og at man (i hvert fald en del af tiden) opholder sig i byer i udlandet, hvor der er livlige fællesskaber for expats og digitale nomader.

Derudover kan man jo også planlægge at vende snuden mod Danmark i ny og næ!

Urealistiske forventninger

Hvis du tager afsted uden allerede at have et job, du kan tage med dig, eller uden at have en form for virksomhed, der giver dig en bare nogenlunde stabil indkomst…

Ja, så skal du nok (desværre) ikke forvente at tjene 50.000 kroner om måneden efter tre måneder, hvor du primært har rejst rundt og haft det sjovt.

Det tager tid at opbygge en god indkomst.

Sæt dine forventninger derefter. Særligt hvis du allermest er interesseret i at få nye rejseoplevelser.

Strand i New Zealand

Det kan hjælpe meget at planlægge pessimistisk som digital nomade – og selvfølgelig stadig håbe på det bedste.

Tjen penge som digital nomade: Sådan finder du din unikke niche
Du er måske interesseret i:Tjen penge som digital nomade: Sådan finder du din unikke niche

Få succes ved at finde dine 1.000 ægte fans med 3 enkle spørgsmål

Læs mere

Dating er svært

Vi er heldige at leve sammen som digitale nomader.

Men vi kan sagtens forestille os, at et liv som digital nomade kan gøre ens datingliv kompliceret, hvis man ofte rejser nye steder hen.

I hvert fald, hvis man er interesseret i én fast romantisk partner.

Tidszone-forvirring

Hvis du samarbejder med danske kunder eller virksomheder, kan det nogle gange være svært at arbejde fra en anden tidszone.

Hvis du for eksempel bor i Mexico og skal til et onlinemøde klokken 10.00 dansk tid, betyder det, at du skal logge på klokken 03.00 – altså midt om natten.

Hvis du derimod befinder dig i Bangkok, skal du logge på kl. 16.00 – hvilket kan være en fordel for nogle, som nyder at starte arbejdsdagen senere.

Bangkok rejseguide: 17 bedste oplevelser & seværdigheder
Du er måske interesseret i:Bangkok rejseguide: 17 bedste oplevelser & seværdigheder

Alt hvad du skal vide om Thailands hovedstad, inklusiv hvad man skal se, masser af billeder og vores bedste tips

Læs mere

Man går glip af begivenheder

Med mindre man enten har en lille cirkel af venner og familie, eller man ofte bruger tid i Danmark, er det uundgåeligt at misse nogle vigtige begivenheder som fødselsdage, barnedåb og bryllupper.

Mindre tid med bedsteforældre

Hvis du som voksen er så heldig stadig at have en eller flere bedsteforældre i live, er der ingen garantier for, hvor mange gange I kommer til at ses, inden de går bort.

Hvis man er lidt pessimistisk, kan det samme siges om alle mennesker i dit liv… Men statistisk set har ældre mennesker bare færre år tilbage at leve i end de yngre familiemedlemmer.

Det gælder i øvrigt også, hvis man bor i samme land som sine bedsteforældre – man skal nyde den tid, man har sammen.

Tanken er forfærdelig, men den er værd at have i baghovedet, hvis man har tænkt sig at rejse i lang tid.

Solnedgang

Rejsetræthed

Det kan være svært at forestille sig, inden man har prøvet det.

Men rejsetræthed er faktisk et ægte begreb.

Når man har været på dupperne 24/7 i flere uger eller måneder i træk og fået utallige nye oplevelser hver dag, kan trætheden begynde at sætte ind.

For nogle kryber udmattelsen ind langsomt, og for andre sætter sker det mere pludseligt.

Seværdighederne begynder at ligne hinanden. Maden er ikke længere lige så spændende. Oplevelserne flyder sammen. Og spændingen man havde i starten er bare ikke længere den samme.

Tilstanden behøver heldigvis ikke at være permanent.

Hvis man oplever rejsetrætheden trænge på, kan man prøve at dykke ned i, hvorfor man har det, som man har det.

Måske er det tid til at “tage på ferie” – altså at bruge tid væk fra sit arbejde, eller måske har man brug for mere vidtrækkende livsstilsændringer.

Nogle gange kan det også være nok at skrue ned for tempoet.

Forsøg at være opmærksom på din egen psykiske tilstand undervejs, inden rejsetrætheden virkelig sætter ind. Som med stort set alt andet er det langt lettere at forebygge end at behandle.

At spise og leve sundt

For nogle digitale nomader er det svært at balancere den hedonistiske, frie livsstil med at leve sundt og i balance med både krop og sind.

Fristelserne kan være mange: billig takeaway. Øl på en onsdag. Tid i hængekøjen i stedet for på løbebåndet…

Du skal selvfølgelig nyde dit liv. Det er hele pointen. Men lad det ikke gå ud over din sundhed.

Ikke nok med at det helt åbenlyst er smart at forblive sund og rask hele livet igennem, vil fysisk overskud også have en tendens til at manifestere sig i bedre produktivitet og kapacitet til at klare uventede situationer. Og det kan en digital nomade aldrig få nok af.

Lær at lave god mad fra bunden. Få holdbare træningsvaner. Sov fornuftigt. Tænk positivt. Og nyd samtidigt en dessert i ny og næ med god samvittighed.

Vegansk mad på Bali

Nogle gange bestiller vi mad til tre, selvom vi kun er to…

Svært at holde fri

Hvis du har en fysisk arbejdsplads, hvor du udfører dit arbejde, er det tydeligt, hvornår du er på arbejde, og hvornår du ikke er på arbejde.

Men for mange mennesker der arbejder for sig selv, er det muligt at arbejde døgnet rundt.

Man kan jo liiige skrive en artikel til (vi er skyldige!) eller svare på én ekstra mail…

Det er farligt og leder alt for ofte til stress.

Vi anbefaler, at man sætter skrappe arbejdstider for sig selv – og aktivt husker at holde fri.

Mangel på hverdag

Hverdagen er for mange, hvad der giver livet mening og substans.

Uden en hverdag kan det være nemt at føle sig tabt og fortvivlet, for man skal nærmest konstant genopfinde vaner og rutiner.

Tabet af en hverdag er både det mest fantastiske ved at være digital nomade – og noget af det sværeste.

Prøv at holde fast i nogle af dine vaner. Eksempler kan være at skrive dagbog, meditation, træning eller en fast telefonaftale med mor.

Samosir Island

Vores vaner skifter meget efter, hvor vi er i verden. Men vi prøver at holde fast i visse ting.

Finansiel usikkerhed

Uanset om man er selvstændig i Danmark eller i udlandet, vil der typisk gå et stykke tid, inden man kan føle sig nogenlunde økonomisk fri.

Pengene rækker godt nok længere nogle andre steder i verden, men der er også langt hjem til A-kasser og en gratis soveplads på mors sofa.

Vi anbefaler, at man først tager afsted, når man har en opsparing, der er stor nok til, at man kan klare sig i flere måneder uden at tjene penge, mens man får sin virksomhed i gang – og at man har sat penge af til diverse uforudsete udgifter og ups’ere.

Læs her hvordan du kan bruge færre penge i hverdagen og få råd til rejsedrømmene (inklusiv 15 sparetips).

Langsomt internet

Det er ved at blive bedre.

Men i rigtig mange lande er wifi-forbindelsen på hoteller og caféer bare ikke vildt hurtig.

Heldigvis er det noget, man ofte selv kan gøre noget ved. Eksempelvis gennem at arbejde fra et coworking space eller ved at betale for sit eget lokale internetabonnement.

Georgetown aften

Nomadlist kan hjælpe med at give et overblik over internethastigheder rundt i verden.

Besværligt bureaukrati og praktiske forhold

Skat, visummer, dit tilhørsforhold til Danmark, at stemme til valg, tandlægebesøg, udløbne kreditkort, at få post og modtage pakker…

…er bare nogle af de bureaukratiske og praktiske forhold, som kan blive vanskeliggjorte af at leve og arbejde i udlandet.

Især hvis du ikke permanent flytter til et andet land, men relativt ofte rejser fra sted til sted.

Meget kan heldigvis ordnes ved at være strategisk og god til at planlægge.

Folk forstår dig ikke

Selvom flere og flere er vant til at kunne arbejde hjemmefra, er hele idéen om at være digital nomade stadig abstrakt for mange.

Hvis du overvejer at starte et liv som digital nomade, er det en god idé at være klar over, at alle ikke kommer til at forstå dine livsvalg.

Du kan hjælpe dem ved med simple ord forklare, hvad du laver samt være åben og tålmodig med spørgsmål.

Som digital nomade kommer du til at sige mange gange, at du ikke kun er på ferie, når folk spørger dig om, hvad du laver.

Mangel på “hjem”

Victoria elsker en tryg base og at have smukke ting omkring sig.

Men det kan være svært at være sikker på, når man flytter fra sted til sted – og (som os) ofte sætter lokation og pris over f.eks. indretning og smag, når man kigger på lejligheder på Airbnb.

Nogle digitale nomader lejer umøblerede steder og finder sig tilrette i længerevarende hjem i udlandet.

Det har vi dog (endnu) ikke gjort, og vi bor derfor ofte i andre menneskers møbler.

Friheden ved at kunne flytte fra det ene møblerede sted til det næste med er utrolig.

Bagsiden er, at vi ikke har et sted, som vi reelt kan kalde vores hjem.

Hobbiton Alex & Vic

For os er “hjem” det sted, vi bor sammen. Vi er trygge, når vi er sammen. I fremtiden vil vi dog gerne bo et mere fast sted.

Vaccinationer

Det er både dyrt og besværligt at få alle de rigtige vaccinationer til for eksempel at opholde sig i længere tid i Sydøstasien.

Vi synes selvfølgelig alligevel, at det er det værd, og vi opfordrer alle til at tage vaccinationer meget alvorligt.

Læs mere: Overblik over vaccinationer og forebyggelse af virussygdomme på rejsen

Rejseforsikring

Det er super vigtigt at være godt forsikret, når man rejser ud i verden.

Alt andet er uansvarligt, så hvis man ikke har råd til en rejseforsikring, har man heller ikke råd til at rejse.

I Danmark har vi vores gule sygesikringskort til gratis at kunne gå til lægen, og mange har via deres indboforsikring en omfattende dækning af deres ejendele.

Det er afgørende, at du også er godt forsikret i udlandet.

I EU kan du bruge det blå EU-sygesikringskort til at få behandling på lige fod med landets indbyggere. I nogle lande betyder det eksempelvis, at der er en egenbetaling på at gå til lægen.

EU-sygesikringskortet er ikke en generel forsikring. Og det gælder slet ikke, hvis du opholder dig uden for EU.

Hvis du har en fast adresse i Danmark, kan du via din indboforsikring have f.eks. ansvarsdækning og rejseforsikring.

Vær særligt opmærksom på, at din indboforsikring og indkluderede rejseforsikring typisk kun dækker rejser på op til en måneds varighed. Enkelte forsikringer dækker op til tre måneder. Men hvad hvis du gerne vil være afsted i længere tid?

Der findes faktisk rejseforsikringer til digitale nomader.

I vores artikel “Den bedste rejseforsikring til længere rejser og rejser uden returbillet: Hvad skal man vælge?” guider vi til rejseforsikringer, der kan købes på farten eller som passer til længerevarende og fleksible rejser.

Reklame

Hospitaler og lægebesøg

Med en ordentlig forsikring er det de fleste steder ikke noget problem at få hjælp, hvis uheldet er ude.

Vores personlige erfaringer med hospitaler i Thailand, Vietnam og Indonesien er særdeles gode. Lægerne er meget professionelle, taler engelsk og alt virker klinisk rent.

Problemet kan bare være, at man måske ikke går til et hospital i Thailand for mindre alvorlige symptomer, som man normalt ville ringe til sin danske læge for.

Det er virkelig vigtigt for din sundhed, at du ikke udskyder at få styr på diverse komplikationer.

Bliv altid undersøgt uanset hvor du er i verden, hvis du er nervøs for, at der kan være noget galt.

Færre materielle genstande

Som tidligere nævnt kan en afledt fordel ved at rejse minimalistisk være, at man bliver mere klar over, hvad der er essentielt for en.

Faktisk er det noget af det mest frigørende ved at leve som digital nomade.

Derfor kan man jo godt alligevel savne nogle af de ting, som der ikke lige var plads til i bagagen.

Det kan for eksempel være en ekstra varm trøje til uventet vejr, hjemmetræningsudstyr, brætspil til regnfulde dage, en god blender til køkkenet eller at have mere tøj at skifte imellem.

Læs også: 15 gode råd til at pakke lettere og smartere

Strand Asu Island

Hvis du primært rejser til varme destinationer, behøver du ikke at medbringe så meget bagage.

Anderledes traditioner

Alle lande og områder har sine egne traditioner og helligdage.

Det kan være sjovt at opleve De Dødes Dag i Mexico eller det kinesiske nytår, men nogle gange kan man godt komme til at savne de gode gamle danske traditioner som digital nomade.

Ukendte varer i supermarkederne

Der er (generelt) ikke lakrids og leverpostej på hylderne i særligt mange supermarkeder uden for Danmark.

Selv simple varer som rugbrød og finvalsede havregryn kan være svære at få fat i.

Fremmede varer i supermarkederne tvinger dig til at tænke kreativt og få nye vaner.

Det kan være nok så sundt. Men det er godt også at være klar over, at det kan tage tid at vænne sig til.

Fremmed mad på restauranterne

De fleste steder i verden vil man ikke kunne gå ud og spise “dansk mad” på restaurant (måske undtagen destinationer som Mallorca…), og så må man i stedet lære at spise som de lokale.

Det kan være virkelig spændende at lære en ny madkultur at kende, men nogle steder er læringskurven stejlere end andre.

Hygiejnestandarden kan også være en anden, end hvad man er vant til.

På gademadsmarked i Malaysia

På gademadsmarked i Malaysia.

Tid til refleksion

Har vi givet dig lidt at tænke over?

Som du nok kan fornemme, er der nemlig mange fordele og mange ulemper ved at leve som digital nomade.

For os er der ingen tvivl om, at fordelene opvejer ulemperne.

Men det er jo meget individuelt, hvorvidt det er det værd.

Vi kan derfor anbefale, at man reflekterer over sine prioriteringer, inden man kaster sig ud i en ny, spændende livsstil – og de udfordringer der hører med.

Tak for at læse med

Hvis du er nået helt hertil, så er det godt klaret.

Vi ved, at det er en ordentlig mundfuld at komme igennem hele listen, men vi håber, at du har fået noget ud af artiklen. Vi har i hvert fald gjort os umage med at skrive den.

Der er sikkert både flere fordele og ulemper, som vi ikke har fået nævnt. Kan du komme på nogle, som vi har overset? Så hører vi gerne fra dig i kommentarerne nedenunder.

Og hvis du har nogle spørgsmål eller refleksioner, som du vil dele med os, så skriv endelig.

Vi bliver så glade for at høre fra dig!

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡