fbpx

26 måder du kan tjene penge online som digital nomade

Find det perfekte job du kan tage med dig rundt i verden
Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.

Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere.

Vi har levet som digitale nomader de sidste par år og elsker den frihed, der hører med livsstilen.

Undervejs har vi forsøgt at tjene penge online på flere forskellige måder, og nogle idéer har virket bedre end andre. Det kan du læse mere om i vores artikel om, hvordan vi tjener penge som digitale nomader.

Det vigtigste er, at du finder en måde at tjene penge på, som passer til netop dig og dine unikke personlige egenskaber.

I denne artikel giver vi 26 eksempler på smarte måder at tjene penge som digital nomade. Vi håber, at det kan inspirere dig til at leve dit drømmeliv.

Kun fantasien sætter grænser

Hvis du allerede har styr på, hvad en digital nomade er, tænker du måske nu over, hvordan du selv kan tjene penge på nettet.

Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan arbejde med som digital nomade.

Men hvordan får man lige gang i de tanker?

For at finde noget du kan tjene penge på, handler det først og fremmest om, hvad du har lyst til at lave.

Du behøver ikke at være særlig teknisk anlagt eller at have et vildt specialiseret sæt færdigheder.

Bare du har en brændende drøm om et friere liv og en passion for at lære, kan du komme langt som digital nomade.

Læs også: De største fordele og ulemper ved at leve som digital nomade

Alex og Victoria, digitale nomader

Vi elsker at leve som digitale nomader. Livsstilen er ikke for alle, men måske er den noget for dig?

Hvad skal du arbejde med?

Her er et par spørgsmål, der kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad du skal arbejde med online:

  • Hvad er du god til?
  • Hvad spørger andre om din hjælp til?
  • Hvad nyder du at lave, uanset om du får penge for det?
  • Hvad er du passioneret omkring?
  • Hvad kan du snakke om i evigheder?
  • Hvad ville du ønske, at du kunne tjene penge på?
  • Er der behov for dine færdigheder?
  • Hvilke færdigheder kunne du tænke dig at lære, hvis du havde tid til det?
  • Er der stor konkurrence i dit felt?
  • Hvem kan få værdi ud af dit arbejde?
  • Er der andre derude, der tjener penge på det samme?
  • Kan du udføre dit nuværende job udelukkende online?
  • Eller kan du overføre det til noget, der kan gøres online?

Du kan eventuelt skrive dine svar ned og lægge mærke til, om der er nogle, der går igen eller er overlappende.

Tag udgangspunkt i din interesse

For at finde ud af, hvordan du bedst kan tjene penge online som digital nomade, giver det god mening at tage udgangspunkt i dine nuværende interesser og ekspertiser.

Er du eksempelvis ekstra dygtig til at lave mad, og ved du en masse om kost?

Så kan du…

  • Skrive en kogebog og udgive den som e-bog.
  • Dele opskrifter som madblogger.
  • Lave et online madlavningskursus.
  • Filme videoer til din Youtubekanal.
  • Starte en podcast om mad.
  • Hjælpe virksomheder med at udvikle opskrifter.
  • Lægge kostplaner for klienter som ernæringsvejleder.
  • Skrive om mad for aviser eller magasiner som freelancejournalist.

Over tid kan det endda være, at du kan gøre det hele.

Men slow down cowboy.

Det er en god idé at starte med én ting – og så at bygge på derfra.

Under billedet kommer nogle idéer, som måske kan hjælpe dig på vej.

Victoria med bue og pil

Kilden til succes er ofte at gøre noget, man er god til – og derefter blive ved med at øve sig!

26 måder at tjene penge online som digital nomade

Her er 26 idéer til, hvordan du kan tjene penge ved at arbejde på internettet, så du kan leve som digital nomade.

1. Ekstern fastansat

Hvis du har et fast arbejde, mens du læser det her, så overvej om du kan tage dit nuværende arbejde med dig ud i verden.

COVID-19-pandemien har bevist, at mange teknisk set godt kan klare deres arbejde hjemmefra, og det har banet vejen for flere måder at leve som digital nomade på.

At arbejde hjemmefra kan være fra dit hjem i Danmark. Men det kan i princippet også være fra en lejet lejlighed med godt internet i et andet land.

Det kræver selvfølgelig en god aftale med din chef.

Men prøv. For hvis du allerede er glad for dit job, er der ikke nogen grund til at sige op, hvis du kan tage det med dig som digital nomade.

Og hvis du egentlig hellere vil lave noget andet, så overvej alligevel at beholde dit job lidt endnu.

Så kan du bruge en overgangsperiode til at finde ud af, hvad du ellers vil lave – og begynde at skaffe kunder eller at øve dig på nye færdigheder.

Vi har skrevet mere om at være digital nomade som fastansat her.

2. Virksomhedsejer

Har du allerede har en virksomhed, der sælger noget på internettet?

Så er vejen fra din nuværende situation til frihed som digital nomade højst sandsynligt kun et spørgsmål om automatisering.

Står du for eksempel selv for lagerhåndtering og forsendelse lige nu, så overvej i stedet at udlicitere opgaven til en ansat eller til en såkaldt drop-shipper.

Din fortjeneste per salg bliver måske mindre, men til gengæld har du købt dig fri fra at være fysisk til stede for at drive din forretning.

En anden ting der kan udliciteres er kundeservice.

Som virksomhedsejer vil du givetvis stadig skulle bruge mange arbejdstimer på at drive din forretning.

Men hvis du sætter det hele smart op, er det meget muligt, at du kan leve drømmen som digital nomade samtidigt.

Digital nomade som selvstændig

Er du allerede din egen chef? Så er der måske ikke så langt til livet som digital nomade. ©Brooke Lark

3. Iværksætter

Internettet har virkelig forbedret mulighederne for at blive iværksætter.

Det er nemmere end nogensinde at drive en virksomhed online, mens man rejser verden rundt.

Og det kræver ikke nødvendigvis mange penge at starte en succesfuld virksomhed.

Du kan starte en virksomhed, hvis du kan sælge produkter, viden eller services til forbrugere eller andre virksomheder – om det så er ved hjælp af en webshop, app, dropshipping, Zoom, sociale medier eller noget helt andet.

Det vigtigste er, at du finder en unik niche og den platform, som passer bedst til din virksomhed.

Start stille og roligt og byg på hen ad vejen.

Hvis din virksomhed vokser meget, kan du altid ansætte medarbejdere eller udlicitere opgaver senere.

4. Freelancer

At være freelancer er ikke så meget et job, som det er en måde at arbejde på.

Som freelancer er du din egen chef, men du bliver i princippet ansat af privatpersoner eller virksomheder til at løse opgaver for dem på time- eller projektbasis.

De fleste freelancere har en lille virksomhed (f.eks. en enkeltmandsvirksomhed) og er momsregistrerede, men det er forskelligt fra branche til branche.

Vi kommer ind på forskellige typer freelancere længere nede.

Bare husk, at du kan være freelancer med stort set hvad som helst.

Hvis nogen vil betale dig for en serviceydelse, som du kan levere online, kan du slå din freelancekarriere sammen med at leve som digital nomade.

Der er mange steder på nettet, hvor du kan finde freelancearbejde på projektbasis. Fiverr, Upwork og 99Designs er tre af de mest populære.

Du kan også lave din egen hjemmeside og udbyde dine services til kunder den vej.

Victoria som Pinterest-manager

Victoria arbejder freelance som Pinterest manager, og det kan gøres fra hele verden.

5. Journalist

Når du tænker på ordet journalist, tænker du måske på en person, der arbejder i felten; tager ud og banker på døre, snakker med kilder og er der, hvor det sker.

Men sådan behøver det ikke at være.

Der er mange slags journalister, og hvis du ikke absolut behøver at være bundet til ét fysisk sted for at gøre dit arbejde, kan du leve som digital nomade og ernære dig selv som freelancejournalist.

Vi har selv tidligere skrevet rejseartikler for blandt andet Berlingske Rejseliv og magasinet Opdag Verden.

Processen foregår som regel sådan, at man som freelancejournalist pitcher en eller flere artikelidéer til en redaktør, som tager stilling til, om det passer til deres publikation (f.eks. en avis eller et magasin).

For at kunne leve af at være freelancejournalist skal man generelt have opbygget sig nogle faste samarbejdspartnere, men det er bestemt muligt, hvis man har en skarp pen.

Som journalist kan man eksempelvis også arbejde som onlineredaktør eller som kommunikationsrådgiver.

6. Blogger

Hvad er en blogger?

En blogger er en person, der jævnligt skriver om idéer, meninger eller erfaringer og putter dem på internettet.

Men begrebet “blogger” er blevet en del bredere de sidste par år.

Selv hvis du ikke definerer dig selv som blogger, vil omverdenen ofte gøre det for dig, hvis du har en hjemmeside, hvor du deler information gennem artikler, guider eller lignende.

Du kan blogge om alt.

Madopskrifter, sportsanalyser, hundetræning, computertrends, at leve med en svær sygdom, dine rejseerfaringer, tips til nye mødre, musikanmeldelser… Listen er uendelig.

At starte en blog er let. Men kontinuerligt at levere værdi til et voksende publikum år efter år kræver stor dedikation.

Og det er bestemt ikke alle bloggere, der tjener penge eller kan leve af det, så du skal ikke starte en blog for at blive rig.

Med det sagt, så kan man tjene penge som blogger på flere måder.

Sponsorerede artikler er en populær måde at indbringe lidt indkomst. Her får man betaling af en virksomhed for at gøre personlig reklame for deres produkt eller service.

Du kan også vælge at tjene penge på reklamer, f.eks. ved at placere bannerreklamer i dit indhold.

En tredje mulighed er at sælge produkter.

Enten dine egne (f.eks. en kogebog i e-bogsformat som madblogger) eller gennem affiliate links til andres produkter (f.eks. kogebøger fra andre forfattere), hvor du så får en lille kommission af salget.

Det smarte ved at sælge produkter på denne måde eller ved at have bannerreklamer på sin blog er, at indkomsten er passiv. Det vil sige, at du i princippet kan nøjes med at lave arbejdet én gang, men tjene penge på det for evigt.

Passiv indkomst er den hellige gral for digitale nomader, fordi det betyder, at du kan tjene penge, mens du sover, bestiger bjerge, dykker eller læser en god bog.

Der er ikke noget bedre, og det giver den ultimative frihed.

Nordombord turistinformation

Vi begyndte at skrive om vores rejser her på Nordombord, fordi vores venner ofte spurgte os til råds, når de selv skulle afsted.

7. Niche-hjemmeside

Hvis du ikke har lyst til at have en hjemmeside, hvor læserne lærer dig at kende, kan du lave en niche-hjemmeside.

Ved at skrive ekstra meget om en særlig niche kan du blive specialist på et emne.

Populære niche-emner på nettet kan for eksempel være:

  • Selvudvikling
  • Teknologi
  • Skønhed
  • Økonomi
  • Fitness og sundhed
  • Dating og forhold
  • Kæledyr

Der findes selvfølgelig mange flere!

Du skal finde din egen niche, som du har lyst til at dele med internettet.

Lav den bedste hjemmeside om mentalt helbred, familievenlige computerspil, hårprodukter for krøllet hår, sparetips til studerende, styrketræning for kvinder, kærlighedsråd til fraskilte eller siameserkatte.

Hvis du er dygtig til at skrive og giver værdi til læserne, vil du dukke op på Google, når folk søger på noget, der relaterer sig til din niche.

Og hvis du får en del hjemmesidetrafik, kan du begynde at tjene penge på nogle af de samme ting, som hvis man har en blog.

Det mest oplagte vil være reklamer eller affiliate links til produkter og services relateret til din niche, men du kan også skabe dine egne produkter eller lave sponsoreret indhold.

For at tjene “rigtige” penge på affiliate links, skal man have mange besøgende på sin hjemmeside og en læserskare, der stoler på sidens indhold, så de rent faktisk klikker på dine links og konverterer til salg.

Hvis man har en niche-side, hvor man kan få folk til at klikke på links for gambling eller kviklån, vil gennemsnitskommissionen uden tvivl være højere end links for hundelegetøj eller kogebøger.

Potentialet er meget forskelligt fra branche til branche, men hvis du går efter en niche, som du selv er interesseret i, er du godt på vej.

8. Influencer

Dine bedsteforældre forstår det helt sikkert ikke.

Dine forældre gør måske heller ikke.

Men i dag er det muligt at leve af at være influencer.

Influencere er kommet for at blive, og at være influencer passer perfekt sammen med at være digital nomade.

Hvis dine følgere er engagerede nok, er der mange muligheder for at tjene penge på alt fra sponsorater til affiliate-aftaler. Nogle influencere bruger endda deres platforme til at sælge deres egne kurser og produkter.

Men pas på!

Selvom der er mange influencere, der ser ud til at have succes, er der et stærkt survivorship bias på spil.

Du ser kun de influencere, der klarer sig godt.

Alle de andre bliver druknet af algoritmerne, og rigtig mange giver op. Eller bliver ved med at kæmpe uden nogensinde at få den succes, som de selv synes, de fortjener.

Hvis du allerede har en stor og/eller engageret følgerskare, som du jævnligt leverer holdbar værdi til, kan du forsøge at gøre det til din levevej.

Hvis ikke det er tilfældet, er det med stor sandsynlighed en usikker og overraskende svær vej at begive sig ud på.

Rejseinfluencere i Indonesien

Vi har fået mange sjove oplevelser ud af at være “rejse-influencers” men kun få penge. Hvis man skal leve af at være influencer, skal man nok have en del flere følgere end os!

9. Social media manager

Elsker du at arbejde med sociale medier? Så er jobbet som social media manager måske noget for dig.

Flere og flere virksomheder har brug for at få styr på deres sociale medier, såsom Facebook, Instagram, Twitter og Pinterest.

Der er masser af opgaver, og det er meget forskelligt, om du kommer til at tage dig af det hele, eller om du tager dig af noget mere specifikt.

En social media-generalist vil typisk tage sig af at lægge en strategi (og udføre den) for et brands sociale medier.

En social media-specialist vil nærmere arbejde med én platform eller nogle specifikke dele af social media marketing – f.eks. at optimere annoncekroner, skabe indhold eller at udtænke kampagne-strategier.

Andre eksempler på opgaver kan være at lægge indhold ud på de rigtige tidspunkter, at være community manager og svare på kommentarer, at stå for annoncering eller at måle og analysere kampagner.

Nogle SoMe-managers arbejder fast for en eller flere enkelte virksomheder, som de hjælper over længere perioder, mens andre arbejder mere projektbaseret.

Uanset hvad er det en branche i vækst, og det kræver sjældent mere end en internetforbindelse for at kunne passe arbejdet.

10. Youtuber

Hvis du har et kamera, en computer og en internetforbindelse, kan du lave Youtube-videoer fra alle steder i verden.

Engang ville børn være brandmænd og astronauter, når de blev store.

I dag vil de være gamere og Youtubere.

Konkurrencen er enorm, og det kræver generelt virkelig meget hårdt arbejde at lave fængende, værdiskabende videoer.

Men muligheden er der, hvis du er dygtig, og livsstilen kan sagtens passe sammen med et liv som digital nomade.

Youtubere tjener som regel penge på reklamer før, i og efter deres video, og nogle har også sponsorerede videoer eller affiliate links.

Youtuber

Engang ville børn være brandmænd og astronauter. Nu vil de være Youtubere! ©Lucas Favre.

11. Konsulent eller coach

Konsulenter tjener generelt penge på at rådgive – for eksempel om emner som jura, økonomi, teknologi og administration.

Coaches sparrer normalt med klienter om kost, motion, stresshåndtering eller selvudvikling indenfor forskellige arbejds- og livsområder.

Fordelen ved begge typer arbejde er, at timelønnen generelt er høj.

Du skal til gengæld også levere stor værdi.

Ikke alle konsulenter eller coaches kan arbejde online, men hvis du drømmer om at leve som digital nomade og har ekspertviden på et område, vil der højst sandsynligt være metoder, hvor du kan arbejde med privatpersoner eller virksomheder over internettet.

Læs også: Er livet som digital nomade noget for dig? Her er hvad du skal overveje

12. Virtuel assistent

Hvis du gerne vil hurtigt i gang med at tjene penge som digital nomade, kan det være, at du skal kigge nærmere på at blive virtuel assistent.

Virtuelle assistenter er ofte freelancere, som arbejder fast med virksomheder, der har brug for hjælp med diverse administrative og planlægningsmæssige opgaver.

Det kan for eksempel være at hjælpe med at booke rejser, planlægge møder, tage telefonen på vegne af virksomheden og lignende.

Jobbet kræver som regel ikke så mange konkrete færdigheder eller høj uddannelse. Det hjælper til gengæld at være pålidelig, at have et godt overblik og at have skarpe kommunikationsevner.

Internationalt set er konkurrencen stor, men vi kan forestille os, at der er fin plads i markedet til en flere dansktalende virtuelle assistenter.

Virtuel assistent som digital nomade

Der er brug for mange virtuelle assistenter – og jobbet har nærmest allerede “digital nomade” i beskrivelsen. ©Andrew Neel

13. E-bøger

For få år siden krævede det et forlag at udgive en bog. I dag kan man skrive sin bog på computeren og udgive den på internettet – helt selvstændigt.

Det er genialt for aspirerende digitale nomader, der har meget på hjerte. Hvad enten det er skønlitteratur eller faglitteratur.

Man kan selv beholde den største bid af kagen, hvis man sælger e-bøger på sin egen platform, men der findes også mange platforme, der kan sælge dine bøger for dig mod en kommission.

Amazon KDP, Kobo og iBooks er nogle af de helt store udgivere, og med Draft2Digital samt Smashwords kan du udgive din bog på flere platforme samtidigt.

14. Onlinekurser

Kan alt hvad du har at sige ikke stå i en enkelt e-bog? Eller har dit emne brug for mere interaktivitet?

Så kan det være, at du skal lave et videokursus, der kan sælges online.

Onlinekurser er et bredt begreb, der dækker over alle slags kurser, man kan tage via sin computer, tablet eller smartphone.

Ofte vil det være en optaget video af underviseren, en præsentation eller en tutorial, men det kan også være små kapitler i e-bogsformat kombineret med en live chat eller et opkald med underviseren.

Nogle onlinekurser har fokus på små grupper af kursister ad gangen, som kan interagere i private diskussionsgrupper – mens andre kurser nærmere er lavet på forhånd, distribueret bag en betalingsvæg og åbne for deltagelse 24/7.

I lille skala kan det være en lærer, der underviser sine elever virtuelt, mens det i stor skala kan ligne noget à la Masterclass.

Det kan altså gøres til lige, hvad der passer dig, så du kan leve som digital nomade imens.

15. Sælg stock photos

Du kender sikkert til “stock photos” – du ved, de der opstillede billeder af folk i jakkesæt, der gør fjollede kontor-agtige ting, mens de smiler.

Stock photos er billeder, som man for en fast pris kan købe og bruge til reklamer, magasiner, nyheder, blogs og lignende.

Der er flere store stock photo-aggregatorer (f.eks. Shutterstock og Stockphoto), og her kan du som fotograf uploade dine egne billeder, hvis de altså er i god kvalitet.

Hvis dit billede sælger, får fotografen (dig!) en procentdel af salget.

Beløbet et billede sælger for, afhænger typisk af hvilken licens det er købt til – altså hvad billedet ender med at blive brugt til. Antallet af kroner du tjener per solgte billede kan derfor variere.

At sælge stock photos kan give dig passiv indkomst på sigt, da det samme billede kan sælge et uendeligt antal gange (eller aldrig, hvis vi skal være pessimistiske). For at tjene nok til at leve af det, skal du dog højst sandsynligt sælge rigtig mange billeder.

Den gode nyhed er, at det ikke kun er jakkesæt, der sælger. Stock photos kan være billeder af alt. Yoga i hjemmet, close-ups af hundehvalpe, madlavning over åben ild, naturfænomener, whatever.

Bare det kan være med til at fortælle en historie.

Det er bestemt muligt at tjene penge på stock potos som fotograf, men din portefølje skal både være stor, divers og af høj kvalitet. Det er et relativt mættet marked med meget konkurrence, men hvis du er dygtig, er det et forsøg værd.

Hvilket bringer os til stockvideo…

16. Sælg stockvideo

I stedet for at sælge stock photos har vi valgt at sælge stockvideo.

Stockvideo (eller stock footage) er korte videoklip uden lyd.

Klippene varer 5 til 60 sekunder og bliver brugt af klippere til alt fra dokumentarer og nyhedsudsendelser til reklamer og Hollywoodproduktioner (ja, virkelig!).

Der er relativt mindre konkurrence på stockvideo-markedet end på stock photo-markedet.

At skabe stockvideo kræver dog som regel mere udstyr, og redigeringsprocessen er “tungere” at arbejde med.

Hvis du allerede er filmskaber, har du måske en guldmine liggende på dine harddiske. Og hvis du aldrig har skudt et eneste klip, er det ikke for sent at lære det og opbygge en portefølje.

Det smarte med både stock photos og stockvideo er, at du kan tjene passiv indkomst, fordi du kun skal gøre arbejdet én gang – stock-siderne tager sig af markedsføring og salg.

Som med stock photos afhænger prisen på et stockvideoklip af licensen. Det samme klip kan derfor indbringe dig alt mellem 30 kroner og 2.000 kroner, og der er ingen begrænsning på, hvor mange gange et klip kan sælge.

Vi oplever for eksempel selv jævnligt, at videoklip vi har lagt op for flere år siden stadig sælger – uden at vi behøver at løfte en finger. Det er den bedste følelse!

(Der er selvfølgelig også masser af klip, der aldrig sælger…)

Læs mere på stockvideo på vores engelske side: How We Make Passive Income From Stock Video (and How You Can Too)

Stockvideo delfin

Videoer af vilde dyr sælger generelt godt for os som stockvideo – men alt unikt indhold i høj kvalitet kan sælge.

17. Fotograf

Der er flere måder at tjene penge som fotograf, mens du lever som digital nomade.

Én mulighed er som sagt at sælge stock photos eller stockvideo.

En anden mulighed er at opsøge lokale kunder det sted, som du befinder dig.

Tag portrætbilleder af privatpersoner eller medarbejderfotos til virksomheder. Tag billeder til hjemmesider og sociale medier. Dokumenter en firmafest, et særligt event eller en team working-dag til internt brug.

Du kan også sørge for content-produktion for brands og stå for at fotografere samt finde/hyre lokationer og modeller (for eksempel til kampagner for tøj, smykker eller services).

18. Hjemmesidedesigner

Lige siden Alex begyndte at hænge ud på nettet i slutningen af 90’erne, har han kodet og designet hjemmesider.

I midt 00’erne begyndte han at kunne tage penge for det, og den dag i dag er det stadig en væsentlig del af vores samlede indkomstgrundlag.

At lave hjemmesider kræver bogstavelig talt kun en internetforbindelse, og det er derfor en perfekt måde at tjene penge som digital nomade.

Nogle hjemmesidedesignere leverer “hele pakken” fra start til slut, mens andre specialiserer sig i f.eks. at tweake WordPress-sider eller at designe interaktive onlineoplevelser.

Alex betegner sig selv som generalist og kan tage sig af alt fra webhosting og hastighedsoptimering til wireframing og logodesign med et speciale i at tilpasse WordPressløsninger.

Hvis du gerne vil i gang med at arbejde med webdesign, er det en god idé at starte med at lære noget specifikt salgbart for derfra langsomt at bygge flere færdigheder på.

Det kunne f.eks. være at blive dygtig til en platform som Shopify eller at kode jQuery.

Nettet er fyldt med gode (ofte gratis) tutorials og værktøjer, hvor man kan lære alt om design og webudvikling. Google er din ven!

19. Programmør

Ligesom stort set alle virksomheder har brug for en hjemmeside, er det efterhånden også meget almindeligt at have brug for en programmør.

IT-branchen boomer, og mange andre brancher ansætter også programmører fast eller på freelancebasis.

Det kan være alt fra dataanalyse eller “gammeldags” softwareprogrammering til at porte mobilapps og spiludvikling.

At være en dygtig programmør er en meget værdifuld færdighed i det 21. århundrede.

Hvis du snakker C++, Java eller Python kan du leve som digital nomade og arbejde fra lige præcis det sted i verden, som du helst vil befinde dig. Bare der er en stabil internetforbindelse.

Programmør som digital nomade

Giver det her mening for dig? Så kan du måske arbejde som programmør! ©Markus Spiske

20. Grafisk designer

Illustratør, logodesigner, dtp’er, layouter, tilrettelægger, AD’er, multimediedesigner, rentegner… Kært barn har mange navne.

Utallige grafisk-orienterede jobs kræver grafiske designere med stærke tekniske egenskaber og et skarpt øje.

Som grafisk designer kan du være tilknyttet en virksomhed (eller flere), have en hjemmeside og tage imod opgaver på projektbasis eller byde ind på grafiske jobs på freelance-platforme som Fiverr, Upwork og 99Designs.

Og selvom dine krav til at have en farvekalibreret skærm måske kan gøre det lidt svært kun at rejse med håndbagage, er det stadig i højeste grad muligt at leve af det som digital nomade.

21. Aktiehandler eller investor

Du skal have is i maven.

Og en hel del penge.

Men som aktiehandler eller investor er du typisk ikke bundet af en særlig arbejdsplads, og du kan derfor arbejde hvor som helst.

Børsen screenshot

Nogle bliver rige på Børsen, mens andre mister penge. Pas på! Screenshot fra 4. februar 2021.

22. Online pokerspiller

Nogen vil sige, at det er ren gambling.

Men hvis du er professionel pokerspiller, ved du, at det langt fra er tilfældet.

Med korrekt beregning af odds og overlegen psykologi er det muligt at tjene flere penge på poker, end hvad man mister.

Det kræver en høj grad af koncentration i lange perioder ad gangen. Og engang imellem er din modstander bare heldigere end dig.

Men det kræver sjældent mere end en internetforbindelse, så hvis det er her, dine evner ligger, kan du sagtens spille poker online, mens du lever som digital nomade.

23. Stemmeskuespiller

Hvis du kan have dit eget lille studie med dig rundt, kan du leve som digital nomade og være stemmeskuespiller.

Du kan for eksempel arbejde med at indtale lydbøger eller at lave voice-overs på reklamevideoer.

Med stor sandsynlighed vil det være lettere at få succes som digital nomade-stemmeskuespiller, hvis du allerede har kontakt til nogle kunder og/eller studier, inden du tager afsted.

Alternativt kan du finde arbejde på freelance-platforme som Fiverr, Upwork og 99Designs.

24. Oversætter

Hvis du kan tale og skrive mere end ét sprog flydende, kan du arbejde online som oversætter, og på den måde tjene som digital nomade.

Det mest almindelige er at oversætte tekst fra et sprog til et andet, men der findes også opgaver, som eksempelvis er baseret på at indtale tekst eller at transskribere.

Nogle oversættelsesopgaver kræver, at man er familiær med det relevante fagområde, mens andre blot kræver, at man oversætter til sit modersmål.

Du kan for eksempel være fast oversætter for en virksomhed eller arbejde på større projekter – det kan være en hel hjemmeside, der skal oversættes.

Der findes også masser af oversættelsesopgaver på forskellige freelance-platforme eller i Facebook-grupper.

25. Transskribør

Vi transskriberede selv alle de interviews, vi lavede i forbindelse med vores dokumentarfilm Shade Grown Coffee – så vi ved lidt om, hvor krævende et job det kan være. Det tog rigtig mange timer!

Du kan læse historien om, hvorfor vi har lavet en dokumentarfilm om bæredygtig kaffe her.

Nye værktøjer på nettet bygget på kunstig intelligens bliver bedre og bedre til at omdanne tale til tekst, men særligt på dansk er der stadig lang vej igen, før processen kan automatiseres fuldstændigt.

Der er derfor mulighed for at arbejde med transskribering, hvis man er hurtig til at omdanne tale til tekst og har styr på stavning og grammatik.

26. Tekstforfatter

Vi skriver alle sammen hele tiden. SMS’er, opdateringer, kommentarer, to-do lister…

Men nogle skriver bedre end andre, og nogle skriver så godt, at de kan arbejde som tekstforfattere.

Måske er det dig?

Arbejdet som tekstforfatter kan tage mange former. Nogle skriver produktbeskrivelser og nyhedsbreve, mens andre skriver reklametekster eller årsrapporter.

Ikke desto mindre er det et arbejde, som man kan udføre på sin computer og have med sig rundt, mens man rejser.

Det hjælper selvfølgelig at være uddannet inden for kommunikation, retorik eller noget lignende, men øvelse gør mester, så hvis drømmer du om at leve som tekstforfatter, er det bare om at skrive løs.

Er man dygtig til at skrive, er der en god chance for, at man er dygtig til at læse – og så kan man også overveje at lede efter arbejde som korrekturlæser.

Nu er det op til dig

Denne liste over måder at tjene penge på som digital nomade er langt fra komplet.

Der er bogstaveligt talt uendelige muligheder, når det gælder at tjene penge på internettet.

Som vi sagde i starten, er det kun din fantasi, der sætter grænser. Nu er det op til dig.

Tænk godt og grundigt over, hvilken slags værdi du kan levere – og sæt det sammen med de online værktøjer du skal bruge til at realisere din idé.

Tak fordi du læste med

Wow! Hvis du har læst hele vejen hertil, er vi imponerede!

Vi vil rigtig gerne høre dine tanker om at leve og tjene penge som digital nomade.

Overvejer du at kaste dig ud i en omrejsende livsstil? Hvad holder dig tilbage?

Lever du allerede som digital nomade med et af de ovenstående jobs?

Skriv til os i kommentarerne herunder og lad os høre dine overvejelser.

Og stil endelig spørgsmål. Vi elsker at hjælpe!

Alex og Victoria hopper i USA

Held og lykke med din rejse som digital nomade!

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com, shoppe på Amazon eller tilmelde dig Airbnb.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡

Alex og Victoria på Nusa Penida

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores bedste og nyeste artikler med masser af inspiration og rejseråd leveret direkte i din indbakke. Vi vil elske at have dig med ombord!

Tak for din tilmelding!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tak for din tilmelding!