fbpx

Hvad er en digital nomade? Forstå livsstilen + de 3 mest almindelige typer

Bliv klogere på hvad det betyder at være digital nomade - og om du selv kan blive det
Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.

Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere.

Måske er det her første gang, du er stødt begrebet “digital nomade”.

Måske har du hørt om digitale nomader før, men er lidt i tvivl om, hvad det egentlig betyder.

Eller måske er du allerede en digital nomade, som har brug for at kunne forklare det til venner og familie, så de bedre forstår din måde at leve på.

I denne artikel vil vi hjælpe dig med at blive klogere på, hvad en digital nomade er, og hvilke slags digitale nomader, der findes.

Vi kastede os selv ud i livsstilen i 2017 og deler her, hvad vi har lært.

Forestillinger om den digital nomade

Hvad forestiller du dig, når du hører om en “digital nomade”?

Mange vil tænke på en teknisk kyndig, solbrændt person i midten af 20’erne, som backpacker jorden rundt og arbejder på en bærbar computer fra stranden (eller poolen) med en cocktail i hånden.

Spoiler alert!

Det er langt fra realiteten for de fleste digitale nomader…

For det er ikke særlig praktisk at arbejde fra en strandstol, og det er svært at få arbejdet ordentligt, hvis man hele tiden flytter sig til en ny destination.

Og selvom digitale nomader har tendens til at være yngre og tech-savvy, behøver man altså hverken at være under 30 år eller særlig god til teknologi for at tilslutte sig livsstilen.

Hvad definerer så den digitale nomade? Det kommer her.

Hvad er en digital nomade?

Lad os først og fremmest dele begrebet “digital nomade” op.

At være digital henviser til, at man i sit arbejde bruger digitale redskaber til at tjene penge og understøtte sig selv. Det indebærer som regel brug af en computer eller smartphone til at arbejde online og/eller kommunikere via internettet.

At være nomade henviser til, at man flytter fra sted til sted, eller at man har muligheden for at flytte sig uden at miste sit levebrød. Med andre ord er man ikke bundet til en geografisk placering for at kunne udføre sit arbejde.

På engelsk bruger man termet “location independent” om at kunne leve og arbejde på sine egne betingelser, hvor man vil. Man er derfor uafhængig af et fysisk sted.

Og nu kommer vi frem til den samlede, kortfattede betydning:

En digital nomade er en person, som er sted-uafhængig og bruger digitale værktøjer til at udføre sit arbejde.

Vicotira på Long Beach

Så længe der er internet, kan digitale nomader udføre deres arbejde.

Forbedret teknologi

De fleste digitale nomader ønsker sig frihed til at arbejde og bo, hvor de vil, og vores moderne teknologi og digitale redskaber kan bruges til at gøre drømmen til virkelighed.

At være digital nomade er faktisk ikke et nyt koncept.

Allerede i 1997 skrev Tsugio Makimoto og David Manners bogen “Digital Nomad”.

Jeps, i 1997!

Hvis det kunne lade sig gøre at være en digital nomade dengang, så tænk lige over, hvor meget bedre teknologi vi har i dag – og hvor gode mulighederne er blevet for at kommunikere og arbejde online.

For ikke at snakke om hvor hurtigt og billigt det er blevet at rejse til fjerne afkroge af verden.

Og apropos rejser, så er der lige en lille misforståelse, som vi skal have på plads…

Digital nomade rejser

Man behøver ikke at rejse meget for at kalde sig digital nomade.

Digitale nomader og rejser

Mange tror, at alle digitale nomader rejser hele tiden.

Det hænger nok lidt sammen med førnævnte stereotyp om den verdensomrejsende backpacker med computeren under armen.

Og som vi lige har været igennem, så er en del af “digital nomade”-begrebet, at man har mulighed for at rejse og arbejde samtidig.

Det betyder dog ikke, at alle digitale nomader er interesserede i at flytte sig hele tiden.

  • Nogle digitale nomader vil gerne kunne arbejde fra et andet land end det, de kommer fra.
  • Nogle digitale nomader vil gerne bo og arbejde et sted i et halvt år ad gangen, inden de flytter til et andet.
  • Nogle digitale nomader vil helst videre til den næste destination efter en måned.

Der er faktisk ingen regler for, hvor meget eller lidt man skal rejse for at være en digital nomade.

Man kan heldigvis gøre, lige som man har lyst og tilpasse det til ens eget temperament og rejsebehov.

Der er også det faktum, at langt de fleste digitale nomader er nødt til at arbejde for at kunne understøtte livsstilen, og det er altså ret udfordrende at få arbejdet ordentligt, hvis man hele tiden flytter sig.

Det er i hvert fald vores egen erfaring.

Læs også: Er livet som digital nomade noget for dig? Her er hvad du skal overveje

Produktivitet mens man rejser

Vi synes, at det svært at være produktive, når vores hverdag og rutiner konstant ændrer sig – og det gør de især, når vi flytter os meget.

I de perioder er det ikke så nemt at prioritere mellem arbejdsopgaver og nye rejseoplevelser, så i løbet af årene har vi skruet ned for vores rejsetempo.

For at få lidt mere stabilitet bor vi nogle gange det samme sted (eller i samme område/by/land) i 1 til 4 måneder, hvorfra vi så tager fridage til oplevelser.

Vi bruger for det meste Airbnb til at finde gode boliger. Hvis du ikke har prøvet det før, har vi skrevet en komplet guide til Airbnb for nybegyndere samt 8 tips til at få rabat på Airbnb.

Indimellem dedikerer vi et par uger eller måneder til hovedsageligt at rejse og opleve, inden vi igen slår os ned i lidt længere tid for at have gode arbejdsrammer.

Så selvom man som digital nomade ikke er bundet til en fysisk placering for at kunne udføre sit arbejde, er det ikke ensbetydende med, at man hele tiden flytter sig.

Er det urealistisk at rejse og arbejde på samme tid?

Nej, det er bestemt ikke urealistisk.

Hvis der er nogen, der prøver at bilde dig ind, at det ikke kan lade sig gøre at rejse og arbejde på samme tid, så har de måske ikke helt forstået, hvad det vil sige at være digital nomade.

Det kan nemlig sagtens lade sig gøre at tilrettelægge sit liv på en måde med fleksibilitet og muligheder for at rejse derhen, hvor man vil.

Kend dine egne evner – og dine behov. Det handler om at få din livsstil til at passe præcis til dig.

Læs også: De største fordele og ulemper ved at leve som digital nomade

Selvom livet som digital nomade kan se meget forskelligt ud fra person til person, hører de fleste dog ind under en (eller flere) af de tre mest almindelige typer.

Arbejde som digital nomade og rejser

Vi har rejst meget som digitale nomader. Men vi arbejder generelt bedst, når vi står stille i længere tid.

3 typer digitale nomader

At være digital nomade betyder for mange, at man kan være, hvem man vil i verden uden at skulle identificere sig med sin arbejdstitel, karriere, eller hvad man laver mellem kl. 9 og 17.

Det kan man gøre på flere måder.

  • Nogle vil gerne have en arbejdsgiver, mens andre helst vil være deres egen chef.
  • Nogle trives bedst med faste arbejdstider, mens andre bedst kan lide at planlægge arbejdet på dagen.
  • Nogle foretrækker en stabil indkomst, mens andre er mere risikovillige.

Der findes ikke to digitale nomader, som arbejder eller lever ens, og der er hverken en rigtig eller forkert måde at være digital nomade på.

Når vi gennemgår de tre slags digitale nomader herunder, er det vigtigt at huske på, at man kan kombinere så mange karriererfærdigheder og indkomstkilder, som man vil.

Her kommer de tre mest almindelige typer.

1. Ekstern fastansat

Den første (og måske mest økonomisk stabile) digital nomade-type er den fastansatte, som arbejder for en etableret virksomhed fra udlandet eller hjemmefra.

Medarbejderen får sin løn og alt, hvad der hører til at være ansat – forskellen er blot, at man ikke skal være et fast sted for at udføre sit arbejde. Smart ikke?

Det kan være på fuld tid, på deltid eller hvad man end aftaler med sin arbejdsgiver.

Som ekstern fastansat vil man typisk kunne arbejde for en virksomhed, der tilbyder fleksibilitet eller for en virksomhed, der udelukkende findes online og derfor ikke har en fysisk arbejdsplads til sine medarbejdere.

Vil du være en ekstern fastansat?

Hvis du kunne tænke dig at være eksternt fastansat hos en virksomhed, kan du starte med at spørge din nuværende arbejdsgiver, om du kan arbejde mere hjemmefra/online.

Altså, hvis du allerede har et arbejde og kan lide det selvfølgelig.

Måske er det muligt at arbejde online 100% af tiden og rejse imens, eller I kan aftale, at du arbejder virtuelt nogle dage om ugen eller måneder om året.

Der er sikkert rigtig mange måder at få det til at fungere på – det handler bare om at tænke lidt ud af boksen.

Og det er højst sandsynligt ikke lige så fjern en idé, nu hvor rigtig mange fastansatte har prøvet at arbejde hjemmefra under coronapandemien.

  • Det har vist sig, at folk stadig er produktive, selvom de ikke bliver “overvåget” på et kontor.
  • Mange møder kan effektiviseres eller er helt overflødige.
  • Nyopståede problemer er blevet løst på alternative måder.

Hvis du er en af dem, der trives med at arbejde hjemmefra, så har den nye arbejdssituation måske åbnet muligheden for, at du på et tidspunkt bliver digital nomade.

Søg et onlinejob

Men hvad hvis du ikke har et arbejde, eller hvis det ikke kan lade sig gøre at lave dit arbejde på nettet?

Så kan du overveje at søge job hos en virksomhed, der allerede tænker og arbejder online. De findes heldigvis, og der er flere og flere af dem.

Hold øje med LinkedIn, find jobopslag i Facebook-grupper eller brug dit netværk.

Digital nomade som ekstern fastansat

Måske kan du beholde dit nuværende job og leve som digital nomade samtidigt.

2. Freelancer

Den anden digital nomade-type er freelanceren, som arbejder selvstændigt og bliver hyret til bestemte opgaver.

  • Freelancere bliver typisk betalt per timeper dag eller per projekt.
  • Nogle freelancere har flere kunder på en gang, mens andre har et projekt ad gangen og færdiggører det, før de får en ny kunde.
  • Det kan være, at man har den samme kunde i længere tid, eller at man konstant skal finde nye kunder.

Hvis man for eksempel er social media manager eller revisor, vil man højst sandsynligt udføre den samme service for den samme virksomhed mere end én gang. Og man kan sagtens have mere end en kunde ad gangen.

Hvis man for eksempel programmerer hjemmesider eller designer logoer for virksomheder, er der grænser for, hvor mange logoer og hjemmesider den enkelte virksomhed skal bruge, og man bliver nødt til at finde nye kunder.

Freelancere findes inden for næsten alle slags brancher.

Så længe freelanceren kan lave sit arbejde online, muliggør man en omrejsende livsstil og den frihed, der hører med.

Vil du være freelancer?

Alle kan blive freelancer. Også dig!

Du behøver nemlig hverken en særlig uddannelse eller certificering for at kunne blive freelancer.

Du skal “bare” være god til noget, som du kan tage penge for.

  • Hvad kan du, som de fleste andre ikke finder ligeså naturligt?
  • Hvor er der behov for dine færdigheder?
  • Hvem kan du hjælpe eller skabe værdi for?

Det er blot nogle af de spørgsmål, du kan stille dig selv for at komme tættere på, hvordan du kan tjene penge som freelancer.

Tag et kig på disse 26 måder du kan tjene penge online som digital nomade, hvis du mangler lidt inspiration.

Der er helt sikkert privatpersoner eller virksomheder, som har brug for dit talent og dine kompetencer.

Og hvis det kan gøres online, ja, så kan freelance-arbejde være din vej til en indkomst som digital nomade, mens du rejser jorden rundt.

Find jobs gennem dit netværk, lav en hjemmeside hvor du udbyder dine services eller henvend dig direkte til nogle, der kunne få gavn af at være dine kunder.

Der findes også flere freelance-platforme på nettet, hvor man kan finde arbejde. FiverrUpwork og 99Designs er tre af de mest populære.

Der er næsten uendelige muligheder for freelancearbejde på internettet. ©Andrew Neel

3. Online virksomhedsejer

Den tredje digital nomade-type er den online virksomhedsejer – altså en person der enten driver og tjener penge på en netbaseret virksomhed eller som kan styre sin virksomhed via nettet.

Man behøver ikke at have en stor virksomhed eller ansatte for at være virksomhedsejer.

Virksomhedsejere kan være iværksættere, solopreneurs, influencere, bloggere eller personer, der tjener penge på deres eget brand.

Ja, egentlig alle der har en virtuel virksomhed – stor som lille.

Freelancere er i princippet også virksomhedsejere (hvis de for eksempel har oprettet en enkeltmandsvirksomhed), men ikke alle online virksomhedsejere er freelancere, så derfor har vi lavet en distinktion mellem de to typer.

Online virksomhedsejere kan for eksempel drive:

  • En tøjforretning med ansatte, der tager sig af kunderne.
  • En podcast om økonomi.
  • En webshop hvor man kan købe e-bøger til mødre.
  • En webshop med plakater, som nogle andre printer og sender (dropshipping).
  • En blog om rejser (ligesom den du er inde på lige nu!).
  • En niche-hjemmeside om kameraudstyr.
  • En YouTube-kanal om havearbejde.
  • Et medlemsbaseret community om funktionel træning.

Der er uanede muligheder og kombinationer.

Hvis man kan drive sin virksomhed online, kan man være digital nomade hvor som helst.

Vil du være online virksomhedsejer?

Hvis du vil have en virksomhed, som kan styres online fra hele verden (så du kan leve som digital nomade!), er det smart, hvis du finder ud af:

  • Hvad du er god til.
  • Hvem du kan hjælpe eller skabe værdi for.
  • Hvilken måde du bedst kan gøre det på.

Ved at finde din egen unikke niche, er du tættere på at tjene penge som digital nomade.

Når du har fundet ud af det, kan du lave en forretningsplan og mål for din kommende virksomhed.

Det behøver heldigvis ikke at være dyrt at starte en online virksomhed, men det kommer uden tvivl til at tage en del arbejdstimer.

Og det kræver, at du sætter dig godt ind i lovgivningbogføring, m.m.

Til gengæld kan du få frihed til at rejse, så meget du vil.

Filippinerne om vinteren

Vi blev online virksomhedsejere og begyndte at leve som digitale nomader for bl.a. at have muligheden for at rejse til Filippinerne om vinteren.

Bonus: Passiv indkomst

At opbygge passiv indkomst er ikke en type digital nomade, men nærmere en udvidelse af at have en indkomst fra en online virksomhed.

Eksternt fastansatte, freelancere og nogle online virksomhedsejere bytter som regel tid for penge. Ens løn er afhængigt af de antal timer, man arbejder på et givent projekt.

Det er den traditionelle måde at tjene penge på.

Hvis man virkelig vil opnå frihed til at gøre, hvad man vil, bør man kigge nærmere på passiv indkomst.

Det er indkomst, som tikker ind, mens du sover, ligger på stranden eller trekker i bjergene.

Passiv indkomst er aldrig 100% passivt, men idéen er, at du kan nøjes med at lave et stykke arbejde én gang, og derefter tjene penge på det igen og igen.

Work smarter, not harder.

Jo mere, man automatiserer sin forretning, jo tættere kommer man på at skabe en passiv indkomst.

Hvis man investerer (for eksempel i aktier, obligationer, virksomheder eller fast ejendom) og får et overskud, man kan leve af, er det i princippet også passiv indkomst. Men det er ikke alle, der har så stor en opsparing, at de kan leve af deres investeringer.

Til gengæld kan (stort set) alle lære at starte og drive en online virksomhed, som kan give dem passiv indkomst hen ad vejen.

Det kan tage flere uger, måneder eller måske endda år at starte en profitabel virksomhed, hvor du kan leve af den passive indkomst – men det er nemmere end nogensinde.

Her er 5 måder, man kan skabe passiv indkomst på:

1. Skriv e-bøger. Hvis man skriver en e-bog, kan man sælge den til 10, 100 eller 10.000 personer. Og der er ingen print- eller lagerudgifter.

2. Lav et kursus. Hvis man er dygtig til noget, som man ville kunne undervise i, hvorfor så ikke præsentere det på en visuel pæn måde og sælge det som et onlinekursus?

Der er ingen grænse for, hvor mange der kan købe sig adgang til kurset.

3. Vis reklamer. Den klart mest almindelige måde at tjene penge på online er ved at vise reklamer, hvor man enten får betaling pr. klik eller visning.

Det kan for eksempel være bannerreklamer på en hjemmeside eller som videoreklamer før eller efter en YouTube-video.

Oftest bestemmer man ikke selv, hvad der bliver gjort reklame for, men jo flere der klikker eller ser reklamerne, desto mere tjener man.

4. Affiliate marketing. Hvis man benytter sig af affiliate links (også kaldet reklamelinks på dansk), markedsfører man en anden persons eller virksomheds produkt, mod at man får en provision for den trafik eller de salg, man genererer.

Med affiliate links har man mere kontrol over, hvad man gør reklame for, så det giver mening at linke til produkter og services, som passer til konteksten af ens platform.

5. Start en dropshipping-virksomhed. Dropshipping er en forretningsmodel, der giver mulighed for, at man kan starte en webshop og sælge produkter uden nogensinde at skulle opbevare dem selv.

Det er i stedet en tredjepart, der sender produkterne direkte til kunderne.

Flere salg giver selvfølgelig mere indkomst – og når man skal ikke tage sig af det logistiske, så bliver det passivt.

Fælles for de 5 ovenstående eksempler er, at der ikke er nogen begrænsning på, hvor meget man kan tjene, når man først har gjort arbejdet.

Mere passiv indkomst = mere frihed!

Passiv indkomst i New Zealand

Passiv indkomst lyder næsten for godt til at være sandt. Og det er bestemt også udfordrende at stable på benene. Men det er det hele værd!

Hvilke typer digitale nomader vi selv er

Vi har valgt at kombinere forskellige færdigheder og indkomstkilder, så vi er faktisk både freelancere og virksomhedsejere – og noget af vores indkomst er passiv.

Alexander har været freelancer og arbejdet med fotovideo og webdesign, længe inden vi besluttede os for at rejse på fuldtid. Design og kodning af hjemmesider har været nemt at tage med på farten, mens foto- og videojobs har suppleret vores indkomst i de perioder, hvor vi har været i Danmark.

Victoria arbejder freelance som Pinterest manager for faste kunder, som hun kan hjælpe online fra hele verden.

Da vi rejste afsted som digitale nomader for første gang, solgte vi rejseartikler til forskellige publikationer, så det var også freelancearbejde.

Sidenhen har vi fået skabt to rejseblogs (den danske Nordombord og den engelske Northabroad) samt en Instagramprofil (@northabroad), hvor vi arbejder for os selv. Her tjener vi penge på at publicere indhold på vores egne kanaler. En del af det er passivt.

Derudover filmer og sælger vi stockvideo for at skabe passiv indkomst. For hvert videoklip vi uploader, øger vi vores chancer for at tjene penge på både kort og lang sigt.

Sidst, men ikke mindst, har vi brugt et par år på at lave en dokumentarfilm om bæredygtig kaffe (Shade Grown Coffee). Det har været et kæmpe arbejde, men nu hvor den er udgivet, tjener vi passiv indkomst, hver gang nogen køber eller lejer den online. Vi har også en filmagent, som tager sig af at markedsføre og sælge filmen til distributører.

Som du kan se, har vi i løbet af årene diversificeret vores indkomst.

Vi startede ikke med at gøre det hele på én gang, men har bygget på hen ad vejen. Og vi tager kontinuerligt stilling til, hvad vi arbejder på.

Hvis du vil læse videre om vores indkomstkilder, går vi mere i dybden i vores guide om, hvordan vi tjener penge som digitale nomader.

Det her er sådan, vi får vores liv som digitale nomader til at løbe rundt lige nu.

Men hvem ved? Måske ser det anderledes ud om nogle måneder eller år.

Alex & Victoria i Dolomitterne

Vi ved ikke, hvor vi er om 3 måneder. Og slet ikke om 3 år. Men vi elsker rejsen!

Hvem kan blive en digital nomade?

Hvis du drømmer om at kunne tage dit arbejde med ud i verden, så har vi en god nyhed: der har aldrig før været så gode betingelser for at blive digital nomade, som der er i dag.

Selvom det især er yngre mennesker, iværksættere og folk fra velhavende lande, der lever som digitale nomader, udelukker det ikke de øvrige.

Alle og enhver har en chance!

Det kræver hårdt arbejde, og det er ikke noget, man bare bliver over natten, men det kan bestemt lade sig gøre.

Her er nogle af de vigtigste overvejelser, hvis du vil finde ud af, om din personlighed passer til livet som digital nomade.

Som tidligere nævnt kan du være en eller flere af de digitale nomade-typer.

Hver af dem har fordele og ulemper, men alle 3 giver mulighed for, at du kan arbejde online og rejse så meget, du vil.

Prøv dig af med det, der virker mest oplagt for dig.

Så kan du altid skifte retning eller supplere hen ad vejen.

Digital nomade mantra

Frihed først. Det har været vores mantra som digitale nomader. Find den vej, der passer dig bedst.

Tak fordi du læste med

Er du blevet klogere på, hvad en digital nomade er, og hvordan man kan leve som en?

Vi vil rigtig gerne høre dine tanker om livsstilen!

Lever du allerede som digitale nomade, eller overvejer du at kaste dig ud i det? Hvad holder dig tilbage – eller hvad venter du på?

Skriv til os i kommentarerne nedenunder og lad os høre om dine overvejelser.

Og stil endelig spørgsmål. Vi elsker at hjælpe!

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com, shoppe på Amazon eller tilmelde dig Airbnb.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive og lave indhold til Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡

Alex og Victoria på Nusa Penida

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores bedste og nyeste artikler med masser af inspiration og rejseråd leveret direkte i din indbakke. Vi vil elske at have dig med ombord!

Tak for din tilmelding!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tak for din tilmelding!