14 eksperttips til at finde de billigste flybilletter
Sådan finder du de bedste priser og sparer penge på rejser til hele verden
Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere.
Det er meget federe at bruge rejsebudgettet på lækker mad og nye oplevelser end på dyre flybilletter.
For at kunne få råd til at rejse mest muligt, bruger vi ofte en del tid på at finde flybilletter til gode priser. Det er nærmest blevet en sport for os, og vi synes, det er sjovt at sidde og nørde forskellige flykombinationer og søgemaskiner.
At finde de billigste billetter kræver både fleksibilitet, hårdt arbejde, tålmodighed og held.
Det sidste kan vi ikke hjælpe med, men med disse 14 tips er du godt rustet til at komme billigt afsted.
I denne artikel bruger vi et par reklamelinks, hvilket vil sige, at vi får en lille kommission, hvis du foretager et køb gennem vores link. Det koster absolut intet ekstra for dig, og vi vil blive meget glade, hvis du har lyst til at støtte os. Artiklen indeholder også masser af almindelige links, simpelthen fordi vi synes, de er brugbare. Læs hele vores reklamepolitik her.
- Rejs uden for sæson
- Vær fleksibel med dag og tidspunkt
- Hold øje med tilbud
- Søg flere steder
- Find alternative destinationer
- Flyv fra eller til en nærliggende lufthavn
- Sammensæt din billet selv
- Book en ungdomsbillet
- Overvej en afbudsrejse
- Søg for én person ad gangen
- Rejs kun med håndbagage
- Drop ekstra tilkøb
- Optjen point i loyalitetsprogrammer
- Kend prisen og vent ikke for længe
1. Rejs uden for sæson
Første tip virker åbenlyst, men at rejse uden for sæson er nok det mest afgørende for flybillettens pris.
De fleste har mulighed for at rejse på de samme tidspunkter, hvilket vil sige i weekender, helligdage og ferier. Priserne følger efterspørgslen og ryger i vejret i de perioder.
Efterårsferien, juleferien og vinterferien er de dyreste uger at rejse i, og har du mulighed for at tage afsted på andre tidspunkter, er der ofte en del penge at spare.
2. Vær fleksibel med dag og tidspunkt
Uanset om man rejser i højsæsonen eller uden for sæson, kan der være besparelser ved at være fleksibel med rejsedagene. For eksempel begynder de fleste ferier officielt fredag eftermiddag, men det kan være, at man kan tage afsted allerede onsdag og derved finde en betydeligt billigere billet.
Rejser til storbyer er oftest dyrere torsdag/fredag og søndag/mandag, da det er de dage, flest mennesker har tid til at tage på weekendture. Flybilletter er generelt dyrest søndag eftermiddag og billigst tirsdag eller onsdag, selvom der selvfølgelig er undtagelser.
Også tidspunktet på dagen kan være afgørende for prisen, og en god tommelfingerregel er at flyve, når andre ikke gider – ingen synes, det er sjovt at rejse virkelig tidligt om morgenen eller midt om natten.
3. Hold øje med tilbud
Mange flyselskaber sætter sporadisk flybilletter på tilbud eller holder større udsalg, og her kan der være gode penge at spare.
Hvis du vil være helt opdateret, kan du tilmelde dig flyselskabernes nyhedsbreve eller følge dem på de sociale medier. Alternativt kan du gå ind på deres hjemmesider for at få et overblik over aktuelle tilbud.
Nogle flyselskaber holder udsalg oftere end andre, og prisforskellene på tilbud og ikke-tilbud kan variere, men ved kontinuerligt at være opmærksom kan man være heldig at finde en flybillet til ekstra nedsat pris.
4. Søg flere steder
Der findes efterhånden mange forskellige søgemaskiner, rejsebureauer og flyselskaber, man kan bruge til at søge efter flybilletter.
Det er ikke altid de samme billetter, der vises, så ved at søge flere steder forøger man sine chancer for at gøre et ægte kup.
Vi bruger for det meste Momondo til at få det første overblik, for eksempel over hvor mange afgange der er, hvilke selskaber der udbyder ruten, og hvordan prislejet ligger.
Klik her for at sammenligne de billigste flybilletter hos Momondo (reklamelink).
Skyscanner, Travelmarket og Kayak er også gode søgemaskiner til dette.
Har man fundet en god billet og pris gennem en søgemaskine, kan man eventuelt tjekke, om samme flyvning er billigere gennem flyselskabets egen hjemmeside. Nogle gange er billetprisen endda højere hos flyselskabet, men det er værd at tjekke med en hurtig søgning.
Norwegians lavpriskalender
Vi ser også altid efter, om Norwegian har billetter til den pågældende destination.
Nogle af de billigste flybilletter vi har fået fingre i, har vi fundet gennem Norwegians lavpriskalender, der helt klart er vores foretrukne kalendersystem (hvorfor er der ikke flere flyselskaber, der gør sådan?).
Det er nemt og gennemskueligt at se billetpriserne for både ud- og hjemrejse, og er man fleksibel med rejsedagene, kan man hurtigt se, hvilke dage det bedst kan betale sig at rejse.
Det kræver selvfølgelig, at man skal til en destination, som Norwegian flyver til. Selskabet flyver til de fleste storbyer i Europa samt destinationer i Østeuropa og Nordafrika.
5. Find alternative destinationer
Hvis man ikke rejser efter en helt specifik oplevelse, kan man overveje at søge efter alternative destinationer, der kan opfylde nogenlunde samme krav.
Flybilletterne til Rom kan være dyrere end til Milano, en storbyferie til Paris kan måske gøres billigere til Budapest, eller en strandferie i Tunesien kan erstattes med Marokko, hvis prisen på flybilletten er lavere.
Ovenstående er tænkte eksempler, men fleksibilitet i forhold til destinationen kan være både besparende og overraskende!
På flere søgemaskiners hjemmesider, kan man vælge en funktion, der viser flybilletter til forskellige lande i rækkefølge efter pris.
Det er lidt forskelligt, hvor præcise priserne viser sig at være, men værktøjerne kan alligevel være med til at give et praj om, hvor i verden det kan være billigt at rejse hen, og det kan være et nyttigt værktøj, hvis ens destination ikke er fastlåst.
Momondo
Momondo kalder deres funktion for “hvor som helst”, og selvom priserne ikke altid er 100% korrekte, giver søgningen et godt overblik over de billigste rejsemål i den valgte periode.
Klik her for at søge på Momondo og skriv “hvor som helst” i søgefeltet (reklamelink).
Skyscanner
På Skyscanner kaldes det “overalt”, og her er der også mulighed for at få priserne vist på et kort.
Kayak
Kayak Explore er Kayaks kort-værktøj til at vise priser på flyrejser fra Københavns lufthavn (eller hvilken lufthavn man vil rejse fra). Her kan man enten vælge præcise datoer, måned eller periode samt filtrere på rejsens varighed, pris og flyvetid.
Værktøjet rammer ikke de eksakte priser hver eneste gang, men kortet giver et godt overblik over prisniveauet på forskellige destinationer. Kiwi.com har samme slags kort-værktøj.
Ryanair
Ryanair har også et kort, hvor man kan se de billigste flybilletter fra den valgte lufthavn.
Priserne vises for en enkeltbillet, og man kan sortere på måned, budget og rejsetype. Destinationerne fra Danmark er begrænsede, men til gengæld kan udvalget være rørende billigt.
6. Flyv fra eller til en nærliggende lufthavn
Det er værd at undersøge, om der findes billigere flybilletter fra en nærliggende lufthavn.
Bor man i københavnsområdet, kan man for eksempel søge på afrejse fra lufthavnen i Malmø, hvor nogle ruter koster mindre. Lavprisselskabet Wizz Air flyver til flere destinationer i Østeuropa fra Malmø end fra København.
I mange lande og større byer er der flere lufthavne at flyve til, og prisen kan variere drastisk afhængigt af lufthavn.
Flybilletter til Firenze kan for eksempel være væsentligt dyrere end billetter til nabolufthavnen i Pisa, hvorfra man kan tage en bus til Firenze by for 10 euro.
Flere søgemaskiner kan finde alternative lufthavne for dig. Sæt flueben i “inkluder nærliggende lufthavne” på Momondo (reklamelink) eller “tilføj lufthavne i nærheden” på Skyscanner.
7. Sammensæt din billet selv
Direkte fly er selvfølgelig at foretrække, men der er ofte penge at spare på mellemlandinger.
Mange søgemaskiner kan stykke flybilletter sammen med forskellige selskaber og mellemlandinger, men engang imellem kan det betale sig at sætte billetten sammen selv.
Især ved langdistancerejser kan det være værd at undersøge, om billetterne er billigere fra et andet land.
Store knudepunkter i Europa inkluderer London, Paris, Amsterdam, Frankfurt og Istanbul, og vil du rejse til USA, kan det for eksempel være billigere at købe en billet fra København til London og en billet videre fra London til USA.
I Sydøstasien er meget flytrafik centreret i Bangkok, Singapore eller Kuala Lumpur, og vil du til Cambodja, Filippinerne eller et andet asiatisk land, kan det være billigst at flyve hertil først. Herefter kan du skifte til et asiatisk lavprisselskab, der kan flyve dig videre.
Det virker måske besværligt, men ved at sammensætte billetten på denne måde kan du højst sandsynligt spare flere hundrede eller måske tusinde kroner.
En anden måde hvorpå man kan finde ud af, om det kan betale sig selv at sammensætte billetten, er ved at vende en Kayak Explore-søgning om.
I stedet for at søge på flybilletter fra København til resten af verden, kan du prøve at søge på billetter fra din destination.
Her er et par andre tilfældige observationer:
- Der går billige fly til Cuba fra Cancún i Mexico, så en mellemlanding her kan muligvis betale sig.
- Mange fransktalende lande i Afrika er billigere at rejse til fra Frankrig, og det samme gælder flyforbindelser fra Spanien og Portugal til henholdsvis Sydamerika og Brasilien.
- Der kan være billige forbindelser til Asien og Afrika over Istanbul, Qatar eller Dubai.
- Caribien kan være billigt at komme til via USA. Flyv for eksempel først til Boston, New York eller Florida og videre med en af de mange amerikanske lavprisselskaber, eksempelvis Spirit Airlines.
- Det er i det hele taget ret billigt at flyve indenrigs i USA.
Sætter du selv billetten sammen, så vær især opmærksom på:
- Tid til flyskift – billetten giver måske ikke så god mening, hvis du kun har en time til at skifte fly. Vær ekstra opmærksom på om flybilletterne er til og fra forskellige lufthavne i samme by. Det har vi prøvet, og vi skal hilse og sige, at det kan være lidt stressende at skulle skynde sig gennem trafikken fra én lufthavn til en anden.
- Krav om indrejsevisum – det kan ikke altid betale sig at rejse over USA, Indien og Kina, hvor visum kan kræves selv for transit.
8. Book en ungdomsbillet
Hvis du endnu ikke har fået grå hår af al den snak om flybilletter, kan det være, at du kvalificerer dig til at købe en ungdomsbillet. Der er helt sikkert flere flyselskaber, der tilbyder nedsatte billetter til unge, men her er to vi har brugt før.
SAS Ungdom
Alle under 26 år kan bestille ungdomsbilletter hos SAS og rejse til nedsatte priser. Udover mange destinationer i Europa og USA kan man rejse billigt til Beijing, Hong Kong, Shanghai og Tokyo.
Flyv for eksempel fra København til Shanghai i november for blot 2.487 kr. tur/retur inklusiv bagage.
Book SAS ungdomsbilletter ved at vælge “Book ungdom”, når du vælger, hvor mange voksne/børn der rejser.
Norwegian ungdomsbilletter
Norwegian tilbyder desværre ikke ungdomsbilletter på deres langdistanceruter, men selskabet flyver til gengæld ekstra billigt til destinationer i Skandinavien og indenrigs i Danmark, hvis du er under 26 år.
Bestil Norwegian ungdomsbilletter fra København, Aalborg og Billund her.
9. Overvej en afbudsrejse
Selvom afbudsrejser oftest forbindes med charterferier, kan det faktisk være en billig måde at rejse på selvstændigt.
Hjemmesider med afbudsrejser har af og til gode tilbud på flybilletter, ofte inklusiv hotel, hvis man rejser til populære charterdestinationer som Tyrkiet, Egypten, Grækenland, Bulgarien, Kroatien, Spanien, Portugal og De Kanariske Øer.
Tag et kig på afbudsrejser.dk og Solfaktor, hvor man kan vælge at søge på flere destinationer og datoer samtidigt.
Hvis man ikke er tilhænger af charter-konceptet, kan man nøjes med at købe plads på flyet (eller at få hotel med i prisen), og fravælge de andre services, såsom den obligatoriske bustur fra lufthavnen og de guidede dagsture.
Det gjorde vi for eksempel i Jordan, hvor vi besøgte kystbyen Akaba for 3.000 kroner per person for en uge med fly og hotel.
10. Søg for én person ad gangen
Hvis du bestiller flybilletter til mere end én person, kan det være en god idé at booke billetterne enkeltvis.
Køber man flere billetter samtidigt, vil den dyreste billet nemlig afgøre prisen for alle billetterne.
Det vil sige, at hvis der kun er én plads på flyet til 400 kroner og resten koster 900 kroner, vil to billetter købt samtidigt koste 1.800 kroner i alt – i stedet for 1.300 kroner, hvis de blev købt separat.
11. Rejs kun med håndbagage
Ved at lade den tunge kuffert blive derhjemme, kan man få fat i lavprisselskabernes billigste flybilletter, og derved undgå at betale de ofte urimeligt høje ekstrapriser for bagage.
Ikke nok med at man sparer penge, så sparer man også tid i lufthavnen – både ved indcheckningen og ved bagagebåndet.
Det er også betydeligt lettere at transportere sig rundt, hvis man ikke skal slæbe på en stor kuffert. Og så kan det være, at man er mere tilbøjelig til at tage den billige bus end den komfortable, dyre taxi til hotellet.
12. Drop ekstra tilkøb
De fleste billige flybilletter kan sælges til så lave priser, fordi flyselskaberne håber, at du tilkøber andre services. Det betyder dog ikke, at du skal.
Drop alle de ekstra tilkøb og undgå at gøre din billet dyrere.
- Flymad til 250 kroner per vej? Man kan købe mange snacks og medbringe dem selv for de penge.
- 100 kroner for at vælge sæde? Check-in lidt tidligere, hvis du gerne vil være sikker på at få en vinduesplads eller sidde sammen med familien.
- Fast track eller prioriteret påstigning? Så travlt skal man helst ikke have, hvis man skal på ferie!
- Usikker på afbestillingsforsikringen? Forsikringen gælder kun hvis du bliver syg og kan fremvise lægeerklæring – ikke hvis du ombestemmer dig.
Det skal til gengæld nævnes, at vi synes, det er vigtigt at have en god rejseforsikring. Den må du ikke spare væk!
13. Optjen point i loyalitetsprogrammer
Mange flyselskaber har loyalitetsprogrammer, hvor rejsende kan optjene point eller fordele, for eksempel til at få rabat på køb af flybilletter.
Det hjælper gevaldigt på pointoptjeningen at flyve ofte, men selv ved sporadiske flyvninger kan der være god grund til at sætte sig ind i programmerne.
Vi er selv medlemmer af Norwegian Reward og SAS EuroBonus.
Norwegian Reward
Ved at blive medlem af Norwegian Reward, får man 2% af flybillettens pris som CashPoints, der kan bruges til at købe fremtidige flybilletter eller andre opgraderinger. 1 CashPoint svarer til 1 norsk krone.
Hver sjette flyvning indenfor 12 måneder med Norwegian giver nye Reward-fordele.
Vi kan også anbefale, at man anskaffer sig et gratis Norwegian-kreditkort.
Bestiller man Norwegian-flybilletter med kreditkortet, får man 5% CashPoints, og på alle andre køb får man 1% CashPoints. Køber man for eksempel et TV for 3.000 kroner med kortet, giver det altså 30 CashPoints at flyve for.
Det kan godt tage lidt tid at opspare en betydelig mængde CashPoints, men er man flittig til at bruge kortet, er det realistisk at få sparet op til en billet. Vi har for eksempel betalt en flybillet fra København til Singapore udelukkende med CashPoints.
SAS Eurobonus
Optjen point ved køb af flybilletter, hoteller og daglige indkøb gennem SAS EuroBonus. EuroBonus er et af de ældste fordelsprogrammer og har utallige partnere, hvor igennem man også kan optjene point.
EuroBonus-point kan for eksempel bruges til at booke flyrejser, leje bil eller shoppe i EuroBonus Shoppen og i udvalgte netbutikker.
Der er stor forskel på, hvor mange point man tjener på forskellige køb, men sætter man sig godt ind i systemet, kan der sagtens være gode fordele at hente.
Der findes flere andre loyalitetsprogrammer, for eksempel:
14. Kend prisen og vent ikke for længe
Det er en fordel at vide, hvad det kan koste at komme til forskellige destinationer.
For eksempel kan en billet til USA koste helt ned til omkring 2.000 kroner tur/retur, og billetter til mange europæiske storbyer kan fås ned til få hundrede kroner per vej, hvis man finder de rigtige afgange.
Er du klar over, hvad din billet kan koste, er det nemmere at slå til, når du ser billetten til den pris.
Hvornår er det rigtige tidspunkt at slå til?
Det korte svar er nok, at man skal bestille sin flybillet, når den har en pris, som man gerne vil betale.
Flypriser fluktuerer typisk meget tre måneder før en afgang, men de bliver i gennemsnit dyrere for hver dag, der går. Hvis man har mulighed for at være tidligt ude, kan det ofte betale sig at købe flybilletten flere uger i forvejen.
Man kan aldrig vide med sikkerhed, om det er muligt at finde en billigere flybillet på et andet tidspunkt. Ved at vente en uge til, kan det være, at der dukker et andet tilbud op – men det kan også være, at prisen stiger med 10%.
Finder man en flybillet til en fair pris, kan det give god mening at slå til med det samme. Så er der også mere tid til at planlægge rejsen og glæde sig, fremfor at bruge nat og dag på at søge på umulige rejsekombinationer på utallige rejseportaler.
Held og lykke med at finde de billige flybilletter!
Vi håber, du kunne bruge vores tips.
Har du nogle gode råd, når det kommer til at gøre et rejsekup? Del dem gerne i kommentarerne herunder.
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Indsend Kommentar