fbpx

Rejseguide til Lake Mead: Alt hvad du skal vide om at besøge den menneskeskabte sø tæt på Las Vegas

Vores anbefalinger og tips til de bedste oplevelser, vandring og overnatning ved Lake Mead nær Las Vegas
Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.

Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere.

I april 2018 var vi på et uforglemmeligt roadtrip i det sydvestlige USA, hvor vi kørte gennem Californien, Nevada, Utah og Arizona.

På vejen besøgte vi unikke nationalparker og naturvidundere, og vi blev overvældede af de smukke amerikanske landskaber.

På vej mod Valley of Fire kørte vi gennem rekreationsområdet Lake Mead. Det var så afslappende, at vi besluttede os for at køre tilbage for at overnatte ved søen i slutningen af turen, inden vi skulle aflevere autocamperen i Las Vegas.

For Lake Mead ligger kun 40 minutters kørsel fra den store spilleby, og her kan det anbefales at tage hen, hvis man trænger til ro og flotte udsigter.

I denne artikel kan du læse om vores oplevelse, se masser af billeder samt få praktisk information, hvis du selv får lyst til at planlægge et besøg.

Søen

Rekreationsområdet Lake Mead ligger blot 40 minutters kørsel fra Las Vegas, og her kan man i den grad slappe af og nyde udsigten til den store, menneskeskabte sø.

Hvorfor besøge Lake Mead?

Lake Mead National Recreation Area er et rekreativt område, der ligger i både Nevada og Arizona.

Mead-søen er en stor menneskeskabt sø, der ligger på Colorado River.

Den berømte dæmning Hoover Dam har været med til at forme søen, og den enorme vandkapacitet gør, at både Arizona, Californien og Nevada kan få vand herfra.

Der er selvfølgelig guidede ture til Hoover Dam, men det er nu ikke derfor, vi vil anbefale et besøg til Lake Mead.

Ørkenlandskaberne udgør smukke omgivelser til camping i det fri, og foruden Lake Mead består området også af den lidt mindre Lake Mohave, som findes i den sydlige del – begge søer kan bruges til forskellige vandaktiviteter.

Kort

Lake Mead landskab

Lake Mead har et utal af varierede, vilde landskaber.

Vandreruter og aktiviteter i Lake Mead

Vi fik ikke selv udnyttet alle de mange aktiviteter, der findes i Lake Mead, men der findes faktisk en del.

Området er især oplagt til sejlsport, vandski, kajak, kano, svømning og fiskeri.

På land kan man vandre, ride, tage på picnic eller kigge efter dyreliv.

Advarsel: Der kan være klapperslanger og skorpioner på jorden, i buske eller under sten. Kig dig grundigt for og undgå at samle dyrene op eller at dræbe dem.

Vi kan anbefale at tage forbi besøgscentret, hvor de står klar til at hjælpe med tips til gode aktiviteter og vandreruter, der passer til, hvor lang tid man har i området, og hvad man har lyst til at opleve.

Pas på naturen

  • Tag ikke noget fra naturen.
  • Hold afstand til vilde dyr.
  • Smid skrald i skraldespandene.
  • Brug de officielle toiletter rundt omkring i parken.
  • Pas på dig selv og parkens andre gæster.

Huskeliste til vandreture

  • En vandrekammerat. Gå ikke alene!
  • Rigeligt med vand.
  • Snacks eller måltider, hvis du skal på en længere tur.
  • En turtaske til at bære tingene i.
  • Gode vandresko, sneakers eller sandaler.
  • Solcreme, solbriller og/eller solhat. Solen kan være skarp midt på dagen, så husk at beskytte dig – også selvom vejret er køligt.
  • En pandelampe, lommelygte eller telefon med lys (og batteri) til når solen går ned.
  • Kamera og kameraudstyr.
  • Indgangsbillet til parken eller parkpas samt identifikation.
  • Bilnøgler, hotelnøgler og lignende.
  • Evt. et førstehjælpskit.
Bjerge i Lake Mead
Lake Mead udsigt

Vores besøg i Lake Mead

Det var faktisk ikke vores plan at besøge Lake Mead i længere tid.

For at komme til Valley of Fire fra Las Vegas blev vi nødt til at køre gennem området, og vi tænkte blot, at det var en god og scenisk vej. Og det var det.

Vi så nogle flotte udsigter til naturen og selve søen, men vi brugte ikke synderligt lang tid på vores første visit.

Inden vi skulle aflevere vores autocamper i Las Vegas, havde vi en overnatning tilovers, og vi besluttede os for at køre tilbage til Lake Mead for den sidste nat og se lidt nærmere på området.

Der er meget at lave, men efter næsten to ugers intense oplevelser i forskellige nationalparker og naturområder, havde vi bare brug for at slappe af.

Vi gik nogle korte ture, nød udsigten til søen og hyggede os med at lave mad i den lille autocamper – alt sammen i rolige, smukke ørkenomgivelser.

Betagende Lake Mead ved solnedgang

Betagende Lake Mead ved solnedgang.

Lag af sten
Flad klippe

Sæson og vejr i Lake Mead

I Lake Mead er vejret generelt solrigttørt og klart, og området kan besøges året rundt.

Vintrene er milde, og fra maj til september kan det blive rigtig varmt.

Det er ikke usædvanligt at temperaturen overstiger 40 grader om sommeren, så vær forberedt på varmen, hvis du kommer der. Drik rigeligt med vand, og hav gerne ekstra meget med i bilen.

Tag det alvorligt hvis du mærker svimmelhed, kvalme eller hovedpine og sørg for at blive i skyggen og drikke væske.

Røde blomster
Pink kaktus
Gule blomster

Selv i ørkenen er der masser af liv. I foråret springer mange af blomsterne ud.

Praktisk information om Lake Mead

Indgangspris: 20 dollar (ca. 130 kroner) per køretøj.

Hvis du har købt adgangspasset America the Beautiful, gælder det også for indgangen til Lake Mead National Recreation Area. Husk at medbringe billedidentifikation på passets ejer.

America the Beautiful

Hvis du planlægger at besøge adskillige nationalparker på din tur, kan vi anbefale, at du anskaffer dig et America the Beautiful-kort, som koster 80 dollar (ca. 520 kroner) og kan købes i nationalparkerne eller andre områder, hvor kortet gælder.

Kortet kan købes af alle – også hvis man ikke er amerikansk statsborger. Det gælder et helt år til alle landets nationalparker samt en del rekreative områder.

Der kan være op til to ejere af passet, og det dækker indgangsprisen for ejeren samt ledsagere i bilen (op til tre voksne på 16 år eller ældre). Der er ingen adgangsgebyrer for børn på 15 år eller derunder.

Åbningstider

Lake Mead National Recreation Area er åbent 24 timer i døgnet året rundt.

The Lake Mead Visitor Center er åbent kl. 09.00-16.30 hver dag (på nær enkelte helligdage).

Blændende solnedgang

Transport i Lake Mead

Lake Mead-området har ni forskellige indgange, og de fleste større seværdigheder er tilgængelige med bil.

Hovedvejene er asfalterede, men en del af vejene ned til søen er grusveje.

Der er ingen offentlig transport til Lake Mead, men fra Las Vegas kan man arrangere ture til de mest populære attraktioner fra sit resort eller en turoperatør.

Bugtet vej i Lake Mead

Lake Mead er fyldt med tomme, bugtede veje som denne.

Overnatning ved Lake Mead

Camping

I det store rekreative område er det oplagt at overnatte for at kunne gå i seng og vågne op til en flot udsigt.

Da vi besøgte Lake Mead, sov vi i en autocamper, som vi havde lejet gennem Cruise America. Vi havde derfor vores egen seng (og lille hjem) med os rundt, så vi kunne campere, hvor vi havde lyst.

I Lake Mead er backcountry camping (også kaldet boondocking) nemlig både muligt og lovligt. Det betyder, at man kvit og frit kan stille sin bil op og bo/sove i den midt i naturen.

Hvis man ikke har brug for hookups til sin autocamper (dvs. vand, strøm osv.), er det en genial måde at spare penge på overnatning og samtidig få sig et camping-eventyr.

Der er dog nogle områder, som er markeret “no camping”, og her skal man selvfølgelig ikke stille sig – men i store dele af Lake Mead kan det lade sig gøre.

Hvis man hellere vil bo på en officiel campingplads, er der masser at vælge imellem – både til telte, autocampere og med eller uden hookups, bade og wi-fi. Nogle opererer efter first come/first serve, mens andre pladser kan reserveres.

Se alle campingpladser, priser og faciliteter i Lake Mead-området her.

Vi har forresten lavet en anmeldelse af Cruise America-autocamperen her, og vi har også skrevet en grundig guide til at leje og køre autocamper i USA for første gang.

Overnatning med udsigt!

Overnatning med udsigt!

Victoria nyder udsigten

Hotel eller motel

Foretrækker man at køre rundt i en almindelig lejebil og sove på hotel eller motel, er der faktisk et par at vælge mellem i Lake Mead-området. Du kan se dem her.

Bo i Las Vegas

Der er som sagt ikke langt til Las Vegas, så man kan også sagtens overnatte i byen og køre frem og tilbage til Lake Mead. Du kan benytte vores reklamelink (hvad er det?) herunder for at søge på hoteller:

Søg efter hoteller og moteller nær Las Vegas på Hotels.com lige her.

Lake Mead-panorama

Planlæg et besøg til Lake Mead

Fly fra Danmark til USA

Lake Mead ligger belejligt tæt på storbyen Las Vegas, der kan være et godt udgangspunkt for naturoplevelserne i det sydvestlige USA.

Flybilletter til Las Vegas kan ofte fås til billige penge, og du kan bruge vores reklamelink herunder for at finde en god billet.

Søg efter de billigste flybilletter til Las Vegas på Momondo.

Lej en bil

Fra lufthavnen i Las Vegas kan man nemt leje bil.

Der er ni hovedindgange til Lake Mead-området, men den tætteste på Las Vegas kan nås på blot 40 minutter.

Du kan finde en bil, der passer til dig ved at bruge vores reklamelink nedenunder:

Søg efter biler fra Las Vegas på Expedia.

Vil du vide mere om billeje, så kan du læse vores guide med tips til at leje bil i USA.

Vi kørte selv gennem Lake Mead på vej fra Las Vegas mod Valley of Fire, og igen på vores tur tilbage fra Grand Canyon til Las Vegas. Den sidste gang overnattede vi i området i vores autocamper.

Hvis du vil leje en autocamper, kan du læse vores grundige guide til at leje og køre autocamper i USA.

Autocamper i USA

Vores autocamper fra Cruise America i Lake Mead.

Flere naturoplevelser?

På vores tur til det sydvestlige USA fik vi besøgt en hel del nationalparker og andre fantastiske naturområder.

Hvis du har planer om at besøge Lake Mead, er du måske også interesseret i Red Rock Canyon, som ligger en halv time vest for Las Vegas eller Valley of Fire, som er en helt fantastisk statspark lige nord for Lake Mead-området.

Har du været i Lake Mead National Recreation Area?

Skriv endelig en kommentar om, hvad du synes om området eller del dit bedste tip med os.

Du skal også være velkommen til at stille spørgsmål – så svarer vi, så hurtigt vi kan.

Tak fordi du læste med!

Vil du også hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak, og rigtig god tur!

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡