På road trip i en autocamper: En anmeldelse af Cruise America
11 oplevelsesrige dage i en vaskeægte amerikansk RVHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Reklame: Denne artikel er lavet i samarbejde med Cruise America. Som altid deler vi vores ærlige mening, og alt er skrevet af os.
Første gang i autocamper
I april 2018 besøgte vi Nevada, Utah og Arizona i en autocamper fra Cruise America. Vi levede on the road i 11 dage og nød den vilde natur i det sydvestlige USA.
Det var første gange, vi prøvede at rejse rundt i en autocamper – og hold da op, hvor var det sjovt at have et hjem på hjul med rundt!
I denne anmeldelse af selve autocamperen, en C19, har vi skrevet om bilens funktioner, samt hvad der er godt at vide, hvis man selv overvejer at leje fra Cruise America.
Hvis man gerne vil læse mere om at tage på ferie i en autocamper for første gang, har vi skrevet en grundig guide til at leje og køre autocamper i USA her.
Hvad er Cruise America?
Cruise America har over 120 kontorer i USA, hvilket gør dem til landets klart største udbyder af autocampere – eller RV’s på amerikansk.
Uanset hvilket hjørne af De Forenede Stater man har tænkt sig at besøge, er Cruise America højst sandsynligt i nærheden.
Cruise America udlejer fire forskellige modeller:
- Truck camper: Cruise Americas mindste model med plads til tre sovende. Der er ikke direkte adgang mellem førerhuset og camping-delen.
- Compact (19 fod): Den næstmindste model på næsten seks meter, også med plads til tre sovende. En forholdsvist lille, men alligevel meget komplet autocamper.
- Standard (25 fod): Standard-modellen er næsten to meter længere end compact og her er plads til fem mennesker – eller bare væsentligt mere plads til to-tre menneskers bagage.
- Large (30 fod): Den største model er ni meter lang og har plads til syv mennesker; helt perfekt for den store familie.
Alle fire modeller har bad, toilet, køkken, senge og et spisebord med bænke.
Hvilken model man skal vælge kommer helt klart an på, hvor mange mennesker man rejser sammen, og hvor meget bagage man har med.
Vi lejede deres Compact-model (også kaldet C19), og det er denne model, vi anmelder her.
Vores oplevelse
Det absolut bedste ved at holde ferie i en autocamper, var følelsen af frihed.
Vores plan var at køre rundt til forskellige smukke naturområder i Nevada, Utah og Arizona, og at have et rullende hjem gav os fleksibilitet i forhold til at sove og spise, når det passede os, så oplevelserne kunne komme i første række.
Tæt på naturen
Den største grund til at holde ferie i en autocamper var for os, at vi kunne overnatte komfortabelt tæt på naturen.
At sove under stjernerne og falde i søvn til ulvehyl og cikadesang er en magisk oplevelse. Vi elskede at kunne åbne vores dør og befinde os midt i vildmarken.
Uanset hvor vi kørte hen, havde vi alt lige ved hånden. Vores tøj, mad, elektronik – det hele var indenfor rækkevidde.
Når man er vant til at backpacke i Sydøstasien, kan det virke som en lidt unødvendig luksus, men ikke desto mindre var det utrolig rart, at vi ikke skulle planlægge og pakke om hele tiden.
Madlavning i bilen
En anden fantastisk grund til at leje en autocamper er, at man har et køkken med rundt hele tiden.
Selvom det kan være en dejlig oplevelse at spise ude, når man rejser, kan det også være direkte befriende ikke at være afhængig af restauranter – særligt når man er langt fra større byer.
Vi lavede stort set alle måltider på turen selv. Både for at spare på madbudgettet, men også for at kunne spise sundere og grønnere end hvad de fleste amerikanske fastfood-kæder tillader.
At have vores eget køkken gav os desuden mulighed for at stoppe ind og spise frokost med fantastisk udsigt og at starte dagen med en friskbrygget kop kaffe (vi havde vores egen AeroPress med).
Når man befinder sig hundredvis af kilometer fra nærmeste third wave-kaffebar og klokken er seks om morgenen, er det helt uvurderligt.
Funktioner og faciliteter
Autocamperen havde alt, hvad vi havde brug for på vejen; en seng, et køkken, toilet og bad samt opbevaringsplads. Her skriver vi om, hvad man kan forvente, og hvordan det er at køre i en så stor bil.
Sovepladser
C19-autocamperen fra Cruise America har to senge med plads til i alt tre sovende.
Ovenpå førerhuset er der en dobbeltseng, og spisebordet med de to sofabænke kan omdannes til en ekstra seng, hvis man for eksempel har et barn med.
Vi sov ovenpå førerhuset, hvor der er lidt lavt til loftet, men madrasserne var magelige at sove på.
Nogle af de steder vi overnattede, blev det minusgrader om natten, og det var koldt at ligge op ad væggen, hvis varmen ikke var på. Derfor sov vi som regel på campingpladser, hvor vi kunne tilkoble elektricitet, når vi var kolde steder.
For 55 dollar per person (ca. 358 kroner) kan man leje et sengesæt med sengetøj, hovedpuder, håndklæder og viskestykker.
Hele bilen er også udstyret med gardiner, så man kan sove i fred for morgensol eller nysgerrige blikke.
Køkken
At kunne stå fuldt oprejst og lave mad i lys og varme midt ude i ingenting med køleskab, fryser, gasblus og et fuldt køkkensæt er pænt meget det modsatte af kokkerering på et Trangia-sæt på telttur i regnvejr. Det kan helt sikkert have sin charme, men hvis man værdsætter komfort og madlavning, bliver det ikke meget bedre end i en fuldt udstyret autocamper.
I køkkensættet som man kan leje fra Cruise America for 100 dollar (ca. 650 kroner) får man bestik, krus, kopper, tallerkener, skåle, potter og pander. Det inkluderede også køkkenkniv, madlavningsske, spatel, skærebræt, elkoger, dåseåbner, dørslag, røreskål, lommelygte og kost.
Lommelygten viste sig at være løbet tør for batteri, og kosten opdagede vi senere, at vi ikke havde fået med. Det var heldigvis ikke nogen katastrofe for os, men nu kan vi sige videre, at det er en god idé at tjekke sættet igennem, inden man forlader afhentningsstedet.
Man skal selv købe opvaskebørste, opvaskemiddel og/eller sæbe, skraldeposer samt en lighter eller tændstikker til at tænde gasblusset.
De to gasblus er ikke vildt kraftige, men fungerede godt for os.
Både køleskab og fryser kører på gas (eller el, hvis man er koblet til) og fungerer altså 24 timer i døgnet. Der var rigeligt med plads.
Et smart tørresystem ville være prikken over i’et, men opvask var super nemt med det rindende vand og den store vask.
Toilet og bad
Da vi de fleste nætter sov på campingpladser med toilet- og badefaciliteter, brugte vi ikke bilens toilet og bad vildt meget. Badeværelset er småt, men det fungerer fint.
Med strøm (fra hookup eller generator) kan man tage et varmt brusebad. Man skal dog være opmærksom på, hvor meget vand man bruger – både i forhold til at genopfylde og tømme vandtankene.
Opbevaring
Eftersom vi kun havde håndbagage med til USA, var der rigeligt med opbevaringsplads i autocamperen.
Rejser man med flere tasker eller en kuffert kan det dog godt blive en smule trangt med pladsen. Uanset størrelsen skal man huske at sætte sin bagage fast, mens man kører.
Der var masser af plads til at opbevare madvarer i køkkenskabe og skuffer.
Hastighed og kørsel
Autocamperen kørte godt, og cruise control-funktionen gjorde det behageligt at køre selv meget lange strækninger. Det er selvfølgelig en tung bil, men med både automatgear og cruise control var kørekomforten udmærket.
I forhold til de super moderne personbiler vi lejede fra San Francisco til Los Angeles og fra Los Angeles til Las Vegas, føltes autocamperen lidt “gammel”.
Dørene skulle åbnes og låses med nøglen, instrumentbrættet var meget manuelt og uden skærm eller bakkamera, højtalerne skrattede en smule, og der var ikke en bluetooth-funktion til musikken.
Det skal ikke forstås som en klagesang, men det kan være rart at vide på forhånd.
Det skal også nævnes, at selvom vi havde spændt alt godt fast og lukket alle skabe, larmede bilen ret meget under kørslen. Ting rasler rundt, og ja, igen – en RV er bare en meget stor bil.
På blæsende dage var det tydeligt, at autocamperens store overflade blev hevet i af vinden, men vi kørte så blot en smule langsommere.
Vores autocamper kunne sagtens køre de tilladte maksimale hastigheder, dvs. helt op til omkring 80 miles i timen på nogle af motorvejene (ca. 129 kilometer i timen).
Det anbefales dog at holde hastigheden i en autocamper til omkring 70 miles i timen (ca. 113 kilometer i timen) af sikkerhedsmæssige årsager.
Forruden og sidespejlene giver formidabelt udsyn. Eftersom dobbeltsengen ovenpå førerhuset stikker ud over ruden, slap vi også for at blive blændet af solen.
Når man skal bakke og parkere, er det vigtigt at tage sig god tid – og helst også få sin medpassager til at stige ud og assistere.
Mileage (kilometer per liter)
Ifølge Cruise America kører en C19-autocamper 14-15 miles per gallon (ca. 6 kilometer per liter). Vi oplevede reelt nærmere 10-12 miles per gallon (4-5 kilometer per liter).
Uanset hvordan man vender og drejer det, er der altså ingen tvivl om, at en autocamper er en benzinsluger uden lige.
Uheld og forsikring
Da vi havde et mindre uheld, kontaktede vi Cruise Americas Traveller’s Assistance, som står til rådighed 24 timer i døgnet. Deres service var hurtig, høflig og forstående.
Med Cruise America var vi 100% dækkede, hvis vi lavede skader på andre biler, men vi havde en selvrisiko på op til 1.000 dollar (ca. 6.500 kroner), hvis vi skadede vores egen bil.
Tekniske specifikationer for C19:
- Ford V-8 motor
- Automatgear
- ABS-bremser
- Power-styring
- Air conditioning i instrumentbrættet
- Cruise control
- Generator
- Stereo-lydsystem
- Toilet og bad med vandvarmer
- 2 gasblus
- Køleskab med fryser
- Mikrobølgeovn
- Air conditioner i taget
- 151 liters benzintank
- 76 liters vandtank
- 64 liters kloakvandstank (blackwater)
- 62 liters spildevandstank (greywater)
- 45 liters gastank (propan)
Værd at vide inden man booker
Priser
Prisen for at leje en autocamper svinger på baggrund af sæson, beliggenhed og tilgængelighed.
Men som med alle former for udlejning af autocampere er det ikke kun den daglige lejepris, man skal kigge på. Antal miles man regner med at køre, brug af generator (3,5 dollar per time), samt evt. leje af køkkenudstyr og sengetøj/håndklæder skal også inkluderes. Oveni pålægges skatter som varierer fra stat til stat.
Cruise America tager et sikkerhedsdepositum på 500 dollar, som man selvfølgelig får igen, hvis bilen kommer tilbage i samme stand.
Desuden skal man huske på, at benzin, parkering og overnatning på campingpladser også skal medregnes i feriebudgettet.
Du kan læse meget mere om at udregne miles, og hvad man skal tænke over, når man lægger budget for en autocamper-ferie i vores grundige guide til at leje og køre autocamper i USA.
Afhentning og aflevering
Inden vi hentede bilen, fik vi tilsendt et par gode instruktionsvideoer, som er gode at se, inden man kører første gang. Videoen fra Cruise America kan ses her.
Den søde kvinde, der overleverede autocamperen til os, viste os rundt i bilen og forklarede kort, hvordan alt virkede. Vi fik heldigvis lov til at stille så mange dumme spørgsmål, som vi ville.
Hvis man vil undgå ekstra gebyrer, når man afleverer autocamperen, er det vigtigt, at man har rengjort bilen, og at man har fyldt tankene med benzin og propan helt op. Spildevandstankene skal også være tomme.
Alt i alt
Vores autocamper fra Cruise America blev vores hjem i 11 dage og tog os på nogle helt fantastiske eventyr.
Bilen transporterede os næsten 3.000 kilometer rundt i det sydvestlige USA gennem ørkener, sandstorme, hedebølger, bjerge og sne uden at klage.
Den vinder nok aldrig nogle skønhedskonkurrencer, men vores C19 var stabil fra start til slut og føltes både tryg og komfortabel. Vi savner faktisk vores lille cruiser.
Hvis du planlægger at holde ferie i en autocamper i USA, kan vi helt klart anbefale at tjekke Cruise America ud!
På vej til USA på autocamper-ferie?
Hvis det er første gang, du skal bo i en autocamper, vil du blive glad for at læse vores grundige guide til at leje og køre en autocamper i USA for første gang.
Vi var selv vildt begejstrede for at rejse rundt i USA på denne måde, og vi håber, at vores erfaringer og tips kan bruges.
Mere inspiration til USA
Vi har skrevet en hel masse artikler om vores oplevelser i USA.
Her kan du læse mere om Californien, Utah, Nevada, Arizona eller se vores samlede road trip-rute for mere USA-inspiration.
Skriv endelig til os i kommentarerne nedenunder, hvis du har nogle spørgsmål. Vi håber, du får en rigtig god autocamper-oplevelse!
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo eller booke overnatning på Hotels.com.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Indsend Kommentar