fbpx

Rejseguide til Tokyo: De bedste områder & seværdigheder

Alt hvad du skal vide om oplevelser, områder og overnatning i megabyen
Alexander

Hej, jeg hedder Alexander! I sommeren 2016 var jeg to uger alene i Japan, men for det meste rejser jeg med Victoria. Læs mere om os her.

Alexander Kinnunen

Hej, jeg hedder Alexander!
I sommeren 2016 var jeg to uger alene i Japan, men for det meste rejser jeg med Victoria.
Læs mere om os her.

Hvad skal man se, og hvad skal man opleve i Tokyo?

Det ville jeg gerne finde ud af, da jeg brugte en uge i Tokyo, og jeg forsøgte at besøge alle de mest interessante områder og seværdigheder.

Det blev derfor til mange kilometers vandring gennem Tokyos specielle gader og kvarterer.

Hvert område har særlige oplevelser at byde på, og nyt og gammelt trives symbiotisk i den intense by.

Man kan blandt andet fare vild i menneskemylderet på Shinjuku-togstationen i rush-hour, gå over den vilde fodgængerovergang i Shibuya eller nyde stilheden med lukkede øjne i en af byens mange parker og templer.

I denne guide har jeg samlet mine bedste tips til Tokyos områder og seværdigheder, så du selv kan få nogle fantastiske oplevelser i Japans hovedstad.

Hvorfor skal man besøge Tokyo?

Selvom Tokyo står model til den moderne forestilling om fremtiden, er der mange muligheder for at få indblik i en traditionsrig kultur, der fortsat lever i bedste velgående.

Både nyt og gammelt stortrives i Tokyo, og få andre byer kan tilbyde oplevelser, der kan konkurrere med robotshows og traditionelle teceremonier på samme dag.

Byen er fyldt med unikke områder, og uanset om man er til manga, robotter, museer, templer, mode eller natklubber, vil ens drømme kunne blive opfyldt.

Det er praktisk talt umuligt at se og opleve alt, hvad Tokyo har at tilbyde på en enkelt rejse.

Udforsk i stedet et område ad gangen eller vælg nøje ud – og husk at planlægge god tid til bare at slentre rundt og blive inspireret og distraheret undervejs.

Hvor skal man bo i Tokyo?

Der er mange steder, man kan bo som turist i Tokyo. Den gigantiske by har uendeligt mange muligheder!

I denne guide til Tokyo kan du læse om bydelene for at se, hvilken der kunne passe til din ferie i byen. Under hvert område står der mere om overnatning.

Du kan også springe direkte til…

Et smukt grønt hjørne på en lille sidegade i bydelen Asakusa.

Tokyo

Tokyos største seværdighed er uden tvivl byen selv. Om man går på en hektisk gågade eller står alene i en park, er der altid noget nyt at opleve på næste gadehjørne.

Bare kig op – i mange huse ligger butikker og restauranter ikke kun i stueetagen, men findes også 5, 10 og 15 etager oppe. Og mellem de høje huse ligger der måske et oldgammelt tempel, der bare venter på at blive udforsket.

Se byen fra oven

Tokyo har ikke en ikonisk skyline, men det gør kun et fugleperspektiv mere spændende. Det er svært at se hele byen på en gang, og udsigten er forskellig fra bydel til bydel.

At komme op i højden er et must, og en af de bedste måder at gøre det på er ved at besøge Tokyo Metropolitan Government Building i bydelen Shinjuku. Der er nemlig et gratis observationsdæk i både nord- og sydtårnet ca. 200 meter oppe i højden.

På klare dage er det muligt at se Tokyo Skytree, Tokyo Tower, Tokyo Dome, Meiji Shrine og selv Mount Fuji, hvis man er ekstra heldig.

Nordtårnet lukker senere end sydtårnet, og det er et populært sted at få gode nattebilleder af Tokyo.

Udsigt fra Tokyo Metropolitan Government Building. Til venstre ses Park Hyatt-hotellet, der er kendt fra filmen Lost in Translation.

Tokyo breder sig under ens fødder 250 meter over jorden fra Mori Tower-skyskraberen.

Tokyo Tower

Et af Tokyos mest kendte landemærker er det Eiffeltårn-inspirerede Tokyo Tower. Det orange tårn er 333 meter højt og altså cirka 10 meter højere end dets parisiske tvilling. Tårnet er Japans andenhøjeste bygning kun overgået af Tokyo Skytree på 634 meter.

Udover at være en vigtig kommunikationsantenne er Tokyo Tower et populært turistmål. Det er muligt at tage elevatoren eller trapperne til de to dæk, der er henholdsvist 150 og 250 meter over jorden. Udsigten fra de 150 meter er god, og der er åbent året rundt fra 09.00 til 23.00 med sidste indgang 22.30. Prisen er 900 yen (ca. 55 kroner).

Det koster lidt ekstra at komme op til det øverste dæk, hvor udsigten naturligvis er endnu mere spektakulær. På skyfrie dage er det muligt at se både Tokyo Skytree og Mount Fuji fra begge dæk.

På de nederste etager er der mulighed for shopping og underholdning med akvarium, One Piece-forlystelsespark, souvenirbutikker og restauranter.

Det er fantastisk at se tårnet helt tæt på, men med de mange gratis muligheder for at komme op i højden i Tokyo, kan man godt nøjes med at se tårnet fra jorden uden at betale indgangspris.

Tokyo Tower tårner sig op bag Zojoji-templet.

Japansk kultur på Tokyo National Museum

Tokyo National Museum findes verdens største samling af Japansk kunst, og er man interesseret i asiatisk historie er et besøg anbefalesværdigt.

Museet er delt op i seks store bygninger, der huser forskellige samlinger. Særligt det japanske galleri (Honkan) kan fremhæves med dets mange smukke buddhistiske statuer, antikke døre, kostumer, masker og våben.

Museet ligger i Ueno Park nær Ueno Station, som også huser Ueno Zoo, National Science Museum, National Museum for Western Art og Tokyo Metropolitan Art Museum.

Når kirsebærblomsterne springer ud i foråret, er Ueno Park et meget populært sted at nyde fænomenet.

Robotter på Miraikan

National Museum of Emerging Science (Miraikan) kan man møde Asimo og flere andre robotter samt se udstillinger om miljø, biologi og rumfart.

Selv hvis man ikke vil besøge Miraikan, kan en tur ud til den menneskeskabte ø Odaiba være en sjov halvdagstur.

Udover museet ligger der flere shoppingcentre med masser af muligheder for mad og underholdning, for eksempel det europæisk 1700-tals-inspirerede Venus Fort, et gigantisk Toyota-showroom, et legeland med karaoke, arkadespil og bowling, et onsen (japansk varmekilde og spa) og Fujis vilde TV-bygning.

Tager man hjem fra Odaiba om aftenen, lyser Rainbow Bridge Tokyos bugt flot op med Tokyo Tower i baggrunden.

Akihabara

Området Akihabara (ofte forkortet Akiba) breder sig omkring Akihabara-stationen centralt i Tokyo, og det er især kendt for at være et mekka for otakus, hvilket betyder mennesker, der er ekstremt interesserede i spil og manga.

Udbuddet af butikker der sælger fan-merchandise, kostumer og tegneseriehæfter er stort, og der er mange arkadehaller med spritnye spil og gamle klassikere.

Hvis man leder efter en specifik computerdims, er der gode muligheder for at finde den i en af Akibas mange elektronikbutikker.

I 2001 opstod maid-cafékulturen i Akiba, og der findes i dag et utal af maid-caféer i området. På en maid-café bærer servitricerne stuepige-kostumer og behandler kunderne som “masters” i stedet for almindelige cafégæster.

Konceptet er langt mere uskyldigt i praksis, end hvordan det umiddelbart kan lyde. I bund og grund handler det om, at cute-faktoren er skruet helt i vejret, og at man som kunde får ekstra personlig opmærksomhed.

Hvis man vil opleve den teknologiske del af Tokyo, er det et must at besøge Akiba.

Er man interesseret i spil og manga, vil man føle sig godt hjemme i Akiba.

Spil arkadespil

Tokyo er kendt for at have en vild arkadespilskultur, og Akiba er det oplagte sted at opleve den.

Spil alt fra nye skydespil til retroklassikere i bydelens mange arkadehaller, hvor utallige arkadespil står side om side fordelt på flere etager.

Hvis man ikke selv vil spille, er det imponerende at se de mange hardcore gamere score umulige komboer i spil, som man aldrig har hørt om.

Ét spil koster typisk 100 yen (ca. 6 kroner).

Overnatning i Akihabara

Hvor skal man bo i Akihabara?

I Akiba får man generelt meget hotel for pengene, og der findes gode overnatningsmuligheder i alle prisklasser.

Hvis man gerne vil bo tæt på metrostationen, er APA Hotel Akihabaraeki Denkigaiguchi et godt bud på et hyggeligt hotel, der ikke nødvendigvis sprænger budgettet.

Rummene er relativt små og simple med en minimalistisk indretning, men der burde være alt, hvad man skal bruge. Receptionen er åben 24 timer i døgnet og ser ret swanky ud.

Se priser og ledighed hos APA Hotel Akihabaraeki Denkigaiguchi her (Reklamelink: hvis du booker gennem dette link, får vi en lille kommission. Det koster absolut intet ekstra for dig, og vi vil blive meget glade, hvis du har lyst til at støtte os. Læs hele vores reklamepolitik her).

Akiba hotel

Bo tæt på Akibahara-stationen på APA Hotel Akihabaraeki Denkigaiguchi. ©APA Hotel Akihabaraeki Denkigaiguchi (reklamelink)

Shinjuku

Når man tænker på det moderne Tokyo, vil billeder fra Shinjuku være noget af det første, der kommer op. Bydelen er kendt for uendelige mængder shopping, mad og fest, og huser derudover mange af Tokyos skyskrabere.

Udover at have nogle af Tokyos højeste skyskrabere, er Shinjuku også den bydel med flest restauranter; næsten 6.000!

Shinjuku-stationen er verdens travleste station med mere end to millioner passagerer dagligt, og det er en oplevelse i sig selv at være vidne til rush hour-mylderet.

Der er utallige indgange til stationen, som også rummer flere linjer, der opereres af forskellige selskaber. Forvirringen kan hurtigt blive total; så hold tungen lige i munden og brug de mange kort og pile på stationen flittigt!

I vores artikel om at besøge Tokyo på budget, skriver vi meget mere om transport i byen.

Vest for stationen ligger mange af Tokyos højeste bygninger, inklusiv Tokyo Metropolitan Government Building, hvorfra man kan få en flot udsigt over byen helt gratis.

Fra Tokyo Metropolitan Government Building kan man se den livlige by fra oven helt gratis.

Nordøst for stationen ligger området Kabukicho, der er kendt som Tokyos red light district. Her findes masser af barer og underholdning, der holder åbent til den lyse morgen.

Golden Gai kan være sjovt at besøge; et lille område med 200 små barer og spisesteder der primært henvender sig til få, faste kunder. Flere af barerne har et tema, og området har en vis charme – det er dog ikke helt billigt, og det er mere reglen end undtagelsen, at stederne tager en indgangspris.

Det er til gengæld en gratis oplevelse at gå gennem Omoide Yokocho, der også kaldes Memory Lane eller Piss Alley. I de smalle gader nordvest for Shinjuku-stationen ligger et utal af gademadsmuligheder og små restauranter, der serverer yakitori, nudler eller andre simple retter.

Selv hvis man ikke er sulten, kan det være interessant at gå gennem gaderne og opsuge den specielle stemning. Bare rolig, navnet Piss Alley er ikke andet end et levn fra gamle dage.

Tokyos red light district Kabukicho i hjertet af Shinjuku.

Robotshow

Hvis man ikke kan få nok af Shinjukus blinkende neonskilte, kan man overveje at gå all-in og besøge Robot Restaurant for at se et show, man sent vil glemme.

Vandrer man rundt i Shinjukus red light district (Kabukicho), kan man ikke misse det. Der er flere skilte, der peger i showets retning. Robotshowet skal dog ikke forveksles med restauranten – spørg i indgangen for at være sikker.

Indgangen til showet koster 8.000 yen (ca. 450 kroner), så det giver måske bedst mening, hvis man har en forkærlighed for japanske robotter. Showet ændrer sig løbende, men idéen er den samme.

Jeg blev placeret i en lounge med stole formet som konkylier, hvor et tremands-robotorkester spillede. Inde i det specielle rum, der var fyldt med psykedeliske detaljer, kan man bestille drinks og snacks.

Fra loungen bliver man ledt ind i et andet rum, hvor selve showet foregår. Der var ikke nogen decideret rød tråd, men showet var en blanding af en sjov parade, kaotisk trommespil og larmende krig mellem robotter, mekaniske dyr og andre figurer. Tror jeg. Det var mildest talt en absurd oplevelse, men bestemt også mindeværdigt!

Robotorkesteret giver den gas på scenen, inden robotshowet starter.

Overnatning i Shinjuku

Hvor skal man bo i Shinjuku?

Det ville være synd ikke at nævne det legendariske Park Hyatt Hotel i Shinjuku. Hotellet er langt fra billigt, men vil man bo som Bill Murray i Lost in Translation eller bare som en stjerne i det hele taget, bliver det ikke meget mere luksuriøst end her.

Live-jazz i New York-baren, tre anerkendte restauranter, spa, pool, fitnesscenter og service af den ypperste kaliber gør Park Hyatt Tokyo til et af byens absolutte topbud. Men… Man får altså ikke engang én overnatning her for en SU. Til gengæld står der Suntory whisky på værelset.

Se priser og ledighed hos Park Hyatt Tokyo her (reklamelink).

Skal det være lidt billigere, kan man overveje at sove på et såkaldt capsule hotel. Det gjorde jeg selv to forskellige steder i Shinjuku, hvilket du kan læse meget mere om i den ultimative guide til capsule hoteller i Japan.

Hvis hverken 5 stjerner eller capsules rammer plet, kan man overveje Ryokan Takemine, der til en meget fornuftig pris giver en stille placering i det vestlige Tokyo.

Hotellet ser rigtig fint ud og får generelt meget søde ord med på vejen i anmeldelserne, der blandt andet fremhæver de overdådige rum med privat jacuzzi. Her kunne jeg godt finde på at bo med Victoria.

Se priser og ledighed hos Ryokan Takemine her (reklamelink).

Park Hyatt

Ikoniske Park Hyatt Tokyo. ©Park Hyatt Tokyo (reklamelink)

Park Hyatt bar

Der er luksus med melankolske undertoner – og en fantastisk udsigt over byen – på Park Hyatt Tokyos bar. ©Park Hyatt Tokyo (reklamelink)

 Ryokan Takemine rum
 Ryokan Takemine jacuzzi

Sov i et hyggeligt traditionelt japansk rum med jacuzzi på Ryokan Takemine. ©Ryokan Takemine (reklamelink)

Shibuya

Shibuya er mest kendt for den gigantiske fodgængerovergang, der ligger ud for Shinjuku-togstationens Hachiko Exit.

Stationens Hachiko Exit er en hyldest til verdens mest loyale hund, Hachiko.

Hver gang lyssignalet skifter til grøn farer hundredvis af mennesker over gaden i alle retninger, og virvaret er både populært at dokumentere og deltage i.

Der er flere gode steder, hvorfra man kan overvære spektaklet. Selve stationen er mest oplagt, men der er udsigten er også fin fra Starbucks, der har en prominent placering overfor stationen.

Find Holger.

Shibuya har mere at byde på end fodgængerovergangen. Området er generelt centrum for meget ungdomskultur og mode, og der er utallige muligheder for at spise lækker mad og shoppe til kreditkortet gløder.

Center Gai er en travl fodgængerzone, der ligger i hjertet af Shibuya, og gaderne kommer især til live om aftenen, hvor unge mennesker hopper mellem de mange barer og natklubber.

I Shibuya ligger der også mange “love hotels”, der især er koncentreret omkring Love Hotel Hill.

Menneskemylderet fra fodgængerovergangen fortsætter videre af Center Gai.

Overnatning i Shibuya

Hvor skal man bo i Shibuya?

Et godt hotel med central placering i Shibuya er det 3-stjernede Sakura Fleur Aoyama.

Værelsernes blomstrede tapeter og de organisk formede sengegærder leder tankerne væk fra Shibuyas pulserende natteliv og hen mod europæisk landstil. Om det er positivt eller ej, må man selv bedømme, men prisen er i hvert fald meget fornuftig.

Se priser og ledighed hos Sakura Fleur Aoyama på Hotels.com her (reklamelink).

Sakura Fleur Aoyama værelse

Tv, køleskab og krummelurer på Sakura Fleur Aoyama i Shibuya. ©Sakura Fleur Aoyama (reklamelink)

Asakusa

I Asakusa kan man opleve en bid af det gamle Tokyo.

Hovedattraktionen i bydelen er Senso-Ji, et flot buddhisttempel fra det 7. århundrede. Det er gratis at besøge tempelgrunden, som er åben døgnet rundt.

Senso-Ji er et af Tokyos mest populære udflugtsmål for både lokale og turister. Templet er Tokyos ældste, og hele tempelgrunden er farverig og meget fotogen.

Hvis man har mulighed for det, er det værd både at besøge Senso-Ji midt på dagen, hvor det er fyldt med mennesker, og enten tidligt om morgenen eller sent om aftenen, når stilheden har lagt sig.

På hovedgaden til templet, den historiske gade Nakamise, er der rige muligheder for souvenir-shopping.

Man kan sagtens blot gå rundt i Asakusa og opleve stemningen, men det er også muligt at få en tur i en menneskedrevet rickshaw. “Chaufførerne” bærer typisk pandebånd, stramme shorts og ninjalignende sko.

Anderledes, men særdeles bæredygtig, transport rundt i Asakusa.

Nær Senso-Ji ligger en lille forlystelspark, og på den anden side af floden finder man Tokyos højeste tårn Tokyo Skytree på 634 meter.

I Sumida Park kan man trække frisk luft nær floden. Parken er populær blandt motionister og hundeluftere om morgenen, og den er derudover et flot sted at se kirsebærblomster i foråret.

Tidlig morgen i Asakusa.

Overnatning i Asakusa

Hvor skal man bo i Asakusa?

Asakusa var helt klart et af mine favoritområder i Tokyo, og selvom bydelen ikke nødvendigvis er optimal i forhold til at opleve alt, hvad Tokyo har at byde på, er området bare ret så charmerende.

Hvis man ikke har brug for vildt meget gulvplads, kan man tjekke det budgetvenlige APA Hotel Asakusa-Kuramae ud. Hotellet ligger tæt på vandet og er i gåafstand til metrostationen.

Se priser og ledighed hos APA Hotel Asakusa-Kuramae her (reklamelink).

Lidt mere gulvplads får man på Ryokan Kamogawa Asakusa, som er et traditionelt ryokan med tatami-måtter og onsen (spa). Placeringen er kun få minutter fra stationen og midt i den hyggeligste del af Asakusa. Brug vores reklamelink for at læse mere om hotellet:

Se priser og ledighed hos Ryokan Kamogawa Asakusa her.

APA hotel Asakusa

Der er fine værelser til gode priser hos APA Hotel Asakusa-Kuramae i Asakusa. ©APA Hotel Asakusa-Kuramae (reklamelink)

Ryokan Asakusa

På Ryokan Kamogawa Asakusa fås en klassisk japansk hoteloplevelse. ©Ryokan Kamogawa Asakusa (reklamelink)

Shimokitazawa

Et af Tokyos hippeste områder er Shimokitazawa, og leder man efter genbrugsbutikker og trendy kaffebarer, bliver man ikke skuffet.

Selvom bydelen kun er få minutters togtur fra Shibuya og Shinjuku, føles det alligevel som en lille tidslomme væk fra storby-ræset.

Gågaderne indbyder til vinduesshopping, og der er flere spisesteder, caféer og barer, hvor man kan hvile fødderne. Og så er flere ting endda en smule billigere her end i resten af Tokyo.

Da jeg boede i Shimokitazawa, fandt jeg et fint lille sted på Airbnb.

Hvis du ikke har prøvet at leje et værelse eller en lejlighed før, kan vi hjælpe dig godt i gang i denne komplette guide til Airbnb for nybegyndere.

På Shimokitazawas gågader kan man shoppe vintagetøj og drikke god kaffe.

Harajuku

Harajuku er et af de mere populære områder i Tokyo, og du har måske hørt Gwen Stefani synge om Harajuku girls – piger (og nogle gange drenge) der klæder sig farverigt og går med masser af sjove accessories som bamser, stjerner, hjerter, blomster, is og sløjfer. I området kan man helt sikkert få et glimt af de udklædte japanere.

Udover Harajuku girls finder man i Harajuku utallige crêpe-steder, hvor man kan købe tynde pandekager fyldt med flødeskum, frugt og chokolade.

Hovedåren Takeshita Dori er fyldt med tøjbutikker, og selv hvis man ikke umiddelbart har en interesse i den ungdommelige mode, kan et besøg give et sjovt indblik i de mildest talt specielle ungdomskulturer, der hersker i Japan.

Fortsætter man ned af gaden, kan det anbefales at besøge shoppingcenteret Tokyu Plaza Omotesando – ikke mindst for den fascinerende kalejdoskopiske spejlindgang.

Tæt på Takeshita Dori findes der flere fede vintagebutikker, og på den nærliggende gade Omotesando findes shopping i luksusklassen. På toppen af Louis Vuitton-butikken kan man i Espace-galleriet få en flot (og gratis) udsigt over Harajuku.

Vender man ryggen til Harajukus teenagefest, kommer man til Yoyogi Park, som ligger på den anden side af den hektiske Harajuku-station.

Yoyogi Park byder på livemusik, optrædener og mulighed for at smugkigge på interessante mennesker og sjove subkulturer.

Yoyogi Park er en oase midt i storbyen.

Tæt på stationen, og i stor kontrast til resten af Harajuku, ligger også rolige og smukke Meiji Shrine.

En langsom gåtur til Meiji Shrine og den omkringliggende skov er perfekt til at komme tilbage i zen efter en hektisk dag i Tokyo.

Stedet er mindre overrendt end for eksempel Senso-Ji, og hvis man er heldig kan man opleve et traditionelt japansk bryllup (typisk søndag morgen) eller blot overvære mange af de klassiske ceremonier, der foregår på den hellige grund.

Det er gratis at besøge Meiji Shrine.

Overnatning i Harajuku

Hvor skal man bo i Harajuku?

Der er ikke vildt mange hoteller i Harajuku, så jeg vil i stedet foreslå at man kigger efter et sted at sove i enten det nordlige Shibuya eller i nærliggende Aoyama.

The Millennials Shibuya i Shibuya er et ret specialt capsule hotel, hvor man sover i dobbelt-capsules. “Værelserne” er ikke ligefrem store, men oplevelsen må siges at være unik. Se billeder og grafiske forklaringer ved at benytte vores reklamelink herunder:

Se priser og ledighed hos The Millennials Shibuya her.

The Millennials Shibuya

Lilla neon og moderne stemning på The Millennials Shibuya, der ligger midt i Shibuya men relativt tæt på Harajukus leben. ©The Millennials Shibuya (reklamelink)

Roppongi

Roppongi er et distrikt i Tokyo, der er kendt som et af de mest populære steder at gå i byen som turist eller ex-pat.

Området byder på utallige spisemuligheder, lige fra billig kebab og sushi til high-end restauranter.

Som kunstelsker er det svært at komme uden om Roppongis Art Triangle. National Art Center Tokyo, Suntory-museet og Mori Art-museet udgør en trekant, hvor gåafstanden mellem dem sammenlagt er under en kilometer.

Der er gang i den dag og nat i Roppongi.

Kunst i Roppongi Art Triangle

På 53. etage i Mori Tower-skyskraberen ligger Mori Art Museum 250 meter over havets overflade. På det imponerende museum finder man primært moderne kunstværker, og med i billetprisen får man adgang til en platform med flot udsigt over Tokyo.

National Art Center skifter udstillingerne flere gange om året, og museet har ikke haft en permanent udstilling siden 2007. Der er tidligere blevet fremvist værker af Renoir, Dalí og flere amerikanske popkultur-ikoner.

I skyskraberen Tokyo Midtown ligger Suntory Museum of Art, hvor man blandt andet kan besøge et traditionelt japansk terum. Museet har særligt fokus på antik japansk kunst, men der fremvises også international kunst som keramik og glas. Museumsshoppen har mange fine ting til salg, og caféen serverer flere japanske desserter.

På alle tre museer er der information på engelsk.

Fra Mori Tower-skyskraberen er der god udsigt over byen.

Overnatning i Roppongi

Hvor skal man bo i Roppongi?

Der er mange gode overnatningsmuligheder i Roppongi, hvis man er klar til at betale 800+ kroner for et dobbeltværelse per nat.

Midt i Roppongi Hills ligger Candeo Hotels Tokyo Roppongi, der lokker med værelser som har udsigt til Tokyo Skytree. Der er kun få minutters gang til stationen og både den indendørs og den udendørs pool ser ret fede ud.

Se priser og ledighed hos Candeo Hotels Tokyo Roppongi her (reklamelink).

Candeo Hotels Tokyo udsigt

Rimelig blæret udsigt på Candeo Hotels Tokyo. ©Candeo Hotels Tokyo (reklamelink)

Vil du vide mere om Tokyo?

I artiklen Tokyo på budget: Tips til ikke at bruge en formue giver jeg, som titlen antyder, mine bedste råd til ikke at blive ruineret af et besøg i Tokyo. Du kan blandt andet læse om, hvornår man skal besøge (eller undgå at besøge) byen, hvordan man sparer penge på mad, og hvordan man kommer billigst rundt.

Hvis det er første gang, du besøger Japan, kan du forberede dig ved at læse 22 råd til dit første besøg i Japan. Artiklen skulle gerne hjælpe dig med at være en høflig turist – for det er nemt at træde japanerne over tæerne, uden at man er klar over det!

Nogle af mine største oplevelser i Tokyo var helt klart madoplevelser, og jeg har skrevet en del om Japans specielle cuisine i en stor guide til japansk madkultur.

Og hvis du tilfældigvis også skal til Kyoto, må du hellere læse min grundige guide til Japans kulturelle hovedstad.

Fly til Tokyo

Flybilletter til Tokyo er billigere, end hvad de fleste regner med, og du kan bruge vores reklamelink (hvad er det?) nedenunder til at finde de billigste billetter:

Find de billigste flybilletter til Tokyo på Momondo.

Rigtig god tur til Tokyo

Skriv gerne i kommentarerne nedenunder, hvis du har nogle spørgsmål til Tokyo eller Japan i det hele taget. Det kunne også være sjovt at høre om dine erfaringer, hvis du allerede har besøgt det spændende land.

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

Kort

Find de områder og seværdigheder vi har skrevet om i artiklen på kortet herunder. Klik på ikonet øverst til venstre for at se en oversigt.

4 Kommentarer

  1. Carsten Andersen

    1000 tak for en masse inspration. Vi er ved at planlægge 3 uger på egen hånd i Japan og med jeres hjemmeside er det lidt lettere at finde ud af hvor vi skal overnatte i Tokyo. Ser ud til at hvis man bor centralt så kan man gå til det meste.

    Svar
    • Alexander

      Hej Carsten, tak for din kommentar, det er vi glade for at høre. Det lyder skønt med en tur til Japan. Tokyo er en virkelig stor by, men hvis man har stærke ben og nok tid, kan man gå til det meste – særligt hvis man bor centralt. Metrosystemet er også udmærket, så man for eksempel kan gå “ud” og så tage toget tilbage om aftenen. God fornøjelse.

      Svar
      • Carsten Andersen

        1000 tak for det. Dejligt at man kan finde artikler hvor man selv har gjort sig erfaringer i stedet for gennem en rejsebog. Det bliver mere personligt. Vi har 4 hele dage i Tokyo, håber og regner med det er nok.

        Svar
        • Alexander

          Det var så lidt! Fire hele dage i Tokyo lyder meget fornuftigt. Det burde være nok til at opleve mange af højdepunkterne. Rigtig god tur 🙂

          Svar

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡