Dresden rejseguide: 21 bedste oplevelser & seværdigheder
Alt hvad du skal vide om Dresden, inklusiv hvad man skal lave, hvor man skal bo og vores bedste tipsHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Elbens Firenze
Dresden er måske ikke lige den by, man først tænker på, når man overvejer et smut til Tyskland, men det ville faktisk være en skam at overse den.
Dresden er hovedstaden i delstaten Sachsen, og byen ligger i det gamle Østtyskland to-tre timer syd for Berlin – tæt på grænsen til Tjekkiet og heller ikke langt fra Polen.
Derfor er det en oplagt by at køre forbi, hvis man er på road trip i Tyskland eller på vej sydpå i bil fra Danmark.
Dresden, der engang var Tysklands kulturelle centrum, har overlevet at blive fuldstændig ødelagt af bombeangreb i slutningen af 2. verdenskrig, men i dag har byen rejst sig fra asken.
Beliggende ved bredden af floden Elben er Dresden en smuk tysk by, der er spækket med fantastiske museer, vilde bygninger og masser af historie.
Byen er så fin, at den endda er blevet kaldt “Firenze ved Elben” eller “Elbens Firenze”, og selv om vi måske ikke synes, at den heeelt ligner Firenze, kan de utrolige barokke bygninger altså noget.
Vi brugte tre dage i Dresden i efteråret 2020 (inklusiv en dagstur til Nationalpark Sachsiske Schweiz), og det er en af de flotteste tyske byer, vi har set.
I denne rejseguide deler vi ud af de bedste seværdigheder og oplevelser i Dresden, hvor man skal bo, rejsetips og meget mere.
Hvor skal man bo i Dresden?
- Værdi for pengene: Hotel Indigo Dresden – Wettiner Platz (IHG Hotel).
- Luksus: Gewandhaus Dresden, Autograph Collection.
Søg efter de bedste og billigste hoteller i Dresden her.
Indholdsfortegnelse:
- Hvorfor skal man besøge Dresden?
- Hvor mange dage skal man bruge i Dresden?
- 21 bedste oplevelser og seværdigheder i Dresden
- Overnatning i Dresden
- Er det sikkert at besøge Dresden?
- Sådan kommer man rundt i Dresden
- Transport til og fra Dresden
- Hvornår skal man besøge Dresden?
- Vores bedste tips til Dresden
- Hvad skal man medbringe til Dresden?
- Bæredygtige rejsetips
Hvorfor skal man besøge Dresden?
Hvis du overvejer, om Dresden er værd at besøge, kan vi hurtigt fortælle dig, at ja, det er den!
Dresden er en tysk storby, der heldigvis er lille nok til, at man kan se de bedste seværdigheder i løbet af en dag eller to, så byen egner sig særdeles godt til en weekendtur.
Den er også perfekt at tage forbi på et road trip gennem Tyskland (som vi gjorde i efteråret 2020), eller i kombination med at besøge Berlin. De to byer ligger kun 2 timer fra hinanden med tog eller 2-3 timer med bil.
I slutningen af 2. verdenskrig blev Dresden bombet og store dele af byen ødelagt.
Mange af bygningerne er heldigvis blevet rekonstrueret siden, så de ser ud, som de gjorde før.
Hvis du interesserer dig for historie eller kultur, er Dresden lige noget for dig – her er nemlig mange museer og unikke bygninger.
Og hvis du blot nyder at gå rundt i hyggelige gader blandt flotte bygninger og spise god mad, er vi sikre på, at du vil nyde både den gamle og nye bydel i Dresden.
Hvor mange dage skal man bruge i Dresden?
Hvor mange dage man skal være i Dresden kommer helt an på ens tempo og behov.
Vi vil anbefale mindst én hel dag til at se de mest kendte seværdigheder i Dresden, og gerne to fulde dage til at gå lidt i dybden og se nogle af museerne.
Hvis du også vil opleve Nationalpark Sächsische Schweiz (hvilket vi helt klart vil argumentere for!), skal du sætte en ekstra dag af til dagsturen.
Vi brugte tre hele dage og fire nætter i Dresden, hvilket var helt perfekt til os.
Bliv gerne længere hvis du vil have tid til at sove længe og spadsere rundt i et afslappende tempo med tid til at stoppe på caféer og se alt, hvad byen har at byde på.
To-tre dage i Dresden vil være optimalt for de fleste.
Dresden City Card
Hvis du regner med at bruge det offentlig transportsystem meget på din tur, kan det være værd at kigge på et Dresden City Card (reklamelink).
Kortet giver nemlig ubegrænset brug af offentlig transport i Dresden i 1, 2 eller 3 dage.
Samtidig får man rabatter på blandt andet museer, byrundture og udvalgte seværdigheder i Dresden.
Se priserne og læs mere om fordelene ved Dresden City Card her (reklamelink).
Og nu til de bedste seværdigheder og oplevelser i Dresden…
Reklame
21 bedste oplevelser og seværdigheder i Dresden
Hvad man skal se og lave i Dresden kommer selvfølgelig an på, hvad man er mest interesseret i, men i denne guide har vi samlet de mest populære seværdigheder – og dem vi selv nød at se.
De fleste af Dresdens bedste oplevelser og seværdigheder findes i den gamle bydel: Altstadt.
Det er her, mange af museerne og bygningerne i barokstil findes.
I den nye bydel, Neustadt, er der mere moderne og der ligger masser af gode caféer og restauranter.
Men det kommer vi ind på senere…
Er du klar på at vide lidt mere om, hvad man skal lave i Dresden?
Scroll videre eller klik dig direkte til den seværdighed eller oplevelse, du vil læse mere om.
- 1. Altstadt – Den gamle bydel
- 2. Frauenkirche – Vor Frue Kirke
- 3. Fürstenzug – Verdens største porcelænsvægmaleri
- 4. Neumarkt – Den nye markedsplads
- 5. Zwinger – Barokkompleks med museer
- 6. Gemäldegalerie Alte Meister – Imponerende kunstsamling
- 7. Porzellansammlung – Porcelænssamling
- 8. Semperoper – Dresden Operahus
- 9. Residenzschloss – Dresden Slot
- 10. Katholische Hofkirche – Dresden Katedral
- 11. Altmarkt – Den gamle markedsplads
- 12. Brühlsche Terrassen – De Brühlske Terrasser
- 13. Augustusbrücke – Augustbroen
- 14. Elben – Floden der går gennem Dresden
- 15. Hop-on hop-off bustur i Dresden
- 16. Neustadt – Den nye bydel
- 17. Goldener Reiter – Den Gyldne Ridder
- 18. Kunsthofpassage – Baggårdskunst
- 19. Japanisches Palais – Det Japanske Palads
- 20. Nationalpark Sachsiske Schweiz – Unikt naturområde
- 21. Schloss Pillnitz – Pillnitz Slot
- Kort over Dresden
1. Altstadt – Den gamle bydel
Altstadt er Dresdens gamle bydel og området er ikke ret stort, men smukt.
Her skal du uden tvivl bruge tid på din rejse til Dresden, for det er så hyggeligt at slentre rundt i området og beundre den flotte arkitektur og de fine caféer og restauranter.
Nogle af de kendte bygninger og attraktioner såsom Frauenkirche, Zwinger-komplekset og Residenzschloss (Dresden Slot) finder man i Altstadt.
Stort set alt er inden for gåafstand, men det er en god idé at have ordentlige sko på, da der er brosten de fleste steder.
2. Frauenkirche – Vor Frue Kirke
Et af byens vartegn og en af de seværdigheder man ikke må misse i Dresden, er Frauenkirche (Vor Frue Kirke) på Neumarkt.
Den evangelisk-lutherske kirke var oprindeligt bygget i barokstil i det 18. århundrede, men den blev ødelagt under bombningen af Dresden i 2. verdenskrig.
Mere end 3.800 sten blev reddet fra den oprindelige kirke og brugt i genopbygningen fra 1994 til 2005 sammen med nye sten.
De sorte sten man kan se i dag er de gamle, oprindelige sten.
For en unik udsigt over Dresden kan man gå op i kirkens kuppel (som er en af de største i Europa). Der er mange trapper derop, så hvis du er i dårlig form eller har højdeskræk, er det måske ikke den bedste aktivitet…
Det koster 10 euro for voksne, og du kan se andre priser samt åbningstider på kirkens hjemmeside her.
3. Fürstenzug – Verdens største porcelænsvægmaleri
En gratis og mega fed seværdighed i Dresden er det super lange vægmaleri Fürstenzug.
Her er Sachsens fyrster og herskere portrætterede gående og ridende på heste i en fyrstelige parade.
Tidsperioden spænder fra det 12. til det 20. århundrede, og det er sjovt at lægge mærke til, hvordan tøjstilen og deres våben ændrer sig gennem tiden.
Det 102 meter lange vægmaleri findes på ydersiden af Residenzschloss-komplekset og består eftersigende af 23.000 porcelænsfliser.
Fürstenzug er derfor kendt som verdens største porcelænsvægmaleri.
4. Neumarkt – Den nye markedsplads
Det er på den centrale plads Neumarkt, man finder Frauenkirche (og vægmaleriet Fürstenzug ligger lige ved siden af).
Det historiske område blev meget ødelagt af bombeangrebene og de medfølgende brande i byen under 2. verdenskrig, men man har gjort meget for at genopbygge pladsen og rekonstruere bygningerne.
Neumarkt-pladsen er omgivet af fine farvede huse og en statue af Martin Luther, og vi synes, at man lige skal krydse pladsen, hvis man alligevel er i nærheden for at se kirken.
Fra slutningen af november og hele december er der et hyggeligt julemarked på Neumarkt og ved Frauenkirche.
5. Zwinger – Barokkompleks med museer
I vores optik er Zwinger en af de flotteste seværdigheder i Dresden – et storslået barokkompleks med flere museer, et smukt haveområde og springvand.
Zwinger blev bygget i starten af 1700-tallet under August den Stærkes regeringstid og var meget inspireret af Ludvig XIV’s overdådige palads i Versailles.
Det er gratis at gå rundt i gårdhaven, og det synes vi virkelig, at man skal gøre.
Bygningsværket er et af Dresdens mest betydningsfulde, og der er så flot!
For at komme ind på museerne skal man dog købe billetter.
Zwinger-billetten kan købes her (reklamelink), og den gælder til alle fire museer: Gemäldegalerie Alte Meister, Skulpturensammlung, Porzellansammlung og Mathematisch-Physikalischer Salon.
Nedenunder skriver vi lidt mere om de to mest populære museer.
6. Gemäldegalerie Alte Meister – Imponerende kunstsamling
Billedgalleriet Gemäldegalerie Alte Meister er fyldt med 750 utrolige kunstværker fra det 15. til det 18. århundrede.
Den imponerende samling af kunst indeholder blandt andet betydelige europæiske kunstværker, herunder værker af Raphael, Rembrandt og Vermeer.
Samlingen findes i Semper-galleriet i Zwingers gallerifløj.
Køb billet til Gemäldegalerie Alte Meister og de andre museer i Zwinger her (reklamelink).
Reklame
7. Porzellansammlung – Porcelænssamling
Hvis du er vild med porcelæn, skal du besøge Dresdens porcelænssamling, Porzellansammlung, der viser verdens største samling af porcelæn med mere end 20.000 stykker.
Her er både vaser, tallerkener, kopper, menneskelige figurer, dyr og mange andre fine kunstværker i porcelæn i alle størrelser.
Samlingen er startet af August den Stærke, der elskede porcelæn.
Hans tidlige samling bestod af porcelæn fra Ming- og Qing-dynastierne, som han købte hjem fra Kina, og senere grundlagde han den første europæiske porcelænsfabrik i Meissen.
Selve museet har nogle imponerende rum og farverige måder at fremstille kunstværkerne på.
Køb billet til Porzellansammlung og de andre museer i Zwinger her (reklamelink).
8. Semperoper – Dresden Operahus
Lige ved siden af Zwinger ligger Dresden Operahus Semperoper.
Her er opera, ballet, musik og teater året rundt, men hvis du ikke lige kan finde en forestilling, der passer dig, kan du også tage på en guidet rundvisning (reklamelink).
Og selv hvis du skipper forestilling og rundvisning, skal du gå forbi pladsen og nyde bygningen udefra, for det er bestemt en af de flotteste i Dresden.
Reklame
9. Residenzschloss – Dresden Slot
Midt i den gamle bydel og kun et stenkast fra Semperoper ligger Dresden Slot eller Kongeslottet, som det også kaldes.
Dresden Slot er en af de ældste bygninger i byen, og det blev brugt som residens for fyrster og konger i Sachsen.
Hvis man (som Victoria) elsker gamle europæiske paladser, bliver man nødt til at opleve Residenzschloss.
Slottet bruges nemlig nu som et vidunderligt museum fyldt med skatte og kunst.
Vær opmærksom på at der hurtigt kan blive udsolgt, så det er en god idé at bestille billetter mindst et par dage i forvejen.
Den generelle billet (reklamelink) giver adgang til Neues Grünes Gewölbe (den nye grønne hvælving), det tyrkiske kammer, renæssancefløjen og våbenhuset.
Af en eller anden grund skal billetten til den særlige Historisches Grünes Gewölbe (den historiske grønne hvælving) købes separat. Det kan gøres her.
Reklame
10. Katholische Hofkirche – Dresden Katedral
Med intet mindre end 4.800 kvadratmeter er Dresden Katedral den største kirke i hele den tyske stat Sachsen.
Man kommer helt naturligt forbi den, hvis man alligevel skal se Operahuset og Dresden Slot.
Dresden Katedral, der på tysk hedder Katholische Hofkirche, er oprindeligt fra det 18. århundrede, men som så mange af bygningerne i Dresden måtte den restaureres efter bombeskaderne under 2. verdenskrig.
I krypten er flere kongelige familiemedlemmer begravet samt August den Stærkes hjerte (resten af hans lig er begravet i Krakow, Polen).
11. Altmarkt – Den gamle markedsplads
Mens Neumarkt er den “nye” plads, er Altmarkt den “gamle” plads.
Foruden restauranter, caféer og shoppingcenteret Altmarkt-Galerie, finder man her den lutherske kirke Kreuzkirche Dresden, der er bygget i senbarok stil med et flot højt tårn.
Pladsen er især kendt for at huse et af Tysklands største og mest kendte julemarkeder, Dresdner Striezelmarkt, der anses for at være det ældste julemarked i landet (fra 1434!).
12. Brühlsche Terrassen – De Brühlske Terrasser
De Brühlske Terrasser kaldes også “Europas balkon”, og den store fodgængerpromenade strækker sig langs Elben.
Det er et perfekt sted at slentre rundt med en fantastisk udsigt over floden og de ikoniske bygninger i barokstil. Sæt dig på en bænk og nyd livet eller drik en kop kaffe på vejen.
Du finder De Brühlske Terrasser i Altstadt nord for Neumarkt mellem broerne Augustusbrücke og Carolabrücke. Hen i mod sidstnævnte ligger De Brühlske Haver, som er en fin lille park at gå igennem.
13. Augustusbrücke – Augustbroen
Måske har du allerede bemærket, at August den Stærke har haft meget at sige i Dresden.
Han har såmænd også lagt navn til broen Augustusbrücke, der krydser Elben og forbinder den moderne nye bydel Neustadt i nord med den historiske bymidte Altstadt mod syd.
Sandstensbroen blev bygget i begyndelsen af det 20. århundrede og har adskillige fine buer hen over floden.
Vi gik over broen flere gange, og fra midten har man sådan en skøn udsigt over byens fotogene skyline. Her kan man især tage flotte billeder lige inden solnedgang.
14. Elben – Floden der går gennem Dresden
Elben skærer gennem byen, og det er umuligt at undgå floden på sin rejse til Dresden.
Derfor har vi taget Elben med i denne Dresden-guide, for der er mange sjove ting, man kan lave på og langs floden.
Gå en tur langs bredden, nyd udsigten fra De Brühlske Terrasser, kryds floden over en af broerne eller tag på kanalrundfart.
Du kan for eksempel sejle på en afslappende tur med en charmerende hjuldamper (reklamelink) hen til Loschwitz-broen, hvor du ser smukke Dresden fra vandet.
Reklame
15. Hop-on hop-off bustur i Dresden
Findes der nogle storbyer i verden, som ikke har hop-on hop-off busser?
Busserne findes hvert fald i Dresden, og selvom vi ikke personligt tog med dem, kan de være smarte (og underholdende) at bruge – især hvis man har kort tid i byen eller ikke ønsker at gå så meget selv.
Fra toppen af dobbeltdækkerbusserne kan man nyde den friske luft og gode udsigt, mens man bliver kørt direkte til nogle af de mest populære seværdigheder i Dresden (inklusiv mange af dem, vi har med i denne rejseguide).
Man kan tage hele turen i en 90 minutter lang omgang og lære om Dresden fra sin plads på bussen, eller man kan hoppe af og på, så meget man vil i løbet af den periode, ens billet er gyldig.
Der er 22 stop langs ruten, og busserne går hvert 15. til 30. minut.
Du kan købe en billetter, der gælder i 1 dag eller 2 dage (reklamelinks), og begge inkluderer også guidede ture til nogle af seværdighederne.
Reklame
16. Neustadt – Den nye bydel
Nå, nu har vi hørt rigeligt om den gamle historiske bydel – hvad med den nye bydel?
Neustadt ligger lige på den anden side Elben nord for Altstadt og kan nemt nås ved en af broerne, der går over floden.
Hvis du rejser på budget, er det højst sandsynligt i denne del af Dresden, du kommer til at bo. Vi boede selv i Neustadt under vores ophold.
Området er mere moderne med street art og masser af butikker og lækre restauranter.
Selvom der ikke er vildt mange seværdigheder og oplevelser her, er der stadig et par stykker, der er værd at nævne. De kommer her.
17. Goldener Reiter – Den Gyldne Ridder
Kommer man til Neustadt via Augustbroen, ser man straks Goldener Reiter (Den Gyldne Ridder).
Det er, som navnet antyder, en gylden statue af August den Stærke, der sidder på en hest og er klædt ud som en romersk Cæsar.
Området omkring statuen er meget grønt med små springvand, og bag den går der en fin allé ned til Albertplatz.
Om vinteren er der et julemarked her, som efter sigende skulle være mere afslappet end det store Striezelmarkt.
18. Kunsthofpassage – Baggårdskunst
En af de mest specielle oplevelser i Neustadt er at besøge Kunsthofpassage.
Kunsthofpassage består af fem små baggårde, der blev omdannet til et kunsteksperiment kaldet Ginkgo-projektet.
En gruppe kunstnere, billedhuggere og designere redesignede facaderne på nogle gamle bygninger i 2001, så nu har hver bygning og gård sit eget tema.
Her er også søde udendørscaféer, kunstnerstudier og små butikker.
Den særprægede “Hof der Elemente” (Elementernes Gård) er nok den mest fotograferede af gårdene. Her dækker tragte og tagrender hele facaden mellem vinduerne og altanerne. Når det regner, lyder der skøn musik fra det sjove system, der er sat op.
Så hvis det regner på din tur til Dresden, er det her, du skal hen!
Kunsthofpassage er ikke synlig fra gaden, så det er ikke et sted, man lige falder over. Heldigvis findes det på Google Maps, så gå efter det, hvis du vil finde den rigtige vej.
19. Japanisches Palais – Det Japanske Palads
Det Japanske Palads er en vidunderlig bygning set udefra.
Oprindeligt blev den bygget i starten af 1700-tallet til at rumme August den Stærkes porcelænssamling, men den findes som bekendt i Zwinger, og i dag huser paladset det Etnologiske Museum og forskellige skiftende udstillinger.
Der er delte meninger om selve museet indenfor, og da vi ikke selv har været der, vil vi nøjes med at anbefale paladsets lille gårdhave.
Her fik vi nemlig en god suppe og eftermiddagskaffe, og der er super hyggeligt.
Omkring Japanisches Palais er der også en fin park med mange små stier.
20. Nationalpark Sachsiske Schweiz – Unikt naturområde
Nu skal vi et stykke ud for Dresden; nemlig til Nationalpark Sachsiske Schweiz (eller Nationalpark Sächsische Schweiz på tysk).
Nationalparken er nemlig bestemt en dagstur værd, hvis du kan lide at vandre i naturen.
Faktisk var det smukke område og den kendte Bastei-bro grunden til, at Dresden overhovedet kom på vores radar.
Sandstensbjergene ligger øst for Dresden ved den tjekkiske grænse, og det er især Bastei-klipperne og Bastei-broen, der trækker turisterne hertil. Og vi forstår virkelig godt hvorfor!
Broen er bygget ind i klipperne og ligner mest af alt noget fra et eventyr eller en fantasy-film.
Der var helt dækket af tåge, da vi var der ved solopgang, men vi vendte tilbage ved solnedgang til et helt fantastisk syn.
Ind i mellem vandrede vi rundt i nationalparken og hikede blandt andet op for at se udsigten fra Schrammsteinaussichten samt udforskede Felsenburg Neurathen, som er et slot bygget ind i klipperne.
Vi kunne skrive en hel rejseguide til Nationalpark Sachsiske Schweiz, for vi var simpelthen så vilde med det. Tag derhen!
Hvis du vil bruge mere end én dag i nationalparken, kan du overveje at bo i Bad Schandau. F.eks. på det smukke spahotel Elbresidenz an der Therme (reklamelink).
Ellers kan du tage en dagstur fra Dresden ligesom os.
Vi havde vores egen bil, hvilket gjorde det nemt for os at tage til Nationalpark Sachsiske Schweiz og hjem, som det passede os, men der findes også mulighed for at tage dertil på en arrangeret tur med transport.
Du kan se nogle af de populære muligheder herunder.
Reklame
21. Schloss Pillnitz – Pillnitz Slot
Det overdådige slot, Schloss Pillnitz, ligger ud til Elben ca. 30 minutters kørsel fra Dresden.
Endnu en gang står August den Stærke bag en af de særlige seværdigheder i Dresden, for det er ham, der fik slottet bygget og istandsat som sommerbolig i 1720’erne. Efterkommere af August den Stærke brugte det helt frem til 1918.
Slottet består egentlig af tre paladser, og der er flere museer.
Kom blandt andet ind og se Kuppelsalen, der blev brugt som balsal og spisesal, det kongelige hofkøkken og det katolske kapel samt oplev saksisk (og europæisk) kunst og kunsthåndværk fra det 17. og 18. århundrede.
På slottets grund er der også nogle smukke anlagte haver og et stort orangeri/palmehus med planter fra Sydafrika, Australien og New Zealand.
Med bil kan man køre på ca. en halv time til Schloss Pillnitz, men for en mere scenisk og oplevelsesrig tur, kan man sejle langs Elben med en af de historiske hjuldampere på en kanalrundfart, der går til Pillnitz Slot (reklamelink).
Kort over Dresden
Find alle de bedste oplevelser og seværdigheder i Dresden på et kort herunder.
Overnatning i Dresden
Hvor skal man bo i Dresden?
Helt overordnet set kan man opdele Dresden i områderne Altstadt og Neustadt.
Som regel er den gamle bydel Altstadt lidt dyrere at bo i, da man er tæt på de bedste seværdigheder.
I den nye og mere moderne bydel Neustadt skal man gå lidt længere eller tage offentlig transport for at komme til byens centrum mod til gengæld at bo lidt billigere.
Mange af de bedste hoteller i Dresden ligger i Altstadt, men der er bestemt også nogle rigtig gode muligheder i Neustadt.
Herunder kommer vi med forskellige bud på hvilke hoteller, der passer til hvilke typer rejsende.
Søg efter de bedste og billigste hoteller i Dresden her (reklamelink).
De bedste hoteller i Dresden
5-stjernet ophold i Dresden til 4-stjernede priser
Der findes flere fantastiske 5-stjernede hoteller i Dresden, og sidst vi kiggede var priserne overraskende lave!
Man får bare mere for pengene i Tyskland, og så er Dresden jo heller ikke lige så populært til en storbytur som for eksempel Paris eller Rom.
Det betyder, at man enten kan spare lidt penge og bo godt billigere, end man ellers ville – eller måske opgradere sit værelse en smule og få rigtig meget værdi for pengene.
- Hyperion Hotel Dresden Am Schloss (5*): Luksushotel midt i Dresdens gamle bydel med komfortable værelser, tagterasse, fitnesscenter, spa og sauna.
- Felix Suiten am Zwinger (5*): 5-stjernet lejlighedshotel, hvor hver lejlighed har eget køkken. Smuk udsigt over den gamle bydel, moderne fitnesscenter og gode faciliteter.
- Gewandhaus Dresden, Autograph Collection (5*): Pool, smukke værelser og en perfekt beliggenhed. Så bliver det ikke meget bedre.
- Relais & Châteaux Hotel Bülow Palais (5*): I royalt humør? Her kan man sove som en kejser eller kejserinde uden at blive ruineret.
- Suitess – An der Frauenkirche (5*): Vælg mellem eksklusive lejligheder og hotelværelser midt i den gamle bydel.
- Hotel Elbresidenz an der Therme Bad Schandau (5*): Smukt spahotel i Bad Schandau, der ligger små 30 kilometer fra Dresden. Perfekt til at besøge Nationalpark Sachsiske Schweiz.
Hoteller i Dresden med god værdi for pengene
Der findes flere fantastiske 3 og 4-stjernede hoteller i Dresden, hvor man får rigtig god værdi for pengene. Her er et lille udpluk.
- INNSiDE by Meliá Dresden (4,5*): Pæne værelser og rigtig gode faciliteter for pengene tæt på Elben i Altstadt.
- ARCOTEL HafenCity Dresden (4*): En lille gåtur fra midtbyen men til gengæld store værelser, fitness, mødefaciliteter – og så er kæledyr velkomne.
- Hotel Indigo Dresden – Wettiner Platz (IHG Hotel) (4*): Stilede, afdæmpede værelser lige ved Altstadt – inkl. fitnesscenter.
- Aparthotel am Zwinger (3*): Lejligheder med køkken mindre end 1 kilometer fra den gamle bydel.
- NH Dresden Neustadt (4*): Et af de billigste hoteller i Dresden, der stadig har en fornuftig placering i forhold til byens seværdigheder.
- Schiffsherberge Pöppelmann (2*): Badeværelserne er delte, men til gengæld bor man billigt og centralt på en båd i Elben.
Er det sikkert at besøge Dresden?
Lige som andre tyske byer er Dresden en forholdsvis sikker og tryg by at besøge – også om aftenen.
Med det sagt skal man selvfølgelig altid tænke sig om, når man bevæger sig rundt i en større by.
Tag dine forholdsregler og brug din sunde fornuft.
Pas på lommetyve ved de mest befærdede turistattraktioner samt i offentlig transport.
Vi følte os udelukkende godt tilpas i Dresden og vil personligt mene, at byen er mindst lige så sikker at besøge som andre storbyer i vesteuropæiske lande.
Sådan kommer man rundt i Dresden
Gå rundt
Dresden er en relativt kompakt by, så den bedste måde at komme rundt på er at gå.
Det er meget nemt og sikkert.
Når man først er i den gamle bydel, Altstadt, kan man sagtens gå til alle de vigtigste seværdigheder i Dresden.
Hvis man bor i den nye bydel, kan det være tids- og energibesparende at tage en sporvogn ind til den gamle bydel, men det er bestemt muligt at gå derind – det tager bare lidt længere tid.
Tag nogle gode sko på og kom gratis rundt ved blot at gå fra et sted til det næste – du får helt sikkert også set nogle interessante ting på vejen.
Med offentlig transport
Dresden har et offentligt transportsystem bestående af busser, sporvogne, tog og endda både.
Det er punktligt og forholdsvist billigt at bruge, dog er der begrænset service efter midnat.
Hvis du regner med at bruge det offentlig transportsystem meget på din tur, kan det være værd at kigge på et Dresden City Card (reklamelink).
Kortet giver nemlig ubegrænset brug af offentlig transport i Dresden i 1, 2 eller 3 dage.
Samtidig får man rabatter på blandt andet museer, byrundture og udvalgte seværdigheder i Dresden.
Se priserne og læs mere om fordelene ved Dresden City Card her (reklamelink).
Enkelt- og dagsbilletter sælges også i automater ved de største stationer samt inde i alle sporvogne og busser.
De gamle sporvogne tager kun imod kontanter, mens de nye sporvogne og busser er kontantløse og kun tager imod kort. Husk at stemple billetten inden brug for at validere den.
Du kan desuden bruge appen DVB mobil og nemt købe din billet på telefonen, inden du stiger på. Læs mere om det offentlige transportsystem DVB her.
Efterhånden er der også en del muligheder for at leje cykler og el-løbehjul.
I bil
Vi kørte selv til Dresden, men de dage vi var i byen, brugte vi ikke bilen til at komme rundt.
Heldigvis fandt vi en gratis parkeringsplads i et beboelseskvarter, hvor den kunne stå, så vi kunne gå rundt og tage sporvognen en gang eller to.
Det ser ud til, at der faktisk er en del parkeringspladser og parkeringshuse i byen, men vi forestiller os, at det hurtigt kan løbe op i mange penge.
Transport til og fra Dresden
Herunder uddyber vi mulighederne for, hvordan man bedst kommer til Dresden.
Bil til Dresden
Dresden er godt forbundet med den tyske autobahn, og både nummer 4, 13 og 17 tager en forbi byen.
Man kan derfor nemt komme dertil i bil fra hele Europa, og det er også en af de større tyske byer, som mange kommer forbi, hvis de kører fra Danmark og længere ned i Europa – for eksempel til Tjekkiet, Østrig, Italien eller Kroatien.
Fra København tager det ca. 8,5 timer i bil, hvoraf to af dem er på færgen mellem Gedser og Rostock, som koster lidt (se priser her).
Vær opmærksom på at folk kører meget hurtigt på de strækninger af autobahn, der ikke har hastighedsbegrænsninger. Overhal med forsigtighed.
Bus til Dresden
At rejse til Dresden med bus er både klimavenligt og relativt billigt, men det er en laaang rejse.
Fra Københavns Hovedbanegård kan busturen tage 13-16 timer – typisk med en omstigning i Hamborg eller Berlin.
Bus til Dresden er typisk billigere end at tage toget, men det vil for mange være lidt mindre bekvemt.
Tog til Dresden
Der er mange daglige togafgange fra både Jylland og Sjælland til Dresdens hovedbanegård (Dresden Hauptbahnhof).
Turen fra København H eller Århus H tager omtrent 10-15 timer med et par skift – typisk i Hamborg, Magdeburg, Leipzig, Halle og/eller Berlin. Det kommer helt an på din afgang og tid på dagen.
Hvis du allerede er i Berlin, tager det ca. 2-2,5 timer med toget.
Fly til Dresden
Dresden har sin egen lufthavn, Flughafen Dresden, og man kan flyve dertil fra Danmark med et stop i München eller Frankfurt.
Der er desværre ikke mange, der udbyder ruten, så det kan være en god idé at bestille flybilletter i god tid. Du kan bruge vores reklamelink nedenunder til at finde de billigste billetter:
Find de billigste flybilletter til Dresden på Momondo.
Du kan også læse vores 14 eksperttips til at finde de billigste flybilletter.
Hvornår skal man besøge Dresden?
Vejret og sæsonerne er værd at være opmærksom på, når man planlægger en rejse til Dresden.
Men hvornår er det bedst at rejse til Dresden?
Vi var der selv i starten af oktober og nød de smukke efterårsfarver og det lune vejr.
Dresden kan dog besøges året rundt, og der er faktisk ikke noget dårligt tidspunkt at tage til byen på. Vi forestiller os, at hver årstid kan noget forskelligt.
Foråret er en fin tid at besøge Tyskland med solskinsdage og spirende blomster. Det kan stadig være lidt køligt, så tjek vejrudsigten, inden du pakker.
Sommeren er naturligvis den varmeste årstid, og temperaturen kan blive ret høj i juli og august. Samtidig regner det også mest om sommeren. Sommerferien i Tyskland er fordelt ud mellem midten af juni og midten af september.
Efteråret er super flot med orange farver overalt, og man har masser af undskyldninger for at stoppe ind på gode caféer for kage og lidt varmt at drikke. Det bedste vejr og de flotteste efterårsfarver kan typisk ses i slutningen af september og i oktober – men planlæg uden om efterårsferien, hvis du vil spare lidt penge på overnatninger.
Vinteren kan være kold i Dresden, men til gengæld er der oftest færre mennesker – på nær omkring jul og nytår, hvor der i nærmest alle byer er mere turisme. Byen ser smuk ud, når den er dækket af sne. Kommer du i juleperioden, må du ikke gå glip af et af Tysklands største og mest kendte julemarkeder, der findes på Altmarkt samt julemarkedet på Neumarkt.
Som med de fleste andre feriedestinationer (og især storbyer i Europa) kan det være en god idé at planlægge uden om de mest almindelige ferier, hvis man vil undgå store menneskemængder og samtidig få fordelen af billigere overnatning.
For korte køer og billigere hotelpriser er januar, februar, marts og november de billigste muligheder – hvis du ikke har noget imod koldt vejr.
For det bedste vejr vil vi anbefale maj, juni, september og oktober.
Vores bedste tips til Dresden
- Kreditkort kan bruges i de fleste butikker, men som i resten af Tyskland, bliver kontanter stadig ofte brugt, og det er ikke unormalt, at der skal bruges kontanter i parkerings- og billetautomater, på caféer og lignende.
- Stå tidligt op og vær en af de første ved en seværdighed, hvis du vil undgå lange køer i højsæsonen.
- Drik postevand. Det er ikke kun godt for planeten, det er også godt for din pengepung. Postevandet i Dresden er helt sikkert at drikke – så medbring endelig en genopfyldelig flaske.
- Rejs til Dresden uden for ferierne. Overnatningspriserne er lavere, der kan være gode tilbud, og der er færre turister.
- Gå, gå og gå lidt mere. At gå rundt i Dresden er gratis, nemt og sundt for sjælen. Og du vil sikkert finde mange skjulte perler på vejen.
- Overvej at købe et Dresden City Card (reklamelink), hvis du har planer om at bruge offentlig transport til at komme rundt.
Hvad skal man medbringe til Dresden?
- Rejseforsikring. Rejs aldrig uden!
- Et godt kamera – her er en guide til det udstyr, vi bruger.
- Solcreme. Især hvis du besøger Dresden om sommeren. Vi anbefaler, at man bruger en økologisk, vegansk solcreme uden oxybenzone og andre skadelige kemikalier.
- Sneakers eller andre slags sko du kan gå meget i.
- En genopfyldelig vandflaske. Drik blot vandet fra hanen i Dresden.
- Kontanter til parkering og andre småkøb, især 1 og 2 euro-mønter. Det er ikke alle steder i Tyskland, der tager kreditkort.
Bæredygtige rejsetips
For at rejse så bæredygtigt som muligt, anbefaler vi følgende:
- Medbring dit eget drikkevand i en genopfyldelig flaske.
- Undgå engangsplastik, inklusiv sugerør.
- Sortér dit affald korrekt og smid det ikke på jorden.
- Tag kun fotos og efterlad kun fodaftryk. Undgå at tage ting fra naturen med dig.
- Vis hensyn overfor andre besøgende.
- Respekter det lokale dyreliv.
Tak for at læse med
Tak skal du have for at have læst vores rejseguide til Dresden. Vi håber, at den har været nyttig!
Hvad synes du om Sachsens historiske hovedstad?
Hvis du allerede har været der, ville det være fantastisk at høre dine bedste tips og tricks i kommentarerne. Er der en fed oplevelse eller seværdighed, vi har glemt at få med på listen?
Tøv ikke med at spørge os om noget, hvis du ikke har været i Dresden endnu. Vi er glade for at hjælpe.
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Utrolig flot artikel om Dresden, Har I en om Budapest?
Tak for det! Det har vi desværre ikke 🙂