Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Drømmen om at være digital nomade
Det lyder jo så dejligt at rejse fra drømmedestination til drømmedestination, tjene penge online og kun arbejde nogle timer om dagen.
Men er det virkelig sådan, digitale nomader lever?
Den digitale nomade livsstil kan se ud på lige så mange forskellige måder, som der findes digitale nomader.
Alligevel er der nogle myter, der går igen og igen.
Her kommer nogle af de misforståelser, vi oftest støder ind i.
Indholdsfortegnelse:
- 1. Digitale nomader rejser hele tiden
- 2. Du skal sige dit job op for at blive en digital nomade
- 3. Du skal tjene penge passivt for at være en digital nomade
- 4. Du skal arbejde med teknologi
- 5. Det at være digital nomade er et nyt koncept
- 6. Det er dyrt at rejse på fuldtid
- 7. Du skal være rejseblogger eller influencer
- 8. Digitale nomader arbejder altid fra stranden
- 9. Du kan kun være digital nomade på nogle særlige destinationer
- 10. Det er ensomt at være digital nomade
- 11. Du skal være digital nomade for evigt
- 12. Det er altid sjovt at være digital nomade
1. Digitale nomader rejser hele tiden
I nomade-ordet ligger der selvfølgelig muligheden for at flytte sig fra sted til sted, men man behøver virkelig ikke at rejse rundt for at være digital nomade.
Selvom mange digitale nomader kan rejse meget og være fleksible, har de fleste behov for at have en fast base eller et hjem i længere perioder ad gangen.
En måned det samme sted kan være lang tid for nogen, mens andre har brug for et halvt eller et helt år hvert sted, inden de flytter sig.
Man kan selvfølgelig selv vælge, om man vil identificere sig med at være en digital nomade, men hvis du arbejder online og ikke behøver at være et særligt sted for at udføre dit arbejde, er du basalt set en digital nomade.
Bliv klogere på hvad det betyder at være digital nomade – og om du selv kan blive det
Læs mere2. Du skal sige dit job op for at blive en digital nomade
Vi hører mest om de mennesker, der gør noget drastisk – for eksempel siger deres job op og kaster sig ud i en usikker tilværelse som selvstændige digitale nomader.
Det er en god historie.
Men det er faktisk ikke altid nødvenligt at sige sit job op for at kunne leve på en alternativ måde.
I nogle tilfælde kan du beholde dit nuværende job hos din arbejdsgiver eller måske skifte til et andet job i samme virksomhed, som giver den fleksibilitet, du ønsker.
Hvis det ikke kan lade sig gøre, er der stor sandsynlighed for, at de færdigheder du allerede har og bliver betalt for kan overføres til en sted-uafhængig måde at arbejde på.
Måske kan du fortsætte din karriere og overføre dine evner til en ny livsstil.
Passer din personlighed til at starte en livsstil som digital nomade?
Læs mere3. Du skal tjene penge passivt for at være en digital nomade
Tim Ferriss startede for alvor idéen om passiv indkomst i bogen “4 timers arbejdsuge” (The 4-Hour Workweek) fra 2007.
Idéen er, at du skal lave en online virksomhed, som kan tjene penge for dig og give dig mere frihed.
Passiv indkomst er fantastisk, og selvom vi selv stræber efter at opbygge flere forskellige passive indkomstkilder, er det endelige mål ikke nødvendigvis, at man skal stoppe med at arbejde for at gå tidligt på pension.
De fleste kan godt lide at have et formål, at bruge deres færdigheder og talenter, at hjælpe andre og at skabe noget.
Hvis du kan beholde dit arbejde eller være selvstændig og have kunder, der betaler dine regninger, er det mindst lige så fint.
At være digital nomade handler ikke bare om at leve af passiv indkomst eller investeringer for at slappe af resten af livet – forhåbentligt giver det blot en anden livsstil, hvor du kan vælge, hvor i verden du vil arbejde.
Få succes ved at finde dine 1.000 ægte fans med 3 enkle spørgsmål
Læs mere4. Du skal arbejde med teknologi
Der er mange slags digitale nomade-jobs, der ikke involverer de store teknologiske krav, uanset om du arbejder for dig selv eller for en virksomhed.
Du behøver ikke at kunne programmere, være grafisk designer eller styre sociale medier.
Måske er du god til at…
- Skrive salgstekster.
- Undervise i sprog.
- Rådgive om et specifikt emne.
- Coache over videopkald.
- Lave nogens budgetter og regnskaber.
- Oversætte fra et sprog til et andet.
- Yde support over telefonen.
- Planlægge træningsprogrammer til nybegyndere.
- Bruge stemmen til reklame-speaks.
Eller noget helt, helt andet!
Heldigvis findes der smarte værktøjer og programmer, man kan bruge uden at have de vilde tekniske kompetencer.
Her kan du finde 26 måder, du kan tjene penge online som digital nomade.
Find det perfekte job du kan tage med dig rundt i verden
Læs mere5. Det at være digital nomade er et nyt koncept
Menneskeheden har kun arbejdet på kontorer og på fabrikker siden 1700-tallet.
Ellers har man arbejdet for sig selv eller sin familie, og måske har man endda flyttet sig og fundet arbejde der, hvor ens evner kunne bruges.
Desuden har mennesker historisk set været nomader, der har rejst rundt. Nu har vi bare endnu mere avanceret teknologi og muligheder for at rejse – og råd til det.
Den digitale del er dog lidt ny.
At have præcis de redskaber og tekniske værktøjer, som vi har i dag er selvfølgelig unikt, men siden internettet blev opfundet, har der været folk, som har arbejdet online.
6. Det er dyrt at rejse på fuldtid
Noget af det der kan undre flest drejer sig om økonomien, når man rejser på fuldtid.
At rejse kan nemt blive dyrt, hvis man:
- Tager afsted i højsæsonen eller når alle andre har ferie.
- Er afsted i korte, intense perioder med meget på programmet.
- Skal bo ekstra lækkert for at få ferie-følelsen.
- Spiser ude flere gange om dagen.
- Samtidig har en husleje og andre udgifter derhjemme.
De fleste digitale nomader rejser dog langsommere og i lavsæsonerne, og når man er afsted længe kan man sprede udgifter til oplevelserne mere ud.
Desuden har mange ikke en husleje i deres hjemland, som de også betaler, og når man booker længerevarende ophold, kan man ofte få rabat. For slet ikke at tale om, hvor billig en måneds husleje kan være i Sydøstasien eller Sydamerika i forhold til i København!
Laver man samtidig mad i sin egen bolig eller køber gademad til få penge, behøver det bestemt ikke at være dyrt at rejse.
Når det så er sagt, vil der være nogle digitale nomader, som lever for under 6.000 kroner om måneden, mens andre måske tjener 100.000 kroner om måneden og lever super luksus – det er alt her i mellem.
Skal du bruge en uge, en måned eller et år det samme sted? Brug disse tips til at finde ud af, hvad der fungerer optimalt for dig
Læs mere7. Du skal være rejseblogger eller influencer
Digitale nomader der vælger at fortælle om deres livsstil (blandt andet os!) på blogs, Instagram eller YouTube, er typisk dem, man hører om.
Men der er også rigtig mange, der ikke fortæller om det offentligt, og dem vil man ikke lige så naturligt støde ind i – hverken fysisk eller online.
Derfor kan det måske føles som om, at man nærmest skal blogge, vlogge eller på anden måde fortælle om at være en digital nomade eller om forskellige destinationer.
Det er heldigvis langt fra sandheden.
8. Digitale nomader arbejder altid fra stranden
Åh, hvor kan de se idyllisk ud at sidde på en strandbar og arbejde med fødderne i sandet og udsigt til havet.
Digital nomade-livsstilen bliver ofte promoveret med et smukt billede af nogen, der arbejder i strandkanten – og vi har gjort vores bedste for at tage sådan et til denne artikel som blikfang.
I virkeligheden er det super besværligt. Man kan ikke se skærmen for solen, man kan ikke få strøm til computeren, og der er sand alle vegne…
De fleste digitale nomader foretrækker at arbejde fra en café, et co-working space eller det sted, de bor – og så tager de på stranden i fritiden.
9. Du kan kun være digital nomade på nogle særlige destinationer
Der er steder i verden, hvor digitale nomader samles – såkaldte hubs eller hotspots:
Bali i Indonesien, Chiang Mai i Thailand, Porto eller Lissabon i Portugal, Kanarieøerne.
Der er ekstra mange digitale nomader i de områder (af gode grunde), men du skal ikke tage de samme steder hen for at være en rigtig digital nomade.
Du kan være digital nomade alle steder; hjemmefra, i sommerhuset, on the road… Og du behøver ikke engang at mødes med andre digitale nomader, hvis du ikke har behov for det.
Tag afsted med ro i maven til Smilets Land
Læs mereAlt hvad du skal vide om Chiang Mai i Nordthailand, inklusiv hvad man skal se, masser af billeder og vores bedste tips
Læs mereTag afsted med ro i maven til Indonesiens populære ferie-ø
Læs mereFå overblikket og planlæg den perfekte tur
Læs mere10. Det er ensomt at være digital nomade
Det behøver ikke at være ensomt at være digital nomade – det handler udelukkende om, hvor meget man selv opsøger nye bekendtskaber.
Jo længere tid man er et sted, desto nemmere vil det være at møde lokale eller andre, der også bor i nærheden.
Hvis du kun selv er et sted i kort tid, kan du for eksempel møde nye mennesker:
- På co-working spaces.
- Ved hotellets/lejlighedens fællespool.
- På caféer eller barer.
- I et fitnesscenter.
- På gruppeudflugter.
Når man arbejder og rejser samtidig, kan man stort set altid smalltalke om, hvor folk lige har været, hvor de skal hen, om de har nogle gode tips til området, hvad de arbejder med osv.
Vi har ikke selv opsøgt nye fælleskaber så meget, da vi er to (og fordi vi nok er til den lidt mere introverte side), men vi har alligevel mødt andre digitale nomader gennem årene og fået venskaber ved at besøge de samme restauranter og caféer igen og igen eller ved at møde de samme mennesker i nabolaget og for eksempel ende med at spise middag sammen.
Forstå de største plusser og minusser, inden du kaster dig ud i livsstilen
Læs mere11. Du skal være digital nomade for evigt
Hvis man ser nogle digitale nomader, der har været det i 3 år, 5 år eller måske endda 10 år, kan det virke som om, det er en livsstil, man vælger for altid.
Men der er ingen regler! Du kan være digital nomade i 3 måneder, 1 år eller så længe du har lyst.
Der er mange, der lever sådan i en periode, når det giver mening for dem, og derefter vælger at slå sig ned ét sted igen.
Så hvis du undervejs i din digital nomade-rejse finder ud af, at du trives meget bedre med en fast bolig, faste arbejdstider og alt, hvad der hører med til en stabil hverdag, kan du bare vende tilbage til det.
12. Det er altid sjovt at være digital nomade
Vi må hellere afsløre, at det ikke er en perfekt livsstil.
De udfordringer man kan have derhjemme bliver blot udskiftet med nogle andre…
Ja, man kan rejse meget, planlægge sin egen tid, møde nye mennesker og generelt have mere frihed.
Men… Man kan også ende med at arbejde alt for meget (eller for lidt!), have svært ved at være motiveret og produktiv eller i perioder føle sig ensom.
Det er selvfølgelig følelser, alle kan opleve på et eller andet tidspunkt – nogle af kontor-problemerne kan sagtens flytte med, så det er et spørgsmål om opvejning.
For os er alle de problemer meget sjovere end at skulle tidligt op, gennem myldretrafik, udenfor når det er koldt eller at sidde på et kontor hele dagen ud fra tidspunkter, som andre har bestemt og måske endda lave noget, som ikke giver personlig mening og værdi for os.
At være digital nomade er ikke ligefrem noget, man lærer om i skolen, så man må selv finde ud af, hvad der fungerer.
Tak for at læse med
Er du allerede digital nomade? Vil du gerne være det? Og hvad kunne du tænke dig at vide mere om?
Lad os endelig høre fra dig i kommentarerne herunder.
Du kan også se alle vores artikler om at være digital nomade her.
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Indsend Kommentar