Chiang Mai rejseguide: 24 bedste oplevelser & seværdigheder
Alt hvad du skal vide om Chiang Mai i Nordthailand, inklusiv hvad man skal se, masser af billeder og vores bedste tipsHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Templernes by
Wat wat wat… Wait what?
Wat betyder tempel på thai og med hundredevis af templer, er der nok at vælge mellem i Chiang Mai. Alene inden for murene i den gamle bydel er der 40 templer.
Men selv hvis man ikke gider at se på tempel efter tempel, er der masser at lave i Nordthailands hotspot.
Man kan besøge markeder, gå langs kanalerne, spise lækker mad, se (og bestige!) vandfald samt være aktiv med alt fra trekking til river rafting og ziplining.
Derudover er der virkelig mange lækre spisesteder og caféer med god kaffe.
Vi forstår godt, hvorfor digitale nomader bliver hængende i Chiang Mai, eller at man på sin ferie til Thailand kombinerer ø-livet med oplevelser i norden.
Selv brugte vi 10 nætter i byen med vores 9 måneder gamle søn og nød den klassiske fantastiske thai-stemning i lidt anderledes omgivelser, end vi er vant til fra øerne.
I denne store rejseguide til Chiang Mai kommer vi ind på de bedste seværdigheder og oplevelser (inklusiv de bedste templer), hvad man ikke skal lave, hvor mange dage man skal bruge i byen, hvordan man kommer rundt og vores bedste tips.
Vores favoritter: De bedste hoteller i Chiang Mai
- Budget: Yi’s Garden Villa – Vi boede her i 10 nætter og elskede det. Pool og pæne værelser med aircondition til en lav pris i den gamle bymidte.
- Værdi for pengene: The Inside House – Fotogent hotel i den gamle bydel med private pools til fornuftige priser.
- Luksus: 137 Pillars House – Gennemført luksushotel i kolonitids-inspireret design kun få minutter fra den østlige byport.
- Ultra-luksus: Four Seasons Resort Chiang Mai – Et af Nordthailands mest luksuriøse resorts i smukke, naturlige omgivelser 30 minutter fra byen.
Søg efter de billigste og bedste hoteller i Chiang Mai her (reklamelink).
Indholdsfortegnelse:
- Hvor ligger Chiang Mai?
- Oplevelser og seværdigheder i Chiang Mai
- Hvad man skal undgå i Chiang Mai
- Hvor mange dage skal man bruge i Chiang Mai?
- Hvor skal man bo i Chiang Mai?
- Spisesteder i Chiang Mai
- Er det sikkert at besøge Chiang Mai?
- Sådan kommer man rundt i Chiang Mai
- Transport til og fra Chiang Mai
- Hvornår skal man besøge Chiang Mai?
- Vores bedste tips til Chiang Mai
- Bæredygtige rejsetips
Hvor ligger Chiang Mai?
Chiang Mai er den største by i Nordthailand cirka 700 kilometer nord for hovedstaden Bangkok.
Byen ligger 300 meter over havets overflade i en dal omgivet af bjerge.
Chiang Mai er centreret omkring den gamle bydel, der har vand omkring sig. Herinde ligger mange af de kendte seværdigheder.
Oplevelser og seværdigheder i Chiang Mai
Thailands andenstørste by er propfyldt med spændende ting at se og lave – både inden for og uden for de gamle bymure.
Her er de bedste seværdigheder og oplevelser i Chiang Mai:
- Doi Suthep Temple – Populært tempel med udsigt over Chiang Mai
- Pha Lat Temple og Monk’s Trail – Tempel i naturen
- Chiang Mais gamle bydel – Oplev livet bag murene
- Sunday Night Market – Gågade med mange boder
- Chedi Luang Temple – Høj stupa i midten af byen
- Doi Pui Hmong Village – Landsby i bjergene bag Doi Suthep
- Phra Singh Temple – Kæmpe guldstupa
- Long Neck Karen Village – Landsby med langhalsede kvinder
- Doi Kham Temple – Kæmpe guldbuddha
- Royal Park Rajapruek – Stor blomsterhave med royal pavillon
- Tha Phae Gate – Byport mod øst
- Sri Suphan Temple – Specielt sølvtempel (kun for mænd!)
- Warorot Market (Kad Luang) – Stort indendørs dagsmarked
- Three Kings Monument – Central plads i Chiang Mai
- Nimmanhaemin – Trendy caféområde
- Prøv khao soi – Karryret med nudler fra Nordthailand
- Storcentre i Chiang Mai – Køl ned og shop i “rigtige” butikker
- Doi Inthanon National Park – Thailands højeste bjerg
- Bua Tong Waterfall – Gå op ad et “klistret” vandfald
- Dagstur til Chiang Rai – Se det vilde hvide tempel, det blå tempel og det sorte hus
- Dagstur til Pai – Besøg hippiebyen i Mae Hong Son
- Thaimassage – Forkæl dig selv
- Flere templer i Chiang Mai
- Andre oplevelser i eller omkring Chiang Mai
1. Doi Suthep Temple – Populært tempel med udsigt over Chiang Mai
Der er en lille halv times kørsel op ad en kurvet, halvstejl vej (i god stand) for at komme op til Wat Phra That Doi Suthep – eller bare Doi Suthep i daglig tale. Spørger man os, er det turen værd.
Nogle vil endda påstå, at man først rigtig har været i Chiang Mai, når man har oplevet Doi Suthep.
Udsigten er naturligvis lige så fremragende, som vejret nu end tillader. Det kan variere en del alt efter, hvilken sæson man kommer i og tidspunktet på dagen. Vi var ikke selv vildt heldige med god sigtbarhed, men det er stadig sjovt at se byen oppefra.
Selve templet er centreret omkring en kæmpestor guldstupa, og der er naturligvis masser af andre helligdomme at beundre.
Historien om templets tilblivelse (som alle skolebørn i Thailand lærer) er myteomspunden, og selvom den hvide elefant nok ikke truttede tre gange, inden den faldt om netop her med det lille Buddha-fragment, føles det nu alligevel som et helligt sted.
Indgangsprisen til Wat Phra That Doi Suthep var på 30 baht (cirka 6 kroner) for voksne i 2024.
Reklame
2. Pha Lat Temple og Monk’s Trail – Tempel i naturen
På vej op til (eller ned fra) Doi Suthep kan man passende stoppe ind ved Wat Pha Lat.
Alternativt kan man vandre herop nede fra slutningen af Suthep Road ved Chiang Mai University ad Monk’s Trail – en skyggefuld tur på omtrent 1,3 kilometer og en højdestigning på 160 meter.
Uanset transportform skal man unde sig selv et besøg. Vi var i hvert fald vilde med Wat Pha Lat og vil sige, at det figurerer på en top 3 over vores tempeloplevelser i Chiang Mai.
Templet er omgærdet af mystik, og hele området er smukt indhyllet i naturen. Wat Pha Lat er ikke vildt stort, men man kan sagtens bruge 20-30 minutter på at gå rundt og opleve de forskellige kroge.
Det er gratis at besøge Wat Pha Lat.
3. Chiang Mais gamle bydel – Oplev livet bag portene
Chiang Mais gamle bydel er omringet af en voldgrav, og det er herinde, mange af byens bedste seværdigheder og oplevelser gemmer sig.
Der plejede også at være en bymur – men i dag er det kun portene og hjørnerne, der står tilbage.
Man kan bo inden for voldgraven – det gjorde vi, og det kan vi også anbefale andre at gøre. Så er man tæt på det meste og kan gå rundt.
Hvis man bor uden for voldgraven, skal man helt sikkert en tur ind til den gamle bydel og slentre rundt.
Gaderne er overraskende fri for trafik (særligt i weekenden og i lavsæsonen), og der er et helt utroligt stort antal smukke templer, man kan gå på opdagelse i.
Derudover er der rigtig mange caféer, små butikker og andre hyggelige kroge.
Reklame
4. Sunday Night Market – Gågade med mange boder
Er man heldig at være i Chiang Mai en søndag, skal man tage forbi Sunday Night Market (Walking Street).
Det starter omkring klokken 16, hvor boder med mad, drikke, tøj, smykker, solbriller, keramik, skåle, legetøj, kunst og alle mulige andre slags håndlavede souvenirs stiller op på Rachadamnoen Road.
Markedet går fra Tha Phae Gate (byporten i øst) hele vejen til Wat Phra Singh Woramahawihan (templet med den store guldstupa). Det er mere end 1 kilometer gennem den gamle bydel.
Undervejs er der underholdning fra bands af ældre mennesker, invalide der spiller guitar, og børn der danser. Bliver du træt i benene, er der billig fodmassage flere steder.
Søndagsnattemarkedet er virkelig stort, og det breder sig endda ud til nogle af sidegaderne og tempelpladserne, som primært fyldes op af madboder.
Jo senere man kommer på aftenen, jo mere travlt vil det føles, og det kan blive en smule proppet. Rejser du med børn, så hold godt fast i dem så de ikke forsvinder i menneskemængderne.
Tip: Hvis du ikke besøger Chiang Mai på en søndag, kan du stadig sagtens opleve markedsstemningen. Tjek for eksempel Chiang Mai Night Bazaar, Saturday Market og natmarkedet ved Chang Puhak Gate.
5. Chedi Luang Temple – Høj stupa i midten af byen
Midt i den gamle by ligger et gammelt tempelkompleks med en delvist ødelagt chedi (stupa), og det er en af de mest specielle tempeloplevelser i Chiang Mai.
Da den blev bygget i 1441 var Wat Chedi Luang med sine 82 meter den højeste bygning i Lanna-kongeriget, og den dag i dag stikker den stadig godt op i bybilledet. “Luang” betyder passende “stor”.
Indgangsprisen til Wat Chedi Luang var på 50 baht (cirka 10 kroner) for voksne i 2024.
6. Doi Pui Hmong Village – Landsby i bjergene bag Doi Suthep
Hvis man fortsætter ad vejen, der fører forbi Wat Pha Lat til Wat Doi Suthep, kommer man nær toppen til landsbyen Doi Pui, beboet af Hmong-folket.
Fra tidligere at have dyrket opium lever de fleste i byen i dag af turismen, og at gå gennem byen føles primært som at gå på én lang shoppinggade med lokale tekstiler, delikatesser og lignende. Meget af tøjet er håndlavet i smukke farver og mønstre, men meget af det kan dog også skaffes nede i Chiang Mai-by.
Vi så de to blomsterhaver samt det lille museum og gik højt op i byen for at få den bedste udsigt. Er man i Chiang Mai mellem oktober og januar, kan man også være heldig at plukke friske jordbær, der gror her.
Vi endte med at bruge næsten to timer i Doi Pui, og selvom vi ikke kan sige, at det er et absolut must at besøge landsbyen, var det alligevel en behagelig (og relativt kølig!) oplevelse, som passede godt sammen med også at se Wat Pha Lat og Doi Suthep.
7. Phra Singh Temple – Kæmpe guldstupa
Phra Singh Temple (Wat Phra Singh Woramahawihan) var det første tempel i Chiang Mai, som blev tildelt titlen “Royal temple of the first grade” – og når man ser den gigantiske guldstupa, er man ikke i tvivl om, at templet må være vigtigt.
Navnet stammer fra templets hellige Phra Buddha Sihing-statue, som hvert år bliver ført gennem Chiang Mais gader til Songkran, hvor der bliver sprøjtet vand på den for at ære den.
Indgangsprisen til Wat Phra Singh var på 50 baht (cirka 10 kroner) for voksne i 2024.
8. Long Neck Karen Village – Landsby med langhalsede kvinder
En halv times kørsel nord for centrum af Chiang Mai ligger Long Neck Karen Village – en slags “flygtningelejr” for forskellige folkeslag (primært fra Myanmar), der har fået flygtningestatus i Thailand.
Den mest kendte (og mest synlige) af grupperne er Long Neck Karens, hvor kvinderne bærer de karakteristiske guldringe om halsen, der får halsen til at se meget lang ud.
Der er som sådan ikke andet at lave i Long Neck Karen Village end at gå gennem gaderne og se på de mange boder (som sælger nogenlunde det samme) – og hilse på indbyggerne på vejen.
Flere af kvinderne sidder og håndlaver statuer, tørklæder og lignende, og vi vil tro, at de får allermest ud af, at man køber netop de varer.
I stedet for at købe souvenirs inde i Chiang Mai, købte vi et par søde figurer, smykker og gaver til dem derhjemme i nogle forskellige boder. Og vi er overbeviste om, at det er en af de bedste måder at hjælpe beboerne med at få en indkomst.
Er det etisk at besøge Long Neck Karens?
Vi var meget i tvivl om, hvorvidt det er “etisk” at tage til sådan en landsby, hvor attraktionen på en måde er at se de langhalsede kvinder.
Derfor undersøgte vi en del på nettet og snakkede med folk i Chiang Mai, og det virker til, at gruppen har fået en midlertidig opholdstilladelse i Thailand, hvor de ikke må tage et almindeligt arbejde. De ønsker ikke at tage tilbage til Myanmar, så derfor er turisme en god måde for dem at tjene penge.
Man støtter dem bedst ved at købe souvenirs fra dem (og evt. donere til deres skole og sundhed i en donationsboks).
Det kostede 500 baht (cirka 100 kroner) at komme ind i Long Neck Karen Village i 2024. Ifølge damen ved indgangen, går pengene til landsbyen og beboerne.
9. Doi Kham Temple – Kæmpe guldbuddha
Med god udsigt over Chiang Mai fra bakkerne mod sydvest sidder der en 17 meter høj guldbuddha i Wat Phra That Doi Kham.
Udover buddhaen er der flere andre smukke tempelbygninger, en stor platform med udsigt og et område, hvor thailænderne beder om succes – og bringer store kæder af jasminblomster, når deres ønsker er gået i opfyldelse (inden for tre måneder!).
Wat Phra That Doi Kham er gratis at besøge.
10. Royal Park Rajapruek – Stor blomsterhave med royal pavillon
Fra det førnævnte Phra That Doi Kham-tempel kan man se ned på Royal Park Rajapruek, og vi besøgte også selv parken lige efter at have været oppe hos den store guldbuddha.
Royal Park Rajapruek er gigantisk, og selvom man godt kan gå rundt (det gjorde vi), er det værd at overveje i stedet at køre rundt med parkens shuttle bus.
Den royale pavillon (Ho Kham Luang Royal Pavilion) omgivet af vand er hovedattraktionen, men vi nød også at gå rundt i orkidéhaven. I det hele taget var der ret hyggeligt.
Flere andre af haverne/udstillingerne virkede enten til ikke at være helt færdige eller at være i halvdårlig stand, men det kan også have haft noget at gøre med, at vi besøgte Royal Park Rajapruek i den tørre og varme lavsæson. Det havde til gengæld også den effekt, at vi stort set var alene i parken.
Indgangsprisen for turister var 200 baht (cirka 40 kroner) for voksne i 2024.
11. Tha Phae Gate – Byport mod øst
Adgangen til midten af den østlige del af Chiang Mais gamle bydel markeres af en stor byport kaldes Tha Phae Gate.
Porten ligger ud til en stor plads, hvor den gamle by møder den nye, mere moderne del af Chiang Mai med Starbucks og andre kædebutikker.
Det er herfra det store, famøse Sunday Night Market i byen starter, og også her at andre store begivenheder afholdes – såsom Flower Festival, Songkran (det thailandske nytår der fejres med vandsprøjteri) og lanternefestivalerne Loy Krathong og Yee Peng.
Den røde murstensport blev oprindeligt brugt af munke og handlende, når de kom til Chiang Mai, men i dag er det en stor turistattraktion, og der står mange mennesker og tager billeder med duerne, som holder til på pladsen.
12. Sri Suphan Temple – Specielt sølvtempel (kun for mænd!)
Silver Temple (Wat Sri Suphan) ligger lidt syd for Chiang Mais historiske bymidte og er efter vores mening et af de mest specielle templer i Chiang Mai.
Desværre er selve templet kun for mænd, så Alexander og baby Adrian måtte gå derind alene og se de mange flotte kunstværker og ornamenter.
Både mænd og kvinder må bevæge sig frit rundt i resten af området. Og sølvtemplet er heldigvis også meget imponerende at se udefra.
Indgangsprisen til Wat Sri Suphan var på 50 baht (cirka 10 kroner) for voksne i 2024. Det inkluderede også en nøglering og gratis vand i caféen.
13. Warorot Market (Kad Luang) – Stort indendørs dagsmarked
Hver dag fra 04:00-19:00 kan man købe alt, hvad man har brug for (og ikke har brug for) i dagsmarkedet Warorot Market, også kaldet Kad Luang.
Det ligger lidt øst for Chiang Mais centrum ud mod Ping-floden.
Her finder man blandt andet masser af tørrede frugter, svampe, te, kaffe, tøj og små souvenirs.
Selve markedet er indendørs, men der er også masser af forhandlere, som har boder i gaderne omkring.
14. Three Kings Monument – Central plads i Chiang Mai
En statue af de tre konger, som grundlagde Chiang Mai, står prægtigt på en af byens centrale pladser foran museerne Chiang Mai City Arts & Cultural Center og Chiang Mai Historical Centre.
På den anden side af pladsen finder man også Lanna Folklife-museet, så hvis man vil lære mere om byens og det gamle kongeriges historie, er den ingen vej uden om de tre konger.
Pladsen er i det hele taget et populært mødested, og det er et godt sted at kigge på mennesker og nyde den rolige, lokale stemning. Til søndagsnattemarkedet er der flere musikalske optrædener.
15. Nimmanhaemin – Trendy caféområde
Hvis Chiang Mais gamle bydel er hyggelig, er Nimman trendy.
Det livlige område er fyldt med gode kaffebarer (inklusiv flere risterier) og et væld af små, selvstændige butikker.
I den nordlige del ligger det store MAYA-shoppingcenter, og vi spiste frokost hos Free Bird Cafe i den sydøstlige ende.
16. Prøv khao soi – Karryret med nudler fra Nordthailand
Khao soi (eller khao soy) kan fås i store dele af Thailand, men eftersom retten har sine aner i den nordlige del af landet (samt Myanmar mod vest og Laos mod øst), fås den aller bedst i Nordthailand.
Basen i retten er en lidt stærk karry lavet på kokosmælk, der smager af en slags massamankarry/rød karry blandet med tomat. Heri er der hvedenudler, syrnede grøntsager og andre kondimenter, og suppen bliver toppet med de karakteristiske crispy nudler.
I de plantebaserede versioner Alex spiste, var der derudover tofu i.
Khao soi kan købes over hele Chiang Mai. Prøv eventuelt retten fra Vegan Heaven, Good Souls, Reform Kafé eller Downtown.
17. Storcentre i Chiang Mai – Køl ned og shop i “rigtige” butikker
Der er flere storcentre i Chiang Mai, og de kan være rare at besøge, hvis man har brug for at køle ned i deres aircondition, når det er for varmt udenfor – eller selvfølgelig hvis man mangler at købe noget særligt.
Her finder man “rigtige” butikker med etablerede brands både fra Asien og vesten samt forskellige underholdningstilbud og madhaller.
Storcentre i Chiang Mai:
- MAYA Lifestyle Shopping Center.
- Central Festival.
- Central Chiangmai Airport.
- Ruamchok Mall.
- Meechok Plaza.
- Star Avenue Lifestyle Mall.
- Icon It.
18. Doi Inthanon National Park – Thailands højeste bjerg
Indgangen til Doi Inthanon National Park – også kendt som “Thailands tag” – ligger cirka 70 kilometer sydvest for Chiang Mai.
Nationalparken er mest kendt for selve Doi Inthanon, Thailands højeste bjerg på 2.565 meter. Man kan køre hele vejen herop.
Derudover er der flere vandfald, templer og andre udsigtspunkter, hvor af det meste ligger ret højt i landskabet. Det kan godt blive koldt, så husk et ekstra lag tøj!
Reklame
19. Bua Tong Waterfall – Gå op ad et “klistret” vandfald
Vi synes ikke, at det virkede vildt forsvarligt at gå op ad et vandfald med en 9 måneder gammel baby i en bæresele, så vi måtte springe over… Men havde vi rejst kun os (eller med større børn), var vi helt sikkert taget forbi Bua Tong Waterfall – også kendt som “sticky waterfall”.
Udover at give noget utroligt flot vand har kalkstenen en evne til at holde alger og andre glatte ting væk fra vandfaldet, så det er muligt at gå op ad det. For at komme ned igen er det vist en god idé at tage trapperne.
Reklame
20. Dagstur til Chiang Rai – Se det vilde hvide tempel, det blå tempel og det sorte hus
Besøg det hvide tempel (Wat Rong Khun), det blå tempel (Wat Rong Seur Ten) og det sorte hus (Baan Dam Museum) på en dagstur fra Chiang Mai.
Alle tre ser meget specielle ud, og især det hvide tempel ville vi meget gerne have set.
Køreturen er på tre timer hver vej, så det afskrækkede os lidt. Det er dog primært på motorvej.
Mange ture laver også et eller flere stop på vejen, og nogle kører helt op til den gyldne trekant (punktet hvor Thailand deler grænse med både Myanmar og Laos).
Reklame
21. Dagstur til Pai – Besøg hippiebyen i Mae Hong Son
Pai er kendt som en hippie-venlig landsby i Mae Hong Son-provinsen 130 kilometer nordvest for Chiang Mai. Vejene dertil er kurvede, så turen tager mindst tre timer.
Det er lang dag, men det er muligt at tage på dagstur til Pai fra Chiang Mai. På sådan en tur ser man typisk nogle af højdepunkterne som inkluderer flotte udsigter, vandfald, hot springs, Pai Canyon og en grotte med stalagmitter og stalaktitter.
Reklame
22. Thaimassage – Forkæl dig selv
Man skal ikke gå ret langt i Chiang Mai, før man støder på en massageklinik.
For rundt regnet 50 kroner i timen (og opefter) kan man komme i den syvende himmel (og/eller blive slået halvt til plukfisk) med en omgang thaimassage, fodmassage, oliemassage, skulder- og nakkemassage eller noget helt andet.
I kvindefængslet Chiang Mai Women’s Correctional Institute kan man få massage med et twist; nemlig af de indsatte. Flere steder i byen kan man også nyde godt af tidligere fangers massagetræning, når de er vel ude på den anden side af murene.
23. Flere templer i Chiang Mai
Der er virkelig mange templer i Chiang Mai. Her er nogle af dem, vi bedst kunne lide at besøge + et blåt tempel vi gerne ville have set.
- Wat Chiang Man. Chiang Mais ældste tempel.
- Wat Umong Mahathera Chan – Tydeligt gammelt tempel med fin stupa og filosofiske ord hængende i træerne.
- Wat Pan Ping – Fint tempel med hvid stupa, hvor vi gik rundt hele alene.
- Wat Phantao – Lille tempel meget tæt på Wat Chedi Luang (med den høje stupa).
- Wat Lok Moli – Vigtigt tempel for den royale familie fra Lanna. Ligger lige på den anden side af vandet rundt om den gamle bydel.
- Wat Phuak Hong – Sjældent besøgt tempel i den sydvestlige del af den gamle bydel med en specielt formet pagoda.
- Ban Den Temple – Smukt blåt tempel en time nord for byen som vi desværre ikke selv besøgte.
24. Andre oplevelser i eller omkring Chiang Mai
Thaiboksning, white water rafting, vandparker, mountain biking, trekking, zip lining, kabaret, madlavningskurser, ATV-ture… Der er så meget at lave i og omkring Chiang Mai, at man virkelig skal gøre sig umage for at komme til at kede sig.
Her er nogle af de seværdigheder, vi selv godt kunne have tænkt os at have oplevet:
- Bhubing Palace – Den royale residens i Chiang Mai med kendt have (beliggende efter Doi Suthep). Midlertidigt lukket da vi kom forbi.
- Baan Kang Wat Artists Village – Kreativ lille landsby med kunst og workshops tæt på lufthavnen.
- Pha Chor Canyon – Flot dal med interessante stenformationer, der ligner det sydvestlige USA.
- Huay Tung Tao Lake – Sø med flotte omgivelser, der er populær hos de lokale på varme dage.
- Mae Sa Waterfall – Fint vandfald i flere lag.
Kort over oplevelser og seværdigheder Chiang Mai
Klik på ikonet oppe i venstre hjørne for at finde de steder, vi har skrevet om i guiden.
Hvad man skal undgå i Chiang Mai
Elefantridning
Interaktioner med elefanter og elefantridning findes desværre mange steder i Chiang Mai, og nærmest alle turarrangører reklamerer for det.
Selvom det er “normalt” i Thailand, håber vi, at du ikke vil støtte industrien.
For at få elefanterne til at opføre tricks, interagere med mennesker eller bære turister rundt på ryggen bliver der brugt forfærdelige metoder til at træne dem.
Processen med at gøre dem tamme indebærer ofte, at de bliver slået, sultet, frarøvet søvn og lignende for at de adlyder mennesker.
Og når de går rundt med turister på ryggen hele dagen, bliver presset på deres rygsøjler stort, og de kan få permanente rygskader.
Vi har skrevet om, hvorfor man ikke skal ride på elefanter her.
Vær særlig opmærksom på at mange steder kalder sig noget med “sanctuary” – det lyder jo meget godt og nærmest som et dejligt sted for elefanterne, ikke?
Desværre er det ofte et marketing-stunt, for at man som turist skal have det godt med sig selv. Hvis man på nogen måde kan interagere med elefanterne, er det sjældent for elefanternes skyld, og vi vil klart anbefale, at man ikke støtter det.
Gode grunde til hvorfor det er uetisk at støtte interaktioner med elefanter
Læs mereTiger Kingdom
En once in a lifetime oplevelse for dig – og et liv i isolation og fangenskab for en prægtig tiger.
Tiger Kingdom påstår selv, at de aldrig lænker, bedøver, declawer eller defanger deres tigere (fjerner kløer eller tænder). De er dog blevet afslørede i at bruge vold til at tæmme dem, og de fleste af tigrene bruger stort set hele deres liv i ensomme bure.
Tiger Kingdom er ikke til for tigrenes skyld. Ingen af dem kommer nogensinde ud i naturen. Det eksisterer udelukkende for profit.
Hvis du på nogen måde har kærlighed til tigre (og hvis ikke – hvorfor skulle man så ville have taget billeder med en?) – så vil vi kraftigt opfordre til, at man ikke besøger Tiger Kingdom.
Krokodillefarme, slangeshows, orangutanganlæg…
Oplevelser med elefanter og tigre er de to helt store attraktioner i Chiang Mai, når det kommer til dyr, men der findes desværre også alle mulige andre former for underholdning med dyr: indespærrede orangutanger, shows med slanger, krokodilleshows, aber der kører på cykel og lignende.
Som vi også skriver i vores tips til Thailand, vil vi kraftigt fraråde alle former for shows og interaktioner med dyr.
Vi kan sagtens forstå, at dyreglade personer (og især børn) gerne vil se, hvor storslåede og intelligente dyrene er.
Men hvis du elsker dyr, så støt ikke denne grusomme form for underholdning. Det vil altid indebære en form for udnyttelse, som desværre er profitabelt for nogle få mennesker.
Tag afsted med ro i maven til Smilets Land
Læs mereHvor mange dage skal man bruge i Chiang Mai?
Vi var selv 9 hele dage i Chiang Mai (10 nætter), hvor vi var ude at opleve noget stort set hver dag. Med en 9 måneder gammel baby på slæb tog vi alting i et roligt tempo og undgik at pakke dagene for tæt.
Hvor længe man skal bruge i Chiang Mai kommer naturligvis helt an på, hvad man vil have ud af sin tid i byen.
For nogle vil det være fint med et par dage til at se højdepunkterne, mens det for andre er en perfekt by at bo i i månedsvis – for eksempel for backpackere og digitale nomader.
Eksempler på hvor længe man skal være i Chiang Mai:
- 1 hel dag: På en enkelt dag kan man godt gå rundt i den gamle bydel og se flere af de smukke templer og opleve den hyggelige stemning, men man går glip af ret meget.
- 2-3 hele dage: Hvis man eksempelvis kun har to uger til at besøge flere dele af Thailand, kan man sagtens få meget ud af 2-3 hele (pakkede) dage i Chiang Mai.
- 4-5 hele dage: 4-5 dage vil for de fleste være mere komfortabelt og give mulighed for at bevæge sig lidt længere væk fra bymidten på dagsture.
- 1 uge: Med en uge i Chiang Mai kan man tage seværdighederne i et roligt tempo, opleve nogle af de mindre populære ting at lave og også have tid til for eksempel at tage til Chiang Rai eller Pai.
Overvejelser der er værd at gøre sig inden en barselsferie i Thailand
Læs mereHvor skal man bo i Chiang Mai?
Chiang Mai har længe tiltrukket backpackere og andre, der gerne vil opleve Nordthailand på budget. Og der er så sandelig også mange muligheder for fin overnatning i den kategori.
I det hele taget er der mange hotelsenge i byen, og udover hostels og billige guesthouses er der også hyggelige boutiquehoteller og 5-stjernet luksus.
Derudover kan man finde moderne lejligheder i lejlighedskomplekser med pool og fitness (hvilket mange digitale nomader sætter pris på) og homestays i øde bjerglandsbyer.
Uanset hvilken overnatningsform man vælger, synes vi, at man får rigtig meget for sine baht i Chiang Mai.
Tip: Særligt hvis man besøger Chiang Mai i den varmeste del af året (marts, april og maj), vil vi anbefale, at man bor et sted med aircondition og eventuelt pool, da temperaturerne godt kan snige sig op på 40 grader.
Læs vores guide til hvor man skal bo i Chiang Mai her, hvor vi deler mere om hvert hotel.
Hvilken del af Chiang Mai er bedst at bo i?
Chiang Mai er på mange måder centreret omkring den kvadratiske gamle bydel, og at bo herinde er perfekt for de fleste turister. Så kan man gå til det meste og have både templer og masser af restauranter i behagelig afstand.
At bo lige uden for murene er også helt fint, og det kan være en god måde at opgradere standarden eller spare en lille smule penge.
Bor man længere væk fra bymidten, skal man være klar på enten selv at have et transportmiddel eller bruge flere taxaer eller lignende til at komme rundt.
Vores anbefalinger til de bedste steder at bo i Chiang Mai i Nordthailand fra budget til luksus
Læs mereYi’s Garden Villa – Hvor vi boede i Chiang Mai
Da vi besøgte Chiang Mai, boede vi i 10 nætter hos Yi’s Garden Villa i den nordøstlige del af den gamle bydel på en stille vej.
Til en yderst fair pris fik vi et stort værelse med sofa, bord og egen balkon med panorama-udsigt over byen og bjergene. Da vi kom, boede vi først en nat på et af de mere “almindelige” værelser, som også var rigtig fint.
Poolen i haven er stor, og vi elskede både at bade i den og spise ved den (hvor den søde receptionist var så flink at lege med vores baby noget af tiden…).
I det hele taget var serviceniveauet langt højere end prisen, vi betalte, og alt i alt havde vi et skønt ophold.
Obs: Flere af billederne på Hotels.com er lidt gamle og reflekterer ikke helt, hvor pænt Yi’s Garden Villa ser ud i dag. Billederne herunder er mere repræsentative.
Se priser og ledighed hos Yi’s Garden Villa her (reklamelink).
De bedste hoteller i Chiang Mai
- Budget: Yi’s Garden Villa – Vi boede her i 10 nætter og elskede det. Pool og pæne værelser med aircondition til en lav pris i den gamle bymidte.
- Budget: U Chiang Mai – Bo lige ud til søndagsnattemarkedet midt i centrum med pool, afdæmpede værelser, lille fitnesscenter og morgenmad.
- Værdi for pengene: The Inside House – Fotogent hotel i den gamle bydel med private pools til fornuftige priser.
- Værdi for pengene: Sireeampan Boutique Resort & Spa – Overnat i et thailandsk tempel.
- Luksus: 137 Pillars House – Gennemført luksushotel i kolonitids-inspireret design kun få minutter fra den østlige byport.
- Ultra-luksus: Four Seasons Resort Chiang Mai – Et af Nordthailands mest luksuriøse resorts i smukke, naturlige omgivelser 30 minutter fra byen.
Søg efter de billigste og bedste hoteller i Chiang Mai her (reklamelink).
Spisesteder i Chiang Mai
Chiang Mai er propfyldt med lækker mad. Her er nogle af de steder vi spiste, som vi kan anbefale, at man tager forbi.
- GoodSouls. God smoothiebowl, pandekager, kaffe og pizzaer (i napolitansk stil). Indendørs og udendørs servering.
- Reform Kafe. Samme ejer som GoodSouls. Gode thairetter og hyggelige omgivelser udendørs men overdækket.
- Downtown Vegan. Hyggelig café få minutter fra den gamle bydel med masser af fine planter og et stort menukort med thai og vestlig mad (samme ejer som de to førnævnte). Vi kunne godt lide den blå smoothie bowl.
- Free Bird Café. Non-profit café der støtter flygtninge fra Myanmar. Serverer primært økologiske mad, blandt andet retter fra Shan-provinsen, men også vestlige retter, morgenmad og desserter. Har en shop med genbrugstøj, forskellige ting og sager samt nye cremer og kosmetikprodukter.
- Pure Vegan Heaven. De var desværre lukkede, da vi var i Chiang Mai, men vi har besøgt deres caféer på Phuket, Koh Samui og Koh Phangan og plejer at være glade for deres mad.
- Rad Rabbit. Menukort med italienske retter (inklusiv pizza) i plantebaserede versioner. Ikke så stort et sted, men med mulighed for at sidde indenfor og udenfor.
- Vegan Heaven. Ikke at forveksle med Pure Vegan Heaven. Vegan Heaven er ejet af de samme som Rad Rabbit, og er deres thailandske restaurant.
- Mr. Green. Mr. Green er en svensk mand, men det er hans kone, der tryller i køkkenet. Gode thairetter til meget rimelige priser.
- Fruit Plus+ Cafe. Lækre friskpressede juicer og store smoothies.
- Khun Kae’s Juice Bar. Hyggeligt (og populært) lille juicested.
- Fruit Cargo. Mere sydpå i byen prøvede vi dette lyse frugtsted, der lavede gode smoothie bowls.
- Aeeen Japanese Vegan. Økologisk japansk mad lavet fra bunden. Ikke alt var lige smagfuldt, men det var en stemningsfyldt oplevelse at spise i deres træhus uden for byen.
- The Cookie Jar. Syndige cookies og is (med cookiestykker i!) fra et lille hul i væggen.
Hvis man er i Chiang Mai i længere tid og ikke vil spise ude hele tiden, kan apps som Grab og Foodpanda anbefales.
Er det sikkert at besøge Chiang Mai?
Thailand er generelt et meget sikkert land, og Chiang Mai er ingen undtagelse. Faktisk er byen flere gange blevet udnævnt som Sydøstasiens sikreste by.
Hvis man holder sig fra nattelivet, er de største farer sandsynligvis trafikken og myggesygdomme. Og man skal selvfølgelig altid være opmærksom på sine ejendele blandt større menneskemængder.
Sådan kommer man rundt i Chiang Mai
Gå rundt
Inde i Chiang Mais gamle bydel er der gader med plads til biler nærmest overalt. På trods af det, er der overraskende ikke super meget trafik (på nær på de store hovedgader), så det er behageligt at gå rundt.
På de større gader er der fortorve, men på de mindre skal man gå på siden af vejen og holde øje med trafikken.
Det tager ca. 30 minutter at gå fra vest til øst eller nord til syd, hvis man går så lige som muligt, så der er ikke ret langt rundt.
Uden for den gamle bydel kan man naturligvis også gå rundt, men det kan føles som om, at der er længere mellem seværdighederne.
Scooterleje
At leje scooter er en populær måde at komme rundt i Chiang Mai. Der er mange udlejningssteder, og de fleste hoteller kan hjælpe til.
Læs mere om at leje scooter (og hvad det kræver af kørekort) i vores store guide med tips og gode råd til at besøge Thailand.
Bil (taxa)
Vi brugte selv Grab og Bolt en del til at komme rundt i Chiang Mai og til flere af de seværdigheder, der ligger relativt tæt på bymidten.
Begge apps fungerer ligesom Uber. Man skal blot skrive sin destination ind, så får man en pris, bestiller en bil og inden for få minutter står chaufføren klar. Det kræver dog, at man har data på sin telefon.
Der findes selvfølgelig også “almindelige” taxaer, som man kan bruge til at komme rundt i Chiang Mai.
Til længere dagsture brugte vi chauffører, hvor vi aftalte en fast pris for dagen på forhånd. Prisen kommer naturligvis an på kørelængden, tiden og antallet af stop.
Chauffør-tip: Vi var glade for at køre med Tree, som udover at give fair priser også kørte forsvarligt, var flink og talte et nogenlunde forståeligt engelsk. Skriv eller ring til ham på WhatsApp på +66 81 594 3142. Hils gerne fra os!
Tuktuk
En tuktuk er et klassisk thailandsk åbent transportmiddel, hvor man kan sidde behageligt på sæder bag en scooter – men altså uden A/C og med larm og os fra trafikken.
De er typisk billigere end taxaer på gaden (dog ikke altid billigere end Grab/Bolt), og man skal spørge eller forhandle om prisen, inden man sætter sig ind, hvis man ikke vil have sig en overraskelse, når man kommer frem til destinationen.
Offentlig transport (songthaew og bus)
Der er ikke nogen metro i Chiang Mai (endnu), men hvis man er klar på det, kan man komme godt rundt med en blanding af songthaews og busser.
Songthaew betyder to rækker på Thai, og det er en slags åben bus, hvor man sidder over for hinanden. De fungerer som en blanding af en bus og taxi. Inde i Chiang Mai er de røde, mens songthaews i andre farver typisk kører længere væk fra byen.
Busser kører blandt andet mellem lufthavnen og Arcade Bus Station 2, hvilket kan være en billig måde at komme ind til byen på. Der er dog ikke altid plads til store tasker.
Transport til og fra Chiang Mai
Chiang Mai ligger cirka 700 kilometer nord for Bangkok.
Den hurtigste vej mellem Thailands to største byer er (ikke overraskende) med fly. Det er også muligt at køre eller at tage toget.
Med fly
Fra Bangkok kan man flyve til Chiang Mai fra både Suvarnabhumi Airport (BKK) og Don Mueang Airport (DMK). Turen tager omtrent en time og et kvarter.
Der er også afgange til Chiang Mai fra en lang række andre byer i Thailand samt storbyer i Asien.
Alt hvad du skal vide om Thailands hovedstad, inklusiv hvad man skal se, masser af billeder og vores bedste tips
Læs mereMed bus/bil
Alt afhængigt af hvornår man kører ud af (eller ind i) altid-trafikerede Bangkok, tager køreturen cirka 9 timer.
Der kører også natbusser på ruten.
Med tog
At tage toget mellem Bangkok og Chiang Mai tager mellem 10 og 14 timer afhængigt af, hvilken afgang man vælger.
Nattoget er sandsynligvis mere komfortabelt end natbussen.
Vi har tidligere selv taget nattoget fra Bangkok til Surat Thani, og selvom det bumlede en del, fik vi faktisk sovet. Nogle af nattogene mellem Bangkok og Chiang Mai ser endda ret lækre ud.
Hvornår skal man besøge Chiang Mai?
Ligesom i resten af Thailand oplever Chiang Mai overordnet set tre sæsoner:
- Den kolde sæson (højsæson): November til februar.
- Den varme sæson (lavsæson): Marts til maj.
- Regnsæson (lavsæson): Juni til oktober.
Den kolde sæson (højsæson)
Hvis man besøger Chiang Mai (og resten af Nordthailand) mellem november og februar, kan man forvente kølige temperaturer og tørt vejr. Husk en trøje til om aftenen, hvor det kan blive lidt koldt.
Mod slutningen af februar kan det blive noget hazy fra burning season-afbrændingerne, der typisk starter et godt stykke inde i januar.
Den varme sæson (lavsæson)
Nordthailand bliver virkelig varmt fra midten af marts og i april helt indtil regnens ankomst omkring maj.
I den varme sæson kan man godt forvente temperaturer på omkring 40 grader om dagen. Samtidig er luftforureningen ret slem.
Derfor kan det som udgangspunkt ikke anbefales at besøge Nordthailand i den varme sæson, hvis man kan undgå det.
Vi besøgte selv Chiang Mai i midten af maj. Den varme sæson varede lidt længere tid end normalt, og flere af dagene var der hedebølge med temperaturer på 32-37 grader i skyggen og nætter, hvor temperaturerne kun faldt meget lidt. Til gengæld var prisen på overnatning lav og mange attraktioner var tæt på turist-tomme.
Regnsæson (lavsæson)
Det er altid svært at sige præcis, hvornår regnsæsonen begynder – men når først det begynder at regne i april, maj eller juni, markerer det slutningen af burning season og det ekstra varme vejr.
Røgen forsvinder stille og roligt, vandfaldene bruser igen, og det bliver i det hele taget mere behageligt at være udenfor.
Til gengæld kan nogle veje godt blive svære at rejse på – især i mere øde egne af Nordthailand. Trekking kan også godt blive mudret.
Bliv klogere på hvornår det er bedst at rejse til Thailand
Læs mereHvad er det bedste tidspunkt på året at besøge Chiang Mai?
Sæson og vejr spiller selvfølgelig ind på, hvornår det er en god idé at besøge Chiang Mai.
Overordnet set er den bedste del af året også den mest populære, nemlig højsæsonen mellem november og februar. Priserne omkring jul og nytår er helt naturligt skruet lidt ekstra op.
Tip: Lysfestivalerne Loy Krathong og Yee Peng fejres ved fuldmåne i den 12. måned i den thailandske kalender, hvilket typisk er i november i den vestlige kalender. Her markeres regnsæsonens slutning med lanterner, der smukt (og forurenende) lyser op i himlen og på vandet.
Hvornår skal man ikke besøge Chiang Mai?
Vejrmæssigt vil vi ikke anbefale, at man planlægger en tur til Nordthailand i slutningen af marts, i april eller starten af maj – med mindre man gerne vil være med til den store vandfestival Songkran (det buddhistiske nytår), der bliver fejret i dagene efter den første fuldmåne i april med en offentlig, vanvittig vandpistol-kamp.
Undgå desuden burning season så vidt muligt. Se herunder hvorfor.
Burning season
I Nordthailand (herunder Chiang Mai, Chiang Rai og Pai) skal man tage sæsonmæssigt hensyn til afbrændinger og den tilhørende luftforurening aka burning season.
Her brændes primært marker og skovområder af for hurtigt at “gøre plads” til næste vækstsæson.
Nordthailands burning season varer som regel fra omkring midten af januar til midten af april, men det varierer lidt fra år til år.
I princippet kan det gode blive hazy allerede i december (efter regnsæsonen er sluttet i november), men burning season-problemet er værst fra slutningen af februar.
Luftforureningen peaker i marts og bliver så meget bedre, når regnen vender tilbage – typisk i april (omkring Songkran-festivalen).
Det er på ingen måde hverken sundt eller behageligt at indånde luftforureningen, så hvis man er fleksibel, vil vi virkelig anbefale, at man undgår Nordthailand i burning season.
Vores bedste tips til Chiang Mai
- Chiang Mai er en smuk by. Sørg for at tage et godt kamera med til at dokumentere det! Her er en guide til det udstyr, vi bruger.
- Vær opmærksom på sæson og vejr. Der er stor forskel på, hvornår man besøger Chiang Mai. Undgå burning season og pak let regntøj hvis du kommer i regnsæsonen.
- Transport med Grab eller Bolt er ofte billigere end de lokale taxier. Det fungerer ligesom Uber. Download de to apps og sammenlign priserne for ruten. Det kræver blot at man har data på sin telefon.
- Stikkontakterne i Chiang Mai har generelt to runde ben, der passer til de fleste danske stik. Standardspændingen er 220 volt.
- Hvor lang tid man skal bruge i Chiang Mai er svært at sige. Man kan se de bedste seværdigheder på et par dage eller tilbringe måneder som digital nomade.
- Klæd dig respektfuldt ved templerne. Skuldre og knæ skal dækkes, når man befinder sig i religiøse omgivelser. Hav eventuelt en sarong med dig rundt, som du hurtigt kan binde rundt om livet eller have over skuldrene. De kan også ofte lejes meget billigt.
- Hav gode sko på. Man kommer til at gå meget i Chiang Mai, så tag sneakers eller komfortable sandaler med. Sko der er lette at tage af og på er en fordel, hvis man vil besøge mange templer, da man altid skal have dem af indenfor.
- Husk at reservere overnatning i god tid, hvis du rejser i højsæsonen (november til februar). Der vil altid være ledige værelser, men mange af de bedste hoteller bliver booket flere måneder i forvejen.
- Wifi er overalt på hoteller og caféer, og det er normalt hurtigt. Hvis man har brug for internet andre steder, kan man overveje at købe et lokalt SIM-kort med data. Det er ret billigt og nemt at anskaffe.
- Solen er kraftig. Husk solcreme, solhat og at blive i skyggen i de farlige timer midt på dagen.
- Kreditkort kan bruges på de fleste dyrere steder, men kontanter er mest almindeligt på lokale restauranter, i butikker og transport.
- Der er sjældent langt til en hæveautomat og/eller et sted at veksle penge. Det er billigst at hæve i baht. Gå efter at hæve det højeste beløb ad gangen, hvis du vil minimere de ekstra gebyrer.
- Med flere ordentlige hospitaler, klinikker og tandlæger i Chiang Mai er der hjælp at hente, hvis man kommer ud for ulykker eller har brug for behandling under sin ferie.
- Tag din egen drikkedunk med og få den fyldt op på caféer, restauranter og i de opstillede vandautomater, hvor en liter rent vand kun koster en enkelt baht (eller mindre).
- Husk rejseforsikring. Vi sammenligner rejseforsikringer til længere rejser og rejser uden returbillet her.
Du kan også læse alle vores bedste tips og gode råd til at besøge Thailand i denne store guide.
Kamera, objektiver, drone og andet tilbehør vi bruger til at skabe rejseindhold i høj kvalitet
Læs mereReklame
Bæredygtige rejsetips
For at rejse så bæredygtigt som muligt, anbefaler vi følgende:
- Book økovenlig overnatning som hoteller med bæredygtighedsfokus.
- Minimer brugen af aircondition og sluk når du ikke er på værelset.
- Køb håndlavede souvenirs direkte fra kunstneren i stedet for masseproducerede varer i større butikker.
- Respekter lokale traditioner og følg anvisninger for påklædning i templerne.
- Spis så plantebaseret, lokalt og økologisk som muligt.
- Medbring dit eget drikkevand i en genopfyldelig flaske.
- Undgå engangsplastik så vidt muligt.
- Sortér dit affald korrekt (når det kan lade sig gøre) og smid det ikke på jorden.
- Tag kun fotos og efterlad kun fodaftryk. Undgå at tage ting fra naturen med dig.
- Respekter det lokale dyreliv.
Tak for at læse med
Tak skal du have for at have læst vores rejseguide til Chiang Mai. Vi håber, at den har været nyttig!
Hvad synes du om den nordthailandske by?
Tøv ikke med at spørge os om noget i kommentarerne, hvis du ikke har været i Chiang Mai endnu. Vi er glade for at hjælpe.
Hvis du allerede har været der, ville det være fantastisk at høre dine bedste tips og tricks.
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Indsend Kommentar