Bangkok rejseguide: 17 bedste oplevelser & seværdigheder
Alt hvad du skal vide om Thailands hovedstad, inklusiv hvad man skal se, masser af billeder og vores bedste tipsHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Den store mango
Bangkok, City of Angels, The Big Mango, Sin City of Asia, forkortelsen Krung Thep (som i sin helhed er verdens længste stednavn)…
Thailands hovedstad har mange navne – og endnu flere besøgende.
Thailand er et af verdens mest populære turistlande, og mange ture dertil starter og slutter i den gigantiske by, som vi også selv har været i en del gange efterhånden; både hver for sig og sammen.
Man skal selvfølgelig opleve de fantastiske templer, men Bangkok er også med rette kendt for at være et vildt sted at feste natten lang, shoppe i kæmpe shoppingcentre og spise noget af verdens bedste mad.
I denne store rejseguide til Bangkok har vi samlet vores erfaringer og guider til de bedste seværdigheder og oplevelser i byen, hvor mange dage man skal bruge, hvor man skal bo, hvordan man kommer rundt og meget mere.
Hvor skal man bo i Bangkok?
- Luksus: Mandarin Oriental Bangkok – Et af Bangkoks mest overdådige hoteller med pool ud til floden og 10 restauranter (hvoraf 2 har michelinstjerner).
- Værdi for pengene: Riva Arun – Pænt mellemklassehotel med central beliggenhed i Bangkok og perfekt udsigt til smukke Wat Arun.
- Værdi for pengene: Novotel Bangkok Sukhumvit 20 – Moderne byhotel med pool på 9. etage, fitness og rooftopbar i livlige Sukhumvit.
- Budget: Casa Nithra Bangkok – Komfortable (og flotte!) dobbeltværelser med pool på taget tæt på Khao San Road.
Søg efter de billigste og bedste hoteller i Bangkok her.
Indholdsfortegnelse:
Kort over Bangkok
Thailands hovedstad Bangkok ligger i det centrale Thailand ved Chao Phraya-floden små 25 kilometer fra kysten i den nordlige del af Thailandbugten.
Byen er opdelt i 50 distrikter, hvoraf 15 ligger på flodens vestlige side (også kaldet Thonburi-siden), mens de 35 resterende er på den østlige side, hvor de fleste turistattraktioner findes.
17 bedste oplevelser og seværdigheder i Bangkok
Thailands hovedstad er propfyldt med spændende ting at se og lave.
Man skal i hvert fald sjældent gå langt, før man støder ind i fine templer, spicy gademad, et skinnende storcenter eller et travlt marked.
Afstandene er dog store, så det giver mening at planlægge sin tur til Bangkok omkring et par enkelte højdepunkter – og så opleve alt det spontane ind i mellem stoppene.
Her er de 17 bedste oplevelser og seværdigheder i Bangkok:
- Grand Palace – Bangkoks største turistattraktion
- Wat Pho – Den liggende Buddha
- Wat Arun – Det specielle Temple of Dawn
- Khao San Road – Festlig backpackergade
- Nyd solnedgangen fra en rooftop bar – Se Bangkoks skinnende lys fra oven
- Chatuchak Weekend Market – Thailands største marked
- Bangkoks storcentre – Shopping i alle prisklasser i kølig aircondition
- Wat Saket og Golden Mount – Specielt tempel med udsigt over Bangkok
- Wat Ratchanatdaram – Bangkoks jernpalads
- Bangkok National Museum – Få indblik i Thailands historie
- Wat Intharawihan – 32 meter høj stående guldbuddha
- Benjakitti Forest Park og Lumpini Park – Gåture i grønne omgivelser
- Chinatown – Shopping og gademad
- Talat Noi – Street art i historisk nabolag
- Wat Benchamabophit – Royalt tempelt med italiensk marmor
- Andre oplevelser og seværdigheder i Bangkok
- Dagsture fra Bangkok
1. Grand Palace – Bangkoks største turistattraktion
Grand Palace er en samling af mere end 100 royale bygninger midt i byen, som både i størrelse og besøgsantal er Bangkoks største turistattraktion.
Fordi der løbende er blevet tilføjet templer, pavilloner og lignende, er mere end 200 års royal historie repræsenteret her. Og det er svært ikke at blive imponeret af de overdådige guldspir og ornamenterede bygninger alle vegne.
Indtil 1925 var Grand Place den Thailandske konges officielle residens. I dag bor kongen i Dusit Palace. Der bliver dog stadig afholdt officielle ceremonier i Grand Palace.
Grand Palace er mere eller mindre rektangulært og huser blandt andet den meget kendte Emerald Buddha, Queen Sirikit Museum of Textiles og Grand Palace Hall; områdets største bygning.
Med en indgangspris på 500 baht (~ 100 kroner) i 2024 er Grand Palace en af Bangkoks dyrere seværdigheder. Hvis man gerne vil se toppen af poppen, er der dog ingen vej udenom.
Vi vil dog mene, at man godt kan skippe Grand Palace, hvis man kun har kort tid i Bangkok og ikke er ekstra interesseret i templer eller royal historie. For det kræver i hvert fald 1-2 timer at få nok ud af sit besøg til at retfærdiggøre den høje pris – og man kan også sagtens bruge mere.
Tip: Skuldre og knæ skal være dækkede for, at man får lov til at gå ind. Saronger kan typisk lejes eller købes i nærheden, hvis du ikke selv har noget at dække dig med.
Indgangsprisen er på 500 baht (~ 100 kroner) per person.
2. Wat Pho – Den liggende Buddha
Templets officielle navn er meget langt, så de fleste kalder det bare for Wat Pho eller Temple of the Reclining Buddha.
Udover at huse den forgyldte, 46-meter lange liggende Buddha, er Wat Pho også hjem til Thailands største samling af Buddha-statuer (hvilket ikke siger så lidt) og kan derudover kalde sig fødestedet for traditionel thaimassage.
Den liggende Buddha ligger lige ved siden af Grand Palace, så mange vælger at kombinere de to populære seværdigheder.
Indgangsprisen er på 300 baht (~ 60 kroner) per person. Skuldre og knæ skal være dækkede i tempelområdet.
Alt hvad du skal vide om Chiang Mai i Nordthailand, inklusiv hvad man skal se, masser af billeder og vores bedste tips
Læs mere3. Wat Arun – Det specielle Temple of Dawn
Wat Arun er et af Bangkoks mest populære og specielle buddhisttempler.
Det ligger på den vestlige bred af Chao Praya-floden lige ud til vandet overfor Grand Palace og den liggende Buddha.
Både templets form og udtryk ser anderledes ud end mange andre af Bangkoks templer og er utroligt smukt med de ikoniske spir.
Da vi besøgte Wat Arun, virkede det som om, at de fleste andre besøgende havde lejet royalt thai-tøj fra den periode, hvor templet blev bygget, som de så fik taget en masse billeder foran templet med. At leje et sæt (m/k) kostede vist omkring 150 baht (~ 30 kroner).
Indgangsprisen er på 200 baht (~ 40 kroner) per person. Skuldre og knæ skal være dækkede i tempelområdet.
Overvejelser der er værd at gøre sig inden en barselsferie i Thailand
Læs mere4. Khao San Road – Festlig backpackergade
Da vi var yngre og besøgte Bangkok, var det nærmest en selvfølge, at vi skulle bo tæt på Khao San Road – eller som minimum besøge den famøse backpacker- og festgade.
Da vi kom tilbage til Bangkok (med en baby) i 2024, valgte vi dog at skippe den…
Der er gang i Khao San Road dag og nat. Det er ikke et vildt charmerende sted, men det kan være sjovt at se, hvis man også vil opleve den unge, turistede del af Bangkok.
Rejser man til Bangkok på budget, er det også i området her, man typisk vil finde mange af de billigste overnatningsmuligheder.
5. Nyd solnedgangen fra en rooftop bar – Se Bangkoks skinnende lys fra oven
Det er svært at forstå, hvor stor Bangkok egentlig er, før man har set byen fra oven.
Med mere end 100 skyskrabere er der nok at kigge på. Og så er det at komme op i højden bare en fed måde at få et godt overblik (og lidt ro fra den hektiske trafik…).
Listen over rooftop bars med god udsigt over byen i Bangkok er lang. Vi har selv besøgt Sky Bar at Lebua Bangkok (kendt fra filmen The Hangover Part II), der med en højde på 250 meter giver et virkelig flot syn over byen fra 63. etage.
6. Chatuchak Weekend Market – Thailands største marked
Hver fredag aften til søndag aften afholdes verdens største weekendmarked i Chatuchak, hvor man kan gå på opdagelse blandt mere end 15.000 (!) boder.
Det samlede udvalg i Chatuchak Weekend Market, der også bliver kaldt JJ Market, er måske ikke vildt anderledes for den gængse turist, der bare skal finde et par sjove souvenirs. Alligevel er markedet en fascinerende (og overvældende) oplevelse.
Da Alex besøgte markedet, nåede han selvsagt kun at se en brøkdel. Det er opdelt i kategorierne tøj, keramik, kunsthåndværk, indretning, mad, planter, bøger, antikviteter, diverse, brugt tøj og kæledyr.
Kæledyrsafdelingen er både den mest fascinerende og uhyggelige. Her bliver der solgt alverdens dyr, inklusiv flere eksotiske, truede arter og “ekstra nuttede” kæledyr, der enten er blevet genetisk modificeret eller bare på alle måder skulle være blevet i naturen.
7. Bangkoks storcentre – Shopping i alle prisklasser i kølig aircondition
Udover de mange templer og uendelige muligheder for gademad er Bangkok også kendt for de gigantiske storcentre.
Her kan man for alvor fare vild mellem kæmpe biografer, fitnesscentre, luksusbutikker, små souvenirboder og overdådige food courts.
En stor del af Bangkoks storcentre kan findes mellem metrostoppene National Stadium og Phloen Chit på Silom-linjen samt omkring Phrong Phong-stationen, mens det aller største (Iconsiam med mere end 1.000 butikker) ligger lidt for sig selv på den vestlige side af Chao Phraya-floden.
Her er nogle af de mest kendte storcentre i Bangkok:
- Iconsiam.
- Siam Paragon.
- MBK.
- Terminal 21.
- CentralwOrld.
- EmQuartier.
- Emporium.
- Asiatique.
Alt hvad du skal vide om Koh Samui, inklusiv hvor du skal bo, hvad du skal lave, og hvor man kan spise + alle vores bedste tips til øen
Læs mere8. Wat Saket og Golden Mount – Specielt tempel med udsigt over Bangkok
Bangkok har mange særlige templer, men Wat Saket og Golden Mount er alligevel i en klasse for sig.
Bakken er godt nok menneskabt, men 360-graders udsigten fra den 80 meter høje Golden Mount er enestående – nok fordi der er ret langt til den nærmeste skyskraber. Der er til gengæld mange af dem i alle retninger!
På vej op ad trapperne er der klokker og flag, og i templet finder man selvfølgelig masser af Buddhaer.
Den store guldkuppel på toppen var desværre under renovation, da vi var forbi, men udsigten var stadig det hele værd.
I nærheden af indgangen kan man også se en lille grotte med Buddhaer.
Indgangsprisen er på 100 baht (~ 20 kroner) per person. Skuldre og knæ skal være dækkede i tempelområdet.
9. Wat Ratchanatdaram – Bangkoks jernpalads
Da vi besøgte Wat Ratchanatdaram, også kendt som Loha Prasat (jernpaladset) i 2014, var spirene sorte. Vi kan se, at de 37 spir nu er i guld – og det ser stadig flot ud.
Templet ligger meget tæt på Wat Saket, så det er oplagt at besøge i samme omgang.
Indgangsprisen er på 100 baht (~ 20 kroner) per person. Skuldre og knæ skal være dækkede i tempelområdet.
10. Bangkok National Museum – Få indblik i Thailands historie
Bangkok National Museum er et af Sydøstasiens største museer og huser primært thailandsk kunst og historiske genstande. Der er dog også samlinger fra Indien, Kina, Vietnam, Cambodia og Indonesien.
Museet ligger tæt på Khao San Road lige nord for Grand Palace ud mod Chao Phraya-floden.
Det er oplagt at besøge for kunst- og historieinteresserede, eller hvis man mangler noget at lave på en regnvejrsdag.
Indgangsprisen er på 200 baht (~ 40 kroner) per person.
Alt du skal vide om Koh Phangan (Thailand), inklusiv hvad du skal lave, de bedste strande, hvor du skal bo + vores bedste tips til hippieøen
Læs mere11. Wat Intharawihan – 32 meter høj stående guldbuddha
Hvis du godt kan lide store guldbuddhaer og allerede har besøgt den noget mere kendte liggende Buddha ved Wat Pho, er der ingen vej uden om den 32 meter høje, stående guldbuddha ved Wat Intharawihan.
Indgangsprisen er på 40 baht (~ 8 kroner) per person. Skuldre og knæ skal være dækkede i tempelområdet.
12. Benjakitti Forest Park og Lumpini Park – Gåture i grønne omgivelser
Midt i Bangkok ligger der to store parker, som er perfekte til at få lidt ro fra storbylivet.
Lumpini Park er nok den mest kendte af de to. Det var Bangkoks første offentlige park, og det er stadig et populært sted at gå eller løbe en tur, sejle på den lille sø, dyrke tai chi eller lede efter varaner. Almindelige park-agtige-aktiviteter i Thailand med andre ord.
I Lumpini Parks nordøstlige hjørne (ude på gaden) starter en forhøjet sti, som tager dig over de trafikerede veje direkte til Benjakitti Park.
Den vestlige del af Benjakitti Park er en såkaldt Forest Park; en slags mini-nationalpark. Og her fylder naturen væsentligt mere.
Har man kun tid til at besøge én af de to parker, vil vi klart foreslå Benjakitti Forest Park, som vi selv bedst kunne lide.
Det er Bangkoks mest naturrige område, og det er interessant at se vådområder og sjældne planter fra de forhøjede stier med byens højhuse i baggrunden. Der er dog ikke så meget skygge, så overvej at lægge dit besøg enten tidligt eller sent på dagen.
13. Chinatown – Shopping og gademad
Bangkoks Chinatown er en af verdens største Chinatowns.
Der er ikke røde lanterner alle vegne, men hovedpulsåren Yaowarat Road ser ret vild ud flere steder med et noget anderledes gadebillede end resten af Bangkok.
Da vi besøgte Chinatown gik vi primært en tur gennem den smalle shoppinggade Vanich 1 Road, der føles som en live-version af webshops som AliExpress eller Temu med masser af små, specialiserede butikker som sælger tingeltangel, man nok egentlig ikke har brug for (i til tider tvivlsom kvalitet).
Udover shoppingen er Chinatown særligt kendt for at være et mekka for gademad.
14. Talat Noi – Street art i historisk nabolag
Lige syd for Chinatown ligger området Talat Noi langs Chao Phraya-floden, så det er oplagt at slå et visit til de to områder sammen.
De senere år er Talat Noi især blevet Instagram-kendt for sin street art, men bag de labyrintiske gader med gamle huse og mekanikere (der tilsyneladende sælger hver eneste scooter-del, der nogensinde er blevet produceret…) gemmer der sig en lang historie med kinesiske og portugisiske immigranter.
Efter vores mening er Talat Noi ikke et must-see i Bangkok, men kan man lide at vandre rundt i smalle gader (og har man lidt ekstra tid), er det et hyggeligt sted at bruge en eftermiddag.
15. Wat Benchamabophit – Royalt tempelt med italiensk marmor
Wat Benchamabophit Dusitvanaram, også kendt som marmortemplet, er et smukt tempel lige ved Dusit Palace (kongens residens).
Området er relativt stort, men det er uden tvivl hovedtemplet (og særligt indergården fyldt med forskellige Buddhafigurer), som tager opmærksomheden.
På grund af det italienske marmor skinner templets facade endnu mere end ellers, og i det hele taget er der en luftig, royal stemning.
Indgangsprisen er på 100 baht (~ 20 kroner) per person. Skuldre og knæ skal være dækkede i tempelområdet.
Efter en måned på Koh Lanta i Thailand guider vi til, hvad du skal lave, de bedste strande, vores bedste tips + masser af billeder
Læs mere16. Andre oplevelser og seværdigheder i Bangkok
Selv med mange uger (eller måske endda måneder) i Bangkok, vil man have svært ved at opleve det hele. Vi har i hvert fald stadig lidt til gode til næste visit…
Her er nogle af de spændende oplevelser og seværdigheder i Bangkok, vi ikke selv har besøgt endnu:
- Floating market. Der er flere flydende markeder i Bangkok, og Damnoen Saduak Floating Market er umiddelbart det flotteste (og mest populære). Mange af markederne er dog kun åbne i weekenden, så undersøg det specifikke markeds åbningstider på forhånd.
- Erawan Shrine. Lige ved Chit Lom BTS-stationen ligger den lille hindu/buddhist-helligdom, der er meget populær at tilbede.
- Erawan Museum. Rimelig crazy museum med en trehovedet elefant på taget.
- Dusit Palace. Det er uklart, hvor meget af kongens residens det egentlig er muligt for offentligheden at opleve, men den europæisk-inspirerede Ananta Samakhom Throne Hall kan i hvert fald ses udefra (gennem gitter)…
17. Dagsture fra Bangkok
Selvom Bangkok er stor nok til, at man nærmest kan tage “dagsture” fra den ene ende af byen til den anden, er der også flere spændende destinationer længere væk, man kan besøge.
Her er tre bud på dagsture fra Bangkok til inspiration:
- Ayutthaya er en oplagt destination for historie- og tempelelskere. Som det gamle Siam-riges hovedstad er der fyldt med smukke bygningsværker, der ud fra billederne minder os lidt om templerne ved Angkor Wat i Cambodia. Togturen til Ayutthaya fra Bangkok er på omkring 2 timer.
- The Ancient City (også kendt som Ancient Siam) er en del tættere på, og selvom flere af slottene, templerne, paladserne og skulpturerne er nybyggede, ser det alligevel interessant ud. Stedet bliver kaldt et af verdens største udendørsmuseer, og idéen er, at man kan “rejse gennem hele Thailand” på blot en enkelt dag.
- Ko Kret er en lille, menneskabt ø, der ligger i Chao Phraya-floden lidt nord for Bangkok. Her kan man møde Mon-folket fra Myanmar, som især er kendt for deres keramik. Der er kun én gade, og biler er ikke tilladt, så stemningen er utvivlsomt mere afslappet end i hovedstaden.
Alt du skal vide om Phuket, inklusiv hvad du skal se, hvad du skal undgå og vores bedste tips
Læs mereKort over oplevelser og seværdigheder i Bangkok
Klik på ikonet oppe i venstre hjørne for at finde de steder, vi har skrevet om i guiden.
Hvad man skal undgå i Bangkok
Elefantridning
Interaktioner med elefanter og elefantridning findes desværre mange steder i omegnen af Bangkok, og nærmest alle turarrangører reklamerer for det.
Selvom det er “normalt” i Thailand, håber vi, at du ikke vil støtte industrien.
For at få elefanterne til at opføre tricks, interagere med mennesker eller bære turister rundt på ryggen bliver der brugt forfærdelige metoder til at træne dem.
Processen med at gøre dem tamme indebærer ofte, at de bliver slået, sultet, frarøvet søvn og lignende for at de adlyder mennesker.
Og når de går rundt med turister på ryggen hele dagen, bliver presset på deres rygsøjler stort, og de kan få permanente rygskader.
Vi har skrevet om, hvorfor man ikke skal ride på elefanter her.
Vær særlig opmærksom på at mange steder kalder sig noget med “sanctuary” – det lyder jo meget godt og nærmest som et dejligt sted for elefanterne, ikke?
Desværre er det ofte et marketing-stunt, for at man som turist skal have det godt med sig selv. Hvis man på nogen måde kan interagere med elefanterne, er det sjældent for elefanternes skyld, og vi vil klart anbefale, at man ikke støtter det.
Gode grunde til hvorfor det er uetisk at støtte interaktioner med elefanter
Læs mereHvor mange dage skal man bruge i Bangkok?
På trods af, at Bangkok er en enorm storby med flere seværdigheder og attraktioner, end man kan nå at opleve på flere år, behøver man faktisk ikke at blive i Bangkok forfærdeligt længe for at få en god fornemmelse for byen.
Vi har selv besøgt Bangkok en del gange, men aldrig i mere end fire nætter – og hver gang har vi fået en god oplevelse i byen.
Hvis det er ens første gang i Bangkok, synes vi dog alligevel, at det vil være synd kun at bruge en enkelt nat i Thailands hovedstad.
Eksempler på antal nætter i Bangkok:
- En nat i Bangkok kan give en forsmag, men hvis man både skal til og fra lufthavnen og krydse Bangkoks trafik, når man sandsynligvis ikke at opleve vildt meget.
- Med to nætter er det muligt både at opleve Bangkoks smukke templer og byens mere moderne dele uden alt for høj puls.
- Tre nætter giver tid til at gå mere i dybden og kan give god mening, hvis man enten er interesseret i at gå på museum eller at shoppe i de gigantiske storcentre.
- Fire nætter i Bangkok vil for de fleste være tid nok til, at man kan dedikere en halv til en hel dag på en længere tur; for eksempel til Chatuchak Weekend Market eller de specielle templer i Ayutthaya.
Hvor skal man bo i Bangkok?
Selvom Bangkok er en kæmpe storby, er det begrænset hvor mange forskellige områder, der giver mening for de fleste turister at bosætte sig.
Khao San Road er backpackermekkaet (der også får flere og flere mellemklassehoteller), Chao Phraya-floden er perfekt til kulturel sightseeing og mere moderne områder som Silom og Sukhumvit er bedst til shopping og fest.
Uanset hvor man bor, er det en god idé at tænke over transportmulighederne, hvis man regner med at bruge offentlig transport.
De bedste hoteller i Bangkok:
- Luksus: Mandarin Oriental Bangkok – Et af Bangkoks mest overdådige hoteller med pool ud til floden og 10 restauranter (hvoraf 2 har michelinstjerner).
- Værdi for pengene: Riva Arun – Pænt mellemklassehotel med central beliggenhed i Bangkok og perfekt udsigt til smukke Wat Arun.
- Værdi for pengene: Novotel Bangkok Sukhumvit 20 – Moderne byhotel med pool på 9. etage, fitness og rooftopbar i livlige Sukhumvit.
- Budget: Casa Nithra Bangkok – Komfortable (og flotte!) dobbeltværelser med pool på taget tæt på Khao San Road.
Søg efter de billigste og bedste hoteller i Bangkok her.
Luksus
Mandarin Oriental Bangkok
En stor del af Bangkoks luksushoteller ligger langs Chao Phraya-floden, og som det måske bedste hotel af dem alle er Mandarin Oriental Bangkok ingen undtagelse.
Noget boutique resort er det ikke, men til gengæld får man alle de faciliteter, man kunne ønske sig.
Se priser og ledighed hos Mandarin Oriental Bangkok her (reklamelink).
Værdi for pengene
Riva Arun
Med en perfekt beliggenhed midt mellem smukke Wat Arun (på den anden side af floden), Grand Palace, Wat Pho (den liggende Buddha) og Sanam Chai-stationen på den blå linje, bliver det ikke meget bedre.
Og priserne er mere end fair!
Se priser og ledighed hos Riva Arun her (reklamelink).
Novotel Bangkok Sukhumvit 20
Med infinitypool på 9. etage, fitnesscenter og en rooftopbar med udsigt over de omkringliggende højhuse er Novotel Bangkok Sukhumvit 20 et virkelig godt valg, hvis man vil opleve Bangkoks moderne side på komfortabel vis.
Det er placeret midt i Sukhumvit-området tæt på både shoppingcentre, metro og ikke mindst den hyggelige Benjakitti Park.
Se priser og ledighed hos Novotel Bangkok Sukhumvit 20 her (reklamelink).
Budget
Casa Nithra Bangkok
Værelserne hos Casa Nithra er umiddelbart pænere, end den lave pris ellers ville antyde.
Og poolen på taget er prikken over i’et.
Khao San Road ligger kun en lille kilometer væk, men endnu tættere på finder man et havnebus-stoppested, så man nemt kan komme til resten af byen.
Se priser og ledighed hos Casa Nithra Bangkok her (reklamelink).
Grønne spisesteder i Bangkok
Få byer i verden har lige så mange lækre spisesteder som Bangkok.
På vores seneste visit gjorde vi lidt ekstra ud af at besøge nogle gode caféer og restauranter, og her er nogle af vores favoritter:
- Carrots. Bistro med bl.a. pizza, pasta, sushi, bowls og burritos. Deres Punjabi Murgh Makhani-karry er en af de bedste indiske retter, vi har prøvet.
- Bartels. Super lækkert surdejsbrød og smagfulde smoothie bowls, som vi først prøvede på Phuket. Ikke et vegansk sted, men mange plantebaserede muligheder.
- Veganerie. Hyggelig restaurant med flere locations. Lasagnen var god!
- Waki Waki. Noget af det lækreste veganske sushi, vi har smart. Serverer også andre japanske retter. Meget småt og med få siddepladser.
- Vistro. Konsekvent god mad. Alex var helt vild med deres khao soi.
- Kappra Cafe. Serverer primært morgenmad, sandwiches, te og kager. Værd at tage en omvej for.
Sådan kommer man rundt i Bangkok
Gå rundt
At gå rundt i Bangkok er uden tvivl den bedste måde at se og opleve byen på – men vil man rundt og se flere seværdigheder i forskellige dele af byen, er det ikke altid lige praktisk (med mindre man har meget god tid og ikke har for meget imod heden…).
Det er en stor by, og det tager længere tid at komme rundt, end det lige ser ud til på kortet.
Alt hvad du skal vide om Koh Samet, inklusiv hvad man skal se, hvor man skal bo og vores bedste tips
Læs mereOffentlig transport
Selvom metronetværket i Bangkok ikke er helt lige så udbygget som for eksempel i Singapore, er det stadig en super smart måde at komme rundt i byen på.
Systemet består af i alt 10 linjer fordelt mellem flere systemer, hvoraf BTS Skytrain (primært over jorden) og MRT (primært under jorden) er de mest brugte.
Man kan ikke komme alle steder hen i byen, men metroen er alligevel meget brugbar – særligt når trafikken på Bangkoks gader nærmest står stille i rush hour.
Priserne er fair, og billetter kan købes på alle stationer.
Taxa, tuk-tuk og havnebusser
Bangkoks trafik er notorisk slem, så hvis man kører på den forkerte vej på det forkerte tidspunkt, kan man godt være uheldig at bruge en god bid af sin tid i byen i en trafikprop.
Med det sagt kan taxaer sagtens være en hurtig måde at komme rundt i Bangkok på – især hvis man ikke bor så tæt på en metrostation.
Apps som Grab og Bolt (der fungerer som Uber) er generelt billigere end de traditionelle taxaer på gaden, men lige i Bangkok har vi haft lidt blandet held med dem og har nogle gange skulle vente pænt lang tid på, at de kom frem. De sidder nemlig ofte i kø på vejene.
At tage en tuk-tuk er mærkeligt nok tit dyrere end at tage en taxa, men hvis man accepterer trafikosen kan det være en sjov måde at fræse gennem byen på.
Havnebusser og andre både kan være en god (og meget scenisk) måde at komme rundt i Bangkok på, hvis man befinder sig tæt på vandet. De fleste både sejler op og ned ad Chao Phraya-floden, men det er også muligt at sejle gennem nogle af de mindre kanaler.
Alt hvad du skal vide for at nyde livet på en af Thailands smukkeste øer, inklusiv de bedste strande, hvor man skal bo, og hvad man skal lave
Læs mereHvornår skal man besøge Bangkok?
Med temperaturer der stort set aldrig falder under 20 grader, og som godt kan snige sig op på de 40 grader, er Bangkok en pænt varm storby.
Der er dog store forskelle på sæsoner, hvilket kan være rart at vide, hvis man planlægger en tur.
Den kolde sæson (højsæson)
Det bedste vejr med relativt lave temperaturer får man i Bangkok fra omkring november til februar.
Om dagen er det (nogenlunde) rart at gå rundt, og om aftenen og natten kan termometeret godt falde til kun lidt over 20 grader.
Den varme sæson (lavsæson)
Det begynder at blive varmt på Thailands fastland i marts, og heden peaker typisk i april, hvor temperaturerne i for eksempel Bangkok kan nå helt op på 40 grader.
Så er det godt at søge skygge (og aircondition!) midt på dagen.
Forvent at blive skudt på af vandkanoner og vandpistoler, hvis du besøger Bangkok i april under Songkran-festivalen. Turister er nemlig et top target for thailænderne, der selvfølgelig kvitterer med et stort smil.
Regnsæson (lavsæson)
Når det begynder at regne omkring maj måned, kan man igen bevæge sig udenfor i løbet af dagen uden at koge helt over.
I starten af regnsæsonen er vejret dog stadig varmt, og temperaturerne er høje helt indtil september, hvor der også falder mest regn.
I slutningen af november er det typisk ret tørt igen, og der er stadig lidt tid til turistmasserne ankommer omkring julen.
Bliv klogere på hvornår det er bedst at rejse til Thailand
Læs mereVores bedste tips til Bangkok
- Læg ekstra tid ind i planen til transport. Særligt om morgenen og om eftermiddagen/aftenen kan det tage pænt lang tid at komme rundt i den gigantiske by.
- Bangkok er en spændende og meget fotogen by. Sørg for at tage et godt kamera med til at dokumentere det! Her er en guide til det udstyr, vi bruger.
- Transport med Grab eller Bolt er ofte billigere end de lokale taxaer. Det fungerer ligesom Uber. Download de to apps og sammenlign priserne for ruten. Det kræver blot, at man har data på sin telefon.
- Pas på i trafikken. Den er hektisk, og enten kører folk stærkt, eller også er der vanvittige trafikkøer.
- Stikkontakterne i Bangkok har generelt to runde ben, der passer til de fleste danske stik. Standardspændingen er 220 volt.
- Hvor lang tid man skal bruge i Bangkok er svært at sige. Man kan se de bedste seværdigheder på et par dage eller tilbringe uger i storbyen som digital nomade.
- Klæd dig respektfuldt ved templerne. Skuldre og knæ skal dækkes, når man befinder sig i religiøse omgivelser.
- Husk at reservere overnatning i god tid, hvis du rejser i højsæsonen (juli og august samt december til marts). Der vil altid være ledige værelser i Thailands hovedstad, men mange af de bedste hoteller bliver booket flere måneder i forvejen.
- Wifi er overalt på hoteller og caféer, og det er normalt super hurtigt. Hvis man har brug for internet andre steder til for eksempel Grab og Bolt, kan man overveje at købe et lokalt SIM-kort med data. Det er ret billigt og nemt at anskaffe.
- Solen er kraftig. Husk solcreme, solhat og at blive i skyggen i de farlige timer midt på dagen.
- Kreditkort kan bruges på de fleste dyrere steder, men kontanter er mest almindeligt på lokale restauranter og i mindre butikker.
- Der er sjældent langt til en hæveautomat og/eller et sted at veksle penge. Normalt er det billigst at hæve penge i baht. Gå efter at hæve det højeste beløb ad gangen, hvis du vil undgå ekstra gebyrer.
- Med flere førsteklasses hospitaler, klinikker og tandlæger i Bangkok er der hjælp at hente, hvis man kommer ud for ulykker eller har brug for behandling under sin ferie.
- Tag din egen drikkedunk med og få den fyldt op på caféer og restauranter.
- Husk rejseforsikring! Vi sammenligner rejseforsikringer til længere rejser og rejser uden returbillet her.
Du kan også læse alle vores bedste tips og gode råd til at besøge Thailand i denne store guide.
Kamera, objektiver, drone og andet tilbehør vi bruger til at skabe rejseindhold i høj kvalitet
Læs mereBæredygtige rejsetips
For at rejse så bæredygtigt som muligt, anbefaler vi følgende:
- Book økovenlig overnatning som hoteller med bæredygtighedsfokus eller ejet af lokale.
- Minimer brugen af aircondition og sluk når du ikke er på værelset.
- Køb håndlavede souvenirs direkte fra kunstneren i stedet for masseproducerede varer i større butikker.
- Respektér lokale traditioner og følg anvisninger for påklædning i templerne.
- Spis så plantebaseret, lokalt og økologisk som muligt.
- Medbring dit eget drikkevand i en genopfyldelig flaske.
- Undgå engangsplastik så vidt muligt.
- Sortér dit affald korrekt og smid det ikke på jorden.
- Tag kun fotos og efterlad kun fodaftryk. Undgå at tage ting fra naturen (eller templerne) med dig.
Tag afsted med ro i maven til Smilets Land
Læs mereTak for at læse med
Tak skal du have for at have læst vores rejseguide til Bangkok. Vi håber, at den har været nyttig!
Hvad synes du om storbyen?
Tøv ikke med at spørge os om noget i kommentarerne, hvis du ikke har været i Thailands vilde hovedstad endnu. Vi er glade for at hjælpe.
Hvis du allerede har været der, ville det være fantastisk at høre dine bedste tips og tricks.
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Indsend Kommentar