fbpx

Thailand med en baby: 16 råd & praktiske tips til at få en god ferie i varmen

Overvejelser der er værd at gøre sig inden en barselsferie i Thailand
Alexander & VictoriaHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.
Barselsferie i Thailand

Hvis du har en lille baby og overvejer at rejse til Thailand, er du ikke den eneste.

Det er nemlig et populært land at rejse til (baby eller ej!), og hvis du har barsel, ekstra ferie eller en anden mulighed for at komme lidt væk hjemmefra i længere tid, er det en super dejlig destination.

Hvad enten man har været i Thailand mange gange før, eller det er ens første tur til Sydøstasien, kan man få en skøn ferie.

Flotte strande, god mad, varme og søde mennesker. Den perfekte opskrift.

Vi rejste selv til Thailand i midten af januar med vores 5 måneder gamle baby, Adrian.

Her brugte vi to måneder på Phuket, Koh Samui og Koh Phangan, inden vi tog to måneder til Bali.

I denne guide til at rejse til Thailand med en baby håber vi, at vi kan hjælpe med nogle af de overvejelser, man kan gøre sig inden en ferie til Smilets Land.

Tips til at rejse med en baby

Hvis det er din første rejse med din lille guldklump, eller du bare gerne vil være sikker på at have tænkt på alt, kan du læse vores store guide med tips til at rejse med en baby.

Her kommer vi med generelle rejseråd til, hvad man skal huske, hvad man skal pakke, og hvad man skal gøre (og undgå) undervejs.

Alex, Adrian og Victoria i poolen i Thailand

Vi elskede at bruge tid sammen som familie i Thailand.

26 råd til at rejse med en baby: Tips til hvordan du planlægger en god tur (og hvad du skal huske)
Du er måske interesseret i:26 råd til at rejse med en baby: Tips til hvordan du planlægger en god tur (og hvad du skal huske)

Stor guide med alt fra valg af destination til hvad du skal tænke over at pakke til den første rejse

Læs mere

Er Thailand den bedste feriedestination med en baby?

Findes der bedre rejsedestinationer til en ferie med en lille baby? Ja, det gør der nok.

Flyveturen er lang, og vejret er måske lidt for varmt…

Kan man alligevel tage til Thailand? Ja, det kan man sagtens!

Ferien handler i høj grad også om, at forældrene har en god oplevelse.

For selvom en baby måske ikke kan huske noget af turen, og det mest er for ens egen skyld, så vil et lille barn kunne mærke nærværet og fraværet af stress.

Det er da så dejligt ikke at skulle tænke på madlavning, rengøring og tøjvask hele tiden.

Desuden elsker thailænderne børn, så man føler sig meget velkommen!

Victoria med baby Adrian i Thailand

Vi nød vores tid i Thailand og skabte minder for livet.

Er Thailand sikkert at rejse i med en baby?

Det korte svar er ja – Thailand er et sikkert sted at rejse med babyer og børn.

Den thailandske kultur er meget familieorienteret, og det gælder også for turister.

Man skal selvfølgelig tænke sig om og bruge sin sunde fornuft, men generelt vil familier få en rigtig god ferie i Thailand.

Det farligste ved at rejse til Thailand er højst sandsynligt:

  • Trafikken – Den kan være kaotisk, og der er mange scootere, som kører vildt.
  • Solen – UV-indexet er højt, så man skal virkelig beskytte sin baby godt.
  • Myg – Der er risiko for forskellige myggesygdomme, så undgå steder med tæt buskads og vær indenfor ved skumringstid eller hav tøj på, der dækker huden.
Thailændere smiler til baby

Thailænderne elsker børn, og man føler sig meget velkommen med smil og vink overalt.

Hvilken ø eller by skal man vælge med en baby?

Der er flere overvejelser, der er værd at gøre sig, når man skal vælge sin destination i Thailand.

Eksempler på overvejelser:

  • Hvor lang må rejsetiden være fra Danmark i alt?
  • Skal man kunne gå rundt?
  • Er det nødvendigt at have et hospital i nærheden?
  • Leder man efter en autentisk Thai-oplevelse, eller er man mere til resort og pool?
  • Hvor store supermarkeder vil man have tilgængeligt?

Herunder sætter vi et par ord på nogle af de mest populære områder at besøge i Thailand med en baby.

Som udgangspunkt er nærmest hele Thailand babyvenligt. Det handler blot om at researche godt og planlægge derefter.

Bangkok

Bangkok er måske sjov i nogle dage i starten eller slutningen, men man gider (nok) ikke at bruge hele sin ferie i en hektisk storby.

Herfra kan man for eksempel køre til nogle af byerne eller strandene på fastlandet som Hua Hin og Pattaya.

Phuket

Phuket er en meget turistet ø (på godt og ondt), men hvis man lige skipper den store by Patong, kan man få en skøn ferie her ved en af de andre strande.

Vi brugte selv de første 18 dage af vores baby-Thailandstur på øen, og i denne rejseguide til Phuket har vi har skrevet om alt, hvad man skal vide for at få en god tur.

Rejseguide til Phuket: 21 bedste strande & seværdigheder på Thailands største ø
Du er måske interesseret i:Rejseguide til Phuket: 21 bedste strande & seværdigheder på Thailands største ø

Alt du skal vide om Phuket, inklusiv hvad du skal se, hvad du skal undgå og vores bedste tips

Læs mere

Koh Samui

Som Thailands andenstørste ø er der få ting, der ikke kan lade sig gøre på Koh Samui.

Vi har boet her ad flere omgange (inklusiv et par uger med Adrian), og selvom de meget turistede områder ikke er vildt charmerende, er der sjældent langt til de mere stille dele.

Her er kæmpestore supermarkeder, flere hospitaler, en lufthavn og et meget bredt udvalg af overnatningsmuligheder.

En ultimativ rejseguide til Koh Samui: 32 bedste strande & oplevelser
Du er måske interesseret i:En ultimativ rejseguide til Koh Samui: 32 bedste strande & oplevelser

Alt hvad du skal vide om Koh Samui, inklusiv hvor du skal bo, hvad du skal lave, og hvor man kan spise + alle vores bedste tips til øen

Læs mere

Koh Phangan

Vi brugte tre uger på Koh Phangan med Adrian, og vi må erklære os forelskede i hippiebyen Sri Thanu på vestsiden, der er fyldt med veganske restauranter, yoga og digitale nomader. For ikke at nævne de smukke strande.

Resten af Koh Phangan er også ret babyvenlig; man skal bare være klar på, at der er lidt færre muligheder end på nærliggende Koh Samui.

Koh Phangan rejseguide: 24 bedste strande & oplevelser
Du er måske interesseret i:Koh Phangan rejseguide: 24 bedste strande & oplevelser

Alt du skal vide om Koh Phangan (Thailand), inklusiv hvad du skal lave, de bedste strande, hvor du skal bo + vores bedste tips til hippieøen

Læs mere

Sydthailand

Fra Bangkok er der mange afgange til blandt andet Krabi og Trang i Sydthailand, hvorfra man kan tage ud til mange flotte strande og øer.

Vi har ikke selv været i Ao Nang og ved Railay Beach (endnu), men der ser smukt ud.

Til gengæld har vi brugt en del tid på Koh Lanta, som er meget afslappet og børnevenlig.

Har man god tid og trænger til, at der sker lidt mere end kun Koh Lanta, kan man overveje at kombinere øen med den lille, rolige Koh Lipe.

Det kræver selvfølgelig lidt mere rejsetid, men øerne føles en smule hyggeligere end for eksempel Phuket, og på Koh Lanta er der stadig et stort hospital.

Koh Lanta rejseguide: 12 bedste strande, byer & oplevelser
Du er måske interesseret i:Koh Lanta rejseguide: 12 bedste strande, byer & oplevelser

Efter en måned på Koh Lanta i Thailand guider vi til, hvad du skal lave, de bedste strande, vores bedste tips + masser af billeder

Læs mere
Rejseguide til Koh Lipe: 7 bedste strande & oplevelser
Du er måske interesseret i:Rejseguide til Koh Lipe: 7 bedste strande & oplevelser

Alt hvad du skal vide for at nyde livet på en af Thailands smukkeste øer, inklusiv de bedste strande, hvor man skal bo, og hvad man skal lave

Læs mere
Alex og Adrian i poolen på Koh Phangan

Koh Phangan er en af vores yndlingsøer i Thailand. Her boede vi i tre uger.

Baby Adrian ved poolen

Nærmest alle steder med en pool og palmer kan fungere med en baby. På Koh Samui er der et utal af muligheder for gode hoteller.

Adrian, Victoria og Alex på stranden i Surin

Vi kunne godt lide området omkring Surin på Phuket, da det var en lidt roligere del af øen.

Vejret i Thailand

Når du kigger på, hvor turen til Thailand med en baby skal gå hen, er det også værd at tænke over vejret.

Der er nemlig forskellige sæsoner, og det ville jo være kedeligt, hvis det ender med at regne hele ferien, fordi man er taget til den “forkerte” del af landet.

Se vores store guide til hvornår man skal rejse til Thailand (inklusiv forskellene på sæsonerne).

Hvornår skal man rejse til Thailand? Det bedste vejr og forskellene på sæsonerne
Du er måske interesseret i:Hvornår skal man rejse til Thailand? Det bedste vejr og forskellene på sæsonerne

Bliv klogere på hvornår det er bedst at rejse til Thailand

Læs mere

16 råd til at rejse til Thailand med en baby

Herunder kommer vi med vores bedste bud på, hvad man skal tænke over inden og under en rejse til Thailand med en baby.

1. Flyveturen

Uanset om man flyver direkte eller har en mellemlanding på vej til Thailand, er det en lang flyvetur.

Vi havde selv en lang strækning om natten, og det fungerede godt, fordi baby sov de fleste timer. Hvor meget vi selv fik sovet, er en anden historie…

Hos mange flyselskaber kan man reservere de forreste sæder med ekstra benplads og en væg.

På væggen kan man hænge en babyseng eller “baby bassinet“, som det hedder på engelsk, og sengen kan som regel bære en baby, der vejer op til 11 kilo.

Babysengen kan kun hænges op på væggen foran de sæder, der har ekstra benplads, så derfor skal man hos nogle flyselskaber betale for at vælge dem; hos andre er det gratis.

Bestiller man dem ikke på forhånd, kan man af og til være heldig at få pladserne gratis ved indcheckning i lufthavnen, men der er selvfølgelig en risiko for, at de allerede er bookede.

Vi betalte for den ekstra benplads på forhånd, så vi var sikre på at kunne låne et baby bassinet på vores ca. 9 timer lange tur fra Istanbul til Phuket.

Det var helt klart det værd at kunne lægge Adrian til at sove, så vi selv havde armene fri og kunne tage en lille lur.

Læs flere flytips i vores store guide til at rejse med en baby for første gang, hvis du ikke har prøvet det før.

Baby i flyseng

Hvis man sidder forrest i flyet, kan man ofte låne en flyseng (baby bassinet) til sin baby.

Adrians hånd i flyet.

Vores lille globetrotter ♥

2. Sol og varme

Vejret i Thailand er varmt året rundt, og det er virkelig skønt – især hvis man sammenligner med kold vinter i Danmark.

Til gengæld gør det også, at en lille baby bliver meget varm og fugtig.

Det er dejligt, at de kan ligge i ble, og man får masser af hud-mod-hud, men det kan hurtigt blive en svedig affære.

Solen er virkelig kraftig, og da babyer ikke må få noget sol, kan det godt blive lidt en udfordring at være udenfor i dagstimerne, hvor UV-indexet er højt.

Babyen skal dækkes til med solhat, langt tøj eller et klæde, og med 30+ grader kan det nemt blive meget varmt.

Sørg for at komme ind i skyggen eller indendørs med aircondition ind i mellem, så hverken du eller baby overopheder.

Og husk at tilbyde hyppige amninger eller flasker med vand, så din baby ikke bliver dehydreret.

Det er absolut muligt at nyde det gode vejr. Men inden man tager afsted, er det værd at tænke over, om man gider at være opmærksom på varmen hele tiden.

Victoria og Adrian foran Big Buddha

Når vi var ude i løbet af dagen, som her ved Big Buddha, var Adrian dækket helt til for solen.

Alex med Adrian på stranden

Ved solopgang er UV-indexet meget lavt, så der havde vi ham ude kun iført ble.

3. Åndbart tøj

Når babyen ikke bare skal ligge med ble på, er det en god idé at vælge åndbare og lette materialer, for eksempel bomuld og hør.

Undgå syntetiske beklædningsgenstande, der holder varmen inde.

Hørtøj til baby

Vores baby havde kun ble på det meste af tiden, men vi havde tøj i hør og bomuld med til de gange, han skulle dækkes til.

4. Boligtype

Når babyen sover, kan det være praktisk at have et ekstra rum eller en terrasse, man kan sidde på.

Ved at have flere rum kunne vi putte vores søn i seng i et mørkt soveværelse og selv have vågentid med lys tændt ved siden af.

Vi boede på en blanding af hotelværelser med køkken, studio-lejligheder og villaer med flere rum. Få steder havde vi bare et enkelt rum, og det gik nu fint med at være stille om aftenen, men det var helt klart fedest at bo de steder, hvor vi kunne lukke døren ind til den sovende baby.

Du kan desuden overveje, om I vil have et køkken eller et te-køkken, for eksempel til selv at lave mad, morgenmad eller babymad. De fleste almindelige hotelværelser i Thailand har et lille køleskab.

Vi syntes, det var rart at kunne lave mad selv af og til (eller bestille takeaway), så vi ikke skulle ud med Adrian hele tiden for at kunne spise.

En sofa eller et andet blødt underlag har været dejligt til at lægge baby på eller bruge selv, når han sov i sengen om aftenen.

Tip: Medbring en babyalarm til hvis der er langt mellem rummene, helt lukkede døre eller man sidder udendørs.

Adrian på hotelværelse

Nogle steder havde vi et ekstra rum med en sofa. Det var praktisk for os, når han var blevet puttet, og sofaen fungerede også godt til at lege på om dagen.

Baby leger på gulvet

Vi var glade for at have en ekstra stor stofble med. Den kunne både bruges til underlag og at dække ham for solen, uden det blev for varmt.

Pool med udsigt

Vi havde booket en blanding af hotelværelser med køkken, studio-lejligheder og villaer med flere rum på vores tur.

5. Babyseng og højstol

Mange hoteller tilbyder, at man kan låne en babyseng – enten gratis eller mod et lille gebyr.

Man kan typisk markere det i en søgning, men tjek evt. for en sikkerheds skyld, at de rent faktisk har en ledig, der passer til dit barns alder.

Hvis I samsover, kan I overveje at kigge efter boliger med en ekstra bred seng.

En højstol kan oftest også lånes, hvis I vil give mad på hotelværelset/villaen/hytten.

Hotelværelse på Koh Samui

Vi bookede kun boliger med en king size-seng, så der var god plads til os alle tre. Nogle steder lånte vi også en babyseng.

6. Aircondition

Det er helt klart det værd at betale for et værelse/en hytte med aircondition, når man rejser med en baby.

På den måde kan man sørge for at have en behagelig rumtemperatur i den tid, man er indendørs.

Vær opmærksom på ikke at skrue for meget ned – også når I sover. Man kan forøge risikoen for at blive forkølet med for kold aircondition, og det ville da være super irriterende at bruge sin ferie på.

Vi plejer selv at have aircondition kørende på en relativ høj indstilling (26-28 grader afhængigt af typen) og så vidt muligt med luften strømmende op i loftet eller ud i rummet (ikke direkte ned på os).

7. Pool eller strand

Da vi kiggede på hoteller hjemmefra, prioriterede vi både pool og en placering tæt på stranden.

Vi endte dog med mest at være på stranden til gåture om eftermiddagen/aftenen, eller til selv at tage en dukkert uden Adrian.

Selvom vi havde et strandtelt med til at holde ham i skyggen, føltes det væsentligt nemmere at være i poolen med en baby.

Fraværet af bølger, saltvand og sand gjorde det simpelthen så meget mere overskueligt. Sand kommer så hurtigt til at sidde i alle folder og mellem de små, tykke babyfingre.

Det er nok en smagssag, og hvis man har en lidt ældre baby eller bor ud til en meget rolig strand, kan det for nogle være helt fint “bare” at bo tæt på stranden.

Vi var dog glade for at have pool alle steder, og Adrian eeeelskede at plaske i vandet. Så dejligt.

Adrian i poolen

Vores søn var helt vild med at bade, så vi var i poolen hver eller hver anden dag på hele vores 4,5 måneder lange Asien-tur.

Solnedgang ved poolen

Weee! Solnedgangsbadning.

Victoria og Adrian på stranden

Vi var mest på stranden tidligt om morgenen eller sent om eftermiddagen. Det var nu også skønt.

8. Bæresele eller vikle

Vi (og vores søn) er generelt vilde med vores bæresele, og den er virkelig smart, når vi rejser.

Hænderne er frie, og baby sidder trygt på maven og kan falde i søvn, når det passer dem.

I Thailand er det ekstra praktisk, fordi fortovene ikke altid er så gode – hvis de overhovedet eksisterer.

Du kan til gengæld regne med at blive godt svedig på maven!

Victoria med Adrian i bæreselen

Bæreselen er ekstra smart på stranden, hvor man ikke kan trille en klapvogn.

Alexander med Adrian i bæresele

Adrian har nydt at være med på eventyr på en tryg måde.

Victoria ved tempel

Det er nemt at besøge seværdigheder, når baby sidder i bæreselen.

9. Hvad med klapvogn?

Det er virkelig op til ens eget (og babyens) behov for en klapvogn, om man skal slæbe sådan en med rundt.

Nogle vil sagtens kunne klare sig uden, mens andre synes, det er uundværligt.

Som nævnt oven over er fortovene ikke altid så gode, men det kommer selvfølgelig an på, hvorhenne i Thailand, man rejser.

På nogle af de helt små øer vil der kun være sand på vejene, og i byer og på store øer som Phuket og Koh Samui er der fortorve mange steder. På Koh Phangan kunne vi også bruge klapvognen flere steder.

Vi så en del gå med klapvogne på vejene – altså ved siden af fortovene – fordi det ellers ville blive for bøvlet at gå op og ned med den hele tiden, så det er en mulighed.

En klapvogn kan også bruges til at sove lur i på restauranterne, eller hvis baby er træt efter en tur ude.

Vores klapvogn

Vi rejste selv med en Joolz Aer+ (samt myggenet og regnslag) på vores 4,5 måneder lange tur til Thailand og Bali.

Rejseklapvognen er en af de bedste af slagsen.

Den er ekstremt hurtig at klappe sammen og hive op igen, kvaliteten er lækker, den vejer ca. 6,5 kilo og må tages med som håndbagage, og vigtigst af alt kan den (næsten) lægges helt ned.

Da Adrian ikke kunne sidde selv i begyndelsen af vores rejse (som 5 måneder gammel), var det genialt.

Vi bar ham mest i bæreselen på hele vores rejse, da det føltes “mindst besværligt” for os, når vi var ude, så vi kunne måske godt have undværet klapvognen…

Da han blev lidt ældre, blev han dog gladere for at sidde i den, og det var rart at kunne trille med ham hen til en café eller restaurant (når fortorvet/vejen altså tillod det). I lufthavnene brugte vi den også.

Alt i alt var vi glade for at have den med, men hvis ens baby ikke er særlig stor, eller man ikke er afsted så længe, kan vi også sagtens forestille os, at det er rart at rejse uden at skulle slæbe på en klapvogn.

Victoria med klapvogn

Vi var glade for at have vores Joolz Aer+ med, men vi kunne nok også have klaret os uden.

10. Bleer og vådservietter

Vi havde selv en del bleer med fra starten, og da vi løb tør, købte vi nye bleer i de store supermarkeder på de øer, vi besøgte.

Der var mange at vælge mellem, og heldigvis fandt vi nogle, der var “hypoallergetic”, som ikke havde parfume i – det er nemlig ikke helt til at gennemskue, for de er glade for parfumerede produkter.

I de store supermarkeder fandt vi også økologiske vådservietter uden duft fra MamyPoko.

I 7-Eleven og Tops Daily fandt vi kun små pakker bleer, hvilket kan være rart i nødstilfælde, men er man afsted i længere tid, kan det betale sig at svinge forbi et større supermarked (for eksempel Tesco Lotus eller Big C).

Bleer i Thailand

Bleudvalget i et af de større supermarkeder på Koh Samui.

11. Offentlig amning

På vores rejse i Thailand ammede vi mange offentlige steder og på spisesteder, og ikke en eneste gang hørte vi noget for det.

Vi var meget diskrete, og vi skal ikke kunne sige, hvordan det vil føles, hvis man sidder med helt blottede bryster, da det trods alt er et lidt konservativt land i forhold til de lokales påklædning, men det føltes ganske fint.

Ved templer og andre hellige steder skal man generelt dække skuldre og knæ til, og særligt her var vi opmærksomme på at sætte os et afsides sted, når vi skulle amme på farten.

Victoria og Adrian på stranden

Vi oplevede ikke nogle problemer med at amme offentligt i Thailand.

12. Myg

Der vil være myg nærmest alle steder i Thailand, så tag dine forholdsregler mod myggestik.

Iklæd din baby langærmet tøj og bukser ved skumringstid, hvor myggene er mest aktive. Vi har også hørt, at hvidt/lyst tøj skulle hjælpe, men vi ved faktisk ikke, om det passer.

Man kan også blive indendørs, og det var det, vi selv primært gjorde. Vi gik måske glip af nogle flotte solnedgange, men vi fik ikke mange myggestik på vores rejse til Thailand.

Endeligt kan man overveje at bruge myggespray, hvis man kan finde en, der er sikker for babyer. Det har vi ikke selv erfaring med, da vi helst har undgået det skrappe stads.

Alex med Adrian

Ved skumringstid og i nærheden af buskads er der ekstra mange myg.

13. Hav et lille apotek med

Står man pludseligt med et sygt barn, kan det være rart ikke at skulle ud og skaffe alt muligt og tænke over, hvor man finder et apotek, om det er åbent, hvor godt personalet snakker engelsk, og hvilke produkter man kan købe.

Der er selvfølgelig apoteker mange steder, men det kan for nogle føles trygt, at have sit eget lille apotek med – just in case.

Vi rejste selv med flydende babypanodil, éngangspipetter med sterilt saltvand (saltvandsdråber), et termometer, en næsesuger og plastre.

Derudover havde vi også en zinksalve til rød numse og en babyvenlig faktor 50 solcreme med.

Panodil, næsesuger og saltvandspipetter

Vi havde et lille apotek med hjemmefra for en sikkerheds skyld.

14. Husk rejseforsikring

Det siger lidt sig selv, men vi vil alligevel lige huske dig på at tjekke, hvad din rejseforsikring dækker.

Husk at få skrevet dit barn ind i aftalen og selvfølgelig sørge for at den dækker Thailand.

Victoria og Adrian i poolen

Husk at opdatere din rejseforsikring inden du tager afsted.

15. Undgå at planlægge for meget

Det er en god idé ikke at have en lang liste af seværdigheder, der skal krydses af, når man rejser med en baby.

Babyer er uforudsigelige, humøret kan hurtigt ændre sig, og måske slipper energien op før du regner med det. Det gælder egentlig både for baby og forældre…

Behovet for amninger/mad, bleskift og lure kan ligeledes variere. Rutinerne kan nemt skride.

Et af vores vigtigste råd til at have en god barselsferie i Thailand må være, at man skal sænke forventningerne og tempoet generelt.

Der skal være plads til, at rejsen er på babyens betingelser.

Alex, Victoria og Adrian foran tempel i Thailand

Vi havde ikke så mange planer i Thailand, men vi endte stadig med at opleve en hel del, når energien og humøret var til det.

Alex med Adrian i poolen

Ferie i Thailand handler også om bare at slappe af og have det sjovt i vandet.

16. Thailændere elsker børn

Det er helt utroligt, hvor meget interesse man får fra både kvinder og mænd, når man rejser med en baby.

Thailændere er bare vilde med børn og vil rigtig gerne interagere, røre og lave sjov med babyer.

Flere steder oplevede vi også, at medarbejderne på en restaurant/café gerne ville holde vores barn og gå rundt og hygge med ham.

Det føltes super trygt, han nød opmærksomheden, og vi kunne begge spise på samme tid uden en baby på skødet. Win-win-win!

Kia Ora Café på Koh Phangan

Adrian var et stort hit hos medarbejderne på den lokale café.

Hav en god tur!

Vi håber, at vores guide til at rejse til Thailand med en baby kunne inspirere.

Forhåbentligt kan nogle af vores tips og råd bruges til din egen barselsferie.

Hvis du har nogle spørgsmål, så stil dem endelig i kommentarerne nedenunder, og så svarer vi efter bedste evne, så hurtigt vi kan.

Har du selv nogle tips og gode råd, du gerne vil dele, så lad os endelig høre dem!

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

Solnedgang ved poolen

Vi håber, du får en dejlig tur til Thailand.

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡