fbpx

28 tips & gode råd til at besøge Bali: Alt du skal vide, inden du rejser

Tag afsted med ro i maven til Indonesiens populære ferie-ø
Alexander & VictoriaHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.
Bliv klar til ferien på Bali

Vi elsker Bali!

Tropeøen med smukke templer, vilde vandfald, frodige rismarker og virkelig god mad lokker os tilbage igen og igen. Og balineserne er simpelthen så søde, at det halve kunne være nok.

Bali er et af vores favoritsteder i verden. Vi har været der over flere omgange i adskillige måneder, så vi har efterhånden lidt erfaring, som vi gerne vil dele ud af.

Hvad enten det er dit første besøg på Bali, eller du bare lige skal huske, hvordan det fungerer, inden du returnerer, håber vi, at vi kan hjælpe.

For skal man have visum til Bali? Hvordan er det nu lige med strømstikkene? Hvad gør man med drikkevand? Og er der andet, som er godt at vide?

I vores guide med tips og råd til at besøge Bali kommer vi ind på alt fra prisniveau, drikkepenge og helligdage til uetiske turistoplevelser og kutyme i religiøse sammenhænge.

1. Vejr og sæsoner

Bali ligger kun 8 grader syd for ækvator og har et sandt tropisk klima med varmt og fugtigt vejr året rundt.

Der er dog en lille smule variation måned for måned, som det kan være værd at være opmærksom på, når man planlægger sin tur.

  • Den tørre sæson (højsæson) varer fra april til september. Her er solrigt vejr og kun få regnbyger.
  • Den våde sæson (lavsæson) varer fra oktober til marts. Her regner det mere, især om eftermiddagen om aftenen/natten. Der er dog stadig masser af soltimer.

April og maj samt september og oktober anses som skuldermåneder med behageligt vejr, færre turister og lavere priser.

Tip: Selvom man sjældent fryser på Bali, er det alligevel en god idé at have noget varmere tøj med, hvis man vil besøge højlandet eller for eksempel bestige en vulkan.

Lær mere om sæsonerne og vejret i vores store guide til hvornår man skal rejse til Bali.

Hvornår skal man rejse til Bali? Det bedste vejr og forskellene på sæsonerne
Du er måske interesseret i:Hvornår skal man rejse til Bali? Det bedste vejr og forskellene på sæsonerne

Bliv klogere på hvornår det er bedst at rejse til Bali i Indonesien

Læs mere
Dronebillede af Victoria i havet på Bali

Gennemsnitstemperaturen på Bali er 28 grader, og vandet er lige så varmt.

2. Visum og indrejseregler

Personer med dansk pas, der rejser som turister, kan få et indonesisk visum på to måder: ved ankomst på Bali eller online i forvejen.

Man kan få et “visa on arrival“, når man ankommer i lufthavnen på Bali uden at gøre noget inden afrejse.

Visa on arrival gælder i 30 dage og koster 500.000 IDR eller 35 USD (~ 250 kroner), som kan betales kontant i de to valutaer eller med Visa/MasterCard.

Alternativt kan du søge et online visum her på den officielle immigrations-hjemmeside. Det kaldes også e-VOA (electronic visa on arrival).

Planlægger du at rejse til Bali i mere end 30 dage, kan man enten søge om et længere ophold gennem e-VOA (nemmest og kan gøres på forhånd), eller man kan forlænge sit visa on arrival, når man er på Bali – ved selv at tage på immigrationskontoret (tidskrævende) eller bruge en visa-agent (lidt dyrere, men tidsbesparende).

Det kan tage en del dage at processere, så gør det i god tid, inden dit visum udløber.

Victoria i port på Adiwana Svarga Loka i Ubud

Når først man er rejst til Bali, kan man godt få lyst til at blive!

3. Tolderklæring og turistskat

For at komme ud af Balis lufthavn skal man foruden visum have en udfyldt tolderklæring.

Tolderklæringen kan godt udfyldes ved bagagebåndene, når man ankommer, men man kan spare tid ved at have gjort det online i forvejen.

Det tager kun få minutter, og så viser man enten tolderklæringen udprintet eller som QR-kode i lufthavnen. Det er gratis at udfylde tolderklæringen, så du behøver ikke at betale nogle online for at “hjælpe” dig med det.

Her er den officielle hjemmeside for tolderklæring til Indonesien. Den kan udfyldes fra tre dage, inden man ankommer til landet.

Obs: Siden februar 2024 skal man på Bali også betale en obligatorisk turistskat på 150.000 IDR (~ 75 kroner). Den kan betales på den officielle hjemmeside her.

Skilt på Bali med tips til turister

Velkommen til Bali! Her er lidt officielle tips til en start.

Hvor skal man bo på Bali? De bedste områder & byer
Du er måske interesseret i:Hvor skal man bo på Bali? De bedste områder & byer

Få overblikket og planlæg den perfekte tur

Læs mere

4. Valutaen er indonesiske rupiah

Den indonesiske valuta hedder rupiah (IDR), og 10.000 rupiah svarer til ca. 5 kroner (2024).

(Da vi besøgte Bali i 2024, var kursen mere præcist på 0,00043 IDR til DKK, altså 10.000 IDR = 43 kroner.)

Den daglige kurs kommer an på din bank eller vekselkontoret.

Kursen svinger lidt, så vores “hovedregel” for at regne priserne ud nemt er at fjerne tre nuller og halvere beløbet (og måske endda trække lidt ekstra fra).

100.000 IDR er altså rundt regnet 50 kroner. Hvis det bliver skrevet som “100k”, kan man bare halvere.

Det er en god idé at bestille valutaen på forhånd hos et vekselkontor i Danmark, hvis du vil være sikker på, at de har nok liggende. Alternativt kan du medbringe amerikanske dollars og veksle i Indonesien.

Brug et autoriseret vekselkontor, da gadevekslere kan finde på at snyde – og tæl efter.

Indonesiske rupiah

5. Kreditkort eller kontanter?

Det er blevet mere og mere almindeligt at bruge kreditkort på Bali, og i dag kan man bruge kort de fleste steder – især på hoteller og “moderne” restauranter/cafeer.

Kontanter er dog mest almindeligt på mindre restauranter, ved gadeboder, i butikker og til transport, så det er godt at have begge dele.

Der er sjældent langt til en hæveautomat og/eller et sted at veksle penge. Normalt er det billigste at hæve penge i IDR. Gå efter at hæve det højeste beløb ad gangen, hvis du vil undgå en masse ekstra gebyrer.

Husk, at der fra hæveautomater både kommer et gebyr på fra ens egen bank og fra den lokale bank.

Hæveautomater på Jalan Pantai Batu Bolong i Canggu

Hæveautomater på Jalan Pantai Batu Bolong i Canggu. Prøv dig frem for at se hvor du kan hæve mest ad gangen.

6. Prisniveauet på Bali (med eksempler)

Er Bali dyrt? Det korte svar er nej.

Du kan selvfølgelig vælge at bo på det dyreste hotel og kun bestille dyre retter og dyre drinks, men generelt får man virkelig meget for pengene på Bali.

Her er nogle eksempler på priser:

  • Ris- eller nuddelret fra lokal warung: 20.000-50.000 IDR (10-25 kroner)
  • Hovedret på restaurant: 60.000-120.000 IDR (30-60 kroner)
  • En kop kaffe: 20.000-30.000 IDR (10-15 kroner)
  • Juice eller smoothie: 30.000-40.000 IDR (15-20 kroner)
  • En lille øl i supermarkedet: 20.000-30.000 IDR (10-15 kroner)
  • En lille øl på restaurant: 25.000-35.000 IDR (12-17 kroner)
  • Vasketøj: 15.000-25.000 IDR (7-12 kroner) per kilo og dobbelt op, hvis det også skal tørres i maskine og foldes.
  • Massage: 100.000-150.000 IDR (50-75 kroner) for en times kropsmassage, oliemassage eller fodmassage
  • Privatchauffør for en dag: 700.000-1.200.000 IDR (350-600 kroner) afhængigt af antal timer og køreafstand + drikkepenge.

Priserne er selvfølgelig cirka-priser og kommer an på byen/restauranten/baren, men det siger lidt om prisniveauet.

Billig nasi campur på Bali

Man får meget værdi for sine danske kroner på Bali. Særligt mad og transport kan være rørende billigt.

7. Skal man give drikkepenge?

Det er ikke nødvendigt at give drikkepenge på Bali, og du er ikke forpligtet til at lægge mere oven i prisen, hvis du ikke har lyst.

Dog er det meget værdsat!

Hvis du har fået god service og kvalitet, kan du runde op eller lægge et par ekstra sedler.

dyrere restauranter forventes drikkepenge måske lidt mere, og hvis I er et stort selskab, er det generelt også god stil.

Nogle restauranter og cafeer inkluderer selv et “service charge” på 10% og skat på 6-7%, og i så fald behøver man ikke at give mere.

I taxaer kan man nøjes med at runde op eller give en lille smule, hvis chaufføren for eksempel hjælper med tung baggage.

Bruger man en privatchauffør for en dag (hvilket er meget normalt til dagsture rundt på øen), er 70.000-120.000 IDR (35-60 kroner) meget værdsat for en tur på 6-8 timer, der som regel koster 700.000-800.000 IDR (350-400 kroner).

Hotelpersonale, der hjælper med tasker, kan man give 2.000-10.000 IDR (1-5 kroner) per store taske eller værelse.

En massage kan man godt give 10.000-30.000 IDR (5-15 kroner) ekstra for, hvis man er gavmild. Det er hårdt fysisk arbejde, og nogle gange kan der gå lang tid mellem kunderne – men igen, giv kun drikkepenge, hvis du har lyst.

Drikkepenge-krus på Bali med teksten

De bliver selvfølgelig glade for drikkepenge på Bali (ligesom alle andre steder), men det er sjældent forventet.

8. Strømstik

Stikkontakterne på Bali har generelt to runde ben, der passer til de fleste danske stik, så faktisk behøver man ikke at have en adapter med.

Standardspændingen er 230 volt som i Danmark.

Hvorfor skal man rejse til Bali? 12 gode grunde + 3 grunde til at lade være
Du er måske interesseret i:Hvorfor skal man rejse til Bali? 12 gode grunde + 3 grunde til at lade være

Hvorfor du skal besøge den populære ferieø – eller måske holde dig væk

Læs mere

9. Vand fra hane eller flaske

Man kan ikke drikke vandet fra hanen på Bali (uden at få ondt i maven i hvert fald), men i vores erfaring kan man godt børste tænder med det.

Det er på eget ansvar! Vi har hørt om nogle, der har fået “Bali belly” af at indtage for meget vand fra hanen.

Drikkevand skal man derfor købe, og det kan man heldigvis nemt i alle små butikker, på restauranter og i supermarkeder.

Flere restauranter og cafeer har gratis vand stående, og vi har aldrig oplevet, at der blev brugt hanevand til isterninger eller lignende, som vi er blevet syge af.

Nogle hoteller og lejligheder kan også have store vanddispensere stående med gratis vand.

Hvis der ikke er en vanddispenser tilgængelig, kan du overveje at købe en større flaske med 5, 15 eller 19 liter for at spare penge og plastik.

19 liter (lokalt bare kaldet “gallon”) koster typisk 20.000 IDR (~ 10 kroner), og man skal oftest aflevere en flaske for at købe en ny.

Store vandflasker foran minimarked på Bali

Det er både godt for pengepungen og miljøet at købe vand i store beholdere frem for små flasker.

10. Undgå Bali belly

Bali belly er blevet slang for dårlig mave/opkast på ferien, og det kan desværre ske, når hygiejnen ikke heeelt er i top.

Som nævnt ovenover skal man være opmærksom på ikke at drikke vandet fra hanen, men mad kan også være årsagen.

Der er især en større risiko, hvis man spiser kød og fisk, som ikke er gennemvarmet. Upasteuriserede mejeriprodukter, sushi, uvasket frugt og grønt samt buffetmad er samtidig værd at være opmærksom på.

Hvis du har overvejet at spise mere plantebaseret og mindre kød, er Bali et glimrende sted at afprøve det.

Vi spiser selv vegansk, og Bali er et paradis for os – der er mange muligheder, og stort set alle spisesteder har en vegansk ret (og dessert!) på menuen.

Tænk desuden over ikke at få poolvand i munden, og sidst men ikke mindst er det en god idé at vaske hænder ofte eller bruge håndsprit.

Fra kødspisere til veganere: Vores personlige vej til grønnere spisevaner
Du er måske interesseret i:Fra kødspisere til veganere: Vores personlige vej til grønnere spisevaner

Sådan byttede vi animalske produkter ud med plantebaseret kost over tid

Læs mere

11. Myg og myggesygdomme

På grund af Balis varme, fugtige klima er der mange myg.

Selvom de fleste myggestik bare er irriterende, er der en risiko for myggesygdomme som denguefeber, chikungunya og zikavirus. Sandsynligheden for malaria er lille, men de malaria-bærende myg findes også.

For nogle vil det være lidt ubehageligt at blive syge, mens det for andre kan blive meget alvorligt med høj feber, udslæt, opkast, hovedpine, ondt i kroppen og lignende. Søg læge hvis du får symptomer på sygdommene.

Undgå myggestik så vidt muligt. Det gælder særligt omkring solopgang og solnedgang, hvor myggene er aktive, men også om dagen i frodige områder.

Hvis du er udenfor på de tidspunkter, kan du dække dig til med lange ærmer/bukser eller bruge myggespray. På flere hoteller og i villaer er der også myggenet.

12. Vaccinationer inden afrejse

Afhængigt af din rejselængde anbefales der særlige vaccinationer, inden man rejser til Bali. For de fleste vil det dreje sig om stivkrampe, difteri, hepatitis A og evt. hepatitis B.

Tag et kig på Statens Serum Instituts vejledning til Indonesien eller spørg din egen læge i god tid.

Person med risbundt i landområde i Amed på Bali, Indonesien

Jo længere ud på landet man har tænkt sig at rejse på Bali, og jo længere tid man er afsted, desto mere skal man overveje sine vaccinationer.

13. Køb et lokalt simkort med data

Generelt er der wifi mange steder på Bali, så hvis du bare vil tjekke sociale medier en gang i mellem, er det sikkert fint at logge på, når du sidder på en restaurant eller på dit hotel.

Har du brug for at være mere online (og har du ikke et dansk abonnement med data i Indonesien inkluderet), kan du overveje at købe et lokalt simkort.

Et turist-simkort kan købes i lufthavnen (og i små butikker rundt omkring på øen), og det er relativt billigt.

Oftest kan man vælge mellem 7 dage, 15 dage eller 30 dage samt internethastighed og antal GB.

Vi har været glade for selskabet Telkomsel, men vi har ingen grund til at tro, at de andre skulle være dårligere.

Hvis du vil undgå et fysisk simkort og har en nyere mobiltelefon (iPhone X og frem), kan du også købe et eSIM, så du kan skifte mellem dit danske nummer og et indonesisk abonnement.

Søg på “eSIM Indonesia” for at finde de forskellige muligheder.

Telkomsel i ankomsthallen i Balis lufthavn

Hvis ikke du har købt et eSIM, og gerne vil have data fra du lander (til for eksempel at bruge Grab/GoJek til transport fra lufthavnen), kan man købe et lidt dyrere lokalt simkort i ankomsthallen.

14. Oversæt nemt fra indonesisk til dansk

Et smart trick til nemt at oversætte fra indonesisk (eller andre sprog) til dansk er at have downloadet Google Translate-appen til din telefon.

Man kan selvfølgelig skrive selv og få appen til at oversætte, men nederst kan du også vælge at bruge kameraet. Du kan enten tage et billede eller faktisk også bare holde kameraet over noget, du vil have oversat, og så scanner telefonen teksten og oversætter direkte.

På den måde kan man hurtigt læse ingredienserne bag på et produkt i supermarkedet, eller hvad der står på et skilt, man lige kommer forbi – selvom det står på indonesisk. Vildt praktisk.

Der er desuden en funktion, hvor man holder mikrofonen nede og indtaler en sætning, man vil have oversat, og så skriver/siger den samme sætning på det valgte sprog. Det har vi brugt nogle gange, når vi har forsøgt at kommunikere noget med nogen, der ikke er så gode til engelsk, og det har været en virkelig stor hjælp.

Obs: Man skal være på wifi/data, for at det virker.

Google Translate på telefonen oversætter ingrediensliste fra indonesisk til dansk

Vi bruger ofte Google Translate på telefonen til at oversætte. Kamerafunktionen er især smart – for eksempel i supermarkedet.

15. Planlæg undervejs

Bali er en nem ø at rejse på, og man behøver ikke at have planlagt alt på forhånd.

Du kan sagtens dukke op uden at have forberedt taxa, hotel, udflugter eller bådture. Balineserne er nemlig yderst hjælpsomme.

Hvis man bare er lidt fleksibel, kan nærmest alt lade sig gøre (også med kort varsel).

Bådtur Bali

Det meste af året kan man sagtens booke transport og oplevelser på kort sigt.

16. Festivaler og helligdage

Der er selvfølgelig undtagelser til ovenstående råd om at planlægge ferien undervejs.

En hurtig søgning på Google kan fortælle dig, om der er lokale helligdage under dit besøg (og hvad det har af betydning for åbningstider og lignende).

Her kommer nogle af de festivaler og helligdage, der er værd at være opmærksom på.

Jul og nytår

Særligt omkring jul og nytår kan mange hoteller være fuldt bookede, og der er måske lidt mere run på.

Det samme gælder under kinesisk nytår, som varer 15 dage et sted mellem slut januar og slut februar.

Nyepi (hinduistisk nytår)

Det hinduistiske nytår på Bali hedder Nyepi, og det fejres én enkelt dag, hvor alt er stille.

Nærmest alt er lukket, og der er ikke noget arbejde, ingen aktiviteter, ikke noget mad og drikke, ingen elektricitet. Selv Bali’s lufthavn, Ngurah Rai International Airport, lukker ned i 24 timer.

I stedet bruger balineserne tiden derhjemme i stilhed på at meditere, læse hellige tekster og reflektere over året.

Turister opfordres til at gøre det samme – og i det mindste at respektere de lokale skikke. Det vil sige, at man skal blive hjemme i stilhed og ikke have lys, musik eller lignende. Sørg eventuelt for at have købt mad og drikke ind til dig selv på forhånd, da det kan være svært at skaffe noget på dagen.

Vi har desværre ikke selv oplevet Nyepi, men det skulle være virkelig specielt. I dagene op til og efter helligdagen er der mange religiøse ceremonier.

Nyepi afholdes som regel i marts, men datoen ændrer sig hvert år, så slå det op for det givne år, hvis du planlægger at rejse til Bali mellem februar og april.

17. Pas på i trafikken

Der er desværre utroligt mange ulykker i trafikken på Bali, så pas rigtig godt på, hvis du selv lejer scooter eller bil. Vi har set flere sammenstød og mange med hudafskrabninger fra uheld.

Vi har lejet scootere mange gange, og det er en populær (og billig) måde at komme rundt på. Hvis du føler dig sikker på to hjul, skal du ikke lade dig skræmme.

Bare husk at bede om en hjelm!

En del turister (og nogle få lokale) kører uden hjelm, men det er faktisk et lovkrav, og du kan få en bøde af politiet, hvis du ikke har en på.

Og selv hvis du kører super godt, kan der være andre dårlige ikke-vante scooterkørere og billister derude…

Trafikken er ret crazy.

Sørg for at have et internationalt kørekort med, hvis du bliver stoppet af det indonesiske politi – ellers kan man risikere at få en bøde.

…Og det siger sig selv, men man skal selvfølgelig ikke køre, hvis man har drukket alkohol.

Tip: Man kører i venstre side af vejen i hele Indonesien.

Trafik i Ubud

Trafikken kan godt være heftig på Bali, særligt i den sydlige del af øen omkring Denpasar og i centrum af Ubud.

No helmet not cool-skilt på Bali

Husk hjelm!

18. Alternativ til taxa

Hvis du ikke har lyst til at prutte om prisen med en taxachauffør, kan du overveje at benytte Balis svar på Uber: Grab eller Gojek.

Begge findes som apps, hvor det er nødvendigt at du er online imens (for eksempel ved at have et lokalt simkort med data).

Her kan du vælge forskellige størrelser biler (hvis I for eksempel er mange passagerer eller har meget baggage med), og der er endda mulighed for at sidde bag på en scooter til meget billige penge, hvis du kun er en enkelt person.

Vi har brugt begge apps og slår typisk vores rute op og sammenligner. Det er nemlig forskelligt, hvilken der er billigst.

Man kan bruge kreditkort gennem appen eller vælge at betale med kontanter direkte til chaufføren – og de foretrækker vist selv sidstnævnte.

Hvordan kommer man rundt på Bali? Guide til scootere, privatchauffører & online taxaer
Du er måske interesseret i:Hvordan kommer man rundt på Bali? Guide til scootere, privatchauffører & online taxaer

Sådan kommer man rundt på øen og i byerne (inklusiv priser)

Læs mere
Mand med GoJek jakke i Canggu på Bali

Grab og GoJek er stort set umulige at undgå at se i gadebilledet, især i populære turistbyer som Canggu, Seminyak og Ubud.

19. Bestil takeaway

Trænger man til en aften hjemme, kan førnævnte Grab og Gojek anbefales.

Her kan man nemlig finde takeaway i nærheden, som for ganske få ekstra penge bliver bragt direkte til lobbyen eller helt til døren.

Selvom det er dejilgt at spise ude, kan det være et alternativ, som er rart at kende til.

Vi har selv brugt begge flittigt, når vi har boet på Bali i længere tid ad gangen, og ikke har orket at gå ud at spise tre gange om dagen – især på vores tur i 2024 med en baby.

Flot indpakning af takeawaymad på Bali

Nogle restauranter gør meget ud af at pakke maden (smukt!) ind uden unødig plastik.

Nasi campur (

Mums. Nasi campur (“blandet ris”) med satay leveret direkte til døren.

20. Smid ikke papir i toilettet

Kloakrørene på Bali er sårbare over for tilstopning. Derfor skal man aldrig smide toiletpapir i toilettet – heller ikke i lufthavne eller på fine hoteller.

Man kan med fordel skylle sig med den lille vandslange (også kendt som en “bum gun”), der hænger ved siden af alle toiletter og så tørre efter med toiletpapir. Så kommer skraldespanden ikke til at lugte.

Toiletpapir på væggen med skilt på Bali i Indonesien

Det kan lyde lidt mærkeligt, at man på Bali smider toiletpapir i skraldespanden frem for i toilettet, men man vender sig hurtigt til det.

21. Respekter hellige steder

Balineserne er dybt religøse, og overalt på øen findes der templer og små helligdomme.

Hvis du skal besøge nogle af de store, fine templer på Bali (og det skal du!), så er det værd at være opmærksom på din påklædning. Man må nemlig ikke vise skuldre eller knæ.

Ved alle de templer vi har besøgt, har man dog kunne låne en sarong til at dække benene.

Generelt er det selvfølgelig god stil at respektere de lokales religion og traditioner, for eksempel ved ikke at larme på hellige steder og at tænke over hvornår det er passende at tage billeder af folk.

Undgå også så vidt muligt at træde på de små kurve med daglige offergaver af ris, blomster, kiks, frugt og søde sager (kaldet canang sari). De gives som symbol på taknemmelighed og respekt for guderne.

Ofringerne bliver lagt alle vegne, inklusiv på gaden og foran dørtrin, så det kan være svært at komme uden om dem alle.

Canang Sari ved Tanah Lot på Bali

Man kan kommer 100% til at støde på de utallige daglige offergaver (canang sari) på Bali. Undgå at træde på dem hvis du kan.

Victoria låner en sarong ved helligt tempel på Bali

Ved templerne kan man altid låne sig til en sarong (og få hjælp til at binde den rigtigt).

22. Rid ikke på elefanter

Flere steder på Bali kan man desværre ride på elefanter, og vi vil kraftigt opfordre til, at man ikke støtter det.

Selvom det ser sjovt ud at komme tæt på de majestætiske dyr, har oplevelsen en mørk side.

De blide og intelligente skabninger er ikke beregnet til at bære rundt på turister.

Typisk tæmmer man vilde elefanter, før de kan rides, og træningen er brutal. Det kaldes “the crush”, da hensigten er at bryde elefantens ånd til underkastelse.

Unge elefanter bliver taget fra deres mødre, bundet op i lænker i dage eller uger, mens de bliver slået og sultet, indtil de lystrer.

Desuden kan deres rygsøjler ikke holde til at bære vægten af mennesker dagen lang, og det kan føre til permanente rygskader. Hvis de også har en stol på ryggen, kan den gnide og give sår og blærer, som der kan gå infektion i.

Hvis du elsker elefanter, så drop elefantridning.

Læs vores guide til hvorfor du ikke skal ride på elefanter for at lære mere om den uetiske praksis (og alternativer til elefantridning).

Hvorfor skal man ikke ride på elefanter? Sandheden om elefantridning
Du er måske interesseret i:Hvorfor skal man ikke ride på elefanter? Sandheden om elefantridning

Gode grunde til hvorfor det er uetisk at støtte interaktioner med elefanter

Læs mere

23. Vær skeptisk over for delfinture

Det bedste sted at se delfiner på Bali er fra Lovina på den nordlige del af øen, men desværre er det blevet så populært, at det med stor sandsynlighed er til skade for delfinerne.

Godt nok er de vilde – og det er meget bedre, end at de er i fangenskab – men der er et stort problem med overturisme.

Utallige både (nogle gange op til 50!), sejler rundt i samme område og jagter delfinerne med larmende motorbåde. Udover at det er støjende og stressende for dem, kan det også betyde, at delfinerne fremover bliver nødt til at finde et andet leveområde.

De fleste tourselskaber vil sige, at deres ture er etiske (de vil jo gerne have kunder i biksen), men det er ikke lykkedes os at finde en etisk måde at se delfiner på Bali.

Turene er stort set det samme uanset, hvad sælgerne siger, og dem der er blevet solgt “etiske” ture siger, at det er forfærdeligt for dyrene.

Hvis du vil se delfiner i det fri, så sørg for at vælge et selskab der holder afstand og ikke fodrer de vilde dyr – og læs gerne anmeldelser af det på forhånd.

Delfin i havet

Delfiner er utrolig kloge væsener. Her i New Zealand.

24. Undgå interaktioner med dyr

Nu vi er ved det: undgå at støtte alle former for underholdning med dyr.

Det gælder både dyreshows, hvor dyrene skal optræde for et publikum og interaktioner med dyr – for eksempel med tigre eller orangutanger.

Det vil aldrig være i dyrenes bedste interesse at blive holdt af en masse forskellige eller at få taget selfies med mennesker…

Vi kan sagtens forstå, at dyreglade personer (og især børn) gerne vil opleve, hvor storslåede og intelligente dyrene er.

Men hvis du elsker dyr, så støt ikke denne grusomme form for underholdning.

Det vil altid indebære en form for udnyttelse, som desværre er profitabelt for nogle få mennesker.

Hvis der er nogle, der tjener penge på, at turister kan interagere med vilde dyr, kan man være ret sikker på, at det ikke er etisk.

25. Støt ikke kopi luwak-kaffe

På Bali vil nogle ture indeholde et smut forbi en kaffefarm, og her vil vi anbefale, at man ikke støtter dem, der sælger kopi luwak-kaffe.

Kopi luwak-kaffe er en proces, hvor kaffebær spises af toddykatte (civet cats på engelsk) – bærrene passerer gennem deres fordøjelsessystem, og derefter opsamles de fra afføringen og ristes som almindelige kaffebønner.

Selvom det måske ikke lyder så lækkert, bliver det solgt mange steder i Asien som en dyr delikatesse – og endda markedsført som verdens dyreste kaffe.

Desværre er det ikke “bare” et uskyldigt marketingstunt. For selvom toddykattene i det fri spiser kaffebær (som en del af deres diæt), er det blevet en hel industri, hvor man tager dyrene fra deres naturlige levesteder og sætter dem i små bure for at få dem til at spise og fordøje kaffebønner, der kan sælges dyrt.

Der er en del etiske problemer med processen – og så skulle kaffen eftersigende ikke smage bedre end andet kaffe… Læs mere om problemerne ved kopi luwak-kaffe her.

Vi har faktisk lavet en dokumentarfilm om bæredygtig produktion af kaffe, der kom ud i 2020. Shade Grown Coffee kan gratis ses på vores hjemmeside, eller du kan læse om historien bag filmen her.

Historien om hvorfor vi har lavet en dokumentarfilm om bæredygtig kaffe
Du er måske interesseret i:Historien om hvorfor vi har lavet en dokumentarfilm om bæredygtig kaffe

Rejsen fra idé og rundt om kloden til færdig film og aflyst verdenspremiere

Læs mere
8 uetiske “delikatesser” dyrevenner skal undgå i udlandet
Du er måske interesseret i:8 uetiske “delikatesser” dyrevenner skal undgå i udlandet

Madvarer du skal holde dig fra, når du rejser

Læs mere

26. Tag ikke muslinger og koraller fra stranden

Koraller og muslingeskaller er så smukke!

Og hvor ville det være en fin souvenir, ikke sandt?

I stedet for at tage dem med, er det dog bedst at lade dem ligge på stranden eller i havet for at andre mennesker og dyr kan nyde dem.

De indgår i et økosystem, som man helst ikke skal påvirke mere end højst nødvendigt.

Og tænk lige hvis alle der så en flot musling, tog den med sig; så ville der jo ikke være mere tilbage at beundre, når man går en tur på stranden eller snorkler i havet.

Det er et ret fint princip at lade naturen blive, hvor den er.

Hvorfor du ikke skal samle søstjerner op på stranden
Du er måske interesseret i:Hvorfor du ikke skal samle søstjerner op på stranden

Søstjerner er smukke, men her er hvorfor du skal lade dem være i havet

Læs mere

27. Pas på solen

Selvom man gerne vil have lidt glød på ferien og komme hjem solbrændt, vil vi alligevel komme med en advarsel: solen er virkelig kraftig på Bali.

UV indexet kan sagtens ramme 12-13 stykker, hvilket svarer til ekstremt. Til sammenligning er UV-indexet højst på omkring 7 om sommeren i Danmark…

Bliv i skyggen i de farlige timer midt på dagen og husk ellers solcreme og solhat.

Alex & Victoria ved Jatiluwih Rice Terraces

Vi prøver generelt at lave aktiviteter om morgenen eller sent om eftermiddagen for at undgå den stærke middagssol – som her i Jatiluwih Rice Terraces, hvor vi var heldige at se vulkanerne i morgenlyset.

28. Smil og vær høflig

Balineserne er generelt enormt venlige, høflige og gæstfri.

Det er et af de sødeste folkefærd, vi har mødt. Så smilende og så hjælpsomme!

De er også meget spirituelle, og måske er det derfor, de foretrækker fredelige interaktioner og helst undgår konfrontationer, at hæve stemmen eller at blive uvenner.

Gør derfor dit bedste for at løse eventuelle problemer med et smil og lethed.

Hvis du vil vise din taknemmelighed, kan du sige “terima kasih” eller “terima kasih banyak”.

Det betyder tak eller mange tak på det officielle sprog indonesisk (der også kaldes Bahasa Indonesia).

Det forstår de alle – også dem der kommer fra Java, Sumatra eller andre steder i Indonesien.

På balinesisk kan du sige “suksma” eller “matur suksma” for at sige tak eller mange tak.

Smilende balinesere på restaurant

Balineserne har dejlig let til smil og grin. At rejse med en baby hjælper ekstra meget på sagen.

Terima kasih for at læse med

Vi vil slutte af med at sige matur suksma til dig for at have læst vores guide med tips til Bali. Vi håber, at du har fået noget ud af vores råd!

Hvad tænker du om Bali? Føler du dig forberedt?

Tøv ikke med at spørge os om noget i kommentarerne herunder, hvis du ikke har været på Bali endnu. Vi er glade for at hjælpe.

Hvis du allerede har været der, ville det være fantastisk at høre dine bedste tips og råd.

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

2 Kommentarer

  1. Pernille

    Mange tak for en god guide!
    Jeg skal rejse om lidt med en baby (og to større børn). Har du nogen anbefalinger til nemme aktiviteter med en baby som er must-ser på Bali?

    Svar
    • Alexander & Victoria

      Hej Pernille,
      Hvis du har din baby i en bæresele, kan de fleste aktiviteter være babyvenlige (så længe I er opmærksomme på varmen). Det er de færreste steder på Bali, der er klapvognsvenlige.

      Vi kan anbefale, at tage afsted så tidligt om morgenen som muligt for at undgå den skarpe sol og de varmeste timer. Vi havde en stor stofble med til at dække babys hud, når vi var ude i solen. Det kan være en god idé at tænke over, hvor hårde/krævende aktiviteterne er – f.eks. er nogle vandfald besværlige at komme til, mens andre kun kræver en kort gåtur på “rigtige” trapper.

      Risterrasserne, Ubud og andre populære seværdigheder kan sagtens opleves med en baby, hvis I er friske på at bære den lille det meste af tiden 🙂

      Rigtig god tur!

      Svar

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡