Gili Meno rejseguide: De bedste oplevelser & hoteller
Alt hvad du skal vide om Gili Meno, inklusiv hvor du skal bo, hvad du skal lave og vores bedste tips til den lille ø tæt på BaliHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Den oversete Gili-ø
Gili Meno er en af de tre små Gili-øer mellem Bali og Lombok.
Hver Gili-ø er unik, og den midterste af øerne, Gili Meno, er den mindste og mest stille.
Det er den perfekte ø for bryllupsrejsende, og derfor er den også kendt som Honeymoon Island.
Vi har rejst meget på Bali, men vi trængte til at komme lidt ekstra ned i gear, og derfor tog vi to dage til Gili Meno for at opleve den afslappede ø-stemning. Det var så dejligt med nogle langsomme dage og bare tæer på stranden.
I denne rejseguide til Gili Meno kommer vi ind på, hvad man skal lave, hvor man skal bo, hvornår man skal besøge øen og vores bedste tips.
Vores favoritter: Hvor skal man bo på Gili Meno?
- Luksus: Seri Resort eller AVIA Villa Resort – Nok øens to flotteste steder at bo.
- Værdi for pengene: Gili Meno Escape – Fine bungalows med aircondition og pool.
- Budget: Yaya Bungalows Blue Coral – Hvor vi selv boede på Gili Meno.
Søg efter de bedste hoteller og villaer på Gili Meno her.
Indholdsfortegnelse:
- Hvorfor skal man besøge Gili Meno?
- Hvad skal man lave på Gili Meno?
- Hvad man ikke skal lave på Gili Meno
- Hvor skal man bo på Gili Meno?
- Hvor skal man spise på Gili Meno?
- Sådan kommer man rundt på Gili Meno
- Sådan kommer man til Gili Meno
- Hvornår skal man besøge Gili Meno?
- Hvor længe skal man bruge på Gili Meno?
- Vores bedste tips til at besøge Gili Meno
Hvorfor skal man besøge Gili Meno?
Gili Meno bliver ofte overset til fordel for Gili Trawangan eller Gili Air, og det er faktisk fantastisk for alle dem, der leder efter en stille og fredelig ø tæt på Bali.
Den er slet ikke overfyldt, og Gili Meno er noget for dig, hvis du vil undgå store turistgrupper og larmende natteliv for i stedet at skrue tempoet helt ned og slappe af dagen lang.
Snorkling og dykning er populære aktiviteter her, da man nemt kan spotte havskildpadder fra Gili Meno.
Der er ingen biler på øen, hvilket er en skøn kontrast til Balis hektiske trafik. Til gengæld kan man leje en cykel eller blot spadsere rundt.
Gili Meno er nemlig kun to kilometer lang og en kilometer bred, og man kan gå rundt om øen på mindre end to timer.
Som på Bali og Lombok vil du helt sikkert møde de sødeste mennesker på vejen!
Kort
Gili Meno er den midterste ø af de tre Gili-øer, der ligger lige ud for kysten af det nordvestlige Lombok i Indonesien (relativt tæt på Bali).
Klik på ikonet i øverste venstre hjørne af kortet for at finde de steder, vi har nævnt i denne guide til Gili Meno.
Få overblikket og planlæg den perfekte tur
Læs mereHvad skal man lave på Gili Meno?
1. Slap af på stranden
Stranden kalder!
Gili Meno er omgivet af rolige strande, og man finder især dejlige strande langs den nordlige strækning.
På sydsiden finder man en af de længste og flotteste strande. Den er særligt flot foran skildpadderugeriet, selvom der kan være travlt på grund af færgetrafikken.
Det hvide sand er lidt groft, da det hovedsageligt består af koraller, og vandet har en perfekt turkis farve.
Desværre er der meget affald… Hjælp med at samle det op, hvis du kan!
2. Snorkling med havskildpadder
Snorkling er en populær aktivitet på alle Gili-øerne og også en af de bedste ting at lave på Gili Meno.
Fra Gili Meno kan du tage på en gruppetur, leje en privat båd eller bare svømme ud direkte fra stranden.
De fleste steder udlejer snorkeludstyr.
Du kan snorkle med søde havskildpadder – især tæt på Sea Turtle Point ud for øens nordøstkyst.
Undervandsstatuerne er også en stor attraktion, og snorkelture fra alle tre Gili-øer sejler dertil, så det kan være ret overfyldt på populære tidspunkter.
3. Dykning i det dybe hav
Gili-øerne er berømte for fantastisk dykning, og man kan få øje på dyr som høgnæbskildpadder og læderskildpadder, rokker, flagermusfisk og selvfølgelig smukke koraller.
Du kan tage på dagsture eller endda blive certificeret med et dykkerkursus.
4. Besøg skildpadderugeriet
Gili Meno har et lille skildpadderugeri på stranden.
Her passer de på æggene og har de udklækkede skildpadder svømmende i små bassiner. Man kan give en donation og få lov til at sætte en skildpadde ud i havet.
De små havskildpadder er så nuttede, men vi er ikke helt sikre på, at praksissen er den bedste for deres skyld. Optimalt set skal de små, følsomme skildpadder helst ikke røres af menneskehænder – til gengæld er det jo godt, at rovdyr (hvis de da findes på Gili Meno) ikke får fat i ægggene.
Om man vil støtte rugeriet eller ej, er op til en selv, men vi vil anbefale, at man laver lidt research inden.
Du kan læse mere om havskildpadder i vores engelske artikel om, “hvorfor man ikke bør røre ved baby-havskildpadder“.
5. Se saltvandssøen
På vestsiden af Gili Meno er der en saltvandssø og en mangroveskov, man kan slentre rundt i. Promenaden er ikke i den bedste stand, så vær opmærksom når du går rundt.
Her kan man opleve forskellige fugle og store firben (og desværre også en del myg).
6. Se solopgangen og solnedgangen
Gili Meno er så lille en ø, at du sagtens kan nyde både solopgangen og solnedgangen hver dag.
Du bliver ikke skuffet!
Hvad man ikke skal lave på Gili Meno
Hestevogne
Hestene på Gili Meno og på de andre Gili-øer bliver behandlet dårligt. De er tynde og dårligt plejede.
Desværre bliver de brugt til at transportere baggage eller rideture rundt på øen for at hestens ejer kan tjene penge. Hvis du elsker dyr, så lad være med at støtte hestevognskørsel.
Hvor skal man bo på Gili Meno?
Mange overnatningssteder på Gili Meno ligger ved havet, og der er masser af charmerende og budgetvenlige muligheder.
Vær opmærksom på at det er normalt at bruge saltvand til bruserne, da ferskvand er en sjælden luksus på øerne.
Vores favoritter: Hvor skal man bo på Gili Meno?
- Luksus: Seri Resort eller AVIA Villa Resort – Nok øens to flotteste steder at bo.
- Værdi for pengene: Gili Meno Escape – Fine bungalows med aircondition og pool.
- Budget: Yaya Bungalows Blue Coral – Hvor vi selv boede på Gili Meno.
Søg efter de bedste hoteller på Gili Meno her (reklamelink).
Luksus
Seri Resort
Det firestjernede Seri Resort ved stranden har en fantastisk swimmingpool og gratis wifi på hele området (selvom vi går ud fra, at det er lidt langsomt – som på resten af øen).
Vi spiste frokost på stedets vegetariske Bamboo Restaurant og elskede især den veganske is. Det ser ud til, at den desværre i mellemtiden er lukket, men vi forestiller os, at deres andre restauranter også må være gode.
De hyggelige bungalows eller hotelværelser har aircondition og enten hav- eller haveudsigt.
Et oplagt valg hvis man er på en romantisk ferie, da resortet kun er for voksne.
Og selvom vi har angivet det som et luksusresort, er det faktisk ganske overkommeligt i pris (og morgenmad er inkluderet).
Se billeder, priser og ledighed hos Seri Resort (reklamelink).
AVIA Villa Resort
Vi elsker den rustikke indretning hos AVIA Villa Resort, som har bungalows med pools lige ved stranden.
Det firestjernede resort er designet i naturlig stil, og hver bungalow har aircondition og wifi (igen tvivler vi på hastigheden, men det er fedt alligevel).
Vi ville elske at bo på dette smukke resort!
Se billeder, priser og ledighed hos AVIA Villa Resort (reklamelink).
Værdi for pengene
Gili Meno Escape
Gili Meno Escape er et sted kun for voksne midt på øen.
Der er smukke bungalows med aircondition, som omringer den fælles udendørs pool i haven.
Hotellet tilbyder en à la carte eller vegetarisk morgenmad, og vi tog faktisk forbi for at se, om vi kunne bestille mad her, men desværre er restauranten kun for de heldige gæster.
Se billeder, priser og ledighed hos Gili Meno Escape (reklamelink).
Budget
Yaya Bungalows Blue Coral
Vi boede på Yaya Bungalows Blue Coral i to nætter.
Det er ikke så flot som nogle af de andre steder nævnt i denne guide, men det var en af de billigste bungalows med aircondition, som vi kunne finde (med kort varsel).
Og det ligger lige på stranden!
Morgenmad var inkluderet, men vi var som veganere lidt begrænsede, da mange retter indeholdt æg og/eller mælk. Vi endte med at få frisk frugt, som heldigvis var lækkert. Morgenmadsrestauranten var også placeret et andet sted omkring 5 minutter fra hotellet, hvilket er rart at vide på forhånd.
Personalet var super venligt og beliggenheden var fantastisk.
Se billeder, priser og ledighed hos Yaya Bungalows Blue Coral (reklamelink) .
Hvor skal man spise på Gili Meno?
Der er mange indonesiske warungs på øen, men når det kommer til vestlig mad (og veganske muligheder) er Gili Meno ikke så udviklet som Gili Trawangan eller Gili Air.
Den manglende udvikling er dog en af de ting, der gør øen så charmerende.
Vi fandt nogle gode steder at spise, og vores favorit var MAHAMAYA.
Læs mere om vegansk og vegetarisk mad på Gili Meno i vores engelske guide.
Sådan kommer man rundt på Gili Meno
Der er ingen biler eller motorcykler på øen, så den nemmeste måde at komme rundt på er ved at gå eller leje en cykel.
Vi gik bare rundt, og det var helt fint. Øen er ikke særlig stor.
Hvis du vil cykle rundt som en del af at udforske øen, kan du leje en for omkring 50.000 IDR per dag (~ 25 kroner).
Brug IKKE hestevognene (som nogle gange kaldes taxaer). Det er ren udnyttelse af hestene.
Sådan kommer man til Gili Meno
Fra Bali til Gili Meno
For at komme til Gili Meno, skal man tage en båd til Gili Trawangan fra enten Padangbai, Sanur eller Serangan på Bali.
Vi sejlede med BlueWater Express, og det gik godt. De var meget professionelle, og båden føltes sikker.
Passagererne tilbydes normalt søsygepiller, da rejsen kan være ret hård. Vær opmærksom på at man kan blive lidt sløv og træt, hvis man tager dem.
Alt hvad du skal vide om Sanur på Bali, inklusiv hvad man skal se, hvor man skal bo og vores bedste tips til strandbyen
Læs mereFra Gili Trawangan eller Gili Air
De fleste besøgende rejser til Gili Meno fra den større ø Gili Trawangan.
Den lokale “langsomme” færge koster omkring 35.000 IDR (~ 17-18 kroner), og den sejler kun kl. 9.30 om morgenen og kl. 16 om eftermiddagen, så vidt vi kan se. Turen tager 10-15 minutter.
Ca. en gang i timen mellem kl. 10 og 17 går der også hurtige både på 5-10 minutter til 85.000 IDR (~ 42,5 kroner).
I stedet for at vente på den lokale færge, endte vi med at tage en privat båd til 150.000 i alt (~ 75 kroner) for at kunne forlade Gili Trawangan med det samme og ankomme på den “rigtige” side af Gili Meno, hvor vores bungalow lå. Det var i starten af 2020, så måske er det lidt dyrere i dag.
Gå blot ned til havnen på Gili T hvis du vil med privat båd – så er der helt sikkert nogle, der kommer og vil tilbyde at sejle dig over.
Fra Gili Air til Gili Meno tager det 10 minutter og koster omkring 12.000 IDR (~ 6 kroner) at sejle med den lokale båd. Båden sejler omtrent 8.30 om morgenen og 15.00 om eftermiddagen. Den hurtige båd mellem Gili Air og Gili Meno koster også 85.000 IDR.
Fra Lombok til Gili Meno
Turen fra Lombok til Gili Meno er kortere end fra Bali.
De offentlige både sejler fra Bangsal Harbour på Lombok, og en billet koster mellem 12.000 og 25.000 IDR (~ 6-12,5 kroner). Vi kan ikke finde den præcise pris online, men dyrt er det hvert fald ikke.
Sørg for at købe din billet fra det officielle billetkontor i Bangsal på venstre side af havnen og ikke fra svindlere på vejen, der vil have dig til at betale for en dyrere privat båd.
Båden sejler, når den er fyldt op (normalt kan der være omkring 30 personer i en båd).
Hvornår skal man besøge Gili Meno?
Generelt kan Gili Meno besøges året rundt.
Hele året er gennemsnitstemperaturen omkring 27°C om dagen og 22°C om natten. Med andre ord et meget behageligt klima!
Årstiderne kan groft sagt opdeles i en tørsæson og en regnsæson.
Læs mere om vejret i vores guide “Hvornår skal man rejse til Bali? – Det bedste vejr & forskellene på sæsonerne“. Vejrmønstrene på Bali og Gili Meno minder en hel del om hinanden.
Den tørre sæson
Den tørre sæson er også højsæsonen på Bali og Gili-øerne, og den strækker sig fra omkring maj til oktober.
Juli og august er de mest populære måneder at rejse til Gili Meno.
I de måneder kan man forvente masser af sol, lidt lavere (og behageligere!) temperaturer samt relativt lidt regn.
December og januar er også populære måneder på grund af juleferien og nytår.
Regnsæson
Gili Meno er på sit vådeste fra november til april, og der falder normalt mest regn i januar og februar.
Fortvivl ikke hvis du besøger Gili Meno i regntiden; priserne på overnatning er lavere, og der vil være færre turister, som besøger øen.
Regnskyllene er generelt korte og intense, og efterfølges typisk af solskin.
Bliv klogere på hvornår det er bedst at rejse til Bali i Indonesien
Læs mereHvor længe skal man bruge på Gili Meno?
Hvor mange dage man skal bruge på Gili Meno afhænger naturligvis af ens behov for afslapning eller eventyrlyst.
Det er en meget lille og stille ø, og der er ikke så mange aktiviteter andet end at slappe af.
Vi boede på Gili Meno i to nætter, og det var perfekt for os. Har du god tid, og vil du bare ligge på stranden/ved poolen og dase, kan du sagtens blive længere.
Hvis du vil have mange muligheder og flere forskellige slags aktiviteter, skal du måske helt springe øen over.
Vores bedste tips til at besøge Gili Meno
- Gili Meno er smuk. Sørg for at medbringe et godt kamera! Her er en guide til det udstyr, vi bruger.
- Stikkontakterne på Gili Meno har generelt to runde ben, der passer til de fleste danske stik. Standardspændingen er 220 volt.
- Internetforbindelsen på Gili Meno er meget begrænset. Det findes, men det er ikke alle steder, og det er bestemt ikke hurtigt. Overvej at købe et lokalt SIM-kort med data til brug i hele Indonesien for at have data, mens du er på farten.
- Vi følte os trygge på Gili Meno, selvom der ikke er nogen politibetjente på øen. Den er så lille og fredelig, at en politistation ikke er nødvendig.
- Kontanter er den foretrukne betalingsmetode de fleste steder på øen. Der er et par hæveautomater på Gili Meno, og du kan bruge kreditkort på nogle af de mere eksklusive hoteller.
- Hanevandet kan ikke drikkes. Det er fint til brusebad eller til at børste tænder i (selvom det er lidt salt), men til drikkevand skal man medbringe sit eget vandfiltreringssystem eller købe filtreret vand. Hvis du har en genopfyldelig flaske, kan du få den fyldt op med drikkevand på nogle warungs/hoteller mod et mindre gebyr.
- Støt ikke udnyttelsen af dyr. Undlad at bruge hestevognene på Gili-øerne.
Tag afsted med ro i maven til Indonesiens populære ferie-ø
Læs mereTak fordi du læste med!
Vi håber, at vores guide til Gili Meno har været brugbar.
Hvad synes du om Gili Meno?
Hvis du ikke har været der endnu, så tøv ikke med at spørge os om noget i kommentarerne herunder. Vi hjælper gerne.
Hvis du allerede har været på øen, ville det være fantastisk at høre dine bedste tips!
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Indsend Kommentar