Rejseguide til Procida: Alt hvad du skal vide om den italienske vulkan-ø
Vores bedste tips til oplevelser, strande, spisesteder og overnatningHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere.
En kort færgetur syd for Napoli ligger Procida; en lille ø, som mange turister så småt er ved at få øjnene op for.
Hovedtiltrækningen er Procidas charmerende, pastelfarvede huse, der ligger malerisk ned til vandet. Efter at have set billeder af de farverige huse, vidste vi, at vi bare måtte besøge øen.
Udover husene blev vi vilde med Procidas stemningsfyldte strande og brandvarme pizzaer. Dog kunne vi godt have ønsket os lidt mindre trafik på de smalle gader – men mere om det senere.
Vi besøgte Procida i fem dage som en del af en Italientur i september, hvor vi også var forbi Rom og Napoli.
Overnatning – Strande – Aktiviteter – Spisesteder – Transport – Kort
Hvad er Procida?
I Napolis bugt ligger der flere øer. Capri og Ischia er de mest populære, men Procida (udtales med vægt på pro; lidt som pro-chit-a) er en overvejelse værd, hvis man vil opleve Syditaliens smagfulde køkken, fine sandstrande og magiske solnedgange. Endda til lave priser.
Øen er noget mindre end sine kendte naboer og mangler umiddelbart de store kulturelle tilbud – men det gør Procida så til gengæld godt op for med sin naturlige skønhed og charme.
De smukke omgivelser har givet Procida en prominent rolle i flere film; blandt andet i The Talented Mr. Ripley, som er en film, der helt klart vækker vores italienske rejselyst.
Højdepunkterne kan sagtens nås på en dagstur fra Napoli eller Ischia, men et par overnatninger giver tid til at udforske øens mindre befærdede gader og udkigsposter.
Fordele og ulemper
Som sagt er der mange grunde til at blive vild med Procida, men desværre er der også to grunde til, at vi ikke tager dertil hver sommer fremover.
Fordele
- Øen er lille nok til, at man kan gå fra den ene ende til den anden på under en time.
- Har man hang til napolitansk pizza, bliver man ikke skuffet.
- De kulørte huse i Corricella var lige så romantiske, som vi havde håbet.
- Strandene er smukke med blødt sand og klipper.
- Størstedelen af øen er uturistet.
Ulemper
- Vejene er meget smalle, og uheldigvis kører der en del scootere og biler. Det forstyrrede de ellers hyggelige gåture rundt på øen mere, end hvad vi havde regnet med.
- Selvom vi gjorde vores bedste, fandt vi aldrig rigtig god italiensk gelato på Procida.
Hvornår skal man besøge Procida?
Procida har milde temperaturer og solskin året rundt, men om vinteren er færgeafgangene sjældnere, og der er færre åbne hoteller, restauranter og caféer.
Særligt i Italien kan det give god mening at lægge sit besøg uden om de varme sommermåneder og den dertilhørende turistinvasion. I juli og august strømmer der nemlig ekstra mange sommerferie-turister til fra både Italien og resten af Europa.
Vi besøgte Procida i midten af september, hvor der var fint gang i bylivet, uden at øen føltes crowded.
Rejsevideo fra Italien
Vi har lavet en rejsevideo fra Italien, hvor der er en del klip med fra Procida. Den kan ses lige her:
Hvor skal man bo på Procida?
Hotelmuligheder og lejligheder er spredt ud over hele øen, og der er overnatning til alle behov og prisklasser.
Selvom Procida er en lille ø, er der stadig forskel på, hvor på øen man vælger at overnatte.
Hvor boede vi?
Vi boede i den sydlige ende i et fint lille hus, der lå tæt på stranden Chiaiolella. Vi fandt det på Airbnb, hvor vi vil slå et slag for, at man kigger, hvis man vil finde et unikt, lokalt sted at bo.
Her var skønt at bo for os, da vi kunne gå til både stranden og et par restauranter på 5-10 minutter.
Overnatning på Procida
Stranden Chiaia er også et godt bud for strandelskere, der vil være tæt på byliv, da den slutter ved den ikoniske havn Corricella, hvor der er et stort udvalg af restauranter og caféer.
Det meste byliv er nemlig centreret på den nordlige del af øen mellem havnene Corricella og Procida, og i det område kan man passende have base, hvis man ønsker mange spisemuligheder.
Herfra er der heller ikke langt til hverken Chiaia, Pozzo Vecchio eller den lille strand for enden af Procida-havnen, hvis man vil bade eller sole.
Vi så flere hoteller på midten af øen, men der ville vi ikke selv vælge at bosætte os, da der umiddelbart ikke er nogle fordele ved det.
Søg efter de bedste og billigste hoteller på Procida her (reklamelink).
Strande
På trods af Procidas lille størrelse er der rig mulighed for at vælge strand efter humør. Alle strandene er offentlige og gratis at besøge.
Chiaiolella og Ciraccio
På den sydvestlige side af Procida finder man øens længste sandstrækning.
Chiaiolella ligger op til vejen med et par restauranter og caféer med strandstole. Stranden fortsætter til Ciraccio, som nås med våde fødder eller via en lille stengang, der ligger ud for de to flotte klipper i vandet.
Ciraccio er klart mindre besøgt og føles mere privat.
Sandet er fint og blødt, og man skal langt ud for ikke at kunne bunde. Der kan til gengæld godt være lidt bølger.
Chiaia
Hvis man ikke har dårlige knæ, kan det anbefales at besøge Chiaia, der nås via 186 trappetrin. Stranden ligger smukt i læ af den stejle klippe – som dog kan skygge for sen eftermiddagssol.
Vandet er oplagt til både svømning og leg med minimale bølger. En anden fordel ved Chiaia er den flotte udsigt til Corricellas farverige marina samt historiske Terra Murata.
Hvis man ikke, som os, uheldigvis kommer lige mellem frokost og aftensmad, kan man spise på restauranten La Conchiglia.
Pozzo Vecchio
En prominent scene fra Procidas stolthed, filmen Il Postino, er filmet på Pozzo Vecchio, hvilket har givet stranden en helt særlig kendisstatus. Stranden er på den måde måske en smule for hypet, men beliggenheden er billedskøn, og udsynet til solnedgangen er svær at klage over.
Følger man en lille vej forbi en kirkegård, kommer man ned til Spiaggia del Pozzo Vecchio. Stranden er bred, og bevæger man sig væk fra det opskyllede tang, er bunden blød. Der er langt ud til, at vandet bliver dybt.
Får man lyst til en is, øl eller sandwich, ligger der en lille strandbar. Vi prøvede en caprese-sandwich, der med masser af friske tomatskiver og god mozzarella klarede frokostsulten.
Aktiviteter
Besøg naturperlen Vivara
Kryds broen til Isola di Vivara og træd ind i et helt uberørt, vildt middelhavsmiljø. Her er naturen overladt til sig selv, hvilket gør det til en oplagt udflugt for naturelskere. På Vivara findes blandt andet seks sjældne orkidé-arter, og området er hjem til et væld af fugle.
Vivara er egentlig højderyggen af et vulkankrater, der engang var forbundet med Procida. I dag er det begravet under vandet.
Naturreservatet kan kun besøges med guide. Det koster 10 euro (ca. 75 kroner) per person, og der er typisk ture hver fredag, lørdag og søndag klokken 10.00 og 15.00. Bestil billet hos Visit Procida.
Gå en tur i Solchiaro
I Procidas sydligste ende ligger Solchiaro, der med fine villaer og flot udsigt indbyder til en gåtur ad vejen Via Solchiaro, som løber cirkulært langs spidsen.
I Solchiaro ligger også Solchiaro Resort B&B, hvor det så ret fantastisk ud at bo. For omkring 200 euro (ca. 1.500 kroner) per nat for to personer får man et dobbeltværelse med udsigt til havet, morgenmad og adgang til poolen.
Havde budget været lidt højere, kunne vi bestemt lokkes til at bo her!
Bestig Terra Murata
På Procidas højeste punkt kan udsigten nydes fra Terra Murata; en muromkranset by fra 1500-tallet der anses som øens kulturelle og historiske centrum.
Her foregår det stille liv i endnu langsommere tempo, og udover blot at opsuge stemningen, kan man kigge ind i en fin kirke.
(Pizza)restauranter og caféer
Vores pizzajagt i Rom fortsatte på Procida, og vil man spise andet end pizza, kan vores restauranterfaringer nok ikke udelukkende bruges.
Stort set alle de steder vi spiste pizza, kan man dog også få klassiske italienske forretter, gængse pastaretter og friskfanget fisk.
Alle pizzaer på øen er af den napolitanske type med blød dej og hævede kanter.
Il Galeone har Procidas bedste pizza
Spørger man Alexander, fås Procidas bedste pizza hos Il Galeone, der serverer pizza til både frokost og aftensmad.
Den maritime indretningstil er en smule kikset, men med så gode pizzaer er det let at se bort fra.
Restauranten er placeret i havnen i Chiaiolella, og servicen er god. Udover den klassiske margherita (som kun koster 4 euro – ca. 30 kroner!) kan pizzaen med ricotta, pesto og røget mozzarella varmt anbefales.
De præfabrikerede desserter er ikke værd at skrive hjem om.
Da Girone – pizza og gnocchi i solnedgangen
Ud til Chiaiolella-stranden ligger Ristorante Da Girone, som udover rigtig god pizza også har smuk udsigt over havet og solnedgangen.
Her spiste vi vores første aften på Procida, hvor vi bestilte en pizza med bøffelmozzarella og cherrytomater samt lækker gnocchi. Servicen var også lige til topkarakter; smilende, høflig og hurtig.
Spring direkte til desserten hos Fuego
I hyggelige Marina di Corricella ligger pizzeriaet Fuego, hvor vi smagte deres bufala-pizza til 6 euro (ca. 45 kroner) og en margherita med aubergine til 5,5 euro (ca. 41 kroner). Dejen var en smule tung, og der var for meget tomatsovs, men både osten og auberginen var fejlfri.
Alle siddepladser er udenfor. Det begyndte at regne, da vi besøgte Fuego, men heldigvis kunne vi lige klemme os ind under parasollerne.
Kommer man forbi, vil vi foreslå, at man spiser aftensmad et andet sted og i stedet blot spiser sin dessert på Fuego. Vi fik en sublim mørk chokolademousse med vaffelstykker og frysetørrede hindbær til 5 euro (ca. 38 kroner).
Middelmådig is hos Chiaro di Luna Bar Gelateria artigianale
Ved siden af Fuego ligger isbaren Chiaro di Luna. Navnet lød lovende, men gelatoen var desværre for frossen og manglede smag.
Vi fik to kugler med extra fondante og nocciolo til 3,5 euro (ca. 26 kroner). Der er mange siddepladser udenfor i skyggen, god betjening, og selvom isen ikke var turens mest imponerende, blev der alligevel spist pænt op.
Havnepizza hos La Dolce Vita
Pizzarestauranten La Dolce Vita ligger i Procidas havn.
Vi fik – nok ikke så overraskende – en pizza bufala og en margherita med aubergine. Begge var gode, og oplevelsen havde noget skønt lokalt over sig med fodbold på tv’et og masser af take-away ordrer.
Anema & Pizza Takeaway skal tages med
Tæt på havnen i Procida ligger Anema & Pizza Takeway, der på gammeldags vis er drevet af mand og kone, som med stor koncentration tager sig af hver deres opgaver i det lille pizzeria.
Der er ingen siddepladser, så pizzaerne må nydes på nogle af de nærliggende stenbænke udenfor i solen.
Margheritaen til 4 euro (ca. 30 kroner) var middelmådig i en napolitansk kontekst (det vil sige stadig rigtig god!), mens pizzaen med aubergine og parmesan havde større gennemslagskraft. Den kostede så også 7,5 euro (ca. 56 kroner).
Andre caféer og isbarer
Særligt ved Procidas havn ligger der flere små caféer og isbarer, hvor man kan få sit kaffe- og gelato-fix.
Kvaliteten var generelt ikke lige så høj som i Rom og Napoli, men selv en middelmådig gastronomisk oplevelse i Italien er stadig en god oplevelse.
På mange af caféerne kan man sidde udenfor og iagttage det rolige liv på havnen.
Transport
Transport på øen
Procida er lille. I rask trav tager det 30-45 minutter at gå tværs over øen, og det meste kan derfor nås komfortabelt til fods, uanset hvor man bor.
Vælger man at gå rundt frem for at tage bussen eller leje en scooter, er der dog en lille bagdel: gaderne er de fleste steder så smalle, at man må klemme sig op af væggen eller sågar ind i en dørkarm, for at bilerne kan passere forbi. Det kan få en kort gåtur til at tage en del længere tid – og tilføje både stress og forurening.
At dette er tilfældet havde vi godt læst i forvejen, men måske ikke helt taget alvorligt. Vi elsker normalt at gå rundt, men på Procida blev de romantiske øjeblikke på gåturene desværre ofte afbrudt af biler og scootere, der skyndte sig forbi.
Busserne går jævnligt og kører rundt på hele øen. En billet ombord koster 1,5 euro (ca. 11 kroner), mens den kun koster 1,2 euro (ca. 9 kroner), hvis man køber den i en kiosk i forvejen. Det er også muligt at købe heldagsbilletter.
Transport til og fra Procida
Der er dagligt masser af færgeafgange mellem Procida og Napoli. Turen tager en halv time til tre kvarter og koster omkring 15 euro (ca. 112 kroner) per person.
Fra Procida er det også enkelt at tage til nærliggende Ischia.
Kort over Procida
Find de strande, havne, restauranter og seværdigheder vi har skrevet om i artiklen på kortet herunder. Klik på ikonet øverst til venstre for at se en oversigt.
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Indsend Kommentar