fbpx

26 råd til at rejse med en baby: Tips til hvordan du planlægger en god tur (og hvad du skal huske)

Stor guide med alt fra valg af destination til hvad du skal tænke over at pakke
Alexander & VictoriaHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.
Første tur med baby?

Vi har altid rejst meget, og siden 2017 kastede vi os ud i en ny livsstil og blev digitale nomader.

De sidste mange år har vi derfor været så heldige at besøge helt utroligt mange fantastiske steder, og det er blevet en stor del af vores identitet at kunne rejse og opleve verden.

Da vi i 2023 blev forældre, var vi fast besluttede på, at rejseriet ikke skulle stoppe.

Tværtimod ville vi gerne dele vores kærlighed for smuk natur og anderledes kulturer med vores søn.

Men hvordan rejser man lige med en baby? Kan man have en stressfri barselsferie? Hvad skal man huske?

I denne guide med tips til at rejse med en baby håber vi, at vi kan hjælpe forældre (og kommende forældre) med at planlægge en god tur, og hvad man skal overveje, inden man tager afsted.

Husk at du ved bedst

Vi må hellere starte med at nævne, at vi på ingen måde er eksperter i at rejse med babyer.

Sjovt nok har vi kun prøvet at rejse med vores egen, og som alle ved, er babyer jo forskellige og har ligeledes forskellige krav.

Derfor husk: Du kender din baby bedst og ved, hvad den har brug for.

Og på samme måde kender du dig selv (og evt. din partner) bedst i forhold til, hvad I har brug for af struktur, planer, gear og tempo.

Alligevel har vi forsøgt at samle nogle af de erfaringer, som vi selv har gjort os efter at have rejst med vores lille bebs på både korte og lange ture i løbet af hans første år.

Vi håber, det kan inspirere!

Alex og Adrian i poolen på Koh Phangan

Forhåbentligt kan du bruge nogle af vores erfaringer med at rejse med en baby til din egen tur.

En kort eller længere barselsferie?

Da vi lige var blevet forældre til Adrian, føltes det nærmest uoverskueligt at tage med offentlig transport de første par uger…

Hvad hvis han græder? Bliver sulten? Skal have skiftet ble?

Men efterhånden blev vi mere sikre på, at vi nok skulle klare den, og vi begyndte at drømme om at tage vores lille guldklump med ud at rejse.

Vi er begge selvstændige og arbejder online, så vi er fleksible og kan rejse nogenlunde, når det passer os.

Men for mange andre er barslen en sjælden mulighed for at komme lidt væk fra Danmark på en måde, som man ikke er vant til.

En barselsferie kan se ud på mange måder, for eksempel:

  • Et langt ophold i sommerhus.
  • En weekendtur til en storby.
  • En uges all-inclusive.
  • Flere måneders jordomrejse.
  • Eller noget helt andet!

Hvad enten man tager på en kort eller lang barselsferie, giver det minder for livet og dejlig kvalitetstid med familien.

Victoria med Adrian i poolen

Vi var på flere rejser af forskellige længder med vores lille søn i løbet af hans første år.

Hvor tidligt kan man rejse med en baby?

Helt overordnet set kan man rejse med en baby, når forældrene føler sig klar.

Herunder kommer alligevel lidt tips til at flyve eller køre bil med en baby.

Flyve med et spædbarn

Der er ingen deciderede regler for, hvornår man tidligst kan rejse med en baby, men mange flyselskaber vil helst kun have babyer, der er ældre end 1 eller 2 uger med ombord.

Så længe barnet er under to år, kan man have det på skødet under flyvningen, og billetten er billig eller nogle gange helt gratis.

I vores erfaring koster en babybillet typisk omkring 10% af prisen på en flybillet til en voksen.

Mød op i god tid i lufthavnen. Alting tager bare længere tid med en baby, så hellere have for meget tid til et ekstra bleskift eller en lang amning.

Baggage

Som regel vil det være muligt at have ekstra indchecket baggage og en ekstra håndbagage med til babyen – dog med lidt færre kilo.

En sammenklappet barnevogn/klapvogn kan oftest også indcheckes gratis eller haves med i flykabinen, hvis den er lille nok. Tjek det specifikke flyselskab for at se deres regler.

Vi har været rigtig glade for vores klapvogn Joolz Aer+, som vi har haft med til Asien. Den er virkelig nem at klappe sammen, vejer omkring 6,5 kilo og må være i håndbagagen. Kvaliteten er god, og så valgte vi den især fordi, den kan lægges meget ned, så baby næsten ligger vandret (ca. 10% hældning). Til den har vi både et regnslag og et myggenet.

Vores normale Bugaboo Donkey Duo kombivogn kan også skilles ad og tages med på en rejse, men den er en del større og vejer mere, så den skal checkes ind.

Adrian i flyet

Adrian nyder solnedgangen fra flyet.

Køre med et spædbarn

Hvis du skal på bilferie med din baby, er det værd at være opmærksom på, at det anbefales kun at bruge en autostol kortere stræk ad gangen i de første par måneder.

Der vil højst sandsynligt ikke ske noget ved, at man undtagelsesvis lader baby sidde der i længere tid, men det er ikke godt for den skrøbelige ryg at for eksempel sidde der i mange timer uden at komme op og bevæge sig.

Vores første rejser med en baby

Som nævnt har vi altid rejst meget (og længe ad gangen), så da vi fik vores søn, var vi meget spændte på, om det mon ville kunne fortsætte sådan.

De første par måneder var vi derfor meget afventende i forhold til hans helbred, hans personlighed og vores egen selvsikkerhed i at være forældre.

Men da han kom ud og var sund og rask samt en virkelig glad og mild baby, besluttede vi os for at prøve at tage afsted.

Grækenland

Første rejse gik til Kalamata i Grækenland, da han var 2,5-3 måneder gammel.

Der fik vi testet, hvordan det var at flyve, og hvad vi havde brug for undervejs.

Vi lejede to forskellige lejligheder, en lejebil og havde nærmest ingen planer i de to uger, vi var der.

Baby på stranden i Grækenland

Vores første ferie gik til Grækenland, da Adrian var lidt under 3 måneder gammel.

Sverige

Næste tur blev et par dage til Sverige, hvor Alexanders bedsteforældre bor.

Der var det minusgrader, og vi prøvede at rejse med tog i flere timer, boede på hotel og havde en barnevogn med.

Baby og sne i Sverige

Det var noget koldere i vejret, da vi besøgte Alexanders familie i Sverige.

4,5 måneder i Asien

De to første rejser blev testture for vores egentlige mål: en længere rejse i løbet af vinteren til nogle af de lande, vi elsker allermest: Thailand og Indonesien.

Vi har tidligere brugt adskillige måneder i begge lande, så det føles for os som trygge destinationer, hvor vi ved, hvad vi kan forvente.

Adrian var lige blevet 5 måneder, da vi tog afsted, og han er næsten 10 måneder, når vi returnerer til Danmark.

Lange flyvninger og varmt vejr blev prøvet af, og alt var booket hjemmefra, så vi ikke skulle tænke over det undervejs.

Alex, Adrian og Victoria i poolen i Thailand

Vi elskede at bruge tid sammen som familie i Thailand.

Alex, Victoria og Adrian i rismarkerne

Vi er vilde med Bali og har været der flere gange. Denne gang var vi der i to måneder, og det var sjovt (og varmt!) at have vores baby med.

Thailand med en baby: 16 råd & praktiske tips til at få en god ferie i varmen
Du er måske interesseret i:Thailand med en baby: 16 råd & praktiske tips til at få en god ferie i varmen

Overvejelser der er værd at gøre sig inden en barselsferie i Thailand

Læs mere

Charter eller planlæg-selv-ferie?

Hvad enten du plejer at foretrække all inclusive-ferier, eller aldrig før har kunne drømme om at rejse på den måde, er der altså ingen skam i at overveje en charterrejse som den første tur med baby.

Så bliver fly, transport til hotellet, selve hotellet, morgenmad og aftensmad gjort dejligt enkelt.

Ingen madlavning, opvask eller rengøring!

Der er nok at tænke på med et spædbarn i forvejen, så hvis det på nogen måde virker mere overskueligt, do it.

Hvis du får kuller af tanken og tværtimod drømmer om en storbyferie, en tur ud i naturen eller en længere jordomrejse, er god planlægning alfa og omega.

Victoria med Adrian på stranden

På vores første baby-rejse til Grækenland havde vi ikke mange planer, og det var skønt.

Hav styr på transport og bolig

Inden vi fik en baby, plejede vi at beslutte os for destinationer og antal dage hvert sted løbende, når vi rejste i flere måneder – og det kan da være, at vi kommer til at nyde den spontanitet igen en dag…

Men på vores 4,5 måneders Asien-tur bookede vi alle fly og overnatninger på forhånd, og det var så skønt at have styr på det hele, så vi “bare” skulle koncentrere os om at være tilstede og nyde det.

Vores bedste råd til at rejse med en baby kan forhåbentligt bruges til alle typer af barselsferier – hvad enten det er et lejet hus på Sardinien, en storbyferie i Berlin, en charterrejse til Fuerteventura, en autocampertur i USA eller en jordomrejse i Asien.

Tag hvad du kan bruge og giv os endelig feedback i kommentarerne nederst bagefter!

Villa på bali

På vores lange tur til Asien havde vi booket alle overnatningerne på forhånd. Det gav ikke plads til så meget spontanitet, men til gengæld skulle vi ikke tænke over det, mens vi var afsted.

Vores bedste råd til at rejse med en baby

Her kommer nogle af de aspekter, der kan være gode at overveje, hvis man skal på barselsferie med en lille baby.

1. Barnets første pas

Lad os starte med det vigtigste først: barnets pas.

For uanset hvor I skal hen, skal barnet have et pas. Det første pas gælder indtil barnet fylder 2 år.

Husk at bestille tid til at få det lavet på borgerservice og sørg for at have et gyldigt pasfoto med.

Man kan i nødstilfælde få et hastepas på et par dage, men det kan anbefales at sætte op til to uger af til at få passet lavet og leveret.

For at bestille et pas kræver det at barnet er navngivet eller døbt, og at forældrene underskriver en samtykkeerklæring.

Læs mere om reglerne for pas til børn her.

Alex med Adrian på stranden i Grækenland

Husk at bestille et pas til barnet inden rejsen.

2. Valg af destination

Hvad enten man er afsted i kort eller lang tid, afgør destinationen selvfølgelig hvilken type barselsferie, man får.

Hvor længe kan du overskue at være afsted? Hvor lang må flyveturen være, hvis I flyver?

Hvad har du brug for, at der skal ske på turen? Vil du ud i naturen, gå rundt i en by eller slappe af i skyggen? Hvordan kan det forenes med babyens behov?

Et sted med adgang til læge og/eller et hospital kan også være at foretrække.

Selvom de første rejser med baby nok vil være lidt nervepirrende for de fleste, er det vigtigt, at man føler sig tryg i sit valg.

Måske kan man endda overveje at genbesøge et sted, man er glad for, så man ved, hvad man kan forvente.

Victoria med Adrian på Koh Samui

Man skal være klar på en længere flyvetur, hvis man tager til Asien.

3. Vaccination af baby

Det er ikke alle rejsevacciner, der gives til små børn.

Hvis man ammer, bliver barnet delvist beskyttet, når moren er vaccineret, men det er stadig værd at undersøge behovet for vaccinationer på den destination, du overvejer.

Vi rejste som sagt til Grækenland, inden Adrian fyldte 3 måneder, så han havde ikke fået sin 3 måneders børnevaccination. Da vi tog på den lange Asien-tur, sørgede vi derimod for, at han havde fået sin 5 måneders børnevaccinationen inden, da vi fik det anbefalet.

Spørg egen læge for alt der har med vaccinationer at gøre.

Destination, længde, barnets alder og sikkert alt muligt andet spiller ind, så det må man hellere lade en fagperson om at vurdere.

Adrian og Victoria i poolen

Adrian havde fået sin 5 måneders børnevaccinationen, inden vi tog til Asien.

4. Tænk over vejret

Meget kolde og meget varme destinationer er ikke umulige, men det kræver helt klart mere forberedelse og flere pauser i løbet af dagen, hvor baby kan komme indenfor for at få stabiliseret kropstemperaturen.

De helt små regulerer nemlig kropstemperaturen dårligt.

Spædbørn må ikke være i direkte sol, helt indtil de er 1 år gamle, så de skal klædes derefter, for eksempel med en solhat.

For at undgå overophedning er det selvfølgelig bedst at være i skyggen eller indenfor i et køligt rum så meget som muligt, hvis man befinder sig på en varm destination.

Vær især opmærksom på at der kan blive rigtig varmt (og koldt for den sags skyld) i en barne- eller klapvogn, hvis barnet for eksempel sover lur udenfor.

Tag derfor højde for vejret når du tænker over, hvor barselsferien skal gå til.

Victoria og Adrian foran Big Buddha

Når vi var ude i løbet af dagen, som her ved Big Buddha, var Adrian dækket helt til for solen.

Alex med barnevogn i Sverige

Man skal pakke ekstra meget varmt tøj, hvis man rejser til en kold destination.

5. Badeferie

Hvis du overvejer en badeferie, er det værd at tænke over, at vandet i havet eller i en pool kan være for koldt til, at en baby synes, det er rart at være i.

Første gang Adrian fik dyppet fødderne i havet i Grækenland (i november), blev han forskrækket – det var ikke en succes, og han var ikke med i vandet en eneste gang, selvom vi begge badede.

I Asien derimod elskede han at være i poolen, og vi boede primært steder med delt eller egen pool for at have et nemt og tilgængeligt sted at køle ned. Det gjorde også projektet lettere for os, at vi bare kunne være ved poolen i 10-15 minutter, og derefter gå tilbage til vores værelse, bade ham og evt. lægge ham til at sove.

Ved både pool og strand skal man også huske at tænke på skygge.

Babyer under 1 år skal jo ikke have noget sol overhovedet, så udover skygge kan det anbefales at give en solhat på og bruge en langærmet/langbenet badedragt (UV-dragt) eller neoprenbadebukser.

Husk badebleer indenunder så der ikke kommer tis eller afføring i poolen.

Alex med Adrian i poolen

Poolen var et kæmpe hit hos vores søn.

Adrian i poolen

Vi dækkede ham til med en UV-dragt og solhat, når der var en smule sol.

Victoria og Adrian i poolen på taget

Vi var mest i vandet tidlig morgen eller sen eftermiddag, når der var skygge eller lavt UV-index. Her udnyttede vi de tidlige opvågninger til at nyde fællespoolen alene.

Alex med Adrian på stranden

Vi brugte mest stranden til gåture og til at nyde solopgangen. Så tidligt om morgenen er UV-indexet meget lavt, så der havde vi ham ude kun iført ble.

6. Boligtype

Hvad har I brug for, når I er ude at rejse? Hvordan kan I få en så god “hverdag” som muligt, mens I er afsted?

Da vi tog til Grækenland, lejede vi to forskellige feriehuse for at have vores eget køkken og sofa. Der var endda vaskemaskiner, hvilket vi fik brugt til alt det tilsavlede tøj.

Bruger du modermælkserstatning, kan det måske være fedt med en mikroovn eller en elkedel.

På vores lange Asien-rejse bookede vi en blanding af hotelværelser med køkken, studio-lejligheder og villaer med flere rum.

Vi synes, det var rart at kunne lave mad selv af og til (eller bestille takeaway), så vi ikke skulle ud med Adrian hele tiden for at kunne spise.

En sofa eller et andet blødt underlag har været dejligt til at lægge baby på eller bruge selv, når han sov i sengen om aftenen.

Ved at have flere rum kunne vi også putte ham i seng i et mørkt soveværelse og selv have vågentid med lys tændt ved siden af. En babyalarm kan evt. bruges, når der er langt mellem rummene, helt lukkede døre eller man sidder udendørs.

Stue og køkken i villa

På længere rejser kan vi godt lide at leje steder med køkken og sofa, så vi kan lave lidt mad selv og have et sted at være, når vores baby sover.

Stue i lejlighed på Phuket

Her kunne vi lukke døren ind til soveværelset, mens vi selv sad i stuen.

Pool med udsigt

Vi havde booket en blanding af hotelværelser med køkken, studio-lejligheder og villaer med flere rum på vores tur.

7. Sengesituationen

Hvis I samsover, kan I overveje at kigge efter steder med en ekstra bred seng.

Bruger I en babyseng, kan mange hoteller og endda Airbnb-boliger tilbyde en til låns. Man kan typisk markere det i en søgning, men tjek evt. for en sikkerheds skyld, at de rent faktisk har en ledig barneseng, der passer til dit barns alder.

En højstol kan oftest også lånes.

Hotelværelse på Koh Samui

Vi bookede kun boliger med en king size-seng, så der var god plads til os alle tre.

Babyseng på Bali

Flere steder kunne vi også låne en babyseng.

8. Rejseforsikring der dækker baby

Hvad enten du har en årsrejseforsikring eller køber en rejseforsikring specifikt til barselsferien, så husk at tjekke at baby er medforsikret.

Victoria og Adrian i poolen

Husk at opdatere din rejseforsikring inden du tager afsted.

9. Hav få og fleksible planer

Vi har tidligere nævnt, at det kan være virkelig rart at have styr på fly, tog, bus eller andet transport samt overnatninger på forhånd – især hvis man rejser i en lang periode.

Det tager en del af planlægningsbyrden, mens man er afsted.

Når man til gengæld er på sin barselsrejse – uanset hvilken type det er – bør man ikke have særlig mange planer.

Babyer er uforudsigelige, humøret kan hurtigt ændre sig, og måske slipper energien op, før du regner med det. Det gælder egentlig både for baby og forældre…

Behovet for amninger/mad, bleskift og lure kan ligeledes variere. Rutinerne kan nemt skride.

Sænk forventningerne (og tempoet i det hele taget). Det må være et af vores vigtigste råd til at have en god barselsferie.

Der skal være plads til, at rejsen er på babyens betingelser.

Den lille bebs har ikke brug for en lang to do-liste af oplevelser, og du kan altid finde på noget at lave hen ad vejen, skulle det blive for kedeligt.

Solnedgang ved poolen

Det er en god idé at sænke forventningerne og nyde de simple, dejlige øjeblikke.

Adrian på café

Selv uden planer kommer man ikke til at kede sig, når man rejser med en sød lille humørbombe.

10. Bær din baby

Vores måske bedste praktiske råd er at have en bæresele, vikle eller andet bæreudstyr med ud at rejse – hvis din baby ellers kan lide at sidde på den måde, og din krop kan klare det.

Det er en hel genial måde at transportere den lille rundt på i lufthavne, på dagsture eller på gåturen ned til den lokale restaurant.

Hiking op og ned i kuperet tærren eller ujævne fortorv er også meget nemmere at navigere end med en barnevogn.

Baby sidder tæt og trygt op ad dig (eller din partner), og fordi ansigtet vender indad, får barnet lidt færre indtryk og kan desuden lukke bedre af, hvis det er overstimuleret.

Og så sover de så rart på farten – det gør Adrian i hvert fald.

Som en bonus har man begge hænder fri og kan nemmere bære en taske, drikke eller hvad man nu ellers kan finde på at gøre, hvor det er praktisk, at man ikke skal holde sit barn i armene samtidig.

Victoria i lufthavnen med baggage og bæresele

Bæreselen har været praktisk for os i lufthavnen.

Victoria ved tempel

Det er nemt at besøge seværdigheder, når baby sidder i bæreselen.

Alex med bæresele i Grækenland

Op og ned ad trapper til flotte udsigter med en baby på maven.

Victoria med Adrian i bæreselen

Bæreselen er også ekstra smart på stranden, hvor man ikke kan trille en klapvogn.

Adrian og Alex ved vandfald

Vi har brugt vores bæresele ekstremt meget på vores rejser. Det er især sådan, vi har fået Adrian med på eventyr – og han har nydt at kunne følge med i verden omkring ham på en tryg og tæt måde.

11. Vælg åndbare materialer til tøjet

Hvad man klæder sit spædbarn i, er selvfølgelig altid vigtigt for den sarte hud…

Når man er i varmen, er det dog ekstra vigtigt at vælge åndbare og lette materialer, for eksempel bomuld og hør.

Undgå syntetiske beklædningsgenstande, der holder varmen inde.

Vi skal også hilse og sige, at det kan blive en meget varm fornøjelse at bære sin baby i bæresele i varmen, men efter sigende skulle den tætte kropskontakt hjælpe dem med at regulere deres temperatur bedre.

Hørtøj til baby

Vores baby havde kun ble på det meste af tiden i Asien, men vi havde tøj i hør og bomuld med til de gange, han skulle dækkes til.

12. Undgå propper i ørene

Hvis du skal flyve med dit lille barn, kan det anbefales at amme under letning og landing for at udligne trykket.

Babyer kan nemlig ikke selv finde ud af, hvad de skal gøre ved propper i ørene, men synkebevægelsen hjælper automatisk. En sut eller sutteflaske kan også gøre tricket.

Tip: Gå ikke i gang med amningen for tidligt – så bliver baby færdig før I letter/lander. Gør jer stille og roligt klar, når flypersonalet spænder sig fast, og am så når du selv begynder at kunne mærke trykket.

Tænk over at have noget nemt og amme-venligt tøj på i flyet, hvis du ikke bryder dig om at amme i fuld offentlighed. Alternativt kan du have en stofble, der dækker din barm.

13. Babyudstyr på flyet

Tag det mest nødvendige med i håndbagagen inklusiv masser af bleer og gerne også et ekstra sæt tøj til barnet i tilfælde af at den indcheckede bagage ikke når frem (eller uheld).

Foruden skifteunderlag og -udstyr kan lidt varmt tøj og en dyne eller et tæppe være rart, hvis der er kold aircondition i flyet.

En suttesnor kan anbefales, så man ikke mister sutten på et beskidt gulv eller mellem sæderne på flyet.

Den lille bliver nok glad, hvis du har taget lidt legetøj med til at underholde på en lang flyvetur.

Desuden må du have modermælkserstatning, vand og mad med til barnet gennem security (uanset størrelsen). Hav det let tilgængeligt, så du nemt kan tage det frem i sikkerhedskontrollen.

14. Book en babyseng på flyet

Hvis I skal på en lang flyvetur, kan vi anbefale at låne en babyseng eller “baby bassinet“, som det hedder på engelsk.

Den lille seng hænges op på væggen og kan som regel bære en baby, som vejer op til 11 kilo.

De fleste flyselskaber tilbyder muligheden, men det er desværre ikke altid gratis.

Sengen kan kun hænges op på væggen foran de sæder, der har ekstra benplads, så derfor skal man betale for at vælge dem.

Bestiller man dem ikke på forhånd, kan man af og til være heldig at få pladserne gratis ved indcheckning i lufthavnen, men der er selvfølgelig en risiko for, at de allerede er bookede.

Vi betalte for den ekstra benplads på forhånd, så vi var sikre på at kunne låne et baby bassinet på vores ca. 9 timer lange tur fra Istanbul til Phuket.

Det var helt klart det værd at kunne lægge Adrian til at sove, så vi selv havde armene fri og kunne tage en lille lur.

Baby i flyseng

Hvis man sidder forrest i flyet, kan man ofte låne en flyseng (baby bassinet) til sin baby.

15. Bleer, vådservietter og andet med hjemmefra

Der er jo børn i hele verden, så det er stort set altid muligt at finde bleer og andet skifteudstyr i udlandet, men

Det er ikke altid nemt at skaffe allergivenlige bleer uden duft og unødig kemi – for eksempel i Sydeuropa eller i Asien.

Og bleer kan også være en del dyrere.

Man skal nok klare den, hvis man ikke har bleer med til hele turen, men hvis der er plads i tasken, så tag så mange med hjemmefra som muligt.

På vores lange tur til Asien kunne vi ikke have bleer med til 4,5 måneder, men vi tog faktisk afsted med 5-6 pakker bleer, så vi havde til det første stykke tid.

Desuden medbragte vi også en god babyvenlig solcreme, olie og salve til babynumsen samt vådservietter uden parfume.

Stakke af bleer

Vi havde en del bleer med hjemmefra, da vi tog på vores lange tur til Asien. Det var dog ikke nok til flere måneder, så vi købte nogle undervejs.

Bleer i Thailand

Bleudvalget i et af de større supermarkeder i Thailand.

16. Skiftning af bleer

Når man har fået et lille barn, ser man pludselig verden ud fra det synspunkt, og i Danmark opdagede vi, hvor meget der egentlig er gearet til babyer og børn.

Der er som regel altid skifteborde på restauranter, cafeer, offentlige toiletter og i storcentre.

I Københavns Lufthavn fandt vi ud af, at der er en “babylounge”, hvor man kan amme i lænestole, skifte ble i ro og mag og varme mælk/mad i en mikroovn. Det findes sikkert også i andre lufthavne.

På alle fly og i tog (hvert fald dem vi har været med i Danmark og Sverige) er der også skiftestationer på toiletterne.

I udlandet er der dog ikke altid tænkt blebørn ind, og der er i vores erfaring ikke mange offentlige steder og spisesteder med skifteborde.

Derfor kan vi nemt anbefale, at man har sit eget skifteunderlag med til at lægge under baby. Det er også rart at bruge af hygiejnemæssige grunde på offentlige skifteborde eller til bleskift på hotelsengen, hvis man vil undgå eventuelle uheld på lagnerne.

Adrian på skifteunderlag

Der er ikke altid et puslebord tilgængeligt, så det kan være rart at have sit eget skifteunderlag med.

17. Tag lidt legetøj med

Afhængigt af barnets alder kan det være rart at have noget legetøj med, som kan underholde på flyet, i toget, i bilen, eller når man er ude og har brug for at undgå en grædetur et offentligt sted.

Tag noget af babyens yndlingslegetøj med, men du behøver ikke at overpakke. Man kan nemt købe legetøj ude i verden, hvis man mangler noget…

Desuden kan helt almindelige ting jo også fungere fint som underholdning. Adrian synes for eksempel, at vores drikkedunk er 100 gange mere spændende at holde og sutte på end det meste af hans legetøj.

Legetøj

Vi havde lidt af Adrians legetøj med på ferie.

Alex og Adrian med vandflaske

Vandflasker i alle størrelser kunne underholde ham længe.

18. Tænk over alderen

Hvis du skal på en længere rejse, er det en god idé at tænke lidt fremad og overveje, hvilke stadier barnet kommer til at skulle igennem på turen.

På vores lange Asien-rejse er vores baby mellem 5 og næsten 10 måneder, så vi har blandt andet taget bideringe med til de små tænder, der kommer frem og en frugtsut, kop, ske og madskål til opstart af fast føde.

Er barnet lidt ældre og kan gå (eller skal lære det), er det måske rart at have sko med.

Bideringe

Bideringe til de små, nye tænder.

Skål, kop, ske og frugtsut

Vi havde selv udstyr med til at servere mad og drikke på vores lange Asien-tur.

19. Mad og hygiejne

Hvis du har mulighed for at amme, er det helt klart at foretrække, når man er på babyferie.

Madpakken er altid med og endda fri for bakterier.

Hvis du bruger modermælkserstatning, kan det være en god idé at medbringe favoritbrandet hjemmefra.

Det kan måske være sværere at tilberede på en hygiejnisk måde, så vær ekstra opmærksom på at sterilisere sutteflaskerne mellem hver gang og benyt flaskevand til at blande i.

Spiser dit barn fast føde, kan du overveje at have grød, mos eller snacks med afhængigt af længden på rejsen.

Økologi er ikke altid lige så tilgængeligt i udlandet.

Frisk frugt og grønt kan dog være lettere at få fat i, men sørg for at det bliver skyllet godt i rent vand, inden det spises.

Madudvalg i supermarkedet

Mange steder har selvfølgelig mad til babyer, men det er ikke altid økologisk, og nogle gange indeholder det også salt, sukker eller andre ting, man måske ville undgå i Danmark.

Nøddesmør

I Asien kunne vi heldigvis skaffe økologisk nøddesmør til at blande i vores babys mad.

20. Væske

Det siger måske sig selv, men vi nævner alligevel, at man skal være opmærksom på, at barnet får nok væske, hvis det er meget varmt.

Ammer du, skal du også selv huske at drikke mere.

21. Vitaminer

Til alle børn, der er født til tiden, anbefales det at man giver 10 mikrogram (400 IE) D-vitamindråber dagligt fra de er to uger gamle.

Hvis ens baby er født for tidligt eller har andre særlige behov, skal det selvfølgelig også tænkes ind.

Hvis man i det hele taget er nervøs for, om babyen kan få dækket sine vitaminbehov gennem amning og/eller maden på din destination, kan det være værd at have vitaminer med hjemmefra.

Så skal du ikke bruge tid på at skaffe det undervejs, og du er sikker på kvaliteten.

Babyfødder

22. Hav et lille apotek med

I tilfælde af sygdom eller feber kan det være rart af have flydende babypanodil, éngangspipetter med sterilt saltvand (saltvandsdråber), et termometer og en næsesuger med.

Som nævnt tidligere har vi også en babyvenlig faktor 50 solcreme med.

Vi rejser derudover med vådservietter uden parfume, en neglesaks, en almindelig lille saks, plastre, en pincet og en god zinksalve/olie.

Du kan derudover overveje creme, tandpasta og babysæbe.

Panodil, næsesuger og saltvandspipetter

Vi havde et lille apotek med hjemmefra for en sikkerheds skyld.

23. Medbring dyne eller tæppe

På vores rejser har vi haft Adrians lille dyne med – selv til varmen.

Den har været god til at putte ham i, når vi har fløjet eller i toget (hvor den også har fungeret glimrende som støtte under armen ved amning). Og så er den tryg og dufter velkendt.

Desuden kan den bruges som blødt underlag på gulvet eller som beskyttelse på boligens møbler i tilfælde af gylp, savl eller andre uheld.

Selvom det måske ikke er nødvendigt, har vi haft en ekstra stor stofble med. Det tynde stof kan blandt andet bruges som klæde over en barne- eller klapvogn for at lukke lys og indtryk ude. Vi har også brugt den til at dække hans arme og fødder for solen i bæresælen.

Ligesom dynen fungerer den derudover som beskyttelse oven på en sofa eller andre møbler, man ikke vil ødelægge eller have at baby slikker på.

Adrian på hotelværelse

Vi var glade for at have en ekstra stor stofble med. Den kunne både bruges til underlag og at dække ham for solen, uden det blev for varmt.

Adrian på dynen

Babydynen var også god at have med.

24. Rejsevenlig barne- eller klapvogn

Til storbyferier eller destinationer med et godt fortorv kan det være dejligt at have en barnevogn eller klapvogn med.

Her kan den lille tage en lur eller ligge, når man bliver træt af at bære dem på sig.

Det kan også være praktisk i en lufthavn.

I nogle lufthavne, blandt andet i Danmark, kan man låne klapvogne gratis, og faktisk kan man endda leje en rejseklapvogn, hvis man ikke selv vil investere i en.

Vores barnevogn er en Bugaboo Donkey Duo, og den er forholdsvis nem at skille ad og samle igen til en bilrejse eller en sommerhustur. Vi havde den også med i toget til Sverige (uden at skille den ad).

Den er dog så stor, at den skal indcheckes som særlig baggage, og havde vi taget en barselsrejse til en by eller et enkelt sted i Sydeuropa i en længere periode, kunne vi godt finde på at have den med.

Til vores 4,5 måneders rejse i Asien skulle vi dog med en del fly, og fortorvene er ikke altid gode, så en stor barnevogn ville være en udfordring at bruge.

Derfor købte vi en Joolz Aer+ (samt myggenet og regnslag) til turen.

Rejseklapvognen er en af de bedste af slagsen – den er ekstremt hurtig at klappe sammen og hive op igen, kvaliteten er lækker, den vejer kun ca. 6,5 kilo og må tages med som håndbagage. Vigtigst af alt kan den lægges (næsten) helt ned.

Da Adrian ikke kunne sidde selv i starten af vores rejse (som 5 måneder gammel), var det genialt.

Victoria med klapvogn

Vi var glade for at have vores Joolz Aer+ med til Asien, men vi kunne nok også have klaret os uden.

25. Lej en bil eller brug taxi

Drop de arrangerede udflugter med grupper, for på en barselsferie er det altså baby, der bestemmer tempoet og dagsordenen.

Ved at leje sin egen bil (for eksempel i Europa eller USA) kan man selv styre, hvornår man tager afsted og hjem igen samt eventuelle stop undervejs for at skifte ble eller give barnet mad.

Tip: Lej en autostol med på forhånd når du booker billeje.

I Asien og andre steder som for eksempel Mexico er det forholdsvist billigt at leje en chauffør for en dag eller bruge taxi-tjenester som Uber og Grab til at komme rundt. Det giver også fleksibilitet.

26. Slap af og nyd turen

Man kan nemt overtænke eller bekymre sig hele tiden, når man har ansvaret for et lille bitte menneske…

Men prøv så vidt muligt at nyde den særlige tid og være tilstede i nuet.

Det er måske givet, men husk også at tage billeder eller videoer af nogle af jeres øjeblikke.

I kommer til at skabe minder for livet, som er sjove at se tilbage på både for jer og jeres lille barn, når han eller hun bliver ældre.

Adrian, Victoria og Alex på stranden i Surin

Vi håber, at I får en vidunderlig ferie med baby og skaber minder for livet.

Tak for at læse med!

Vi håber, at vores guide til at rejse med en baby kunne inspirere.

Forhåbentligt kan nogle af vores tips og råd bruges til din egen barselsferie.

Hvis du har nogle spørgsmål, så stil dem endelig i kommentarerne nedenunder, og så svarer vi efter bedste evne, så hurtigt vi kan.

Har du selv nogle tips og gode råd, du gerne vil dele, så lad os endelig høre dem!

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡