fbpx

Nordtyskland: 3 dage i Büsum ved Vadehavet & Bad Segeberg

En rejsedagbog fra et par fine sommerdage i den nordligste del af Tyskland
Alexander & VictoriaHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.
Reklame: Denne rejseguide til Nordtyskland er lavet i samarbejde med Tysk Turist Information. Som altid deler vi vores ærlige mening, og alt er skrevet af os.

Tre dages kør-selv-ferie i Nordtyskland

I slutningen af juli blev vi inviteret til Nordtyskland af Tysk Turist Information, og de første tre dage brugte vi mellem Büsum ved Vadehavet og Bad Segeberg ved Segeberg-søen.

Det blev til mange eventyr, der havde vand som fokus.

Der er ikke så langt mellem kysterne og strandene i Nordtyskland, og nærmest overalt er der floder og søer.

Er man vant til at rejse i Danmark, er landskaberne her ikke voldsomt anderledes, end hvad man har set før. Men naturen føles alligevel lidt vildere på den tyske side af grænsen, og så er det efter vores mening bare altid lidt mere spændende at opleve noget helt nyt.

Vi havde i hvert fald nogle skønne dage i det tyske, som vi vil berette om her.

Tip: Selvom turen nok i store træk skulle kunne lade sig gøre med offentlig transport, var vi glade for at køre i bil og have fleksibiliteten til at stoppe, hvorend vi havde lyst.

Alex & Vic i Tyskland

Små 6 timer efter at have kørt fra København var vi glade for at være i Tyskland.

Kanotur på Ejderen

Efter at have krydset grænsen til Tyskland ved Padborg, var vores første stop på turen Ejderen.

Floden Ejderen i det nordlige Tyskland er delstaten Slesvig-Holstens længste flod med ca. 180 kilometer.

Vi besøgte floden ved Eiderhafen Kanupoint Delve, hvorfra man kan sejle i kano på det rolige vand.

Læs også: Rejseguide til Sachsen-Anhalt: 16 bedste oplevelser omkring Dübener Heide & Saale-Unstrut

Kanotur på Ejderen

Vandring i Dellstedter Birkwildmoor

Da solen lige så stille var på vej mod horisonten, besøgte vi naturområdet Dellstedter Birkwildmoor i Ditmarsken.

Dellstedter Birkwildmoor er et stort beskyttet område som primært består af våde enge, tørv, hede og mose. Biodiversiteten er høj, og det blev tydeligt for os nærmest fra første sekund, da vi begyndte at gå ned ad en af vandrestierne.

Der var simpelthen liv overalt; blomster, fugle, frøer, bier, mariehøns, sommerfugle og guldsmede kæmpede om vores opmærksomhed, mens vi prøvede at vifte myggene væk… Husk myggespray!

Her er et link til den officielle folder (på tysk) om Dellstedter Birkwildmoor (inklusiv info om vandring).

Nordermoor

Vi besøgte Nordermoor, hvor der var rigtig godt gang i naturen.

Küstenperle Strandhotel & Restaurant Deichperle

Første nat på turen boede vi på Küstenperle Strandhotel & Spa i badebyen Büsum – og spiste aftensmad på deres restaurant Deichperle.

Hotellet ligger lige bag diget, og har man et værelse højt oppe (som vi var så heldige at få), er der en smuk udsigt direkte ud til Vadehavet.

Alt ved hotellet føltes moderne og tjekket. Her er virkelig godt at bo, hvis man vil have et par dage ved stranden.

Se priser og ledighed hos Küstenperle Strandhotel & Spa (reklamelink).

Küstenperle Strandhotel aftensmad

Vores værelse på Küstenperle Strandhotel

Vores skønne værelse på Küstenperle Strandhotel (reklamelink).

Büsum badning

Mellem diget og havet kan man sole og bade, uanset om tidevandet er højt eller lavt.

Solnedgang ved Vadehavet

Ingen af os havde sådan rigtigt været ved Vadehavet før, så det var en stor oplevelse at se det specielle hav ved solnedgang for første gang i Büsum.

Vi vadede og vadede og nød det helt specielle spil mellem lyset, farverne og Vadehavets bund.

Læs også: Sild rejseguide: 12 bedste oplevelser på den tyske ferieø Sylt

Solnedgang

Solnedgangen var helt exceptionelt flot den aften, vi boede i Büsum.

Strandkantsbaren

Mange mennesker nød solnedgangen fra baren ved strandkanten.

Solnedgang over Vadehavet

Vadehavstur med guide

Næste morgen startede dagen med en vadehavsvandretur med guide.

Man kan sagtens få meget ud af selv at gå rundt derude, men med en guide fik vi virkelig indblik i det komplekse økosystem.

Vi lærte blandt andet, at Vadehavet er det næstmest produktive økosystem i verden efter den tropiske regnskov (regnet ud i levende biomasse)!

Og han fortalte om alle de små snegle, krabber og orme, der dukker op, når havet trækker sig tilbage.

Vadehavet strækker sig hele vejen fra Esbjerg til Den Helder i Nederlandene – hvilket gør det til det største ubrudte system af mudderflader i verden.

Hele området er med på UNESCO’s verdensarvsliste.

Efter vandreturen holdt vi en kort pause i Deichhaus, hvor man blandt andet kunne få en lille vegansk “frikadelle”-burger.

Vadehavet ved Büsum

Det var interessant at komme helt tæt på de små dyr, der lever i Vadehavet.

Vadehavet ved Büsum om dagen

Deichhaus

Temperaturen sagde mere end 30 grader, så det var rart med skygge på Deichhaus.

Ko bed Büsum

Alle havde brug for at køle ned!

Frokost hos Stullen & Pullen

Stullen & Pullen har to locations: Den ene ligger i Büsum, og den anden er 10 kilometer syd for byen, og det var sidstnævnte, vi besøgte.

Vi fik god vegansk fish and chips til frokost med lidt coleslaw og en sandwich med en slags plantebaseret laks.

Her var ingen skygge, men til gengæld virkelig god stemning og flot udsigt til søen.

Vegansk fish & chips

Stullen & Pullen

Cykeltur rundt i Speicherkoog

Vi lejede elcykler i Büsum, som vi brugte til at cykle til Deichhaus, hvorfra vi gik ud i Vadehavet med vores guide, men også til at komme til Stullen & Pullen samt rundt i vådområdet Speicherkoog.

Man behøver naturligvis ikke el på cyklen, men det var alligevel rart med lidt hjælp på de lange, lige strækninger.

Den bedste del af cykelturen var uden tvivl ude ved vandet.

Alex & Victoria på elcykler

Cykeltur

Får ved Vadehavet

På diget bor massevis af får, som nyder godt af den friske havluft og det grønne græs.

Vadehavet vandstand og får

Højden på Vadehavet ændrer sig ca. 3 meter mellem lavvande og højvande.

Et hyggeligt stop i Meldorf

Byen Meldorf er ikke et must-see, men det var alligevel et hyggeligt stop på vores cykeltur.

Vi fik lidt koldt at drikke hos Dom-Cafe, som ligger lige ud til domkirken.

Læs også: Hvor skal man bo i Berlin? De bedste områder og hoteller

Meldorf

Meldorf-domkirke

Blomster ved Meldorf

Gåtur i Büsum

Udover at være et populært sted til badeferier i Nordtyskland, er Büsum også en hyggelig by i egen ret med flere gågader.

Her bliver solgt is i stride strømme om sommeren, og feriestemningen er i det hele taget i top.

Læs også: Berlin rejseguide: 50 bedste oplevelser og seværdigheder i den historiske by

Büsum-by om sommeren

Kanal 33

Efter vores tid i Büsum tog vi videre til Kanal 33, som har ferielejligheder beliggende ud til Kielerkanalen.

Her kan man tage over kanalen med en lille færgeforbindelse.

Vi checkede ind i et skønt træhus på pæle, som var fuldt udstyret med køkken, og som man sagtens kunne kalde hjem i nogle dage, mens man udforsker den omkringliggende natur.

Vi spiste dog på Kanal 33’s restaurant, hvor vi fik flammkuchen (en tynd pizza), smagfulde søde kartoffel-fritter samt en salat med veganske nuggets.

Se priser og ledighed hos Kanal 33 (reklamelink).

Kanal 33 hytte

Vores luksushytte på Kanal 33 (reklamelink).

Aftensmad på Kanal 33

Udsigt ved kanalen

Bad Segeberg

Næste morgen kørte vi videre til Bad Segeberg.

Byen er særligt kendt for sin årlige Karl-May-Festival, hvor et teaterstykke bliver opført flere gange om ugen over sommeren i Bad Segebergs store amfiteater.

Amfiteatret ligger lige op af Kalkberg (kalkbjerget) – et 91-meter højt gipsbjerg – som er byens vartegn.

Læs også: Rejseguide til Harzen: 9 bedste oplevelser og seværdigheder i Tysklands nordligste bjerge

Apart Hotel Wasserturm udsigt

Den 360-graders udsigt fra Apart Hotel Wasserturm over Bad Segeberg er fænomenal. Man kan også lige skimte amfiteatret.

Bad Segebergs ældste hus

Bad Segebergs ældste hus er fra 1500-tallet.

Frokost på Goldmarie am See

Vi spiste en dejlig frokost på Goldmarie am See, som ligger med fin udsigt til Großer Segeberger See.

En sund, farverig frokost med god udsigt

En sund, farverig frokost med god udsigt.

Gåtur langs Großer Segeberger See

Der er ca. 7,5 kilometer rundt om Großer Segeberger See.

Efter frokost gik vi langs den sydlige bred – og udså os et spot til om aftenen, hvor vi badede i søen ved solnedgang.

Der er flere steder rundt om søen, hvor man kan hoppe i det klare vand. Vi badede lige i nærheden af campingpladsen Seecamping Segeberg.

Gåtur langs søen i Bad Segeberg

Großer Segeberger See

Solnedgang over Großer Segeberger See

Badning i Großer Segeberger See

NOCTALIS World of Bats

Nogle gange bliver Bad Segeberg kaldt “Bat” Segeberg, fordi byen uofficielt er Nordeuropas hovedstad for flagermus.

Inde i Kalkberget findes huler, der om vinteren er hjemsted for op mod 30.000 flagermus.

Om sommeren kan man komme derned – hvor temperaturen konstant er på omtrent 10 grader – og høre om det specielle sted på guidede rundture.

NOCTALIS-flagermusmuséet kan man lære mere om de mytologiske dyr.

Læs også: Dresden rejseguide: 21 bedste oplevelser og seværdigheder

Bjerget i Bad Segeberg

Bjerget i Bad Segeberg.

Nede i hulerne

Foxi den flyvende hund

Foxi er en flyvende hund, der aldrig blev accepteret af sin flok. Nu bliver hun passet på af mennesker i stedet.

MONES – Lime Mountain Saloon

Vi spiste aftensmad på det western-inspirerede MONES, hvor vi havde hørt, at de havde mange veganske muligheder på menuen.

Vi delte både en burger og en stor (!) burrito.

MONES vegansk burrito og burger

Apart Hotel Wasserturm

I Bad Segeberg boede vi øverst i tårnet hos Apart Hotel Wasserturm. Et helt unikt sted at overnatte!

Vi havde to etager, eget køkken og ikke mindst en helt fantastisk 360-graders udsigt over byen og søen fra det runde værelse.

Opholdet på Apart Hotel Wasserturm afsluttede denne første del af vores kør-selv-tur rundt i Nordtyskland.

De tre dage bød på et væld af spændende oplevelser – og vi fortsatte med at opleve endnu mere i Nordtyskland, hvilket du kan læse om i denne guide til Slesvig-Holsten.

Se priser og ledighed hos Apart Hotel Wasserturm (reklamelink).

Apart Hotel Wasserturm

Det var ret sjovt at bo i det gamle vandtårn på Apart Hotel Wasserturm (reklamelink).

Apart Hotel Wasserturm værelse

Vores værelse på to etager var virkelig cool.

Hvad skal man medbringe til Nordtyskland?

  • Rejseforsikring. Rejs aldrig uden!
  • Et godt kamera – her er en guide til det udstyr, vi bruger.
  • Solcreme. Især hvis du besøger Tyskland om sommeren. Vi anbefaler, at man bruger en økologisk, vegansk solcreme uden oxybenzone og andre skadelige kemikalier.
  • Vandresko.
  • Badetøj og et håndklæde, hvis du planlægger at bade om sommeren, eller hvis du bor på et hotel med spaområde.
  • En genopfyldelig vandflaske og snacks.
  • Kontanter til parkering og andre småkøb, især 1 og 2 euro-mønter. Det er ikke alle steder i Tyskland, der tager kreditkort.

Bæredygtige rejsetips

For at rejse så bæredygtigt som muligt, anbefaler vi følgende:

  • Medbring dit eget drikkevand i en genopfyldelig flaske.
  • Undgå engangsplastik, inklusiv sugerør.
  • Sortér dit affald korrekt og smid det ikke på jorden.
  • Tag kun fotos og efterlad kun fodaftryk. Undgå at tage ting fra naturen med dig.
  • Vis hensyn overfor andre besøgende.
  • Respekter det lokale dyreliv.
Tak for at læse med

Vi håber, at vores tur til Nordtyskland har inspireret dig!

Hvad synes du om Nordtyskland?

Hvis du allerede har været omkring Büsum og Bad Segeberg, ville det være fantastisk at høre dine bedste tips og tricks i kommentarerne, og send os også gerne idéer til andre oplevelser i nærheden.

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

Alex & Victoria ved Vadehavet

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡