fbpx

Isla Mujeres har perfekt turkisblåt vand og et helt unikt undervandsmuseum

Kvindernes ø er et oplagt tilflugtssted for strandelskere
Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alexander og Victoria – to københavnere med uanede mængder af rejselyst, som vi deler ud af her på Nordombord. Læs mere om os her.

Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alexander og Victoria – to københavnere med uanede mængder af rejselyst, som vi gerne deler ud af.
Læs mere om os her.

Isla Mujeres var den første ø, vi besøgte i Mexico, og vi faldt pladask for den totalt tilbagelænede stemning, de hyggelige gadekøkkener og øens nordlige strand Playa Norte.

Isla Mujeres har noget af det flotteste turkisblå vand, vi nogensinde har set, og flere steder skinner det kridhvide sand så klart, at man nærmest kan få ondt i øjnene.

Her er både foodtrucks og fine restauranter, hoteller i alle prisklasser og aktiviteter, der passer til de fleste temperamenter. Velkommen til Isla Mujeres!

På en klar dag kan Cancúns skyline skimtes i horisonten fra Isla Mujeres (Kvindernes ø), der ligger ca. 12 kilometer nordøst for 7-tallet. Bådturen er på blot 20 minutter, men forskellen er slående: på Isla Mujeres er der (endnu!) ikke nogle skyskraber-resorts, og man skal lede længe efter amerikansk fastfood.

Øen er kun 7 kilometer lang og op til 650 meter bred. På hovedgaden Hidalgo ligger der mange turistorienterede restauranter og souvenirshops, men den afslappede mexicanske ø-stemning er intakt, når man bevæger sig af de små sidegader. Og så er øens strand måske en af de bedste i hele regionen (sammen med den lange sandstrand på vores mexicanske favorit-ø Isla Holbox).

Sandet på Playa Norte føles som pudder under fødderne, og palmernes blide svajen kan virke hypnotiserende. Vandet er grønt, turkist, lyseblåt, gennemsigtigt, varmt og med en perfekt dybde til børn og voksne, som skal køles af.

Med en lille indsats er det muligt at undgå Isla Mujeres turistede side, og man vil opleve en usædvanlig dejlig ø, der kan charmere selv de mest kræsne strandgængere.

Cancun skyline

Skyskraberne på 7-tallet i Cancún kan ses hele vejen fra Isla Mujeres.

Hidalgo

På hovedgaden Hidalgo ligger der en del souvenirbutikker og turistorienterede restauranter.

Isla Mujeres

Der er afslappet stemning på gaden Carlos Lazo, som leder ned til Playa Norte.

Isla Mujeres strand
Isla Mujeres fantastiske strand
Båd i vandet på Isla Mujeres
Liv på stranden i Isla Mujeres
Lokale hænger ud på øen
Krystalklart hav og smukt sand

Udover perfekt turkisblåt hav er der både strandbar, lokale der hygger sig og strandstole at slænge sig i på Playa Norte.

Dovne leguaner og beskyttede havskildpadder

Isla Mujeres er kendt for at huse et stort antal leguaner, som man utvivlsomt vil møde, hvis man bevæger sig rundt på øen til fods.

Leguanerne kan blive rigtigt store, men de er heldigvis ikke aggressive over for mennesker, og flere steder på øen ligger de dovent og soler sig.

På Isla Mujeres ligger der også et delfinarium, som vi desværre på det kraftigste må anbefale folk ikke at besøge. Selvom delfinerne ser ud til at smile, er delfiner i fangenskab en dårlig idé. Vi må pinligt indrømme, at vi var dumme og naive nok til at besøge stedet i 2012, men nu er vi heldigvis klogere, og forhåbentligt kan vi forhindre andre i at gøre det samme.

Det kan til gengæld anbefales at besøge skildpaddefarmen Tortugranja, som ligger ca. 5 kilometer syd for byen. Her frigøres havskildpadder til havet stort set hver aften fra juli til november, og det kan være en stor oplevelse at se de små skildpadder kravle mod vandet.

Omtrent 125.000 havskildpadder bliver født på Tortugranja hvert år, hvoraf blot en tusindedel af dem vil overleve i havet for at vende tilbage til farmen, når de selv skal lægge æg. Tortugranja tager sig af tre forskellige slags havskildpadder, og det er også muligt at se en fuldvoksen havskildpadde, der kan veje op til 300 kg samt fodre næsten to meter lange nursehajer.

Vi besøgte Isla Mujeres i april og så desværre ikke de mange søde skildpadder, men vores gode venner har været der siden og har fortalt med stor glæde om skildpaddefarmen. Både prisen på indgangen (ca. 10 kroner) og stedets størrelse er overskuelig.

Leguan på Isla Mujeres
Leguan der soler sig

Leguanerne findes på hele øen, og man ser dem typisk sole sig på sten eller i det tørre buskads.

Klipper i vandet

På Isla Mujeres nordøstlige side kan man promenere langs vandet med udsigt til små, dramatiske klipper og noget vildere bølger end ved øens strande.

Viva Mexico!

Vi er meget enige. Viva Mexico!

Svøm på museum eller med gigantiske hvalhajer

Der er gode muligheder for farverig snorkling i havet rundt om Isla Mujeres, og vil man have en unik oplevelse under vandet, kan man besøge MUSA – et undervandsmuseum med skulpturer, der er ved at blive tilgroet med koraller som et led i at bekæmpe klimaforandringer. Det er helt vildt sejt!

Er man på Isla Mujeres mellem juni og september, er det også muligt at svømme med majestætiske hvalhajer. Vi var der for tidligt på året til at prøve det selv, men vi drømmer godt nok om at prøve det en dag.

Snorkling på Isla Mujeres
Både ud for øen
Hænder under vandet

Under overfladen gemmer museet MUSA på interessante skulpturer, der også tiltrækker koraller og andet maritimt liv. Alle undervandsbillederne er venligst udlånt af MUSA.

Museum under på vandet på Mujeres
Undervandsmuseum

Overnatning og mad på Isla Mujeres

Hotelpriserne varierer fra superbillige familiedrevede casas til noget dyrere luksushoteller med infinity pools og private jacuzzis. Der er noget for enhver uanset budget.

Klik her for at se ledige værelser og priser på Isla Mujeres på Hotels.com (reklamelink).

Ligesom stort set alle andre steder i Mexico er mulighederne for smagfuld og billig gademad gode. De små food trucks centrerer sig især omkring den store plads om aftenen, men kan også findes rundt omkring ved frokosttid.

En af gaderne på Mujeres

På de små gader er der ofte gemt hyggelige overnatningsmuligheder og lokale restauranter i væggene.

Isla Mujeres by.
Mamacita

Udbuddet er stort når det kommer til mexicansk mad og lækre drinks på øen.

Transport til og fra Isla Mujeres

Fra Cancún skal man tage til færgehavnen Gran Puerto/Puerto Juarez, der ligger få minutters kørsel fra downtown Cancún, og herfra kan man sejle med Ultramar Ferry til Isla Mujeres.

Færgebilletterne kan købes på havnen, og færgen går hver halve time nærmest hele dagen. Det tager kun 20 minutter at krydse bugten – og så er man på Isla Mujeres!

Færge Cancun.

Fra færgehavnen i Cancún tager det kun 20 minutter at sejle til Isla Mujeres.

Bådtur fra Cancun.

Det er lidt forskelligt, hvad der medbringes som bagage…

Solnedgang fra Mujeres.

2 Kommentarer

  1. Tine Hauch-Fausbøll

    Kære Alexander og Victoria. Jeg har virkelig nydt at læse om Jeres rejsebeskrivelser fra Mexico. Der er mere dybde i Jeres beskrivelser end i andre rejseblogs. Det er rigtig fint at få noget baggrundsviden om de forskellige steder I har været i Mexico.
    Selvom det er lige før jeg er fra en anden generation end Jer og skal rejse alene med min søn på 11, virker det som om vi har fælles længsler og behov for oplevelser i andre lande.
    Jeg skal afsted i Februar med min søn og da vi kun har ca 13 hele dage, har jeg valgt at begrænse det til en lille trekant af Yucatan halvøen. En anden gang kunne jeg godt tænke mig at komme mere ind i selve hovedlandet.
    Min tanke er (som så mange andre) Isle Mujeres, Knap en uge i Tulum (hvorfra der virker til at være mange små udflugter som Coba, Maya ruiner, Great canote og for sønnens skyld X-hal) og så Isle of Holbox.
    Jeg vil høre om I kan hjælpe med flg:
    Har I nogle råd om regnskovstur evt i nærheden af Tulum?
    Hvilke Maia ruiner også i nærheden af tulum, vi skal vælge? (synes jo at jeres tur til Palaquase lyder fantastisk, men jeg synes transporten bliver for lang)
    Hvilke Cenote vi skal besøge?
    Hvilken rækkefølge råder I til at vælge for vores tre destinationer? Vi lander med fly i Cancun kl 20:30 – kan vi nå at tage færge til Isle Mujeres samme aften eller skal vi tage en enkel overnatning i Cancun?
    Jeg tænker at tulum er vores destination nr 2, spørgsmålet er så om vi skal slutte eller begynde med Isle Mujeres eller med Holbox?
    Ved ikke helt hvilken af de to øer, der er mest at opleve på.
    Ps: er desværre kommet til at sige noget om nogle golfvogne man vist kan køre rundt i på en af øerne, så min søn er ret opsat på at han kan få lov til at styre. Jeg selv foretrækker cykler. På Bali lejede vi cykler i Ubud og scooter på Lembongang, som han fik lov til at prøve på små afsides liggende steder.
    Skal forresten også lige nævnes, at vi elsker at snorkle.
    Nå det var en frygtelig land mail. Jeg håber I har tid og lyst til at komme med en lille kommentar.
    Mange hilsner
    Tine og min søn Theodor

    Svar
    • Alexander & Victoria

      Kære Tine,

      Tak for din kommentar og alle dine pæne ord! Mexico er et fantastisk land at rejse i – det kan I sagtens glæde jer til.

      Vi vil foreslå, at I starter på Isla Mujeres, da I uden problemer kan nå at tage en færge samme aften, som I ankommer. De går helt til midnat.

      Om I så vil til Tulum eller Isla Holbox som det næste, må siges at være et temperamentspørgsmål.

      Begge steder kan byde på både afslapning og aktiviteter, men Holbox indbyder i aller højeste grad til at trække stikket ud. Det ville vi selv have mest lyst til at gøre i slutningen af turen efter noget af energien er brugt i Tulum på at udforske ruiner, cenoter m.m.

      Vi var desværre ikke selv på nogen decideret regnskovstur, men skoven omkring blandt andet Cobá er hjem til masser af spændende arter planter og dyr. Hvis I gerne vil se aber, kan I overveje at besøge Punta Laguna Nature Reserve, der ligger lidt nord for Cobá – ca. en times kørsel fra Tulum.

      Tulum-ruinerne er ret spektakulære i sig selv, så hvis I også besøger Cobá, har I allerede fået nogle rigtig fede ruinoplevelser. Chichen Itza ville være vores næste “ruinvalg” i regionen. Det er en fabelagtig pyramide og et virkelig interessant område.

      Cenoterne tæt på Cobá kan varmt anbefales. Vi besøgte for eksempel Choo-Ha, hvor vi var helt alene dernede, og Tankach-Ha, hvor man kan hoppe ned i vandet fra afsatser på trappen.

      Golfvogne kan lejes på både Holbox og Mujeres. Dog er de langt mere almindelige på Isla Mujeres, hvor der også er mere vej at køre på. Cykler kan lejes på begge øer.

      Fra Isla Mujeres kan det også anbefales at tage en snorkeltur og blandt andet se undervandsmuseumet MUSA.

      Vi håber, at vores råd kan bruges 🙂 Rigtig god tur!

      Svar

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vi sender rejseråd og inspiration, som vi har gjort os umage med - maks én gang om måneden ☀