fbpx

Glendalough i efterårsfarver

Smuk irsk natur blot 60 kilometer fra Dublin
Alexander

Hej, jeg hedder Alexander! I november 2017 tog jeg til Irland med tre venner, men for det meste rejser jeg med Victoria. Læs mere om os her.

Alexander KinnunenHej, jeg hedder Alexander!
I november 2017 tog jeg til Irland med tre venner, men for det meste rejser jeg med Victoria.
Læs mere om os her.

Hvad enten man turnerer hele Irland rundt eller blot er i Dublin over en weekend, skal man unde sig selv et visit til fabelagtige Glendalough.

Naturmæssigt føres man tilbage til den sidste istid, hvor dalen blev formet, og samtidig får man et glimt af livet for flere hundrede år siden, hvor St. Kevin grundlagde bebyggelsen i området.

I dag er Glendalough en af Irlands mest populære turistattraktioner – og med god grund: dalen med de to søer og det oldgamle klosterkompleks byder både på historie, majestætiske udsigter samt vandreture til alle temperamenter.

Og så ligger det endda kun en times kørsel fra hovedstaden.

Hvad er Glendalough?

I Wicklow Mountains National Park ligger dalen Glendalough (Gleann dá Loch – dalen med de to søer) omtrent 60 kilometer syd for Irlands hovedstad Dublin.

Nær den nedre søs bred findes resterne af et klosterkompleks, der menes at være grundlagt i det 5. århundrede af St. Kevin. Den monastiske bebyggelse er en af de vigtigste i Irland, og mange af de andre overlevne bygninger i området stammer fra det 10.-12. århundrede.

Selvom de gamle kristne monumenter er et besøg værd i sig selv, står de blot som en lille historisk introduktion til dalen, der former sig malerisk i baggrunden.

Af to forskellige vandrestier kan man promenere langs bredden af den nedre sø, som leder op til den øvre sø, hvor Glendaloughs mest ikoniske, vilde naturudsigt kan betragtes.

Den øvre sø i Glendalough

Særligt landskabet omkring den øvre sø imponerer de fleste.

Glendalough landskab
Dronebillede Wicklow
Gutterne fra luften
Idylliske Irland
Den nedre sø
Træer i Glendalough

Rejsevideo fra Glendalough

Glendalough er virkelig smukt, og det har jeg forsøgt at indfange i denne rejsevideo derfra.

Vandreture i Glendalough

I Glendaloughs besøgscenter er det muligt at købe en lille bog, der guider til alle vandrestierne i parken. Guiden kortlægger ni markerede ruter i nationalparken – de korte ruter er på få kilometer, og den længste er på 11 kilometer.

Vi gik selv blot af den korteste, Green Road, hvilket tog os til enden af den øvre sø. Ruten er meget tilgængelig med brede, afmærkede stier hele vejen.

Green Road var helt perfekt for os. Turen frem og tilbage tog omkring to timer, og vi fik set og oplevet højdepunkterne omkring de to søer.

Der findes selvfølgelig en pilgrimsrute opkaldt efter St. Kevin (St. Kevin’s Way), hvor man kan følge helgens fodspor ca. 30 kilometer til Glendalough.

Er man til større udfordringer og vil vandre i flere dage, kan man begynde endnu længere sydpå og gå The Wicklow Way; en 131 kilometer lang vandreture, der strækker sig fra Wicklow Mountains National Park hele vejen til Marlay Park, der ligger nær Dublin.

Vandreture i Glendalough
Efterårsfarver
Den øvre sø
Drengene på skovtur
Øvre sø Wicklow
Skoven for bare træer
Efter solnedgang i Glendalough
Dronebillede
Den nedre søs bred

Klosterkomplekset

Det mest berømte vartegn i Glendalough er det 33 meter høje, runde tårn.

Tårnet blev bygget for omtrent 1.000 år siden af munkene i St. Kevins kloster, og det blev både brugt som klokketårn, udkigspost og pejlemærke for pilgrimme.

Man mener desuden, at det også fungerede som et gemmested for munkene, hvis de blev angrebet – blandt andet af vikinger.

Det runde tårn i Glendalough

Det runde tårn i Glendalough.

Kort over Glendalough
Katedralen

Katedralen er bygget af flere omgange mellem det 10. og det 13. århundrede, og det er den største af Glendaloughs i alt syv kirker.

St Kevins kirke
Glendalough kirke

St. Kevins kirke, der blev bygget i det 12. århundrede, bliver også kaldt for St. Kevins køkken, eftersom man har troet at det runde tårn var en skorsten – i virkeligheden har der dog aldrig været noget køkken i kirken.

Buerne

Buerne er Irlands ældste eksempel på en middelalderlig indgang til en monastisk bebyggelse. Den er bygget med sten, der er skåret så præcist, at mørtel ikke har været nødvendigt at anvende.

Rundt kors
Kirkegård

Ved at kombinere det kristne kors med en rund sol kunne man nemmere overbevise hedningerne, som typisk tilbad solen og månen.

Ruiner i Glendalough

De nuværende rester af Glendalough fortæller kun en lille del af hele historien. I storhedstiden omfattede klosteret også flere munkeboliger, gårde, et hospital samt workshops til at skrive og kopiere bøger.

Får i Glendalough

Værd at vide om et besøg til Glendalough

  • Lej en bil og kør ad den sceniske rute fra Dublin til Glendalough. Biler kan lejes direkte fra lufthavnen, eller man kan finde et udlejningsfirma inde i Dublin by. En lille bil koster typisk 40 euro om dagen (ca. 300 kroner).
  • Der er gratis parkering i Glendalough nær besøgscenteret og klosterkomplekset.
  • Indgangen til både nationalparken og klosterkomplekset er ligeledes fri for alle.
  • Medbragt madpakke og vand kan være en god idé. Ellers ligger der en café/restaurant ved besøgscenteret, hvor der også findes toiletfaciliteter.
  • Vandresko er slet ikke nødvendige på de meget tilgængelige stier på Green Road.
  • Besøger man Glendalough i efteråret, kan varmt tøj og en regnjakke dog godt anbefales!

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com, shoppe på Amazon eller tilmelde dig Airbnb.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

Glendalough ved solnedgang

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vi sender rejseråd og inspiration, som vi har gjort os umage med - maks én gang om måneden ☀