fbpx

Dagstur til Vesuv og Pompeji fra Napoli

En guide til at besøge vulkanen og ruinbyen på samme dag
Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alexander og Victoria – to københavnere med uanede mængder af rejselyst, som vi deler ud af her på Nordombord. Læs mere om os her.

Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alexander og Victoria – to københavnere med uanede mængder af rejselyst, som vi gerne deler ud af.
Læs mere om os her.

Den 24. august, 79 e.Kr gik vulkanen Vesuv i udbrud og udslettede den nærliggende by Pompeji. I dag er ruinerne et yndet turistmål, og det er ligeledes populært at kigge ned i krateret på vulkanen, der dengang destruerede byen.

Da vi besøgte Italien i september 2017, brugte vi Napoli som udgangspunkt for en dagstur til både ruinerne og vulkanen. Det kan nemlig sagtens lade sig gøre at opleve Pompeji og se udsigten fra toppen af Vesuv på samme dag. Også uden et dyrt tourselskab.

I denne guide vil vi beskrive, hvor let det kan gøres på egen hånd.

Med toget til Pompeji

Med en cornetto og en kop kaffe i hånden var dagens første stop Pompeji-ruinerne, som ligger ca. 25 kilometer fra Napoli. Det er nemt at tage med Circumvesuviana-toget, som går direkte fra Napoli til ruinerne.

Området åbner klokken 9 om morgenen, og for at opleve Pompeji så turistfrit som muligt, gik vi efter at være ved indgangen lidt før.

Derfor skulle vi tidligt afsted med toget, og vi havde hørt, at de fleste hopper på fra centralstationen i Napoli, hvilket gør det helt umuligt at få en siddeplads. Vi stod på toget fra stationen lige inden, Porta Nolana, og sikrede os på den måde en plads.

Togbilletten kostede 2,8 euro (ca. 21 kroner), og den kunne uden problemer købes ved skranken på stationen.

Flere steder har vi hørt og læst, at man skal passe på sine ting i Circumvesuviana-togene, og at der er mange lommetyve. Vi oplevede dog intet bemærkelsesværdigt, og turen, der tog lidt over en halv time, forløb gnidningsfrit.

Pompei Scavi

Vi stod af toget på stationen Pompei Scavi. Herfra er der ikke mange meter hen til indgangen til det arkæologiske område.

Vi var dog ikke de eneste, der gerne ville ind tidligt. Allerede før åbningstid var omkring 30 mennesker samlet foran indgangen.

Entréprisen er på 13 euro (ca. 98 kroner). Prisen for 18-24 årige EU-borgere er 7,5 euro (ca. 56 kroner), og er man under 18 år, er det ganske gratis. Den første søndag i måneden er det gratis for alle, men vi forestiller os, at der også må være ekstra mange besøgende der.

Porta Nolana

For at få en plads, stod vi på ved Porta Nolana i Napoli.

Pompei Scavi-stationen

Pompei Scavi-stationen, hvor man står af toget.

Pompeji turister indgang

Selv hvis man ankommer inden ruinerne åbner op for besøgende, er man langt fra den eneste. Området er dog så stort, at det ikke føles crowdet om morgenen.

Rundt blandt Pompejis ruiner

Som nogle af de første besøgende inde i ruinbyen, fik vi mulighed for at nyde et par af de største seværdigheder helt alene.

Begynder man ”baglæns”, altså med de seværdigheder, der ligger længst væk, kan man arbejde sig gennem ruinbyen modsat resten og på den måde være heldig at have et par steder for sig selv.

Det er en meget speciel følelse at gå rundt i Pompejis stenbelagte stræder, og selv hvis man som os ikke går vildt meget op i alle de historiske detaljer, er det flot at slentre rundt i ruinområdet i et par timer.

Det kræver ikke meget opfindsomhed at forestille sig, at byen engang i aller højeste grad var levende. Mange af bygningerne er utroligt flot velbevarede med vægmalerier, små fontæner eller baderum, og det var imponerende at stå midt i det store amfiteater.

Charmerende gade

Selv mange hundrede år senere har de brostensbelagte gader i Pompeji bevaret deres italienske charme.

Alex sti
Statue med udsigt
Vic med ruiner
Pompeji og Vesuv
Statue vertikal
Badehus
Fresco
Badehus rød væg
Badehus fresco Pompeji
Teater med turister
Statuer
Statuer i mørke
Pompeji forstenet offer

Nogle af ofrene for det skæbnesvangre vulkanudbrud er bevaret i gips.

Amfiteater

Amfiteateret i Pompeji blev, ligesom resten af byen, begravet af Vesuvs udbrud i år 79. Det blev blandt andet brugt til gladiatorkampe.

2,5 millioner besøgende om året

Der gik ikke lang tid, før store turistgrupper fyldte godt i landskabet. Især så vi mange grupper, hvor folk havde høretelefoner i ørerne, så de alle kunne høre, hvad guiden sagde, samtidigt med at de gik (lettere forvirrede) rundt og kiggede på ruinerne.

Det var ikke synderligt charmerende, men sådan er realiteten ofte, når man besøger turistattraktioner i denne klasse.

Alt i alt er Pompeji dog utvivlsomt et af de mest spændende ruinområder, vi har besøgt.

Turister

Allerede op af formiddagen bliver Pompeji fyldt med mennesker.

Pompeji og Vesuv alene

Hvis man bevæger sig væk fra mængderne, er det stadig muligt at få nogle af de mindre besøgte kroge helt for sig selv.

Med bussen til Vesuv

Efter et par timer inde i Pompeji, var det tid til at tage turen op mod Vesuv.

På den anden side af gaden fra togstationen Pompei Scavi finder man busstoppet, hvor bussen til Vesuv stopper.

Der var mange, der skulle med bussen, og desværre levede køkulturen ikke helt op til, hvad vi er vant til i Danmark. Men vi kom med, og i fuld fart kørte vi ad bugtende veje mod toppen af vulkanen.

Turen tog omtrent 30 minutter og kostede 3,1 euro (ca. 23 kroner) per vej.

Busplan Vesuv

Tidsplan for bussen fra Pompeji til Vesuv og tilbage igen.

Op til vulkankrateret

Billetkontoret er placeret lidt længere nede på bjerget end selve indgangen til Vesuv. Indgangen kostede 10 euro (ca. 75 kroner) per person.

Bussen stopper først ved billetkontoret og kører bagefter hele vejen op. Man kan også gå de sidste meter selv.

Gåturen til vulkanens top er lidt stejl, men det er ikke en svær eller hård rute. Er man i almindelig fin gå-form, tager det omkring en halv time at gå til vulkankrateret.

Selvom vi langt fra var de eneste der besøgte vulkanen den dag, føltes Vesuv ikke overrendt. Der er flere gode udsigtsposter undervejs, og det er også muligt at købe lidt at drikke.

Husk gode sko, solcreme og vand! Den italienske sol kan være barsk i sommermånederne.

For at komme tilbage til Napoli tog vi den samme bus til Pompeji fra Vesuv, og derfra med Circumvesuviana-toget fra Pompeji til Napoli.

Gangsti
Kraterkig

Et kig ned i krateret på Vesuv.

Røg fra Vesuv
Vesuv krater og røg
Udsigt fra toppen

Udsigt over hele Napoli fra toppen af vulkanen.

Vil du vide mere om Napoli?

I vores billedartikel fra Napoli, kan du se gamle borge, originale stenovnspizzaer og masser af stemningsbilleder – og blive endnu mere inspireret til at besøge den sprudlende by.

Fly til Napoli

Flybilletter til Napoli behøver heldigvis ikke at koste en formue, og du kan bruge vores reklamelink (hvad er det?) nedenunder til at finde de billigste billetter:

Find de billigste flybilletter fra København til Napoli på Momondo.

Overnatning i Napoli

Selvom der findes mange overnatningsmuligheder i byen, er hotellerne ikke helt billige. Brug vores reklamelink herunder for at finde de bedste (og billigste) hoteller i Napoli:

Søg efter hoteller i Napoli på Hotels.com ved at klikke her.

Du kan også kigge efter et værelse eller en lejlighed på Airbnb. Hvis du aldrig har prøvet det før, kan vi anbefale at læse vores komplette guide til Airbnb for nybegyndere.

Vi håber, at du kunne bruge vores artikel!

Skriv endelig til os i kommentarerne nedenunder, hvis du har nogle spørgsmål – så gør vi vores bedste for at besvare dem hurtigst muligt.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vi sender rejseråd og inspiration, som vi har gjort os umage med - maks én gang om måneden ☀