fbpx

Rejseguide til Bergamo: Alt hvad du skal vide om at besøge den hyggelige historiske bydel

Hvad man skal lave i charmerende Bergamo, hvor man skal bo og vores bedste rejsetips
Alexander & VictoriaHej! Vi er Alexander og Victoria – to københavnere med uanede mængder af rejselyst, som vi deler ud af her på Nordombord. Læs mere om os her.

Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere.

Som en del af en tur rundt i det nordlige Italien, boede vi en nat i Bergamo, inden vi drog videre mod Milano.

Før vi tog afsted, var vi i tvivl om Bergamo ville være et besøg værd. Men fra vi ankom, gik der ikke længe før vi stod med en is i hånden og al tvivl var borte.

Bergamo er meget charmerende, og man kan sagtens bruge en dag eller to på at udforske de gamle gader og spise autentiske, italienske måltider i smukke omgivelser.

Hvorfor besøge Bergamo?

Bergamo er en smuk by med ca. 120.000 indbyggere beliggende ved foden af Alperne i den italienske region Lombardiet.

Blot få minutters gang fra shopping og caféliv i det moderne Bergamo, kan man træde indenfor portene til Bergamos middelalderlige by, Città Alta, der har kringlede gader og en bjergtagende udsigt over det smukke landskab.

Bergamos identitet er delt i to; og heri ligger også den bedste grund til at besøge byen. Der er byliv med offentlig transport og indkøbsmuligheder helt tæt på stille lokalt liv med charmerende gåture og romantiske restauranter.

Og selvom interessen for at besøge Bergamo stiger, er det stadig muligt at få nogle af de gamle gader helt for sig selv.

Her ses den gamle bydel Città Alta nede fra Città Bassa.

Città Bassa – den nedre bydel

Città Bassa er den nye, moderne del af Bergamo, hvor det meste forretningsliv foregår.

Bergamos primære attraktion er byens gamle bydel, Città Alta, men Città Bassa kan faktisk selvstændigt konkurrere med mange af Italiens andre hyggelige byer.

Man møder ikke mange turister, når man slentrer rundt mellem de mange farvede huse, caféer og små pladser, og hvis man bliver træt af at gå på opdagelse, kan man shoppe velkendte mærkevarer på byens gågade.

Leder man efter god italiensk is, skal man ikke gå langt fra togstationen. På den brede gade Viale Papa Giovanni ligger der flere gode gelateriaer.

Økologiske Grom kan virkelig anbefales. Udvalget er stort, og isen er eksemplarisk italiensk med cremet konsistens og stor smagsdybde. Prøv også Biogelato, der serverer lækre biodynamiske is i både klassiske, veganske og glutenfri versioner.

På Papa Giovanni ligger der mange andre caféer og restauranter samt den fine kirke Santa Maria Immacolata delle Grazie.

Fortsætter man af vejen, når man Bergamos gamle bydel Città Alta efter ca. 2 kilometer.

Victoria nyder økologisk is fra Grom på Viale Papa Giovanni.

Livet foregår på stille manér i Bergamos nedre bydel.

En nonne har taget plads i den flotte kirke Basilica di Sant’Alessandro in Colonna.

Città Alta – den øvre bydel

Città Alta er det historiske centrum, der ligger forhøjet over resten af byen omkranset af en venetiansk mur fra 1600-tallet. Den gamle mur er mere end seks kilometer lang, og den gav Bergamo en plads på Unescos verdensarvsliste i juli 2017.

Città Alta kan både nås via bil, kabelbane og (mange!) trapper.

Turen er stejl, men belønningen ved at nå toppen til fods er stor. Efter trapperne fortsætter man af den stenbelagte Sant’Alessandro mod Città Altas port, og gåturen føles som en bro mellem det nye og det gamle Bergamo. Undervejs kan man nyde den fantastiske udsigt over byen.

Der er heldigvis masser af skygge på turen op til Bergamos øvre bydel.

Udsigten fra toppen over Città Bassa.

Inde i Città Alta

Når man først er inde i Città Alta, leder hovedgaden gennem smalle stræder til smukke Piazza Vecchia. Pladsen anses for at være byens hjerte, og selvom priserne for mad og drikke er skruet en ekstra tand op, er den alligevel et must at opleve. Toppen i det 52 meter høje tårn Campanone kan nås til fods eller med elevator.

Resten af Città Alta skal opleves ved blot at forsøge at fare vild. De små gyder er skønne steder at fortabe sig i den gamle italienske arkitektur, og man skal ikke langt fra hovedgaden for at få dele af den gamle by helt for sig selv.

Pittoreske Piazza Vecchia. Pladsen transformeres hvert år til en grøn legeplads for landskabsarkitekter i et par uger i sensommeren.

Far vild i de smalle gader i den gamle bydel.

Uden for murene

Efter at have promeneret alle den gamle bys små gader tynde, er det oplagt at bevæge sig uden for murene.

Stort set hele vejen rundt om Città Alta kan man gå langs fortovet med direkte panoramaudsigt til de omkringliggende landskaber.

Hvis skønheden tager pusten fra en, er der mange bænke undervejs til at sætte sig og få vejret, og hvis man har en lille mønt, kan man smide den i en af de store kikkerter og se fjerne detaljer.

Det er svært ikke at blive draget af landskabet, der omkranser Bergamos gamle bydel.

Vi spiste aftensmad på Ristorante Pizzeria San Vigilio, som ligger lidt højere end den gamle by.

Der er en lille gåtur derop, men det er bestemt det værd. Restauranten har en fantastisk romantisk udsigt – og super lækre pizzaer!

På vej til Ristorante Pizzeria San Vigilio er der god udsigt over Bergamo.

Bakkerne bugter sig så langt øjet rækker fra restaurantens hyggelige terasser.

Transport til og fra Bergamo

Fly til Bergamo

Lufthavnen i Bergamo hedder Aeroporto Orio al Serio, og der er forbindelser til adskillige europæiske destinationer, herunder København, hvor lavprisselskabet Ryanair flyver direkte.

For det meste kaldes lufthavnen for Milano, Milan Bergamo eller Milan BGY i stedet for Bergamo, da de fleste tager fra lufthavnen til den populære storby med det samme.

Klik her for at søge efter de billigste billetter til Milano (og Bergamo) på Momondo (reklamelink).

Sørg for kun at søge på Milano, Bergamo (BGY), hvis du vil til lufthavnen i Bergamo – ellers søges der på alle lufthavne nær Milano.

Med bus til og fra Bergamos lufthavn

Det er billigt og nemt at tage fra Bergamos lufthavn til centrum af Milano med Terravision-busser. En enkelt busbillet koster 5 euro (37,5 kroner), mens en returbillet koster 9 euro (67,5 kroner), og omkring en time senere er man ved Milanos hovedbanegård, Milan Stazione Centrale.

Fra lufthavnen går der også shuttlebusser til togstationen i Bergamo, der ligger i den sydøstlige del af byen. Det er denne bus man tager for at komme ind til Bergamo by.

Togforbindelser i Bergamo

Fra Bergamos togstation går der togforbindelser til Milano, Como, Verona, Bologna, Venedig og mange andre norditalienske byer.

I denne artikel kan du læse vores 5 grunde til at besøge Milano – men Bergamo er helt sikkert også et godt udgangspunkt for andre skønne byer i Norditalien.

Overnatning i Bergamo

Da vi besøgte Bergamo, lejede vi en lille lejlighed gennem Airbnb.

Hvis du ikke har prøvet at bruge Airbnb før, kan vi hjælpe dig godt i gang i denne komplette guide for nybegyndere.

Vil du hellere bo på hotel? I Bergamo findes der både bed & breakfasts, kroer, lejligheder og hoteller med forskellige antal stjerner. Du kan finde dem alle sammen ved at bruge vores reklamelink herunder:

Søg efter de bedste hotel-tilbud i Bergamo på Hotels.com.

Kort

Find de spisesteder og seværdigheder vi har skrevet om i artiklen på kortet herunder. Klik på ikonet øverst til venstre for at se en oversigt.

Vi håber, at du kunne bruge vores artikel!

Skriv endelig til os i kommentarerne nedenunder, hvis du har nogle spørgsmål – så gør vi vores bedste for at besvare dem hurtigst muligt.

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak, og god tur til Norditalien!

2 Kommentarer

  1. Lene

    Hej fin story i laver

    Jeg skal med drengene på fodboldtur, men tænker jeg vil shoppe imens
    Hvilke gader er bedst

    Svar
    • Alexander & Victoria

      Tak Lene! Der er flere gader i bymidten med shopping, men gågaden Via XX Settembre er nok det sikreste bud 🙂

      Svar

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡