Rejseguide til Garmisch-Partenkirchen: 25 bedste oplevelser & seværdigheder
Alt hvad du skal vide om den bayerske alpeby, inklusiv hvad man skal lave, hvor man skal bo, hvad man skal spise og vores bedste tipsHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Et paradis for bjergelskere
Der er ingen vej udenom, at Garmisch-Partenkirchen i Bayern er det bedste sted i Tyskland, hvis du kan lide bjerge.
I denne mellemstore sydtyske alpeby er du bogstaveligt talt omgivet af dem.
Selv hvis du ikke har planer om at vandre hele vejen op til toppen for at få den fantastiske udsigt, som bjergene byder på, kan du godt glæde dig, for der er mere end en håndfuld kabelbaner, der kan tage dig op til de vildeste udsigter, uden du behøver at svede.
For de sporty og eventyrlystne er der masser af aktiviteter. Du finder blandt andet et enormt netværk af stier omkring Garmisch-Partenkirchen og et aktivt fællesskab af udendørsentusiaster hele året rundt.
Når solen skinner, er der helt perfekt til vandring, og om vinteren anses byen for at være et af de absolut bedste steder i Tyskland til at stå på ski.
Vi har besøgt Garmisch-Partenkirchen tre gange, og vi er ret så begejstrede for den bayerske by. Det tror vi også, du kan blive!
I denne rejseguide til Garmisch-Partenkirchen deler vi vores bedste tips til oplevelser og seværdigheder både sommer og vinter, hvor man skal bo, hvor længe man bør blive, hvor man skal spise, hvordan man kommer rundt og meget mere.
Hvor skal man bo i Garmisch-Partenkirchen?
- Budget: Atlas Sporthotel.
- Værdi for pengene: Biohotel Garmischer Hof eller Hotel Zugspitze.
- Luksus: Bader Suites – Luksuslejligheder.
Søg efter de bedste og billigste hoteller i Garmisch-Partenkirchen her.
Indholdsfortegnelse:
- Hvorfor skal man besøge Garmisch-Partenkirchen?
- Hvor skal man bo i Garmisch-Partenkirchen?
- De 25 bedste oplevelser og seværdigheder i Garmisch-Partenkirchen
- Garmisch-Partenkirchen rejseplan
- Hvor længe skal man blive i Garmisch-Partenkirchen?
- Hvor skal man spise i Garmisch-Partenkirchen?
- Sådan kommer man rundt i Garmisch-Partenkirchen
- Sådan kommer man til Garmisch-Partenkirchen
- Hvornår skal man besøge Garmisch-Partenkirchen?
- Hvad skal man medbringe til Garmisch-Partenkirchen?
Hvorfor skal man besøge Garmisch-Partenkirchen?
Nogle af de bedste oplevelser og attraktioner i eller omkring Garmisch-Partenkirchen kan ret nemt besøges som dagsture fra nærliggende München. Så hvorfor skal man blive i byen?
Svaret er ret simpelt.
Der er så meget at lave i Garmisch-Partenkirchen.
Man vil aldrig kunne nå det hele på en dag. Vi er ikke engang sikre på, at en weekend kan gøre det, men det er selvfølgelig helt op til dig og dine behov.
Første gang vi rejste til Garmisch-Partenkirchen (oktober 2020), brugte vi en uge i byen, og anden gang havde vi seks dage (juni 2021). Vi har sidenhen været der en tredje gang (marts 2022), hvor vi boede der i halvanden uge og havde en dejlig hverdag med en blanding af arbejde og ture ud i den skønne omkringliggende natur.
Garmisch-Partenkirchen er den perfekte base for eventyr i regionen.
Selv hvis du ikke er så pjattet med at bestige bjerge (hvad enten det er til fods eller med kabelbane), er der stadig masser af søer, slotte og andre utrolige seværdigheder at udforske.
Turismen fylder naturligvis ret meget, men GaPa er stor nok i sin egen ret til også at føles som en rigtig by.
Folk bor her faktisk hele året, og det er fantastisk, for det betyder, at butikker og restauranter skal overleve på langsigtet kvalitet og ikke kun på kortvarig turisttilstrømning.
Alt hvad du skal vide om den tyrolske hovedstad, inklusiv hvad man skal lave, hvor man skal bo, hvad man skal spise og vores bedste tips
Læs mereSelve byen
Som navnet antyder, var Garmisch-Partenkirchen oprindeligt to byer: Garmisch i vest og Partenkirchen i øst.
I dag er de smeltet sammen til én, men forskellene mellem dem er stadig synlige, hvis man lægger mærke til det.
Vi har brugt det meste af vores tid i “Garmisch”-delen af byen og synes, der er rigtig hyggeligt.
Mange gamle bygninger er stadig intakte, og der er lidt en landsbystemning på trods af, at det er hjemsted for mere end 25.000 mennesker. Partenkirchen er også meget flot.
Garmisch-Partenkirchen er let at opleve til fods, og man kan ikke andet end at elske bjergudsigterne i alle retninger.
Kort
Garmisch-Partenkirchen ligger omkring 700 meter over havets overflade i det helt sydlige Tyskland ~90 kilometer sydvest for München, som er hovedstaden og den mest folkerige by i Bayern.
Hvor skal man bo i Garmisch-Partenkirchen?
Hotelmulighederne i Garmisch-Partenkirchen er rigtig gode. Det er ikke det billigste sted at bo, men det giver mening, at det koster lidt at være i det, der nok er den smukkeste del af Tyskland.
Vores bedste tip er at bo et sted, der er centralt nok til, at du kan være i gåafstand til de fleste af restauranterne.
Holder du dig lidt uden for byen, er det selvfølgelig muligt at køre ind, men parkering er begrænset, især i højsæsonen.
At bo i gåafstand til byens centrum vil sandsynligvis spare dig tid og penge nok til at kompensere for den højere pris (på nær hvis du planlægger selv at tilberede alle dine måltider i din bolig).
Herunder giver vi vores bud på de bedste hoteller i forskellige prisklasser.
Søg efter de bedste og billigste hoteller i Garmisch-Partenkirchen her (reklamelink).
Luksus
Bader Suites – Luksuslejligheder
Bader Suites’ lejligheder har alt, hvad du har brug for til et perfekt ophold i Garmisch-Partenkirchen.
Hvis du kan lide at lave mad hjemme vil du elske det veludstyrede køkken. Sofaerne er dejlige at slappe af i efter lange dage i naturen (måske mens du ser Netflix på smart TV’et). Og her er masser af plads både indendørs og udendørs til at nyde Garmisch-Partenkirchens ro.
Der er hurtigt wifi, der er et skrivebord og vinduerne er stort set lydisolerede, hvilket gør det nemt at deltage i videosamtaler uden forstyrrelser.
Parkering i den underjordiske garage er gratis, men uanset om du tager bilen eller ej, er alt tæt på Bader Suites; byen mod nord og bjergene lige omkring dig.
Vi elskede virkelig at bo her i mere end en uge, og vi tror, at du vil have det på samme måde.
P.S. Det er muligt at medbringe sin hund til Bader Suites mod et lille ekstra gebyr. Så sødt.
Se priser og ledighed hos Bader Suites her (reklamelink).
Hyperion Hotel (H+ Hotel Alpina)
Som det eneste 5-stjernede hotel i Garmisch-Partenkirchen, er Hyperion Hotel det bedste sted, hvis du drømmer om at bo luksuriøst i Garmisch-Partenkirchen. Værelserne på hotellet er moderne og lyse.
Der er en opvarmet indendørs pool og spa-faciliteter såsom en finsk sauna og et romersk dampbad, så man kan blive varmet op på kolde dage.
Hotellets egen restaurant, Kaminzimmer, byder på klassiske bayerske retter.
Om vinteren brænder ilden i pejsen, og om sommeren er det muligt at nyde solen udenfor på terrassen.
Se priser og ledighed hos Hyperion Hotel her (reklamelink).
Værdi for pengene
Biohotel Garmischer Hof
Anden gang vi besøgte Garmisch-Partenkirchen, boede vi på Biohotel Garmischer Hof, og vi elskede virkelig vores ophold.
Restauranten er en af byens bedste muligheder for god vegansk og vegetarisk mad, og den økologiske morgenmadsbuffet er fyldt med lækre, sunde madvarer.
Der er også et spa- og wellnesscenter, der tilbyder masser af muligheder for afslapning efter lange dage med at udforske det omkringliggende område.
Placeringen i hjertet af Garmisch-Partenkirchen er også bare genial.
Se priser og ledighed hos Biohotel Garmischer Hof her (reklamelink).
Hotel Zugspitze
Vi boede på Hotel Zugspitze i tre nætter, da vi besøgte Garmisch-Partenkirchen første gang, og vi nød virkelig vores rummelige værelse, spaen, fitnessrummet og den perfekte beliggenhed.
Parkering er gratis på gaden lige over for hotellet, og der er også en stor (betalt) garage, så du altid kan parkere din bil i nærheden.
Se priser og ledighed hos Hotel Zugspitze (reklamelink).
Budget
Atlas Sporthotel
Atlas Sporthotel er en af de billigste muligheder for dobbeltværelser i Garmisch-Partenkirchen.
Det er beliggende i den østlige del af byen kun 10 minutters gang fra det olympiske skihop.
Værelserne har eget badeværelse, gratis wifi og gratis parkering.
Se priser og ledighed hos Atlas Sporthotel (reklamelink).
De 25 bedste oplevelser og seværdigheder i Garmisch-Partenkirchen
Som vi tidligere har hintet til, er der masser af fantastiske ting at lave i Garmisch-Partenkirchen.
Vi har besøgt Garmisch-Partenkirchen tre gange: I oktober 2020, i juni 2021 og i marts 2022. Så vi har set byen i stort set alle sæsoner – og gjort vores bedste for at opleve de bedste seværdigheder.
Fortæl os endelig, hvad vi har misset i kommentarerne – for vi tager gerne tilbage!
Her er de 25 bedste oplevelser og seværdigheder i Garmisch-Partenkirchen:
- Besøg Zugspitze, Tysklands højeste bjerg
- Gå rundt om søen Eibsee og nyd den magiske udsigt
- Få et nyt perspektiv fra toppen af Alpspitze
- Gå gennem den fantastiske Partnachklamm
- Se det olympiske skihop
- Se de ikoniske udsigter ved Geroldsee og Barmsee
- Besøg Grainau og den smukke kirke
- Gå en tur rundt om Riesersee
- Besøg den gamle by i Mittenwald
- Oplev den episke Höllentalklamm
- Få adrenalin i kroppen på en canyoning-tur
- Tag en dagstur til Neuschwanstein Slot
- Ikonisk engudsigt på Hammersbacher Fußweg
- Stå på ski ned ad pisterne på Zugspitze
- Prøv langrendsski
- Slap af i Kurparken
- Spot alle vægmalerierne (Lüftlmalerei) i byen
- Gå ned ad Ludwigstraße i Partenkirchen
- Besøg den charmerende kirkeby Wamberg
- GaPa-udsigt fra Kriegergedächtniskapelle
- Måb over de kongelige udsigter fra Königstand over byen
- Nyd søudsigten ved Pflegersee
- Opdag Werdenfels Slot-ruinerne
- Vandretur på Wank-bjerget
- Tag på en dagsudflugt til München
1. Besøg Zugspitze, Tysklands højeste bjerg
Hvis det ikke er overskyet (hvilket det uden tvivl vil være nogle gange), er Zugspitze let at få øje på fra Garmisch-Partenkirchen – og endda fra München på klare dage.
Selvom det “kun” er 2.962 meter højt (hvilket ikke er så højt i alpine standarder), er Zugspitze fantastisk.
Og er det ikke ret sejt at stå på det højeste punkt i Tyskland?
Det, der gør Zugspitze så specielt, er, at du har frit udsyn i alle retninger – også mod Østrig, hvor de bjergrige landskaber fortsætter så langt øjet rækker.
Det er heldigvis nemt at komme derop med den moderne kabelbane.
I vores engelske rejseguide til Zugspitze kan du se mange flere billeder, læse mere om bjerget, og så har vi samlet alle de praktiske oplysninger, så du nemt kan planlægge dit besøg.
Alt hvad du skal vide om Harzen, inklusiv hvad man skal lave, hvor man skal bo og vores bedste tips
Læs mere2. Gå rundt om søen Eibsee og nyd den magiske udsigt
Søen Eibsee må være den smukkeste sø i Bayern, hvis ikke i hele Tyskland.
Det er uden tvivl en af de smukkeste søer, vi nogensinde har set!
Når vandet er stille, er refleksionerne fra Zugspitze og bjergene ved siden af utrolige.
Farven på vandet er sindssyg, der er små øer i søen, og tilføjer du så efterårsbladene… Perfektion!
Eibsee-søen er oplagt at besøge før eller efter en tur med Zugspitze-kabelbanen. Men selv hvis du ikke tager til toppen af Zugspitze, skal du unde dig at gå en tur rundt om Eibsee.
I vores engelske rejseguide til søen Eibsee får du alle vores bedste tips (og masser af billeder af den magiske sø).
3. Få et nyt perspektiv fra toppen af Alpspitze
Alpspitze er et af de andre bjerge, du kan tage en kabelbane til i Garmisch-Partenkirchen.
Udsigten deroppefra er helt anderledes end fra Zugspitze.
Du kan ikke se over de andre bjergkæder, men man kan se over Garmisch-Partenkirchen og bjergene omkring dalen. At besøge AlpspiX skywalk er også super fedt.
Alt hvad du skal vide om kør-selv-ferie i Slesvig-Holsten, inklusiv hvad man skal lave, hvor man skal bo og vores bedste tips
Læs mere4. Gå gennem den fantastiske Partnachklamm
At besøge kløften Partnachklamm (Partnach-kløften på dansk) er en af de mest populære aktiviteter i Garmisch-Partenkirchen.
Og at vandre her føles som et sandt eventyr.
Partnachklamm er en kløft, som er blevet skabt af en strøm, der skærer gennem bjerget. Det er ret vildt at tænke på, at vand kan skære gennem faste sten på den måde. Det tager selvfølgelig lidt tid, men resultatet taler for sig selv!
Partnach-kløften er 702 meter lang og op til 80 meter dyb.
Vi var forbløffede over de konstant skiftende udsigter og kunne ikke få øjnene væk fra vandets azurblå farve.
Du kan se flere billeder af vandreturen samt læse om alt det, der er godt at vide, inden du går gennem kløften i vores engelske rejseguide til Partnachklamm.
5. Se det olympiske skihop
Garmisch-Partenkirchen er hjemsted for et berømt olympisk skihop.
Det er nemlig stedet for nytårs-skihop, som du sandsynligvis ser den 1. januar hvert år.
Vi så det olympiske skihop, da vi gik fra parkeringspladsen til indgangen til Partnachklamm, og det er ganske gratis at besøge arenaen.
Hvis du er interesseret i at lære mere om, hvordan man flyver mere end hundrede meter gennem luften med ski spændt på fødderne, er der guidede ture.
6. Se de ikoniske udsigter ved Geroldsee og Barmsee
Geroldsee er en lille sø øst for Garmisch-Partenkirchen kendt for sine drømmende alpine udsigter.
Barmsee ligger lige ved siden af, og en vandretur mellem og omkring søerne er en dejlig ikke-anstrengende aktivitet.
Om vinteren er det populært at stå på ski her.
Alt hvad du skal vide om Sild (Sylt), inklusiv hvad man skal lave, hvor man skal bo på øen og vores bedste rejsetips
Læs mere7. Besøg Grainau og den smukke kirke
Grainau er en lille by beliggende få kilometer vest for Garmisch-Partenkirchen.
At gå rundt her (for eksempel på vej til eller fra Eibsee og Zugspitze) kan være en hyggelig oplevelse. Gaderne er stille, og det hele er meget idyllisk.
Grainau er især berømt for St. Johannes-kirken, der har en imponerende bjergudsigt bag sig.
Alt hvad du skal vide om Berlin, inklusiv hvad man skal lave, hvor man skal bo og vores bedste tips
Læs mere8. Gå en tur rundt om Riesersee
Vi besøgte søen Riesersee på en overskyet dag, men uanset vejret er det afslappende at vandre rundt i området.
Når vejret er klart, kan man se bjergene spejle sig i søen.
Det er muligt at komme dertil direkte fra byen ved at krydse togskinnerne og følge en sti op til søen.
9. Besøg den gamle by i Mittenwald
Den lille by Mittenwald ligger kun 20 minutters kørsel øst for Garmisch-Partenkirchen og er et must-visit, hvis du nyder eventyrlige byer omgivet af majestætiske tinder.
Kernen i Mittenwald er Alstadt (den gamle bydel), som er det perfekte sted at gå en tur på de brostensbelagte gader og nyde den fortryllende atmosfære.
Præcis som i GaPa er mange af husene her udsmykket med vægmalerier (Lüftlmalerei).
10. Oplev den episke Höllentalklamm
Hvis du skal til Garmisch-Partenkirchen har du sikkert hørt om Partnachklamm-kløften. Men har du hørt om Höllentalklamm-kløften?
Beliggende kun et par kilometer vest for Partnachklamm findes Höllentalklamm, der har langt færre besøgende, men giver en tilsvarende episk oplevelse.
At vandre til starten af Höllentalklamm er lidt stejlere, og det tager omkring en time fra parkeringspladsen med 250 højdemeter. Selve turen er smuk, og man går langs floden på en dejlig skovsti.
Selve kløften er selvfølgelig hovedattraktionen. Ligesom ved Partnachklamm går du på en smal sti skåret ind i bjerget – nogle gange i tunneler og nogle gange over broer.
Ved siden af og under dig skærer den klare flod sig dybt ind i klippen og brøler voldsomt.
Gåturen gennem Höllentalklamm tager omkring 30 minutter. Når du er færdig, kan du enten vende om og opleve det hele fra den modsatte retning eller fortsætte og tage på en lang vandretur over Hupfleitenjoch til Kreuzeck.
Höllentalklamm er kun åben, når det er snefrit – hvilket normalt betyder, at der er åbent fra maj til slutningen af oktober.
Prisen for voksne er 5 euro (ca. 37,5 kr.), og det koster 2 euro (ca. 15 kr.) for børn i alderen 7-17, mens det er gratis for dem, der er yngre.
En rejsedagbog fra et par fine sommerdage i den nordligste del af Tyskland
Læs mere10. Få adrenalin i kroppen på en canyoning-tur
På vores andet besøg i Garmisch-Partenkirchen tog vi på canyoning-tur med Canyoningtour.de.
Helt kort fortalt handler canyoning om at komme ned ad stejle bjergfloder ved enten at rappelle, hoppe eller glide.
Vi skal være helt ærlige: canyoning er ikke for sarte sjæle.
Du behøver ikke at være en adrenalin-junkie… Men det vil helt sikkert hjælpe!
For det er en ret vild oplevelse – som selvfølgelig er sikker, når du er i hænderne på professionelle.
Vi følte os helt trygge og havde det virkelig sjovt på turen.
Du kan læse om vores canyoning-tur på engelsk her.
12. Tag på en dagstur til Neuschwanstein Slot
Neuschwanstein Slot er et palads fra det 19. århundrede bygget for kong Ludwig II af Bayern.
Det prangende ydre design er mildest talt ikonisk, og det er blevet brugt i flere film og har blandt andet inspireret Walt Disneys slot i Tornerose.
At besøge Neuschwanstein er ekstremt populært, og der er omkring 1,5 millioner besøgende om året. Hvis du ønsker at komme ind på slottet, kan det anbefales at bestille en rundvisning i god tid.
Uden billet kan du stadig gå op til hovedindgangen og se slottet på nært hold.
Neuschwanstein Slot ligger omkring en times kørsel vest for Garmisch-Partenkirchen og er derfor ret let at komme til på en dagstur.
Alt hvad du skal vide om Dresden, inklusiv hvad man skal lave, hvor man skal bo og vores bedste tips
Læs mere13. Ikonisk engudsigt på Hammersbacher Fußweg
For at opleve nogle af de mest ikoniske bjergudsigter i GaPa skal du gå ned ad Hammersbacher Fußweg.
Det er en meget afslappet vandretur uden nogle væsentlige højdeforskelle.
Det tager cirka 30 minutter (turen er på 2,6 kilometer) at gå hele vejen til Hammersbach fra Garmisch-Partenkirchen, og undervejs vil du helt sikkert føle dig meget lille, når den imponerende Wetterstein-bjergkæde (inklusive Zugspitze!) kommer tættere og tættere på.
Sådan finder du Hammersbacher Fußweg
Stien går gennem den store eng, der starter omkring hjørnet af St.-Martin-straße og Rießerseestraße i den sydvestlige del af byen. Når du er der, skal du finde stien, der skærer diagonalt gennem englandskabet.
Den “officiele start” er lige ved Katzensteinstraße.
14. Stå på ski ned ad pisterne på Zugspitze
Hvor fedt er det ikke, at man kan stå på ski ned ad Tysklands højeste bjerg?
Zugspitze har et ret veludviklet skiområde med 20 kilometers snesikre pister, der er velegnede til begyndere såvel som mere øvede skiløbere.
På grund af sin høje beliggenhed (ca. 2.700 meter over havets overflade) har Zugspitze en meget lang skisæson, der ofte begynder i december og først slutter i maj.
Hvis du ikke er interesseret i alpint skiløb, er det også muligt at leje kælke og slæder til kælkning ned ad Zugspitze.
Du kan enten nå skiområdet med Seilbahn til toppen af Zugspitze og derefter tage Gletcherbahn ned til skiområdet eller tage direkte dertil med Zugspitzbahn.
Hvis du vil have endnu flere muligheder for alpint skiløb (inklusive nogle virkelig stejle pister!), så tjek også skimulighederne ved Hausberg og Kreuzeck ud.
Læs mere om at stå på ski på Zugspitze (inklusive priser) på den officielle hjemmeside her eller se webcams her for opdaterede oplysninger om forholdene.
15. Prøv langrendsski
At stå på langrend (kaldet “langluafen” på tysk) i Garmisch-Partenkirchen tilbyder en forfriskende måde at udforske de smukke vinterlandskaber på.
Vi prøvede det to gange og elskede det!
Kaltenbrunn er et af de tætteste steder på byen, hvor man kan stå på langrend.
Her kan man både finde spor for begyndere og eksperter – herunder et spor til biathlon-træning (en kombination af langrend og riffelskydning).
Vi besøgte også sporene omkring Krün og Barmsee længere mod øst.
Langrendssporene i Garmisch-Partenkirchen strækker sig over i alt 28 kilometers præparerede spor, som alle kan nydes gratis.
Vi lejede langrendudstyr fra Skischule Sprenzel.
16. Slap af i Kurparken
Når man går tur ned ad Am Kurpark-gågaden i Garmisch-Partenkirchen, er det umuligt at overse den centralt beliggende Michael-Ende-Kurpark.
Michael Ende, der er født i Garmisch-Partenkirchen, er bedst kendt for sine roste børnebøger, herunder “Den Uendelige Historie” og “Momo“.
Selv hvis du ikke er bekendt med Endes værker, vil du blive fortryllet af parkens skøre detaljer, såsom den gigantiske skulptur af skildpadden Morla fra “Den Uendelige Historie”, som børn kan klatre på, eller de talrige andre små påfund, der er spredt rundt omkring.
I sommermånederne er der forskellige arrangementer og koncerter i parken.
17. Spot alle vægmalerierne (Lüftlmalerei) i byen
Du kan ikke gå rundt i GaPa særligt længe, før du lægger mærke til de malede huse.
Vægmalerierne, kendt som “Lüftlmalerei” på tysk, er en traditionel malestil, der stammer fra Bayern.
De intrikate og farverige designs skildrer ofte scener fra lokal historie, religion, folkeeventyr og dagligdagsliv.
Nogle vægmalerier ser meget traditionelle ud, mens andre virker mere moderne (som ishockeyspilleren!).
Hvor mange Lüftlmalerei kan du spotte i alt?
18. Gå ned ad Ludwigstraße i Partenkirchen
Ludwigstraße er hovedgaden og hjertet i Partenkirchen (den østlige del af Garmisch-Partenkirchen); en charmerende historisk bydel, der udstråler traditionel bayersk charme.
Da vi gik ned ad Ludwigstraße, blev vi mødt af maleriske bygninger med farverige facader, hyggelige butikker, der sælger lokale håndværk og souvenirs, samt hyggelige caféer og restauranter.
Vi kan anbefale, at man kan kombinerer sit besøg på Ludwigstraße med en vandretur i området omkring Wank-bjerget. Her er gode stier og fine udsigter over både Garmisch og Partenkirchen.
19. Besøg den charmerende kirkeby Wamberg
Beliggende cirka 1.000 meter over havets overflade er Wamberg en af de højest beliggende landsbyer i landet.
Arkitekturen er landlig og meget traditionel. Udsigten mod kirken er ikonisk med de imponerende Alpenspitze- og Zugspitze-toppe i baggrunden.
Kun omkring 30 mennesker bor i Wamberg. Da vi besøgte landsbyen, virkede det som om, at tallet kunne være endnu lavere. Men vi mødte nogle få børn, som sandsynligvis har en meget anderledes hverdag end deres jævnaldrende nede i GaPa.
Vi vandrede op til Wamberg fra hospitalet “Klinikum Garmisch-Partenkirchen”. Det er cirka 5,5 kilometer hver vej med en højdeforskel på 550 meter. Det er også muligt at starte ved Eckbauernbahn svævebanen.
20. GaPa-udsigt fra Kriegergedächtniskapelle
En af de mest belønnende vandreture i GaPa er turen op til det lille Kriegergedächtniskapelle.
Kapellet ligger på et ryddet græsområde, hvorfra man kan nyde den fantastiske udsigt mod syd over både byen og de imponerende bjerge.
Det er også det perfekte sted at nyde en picnic i solen.
21. Måb over de kongelige udsigter fra Königstand over byen
Nogle af de mest imponerende udsigter over Garmisch-Partenkirchen og bjergene mod syd kan findes ved Königstand.
Udsigtspunktet ligger cirka 700 meter over byen, så det kræver lidt mod og benkræfter at komme hele vejen derop. Vandreturen er 4-5 kilometer hver vej.
Her er placeringen på Google Maps.
22. Nyd søudsigten ved Pflegersee
Beliggende lige ved den imponerende Königstand-bjergkæde er Pflegersee-søen et populært udflugtsmål for lokalbefolkningen i Garmisch-Partenkirchen, især i weekenderne.
Efter en vandretur herop er det svært at modstå at tage en pause og nyde udsigten over søen fra Berggasthof Pflegersee-hytten, der er åben året rundt.
23. Opdag Werdenfels Slot-ruinerne
Werdenfels-slottet blev sandsynligvis bygget et sted mellem år 1180 og 1230, og dets historie er ikke så velkendt.
I dag er slottet mere eller mindre en ruin, men det er stadig en meget interessant og ikke alt for svær udflugt fra Garmisch-Partenkirchen.
Stierne er ret godt skiltet, så det er nemt at finde Werdenfels-slottet.
24. Vandretur på Wank-bjerget
Et af de bedste steder at vandre (eller løbe) i det østlige Garmisch-Partenkirchen er ved foden af Wank-bjerget.
Her finder du masser af rolige stier i skoven, hvor nogle af dem har vidunderlig udsigt over byen og de omkringliggende bjerge.
For de mere eventyrlystne er det også muligt at vandre op til Wank-bjergets top (beliggende 1.780 meter over havets overflade).
Den runde top bliver ofte kaldt GaPas “solbalkon” på grund af sin solrige position i dalen.
Det er også muligt at tage svævebanen direkte til Wank-bjergets top fra Garmisch-Partenkirchen.
25. Tag på en dagsudflugt til München
München er hovedstaden i delstaten Bayern (hvor Garmisch-Partenkirchen ligger) og er Tysklands tredjestørste by.
Heldigvis er der kun en lille times kørsel fra Garmisch-Partenkirchen dertil!
Vi boede i München i et par dage, da der er masser af spændende ting at lave, men man kan bestemt også besøge byen på en dagsudflugt for at se de største seværdigheder.
Hvis du ikke har egen bil, kan du besøge München med bus eller tog fra GaPa. Turen tager cirka 1 time og 15-20 minutter.
Garmisch-Partenkirchen rejseplan
Der er så mange forskellige ting at lave i Garmisch-Partenkirchen, at det er svært at give en præcis rejseplan.
Kort sagt kan man bruge flere uger (hvis ikke måneder) på at udforske naturen og bjergene omkring byen. Der er næsten uendelige muligheder for vandring og trailløb.
Hvis du kun besøger GaPa i et par dage, er det vigtigt at prioritere din tid, da du (desværre) ikke vil kunne se og opleve alt.
For de fleste mennesker er turen til Eibsee og at tage svævebanen op til toppen af Zugspitze (Tysklands højeste bjerg) de store højdepunkter på en tur til Garmisch-Partenkirchen. Det kan gøres på et par timer, hvis du har travlt. Du kan også sagtens bruge en hel dag på at gå rundt om Eibsee og nyde udsigten.
For at opleve meget på en kort tur er det værd primært at fokusere på aktiviteter, der er i eller meget tæt på byens centrum (eller hvor dit overnatningssted end ligger). På den måde bruger du mindre tid på kørsel og mere tid på at udforske.
Her er et par idéer til de bedste ting at lave i GaPa i nærheden af byens centrum (som ikke tager for lang tid):
- Gå en tur rundt om Riesersee
- Ikonisk engudsigt på Hammersbacher Fußweg
- Slap af i Kurparken
- Spot så vægmalerier (Lüftlmalerei) som muligt
- Gå ned ad Ludwigstraße i Partenkirchen
- GaPa-udsigt fra Kriegergedächtniskapelle
- Vandretur på Wank-bjerget
Du kan også generelt spare meget tid ved at bruge svævebanerne.
Vi kan virkelig anbefale at tage en tur med svævebane til Alpspitze. At gå ud på AlpspiX-skywalken er en virkelig god oplevelse.
Alle de andre seværdigheder og ting at lave i GaPa, der er nævnt i artiklen her, kan nemt nås på mindre end en dag.
Især hvis du besøger området om foråret og sommeren, når dagene er lange, kan du sandsynligvis nå 2-3 aktiviteter om dagen uden at få alt for travlt. Det hele afhænger af dit rejsetempo og hvordan du bedst kan lide at opleve tingene.
Hvor længe skal man blive i Garmisch-Partenkirchen?
Naturligvis afhænger længden af dit ophold i Garmisch-Partenkirchen af dine interesser og begrænsninger.
Som nævnt ovenfor er der nok udendørsaktiviteter her til at fylde et helt år. Så hvis du er vild med vandreture, bliver du nødt til at træffe nogle svære valg om, hvad du skal udelade, medmindre du flytter hertil permanent.
- At blive i en weekend er populært blandt tyskere, men efter vores mening er det alt for lidt tid til at opleve de bedste ting at lave i GaPa.
- 3-4 dage er meget bedre, da du vil have mulighed for flere kortere og nogle få længere udflugter.
- At blive i en uge vil være optimalt for de fleste. Selvom du måske ikke kan nå alt, der er nævnt i denne rejseguide, vil du helt sikkert have nok tid til at se de største seværdigheder og højdepunkter i et afslappet tempo – selv hvis vejrguderne ikke skinner på dig 24/7.
Hvor skal man spise i Garmisch-Partenkirchen?
Til vores store glæde er der masser af gode restauranter og caféer med sunde og lækre plantebaserede retter i Garmisch-Partenkirchen.
På engelsk har vi skrevet en komplet madguide til de bedste restauranter og caféer i Garmisch-Partenkirchen.
Selvom du ikke betragter dig selv som en veganer, vegetar eller endda flexitar, tror vi stadig, at du vil kunne lide spisestederne.
Her er en oversigt over de caféer og restauranter, vi anbefaler at besøge:
- Café Max – Morgenmad dagen lang
- Garmischer Hof – veggievenligt bryggeri
- Berge – gode morgenmadsmuligheder
- Pano – hyggelig café
- Shaka Burgerhouse – lækre burgere
- La Baita – italiensk pizza & pasta
- Der Laden – vegetarisk café med smagfulde desserter
- Thang Long – asiatisk restaurant
- San Marco Da Claudio– italiensk restaurant
- Veganervenlige supermarkeder i Garmisch-Partenkirchen
- Bonus: Wildkaffee Café – specialkaffe
Sådan kommer man rundt i Garmisch-Partenkirchen
Det er nemt at komme rundt til fods i Garmisch-Partenkirchen.
Byens centrum (Am Kurpark) er fuldstændig bilfri, og resten af gaderne har fortove.
Parkering i centrum er ikke så let, og derfor anbefaler vi at bo i gåafstand til caféer og restauranter.
Offentlig transport er nemt at bruge i Garmisch-Partenkirchen.
Sådan kommer man til Garmisch-Partenkirchen
Fra resten af Tyskland (München)
Autobahn 95 forbinder München og Garmisch-Partenkirchen direkte, hvilket gør køreturen hurtig og ubesværet.
- At køre selv mellem de to byer bør tage omkring 1 time.
- Bussen tager cirka 1 time og 15 minutter.
- Det er også muligt at tage toget direkte fra München til Garmisch-Partenkirchen, og turen tager omkring 1 time og 20 minutter.
Uden for Tyskland
De vigtigste internationale knudepunkter og lufthavne tæt på Garmisch-Partenkirchen er München, Innsbruck (den nærmeste), Salzburg og Zürich.
Hvornår skal man besøge Garmisch-Partenkirchen?
Der er ikke noget dårligt tidspunkt at besøge Garmisch-Partenkirchen på, men som med de fleste andre populære destinationer giver det mening at undgå skoleferierne, hvis du vil slippe for store menneskemængder og nyde godt af billigere overnatning.
Foråret er en smuk tid at besøge byen med varmt vejr, rindende vand og nyudsprungne blomster.
Sommeren er naturligvis den varmeste årstid. Sommerferien i Tyskland er spredt ud mellem midten af juni og midten af september. Da vi var forbi GaPa i slutningen af juni, var der rimelig stille og roligt, og man kunne bade i Eibsee.
Efteråret er et vidunderlig tidspunkt til et besøg. Vi besøgte Garmisch-Partenkirchen i oktober og elskede at se bladenes skiftende farver. Vi havde ikke specielt varmt vejr (det var direkte frysende koldt på toppen af Zugspitze), men efterårsfarverne og fraværet af andre turister opvejede for de kølige temperaturer.
Vinteren er populær at bruge i GaPa, hvis man er vild med vintersport. Snesæsonen varer generelt fra begyndelsen af december til slutningen af april/begyndelsen af maj.
Hvad skal man medbringe til Garmisch-Partenkirchen?
- Rejseforsikring. Rejs aldrig uden!
- Et godt kamera – her er en guide til det udstyr, vi bruger.
- Solcreme. Også om vinteren, hvor solen kan være stærk. Vi anbefaler, at man bruger en økologisk, vegansk solcreme uden oxybenzone og andre skadelige kemikalier, for eksempel fra Green People.
- Vandresko.
- Badetøj og håndklæde, hvis du planlægger at bade i søerne eller på et af hotellerne med spa.
- En genopfyldelig vandflaske og snacks.
Bæredygtige rejsetips
For at rejse så bæredygtigt som muligt, anbefaler vi følgende:
- Medbring dit eget drikkevand i en genopfyldelig flaske.
- Undgå engangsplastik, inklusiv sugerør.
- Sortér dit affald korrekt og smid det ikke på jorden.
- Tag kun fotos og efterlad kun fodaftryk. Undgå at tage ting fra naturen med dig.
- Vis hensyn til andre besøgende.
- Respekter det lokale dyreliv.
Hvad synes du om Garmisch-Partenkirchen?
Tak for at læse vores rejseguide til Garmisch-Partenkirchen. Vi håber, at den har været brugbar.
Hvad synes du om GaPa?
Hvis du allerede har været i de bayerske alper, ville det være fantastisk at høre dine bedste tips. Kender du nogle steder, vi skal tage hen næste gang?
Og hvis du ikke har været der endnu, så tøv ikke med at spørge os om noget i kommentarerne. Vi hjælper gerne.
Vil du hjælpe os?
Har du fået noget ud af rejseguiden? Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Hej og tak for en udførlig beskrivelse af GAPA, men jeg kunne godt tænke mig, at høre om det er muligt at cykle på MTB fra GAPA og til Eibsee og omkring søen. I skriver meget om bil og vandring, men ikke om det er muligt at cykle i området.
Mvh. Henrik
Hej Henrik, tak for din kommentar! Det er bestemt muligt at cykle fra Garmisch-Partenkirchen til Eibsee og rundt om søen. Der er et stykke omkring hotellet (Eibsee-Hotel), hvor det ikke er så oplagt – men ellers er stien generelt fin og bred. Rundt om Garmisch-Partenkirchen er der i det hele taget rige muligheder for cykelture på både veje og stier. God tur!