Rejseguide til Lund: 6 oplevelser og seværdigheder i den svenske universitetsby
Hvad man skal lave på en byferie i charmerende Lund, Skåne ![]() | Hej! Vi er Alexander og Victoria – to københavnere med uanede mængder af rejselyst, som vi deler ud af her på Nordombord. Læs mere om os her. |
Hej! Vi er Alexander og Victoria – to københavnere med uanede mængder af rejselyst, som vi gerne deler ud af.
Læs mere om os her.
Da vi i løbet af 2020 boede i Skåne i fire måneder, besluttede vi os for at tage på en dagstur til den charmerende by Lund.
Vi besøgte Lund sammen for mange år siden og havde gode minder derfra – og til vores store glæde kunne vi faktisk lide byen endnu bedre denne gang.
Men hvad skal man lave i Lund, og hvordan kommer man dertil? Det kan du læse om lige her (+ vores bedste tips til byen).
En dag i Lund
Lund er en skøn by at være i. Stemningen er afslappet, maden er god, og bygningerne er smukke.
At slentre rundt på gaderne i eftermiddagssolen blandt efterårsfarver og gamle huse var så hyggeligt.
Vi håber, at denne lille rejseguide til Lund kan overbevise dig om at besøge byen og hjælpe dig til at få en god oplevelse – hvad enten du tager på en dagstur eller en weekendtur.
Indholdsfortegnelse:
Vi elskede at besøge Lund, og det håber vi også, at du vil.
Kort
Lund er en universitetsby i Skåne, Sydsverige med omkring 90.000 indbyggere – hvoraf mange af dem går på byens universitet.
Malmø ligger ca. 15 kilometer sydvest for Lund. Fra København tager det omkring en time at komme dertil med tog eller bil.
Hvor skal man bo i Lund?
Lund er en lille by som er nem at gå rundt i.
Hvis du bor på et af de nedenstående hoteller, er du i gåafstand til alle de bedste og mest populære ting at lave i Lund.
- Reklamelinks:
- Budget: Winstrup Hostel.
- Værdi for pengene: Hotel Finn.
- Luksus: Grand Hotel Lund.
Søg efter de bedste og billigste hoteller i Lund her.
Lund er både en by, der er god at leve i og en by, der er interessant for turister.
Hvad skal man lave i Lund?
Der er så meget at se og lave i den smukke, gamle by. Her er vores 6 favoritter.
1. Besøg Lund Domkirke
Du må ikke gå glip af Lund Domkirke, når du besøger byen.
Den enorme kirke er fra slutningen af det 11. århundrede, og det er en af de ældste stenbygninger i Sverige, der stadig er i brug.
Der er noget imponerende og fascinerende ved at gå rundt i meget gamle kirker, og vi kan bestemt anbefale, at man kigger forbi domkirken i Lund. Og så er det endda gratis.
Lund Domkirke er en flot kirke.
Området omkring kirken er hyggeligt at gå rundt i.
Domkirken indvendigt.
2. Opsug viden på Lunds Universitet
Du skal ikke nødvendigvis tilbage på skolebænken for at besøge Lund Universitet.
Universitetet er et af Nordeuropas ældste, og det er værd at gå lidt rundt på campus for at beundre de smukke omgivelser og gamle bygninger.
Lund Universitets hovedbygning.
Det er ekstra fint at besøge Lund om efteråret, hvor bladene skifter farve.
Lund Universitet betragtes som et af de 100 bedste universiteter i verden.
3. Duft til blomsterne i den botaniske have
At besøge Lunds botaniske have (Botaniska trädgården) er et must, hvis du nyder planter og blomster.
Haven blev anlagt i 1800-tallet, og flere af de gamle bygninger er fredede.
Den 8 hektar store have er fyldt med ca. 7.000 plantearter.
Den botaniske have drives af Lund Universitet.
Slyngplanterne er alle steder i Lund.
4. Tag tilbage i tiden på Kulturen
Kulturen i Lund er det næstældste dedikerede friluftsmuseum i verden, og det største friluftsmuseum i Skåne.
Her findes der mere end 30 bygninger fra middelalderen og frem til 1930’erne samt masser af udstillinger.
Læs om åbningstider og priser på den officielle hjemmeside her.
Lund blev grundlagt helt tilbage omkring år 990, hvilket gør det til en af Sveriges ældste byer.
Gå rundt og udforsk nogle af de resterende gamle bygninger ved Kulturen.
5. Gå en tur rundt i byen
Det centrale Lund er meget fodgængervenligt med masser af brostensbelagte gader.
Vi elskede især at gå rundt i området mellem Lund Domkirke og den botaniske have.
En af de hyggelige shoppinggader.
Lund er fuld af små, søde huse som dette.
Se lige hvor hyggeligt der er!
6. Spis lækker mad
For at være sådan en lille by er Lund fyldt med gode spisesteder.
Især hvis du holder af vegansk, vegetarisk og/eller glutenfri mad, der er billigt og fuld af smag.
Kort efter vi ankom, spottede vi en falafelstand nær hovedbanegården, som vi blev nødt til at prøve – og den var god!
Senere nød vi kladdkaka (den svenske tunge chokoladekage/brownie) og noget kaffe på Ebbas Skafferi, som er en 100% vegansk café midt i byen. Vi kunne lide stedet så meget, at vi besluttede os for at vende tilbage til aftensmad. Og det fortrød vi ikke.
Clemens Falafel er billig, hurtig og har veganske muligheder på menuen. Ikke kun for falafler, men også for veganske versioner af shawarma, halloumi og lignende.
Vi fik et stort stykke kladdkaka hos Ebbas Skafferi.
En plantebaseret lasagne fra Ebbas Skafferi. Meget god og mættende.
Den farverige Hoppipolla Yoga Cafe.
LÆS OGSÅ: Hvis du skal til Malmø, skal du læse vores store madguide med de bedste restauranter og caféer.
Sådan kommer du til Lund
Med bil
Det er nemt at køre til Lund fra Danmark over Øresundsbroen, og det tager ca. en time afhængig af trafikken.
Vi parkerede vores bil ved en udendørs parkeringsplads lige ved siden af hovedbanegården (Lund C) og betalte 95 svenske kroner (~ 70 danske kroner) for 24 timers parkering.
Med tog eller bus
Tog og busser kører flere gange i timen til og fra Lund året rundt, og byen er godt forbundet med andre store byer i Sverige og også til København.
Hvis du vil besøge Lund på en dagstur fra København, kan du rejse fra Københavns Hovedbanegård til Lund Hovedbanegård på ca. en time.
Fra København og hovedstadsområdet (zone 1-99) kan man købe en Øresundsbillet fra billetautomaterne på togstationerne eller hos DSB 7-Eleven. De koster i skrivende stund (december 2020) 109 kroner hver vej per person.
Man kan også bruge sit rejsekort til Hyllie, Triangeln og Malmø C, men derfra skal man så betale for en ny billet til Lund.
Hvis du kommer fra Malmös Hovedbanegård, er der kun 15 minutter med tog til Lund.
Læs vores rejseguide til Malmø med de 20 bedste oplevelser og seværdigheder.
Vi var så heldige med det fantastiske eftermiddagslys.
Hvornår skal man besøge Lund?
Vejret er omtrent det samme i Lund, som det er i Malmø. Og som i København…
Det betyder generelt behagelige somre, farverige efterår, lidt kolde og mørke, men hyggelige vintre og dejlige forår, som både kan gå i den ene og den anden retning med vejret.
Solen går næsten ikke ned i juni, og turistsæsonen er ikke rigtig startet endnu, hvilket gør det til en fantastisk måned at besøge Lund. Maj er også god, men nok lidt koldere.
Vi besøgte byen i begyndelsen af september, og vi havde dejligt og solrigt vejr. I solen var shorts og en t-shirt helt fint, men sent på eftermiddagen var der brug for en sweater i skyggen.
Vi kan især godt lide Sverige, når solen skinner.
Vores bedste tips til at besøge Lund
- Shop i genbrugsbutikker. Lund er fuld af rigtig gode second hand-butikker med genbrugsfund i god kvalitet.
- Drik vand fra hanen. Vandkvaliteten i Lund er fremragende.
- Gå rundt. Lund er en lille by, og det er ofte, hvis ikke altid, den bedste mulighed at gå fra det ene sted til det næste.
- Udforsk parkerne. Parkerne i Lund er flotte og perfekte til en afslappende gåtur.
- Spis falafel. Malmø er nok mere berømt for falafler, men de er bestemt også gode i Lund.
- Husk at “fika”. At få en kop kaffe og noget sødt i løbet af eftermiddagen er nærmest et must, når man er i Sverige.
Glem ikke at tjekke de mange spændende veganske og vegetariske muligheder i Lund ud.
Tak for at læse med
Tak for at have læst vores rejseguide til Lund!
Vi håber, at den har været nyttig.
Hvad synes du om Lund?
Hvis du allerede har været der, ville det være fantastisk at høre om din oplevelse eller dine bedste tips og tricks i kommentarerne.
Hvis du ikke har været endnu, så tøv ikke med at spørge os om noget. Vi er glade for at hjælpe.
Indsend Kommentar