fbpx

Dagstur til Malmø fra København: Alt hvad du skal se + de bedste butikker

Vores charmerende svenske naboby er kun 40 minutter væk med tog fra København
Alexander & VictoriaHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.
Reklame: Denne artikel er lavet i samarbejde med Malmö Tourism. Som altid deler vi vores ærlige mening, og alt er skrevet af os.
Den bedste slags dagstur

Vi elsker Malmø og har besøgt byen utallige gange fra København.

Det er så nemt at tage derover og hjem på samme dag, at man sagtens kan bruge det som en mini-getaway og få en feriefølelse af at slentre rundt i en af Sveriges hyggeligste byer.

Som med de fleste dagsture til byer af en vis størrelse, får man kun en smagsprøve, hvis man bruger en enkelt dag i Malmø – men byen er lille nok til, at man kan nyde nogle af højdepunkterne som en appetitvækker og så vende tilbage en dag for at få den fulde oplevelse.

Hver gang vi kommer retur, opdager og oplever vi noget nyt, byen har at byde på.

Noget af det bedste ved Malmø er maden. Sammenlignet med København får man mere for pengene i det svenske, og vi har prøvet så mange forskellige lækre steder, at vi har samlet de bedste restauranter og caféer i denne madguide til Malmø.

Selvom Danmark og Sverige er to lande, der ligner hinanden på rigtig mange måder, er der masser af forskelle i detaljerne, og at tage på en dagstur for at besøge Malmø fra København vil få dig til at værdsætte begge byer mere. Det er i hvert fald vores erfaring.

Velkommen til Malmø – byen på den anden side af Sundet, som er fuld af fantastisk shopping, lækker mad, grønne parker, smukke gader, charmerende kultur og en unik svensk atmosfære, der får os til at vende tilbage igen og igen.

Den charmerende gamle mølle, Slottsmöllan

Vi elsker Malmøs grønne områder.

Pildammsparken fra luften

Malmø er stor nok til at have varierede kvarterer og forskelligartede tilbud, mens byen stadig bevarer en charmerende stemning af at være en lille by.

Lille Torg

Lilla Torg (Lille Torv) er en af ​​de mange hyggelige pladser i Malmø.

Victoria ved Lilla Torg

Alex med pizza fra Far i Hatten

Alex kan (rigtig) godt lide pizza. Især de veganske fra Far i Hatten i Folkets Park.

Hvorfor besøge Malmø fra København?

Kun 40 minutter i tog fra Danmarks hovedstad ligger Sveriges tredjestørste by og hovedstaden i Skåne.

Malmø er naturligvis meget mindre end København, og det er netop derfor, det er så fantastisk en by at besøge på en dagstur.

De gamle brostensbelagte gader opfordrer dig til at skrue helt ned for tempoet og nyde din tid i Malmøs kompakte bymidte; lille nok til at kunne udforskes på gåben og stor nok til i virkeligheden at rumme flere dages oplevelser.

Og hvis du planlægger at besøge Malmø i længere tid, så husk at læse vores komplette rejseguide til Malmø (med de 20 bedste oplevelser og seværdigheder).

varme dage er det oplagt at besøge byens grønne parker eller endda at tage en tur på stranden. Det gør malmöitterne selv – og du er inviteret.

Hvis det skandinaviske vejr ikke viser sig fra sin bedste side, eller du bare er mere kulturelt interesseret, har Malmø også en masse fede ting at se og lave indendørs – herunder spændende muséer, unikke butikker og skøn mad.

Malmø er hipt, cool og trendy. Selvom det måske ikke er indlysende lige med det samme, er det værd at dykke lidt dybere og opdage banebrydende kunst, mode, design, gastronomi – og meget mere.

Malmø park i solskin

At besøge Malmø om sommeren er fantastisk. Byen summer men føles aldrig travl.

Juletid i Malmø

I december lyser Malmøs julelys byen op.

Julemarkedet på Gustav Adolfs Torg

Västra Hamnen med dens kanaler og farverige huse

Västra Hamnen er et meget moderne kvarter i Malmø med farverige huse, kanaler og bæredygtige bygningsløsninger.

Malmøs gamle fyrtårn ved havnen

Malmøs gamle fyrtårn.

Det pastelgrønne badehus i Malmø

Stranden (og det farverige friluftsbad Ribersborgs Kallbadhus) er aldrig langt væk i Malmø.

Sådan kommer du til Malmø fra København

Tog

Det er super nemt at komme til Malmø fra København.

Den hurtigste og mest bekvemme måde at rejse fra København til Malmø er at tage toget.

Øresundstogene kører flere gange i timen, og det tager kun 40 minutter at rejse mellem Københavns Hovedbanegård og Malmö Centralstation.

Står man af på enten Hyllie, Triangeln eller Malmö Centralstation, kan man bruge sit danske rejsekort til at tjekke ind/tjekke ud og altså køre på det hele vejen til Sverige.

Alternativt kan togbilletter til Malmø købes på togstationerne, og de koster cirka 90 kroner hver vej per person.

Hvis man rejser to eller flere sammen, kan det ofte betale sig at købe en Øresund Familiebillet.

Rejsekort Triangeln Malmø

Hvis du bruger dit danske Rejsekort, kan du tjekke ind og ud ved disse automater på stationerne i Malmø. Her ved Triangeln.

Bus

Busser mellem København og Malmø kan være lidt billigere end toget, men rejsetiden er lidt længere på omkring 1 time og 15 minutter.

En bonus ved at tage bussen er, at man kører selve Øresundsbroen og får en fin udsigt. Med toget kører man under den.

Bil

At køre i bil fra København til Malmø er smertefrit.

Se priserne for at krydse Øresundsbroen her.

Det er nemt at finde parkering i det centrale Malmø i de store parkeringshuse. Priserne ligger omkring 160 SEK (~ 115 kroner) per døgn.

Øresundstoget på Hovedbanen

Øresundstoget er et tognetværk, der drives i fællesskab af Danmark og Sverige, og togene tager dig lynhurtigt mellem København og Malmø.

Hvad man skal lave i Malmø på en dagstur

Shopping

Boligindretning

Svenskerne ved virkelig, hvordan man laver funktionelle, stilfulde møbler og cool indretning – og Malmø er et af de bedste steder at finde alt det, som ikke findes i IKEA.

Victorias yndlingsbutik AB Småland er et must at besøge. Det er ikke bare en hyggelig café, som er ideel til fika (det meget svenske koncept med en kaffe- og kagepause), det er også en af ​​de bedste butikker i byen til alt inden for interiør, vintagemøbler, bæredygtigt tøj, børnelegetøj, planter, genbrug og meget mere.

Selve butikken er smukt indrettet og et besøg værd, uanset om man ender med at købe noget eller ej.

Granit er det bedste sted at tage hen, hvis man vil organisere sit køkken, kontor, skab eller resten af sin bolig. Deres meget svenske løsninger er altid enkle, stilfulde og ikke alt for dyre.

For yderligere butikker med boligindretning i Malmø, så tjek Indiska, Boligheter, og Designtorget.

AB Småland i Malmø

Vintagemøbler fra AB Småland.

AB Småland i Malmø

AB Småland kalder sig selv for “Malmøs grønne livsstilskoncept”.

AB Småland sengetøj

Deres sengetøj er meget farverigt (og super blødt!).

Granit i Malmø

Få styr på sagerne hos Granit.

Mode og tøj

Det virker som om, at der er åbnet en ny trendy tøjbutik, hver gang vi besøger Malmø.

Svenske Weekday er ikke unik for Malmø, men stadig et besøg værd for deres økologiske bomuldstøj uden branding.

Tjek fashionable butikker som APLACE, Meadow, Grandpa og Circle of Friends for nye mærker samt små og mellemstore skandinaviske brands.

Nudie Jeans, Tiger of Sweden, Filippa K og Peak Performance er klassiske svenske mærker med varer af høj kvalitet.

Selvom det ikke er så specielt, så er H&M trods alt fra Sverige, og der er en kæmpe butik på Gustav Adolfs Torg lige ved siden af H&M Home.

Er du mere til secondhand? Besøg Pop Boutique, A Piece Lux, Love Street Vintage, Rad Susie Vintage og Mani.

At købe genbrugt tøj er en fantastisk måde at mindske sin miljø- og klimabelastning (i forhold til at købe nyt tøj) uden at gå ned på stil.

Tøjbutikker i Malmø

Der er så mange fede tøjbutikker i Malmø.

APLACE Malmø

APLACE er en modebutik (og et magasin) grundlagt i 2007.

Kärleksgatan

Kärleksgatan – “Kærlighedsgaden” – i det centrale Malmø. Butikkerne og caféerne her omkring er byens bedste.

Tiger of Sweden i Malmø

Svensk design er kendt for at være af meget høj kvalitet.

Genbrugstøj fra Pop Boutique

Genbrugstøj fra Pop Boutique.

Outdoor og sport

Hvis der er noget, som svenskere generelt er bedre til end danskere, så er det at være udenfor.

Mens mængden af ​​skov i Danmark kun dækker omkring 15% af landjorden, er det i Sverige svimlende 70%.

Naturkompaniet (Friluftsland i Danmark) har to store butikker i det centrale Malmø, hvor du kan købe alt, der har at gøre med at tilbringe tid i naturen.

Til sport er ligeledes svenske Stadium og XXL sikre bud på billige, kendte mærker.

For specialiserede løbesko og løbetøj anbefaler vi, at man kigger forbi Runner’s Store og Löplabbet.

Naturkompaniet

Naturkompaniet har alt, der er relateret til outdoor-oplevelser.

Andre butikker

Af en eller anden grund er blomsterhandlerne i Malmø nogle af de bedste, vi nogensinde har set. Tjek BlomsterPigan, Bara Blommor og Wallflower for deres utrolige udstillinger.

Engelske Lush er mindst lige så farverigt, og her skal man tage hen for finurlige og kreative badebomber og andet kosmetik.

LillaSkåne sælger kun produkter fra Sydsverige – ofte håndlavede og produceret i små oplag. En god butik til gaver eller til at tage en bid af Sverige med sig hjem.

For en særdeles velduftende oplevelse, skal du gå ind i den smukke, lille Paloma Tea Company, der har te for enhver smag.

Apropos smukke butikker, så er Apoteket Lejonet (Løveapoteket) værd at kigge forbi. Indretningen transporterer dig tilbage til en anden tid, samtidig med at det fungerer fuldt ud som et moderne apotek.

For sund mad skal du tjekke Rawfoodshop ud. Ikke alene er de fleste af produkterne økologiske og veganske, de er også relativt billige – og det er (så vidt vi ved) det eneste sted i byen, hvor du kan købe specialvarer såsom mælkebøtteblade, agar-agar og cordyceps (snyltekølle).

Det er her, vi selv køber stort ind af økologiske nødder, bønner og vegansk proteinpulver, som vi får sendt til Danmark.

Wallflower

Selv hvis du ikke skal shoppe blomster med hjem til Danmark, er Wallflower et besøg værd.

Lush i Malmø

Badebomber fra farverige Lush.

LillaSkåne - Lille Skåne.

LillaSkåne sælger en hel masse fine ting fra Skåne.

Paloma Tea Company

Vi elsker duften i Paloma Tea Company.

Apoteket Lejonet

Apoteket Lejonet er enestående.

Rawfoodshop

Rawfoodshop er din one-stop-shop for alt relateret til sunde fødevarer.

Kulturelle aktiviteter og arkitektoniske højdepunkter

Malmöhus Slot er en historisk fæstning beliggende centralt i Malmø. Det er ret cool udefra, men tjek også udstillingerne om teknologi, skibsfart og historie indenfor.

Gamla Staden betyder “den gamle bydel”, og som navnet antyder, er det en gammel (og meget fotogen) del af Malmø perfekt til at slentre rundt i. Den vestlige del, Gamla Väster, er den mest velbevarede del. Den østlige del kaldes Caroli-kvarteret.

På Snapperupsgatan 10 finder du Ebbas hus – det mindste museum i Malmø.

Moderna Museet (Det Moderne Museum) er et af Europas førende museer for moderne kunst, beliggende kun 10 minutters gang fra Malmøs hovedbanegård.

Stortorget (Det Store Torv) er umuligt at gå glip af. Tjek det gamle rådhus samt Apoteket Lejonet – det smukkeste apotek, vi nogensinde har set.

Lilla Torg (Det Lille Torv) er super sødt. Vi forsøger at kigge forbi, hver gang vi er i Malmø.

Gustav Adolfs Torg (Gustav Adolfs torv) er det sidste torv, du ikke bør gå glip af. I julen er det her, du finder Malmøs julemarked, og på alle andre tidspunkter af året er der også gang i den.

Sankt Petri Kyrka (Sankt Peters Kirke) fra det 14. århundrede rummer en af ​​Skandinaviens største altertavler.

Västra Hamnen (Den Vestlige Havn) er hjemstedet for den 190 meter høje skyskraber Turning Torso.

Kvarteret er det første CO2-neutrale kvarter i Europa, og selvom det er lidt af en gåtur fra byens centrum, er det oplagt at besøge, hvis du er til moderne arkitektur. Gå forbi Det Gamle Fyrtårn på vejen.

Malmøhus lige før solnedgang

Malmöhus Slot er Skandinaviens ældste velbevarede renæssanceslot.

Gamla Staden

Stemningen i Gamla Staden er rolig, og de gamle huse er super maleriske.

Apoteket Lejonet

Det historiske apotek Lejonet ved Stortorget.

Lilla Torget

Lilla Torg i december.

Turning Torso

Turning Torso set fra Ribersborg Strand.

Parker og rekreative områder

Malmø er en meget grøn by (ligesom København), og du behøver aldrig at gå langt for at komme til et ideelt sted at slappe af.

Kungsparken (Kongens Park) er Malmøs ældste park og meget let at komme til. Parken er forbundet med Slottsparken samt Slottsträdgården (Slotshaven) – berømt for sin gamle hollandske vindmølle Slottsmöllan.

Pildammsparken er skøn med sin sø.

Folkets Park er absolut den sjoveste park i Malmø. Her er der legepladser, picnicpladser, skaterbane, en basketballbane og om sommeren er der også soppesø, minigolf og hoppepuder. Det er et perfekt sted at tage hen, hvis man rejser til Malmø med børn.

Ribersborg Strand er et oplagt sted at chille på varme dage. Herfra får man også en vidunderlig udsigt over både Øresundsbroen og Turning Torso. Gå ikke glip af friluftsbadet Ribersborgs Kallbadhus.

Springvandet i Kungsparken

Kungsparken er et fantastisk sted at gå en tur eller bare slappe af i Malmø.

Folkets Park

Der sker altid noget sjovt i Folkets Park.

Det farverige Ribersborg Kallbadshus

Kallbadshuset ved Ribersborg Strand.

Caféer og restauranter

Efter alt den vandren rundt, skal du helt sikkert have genopfyldt energien.

Heldigvis er Malmø fuld af gode kaffebarer, hyggelige caféer og restauranter, der henvender sig til enhver smag (og budget).

Noget af det vi holder allermest af ved Malmø er, at det er billigere at spise ude her end i København.

Så enten betaler turen over Øresund for sig selv gennem besparelsen på maden – eller også kan du prøve at smage flere lækre sager for pengene!

Læs mere om hvor du kan spise i vores store spiseguide til Malmø med de bedste restauranter og caféer.

De bedste caféer:

  • Leve. De bedste croissanter (og andet bagværk) i Skandinavien – tæt på Triangeln station.
  • AB Småland. Komplet svensk fika-stemning i smukke lokaler, hvor man også kan købe boligartikler, tøj og ting til børn.
  • Lilla Kafferosteriet. Stor, hyggelig café i den gamle by med god kaffe.
  • Slottsträdgårdens Kafé. Et dejligt drivhus/udendørs café ved den økologiske have Slottsträdgården i Kungsparken. Perfekt til en frokostpause i solen.
  • Espresso House. Sveriges egen kaffekæde laver udmærket kaffe (med gode muligheder for plantedrik) og sælger velsmagende lækkerier (herunder flere veganske muligheder).
  • Solde. Specialkaffe i centrum af Malmø.

Brunch og frokost:

  • Café Holmgången. Brunchtallerken, lasagne, kager og andre smagfulde plantebaserede retter.
  • Farm2Table. Super hyggelig café med byens bedste morgenmad (blandt andet smoothie bowls og vafler).
  • Hummusson. Hummusbar med mega lækker hummus, falafel og pita – perfekt til en hurtig frokost.
  • Vegegården. Helt vegansk asiatisk buffet til de ekstra sultne.

Aftensmad:

  • Far i Hatten. Vildt gode pizzaer i hyggelige Folkets Park.
  • The Vegan Bar. Burgere og specialøl med hip stemning og høj musik (et lille stykke fra centrum men det hele værd).
  • Bastard Burgers. Gode burgere (med mulighed for Beyond Meat-bøffer) lidt tættere på centrum.
  • Malmö Saluhall. Spændende madboder i nærheden af Malmö Centralstation.
En blandet tallerken til frokost på Hummusson

Malmø er kendt for ekstra god falafel og hummus. Noget af det bedste mellemøstlige mad i byen findes hos Hummusson.

Leve bagværk Malmø vegansk

Hvis du kan lide bagværk, er bageriet Leve et must at besøge i Malmø.

Cafe no. 6 i Malmø

Der er så meget god kaffe i Malmø.

Slottsträdgårdens Kafé i Malmø

Drivhuset ved Slottsträdgårdens Kafé er virkelig indbydende.

Sådan kommer du rundt i Malmø

Det centrale Malmø er ret småt, hvilket gør det nemt at gå overalt.

Der vil kun meget sjældent være mere end 30 minutters gang for at komme fra A til B, og der vil være masser af ting at se og lave på vejen.

For at komme hurtigere rundt, kan du overveje at leje en cykel eller et el-løbehjul. Ligesom København er Malmø en meget cykelvenlig by.

Den offentlige transport i Malmø er også meget bekvem og nem at bruge.

Bus i Malmø

Det er enkelt at komme rundt i Malmø. Det er hurtigt at gå, cykler er let tilgængelige, og den offentlige transport er pålidelig.

Malmø på cykel

At udforske Malmø med pedelkraft betyder, at du kan se endnu mere af byen på en dagstur.

Overnatning i Malmø

Er det ikke nok med en dagstur?

Det kan godt være svært at opleve alt det, man gerne vil i Malmø på en enkelt dag. Selvom det er en forholdsvist lille by, er der virkelig mange spændende ting at lave!

Vi har selv overnattet i Malmø og kan sagtens anbefale at have lidt mere tid i byen.

Her er et kort overblik over vores bedste hotelanbefalinger. Du kan også læse vores store guide til hvor man skal bo i Malmø her.

Hvor skal man bo i Malmø?

    Reklamelinks

  • Budget: HOTEL N Hostel Malmö City – Centralt beliggende hotel/hostel med mulighed for både dobbeltseng og køjeseng, hvis man vil spare penge.
  • Værdi for pengene: Best Western Plus Hotel Noble House – Her har vi selv har boet. Svanemærket, fint og finurligt hotel med fitness og sauna i Malmøs hyggeligste område.
  • Luksus: The Duxiana – Sov i luksussenge fra DUX. Byens nok bedste hotel.

Søg efter de bedste og billigste hoteller i Malmø her.

Hvor skal man bo i Malmø? De bedste områder & hoteller
Du er måske interesseret i:Hvor skal man bo i Malmø? De bedste områder & hoteller

Vores personlige anbefalinger til de bedste steder at sove i Malmø

Læs mere
Tak fordi du læste med

Vi håber, at denne guide til at besøge Malmø på en dagstur fra København har været nyttig.

Vil du vide endnu mere om Malmø, eller planlægger du at bruge et par dage i byen, så skal du læse vores store rejseguide til Malmø: 20 bedste oplevelser og seværdigheder, der indeholder alt hvad du skal vide om byen, hvad man skal lave, hvor man skal bo og vores bedste tips.

Hvad synes du om Malmø?

Hvis du har været der, ville det være fantastisk at høre dine bedste tips og råd i kommentarerne.

Hvis du ikke har været i Malmø endnu, så tøv endelig ikke med at spørge os om noget. Vi er kun glade for at kunne hjælpe!

Vil du også hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

Ribersborgsstranden fra luften

Øresundsbroen forbinder Danmark og Sverige. Rigtig god tur til Malmø!

1 Kommentar

  1. Marie

    Hej! Vilken härlig sida ni har – det var Malmö City som rekommenderade mig den. Kom gärna och besök vår klädbutik Popolino på gågatan nästa gång ni är i Malmö – kanske ni skulle gilla den!

    mvh Marie

    Svar

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡