Rejseguide til Helsingborg: 11 bedste oplevelser & seværdigheder
Alt hvad du skal vide om Helsingborg, inklusiv hvad man skal lave, hvor man skal bo og vores bedste tipsHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Lige over sundet
Helsingborg – Sveriges ottende største by og den tætteste på Danmark – er lige til at besøge på en dagstur eller i en weekend.
Byen ligger lige på den anden side af Øresund fra Helsingør, og det er nemt komme dertil både i bil og med offentlig transport.
Flotte bindingsværkshuse, et gammelt borgtårn og hyggelige shoppinggader er blot noget af det, man kan opleve i Helsingborg.
Vi har tidligere kørt gennem byen, når vi har taget færgen mellem Danmark og Sverige, men endelig fik vi muligheden for at opleve lidt mere end bare havnen, da vi over nytår 2022-2023 besluttede at bruge to nætter i Helsingborg.
På trods af gråt vintervejr og begrænsede åbningstider fik vi set en masse, og vi skal helt klart tilbage igen en sommerdag og (gen)se højdepunkterne i solskin.
Vi håber, at du kan bruge vores rejseguide til Helsingborg med de bedste oplevelser og seværdigheder, uanset hvilket tidspunkt af året du besøger byen på.
Hvor skal man bo i Helsingborg?
- Budget: Dream – Luxury Hostel.
- Værdi for pengene: Elite Hotel Mollberg her.
- Luksus: Clarion Hotel Sea U.
Søg efter de bedste og billigste hoteller i Helsingborg her.
Indholdsfortegnelse:
11 bedste oplevelser og seværdigheder i Helsingborg
- Shopping og mad i den gamle bydel
- Kernen – 35 meter højt borgtårn
- Terrassetrapperne og udsigt over byen
- Helsingborgs røde Rådhus
- Fredriksdal Frilands- og Havemuseum – Sveriges største friluftsmuseum
- Mariakyrkan – Helsingborgs ældste kirke
- Landborgspromenaden – hyggelig vandresti
- Sofiero Slot og blomsterpark – kongeligt sommerslot
- Dunkers Kulturhus og Norra Hamnen
- Tag på stranden
- Kallbadshus – havdyp og sauna
1. Shopping og mad i den gamle bydel
Den største grund til at besøge Helsingborg er helt klart blot at gå rundt i byens fine gader, kigge i butikker og stoppe ind på en hyggelig café for at fika.
Sveriges ældste gågade, Kullagatan, er et besøg værd.
Beliggende mellem torvet Stortorget og Sankt Jörgens Plats finder man en stor del af byens lokale forretninger samt større kædebutikker – og der er altid en café i nærheden.
Nederst i denne rejseguide til Helsingborg kan du se nogle af de caféer og spisesteder, vi kan anbefale.
Bruksgatan, der ligger lidt syd for, har også flere specielle butikker og små caféer – vi kunne især godt lide Bruket Kaffebar.
Desuden er den gamle bydel præget af fine gamle bindingsværkshuse, blandt andet danske Jacob Hansens rødkalkede hus på Norra Storgatan, der er fra 1641.
Hvis du virkelig vil shoppe, skal du overveje at tage til Sydsveriges største shoppingcenter, Väla Centrum, hvor der er mere end 200 butikker. Det ligger nordøst for Helsingborg ca. 10 minutter væk i bil.
2. Kernen – 35 meter højt borgtårn
Helsingborg er en af de ældste byer i Norden, og det var en af Danmarks mest betydningsfulde byer i 1300-tallet – særligt på grund af den stærke fæstning, Kernen (Kärnan på svensk).
I dag er det kun det 35 meter høje borgtårn, der står tilbage, men det er til gengæld et af Helsingborgs mest berømte vartegn.
Det er et spændende lille område at gå rundt i, og det ligger nærmest i den gamle bydel (i forlængelse af Stortorget), så der er ingen undskyldning for ikke at tage forbi det historiske tårn.
Tårnet stod oprindeligt i midten af det runde forsvarsværk, der også havde en voldgrav og var omringet af to tykke mure.
Det er gratis at se Kernen udefra og gå rundt i området, men det koster lidt at komme op i tårnet, hvor man (udover en flot udsigt) kan se en udstilling af den gamle fæstning og lære mere om historien.
Der er åbent fra marts til december – dog er der i starten og slutningen af sæsonen kun åbent i weekenderne.
Se Kernens åbningstider og priser her.
3. Terrassetrapperne og udsigt over byen
Når man kommer fra den gamle bydel og Stortorget, vil man se en bred stentrappe, der fører opad – først mod en lille fin fontæne og derefter gennem to tårne, der danner en port.
Trapperne kaldes Terrassetrapperne og de leder op til Kernen og det grønne parkområde.
Man kan kvit og frit gå op på de to runde tårne, der udgør et perfekt udsigtspunkt.
Her får man en flot panoramaudsigt over Helsingborg og Øresund, og kigger man godt efter, kan man endda se danske Helsingør, der ligger lige på den anden side af vandet.
4. Helsingborgs røde Rådhus
Byens rådhus kan ses, så snart man træder ud fra hovedbanegården eller kommer sejlende ind i havnen.
Bygningen og ikke mindst det 65 meter høje, imponerede klokketårn skiller sig virkelig ud fra resten af Helsingborg.
Og foran står en statue af Skånes generalguvernør Magnus Stenbock, der har fået tilnavnet danskerdræberen, fordi han vandt stort over Danmark ved det sidste slag i Skåne mellem danskere og svenskere: Slaget ved Helsingborg i 1710.
På særlige dage kan man også få en guidet rundvisning på Rådhuset. Læs mere om de guidede ture her.
5. Fredriksdal Frilands- og Havemuseum – Sveriges største friluftsmuseum
Sveriges største friluftsmuseum, Fredriksdal Frilands- og Havemuseum, minder om en mindre version af Frilandsmuseet i Lyngby med gamle huse og fine stier rundt i en gammel by, som det må have set ud i Sydsverige for nogle hundrede år siden.
Da vi kom forbi om vinteren, var det gratis at besøge, og vi hyggede os med at slentre rundt mellem de 50 historiske bygninger; herunder en gammel mølle, en herregård og flere små håndværksbutikker.
Om sommeren kan man desuden nyde den store rosenhave med tusindvis af roser og mere end 500 forskellige arter samt en krydderihave, frugthave og køkkenhaver med grøntsager, som blev dyrket i 1800-tallet.
På de i alt 36 hektar er der blandt andet også en museumsbutik, et friluftsteater, en blomsterbutik, en legeplads, nordens største printmusem Det Grafiske Museum, en havecafé og adskillige picnicområder, hvor man kan spise medbragt mad.
Med andre ord en perfekt oplevelse i Helsingborg for familier med børn eller de historieinteresserde.
Ved juletid er der som regel et stort julemarked, som ser super hyggeligt ud.
Læs mere om Fredriksdals arrangementer og priser på deres hjemmeside her.
6. Mariakyrkan – Helsingborgs ældste kirke
Mariakirken er Helsingborgs ældste kirke, som oprindeligt stammer fra 1100-tallet.
Kirken blev dog genopbygget i sin nuværende gotiske stil i 1400-tallet, hvor man genbrugte mursten fra den gamle kirke.
Hvis du som os bliver fascineret af gamle bygninger, skal du tage et kig indenfor, hvor man også finder den specielle altertavle.
Pladsen omkring kirken er stemningsfuld med masser af spisesteder og barer.
7. Landborgspromenaden – hyggelig vandresti
Fra Raus Kirke i syd til Sofiero Slot i nord strækker Landborgpromenaden sig 14 kilometer som en af Helsingborgs absolut mest populære og hyggelige vandrestier.
Man behøver slet ikke at gå hele vejen for at opleve Landborgspromenaden.
Vi gik for eksempel selv af stien fra Kernen nordpå til Öresundsparken og Vikingsberg – en strækning på kun en lille kilometer.
Næste dag løb Alex længere af Landborgspromenaden helt til Sofiero Slot, og det kan sagtens anbefales at vandre længere nordpå for at komme lidt væk fra byen og ud i naturen.
Undervejs oplever man flere forskellige fine strand– og skovlandskaber.
8. Sofiero Slot og blomsterpark – kongeligt sommerslot
Små 5 kilometer nord for Helsingborg ligger det fine, kongelige sommerslot Sofiero med tilhørende blomsterpark.
Fra slutningen af maj til midten af juni blomstrer de 10.000 rododendroner, og her ville det virkelig være specielt at besøge blomsterhaven.
Om sommeren er der masser af udstillinger, opvisninger, koncerter og andre aktiviteter i slotsparken.
Sofiero Slot og parken er dog åben hele året.
Selve slottet er lukket fra oktober til april, men her er haven stadig åben fra 10-16. Fra april til september er hele haven og slottet åbent dagligt fra 10-18.
Læs meget mere om, hvad du kan opleve på Sofieros officielle hjemmeside.
Transport til Sofiero Slot og blomsterpark:
- 10-15 minutter væk i bil.
- 20 minutter med bus 8 fra centrum eller…
- Omtrent en time til fods.
Parkering er gratis (undtagen ved store arrangementer).
9. Dunkers Kulturhus og Norra Hamnen
Ved byens nordhavn ligger Helsingborgs kulturhus Dunkers, hvor man både kan finde Helsingborgs turistbureau samt kunstmuseum, teater, koncerter og meget mere.
Der er typisk både gratis og betalte udstillinger.
Dunkers kulturhus er tegnet af den danske arkitekt Kim Utzon (søn af Jørn Utzon som har tegnet Sydneys Operahus) og arkitekturen er bestemt anderledes end de omkringliggende firkantede former.
Norra Hamnen (den nordlige havn) er perfekt til en gåtur langs vandet. Gå for eksempel over Kvickbron til stranden Tropical Beach, eller fortsæt nordpå langs havnen til Gröningen.
10. Tag på stranden
Hvem havde troet, at der ligger en tropisk strand lige på den anden side af Øresund?
Helsingborgs Tropical Beach er givetvis (desværre) ikke “tropisk” hele året… Men om sommeren er der palmer, og på en varm sommerdag kan man drømme sig væk til fjerne himmelstrøg.
Lidt længere nordpå (få hundrede meter fra midtbyen) ligger Örestrandsbadet, som er en noget større strand.
Vil man længere fra byen, kan man også fortsætte lidt endnu til Vikingstrand.
11. Kallbadshus – havdyp og sauna
Foretrækker du omklædningsrum og flere faciliteter, når du bader?
Så kan det være en god idé at tjekke Helsingborgs tre “kallbadshus” (koldtbadshuse) ud:
- Pålsjöbaden (lidt nord for byen)
- Kallis (tættest på byen)
- Rååbadet (syd for byen)
På kallbadshuse er det især populært at nøgenbade og gå i sauna – oftest kønsopdelt.
Oplevelser tæt på Helsingborg
Vi er glade for Sydsverige og har besøgt flere byer og områder i nærheden af Helsingborg. Der er virkelig meget at lave hernede.
- Malmø er Sveriges tredjestørste by, og hvis du ikke har været der endnu, kan vi virkelig anbefale at tage til Malmø på en dagstur eller endda at blive et par nætter.
- Lund ligger ikke langt fra Malmø (på togruten mod Helsingborg), og den charmerende lille universitetsby har smukke bygninger og en skøn, afslappende stemning.
- Lidt nord for Helsingborg ligger naturområdet Kullaberg og den fine by Mölle, som vi virkelig kan anbefale til de naturglade.
- Söderåsen Nationalpark er ligeledes et (noget større) naturområde, der er værd at tage til Sverige for at opleve.
- Båstad er også en hyggelig ferieby at besøge en varm sommerdag eller at tage til for at bo på spahotel.
Læs alt hvad vi har skrevet om Sverige her.
Vores personlige anbefalinger til de bedste steder at sove i Malmø
Læs mereJul i Helsingborg
Vi besøgte selv Helsingborg fra den 30. december til den 1. januar, og her var meget af byens julebelysning fortsat tændt.
Helsingborg er en oplagt juledestination i december – hvad enten det er for at købe (billigere) julegaver, eller bare for at komme lidt væk og hygge i den kolde tid.
Der er tusindvis af julelys i Helsingborg centrum inklusiv flere store juletræer og andre juleinstallationer.
Jultåget (juletoget) kører fra slutningen af november til slutningen af december helt gratis, og det er med sikkerhed et hit hos de mindste at hoppe på.
På gågaden Kullagatan er det også muligt at møde både julemanden flere dage samt at støde ind i Kullagatans nisser, der deler slik ud hver torsdag til søndag i juletiden.
Fra den 2. til den 4. december er der jul på Fredriksdal, og det stemningsfulde julemarked i de historiske bydele skulle være et af Sveriges bedste.
Kort
Helsingborg ligger strategisk lige over for Helsingør. Blot 4 kilometer skiller Danmark og Sverige ad her.
Overnatning i Helsingborg
Vi brugte selv to nætter i Helsingborg, og vi kan sagtens anbefale at sove her for virkelig at have tid nok til at opleve alt det bedste, som byen (og ikke mindst denne del af Skåne) har at byde på.
At bo i gåafstand til hovedbanegården vil være optimalt for de fleste, da det samtidig betyder, at man bor midt i byen – tæt på både vandet, gågaden og alt det andet, Helsingborg er kendt for.
Søg efter de bedste og billigste hoteller i Helsingborg her (reklamelink).
The Vault Hotel
4-stjernede The Vault Hotel, som er en del af WorldHotels Crafted, ligger lige midt i Helsingborg.
Udover de vilde værelser og den centrale placering, får man med et ophold på The Vault Hotel også tilgang til den specielle bar, sauna, dampbad, døgnåbent fitnesscenter og en terasse.
Se priser og ledighed hos The Vault Hotel her (reklamelink).
Clarion Hotel Sea U
Hvis man vil være så tæt på vandet og stranden som muligt i Helsingborg (og have tilgang til pool!), skal man tage et kig på Clarion Hotel Sea U.
Herfra er der direkte udsigt til havet – og Danmark.
Tagterassen ser skøn ud, værelserne er store, lyse og moderne, fitnesscenteret virker tjekket og ja, det gør hele hotellet faktisk.
Se priser og ledighed hos Clarion Hotel Sea U her (reklamelink).
Elite Hotel Mollberg
Med en beliggenhed lige ved siden af The Vault Hotel (beskrevet ovenover) er det ikke et spørgsmål om placering, der skal skille de to hoteller ad…
Til gengæld er indretningsstilen lidt anderledes, og priserne er typisk også en smule lavere.
Her er flere restauranter, bar, sauna og andre faciliteter, man forventer af et 4-stjernet hotel. Med andre ord et meget solidt bud på overnatning i Helsingborg.
Se priser og ledighed hos Elite Hotel Mollberg her (reklamelink).
Fleninge Classic Motel
Rejser du til Helsingborg i bil? Så kan det være, at Fleninge Classic Motel er et godt sted at overnatte.
Her parkerer du gratis, og prisen er derudover meget rimelig.
Motellet ligger ca. 10 kilometer (eller 10-15 minutters kørsel) fra centrum af Helsingborg.
Se priser og ledighed hos Fleninge Classic Motel her (reklamelink).
Dream – Luxury Hostel
Hvis man leder efter et billigt ophold i Helsingborg, vil vi anbefale, at man kigger nærmere på Dream – Luxury Hostel.
Med en central placering og pæne værelser er der styr på det vigtigste.
Man skal så bare være klar på, at badeværelserne er fælles. Til gengæld er der også et fælles køkken.
Se priser og ledighed hos Dream her (reklamelink).
Spisesteder i Helsingborg
Der er masser af gode madmuligheder i Helsingborg, og at spise ude i Sverige kan faktisk være ret billigt, hvis kursen er god (vi kunne trække ca. ⅓ fra prisen!).
I løbet af vores to døgn i byen fik vi prøvet en del spændende spisesteder. De kommer her.
Chay Vegan
Vores første aften i Helsingborg spiste vi en henrivende vietnamesisk middag på Chay Vegan.
Vi fik sommerruller med peanutsauce, forårsruller med sur-sød sauce, en kokossuppe med rød karry, en lidt stærkere rød karry med ris og to shakes; en med mango og kokosnød og en anden med ananas, frisk mynte og kokosmælk.
Det hele smagte virkelig godt, og stemningen derinde var super hyggelig. Chay Vegan kan klart anbefales (også hvis du ikke spiser plantebaseret).
Ginger Hälsobar
Det er en farverig fornøjelse at træde ind i Ginger Hälsobar, der ligger lige bag Helsingborgs Rådhus.
Her er stolene pink, og blomster pryder hele bagvæggen.
Vi er jo pænt glade for smoothie bowls, så vi skulle selvfølgelig prøve en açai bowl og en blå spirulina bowl.
Selvom vi må indrømme, at de ikke smagte helt lige så friskblendede, som vi har oplevet andre steder i verden (og når vi laver dem selv), er vi ret imponerede over, at Helsingborg er med på smoothie bowl-moden og endda laver dem i den rigtige tykke og isede konsistens.
I caféen kan man også få salater og mange forskellige ”sunde” kager i alle regnbuens farver.
Se Ginger Hälsobars farverige Instagram her.
Bruket Kaffebar
På den fine Bruksgatan midt i byen ligger hyggelige Bruket Kaffebar, der udover at have virkelig god kaffe fra specialristerier også har morgenmad dagen lang og et stort udvalg af lækkert bagværk.
Menukortet består af sæsonbaserede, økologiske vegetariske og veganske retter og snacks.
Vi prøvede en dejlig, varmende suppe med gule ærter og tilhørende surdejsbrød med hummus samt en hummusskål med blandt andet hvide bønner, rødbede, linser og rosenkål.
Til dessert fik vi en skøn hvid chokolademousse overtrukket med chokolade og en kop kvalitetskaffe.
South Indian
Selvom South Indian også findes i København, tog vi alligevel chancen for at få en sydindisk middag.
Deres friskbagte masala dosa (stor, tynd madpandekage) med kartoffelkarry, sambar og chutney var lige, hvad vi havde brug for. Så godt!
Bastard Burgers
Vi kender Bastard Burgers fra Malmø, og der ligger også to restauranter i Helsingborg.
Kvaliteten er bedre end på de gængse fastfood-burgerkæder, og vi er især glade for deres store veganske udvalg (og lækre søde kartoffel-pomfritter).
De bruger Beyond Meat eller sprøde “no chicken” fileter til deres veganske bøffer, og alle dips er plantebaserede.
Særligt når man sammenligner med de københavnske burgerpriser, er Bastard Burgers en relativt billig fornøjelse.
Sådan kommer man rundt i Helsingborg
Helsingborg er en meget lille by, så det er let at gå til alt.
Man kan helt sikkert også leje cykler (eller tage sine egne med) og komme nemt rundt på den måde, men det er ikke nødvendigt.
Vil man besøge Sofiero Slot, der ligger ca. 5 kilometer nord for Helsingborg, kan man gå ad en fin sti på omkring en time eller tage bus 8 i 20 minutters tid.
Sådan kommer man til Helsingborg
Da vi besøgte Helsingborg denne gang tog vi toget, så vi kunne lave et kort mad-stop i Malmø og ikke skulle tænke på parkering.
Vi har dog mange gange kørt over Øresundsbroen i bil og taget færgen mellem Helsingør og Helsingborg, og begge muligheder plejer også at være ganske gode.
Herunder beskriver vi de mest oplagte måder at komme til Helsingborg.
Med bil
Vælger man at tage bilen til Helsingborg, tager det ca. 1 time og 20 minutter fra København uanset, om man tager over Øresundsbroen og kører rundt om Malmø, eller om man kører til Nordsjælland og tager færgen til Helsingborg fra Helsingør.
Kommer man nord fra København, vil det bedst kunne betale sig at tage færgen over, mens begge veje fra resten af Sjælland tager lige lang tid.
Se priser for at køre over Øresundsbroen her og se færgepriserne her.
Med færge
Fra Helsingør kan man tage en ForSea-færge over sundet.
Bådturen tager 20 minutter, og færgerne går hvert 15. minut.
Se færgepriserne her (både med og uden køretøj).
Med tog eller bus
Fra København går der Øresundstog direkte til Helsingborg Centralstation, hvilket tager ca. 1 time og 30 minutter.
Togene stopper også i Malmø og Lund på vejen og kører ofte videre til Göteborg.
Busser (for det meste Flixbus) kan være lidt billigere, men rejsetiden er som regel længere – mellem 1 time og 40 minutter og 2 timer og 30 minutter.
Vores bedste tips til at besøge Helsingborg
- Drik postevand. Vandkvaliteten i Helsingborg er fremragende. Man kan sagtens drikke vand fra hanen.
- Gå rundt. Helsingborg er en meget kompakt by, og at gå fra et sted til et andet er tit den bedste og hyggeligste måde at komme rundt på.
- Udforsk parkerne. Parkerne i Helsingborg er gode steder at slappe af og indånde lidt frisk luft.
- Glem ikke fika. At få sig en kop kaffe og noget sødt er en hyggelig måde at bruge eftermiddagen på.
- Kreditkort kan bruges stort set overalt, så du behøver ikke at medbringe kontanter.
- Overvej at blive mindst én nat i Helsingborg. Man kan bestemt opleve Helsingborg på en dagstur, men det giver en helt anden oplevelse af byen at overnatte der i en eller to nætter.
Bæredygtige rejsetips
For at rejse så bæredygtigt som muligt, anbefaler vi følgende:
- Medbring dit eget drikkevand i en genopfyldelig flaske.
- Undgå engangsplastik, inklusiv sugerør.
- Sortér dit affald korrekt og smid det ikke på jorden.
- Tag kun fotos og efterlad kun fodaftryk. Undgå at tage ting fra naturen med dig.
- Vis hensyn overfor andre besøgende.
Tak for at læse med
Vi håber, at vores rejseguide til Helsingborg og alle byens oplevelser og seværdigheder har været brugbar.
Hvad synes du om Helsingborg?
Hvis du allerede har været der, ville det være fantastisk at høre dine bedste tips og tricks i kommentarerne.
Tøv ikke med at spørge os om noget, hvis du ikke har været i Helsingborg endnu. Vi er glade for at hjælpe.
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Hej Alexander & Victoria.
Fantastisk, funktionel og formativ hjemmeside I står bag. Jeg er meget glad for at den spontant dukkede op på min skærm, i forbindelse med anden søgning om rejser.
Sikke fantastiske gode henvisninger i giver til så mange spændende oplevelser – der bare ligger og venter!
Jeg har selv rejst en del i Sverige, men jeres beskrivelser og oplevelser fra de største sydsvenske byer ramte lige plet.
Jeres blanding af personlige oplevelser og faktuelle informationer om overnatning og transport med videre kombineret med jeres egne kulinariske oplevelser – kan kun være og blive en inspiration til mange andre!
Derfor tak for jeres overordentlige positive hjemmeside med rejseerfaringer- og beretninger fra den store verden.
Nu vil jeg hver dag i en uge give mig i kast med at læse endnu en af jeres spændende rejseartikler.
Og, forhåbentlig, følge det til dørs i form af en rejse eller to.
Husk endelig at blive ved…for som bekendt…at rejse er jo som at leve!
Tak, Claus Andersen, København. Maj 2023.
Hej Claus,
Tusind tak for din skønne besked! Det gør os virkelig glade at høre, at du kan bruge vores indhold og finder det inspirerende 🙂 Vi bruger mange timer på at skrive guider og dele billeder, så det varmer os, at det bliver værdsat! Tak for at læse med og rigtig god fornøjelse med de fremtidige rejser 😀
Jeg elsker, hvordan I har formået at fange byens essens gennem dens historie, arkitektur og lokale charme. Det lyder som et perfekt sted for en weekend getaway – især med mulighederne for shopping, kultur og afslapning. Jeg er allerede fristet til at planlægge en tur dertil!
Tak Dario – vi håber, at du får chancen en dag!
Min kæreste og jeg har besluttet, at holde nytår udlands i år. Vi har kigget lidt forskellige steder, og er faldet over både Göteborg og Helsingborg i Sverige samt Lübeck og Hamborg i Tyskland. Ingen af os har rejst over nytåret før, hvorfor vi er i tvivl om nogle ting. Vi vil høre, om i følte at det var trygt at færdes i Helsingborg om aftenen, særligt også nytårsaften. Endvidere vil vi høre, om I har bedre erfaring med en af de 4 byer fremfor de andre? På forhånd tak for hjælpen!
Hej Mathilde, det lyder da skønt! Vi har kun været i netop Helsingborg af de fire byer over nytår, så der kan vi helt klart svare mest specifikt. Selvom der selvfølgelig var lidt nytårsrabalder, følte vi os 100% trygge med at gå rundt. Vi var dog også relativt tidligt hjemme og oplevede nytårsskiftet fra soveværelset Resten af tiden føltes også meget trygt.
Lübeck har vi været i sammen to gange, og der kan vi også kun forestille os, at der er stille og roligt.
Göteborg og Hamborg har Alexander været i selv, men begge for mange år siden. Som større byer er der dog nok også mere gang i den – på godt og ondt. Der er højst sandsynligt stor forskel på, hvor centralt i byerne man opholder sig!
Vi håber, at I får en rigtig dejlig nytårstur – uanset hvor den går hen 🙂