Hvordan kommer man bedst rundt i Mexico City? Guide til transport i megabyen
Metro, Uber & til fods – sådan navigerer du nemt i CDMX med priser og transporttider![]() | Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Fra A til B i Mexico City
I marts 2023 tilbragte vi 10 skønne dage i Mexico City, hvor vi fik et godt indtryk af, hvordan man bedst kommer rundt.
Den massive trafik kan virke overvældende, og man kan nemt bruge en time eller mere på at krydse fra én side af megabyen til den anden.
Hvordan transporterer man sig smidigst rundt? Er det sikkert at gå? Og hvilke taxi-apps er mest pålidelige (og billigst)?
I denne guide til at komme rundt i Mexico City svarer vi på nogle af de mest almindelige spørgsmål om transport i byen. Vi giver også tips til gå-venlige kvarterer, hvordan man bruger metroen og vores erfaringer med forskellige transport-apps.
Vores favoritter: Hvor skal man bo i Mexico City?
- Budget: Hotel Escala Colonia Roma – Fine små dobbeltværelser med private badeværelser til fornuftige priser.
- Værdi for pengene: District Polanco by Lumina – Billigere end hvad det ser ud, og det ser ret godt ud!
- Luksus: Ignacia Guest House – Farverigt boutiquehotel med kun ni suiter.
- Ultra-luksus: Las Alcobas – Ultraluksuriøs, hjemlig komfort og fremragende service.
Søg efter de bedste og billigste hoteller i Mexico City her (reklamelink).
Indholdsfortegnelse:
Mexico City (CDMX) er en af verdens største byer med over 21 millioner mennesker i storbyområdet og mere end 9 millioner mennesker i selve byen.
Et hurtigt overblik over transport i Mexico City
Med over 21 millioner mennesker i storbyområdet er Mexico City (CDMX) en af verdens største byer.
De fleste turister besøger dog primært et håndfuld områder: Roma Norte, Condesa, Polanco, Centro Histórico og Coyoacán.
Selvom man holder sig til de turistvenlige kvarterer, kan trafikken stadig være en udfordring. En tur, der burde tage 20 minutter, kan let strække sig til en time i myldretiden.
Heldigvis har Mexico City et bredt udvalg af transportmuligheder; fra et udmærket metrosystem til pålidelige (og billige) taxi-apps.
Her er et kort over byen:
Vi har samlet alle de bedste kvarterer, oplevelser og seværdigheder i Mexico City på et kort her. Som du kan se, er de fleste af dem koncentreret omkring en lille håndfuld kvarterer.
Kan man gå rundt i Mexico City?
Mange af Mexico Citys populære områder som Centro Histórico, Roma Norte og Condesa er perfekte at udforske til fods.
De brede fortove og mange parker gør det behageligt at gå rundt, og man opdager tit spændende caféer, butikker eller flot street art undervejs.
Hvis man holder sig fra de store, motorvejslignende veje, kan man normalt gå rundt i det meste af byen.
Det er dog hverken altid så behageligt eller hyggeligt, så for at komme mellem kvartererne anbefaler vi, at man enten kører med metro eller taxi.
Både Roma Norte og Condesa er yderst gå-venlige områder.
Offentlig transport: metro og bus
Mexico Citys metro er både hurtig og billig: en tur koster kun 5 pesos (under 2 kroner), uanset hvor langt du skal.
Vi brugte selv metroen en del, og det er et godt alternativ til taxier i myldretiden, hvor trafikken på vejene kan være intens.
Der findes også bybusser (som vi ikke selv kørte med). Her hjælper det nok en del at kunne tale lidt spansk.
Praktisk info om Mexico Citys metro:
- Åbningstider:
- Hverdage: 05:00 til midnat.
- Lørdage: 06:00 til midnat.
- Søndage & helligdage: 07:00 til midnat.
- Billetter: 5 pesos per tur. Der er ingen zoner, så billetten gælder hele vejen. Køb billet på stationerne.
- Metrokort: Skal du tage metroen flere gange? Så køb et Tarjeta de Movilidad Integrada (15 pesos) og fyld det op – det virker også til metrobusser.
- Myldretid: Hvis du kan, så undgå at køre med metroen mellem 07:00-09:00 og 17:00-19:00.
- Kvindezoner: I myldretiden har nogle vogne afsnit kun for kvinder og børn. Kig efter de lyserøde skilte.
Læs mere om at bruge metroen i Mexico City her.
Ved første øjekast er Mexico Citys metrokort måske lidt overvældende, men man finder hurtigt ud af at bruge det simple system. Klik på kortet for at se det i en større version.
Taxi, Uber og lignende
I Mexico City er transport-apps den nemmeste og sikreste måde at komme rundt på.
Vi brugte næsten udelukkende Uber og Cabify under vores ophold i byen og havde gode oplevelser med begge.
Der er også DiDi (som vi ikke kunne finde i appstore) samt Beat.
Transport-apps kræver selvfølgelig data på telefonen, så overvej at købe et lokalt simkort eller et e-sim, hvis du vil rundt på denne måde (og ikke har gratis data fra dit danske telefonselskab).
Vi har tidligere brugt Airalo e-sim med stor succes (reklamelink).
Prisen på at tage en Uber vs. Cabify
Cabify var generelt billigere end Uber; nogle gange halv pris.
Et par gange oplevede vi dog, at der ikke var nogle chauffører, som valgte at tage den tur, vi havde bestilt – så app’en stod bare og “søgte” efter chauffører i lang tid.
Når vi i stedet prøvede Uber til samme tur, havde vi held inden for få minutter.
Nogle gange var Uber også billigere end Cabify, så vi kan anbefale at have begge to (eller flere) apps installeret og prøve den billigste mulighed, hvis du vil spare så meget som muligt.
Tjek altid at nummerpladen på bilen (og evt. chaufførens navn) passer til det, der står i appen, inden du sætter dig ind.
Officielle taxier
Mexico Citys officielle taxier er halvt pink/halvt hvide og kaldes sitios.
Nummerpladerne starter typisk med et “A” efterfulgt af tal, og de bliver vist nok tracket af regeringen, så man kan føle sig mere sikker.
Udover på gaden kan man finde dem ved officielle taxi-holdepladser. Husk at tjekke om der er taximeter (og at det bliver nulstillet, når du sætter dig ind) eller aftal en pris på forhånd.
Vi må indrømme, at vi aldrig tog en “almindelig” taxi, fordi vi synes, det er så meget lettere at kende prisen på forhånd gennem Uber eller Cabify (og ikke skulle bruge tid på at forhandle).
Drikkepenge
Til både taxi, Uber og lignende er det ikke nødvendigt med drikkepenge, men der bliver selvfølgelig altid sat pris på det
Hvis du har store tasker med, for eksempel fra lufthavnen, og chaufføren hjælper dig med dem, er det god stil at give 5, 10 eller 20 pesos i drikkepenge.
Sæt dig kun ind i en bil i Mexico City, hvis det enten er en officiel lyserød taxi eller en, du har bestilt gennem en app.
Sikkerhed og transport i Mexico City
Uber og Cabify er de sikreste og nemmeste måder at komme rundt i byen på. De er pålidelige og ofte ret billige.
Metro og bus er fint at bruge om dagen. Bare hold godt øje med dine ejendele, da der findes opportunistiske lommetyve.
Vær forsigtig med almindelige taxier, eftersom nogle kan være uofficielle. De officielle taxier er lyserøde og hvide, men vi brugte mest Uber og Cabify for nemhedens skyld.
Mexico City er en sikker by for de fleste turister. Pas alligevel på lommetyveri i offentlig transport eller på befærdede gader og markeder.
Hvor lang tid tager det at komme rundt i Mexico City?
Mexico City er enorm, og trafikken kan være voldsom – især i myldretiden.
Det betyder, at man skal afsætte god tid til transport, især hvis man har en aftale eller skal nå et fly.
Holder man sig til områderne Roma Norte og Condesa, er det forholdsvis nemt at komme rundt. De to kvarterer ligger tæt på hinanden, og man kan gå mellem dem på 15-20 minutter.
Der er også masser af caféer og butikker undervejs, så det føles som en hyggelig tur frem for en transportopgave.
Eksempler på gåafstande:
- Rundt i Roma Norte eller Condesa: De fleste steder kan nås på 10-15 minutter.
- Fra Roma Norte til Condesa: Ca. 15-20 minutter.
- Fra Condesa til Chapultepec-parken: 20-25 minutter.
Metro vs. bil
Metro er ofte den hurtigste løsning til at komme rundt i CDMX, især på længere strækninger.
En tur fra Condesa til Centro Histórico tager typisk 15-20 minutter med metroen, mens samme tur i bil kan tage alt fra 30 minutter til over en time, hvis trafikken driller.
Det kræver dog selvfølgelig, at man starter og slutter i rimelig gåafstand til en metrostation.
Trafikken i myldretiden
Hvis man tager taxi, Uber eller Cabify i myldretiden (typisk mellem kl. 7-10 og 17-20), kan transporttiden let fordobles eller endda tredobles.
En tur, der normalt tager 20 minutter, kan hurtigt tage en time eller mere.
Typiske transporttider i bil:
- Roma/Condesa til Centro Histórico: 20-40 minutter.
- Condesa til Polanco: 20-40 minutter (kortere uden trafik, men ofte langsommere i myldretiden).
- Roma til Coyoacán: 30-45 minutter.
- Lufthavnen til Roma/Condesa: 30-60 minutter, afhængigt af tidspunktet.
Brug transport-apps
Google Maps er uundværlig at have på telefonen (med data!), når man skal vurdere transporttider i realtid.
Den tager højde for trafikken og kan give et mere præcist bud på, hvor lang tid en tur vil tage.
Planlæg din rejse i god tid! Hvis man skal nå noget vigtigt i Mexico City, er det klogt at beregne ekstra tid – især i myldretiden.
Flyv til Mexico City
Vi fløj selv med KLM fra København til Amsterdam og derfra direkte videre til Mexico City.
Nogle gange er den billigste rute fra Danmark til Mexico over USA, men her er det værd at være opmærksom på, at man skal søge ESTA i USA, selv når man mellemlander.
Søg efter de billigste flybilletter på Momondo her (reklamelink).
Transport til og fra lufthavnen
Mexico City International Airport (Benito Juárez) ligger centralt og har to terminaler. Her kommer vi ind på, hvordan man bedst transporterer sig derfra ind til byen.
Uber/Cabify fra lufthavnen
At tage en Uber eller Cabify fra lufthavnen til ens hotel er nemt og praktisk.
Prisen til for eksempel Roma Norte eller Condesa ligger typisk på omkring 300 pesos (~ 100 kroner) afhængigt af tid og efterspørgsel.
Officiel lufthavnstaxi
Officielle lufthavnstaxier findes lige uden for ankomsthallerne. Køb billet ved taxiboderne inden du går ud.
De officielle taxier er typisk dyrere end eksempelvis Uber. Begge dele er dog sikkert og pålideligt.
Mexicansk gademad > jetlag.
Hvor skal man bo i Mexico City?
Det er virkelig vigtigt for ens ophold, hvor i Mexico City man vælger at bo. Især i forhold til transporten rundt!
For at få et godt overblik over områderne (samt de bedste hoteller i alle prisklasser i hvert af dem), kan du læse vores store guide til, hvor man skal bo i Mexico City.
Vores anbefalinger til de bedste steder at bo i Mexico City fra budget til luksus
Læs mereHvad skal man lave i Mexico City?
I vores store rejseguide til Mexico City har vi skrevet om alle de bedste oplevelser og seværdigheder, storbyen har at byde på.
Her kan du også blandt andet få svar på, hvornår man skal besøge Mexico City samt vores bedste tips til dit besøg.
Alt hvad du skal vide om at besøge CDMX, inklusiv hvad man skal lave og vores bedste tips
Læs mereTak for at læse med
Tak for at have læst vores guide til hvordan man bedst kommer rundt i Mexico City. Vi håber, at den har hjulpet!
Har du siddet fast i en trafikprop i timevis, eller trygt suset gennem natten i en Uber? Under alle omstændigheder ville det være fedt at høre dine bedste tips og tricks i kommentarerne.
Hold dig endelig ikke tilbage med at spørge os om noget, hvis du ikke har været i CDMX endnu. Vi hjælper gerne!
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Indsend Kommentar