Kühlungsborn rejseguide: 11 bedste oplevelser & seværdigheder i feriebyen ved Østersøen
Alt du skal vide om Kühlungsborn, inklusiv hvad du skal lave, bedste tidspunkt at besøge byen og hvor du skal bo![]() | Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
En kystby fuld af charme
Kühlungsborn er en populær destination ved Østersøkysten i Nordtyskland.
Efter selv at have været der et par varme dage i midten af august, forstår vi, hvorfor tyskere og folk fra hele verden flokkes til den smukke kystby.
Den lange sandstrand med de ikoniske strandkurve, promenaden, de skyggefulde gader, isbutikkerne, pariserhjulet… Det her er et feriested.
Uanset om man vil være aktiv eller slappe af, har Kühlungsborn noget at byde på, da man bestemt også kan tage på lange, afslappede vandreture eller sjove cykelture gennem skovene og landskabet.
I vores rejseguide til Kühlungsborn fortæller vi om, hvad man skal se og lave, hvor man skal bo, hvordan man kommer rundt og meget mere.
Hvor skal man bo i Kühlungsborn:
- Ultra-luksus: Hotel Kühlungsborn am Strand – Kühlungsborns fineste hotel. Direkte adgang til stranden med en smuk udsigt.
- Luksus: Meerblick-Maisonette Ostseebad Kühlungsborn – Det er umuligt ikke at føle sig som tysk adel i denne luksuriøse lejlighed ved strandpromenaden.
- Værdi for pengene: Weißt Du noch – Gästehäuser & Suiten – Romantiske, eventyrlige suiter med fantastiske anmeldelser i Kühlungsborn.
- Budget: Hotel Rosenhof – Enkle dobbeltværelser til en budgetvenlig pris tæt på Baltic Platz og stranden.
Søg efter de bedste hoteller i Kühlungsborn her.
Indholdsfortegnelse:
Hvor ligger Kühlungsborn?
Mellem hansestæderne Wismar og Rostock i den nordøstlige del af Tyskland finder man den lille ferieby Kühlungsborn ved den tyske østersøkyst (Mecklenburgische Ostseeküste på tysk).
Kühlungsborn har omkring 8.000 faste indbyggere året rundt, men i de populære sommermåneder strømmer langt flere tyske og internationale rejsende til byen for at holde ferie.
Byen er den største af badebyerne langs Østersøkysten i staten Mecklenburg-Vorpommern.
Kühlungsborn består af en vestlig og en østlig del, som er godt forbundet med veje, men de adskilles næsten helt af en skov.
Kühlungsborn og havet set fra Buk Fyrtårn længere inde i landet.
De bedste strande og hvad man skal lave omkring Kühlungsborn, Heiligendamm og Nienhagens Spøgelsesskov + hvor man skal bo
Læs mereHvor mange dage skal man bruge i Kühlungsborn?
Vi synes, at 2-4 dage i Kühlungsborn er perfekt til at nyde strandene, opleve byens stemning og tage på ture i den smukke natur – enten til fods eller på cykel.
Det giver tid til at slappe af i et roligt tempo, opleve lidt af den lokale kultur, prøve forskellige aktiviteter og endda tage en dagstur til nogle af de nærliggende områder.
Hvis du elsker strandliv eller bare trænger til en afslappende ferie med familien, kan det også sagtens give mening at blive en uge eller længere.
Et par dage i Kühlungsborn er rigeligt til at opleve de vigtigste seværdigheder og aktiviteter, men en uges ophold vil give dig god tid til at slappe af og nyde alt, byen har at byde på.
De bedste oplevelser og seværdigheder i Kühlungsborn
Byen byder på en bred vifte af seværdigheder og oplevelser, alt sammen med en rolig og indbydende atmosfære.
Her er hvad du skal lave og se i Kühlungsborn:
- Slap af på stranden
- Lej en strandkurv
- Spadsér langs promenaden
- Gå ud på Kühlungsborns mole
- Besøg Grænsetårnet ved Østersøen
- Se lystbådehavnen
- Kør med Molli-damptoget
- Udforsk Ostseeallee
- Hæng ud på Baltic Platz
- Cykling og vandreture
- Wellness og spa
1. Slap af på stranden
Kühlungsborn byder på en af Tysklands længste sandstrande, og en ferie ved den baltiske kyst er naturligvis ikke komplet uden tid på stranden.
Her kan du dyppe tæerne i vandet, slappe af med en god bog eller måske endda tage en lur i solen.
De smukke omgivelser gør stranden ideel for både solbadere, svømmere og familier, der vil tilbringe en dejlig dag ved vandet.
Hvis du er til lidt mere action, er der også rig mulighed for at prøve kræfter med forskellige former for vandsport.
Om sommeren er stranden i Kühlungsborn det absolutte samlingspunkt.
2. Lej en strandkurv
For den klassiske tyske strandoplevelse kan det anbefales at leje en strandkurv (Strandkorb) og nyde en afslappende dag ved havet.
Vi lejede ikke en i Kühlungsborn, men da vi prøvede det på øen Sild, var det virkelig en hyggelig og sjov oplevelse!
De ikoniske stole er en elsket tradition på tyske strande, da de giver en komfortabel og hyggelig måde at nyde havet på. Strandkurvene giver også læ for vinden og solen.
De er udstyret med tilbagelænede sæder, fodstøtter og opbevaringsplads.
Du kan typisk leje en strandkurv på timebasis eller for en hel dag. I 2024 var dagsprisen for en almindelig strandkurv 15 eller 16 euro (afhængigt af lav- eller højsæson) med muligheder for ugentlig leje.
At leje en strandkurv er en af de mest populære aktiviteter i Kühlungsborn.
Alt hvad du skal vide om Sild (Sylt), inklusiv hvad man skal lave, hvor man skal bo på øen og vores bedste rejsetips
Læs mere3. Spadsér langs promenaden
Promenaden ved stranden i Kühlungsborn er en af de længste i regionen, og den strækker sig mere end 3 kilometer langs Østersøen.
Vi nød en afslappet spadseretur og den fantastiske udsigt over havet og den brede strand.
På den anden side af stien kan du beundre de elegante, historiske huse i den klassiske tyske spa-arkitektur.
Rolige gåture ved havet er det bedste.
Læg mærke til den flotte spa-arkitektur undervejs.
Pladsen foran molen fungerer som et naturligt samlingspunkt langs promenaden.
4. Gå ud på Kühlungsborns mole
Kühlungsborn Mole (Seebrücke Kühlungsborn) blev bygget i 1991 og er derfor relativt ny.
Det er en af de længste moler på Østersøkysten, og vi anbefaler at gå de 240 meter ud til enden for at nyde panoramaudsigten over havet og den store strand.
Vi forestiller os, at molen er et skønt sted at se solnedgangen over Østersøen!
Et besøg på Kühlungsborn Mole er helt uundgåeligt, når man er i byen.
Det er det bedste sted i byen at få en god udsigt over kystlinjen.
5. Besøg Grænsetårnet ved Østersøen
Selvom det ikke er så stort, er et besøg på museet ved siden af Grænsetårnet ved Østersøen (Ostsee-Grenzturm Museum) et must for historieentusiaster, der er interesseret i den kolde krig.
Beliggende lige vest for molen langs promenaden giver det lille museum indsigt i Tysklands delte æra, hvor de gamle østtyske grænsetropper brugte tårnet.
På grund af begrænsede åbningstider er det en god idé at tjekke deres hjemmeside på forhånd. Der kan du også læse mere om tårnet.
Grænsetårnet ved Østersøen er et af de eneste overlevende vagttårne af sin art.
6. Se lystbådehavnen
Selv hvis man ikke ankommer med sit eget sejlskib, kan man beundre en række både og yachter ved marinaen i Kühlungsborn.
Langs den nye, moderne lystbådehavn kan man også slappe af på en række restauranter ved vandet og spise mad fra det lokale køkken, mens man nyder udsigten.
Hvis du er interesseret i sejlads, bådture eller andre former for vandsport, er der gode muligheder for at finde det her.
Lystbådehavnen i Kühlungsborn set fra molen.
7. Kør med Molli-damptoget
Cykling er en populær måde at udforske hele området på, og bilen er praktisk til længere ture, men…
En anden sjov mulighed – særligt hvis du rejser med børn – er at tage en tur med Molli-damptoget (Bäderbahn Molli).
Den historiske smalsporede dampbane stammer helt tilbage fra 1886, og det er som at tage en rejse tilbage i tiden!
Molli-damptoget forbinder Kühlungsborn West med Bad Doberan og stopper i flere charmerende byer undervejs.
Vi brugte det selv til en tur til Heiligendamm, hvor vi nød en naturskøn rejse gennem kystlandskaber og frodige skove.
Se tidsplanen for Molli-damptoget her.
En tur med Molli-damptoget er en underholdende oplevelse for både børn og voksne.
At se landskaberne passere forbi fra toget giver en helt anden oplevelse end fra en bil eller cykel.
8. Udforsk Ostseeallee
Hovedgaden, der forbinder den østlige og vestlige del af Kühlungsborn, hedder Ostseeallee.
Den maleriske allé, der løber parallelt med stranden, indbyder til en afslappet gåtur eller cykeltur, hvis du vil udforske byens unikke blanding af arkitektur og kystcharme.
Langs vejen finder du smukt bevarede bygninger, der afspejler den originale tyske spa-arkitektur – herunder elegante villaer og imponerende hoteller.
9. Hæng ud på Baltic Platz
I den vestlige del af byen ligger Baltic Platz, der er en livlig plads ved havet, hvor både turister og lokale samles.
Selvom stedet er perfekt for besøgende i alle aldre, er Baltic Platz særligt familievenligt med en sjov legeplads og et pariserhjul, der byder på panoramaudsigt over området.
Rundt om pladsen finder man hyggelige caféer og restauranter. Lejlighedsvis er det også et knudepunkt for begivenheder og sammenkomster som livemusik, markeder og sæsonbestemte festligheder.
Baltic Platz er et naturligt samlingspunkt.
Vi tog ikke en tur i pariserhjulet, men udsigten må være flot.
Gå ikke glip af legepladsen, hvis du rejser med børn.
10. Cykling og vandring
Selvom man helt sikkert kan bruge al sin tid i Kühlungsborn på at slappe af, er det også et ideelt sted at være aktiv.
Kühlungsborn er et paradis for friluftsentusiaster med et omfattende netværk af velafmærkede stier, der både følger kysten og snor sig gennem landskabet.
Under vores besøg sluttede vi os til de mange cyklister, der udforskede området, og vi cyklede hele vejen op til Buk Fyrtårn (Der Bastorfer Leuchtturm) fra Kühlungsborn – en tur, der bød på imponerende udsigter og god træning for benene.
Her er en fin cirkulær cykelrute, der tager dig fra Kühlungsborn til fyret.
Vi lejede cykler fra Drahtesel i Kühlungsborn, og de tilbyder forskellige typer af cykler. Sørg for at reservere din cykel på forhånd, hvis du er skal bruge den i en travl periode (hvilket er hele sommeren).
Vi lejede cykler i Kühlungsborn og cyklede til Buk Fyrtårn.
Området er hjemsted for nogle charmerende skove.
11. Wellness og spa
Efter al den vandring og cykling (eller mangel på samme…), hvorfor så ikke slappe lidt af? Det er trods alt en spa-by!
Kühlungsborn er kendt for sine mange wellnesscentre, som tilbyder alt fra traditionel massage til moderne wellnessterapier.
De fleste kurbade er inde på hotellerne, men ofte kan man også få adgang mod et gebyr, selv hvis man ikke er hotelgæst.
Forkæl dig selv med lidt spa-tid i Kühlungsborn – det er trods alt en spa-by.
Alt hvad du skal vide om kør-selv-ferie i Slesvig-Holsten, inklusiv hvad man skal lave, hvor man skal bo og vores bedste tips
Læs mereHvor skal man bo i Kühlungsborn?
Kühlungsborn er et populært feriemål, hvor priserne kan være i den højere ende – især om sommeren . Derfor kan det godt betale sig at reservere din bolig i god tid.
Når det er sagt, er det en skøn destination med et bredt udvalg af gode hoteller og lejligheder, der passer til forskellige behov.
Selvom det kan være dyrt at bo tæt på stranden i Kühlungsborn, gør byens kompakte størrelse det muligt at finde mere budgetvenlige muligheder blot et par hundrede meter væk uden at gå på kompromis med bekvemmeligheden.
Når det kommer til valget mellem den vestlige, midterste eller østlige del af byen, har hvert område sin egen unikke charme, og den smukke strand strækker sig uforstyrret langs hele kystlinjen.
Søg efter de bedste hoteller i Kühlungsborn her (reklamelink) .
Det bedste ultra-luksushotel i Kühlungsborn
- Hotel Kühlungsborn am Strand – Kühlungsborns fineste hotel. Direkte adgang til stranden med en smuk udsigt.
Det er næsten umuligt at misse Hotel Kühlungsborn am Strand i det vestlige Kühlungsborn. ©Hotel Kühlungsborn am Strand (reklamelink)
De bedste luksushoteller i Kühlungsborn
- Apartmenthaus Atlantik – Bo direkte ved stranden i Kühlungsborn i din egen lejlighed.
- Meerblick-Maisonette Ostseebad Kühlungsborn – Det er umuligt ikke at føle sig som tysk adel i denne luksuriøse lejlighed ved strandpromenaden.
Med direkte udsigt over Kühlungsborns mole er Apartmenthaus Atlantik (reklamelink) det bedste sted at bo i den østlige del af byen.
Vi er imponerede over indretningen af ferielejlighederne. ©Meerblick-Maisonette Ostseebad Kühlungsborn (reklamelink)
De bedste hoteller i mellemklassen/værdi for pengene i Kühlungsborn
- Weißt Du noch – Gästehäuser & Suiten – Romantiske, eventyrlige suiter med fantastiske anmeldelser i Kühlungsborn.
- Villa Katharina – Dejlige lejligheder super tæt på stranden.
Weißt Du noch er et af de få steder i Kühlungsborn med pool (og sauna!) ©Weißt Du noch – Gästehäuser & Suiten (reklamelink)
At leje sin egen lejlighed er perfekt for grupper og familier, der har brug for mere plads og privatliv. ©Villa Katharina (reklamelink)
De bedste lavprishoteller i Kühlungsborn
- Lodge Boutique Hotel Kühlungsborn – Et stilfuldt hotel tæt på havet beliggende lige vest for byen.
- Hotel Rosenhof – Enkle dobbeltværelser til en budgetvenlig pris tæt på Baltic Platz og stranden.
Selvom der måske ikke er mange tjenester eller faciliteter, virker det som et hyggeligt og budgetvenligt valg for en overnatning i Kühlungsborn. ©Lodge Boutique Hotel Kühlungsborn (reklamelink)
Hotel Rosenhof er bygget i den klassiske spa-arkitekturstil. ©Hotel Rosenhof (reklamelink)
Værelserne ser også ganske fine ud. ©Hotel Rosenhof (reklamelink)
Sådan kommer man rundt i Kühlungsborn
I bil
At køre rundt i regionen og langs den tyske østersøkyst er både praktisk og fleksibelt. Vejene er i god stand og har som regel kun let trafik.
Kühlungsborn er godt forbundet med andre byer, og der findes parkeringsmuligheder flere steder i byen. Dog kan det være en udfordring at finde en plads i højsæsonen, når området er særligt travlt.
Gå rundt i byen
Den bedste måde at udforske Kühlungsborn på er til fods.
Byen er meget fodgængervenlig, især langs strandpromenaden. I centrum ligger de fleste attraktioner inden for kort gåafstand af hinanden.
På cykel
Cykling er en fremragende måde at komme rundt på, da der er et omfattende netværk af cykelstier.
Det er en af de mest populære transportformer i Kühlungsborn, og vi så masser af cyklister under vores ophold. Vi hoppede endda selv i sadlen for at komme rundt noget af tiden.
Byen er cykelvenlig med velholdte stier, der forbinder byens områder og de omkringliggende naturområder. Det er også almindeligt, at cyklister deler de brede fortove med fodgængere.
Har du ikke din egen cykel med, er det let at leje én i byen. Udlejningerne tilbyder både almindelige cykler og elcykler, og vi kunne endda få fat i en babycykelstol. Hvis du har særlige ønsker eller behov, kan det anbefales at reservere i god tid i højsæsonen.
Med offentlig transport
Vi brugte ikke selv offentlig transport til at komme rundt (bortset fra en tur med damptoget Molli!), men der kører lokale busser i området, og vi er sikre på, at det sagtens kan lade sig gøre, hvis du holder godt øje med tidsplanerne.
Molli-damptoget er en sjov måde at komme fra Kühlingsborn til andre byer i nærheden.
Selv da vi besøgte Kühlungsborn i højsæsonen, virkede gaderne og vejene aldrig overfyldte.
Alt hvad du skal vide om Lübeck i Tyskland, inklusiv hvad man skal lave, hvor man skal bo og vores bedste tips
Læs mereHvornår skal man besøge Kühlungsborn?
Forår (marts, april og maj) er et smukt tidspunkt at besøge Kühlingsborn med solskinsdage og blomstrende blomster. Det kan stadig være lidt køligt, så tjek vejrudsigten inden du pakker.
Sommer (juni, juli og august) er selvfølgelig den varmeste årstid, og temperaturerne kan blive ret høje i juli og august. Samtidig regner det også mest om sommeren, så pak en regnjakke eller en paraply for en sikkerheds skyld. Solen skinner normalt fra tidlig morgen til meget sent om aftenen. Sommerferien i Tyskland er fordelt ud mellem midten af juni og midten af september, og det betragtes som højsæsonen i Kühlingsborn.
Efterår (september, oktober og november) byder måske ikke på de varmeste stranddage, selvom september stadig kan overraske med behageligt vejr. I efteråret har man dog chancen for at nyde Kühlungsborn og den omkringliggende natur med færre menneskemængder. Efterårsfarverne passer godt til de gamle, charmerende bygninger i byen.
Vinter (december, januar og februar) er generelt koldt, men på den anden side er der normalt færre turister. Hvis du planlægger at besøge byen i julen eller over nytår, er det smart at booke overnatning i god tid.
Da vi besøgte Kühlungsborn i midten af august, oplevede vi perfekt varme og solrige sommerdage.
Alt hvad du skal vide om Bremen i Tyskland, inklusiv hvad man skal lave, hvornår man skal besøge byen og vores bedste tips
Læs mereHvad skal man medbringe til Kühlungsborn?
- Rejseforsikring. Rejs aldrig uden!
- Et godt kamera – her er en guide til det udstyr, vi bruger.
- Solcreme. Især hvis du besøger Mecklenburg-Vorpommern om sommeren (og planlægger at tage til en af de nærliggende strande!). Vi anbefaler, at man bruger en økologisk, vegansk solcreme uden oxybenzone og andre skadelige kemikalier.
- Vandresko, sneakers eller andre behagelige sko, du kan gå meget i.
- Badetøj hvis du planlægger at bade om sommeren, eller hvis du bor på et hotel med spaområde.
- En genopfyldelig vandflaske. Man kan sagtens drikke vandet fra hanen i Tyskland.
- Kontanter til parkering og andre småkøb, især 1 og 2 euro-mønter. Det er ikke alle steder i Tyskland, der tager kreditkort.
Kühlungsborn emmer af ferieagtig stemning om sommeren med sine souvenirbutikker og isbarer.
Kamera, objektiver, drone og andet tilbehør vi bruger til at skabe rejseindhold i høj kvalitet
Læs mereBæredygtige rejsetips
For at rejse så bæredygtigt som muligt, anbefaler vi følgende:
- Medbring dit eget drikkevand i en genopfyldelig flaske.
- Undgå engangsplastik.
- Sortér dit affald korrekt og smid det ikke på jorden.
- Tjek din solcreme inden du går i vandet. Mange mærker indeholder oxybenzone og andre kemikalier, der er skadelige for havmiljøet.
- Tag kun fotos og efterlad kun fodaftryk. Undgå at tage ting fra naturen med dig.
- Respekter det lokale dyreliv.
Eena Café er et af de bedste steder i Kühlungsborn, hvis du er på udkig efter en hurtig bid brød eller kage og kaffe.
En rejsedagbog fra et par fine sommerdage i den nordligste del af Tyskland
Læs mereTak for at læse med
Tak fordi du læste vores rejseguide til Kühlungsborn. Vi håber, den har været brugbar!
Hvad synes du om den baltiske badeby?
Hvis du har været i Kühlungsborn, ville det være fedt at høre dine bedste tips og tricks.
Og hvis du ikke har været der endnu, så tøv ikke med at spørge os om noget i kommentarerne. Vi hjælper gerne.
Vil du hjælpe os?
Har du fået noget ud af guiden? Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Indsend Kommentar