Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere.
Lad os slå det fast med det samme; vi er helt vilde med pizza. Faktisk så vilde med den italienske klassiker, at vi snildt kan spise pizza 10 gange i træk – på to og en halv dag.
Det var netop så lang tid, vi brugte i Rom i september 2017, hvor vi vandrede byen tynd og holdt energien oppe med masser af pizza-stop undervejs. Italiens hovedstad huser et imponerende udvalg af pizzeriaer, og alle slags stilarter er repræsenterede.
Vi gik på jagt efter de bedste og har fokuseret på friskhed, dejens kvaliteter, bagetid, uniformitet og balancen mellem tomatsovs og ost. Længere nede har vi skrevet lidt om, hvordan vi har bedømt pizzaerne.
I denne guide har vi inddelt pizzaerne i de klassiske store, runde pizzaer og de mere frokostvenlige pizzaslices. Alle stederne kan findes på et kort over Rom nederst i artiklen.
Store, runde pizzaer
Pizza, pizza, pizza
Pizza anses traditionelt set som et let aftensmåltid i Italien. Sammenlignet med en dansk eller amerikansk tung ostebombe kan det lyde mærkeligt, men de italienske pizzaer er generelt meget tynde og kun sparsomt toppet.
Engang havde pizzeriaerne udelukkende åbent om aftenen, for at de brændefyrede ovne kun skulle opvarmes en gang om dagen, men besøger man Rom i dag, kan man sagtens få runde pizzaer bagt i brændeovn til frokost.
Det er dog mere almindeligt at snuppe et pizzaslice – eller pizza a taglio, hvilket betyder skåret pizza. Det er oftest firkantede stykker, men engang imellem også små og runde, der sælges per kilo afhængig af toppingen.
Slicene indtages oftest stående, og pizza a taglio-stederne henvender sig primært til de mange travle forretningsmennesker, der ikke kan nå hjem i frokostpausen.
Om aftenen er der rigtig gang i alle Roms restauranter, og mange pizzeriaer har åbent til klokken et eller to efter midnat. Der er typisk mest gang i den ved ti-tiden, hvor solen er gået ned og romerne mødes ved langbordene over den runde spise.
Friturestegte forretter
Romernes favoritforret til pizza er fritti, der oversat blot betyder stegt (som regel i friture). De små risbolde, der kaldes suppli, er meget populære, men fisk, grøntsager og mozzarella frituresteges også.
Hvis man tæller kalorier, skal fritti nok undgås, men hvis man vil spise pizza som romerne, begynder et godt pizzamåltid altså med friture – meget gerne skyllet ned med iskold øl.
5 store, runde pizzaer
Det er svært at gå helt galt i byen, når man spiser pizza i Rom. Kvaliteten er høj, og styrer man udenom de værste turistfælder, kan man helt sikkert finde masser af gode romerske pizzaoplevelser.
Vi besøgte fem pizzeriaer i gåafstand fra de gængse seværdigheder, heraf fire med sprøde romerske pizzaer og et enkelt sted med en napolitansk pizza.
Emma
Numero uno og absolut bedste pizza på denne Rom-tur fik vi hos Emma.
Pizzarestauranten ligger meget centralt i området Campo dè Fiori, og Emma er populært blandt både lokale og turister. Vi besøgte det travle pizzeria om aftenen uden pladsbestilling og fik lov til at vente et lille kvarter på at få et bord. Der er siddepladser både ude og inde.
Priserne er en smule højere end gennemsnittet i byen, men det gør den høje kvalitet mere end op for. Vi bestilte en helt økologisk margherita til 12 euro (90 kroner) og en artiskokpizza til 10 euro (75 kroner).
Dejen havde en perfekt konsistens, tomatsovsen var forrygende, osten var lige tilpas, og olivenolien på toppen satte kronen på værket og hævede pizzaen til et andet niveau.
Emma gør meget ud af at fortælle om ingredienserne, og hvor de kommer fra. Ved siden af restauranten ligger også en lille butik, hvor man kan tage mange af råvarerne med hjem.
Via Monte della Farina, 28/29
Berzitello
Den næstbedste pizza i Rom fik vi til frokost hos Berzitello, der ligger lidt anonymt på gaden Via delle Quattro Fontane tæt på metrostoppene Barberini og Repubblica.
Selvom Berzitello ikke ligger langt fra de store seværdigheder, var der ikke turistet, og de fleste gæster var lokale, der spiste en hurtig frokost. Stedet ser ikke ud af meget udefra, og det er ikke ligefrem stilfuldt indrettet, men ikke desto mindre føltes det hyggeligt og autentisk italiensk med fodboldtrøjer, malerier, maritime genstande og vinreoler op ad væggene.
Pizzaerne gjorde dog mere end op for den sjove indretning. Vi fik en klassisk margherita for 7 euro (53 kroner) og en laksepizza uden tomatsovs med oliven, friske cherrytomater og ost for 10 euro (75 kroner).
Betjeningen var høflig, pizzaerne kom hurtigt, og de smagte super godt med tynde, sprøde kanter og ingredienser af høj kvalitet.
Via delle Quattro Fontane, 32C
La Pizza i Mercato Centrale
Ved siden af Roms hovedbanegård Termini ligger madmarkedet Mercato Centrale Roma, hvor La Pizza serverer napolitanske pizzaer. Stedets margherita med bøffelmozzarella var jagtens første pizza, og den skuffede ikke.
De napolitanske pizzaer kendetegnes ved en smidigere, luftigere dej og en blød kant sammenlignet med de sprøde romerske pizzaer.
Pier Daniele Seu, som står bag La Pizza, mestrede den klassiske margherita, som kom ud godt bagt med de karakteristiske brændte pletter, smagfuld tomatsovs og tilpas smeltet mozzarella. Vi betalte 8 euro (60 kroner).
Med de tætte siddepladser i madhallen er La Pizza hverken gademad eller fin restaurant, men konceptet passer perfekt, hvis man lige vil snuppe en hurtig pizza ved ankomst eller afgang fra Termini. På grund af ovnens skyhøje temperatur bliver pizzaerne nemlig færdige på få minutter.
Udover margheritaen var der mange andre spændende pizzavalg på menukortet, som jævnligt bliver skiftet ud.
Via Giolitti, 36
Da Ivo
I det hippe Trastevere-område ligger det klassiske romerske pizzeria Da Ivo. På de små borde udenfor sidder man tæt, og indenfor kører der fodbold i fjernsynet.
Til forret bestilte vi mozzarelline; syndige, friturestegte mozzarella-bolde, der smagte fantastisk på den simpleste måde.
Pizzaerne, som blev serveret kort tid efter af en energisk tjener, var ligeledes tilfredsstillende. Vi bestilte en margherita med bøffelmozzarella, cherrytomater og parmesan, der gik under navnet Buffalo Bill og kostede 7,60 euro (57 kroner).
Pizzaen var tynd og sprød med luftige kanter og bunden var tilpas brændt. Da Ivo var gavmilde med basilikumbladene på toppen, og vi var vilde med, at der både var tomatsovs og friske tomater på.
Via di S. Francesco a Ripa, 158
Ai Marmi (Panattoni)
Panattoni er pizzeriaets egentlige navn, men på grund af de mange marmorborde bliver stedet kaldt Ai Marmi i daglig tale.
Restauranten, der ligger i Trastevere, er hektisk, larmende, travl og populær blandt de lokale. Vi ankom efter klokken 22 på en hverdag, hvor festen først lige var startet.
Ved siden af os sad en stor italiensk teenagegruppe, og resten af restauranten var fyldt med folk i alle aldre. Der var med andre ord lidt langt til en stille, romantisk restaurantoplevelse, men til gengæld føltes Ai Marmi meget autentisk italiensk.
Flere guider fremhæver Ai Marmi som en af byens bedste bud på god, romersk pizza, men vi blev desværre en lille smule skuffede.
Margheritaen til 6,80 euro (51 kroner) var fint sprød men gennemsnitlig i smagen, og aubergine-pizzaen til 8,80 euro (66 kroner) var så brændt i bunden, at en stor del af den var uspiselig. Både servicen og pizza-ventetiden var derudover jagtens klart langsommeste.
Viale Trastevere, 53–57
5 pizzaslices
Et pizzaslice kan både spises til frokost, til aftensmad eller ind imellem. Rom er fyldt med gode bud, og her følger de fem pizza a taglio-steder, vi besøgte.
Zizzi
Zizzi ligger relativt tæt på Colosseum, og her fik vi turens bedste pizzaslice. Udvalget skifter efter, hvad der kommer ud af ovnen, og smagene spænder fra simple klassikere til lidt mere vovede kreationer.
Vi fik en god margherita for 2 euro (15 kroner) og en bianca med parmesan og fem slags peber for 2,50 euro (19 kroner), der var lige i skabet.
Piazza di S. Martino Ai Monti, 5
Trieste Pizza
Helt økologiske Trieste Pizza ligger i en hyggelig gade nær det romerske forum, og ud af ovnen kommer der runde pizzaer i snack-størrelse.
Der er en del siddepladser, men man skal gøre sig umage for at bruge mange minutter på at spise de små pizzaer. Den sprøde og spongiøse margherita røg i hvert fald lige ned.
Tomaterne kommer fra Triestes egen farm i Apulien, dejen indeholder fuldkornsmel, og olivenolien er italiensk og ekstra jomfruelig.
Den samlede oplevelse var rigtig god; servicen var smart i en fart – og så tæller økologien og de gode ingredienser selvfølgelig op. Vi betalte 2,50 euro (19 kroner) for en mini-margherita.
Via Urbana, 112
La Boccaccia
La Boccaccia i Trastevere-området er et simpelt sted med billige øl, få siddepladser, sød service og rigtig gode pizzaslices.
Vi fik to firkantede slices på foccaciabund og uden tomatsovs; et med bløde rødløg og et andet med squash, ricotta og spinat. Smagen var lige, som den skulle være, og vi betalte i alt 4,50 euro (34 kroner).
Via di Santa Dorotea, 2
El pane e i dolce i Mercato Centrale
Ligesom La Pizza ligger El pane e i dolce i Mercato Centrale. Bageriet har et stort udvalg af pizzaslices, som bliver skåret i firkantede stykker efter ønske, og prisen afhænger af toppings og vægt.
Vi fik i alt prøvet tre forskellige slices; et helt simpelt slice med tomatsovs, der havde en god tomatsmag, et lidt mere vovet med ricotta, rucola og chili-tomatsovs og en ostebombe med kartoffel og mozzarella. Bundene var både sprøde og luftige, og alle toppings smagte frisk. Pizzaslicene bliver varmet ved bestilling.
Via giolitti, 36
Il Pinsere
Il Pinsere serverer mellemsmå runde pizzaer i en god frokoststørrelse, der langes hurtigt over disken og kan spises stående indenfor eller langs facaden foran butikken.
Stedet skulle give et godt indblik i den romerske frokosttradition, hvor der er pakket med forretningsfolk, men vi kom om eftermiddagen og oplevede et roligt og muntert køkkenpersonale, der havde overstået dagens travle ryk.
Vi fik ikke verdens mest spændende margherita, og dejen var lidt for tung. Der var til gengæld mange andre spændende smagskombinationer, og måske ville en anden topping have givet et andet indtryk hos de undertegnede pizzadommere.
Via Flavia, 98
Sådan bedømmer vi pizzaer
Det er svært at få en rigtig dårlig pizza, men mindst lige så svært at få en pizza, der når op på de aller højeste gastronomiske niveauer. I Italien er forudsætningerne for at få en delikat og velsmagende pizza dog lidt bedre end i resten af verden.
Men hvad karakteriserer en god pizza? Spørgsmålet er naturligvis meget individuelt, men vi synes, det vigtigste er en balance i smag og tekstur, og vi smager efter følgende parametre:
Tomatsovs
Balancen mellem tomatsovsen og resten af pizzaen er alfa og omega for en god pizzaoplevelse. For meget tomatsovs kan dominere smagen og gøre bunden for fugtig, og for lidt kan gøre pizzaen tør og neutral. Den optimale tomatsovs rammer et perfekt sted mellem at være let syrlig og sød med smag af helt modne, friske tomater.
Ost
Mængden af ost er meget afgørende for pizzaens kvalitet, men smeltegraden og elasticiteten er også vigtig. Der er stor forskel på, om osten bliver bagt med eller først bliver lagt på, efter pizzaen har været i ovnen, samt om det er revet ost eller tykke, runde skiver. Vi er generelt tilhængere af en rigtig god bøffelmozzarella, der er let smeltet.
Bunden
Der er overordnet set to skoler indenfor pizzabunde – den sprøde og den bløde. Den romerske pizza kendetegnes generelt ved at være så tynd og sprød som muligt med kanter, der nærmest kan knækkes over, mens den originale pizza fra Napoli har en blød og elastisk dej, der bages hurtigt ved ekstremt høj varme og dermed får en luftig kant.
Dejens vigtigste kvaliteter handler om at holde på pizzaens ingredienser, have tilpas med bid og en perfekt bagetid, som giver en uniform brændthed, der ikke er kullet.
Restauranten
Betjening, tempo, komfort og indretning er med til at afgøre den samlede oplevelse. Der er både point for autencitet og romantik – omend de i Rom umiddelbart ligger på hver deres side af skalaen.
Pizza kan godt være en stille affære, men den mest lokalt forankrede pizza fås generelt siddende tæt på romere, der blot er ude for at få sig et måltid med friturestegte forretter og en margherita på bordet, der skylles ned med kold flaskeøl.
Lang ventetid tæller ned; når først man har bestilt sin pizza, kan det ikke gå hurtigt nok.
Pris
Priserne på de pizzeriaer vi besøgte svingede ikke meget, men pris sammenlignet med kvalitet er naturligvis alligevel en bestemmende faktor for den endelige bedømmelse.
Kort over de 10 pizzeriaer i Rom
Find de pizzeriaer vi har skrevet om i artiklen på kortet herunder. Klik på ikonet øverst til venstre for at se en oversigt.
Får du lyst til at tage til Rom?
Vi drømmer os allerede tilbage til de varme pizzaer og alle de lækre is, vi har skrevet om i denne gelato-guide til Rom.
Fly til Rom
Heldigvis koster flybilletterne til Rom oftest ikke ret meget, og du kan tage et kig på priserne ved at klikke på vores reklamelink (hvad er det?) herunder:
Søg efter de billigste billetter til Rom på Momondo.
Overnatning i Rom
Hvor skal man bo i Rom? Klik på linket for at læse vores rejseguide med de bedste områder og hoteller i Italiens romantiske hovedstad.
Vi kan også anbefale at kigge efter gode tilbud på hoteller i den smukke by lige her:
Find de bedste (og billigste) hoteller i Rom på Hotels.com (reklamelink).
Tak fordi du læste med
Giv os endelig besked hvis du kunne bruge vores guide, eller hvis du vil dele et pizza-tip!
Vi skal helt sikkert tilbage til Rom for mere pizza en dag.
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Indsend Kommentar