fbpx

Hvorfor skal man rejse til Bali? 12 gode grunde + 3 grunde til at lade være

Hvorfor du skal besøge den populære ferieø - eller måske holde dig væk
Alexander & VictoriaHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.
Ferieparadis eller overvurderet?

Millioner af mennesker besøger Bali hvert år – og en hel del danskere har enten været der eller drømmer om det.

Er Bali den perfekte tropeø? Eller hvad handler hypen om?

Vi har selv rejst til Bali og de omkringliggende indonesiske øer flere gange, og vi elsker det. Men der er selvfølgelig også nogle mindre elskelige elementer af en ferie på “gudernes ø”.

I denne guide med de bedste grunde til at besøge Bali, kommer vi ind på nogle af de unikke muligheder, øen byder.

Vi slutter af med at komme ind på noget af det mindre attraktive, som måske kan gøre, at man ikke gider at rejse til Bali.

1. Templer

Der er ikke mange meter mellem tempelkomplekser af forskellige størrelser på Bali, og overalt er der små helligdomme.

Balineserne er uden tvivl meget religiøse og den spirituelle stemning er en af årsagerne til, at der er så skønt at være.

Det er dog de store templer, der er ekstra spændende at opleve, og på Bali er de i overflod!

Vores favoritter er Tirta Gangga, Ulun Danu Beratan, Tanah Lot, Tirta Empul, Ubud Water Palace og Besakih.

Ulun Danu Beratan med refleksion i vandet

Ulun Danu Beratan er nok Balis mest kendte tempel.

Victoria i Pura Taman Saraswati

Flere af templerne er lidt turistede, men de bliver alle dagligt brugt aktivt i religiøse sammenhænge af balineserne.

Balinesiske kvinder med offergaver på vej til ceremoni i Ubud

Man skal ikke lede længe efter religiøse ceremonier – her i Ubud.

28 tips & gode råd til at besøge Bali: Alt du skal vide, inden du rejser
Du er måske interesseret i:28 tips & gode råd til at besøge Bali: Alt du skal vide, inden du rejser

Tag afsted med ro i maven til Indonesiens populære ferie-ø

Læs mere

2. Vandfald

Det er en fantastisk oplevelse at stå foran et vandfald, hvor tusindvis af liter vand strømmer ud og falder mange meter ned.

Og så endda omringet af vild jungle!

På Bali er der simpelthen mange smukke vandfald at vælge mellem, at det er svært at bestemme sig for, hvilke man skal se.

Nogle er lettere at komme til end andre, nogle kan man bade i, og nogle er mere “kommercielle” med restauranter og fotospots ved indgangen. De fleste tager en indgangspris.

Vores favoritter er Sekumpul, Leke Leke, Tibumana, Gembleng, Tukad Cepung og Gitgit.

Victoria ved Sekumpul-vandfaldet

Nogle af Balis vandfald er iøjnefaldende på grund af deres størrelse og enorme vandmasser.

Leke Leke-vandfaldet på Bali

Andre vandfald er mindre men æstetiske på anderledes måder.

3. Vulkaner

Bali er en vulkanø, og her finder man både flere aktive og inaktive vulkaner.

Det seneste vulkanudbrud var i 2019, men der er faktisk ofte små, ikke-alvorlige udbrud.

Bor man østpå (for eksempel i Sidemen), kan man ofte bo med vulkanudsigt. Det er også muligt at se flere vulkaner fra risterrasserne i Jatiluwih.

Man kan trekke op til toppen af Mount Batur eller Mount Agung med en guide og se solopgangen – eller tage en jeeptur hvis man vil spare benene for en krævende omgang vandring.

Vi så selv solopgangen fra Mount Batur, hvorfra vi kunne se Mount Agung og det omkringliggende landskab. Det er en af de flotteste oplevelser, vi har haft på Bali!

Reklame

Mount Batur dronebillede med søen og Mount Abang i baggrunden

Mount Batur (forrest i billedet) er Balis mest aktive vulkan.

Bukit Cinta vulkanudsigt på Bali

Bali er bare magisk.

4. Risterrasser

Noget af det Bali er blevet mest kendt for, er de flotte risterrasser. De mange etager med ris er blevet ikoniske!

Hvem havde troet, at landbrug kunne være så smukt?

Udover at rismarkerne selvfølgelig dyrkes, for at der kan sælges ris, er de nu også blevet mere kommercielle og turistorienterede.

Ved de store, kendte risterrasser som Tegallalang og Jatiluwih er der en indgangspris, adskillige restauranter og vandreruter, man kan gå ind i mellem markerne.

Det er en flot oplevelse på Bali, og man kan tage masser af billeder af de postkortpæne risterrasser.

Alex & Victoria ved Jatiluwih Rice Terraces

Ved Jatiluwih Rice Terraces var vi heldige at se vulkaner i horisonten i morgenlyset.

Risterrasserne i Tegallalang

Risterrasserne i Tegallalang er de mest populære risterrasser at besøge.

Rejseguide til Ubud: 32 bedste oplevelser & seværdigheder
Du er måske interesseret i:Rejseguide til Ubud: 32 bedste oplevelser & seværdigheder

Alt hvad du skal vide om Ubud på Bali, inklusiv hvad man skal se og vores bedste tips

Læs mere

5. Strande

Selvom Bali ikke nødvendigvis er den aller mest oplagte stranddestination, er der mange flotte strande.

Fra Denpasar og op langs vestkysten er strandene brede og mørke i sandet med store bølger til surfere.

Oppe nordpå er Lovina den mest besøgte strand, og ude østpå ved Amed, Candi Dasa og Padangbai finder man god snorkling ud for de (lidt mindre pittoreske) smalle, sortsandede strande.

For ægte feriestemning ved stranden skal man til hyggelige Sanur eller de velplejede strande ved Nusa Dua.

Ved Uluwatu er der også flotte, dramatiske badestrande.

Tag til Gili-øerne for laid-back island vibes eller Nusa Penida for helt vilde eventyrsstrande.

Nusa Dua dronebillede med strand og flot vand

Strandene i Nusa Dua er nogle af Balis flotteste af slagsen.

Rejseguide til Sanur: 15 bedste oplevelser & seværdigheder
Du er måske interesseret i:Rejseguide til Sanur: 15 bedste oplevelser & seværdigheder

Alt hvad du skal vide om Sanur på Bali, inklusiv hvad man skal se, hvor man skal bo og vores bedste tips til strandbyen

Læs mere

6. Øer tæt på

På en kort sejltur fra Bali kan man komme til flere lækre øer.

På de tre Gili-øer mellem Bali og Lombok (Gili Trawangan, Gili Meno og Gili Air), er der ingen biler, og her kan man virkelig komme ned i gear og chille på stranden.

Nusa Penida er en anden ø, der er værd at tjekke ud, hvis man kan lide eventyr og helt vilde udsigter. Øen er især kendt for stranden Kelingking Beach med udsigt til en “T-Rex”-formet klippe og stranden Diamond Beach.

De to mindre naboøer Nusa Ceningan og Nusa Lembongan er ideelle til afslapning.

Alex og Victoria på Nusa Penida

På nærliggende Nusa Penida er strandene lidt vildere end på Bali.

Udsigt over Kelingking Beach på Nusa Penida

Kelingking Beach og “T-Rexen” er Nusa Penidas mest kendte attraktion.

Gili Meno rejseguide: De bedste oplevelser & hoteller
Du er måske interesseret i:Gili Meno rejseguide: De bedste oplevelser & hoteller

Alt hvad du skal vide om Gili Meno, inklusiv hvor du skal bo, hvad du skal lave og vores bedste tips til den lille ø tæt på Bali

Læs mere
Nusa Penida rejseguide: 10 bedste strande & seværdigheder
Du er måske interesseret i:Nusa Penida rejseguide: 10 bedste strande & seværdigheder

Alt hvad du skal vide, inklusiv hvad man skal se, hvor man skal bo og masser af billeder

Læs mere

7. Lækker mad

Noget af det unikke ved Bali i forhold til andre øer i Sydøstasien er det helt enorme store udvalg af mad fra alle verdens køkkener.

Du finder selvfølgelig indonesisk mad, men også italiensk, thailandsk, japansk, græsk og andre vestlige muligheder for burgere, sandwiches, pizza, smoothie bowls, bagværk og ordentlig kaffe.

Det er i høj kvalitet, og mange af spisestederne er virkelig flot indrettede.

Vi spiser selv vegansk, og på Bali er mulighederne nogle er verdens bedste! Hvis man spiser (overvejende) plantebaseret er Canggu, Seminyak og Ubud paradis – men stort set alle steder kender de til konceptet og tilbyder veganske og vegetariske retter.

Frisk frugt i gadestand i Ubud

Spørger man os, kan man ikke besøge troperne uden også at spise masser af de lokale frugter i sæson.

Balinesisk mad fra Moksa

Der er få steder i verden, hvor vi spiser lige så godt som på Bali.

8. Venlige lokale

Balineserne er generelt et af de absolut sødeste folkefærd, vi har mødt – og vi har efterhånden rejst rundt i mange forskellige lande.

Serviceniveauet er højt, men selv de lokale der ikke er på arbejde er alligevel ekstra venlige.

De smiler, hilser og er altid høflige, og man føler sig så velkommen på øen.

Smilende balinesere på restaurant

Balineserne har dejlig let til smil og grin. At rejse med en baby hjælper selvfølgelig ekstra meget på sagen.

9. Spa og wellness

Overalt er der skønne muligheder for at forkæle sig selv.

Hvad enten man vil have en times fodmassage for 80 kroner på siden af vejen eller drømmer om en mere luksuriøs oplevelse på en fancy klinik, er der sjældent langt.

Flere store hoteller har endda deres egne spa-afdelinger.

Bliv masseret, få ordnet negle eller prøv forskellige skønhedsbehandlinger.

Og så er der naturligvis også uanede tilbud for yoga, pilates, meditation og diverse alternative og spirituelle aktiviteter.

Kursus og workshops i Ubud

Særligt Ubud er øens centrum for det helbredende, søgende og alternative.

10. Solnedgange

Det er som om tropiske solnedgange bare er lidt smukkere – især hvis de nydes på stranden med en drink i hånden.

Og det kan man i den grad på Bali!

På de vestvendte strande i Canggu, Seminyak, Kuta, Jimbaran og Uluwatu er der skøn solnedgangsstemning.

Er man på østsiden i Sanur, Amed, Candidasa og Nusa Dua, kan man være heldig at se nogle helt magiske solopgangemed udsigt til havet og vulkaner.

Surfere på Bali i solnedgangen

Balis solnedgange er utrolige.

Hvor skal man bo i Nusa Dua? De bedste hoteller & luksusresorts
Du er måske interesseret i:Hvor skal man bo i Nusa Dua? De bedste hoteller & luksusresorts

Vores personlige anbefalinger til de bedste steder at bo i det eksklusive område på Bali

Læs mere

11. Æstetiske hoteller og villaer

Vi har rejst meget i Sydøstasien, og når det kommer til æstetik, så slår Bali andre steder med længder.

Her behøver man ikke bruge tusindvis af kroner på luksushoteller for at bo flot.

Selv relativt billige hoteller og især private villaer er bygget og dekoreret lækkert.

Man får virkelig meget skønhed for pengene, uanset om man går efter indonesisk rustikt design eller mere moderne boho-vibes.

Villa med privat pool hos Aquamarine Beach Villas

Æstetikken var bestemt i orden, da vi boede hos Aquamarine Beach Villas (reklamelink) i Amed.

Indenfor i teltet hos Sandat Glamping Tents

Sådan her kan glamping se ud på balinesisk – hos Sandat Glamping (reklamelink).

Hvor skal man bo på Bali? De bedste områder & byer
Du er måske interesseret i:Hvor skal man bo på Bali? De bedste områder & byer

Få overblikket og planlæg den perfekte tur

Læs mere

12. Prisniveauet

Det er ikke til at komme uden om, at priserne på Bali er meget fair.

Sammenlignet med Danmark og andre vestlige lande, får man bare utrolig meget for pengene her.

Det gælder både overnatning, transport, mad, souvenirs, oplevelser og seværdigheder. Det er nærmest kun importerede varer, der kan være lidt dyre.

Flybilletter til Bali koster selvfølgelig en god sjat, men når man først er afsted, kommer man virkelig langt for sine kroner.

Indonesiske rupiah

Bali er bare billigere – så man kan enten få det dobbelte for sine penge eller simpelthen leve billigere, end man kan mange andre steder.

Grunde til ikke at besøge Bali

Vi elsker Bali og tror, at de fleste kan få en fantastisk ferie på øen. Alligevel er der nogle særlige negative aspekter, som vi får lyst til at fremhæve.

De er værd at have med i overvejelserne, når man planlægger en rejse til Bali, så forventningerne er sat ordentligt.

Her kommer vores bedste grunde til ikke at besøge Bali.

1. Trafikken er slem

Det kan være svært at forestille sig på forhånd, men trafikken på Bali er som regel meget hektisk.

Selvom strækningerne er korte, kan man nemt ende med at sidde i kø i lang tid. Det er desværre ret normalt.

Der er simpelthen for mange biler og scootere på de smalle veje, og det hjælper heller ikke, at de parkerer her og der på siden af vejen, så trafikken bliver holdt unødvendigt tilbage.

Desuden køres der generelt lidt kaotisk – det der med at holde sig inden for én vejbane eller at kigge sig tilbage, inden man kører ud, er lidt overvurderet, ikke?

Vær ekstra opmærksom på trafikken, hvis du selv lejer scooter. Der er mange ulykker.

Trafikprop i Ubud

Til tider er trafikken omkring hovedårerne i for eksempel Ubud og Canggu mildest talt trættende.

Hvordan kommer man rundt på Bali? Guide til scootere, privatchauffører & online taxaer
Du er måske interesseret i:Hvordan kommer man rundt på Bali? Guide til scootere, privatchauffører & online taxaer

Sådan kommer man rundt på øen og i byerne (inklusiv priser)

Læs mere

2. Mange turister

Bali har engang været et uopdaget tropisk paradis, men sådan er det ikke længere…

Turister fra nær og fjern besøger øen året rundt for at opleve de fine templer, imponerende vandfald og mange strande – og der er mange af dem.

Indoneserne udgør selv den største gruppe af turister, men der er også især mange fra Australien, Indien, Kina, Frankrig, Storbritannien og Rusland.

Selvfølgelig findes der områder på Bali, som er mindre besøgte og på den måde en smule mere autentiske, men man får altså ikke en uspoleret ø-oplevelse for sig selv.

Kecak-ilddans ved Uluwatu Temple på Bali

Det er bestemt muligt at finde uturistede dele af Bali; man vil dog sjældent være alene ved de mest famøse oplevelser og seværdigheder.

Hvornår skal man rejse til Bali? Det bedste vejr og forskellene på sæsonerne
Du er måske interesseret i:Hvornår skal man rejse til Bali? Det bedste vejr og forskellene på sæsonerne

Bliv klogere på hvornår det er bedst at rejse til Bali i Indonesien

Læs mere

3. Myggesygdomme

Vi vil ikke afskrække folk fra at tage til Bali, men det er vigtigt at være opmærksom på, at der er myg på øen, og at de myg kan bære på forskellige myggesygdomme.

Det kan for eksempel være denguefeber, malaria og zikavirus.

Udbrud af denguefeber er klart det mest almindelige, og også det man skal være mest opmærksom på.

Malaria findes mest i landområderne og som regel ikke i turistbyerne.

Zikavirus findes som sagt også på Bali, og derfor bliver det typisk frarådet som rejsedestination, hvis man er gravid (eller prøver at blive det).

Ingen af myggesygdommene er sjove at få, så tag dine forholdsregler.

Bliv inde ved skumringstid, dæk dig til hvis du er ude ved solopgang/solnedgang, brug myggespray, tag myggenet for ved sengen og sørg for at have lukket døren til dit værelse, når myggene er fremme.

Person med risbundt i landområde i Amed på Bali, Indonesien

Myggene er typisk værst i afsides landområder, men man skal være opmærksom på at undgå myggestik på hele Bali.

Tak for at læse med

Tak skal du have for at have læst vores guide med de bedste grunde til at besøge Bali.

Er du blevet overbevist om at tage afsted? Eller om at vælge en anden destination?

Mangler vi flere gode grunde til at rejse til Bali – eller til at lade være?

Tøv ikke med at spørge os om noget i kommentarerne, hvis du ikke har været på Bali endnu. Vi er glade for at hjælpe.

Hvis du allerede har været der, ville det være fantastisk at høre, hvad du bedt kan lide ved Bali.

Gitgit-vandfaldet på Bali

Bali er et af vores yndlingssteder i hele verden. Måske får du det på samme måde!

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

2 Kommentarer

  1. claus rold

    En rigtig dejlig hjemmeside fyldt med uundværlig viden om Bali.
    De 12 grunde til at rejse til Bali kan godt suppleres med en ekstra,
    13. Det er fantastisk at se, hvordan alting fra træer og planter bliver brugt. både roden, stænglen, blomsten og frugten har hver sit formål.
    og de 3 grunde til ikke at tage til Bali kan suppleres med 3 mere:
    4. Bali Belly kan virkelig spolere ferien, eller en del af den. Maven bliver ofte først i orden, når man kommer hjem igen til de vante omgivelser. Specielt kritisk kan det være, hvis turistmaven ikke kun skyldes for meget krydret mad, men en regulær bakterie infektion grundet forurenet mad eller vand. Der angives i litteraturen som muligheder: E. Coli, Stafylokokker, Kampylobakter.
    5. Man skal kun søge læge som sidste udvej. Ofte kan apoteket hjælpe lige så godt som lægen.
    De fleste lægeklinikker er helt ok, med styr på sagerne efter vestlig standard.
    Med de fleste læger vil alligevel forsøge at maksimere indtægten med unødvendigt mersalg, som f.eks. unødvendige tests som blodprøver, urinprøver, afføringsprøver, røntgenundersøgelse, hvor resultatet først fremkommer, når patienten er rejst hjem, hvis nogensinde?
    Eller hvad med et intravenøst drop med vitaminer, som varer en time, hvor man er “indlagt” på klinikken.
    6. Balinesere er ikke ret gode til at håndtere skrald. Affaldssortering og recycling er et ukendt begreb.
    Der er mængder af affald fra turister og indbyggere. specielt rigtig meget plastic, f.eks. fra vandflasker.
    Meget affald bliver efterladt på gaden eller smidt i naturskønne kløfter og floder, eller blot smidt i havet.
    Det er ligesom i 70’erne i Grækenland, Italien og på Mallorca og mange andre steder med masseturisme, hvor lossepladsen var i middelhavet.
    Middelhavet var lodseplads for alt lige fra husaffald, plastik, døde dyr, udtjente køleskabe, cykler, you name it.
    Lige indtil turisterne blev miljøbevidste og ikke gad se det mere og boykottede de lande.
    Det fik dem til at løse problemerne på en god måde.
    Bali og alle andre steder på kloden bliver nødt til at løse deres affaldsproblemer og tænke i affaldssortering og recycling, og det kan ikke gå for hurtigt.

    mange hilsner fra Bali

    Svar
    • Alexander & Victoria

      Hej Claus,
      Tusind tak for de pæne ord og for din detaljerige kommentar. Virkelig nogle gode pointer! Vi håber, at du nyder din tid på Bali (trods affaldsproblemer og potentiel Bali belly) 😉

      Svar

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡