fbpx

Fugleliv, kirker og mangojuice i Ziway

Søliv og lokal charme tæt på Addis Ababa
Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alexander og Victoria – to københavnere med uanede mængder af rejselyst, som vi deler ud af her på Nordombord. Læs mere om os her.

Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alexander og Victoria – to københavnere med uanede mængder af rejselyst, som vi gerne deler ud af.
Læs mere om os her.

Ziway ligger cirka halvvejs mellem Etiopiens hovedstad Addis Ababa og den sydlige by Hawassa.

Turen fra Addis Ababa til Ziway tager lidt over to timer i bus, og det gør byen til et oplagt stop på vejen, hvis man enten er på vej sydpå eller på vej tilbage nordpå.

Som så mange andre etiopiske byer er det primære handelsliv centreret omkring hovedgaden, hvor der også ligger flere hoteller, caféer og butikker.

Byens hovedattraktion er dog uden tvivl søen af samme navn, der ligger en lille kilometer øst for hovedgaden og huser et utal af fugle samt flere øer med kirker og klostre.

Vi brugte et par dage ved søen for at hvile vores ømme ben efter en seks dages vandretur i de etiopiske bjerge.

Hoteller

Næsten helt nede ved søen ligger byens to bedste bud på afslappende indkvartering lige overfor hinanden.

Bethlehem Hotel

Et godt stykke fra byen ned mod søen ligger Bethlehem Hotel. Fra hovedgaden kan man gå derned på små 10 minutter eller betale 5-10 birr (ca. 2 kroner), for en bajaj (etiopisk tuk tuk), der helt sikkert forsøger sig med en højere pris.

Indgangen til Bethlehem og almindeligt etiopisk liv i gaden.

Hotellet er et fint lille sted med overnatningsmuligheder i flere prisklasser. Den billigste mulighed er et komfortabelt værelse med dobbeltseng, skrivebord, tv samt toilet og bad med varmt vand for 450 birr (ca. 150 kroner).

For 150 birr (ca. 50 kroner) ekstra er det inklusiv morgenmad for to personer, hvilket indebærer en ret fra morgenmadsmenuen (omelet, toast, pandekager, grød og lokale etiopiske retter) samt en varm drik.

I både hotellets reception, restaurant og på flere af værelserne er der wi-fi, som efter etiopisk standard virker godt.

Der er smagfulde og prisvenlige muligheder for både vestlige og etiopiske retter samt fisk fra søen, der kan nydes i restaurantens hyggelige have. Den er et besøg værd, uanset om man bor på hotellet eller ej.

Bethlehem Hotel

Jetty Road, Ziway

Haile Resort

Længst nede ved søen ligger Haile Resort, som er Ziways fineste og største hotel, der især er populært blandt velhavende etiopiere og forretningsmænd.

Haile Resort set fra søen.

Priserne svinger fra 34 dollar (ca. 245 kroner) for et enkelt værelse med dobbeltseng i hverdagene til 133 dollar for en bungalow med plads til fire personer i weekenden.

Det er således lidt dyrere end nabohotellet Bethlehem, men til gengæld kan man frit bruge resortets store område, der inkluderer fitness, swimmingpool, legeplads, fodboldbane, bordtennis og 24-timers åben reception.

Klik her for at se ledige værelser og priser på Haile Resort (reklamelink).

Den store swimmingpool er oplagt til leg, svømning og solbadning.

Mod betaling kan man også få vasket sit tøj, bruge billiardbordet eller få massage og spabehandling.

Alle rum har forholdsvist stærkt wi-fi signal, og en morgenmadsbuffet er inkluderet. Buffetten består af et udvalg af brød, pålæg, salater, etiopiske retter, spaghetti, havregrød, cornflakes, kartofler, omelet på bestilling samt juice, te og kaffe.

Det billigste værelse er rummeligt med sengeborde, et lille skrivebord, skab samt toilet og bad med varmt vand. Er man heldig, kan man få et rum med udsigt til søen og det rige fugleliv.

Bådture på Lake Ziway kan arrangeres fra hotellet.

Haile Resort

Jetty Road, Ziway

Lake Ziway

Lake Ziway er 20 km bred og 31 km lang, og søen er med sine 440 km² en af de største i Etiopien.

Kirker og klostre

Der er fem øer i søen, hvoraf den mest kendte, Tulu Gudu, har et historisk kloster, som siges at have huset Pagtens Ark engang i tiden. I dag praktiseres kristendom stadig aktivt, og der bor omtrent 900 mennesker på øen.

Flere af de andre øer er beboet af få familier, og man kan besøge dem for at se små runde katolske kirker.

Ved højtider flokkes kristne fra omegnen til øerne, og der er dagligt besøg fra flere pilgrimsrejsende.

En stolt kirkeforpagter.

Fugleliv og bådture

Søen har et meget rigt fugleliv med trækfugle fra Europa og flere endemiske arter. Foruden fuglene findes der flodheste i søen, som dog sjældent ses fra bredden.

Der kan arrangeres bådture fra Haile Resort eller ved et officielt kontor, som ligger mellem Bethlehem Hotel og Haile Resort.

Til venstre på billedet ligger indgangen til Haile Resort, og til højre ses kontoret for bådture. Fortsætter man lige ud, kommer man til Lake Ziway.

Vi tog bådturen tidligt om morgenen og fik hele båden for os selv. Vores guide fortalte entusiastisk om søens fugle og seværdigheder.

Skarver på Bird Island. Vi så også flere flotte fiskeørne.

Kirken og shopping i Ziway by

Ziway by er en af de mere livlige byer, vi har set i Etiopien. Der er masser af folk på gaden og gang i handlen, mange banker, og selvom moden ikke helt ligner den vestlige, er det interessant at gå forbi butikker med farverige kjoler og tørklæder.

Der ligger flere ”supermarkeder”, dvs. små huller i facaden, hvorfra man kan købe basale fornødenheder, vand og snacks, og flere boder på gaderne sælger bananer, mangoer og avocadoer.

Frisk mango, banan, avocado og papaya på gaden i Ziway.

Har man lyst til at prøve en etiopisk kop kaffe, serveres det på traditionel vis af kvinder på gaden.

Fra hovedgaden kan man se toppen af en skinnende kirke. Ved nærmere eftersyn var den nederste del dog under konstruktion, så indtil videre er der ikke meget at komme efter, men bygningsarbejderne var flinke og hilste venligt, da vi gik en runde.

Generelt oplevede vi mange nysgerrige blikke, en del ”you, you, you!” og især børn, der søgte interaktion.

Vi mødte flere, der spurgte om penge eller ville pudse vores sko, men de fleste er ikke særligt insisterende, og et høfligt nej tak, bør være nok. Vi følte os sikre og trygge på gåben gennem byen.

Right Café

Right Café er byens mest vestligt orienterede café og serverer gode og billige juices i deres lille ”have” ud til hovedgaden. De fleste kunder bestiller en mixed juice, som typisk består af fire lag: mango, jordbær, avocado og papaya.

De har et forholdsvist stort menukort med etiopiske retter, burger, pizza samt et større udvalg af lokale (lidt tørre) kager og søde sager.

Kaffen smagte desværre ikke nær så godt, som etiopisk kaffe kan smage, og selv med en del varm mælk var den svær at skylle ned. Tager man en tur rundt i byen, er Right Café dog alligevel et kort visit værd.

Free Zone Café

På hovedgaden kan man også finde Free Zone Café, der serverer skønne frugtjuicer til 16 birr (ca. 5 kroner). Ligesom på Right Café, kan man købe lidt mad og kage.

Da vi kiggede forbi, blev der vist international fodbold på stedets to fladskærme, men vil man undgå tv-larm, kan man sætte sig udenfor under et stort træ på farverige plastikstole og nyde varmen.

God og billig mangojuice fås på Free Zone café.

Kort

Find kirken i byen og de hoteller og caféer vi har skrevet om i artiklen på kortet herunder. Klik på ikonet øverst til venstre for at se en oversigt.

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vi sender rejseråd og inspiration, som vi har gjort os umage med - maks én gang om måneden ☀