fbpx

Addis Ababa: Få det bedste ud af den kaotiske hovedstad

Guide til områder, seværdigheder, overnatning og restauranter
Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alexander og Victoria – to københavnere med uanede mængder af rejselyst, som vi deler ud af her på Nordombord. Læs mere om os her.

Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alexander og Victoria – to københavnere med uanede mængder af rejselyst, som vi gerne deler ud af.
Læs mere om os her.

Rejser man til Etiopien, er hovedstaden Addis Ababa uundgåelig. 

Alle internationale fly lander her, og med sin placering midt i landet fører alle veje til byen. Byen er dog langt fra Rom; Addis Ababa er stor, kaotisk og uden en helt naturlig tiltrækningskraft på turister.

Har man tålmodighed og gåpåmod, kan byen alligevel byde på mange gode oplevelser og fungere som et afbræk mellem lange busture til Etiopiens fjerne egne.

I løbet af en måneds rejse i Etiopien kom vi forbi Addis Ababa fire gange, og her er vores tips til de bedste oplevelser, spisesteder og hoteller.

Lad os få det på det rene med det samme: Addis Ababa egner sig ikke til en romantisk storbyferie. Blandt larm, dytten og forurening skal man anstrenge sig for at finde byen decideret charmerende.

Med sin store (og hastigt stigende!) størrelse, tager det lang tid at komme til bunds i Addis Ababas virvar af områder og labyrintiske sidegader. Der er uendeligt mange restauranter og barer, og leder man efter lokale produkter, farer man hurtigt vild i det endeløse udvalg i Afrikas efter sigende største udendørsmarked, Mercato.

Spredt mellem blikskure og gadesælgere gemmer der sig flere unikke turistoplevelser, og byen har et bredt udvalg af luksushoteller, muséer, dans, musik og underholdning samt kontinentets bedste bud på italiensk mad.

Meyazia 27 Square ved Arat Kilo. Monumentet er rejst for at fejre Etiopiens selvstændighed fra Italiens korte styre.

Områder

Bole

Udover den internationale lufthavn, er Bole kendt for at huse mange af byens velhavende mennesker med tilhørende fine hoteller, restauranter og butikker. Hovedåren er Bole Road, som strækker sig fra lufthavnen til det centrale Meskel Square.

Kazanchis

I Kazanchis ligger de fleste high-end hoteller som Radisson Blu, Hilton og Intercontinental samt et bredt udvalg af spisesteder og natteliv.

City center

Pas på i hovedstadens bymidte, der groft sagt kan siges at strække sig fra Mexico Square i sydvest til Meskel Square i sydøst og nordpå til Piazza. I området foregår en stor del af handlen i byen, og det er primært her, man skal passe ekstra godt på sine ejendele.

Meskel Square

Pladsen Meskel Square er et knudepunkt for trafik, demonstrationer og ivrige løbere, der ved solopgang løber på de ikoniske trapper. Det er også ved denne plads, man kan finde de mange tidlige busser til og fra landets fjerne egne samt hovedkontoret til Selam Bus.

Busholdepladsen ved Meskel Square. Herfra går Selam Bus og Skybus til landets større byer.

Sikkerhed

Etiopien er generelt et meget sikkert land, og det gælder også hovedstaden. Kriminalitetsniveauet er lavt, og voldelige hændelser som røverier og voldtægter er yderst sjældne.

Vi følte os sikre i byen, hvor vi kunne gå forholdsvist uforstyrret rundt og fik en del mindre opmærksomhed end i resten af landet. Som vestlig turist stikker man dog stadig ud fra mængden, så tiggere og lokale, der ville sælge souvenirs, hash og veksle penge, henvendte sig særligt til os. Et simpelt nej var ofte nok til at afvise tilbuddene.

Ligesom i andre storbyer kan det anbefales at passe ekstra godt på sine værdier i Addis Ababa – især i City Center, Mercato og offentlig transport.

Ved Andinet Square i City Center havde vi vores eneste ærgerlige episode, hvor vi blev bestjålet af to lommetyve. På under 20 sekunder greb én dreng fat i Alexanders arm, mens en anden hurtigt stak hånden i hans lomme og fiskede et lille bundt kontanter op. De forsvandt i menneskemængden, inden vi nåede at reagere.

Vi har altid vores værdier i et smalt pengebælte, som er gemt under bukserne, samt et mindre kontantbeløb i lommen til småkøb. På den måde er vi forberedte på situationer som denne, og vi kunne bagefter føle os lettede over, at de ikke slap afsted med mere end 25 kroner.

En gul/grøn taxa med taxameter på en almindelig grusvej i Addis Ababa.

Sundhed

Vi besøgte Addis Ababa i februar/marts og oplevede ikke nogle problemer med myg. Vi mærkede heller ikke noget til højdesyge, hvilket dog kan forekomme, da det meste af byen ligger i 2.200-2.400 meters højde. Symptomerne kan være svimmelhed og maveproblemer, selvom dette oftest nærmere er tegn på dehydrering og den anderledes bakterieflora.

Det kan ikke anbefales at drikke vand fra vandhanen, men 2-liters flaskevand kan købes i alle kiosker for 12-15 birr (4-5 kroner).

Meskel Square. Tag en løbetur med de lokale på de ikoniske trapper, der måler 42 kilometer, hvis man løber hvert trin fra ende til anden.

Transport

Lokal transport

Den gængse transport i Addis Ababa er blå/hvide minibusser med sæder til ca. 12 mennesker (men i praksis plads til nærmere 20!), der kører på faste ruter og tager afsted, når de er fyldte – hvilket de bliver konstant. Prisen er sjældent mere end 3 birr (ca. 1 krone).

Taxi

Der findes masser af taxier, både med og uden taxameter. Uden taxameter skal der virkelig forhandles om prisen, og vi havde personligt ikke held med at få prisen meget under 100 birr (ca. 30 kroner) selv for korte ture. Dog kommer man langt for det dobbelte, og det er også muligt at leje taxier til både halv- og heldagsture.

Light rail way

Som det første land i Afrika syd for Sahara har Etiopien siden 2015 haft et light rail way-system, som bedst kan beskrives som en metro over jorden. Der er to linjer; vest-øst og nord-syd, og det fungerer pålideligt og hurtigt. De fleste ture koster 2 birr (mindre end 1 krone).

Langdistance

Skal man ud af Addis Ababa, er der udover indenrigsflyvninger mulighed for flere slags busser. De lokale hvide minibusser kører ofte til både nære og fjerne destinationer, men skal man på en længere bustur, anbefaler vi de større og mere moderne busser fra selskaberne Selam Bus og Skybus.

De store busser kører fra Meskel Square til populære destinationer som Shashemene, Hawassa, Dire Dawa, Harar, Mekelle, Bahir Dar, Jimma, Gondar og Lalibela.

Selam bus; udefra og indefra.

Seværdigheder og dagsture

Addis Ababa var mest en mellemstation for vores eventyr andre steder i landet, og derfor brugte vi ikke meget tid på selv at opsøge seværdigheder. Vil man gerne bruge længere tid i hovedstaden, er der flere gode muligheder for kulturoplevelser og oplagte dagsture.

Gåtur i byen

Det føles generelt sikkert at gå rundt i Addis Ababa, og kan man holde kaosset på både veje og fortove ud, kan det være sjovt at opleve storbyen helt tæt på.

Køb bananer og mangoer, drik lokal kaffe eller se de lokale glide forbi – en gåtur i de fleste af byens centrale kvarterer kan byde på mange små farvestrålende oplevelser.

I løbet af vores korte ophold i Addis Ababa, prioriterede vi ikke muséer, kirker eller markeder særlig højt, så følgende er ikke skrevet ud fra vores personlige erfaringer, men ud fra gode råd.

Muséer

Både Etiopiens nationalmuseum og Red Terror Museum er et besøg værd, hvis man er interesseret i Etiopiens lange og varierede historie – helt fra nogle af de første mennesker til landets politiske situation i dag.

nationalmuséet kan man for eksempel se en replika af Lucy, en af de tidligste hominider, og flere andre arkæologiske objekter, natur- og kulturhistorie samt både klassisk og moderne kunst.

Red Terror Museum kan man få et indblik i grusomhederne og torturen, som Derg-regimet stod bag i løbet af 70’erne og 80’erne. Det førte blandt andet til den velkendte sultkatastrofe fra 1983-1985, og i muséet kan man høre historier direkte fra de overlevende, der giver gratis rundture.

Kirker

Etiopiens største og Afrikas næststørste kirke, Medhane Alem-katedralen, ligger i den sydøstlige del af Addis Ababa nær lufthavnen i området Bole. Besøg den under en højtid eller blot en søndag morgen for at få et indblik i den etiopiske ortodokse kristendom.

Det er også muligt at besøge Holy Trinity Cathedral og Entoto Maryam-kirken, der begge ligger på Entoto Hill, som er Addis Ababas højeste punkt. Kun 67 kilometer syd for byen kan man også besøge Adadi Maryam – en kirke skåret i sten.

Mercato

Afrikas største udendørsmarked, Mercato, er en vild oplevelse for de fleste turister. Det anbefales at have en lokal guide med, der kan beskytte mod chikane og lommetyve, vise vej til de bedste varer og i det hele taget bare finde rundt i de uigennemtrængelige gader. Udbuddet af varer er uendeligt, og meget af byens ulovlige handel med for eksempel elektronik og dyr kaffe findes også her.

Dyr på gaden er bestemt ikke noget sjældent syn i Etiopien. Ind i mellem de store, asfalterede veje snor små gader sig gennem byen.

Restauranter

Linda’s at Juventus

Lige bag Meskel Square, gennem en port ”til højre” på pladsen, ligger sportsklubben Juventus.

Udover et stort udvalg af sportsfaciliteter, ligger der en bar/restaurant i indgangshallen, der serverer virkelig god italiensk mad. Vi besøgte stedet en fredag aften, og stemningen var høj med lokale, der drak øl, og børn der legede.

Sportshal-stemningen gav et sjovt afbræk, men det var ikke ligefrem en romantisk oplevelse. Pizzaen var dog sublim og gjorde mere end op for larmen omkring os.

En kold fadøl koster 20 birr (ca. 6 kroner) og pizzaerne, som findes i mange klassiske italienske udgaver, fås fra omkring 120 birr (ca. 40 kroner).

Bag Meskel Square. Spørg de lokale om vej.

La Pâtisserie

På hjørnet af Meskel Square og Menelik II Avenue ligger La Pâtisserie. Stedet er ikke ret stort og har kun plads til 10 siddende mennesker. Der serveres god kaffe (café latten var det bedste bud på turen) og flere forskellige kager og søde sager, der skiller sig ud fra de desserter, man ellers kan få på mange af byens caféer.

Vi fik en tærte med chokolade ganache, og senere også en cheesecake. Forvent ikke parisisk bagværk, men udvalget er alligevel et step-up fra de omkringliggende konkurrenters relativt tørre fristelser.

Priserne afspejler kvalitetsforøgelsen; et stykke kage koster 50 birr (ca. 16 kroner) og kaffe koster mellem 30 og 40 birr (10-13 kroner).

Meskel Square/Menelik II Avenue.

Le Patisserie

Menelik II Ave, Addis Ababa

Garden Café

Garden Café er et klassisk etiopisk spisested med bar, som ligger ved siden af Selam Bus-kontoret på Meskel Square.

Ved bordene længst fra gaden er der masser af ro fra det hektiske liv udenfor, og med hurtig betjening af en god vegetarisk injera-ret og to liter vand for samlet 50 birr (ca. 16 kroner), er stedet et oplagt stop i forbindelse med køb af Selam Bus-billetter.

Meskel Square.

Vegetable injera på Garden Café; injera med forskellige wats og grøntsager.

Yeshi Buna

Yeshi Buna er en kæde, der serverer både kaffe og lokale injera-retter døgnet rundt, hvilket gør det til et populært sidste stop efter en bytur.

Mickey Leland St. og flere andre steder i byen.

Chaka

Med en lille “have” ud til vejen, gode kaffemuligheder og varme croissanter er Café Chaka forståeligt populært blandt de lokale.

Mickey Leland St.

Kaffe og croissant på Chaka.

Pino’s Café

Udefra ligner Pino’s ikke noget særligt – men det er helt exceptionelt! Caféens is er hjemmelavet og må siges at være en overraskende fantastisk fornøjelse.

Af de 16 smagsvarianter prøvede vi mango, banan, hvid chokolade, Nutella, kaffe og karamel. De var alle helt klart på niveau med, hvad vi forventer af rigtig god is i Italien eller København. Cremede, lette og fulde af smag.

Valget stod mellem en klassisk vaffel og et vaffelbæger, og prisen var fast på 30 birr (ca. 10 kroner) per gavmilde kugle. Det er utvivlsomt dyrt for is i Etiopien – men isens kvalitet retfærdiggør prisen.

Caféen serverer også god kaffe og diverse kager, som dog ikke var lige så tillokkende som isen. Udenfor caféen er der en overdækket altan, hvor man kan nyde sin is. Pino’s er bestemt en omvej værd.

Mickey Leland St.

Pino’s Café. Fantastisk is i Addis Ababa.

Galani Coffee Shop

I Gerji-området ligger kaffefirmaet Moplacos to store haller, hvor kaffebønnerne processeres, inden de eksporteres. I forlængelse heraf har græske Heleanna åbnet en hyggelig, vestlig café, hvor man kan købe friskbrygget kaffe, mad og glimrende hjemmelavet is.

Bagerst i lokalet kan man se, hvordan kaffen ristes, og på første sal er der et lille galleri.

Bedre kaffe fås ikke i Addis Ababa, og det er måske den eneste café, der serverer third wave kaffe såsom håndbrygget drypkaffe, cold brew, AeroPress og Chemex. Den kosmopole stemning virker indbydende for både expats og lokale, der arbejder bag MacBooks eller er på dates.

Stedet er oplagt for børnefamilier, og der er også mulighed for at købe etiopiske kaffebønner samt de udsøgte kaffeskaller, man kan lave Cascarra-te ud af.

Med en beliggenhed bag en stor port på en stille sidegade, er caféen lidt af en gemt perle, der føles som en oase midt i den hektiske storby.

Jacros – Salite Mehret Rd.

Galani Coffee Shop

Jacros – Salite Mehret Rd, Addis Ababa

Fendika

Fendika er en gruppe af musikere og dansere, som driver natklubben af samme navn. Det er et oplagt sted at opleve den lokale festkultur. Indgangen ser ikke ud af meget, men indenfor venter et mørkt rum indhyllet i rødt lys fyldt med musik og fest.

Musikerne spiller vilde rytmer og i midten af det hele står aftenens hovedperson: en kvindelig sanger, der henvender sig til gæsterne og synger om dem, freestyle, mens hun danser (med skuldrene!) og griner.

Gæsterne danser og griner med – og flere, inklusiv undertegnede, inviteres til et lille dance-off foran resten af forsamlingen. De professionelle dansere opviser et imponerende show med etiopisk dans, der får en til at miste pusten.

Sang og dans er gratis, så hele arrangementet bliver finansieret af lidt dyrere drikkevarer, hvoraf den lokale tej (honningvin) til 50 birr (ca. 16 kroner) er mest populær.

Vi besøgte stedet en søndag, og der var rigeligt gang i den. De fleste ankom efter klokken 23, og det var primært unge lokale, der hang ud. Vi var de eneste turister, og der blev nok sunget en smule ekstra om os og vores lyse hår til stor morskab for de andre gæster.

Tito street.

Roomi Burger

Pizzaen hos Roomi Burger var præcis lige så god, som den ser ud på billedet. Og vegetarburgeren skuffede heller ikke. De kan altså noget med brød i Etiopien.

Pomfritterne var til gengæld ikke så spændende, men betjeningen var hurtig og høflig, og så var priserne meget overkommelige.

Urael Tele Medhanialem Road.

Roomi Burger er et godt bud, hvis man har brug for lidt vestlig mad.

Hoteller

Airbnb

Vores første to overnatninger i byen var hos en etiopisk familie, vi fandt gennem Airbnb. Familien var sød og gæstfri, og de hjalp os med at finde rundt, skaffe etiopisk simkort og introducerede os ganske naturligt til deres kultur.

Vi følte os meget trygge og kan bestemt anbefale at bo privat i Addis Ababa.

Tilmeld dig Airbnb gennem dette link og få 250 kroners rabat på din første rejse.

National Hotel

For $55 dollar (ca. 360 kroner) per nat for to mennesker er det langt fra byens billigste overnatningsmulighed, og pris og kvalitet følges ikke helt ad.

Til gengæld er National Hotel et af de tætteste hoteller på Meskel Square, og det er derfor et meget praktisk sted at overnatte, hvis man næste morgen skal tage en bus fra pladsen klokken 04.30. Gåturen fra hotellet til busholdepladsen tager maksimalt 5 minutter.

Hotelværelset, vi boede på, havde badekar (men intet til at stoppe det med), varmt vand, tv, internet, balkon med udsigt til et bygningsværk og en stor, behagelig dobbeltseng. Det ser fint ud, men alting virker ikke helt optimalt.

Menelik II Avenue.

National Hotel

Menelik II Ave, Addis Ababa

Caravan Hotel

Tæt beliggende på metrosystemet og i nærheden af flere gode caféer og restauranter, er Caravan Hotel virkelig god værdi for pengene. Prisen for et dobbeltværelse er $60 dollar (ca. 390 kroner) og inkluderer en morgenmadsbuffet af rimelig høj kvalitet samt wi-fi på værelset.

I buffeten var der et stort udbud af varme retter, brød, pålæg, små croissanter (som dog ikke kunne konkurrere med croissanterne fra nærliggende Chaka), gode pandekager, omelet på bestilling samt (for tynd) juice og udmærket kaffe/the.

Hotellet er i det hele taget meget moderne og rent. Udover den gode seng og lidt interiør såsom et skrivebord og en lænestol, havde værelset også et badekar med bruser og varmt vand.

Mickey Leland St.

Caravan Hotel. God seng, rigeligt med plads og karbad med varmt vand.

Kort

Find de hoteller, restauranter og seværdigheder vi har skrevet om i artiklen på kortet herunder. Klik på ikonet øverst til venstre for at se en oversigt.

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com, shoppe på Amazon eller tilmelde dig Airbnb.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vi sender rejseråd og inspiration, som vi har gjort os umage med - maks én gang om måneden ☀