Hvor skal man bo i London? De bedste hoteller & områder
Vores anbefalinger af de bedste områder og hoteller i alle prisklasser til en storbyferie i LondonHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Speedy Storbritannien
London er for vild. Selv efter mere end en håndfuld besøg sammen og hver for sig føles det stadig som om, at vi kun har fået snuset til, hvad storbyen har at byde på.
Londons rødder går helt tilbage til de gamle romere (som døbte byen Londinium), og storbyen er i den grad stadig relevant og levende i dag.
Der er aldrig langt imellem, at der åbner en ny fancy restaurant, bar eller udstilling. Og der er så mange fede oplevelser og seværdigheder i London.
Det er dog især stemningen, vi elsker at opleve igen og igen.
London er humoristisk, hurtig og perfekt, britisk høflig. Hvis man ellers kan forstå, hvad de kære londoners siger (uden undertekster på). For det går altså bare stærkt!
I denne guide til hvor man skal bo i London, kommer vi ind på de forskellige områder i byen samt de bedste hoteller og steder at overnatte i kategorierne luksus, god værdi for pengene og budget.
Vores favoritter: Hvor skal man bo i London?
- Budget: Tudor Court Hotel – Værelserne er små. Men placeringen på Norfolk Square i Paddington er god og dobbeltværelserne (med eller uden privat badeværelse) er nogle af Londons billigere.
- Værdi for pengene: The Resident Covent Garden – Ud af 1.170 hoteller på Tripadvisor er The Resident i Covent Garden rangeret som Londons bedste hotel.
- Luksus: The Trafalgar St. James London – Bo midt på Trafalgar Square med udsigt fra rooftoppen i glamorøse rammer. Særligt serviceniveauet bliver fremhævet i anmeldelserne.
- Ultra-luksus: The Savoy – Storbritanniens første luksushotel; fyldt med historie og tidsløs elegance. Helt perfekt placeret mellem Covent Garden og Themsen.
Søg efter de bedste og billigste hoteller i London her eller læs videre for at blive klogere på de forskellige områder og hoteller i byen.
Indholdsfortegnelse:
- Vigtige ting at tænke over, før man booker overnatning i London
- De bedste områder at bo i London
- I hvilke områder er det billigst og dyrest at bo i London?
- De bedste luksushoteller i London
- Ofte stillede spørgsmål om overnatning i London
- Hvor længe skal man bo i London?
- Er det sikkert at besøge London?
- Vores 6 bedste tips til at besøge London
Kort over London + kort over the Tube
London er en kæmpe storby.
Læg London oven på et kort over Sjælland, og du vil se, at byen sådan nogenlunde strækker sig fra Roskilde til København!
Derfor er det også vigtigt, hvor i London man vælger at bosætte sig. Det kommer vi meget mere ind på længere nede.
Vigtige ting at tænke over, før man booker overnatning i London
Hvis du bare søger på Google efter det billigste sted at bo i London og vælger det første, der dukker op, kan du godt ende med en uheldig oplevelse.
Vi har samlet et par spørgsmål her, der kan hjælpe dig til at føle dig mere sikker på, at du booker et godt overnatningsted.
Find som minimum svarene på de her spørgsmål, før du booker et sted at bo:
- Hvad står der i anmeldelserne? Læs altid hotelletets anmeldelser godt igennem, før du booker et sted at bo i London. Især når man booker et budgethotel, er det værd at være opmærksom på, hvad man går på kompromis med.
- Hvordan kommer du til hotellet fra lufthavnen? Alt afhængigt af ens flytider og opholdets længde, kan det være rigtig smart, at man ikke skal bruge 2+ timer på at tage mellem hotellet og lufthavnen. Husk at være opmærksom på hvilken af Londons mange lufthavne du flyver til! (Gatwick, Heathrow, Stansted…)
- Hvor langt er der fra hotellet til en metrostation? Med stor sandsynlighed kommer du til at transportere dig rundt i London med the Tube (Londons metrosystem). At bo i kort gåafstand til en station kan spare meget tid i sidste ende.
- Hvilken metrolinje bor du tættest på? Nogle af linjerne er mere anvendelige til at komme rundt til de mest gængse turistattraktioner end andre.
- Bor du i gåafstand til god sightseeing? Særligt hvis man kun er i London i et par dage, kan det være virkelig fedt at bo tæt på nogle af byens populære områder og seværdigheder.
- Bor du i gåafstand til gode restauranter? Som udgangspunkt er der god mad at finde alle steder i London – men det er alligevel rart lige at dobbelttjekke, at der er en håndfuld spisesteder i nærheden.
Vores anbefalinger til de bedste steder at sove i Stockholm
Læs mereDe bedste områder at bo i London
Hvor skal man bo i London? Hvilket område er det bedste?
London er så stor en by, at det giver rigtig god mening at være opmærksom på, hvorhenne man bosætter sig.
Vi guider her til Londons mest populære områder, og forklarer hvad der er af fordele (og eventuelle ulemper) ved hvert af dem.
Her er de bedste områder til overnatning i London:
- Covent Garden – Det all-round bedste område i London.
- Soho – Hvis der skal være lidt mere gang i den.
- Charing Cross – Bo i Londons absolutte midtpunkt.
- Pimlico – Charmerende område med gode budgethoteller.
- Paddington – Praktisk beliggenhed tæt på centrum med mange overnatningsmuligheder.
- South Kensington & Chelsea – Pæne, familievenlige områder.
- Earl’s Court – Vestlondon på budget.
- Shoreditch – Kreativt område i Østlondon med street art og livlig stemning.
Covent Garden – Det all-round bedste område i London
Covent Garden er et virkelig hyggeligt område i London.
Det klassiske West End-nabolag med de fine brostensbelagte gader er et must at besøge, når man er i byen – så hvorfor ikke bare bo her?
I Covent Garden kommer man hverken til at mangle muligheder for shopping, underholdning, mad, transport (eller noget som helst andet).
Fordele og ulemper ved at bo i Covent Garden:
- Høje priser: Vi kan lige så godt sige det med det samme: Det kan være svært at finde budgetvenlige steder at bo i Covent Garden.
- Levende stemning: Der er altid en livlig atmosfære i Covent Garden med gadeunderholdning og markeder.
- Hyggelige gader og flotte, historiske huse: Covent Garden er bare et pænt område. Og farverigt.
- Bo i gåafstand til andre hotspots: Fra Covent Garden er der hverken langt til Themsen og Westminster, Soho, Leicester Square eller Piccadilly Circus.
Søg efter de bedste og billigste hoteller i Covent Garden her (reklamelink).¨
De bedste hoteller ved Covent Garden:
- Ultra-luksus: The Savoy – Storbritanniens første luksushotel; fyldt med historie og tidsløs elegance. Helt perfekt placeret mellem Covent Garden og Themsen.
- Luksus: NoMad London – Bo optimalt midt på Bow Street i luksuriøse rammer.
- Værdi for pengene: The Resident Covent Garden – Ud af 1.170 hoteller på Tripadvisor er The Resident i Covent Garden rangeret som Londons bedste hotel.
Hvad skal man lave i London? De mest spændende områder, flotteste udsigter og fedeste attraktioner
Læs mereSoho – Hvis der skal være lidt mere gang i den
Soho ligger også i Londons West End, lige vest for Covent Garden.
Mens Covent Garden er mere kendt for shopping og gadeunderholdning, er Soho mest kendt for sit farverige natteliv og kulturelle diversitet.
Efter vores mening ligger flere af Londons bedste spisesteder også her.
Fordele og ulemper ved at bo i Soho:
- Gode metrostationer: Gode transportmuligheder fra Oxford Circus, Tottenham Court Road og Piccadilly Circus.
- Masser af shopping: Hvis man gerne vil shoppe, er der gode muligheder for det – f.eks. på Oxford Street og hyggelige Carnaby Street.
- Vær opmærksom på støj: Hvis man ikke er opmærksom på det, kan man komme til at bo et sted, hvor det kan støje om aftenen fra restauranter og barer.
- Masser af liv: Det er dog helt sikkert, at man ikke kommer til at kede sig, hvis man bor i Soho. Her er der altid gang i den.
Søg efter de bedste og billigste hoteller i Soho her (reklamelink).
De bedste hoteller i Soho:
- Luksus: Chateau Denmark – Er det goth? Eller punk rock? Vildt er det i hvert fald!
- Værdi for pengene: Hazlitt’s Hotel – Dekadent antik stil midt i Soho.
- Budget: The Z Hotel Tottenham Court Road – Små, rene værelser til fine priser.
Stor rejseguide til storbyferie i Italiens romantiske hovedstad
Læs mereCharing Cross – Bo i Londons absolutte midtpunkt
Området omkring Leicester Square og Trafalgar Square (lige ved knudepunktet Charing Cross) er et perfekt sted at bo i London.
Her bor man bogstavelig talt midt i byen; Charing Cross er nemlig punktet hvorfra afstande bliver målt i London.
Fordele ved at bo ved Charing Cross:
- Nærhed til London-ikoner: Bo i gåafstand til populære seværdigheder som Buckingham Palace, Westminster Abbey og Big Ben.
- Masser af mad og underholdning i nærheden: Restauranterne, nattelivet og underholdningsmulighederne i f.eks. Covent Garden og Soho er lige om hjørnet.
- Perfekte transportmuligheder: Fra tubestationen Embankment kan man komme overalt i London på virkelig kort tid uden at skifte linje – hvis man da ellers ikke bare kan gå rundt, når nu man bor så centralt.
Søg efter de bedste og billigste hoteller ved Charing Cross her (reklamelink).
De bedste hoteller ved Charing Cross:
- Luksus: The Trafalgar St. James London – Nedtonet glamorøst hotel kun 400 meter fra tog og metro på Trafalgar Square. Virkelig godt anmeldt.
- Værdi for pengene: Club Quarters Hotel – Det er ikke billigt at bo herinde i midten af London, men det her er alligevel en af de mindre dyre muligheder for et pænt og komfortabelt dobbeltværelse.
- Budget: The Z Hotel Trafalgar – Meget små værelser. Dog et af de billigste steder med så god en beliggenhed.
Pimlico – Charmerende område med gode budgethoteller
Pimlico-området ligger syd for Belgravia og Westminster ned mod Themsen.
Selvom Pimlico ikke bugner med turistattraktioner, er det et hyggeligt og sikkert sted at gå rundt med mange historiske bygninger. Og ved at bo her er man stadig meget tæt på det mere “turistede London”.
Hvis man flyver til Gatwick er det utrolig nemt og hurtigt at komme til Pimlico. Gatwick Express kører nemlig direkte til Victoria Station fra lufthavnen på kun 31 minutter.
Fordele ved at bo i Pimlico:
- Central beliggenhed: Pimlicos centrale placering giver nem adgang til Londons hovedattraktioner og offentlig transport.
- Rolige omgivelser og stemning: På trods af at ligge centralt i London er Pimlico roligere sammenlignet med mere travle områder som ovennævnte Covent Garden og Soho. Nyd godt af områdets charmerende atmosfære med fine bygninger og stille gader; perfekt til afslappende byvandring.
- Lavere priser: Pimlico tilbyder et udvalg af budgetvenlige hoteller og indkvarteringsmuligheder, hvilket gør det til et ideelt valg, hvis man gerne vil spare lidt penge.
- Nem adgang til Gatwick Airport: Med Gatwick Express kan man hurtigt og bekvemt komme til Victoria Station i Pimlico fra Gatwick.
Søg efter de bedste og billigste hoteller i Pimlico her (reklamelink).
De bedste hoteller i Pimlico:
- Værdi for pengene: Blades Hotel – Fint 3-stjernet hotel med kun 16 værelser. Ligger i gåafstand fra Pimlico-stationen.
- Budget: Bower House – Et af de billigste hoteller i London med en central placering.
Vores personlige anbefalinger til de bedste steder at sove i Firenze
Læs merePaddington – Praktisk beliggenhed tæt på centrum med mange overnatningsmuligheder
Du kender nok Bjørnen Paddington, der blev fundet på historiske Paddington Station – men derudover er Paddington-området i London lidt af en hemmelighed (selvom det ligger lige nord for meget populære Hyde Park).
Selvom der er masser af spændende ting at lave både i og tæt på Paddington, er området typisk ikke på turistradaren – med mindre man bor her.
Koncentrationen af hoteller i Paddington er nemlig ret stor, og derfor er der også tit gode deals at hente på budget- og mellemklassehoteller.
Rejsetip: Paddington er perfekt at bo i, hvis du flyver til/fra Heathrow. Togturen tager nemlig kun lidt over 20 minutter til Paddington Station.
Fordele ved at bo i Paddington:
- Transport: Paddington har fremragende transportforbindelser, især fra Paddington Station, hvorfra der er direkte togforbindelser til Heathrow Lufthavn og masser af andre steder i Storbritannien.
- Beliggenhed: Paddington ligger tæt på populære steder som Notting Hill, Hyde Park, Kensington Gardens og Oxford Street.
- Varieret overnatning: Området tilbyder et godt udvalg af hoteller, vandrehjem og lejligheder, så det burde være muligt at finde et sted at sove, der passer til de fleste behov og budgetter.
- Stille og rolige omgivelser: Udover den ikoniske Paddington Bear-statue er her ret hyggeligt med charmerende gader og små caféer.
Søg efter de bedste og billigste hoteller i Paddington her (reklamelink).
De bedste hoteller i Paddington:
- Værdi for pengene: Thistle London Hyde Park Kensington Gardens – Pæne, relativt almindelige værelser til en fair pris. Ligger super tæt på Queensway- og Bayswater-stationerne, så man har geniale transportmuligheder med Circle, District og Central Line. Notting Hill i gåafstand.
- Budget: Tudor Court Hotel – Værelserne er små. Men placeringen på Norfolk Square er god og dobbeltværelserne (med eller uden privat badeværelse) er nogle af Londons billigere.
- Budget: Mitre House Hotel – Overnatning i klassisk stil kun 4 minutter fra Paddington-stationen.
South Kensington & Chelsea – Pæne, familievenlige områder
Her i den vestige del af London er der lidt mere plads mellem turistattraktionerne – og altså også mellem turisterne.
South Kensington og Chelsea er begge nogle af de dyrere steder at bo i London, men her ligger alligevel hoteller med rigtig god værdi for pengene.
Fordele og ulemper ved at bo ved South Kensington og Chelsea:
- Grønne Kensington. Bo tæt på store grønne parker som Holland Park og Hyde Park (med Kensington Gardens).
- Den største koncentration af museer: I South Kensington ligger blandt andet National History Museum, Victoria and Albert Museum og the Science Museum (alle tre med gratis adgang!).
- Fine Chelsea: Chelsea er at af Londons hyggeligste områder at gå rundt i med smukke huse samt shopping og caféer i topklasse.
- Kan være langt til en station: Der er ikke vildt mange stationer i Kensington og Chelsea, så der kan godt være afstand mellem dem og dit hotel.
Søg efter de bedste og billigste hoteller i South Kensington og Chelsea her (reklamelink).
De bedste hoteller i South Kensington og Chelsea:
- Ultra-luksus: Blakes Hotel – Londons originale boutique-hotel; inspireret af Korfu, herreklubber og asiatiske opiumhuler. Skal ses! Beliggende i South Kensington.
- Luksus: At Sloane – Nok Chelseas bedste hotel med 30 romantiske værelser og en bar i rigtig speakeasy-stil.
- Værdi for pengene: Sydney House Chelsea – Friskt og lækkert hotel, der passer perfekt ind i Chelsea-viben.
- Værdi for pengene: The Rembrandt – Standardhotel med (betalt) pool og god placering lige ved Victoria and Albert Museum i South Kensington.
Tips til vandring og oplevelser i Wicklow Mountains National Park blot 60 kilometer fra Dublin
Læs mereEarl’s Court – Vestlondon på budget
Hvis du gerne vil spare lidt på budgettet, kan du overveje at kigge efter overnatning i Earl’s Court (som ligger lige vest for Kensington).
Her er man stadig centralt placeret med direkte adgang til Piccadilly- og District-metrolinjerne, samtidig med at man får en mere lokal London-oplevelse.
Rejsetip: Piccadilly-linjen går direkte til Heathrow Airport fra Earl’s Court på ca. 40 minutter.
Fordele og ulemper ved at bo i Earl’s Court:
- Ikke langt til Kensington: Turen fra Earl’s Court til South Kensington tager kun 3 minutter med the Tube. Der er 13 minutter til Big Ben.
- Gåafstand til the Tube: Alt afhængigt af hvor man bor i Earl’s Court, kan der godt være et lille stykke til en station.
- Lokal fornemmelse: Earl’s Court er ikke rigtigt orienteret mod turister, så her får man en mere autentisk London-følelse (inklusiv billigere mad!).
Søg efter de bedste og billigste hoteller i Earl’s Court her (reklamelink).
De bedste hoteller i Earl’s Court:
- Værdi for pengene: Twenty Nevern Square Hotel – Fint hotel i mellemklassen til en god pris, lige ved Earl’s Court-stationen.
- Budget: The Jade – Populært af en grund! Værelserne er ret små, men placeringen er udmærket (og priserne er lave).
- Budget: Star Hotel – 2-stjernet hotel med pæne dobbeltværelser. Regn med ca. 30 minutter til centrum.
- Budget: YHA London Earl’s Court Hostel – Ikke alle anmeldelserne er lige gode. Men overnatning bliver så heller ikke meget billigere i London (hvis man altså er klar på at sove i en sovesal).
Shoreditch – Kreativt område i Østlondon med street art og livlig stemning
Trendy. Det er lidt klichéagtigt at skrive. Men Østlondon, og i særdeleshed Shoreditch, er i den grad trendy.
Engang var Østlondon mest kendt som et fattigt arbejderkvarter. Themsen flyder fra vest mod øst, og floden blev dengang mere og mere beskidt, jo længere østpå man kom.
I dag er Themsen kendt som en af verdens reneste floder, der flyder gennem en storby. Og Østlondon er the place to be.
Fordele og ulemper ved at bo i Shoreditch:
- Et lille stykke fra Londons mest populære turistattraktioner. Hvis du gerne vil bo i gåafstand til Big Ben, London Eye og alle de andre kendte landemærker i Vestlondon, er det måske ikke optimalt at bo i Shoreditch.
- Livlig stemning: Mange unge mennesker i London vil gerne arbejde, feste og bo i Østlondon. Det kan mærkes!
- Bo i nærheden af Spitalfields og Brick Lane: Fra Shoreditch er der kun et stenkast til Brick Lane med vintagebutikker og curry shops.
- Ikke ligeså klassisk flot: Shoreditch og de andre bydele i Østlondon er mere gritty end glitzy. Det kan man både se som en fordel og en ulempe, alt afhængigt af, hvad man gerne vil have ud af et besøg i London.
- Stadig muligheder for luksus: Selvom alle bygningerne ikke er ligeså klassisk smukke som i Vestlondon, er der alligevel mange yderst stilbevidste 4- og 5-stjernede hoteller i Shoreditch.
Søg efter de bedste og billigste hoteller i Shoreditch her (reklamelink).
De bedste hoteller i Shoreditch:
- Luksus: Nobu Hotel – Japansk elegance og minimalisme af højeste kaliber.
- Værdi for pengene: Hart Shoreditch Hotel London – Flot mellemklassehotel med et veludstyret fitnesscenter og bar.
- Budget: Point A Hotel – Nogle af værelserne er uden vindue. Men til gengæld er prisen, placeringen og faciliteterne gode.
Stor rejseguide til hvor man skal bo på storbyferie i Tysklands pulserende hovedstad
Læs mereOvernatning i andre områder i London
Covent Garden, Soho, Charing Cross, Kensington, Chelsea og Shoreditch er vores favoritområder til overnatning i London, når man besøger byen som turist – særligt hvis det er ens første gang.
Vi har også nævnt Earl’s Court som et godt alternativ lige vest for Kensington. Her kan man spare penge og stadig bo med kort transportafstand til centrum.
Men hvad med alle Londons andre områder? (Der er nemlig ret mange!)
Her er et overblik over overnatning i andre områder i London:
- Bloomsbury: Område lige nord for Soho og Covent Garden med mange studerende ved bl.a. London University og hjem til British Museum. Flere hoteller med god værdi for pengene + budgetmuligheder.
- Mayfair: Det bliver ikke meget dyrere end i Mayfair. Så er du advaret.
- Westminster: Magtens centrum af London ligger naturligvis super centralt.
- Notting Hill: Føl dig som Hugh Grant eller Julia Roberts på Portobello Road. Fint nabolag med god adgang til de mere turistede områder.
- Camden Town: Hvis du er til det lidt alternative (f.eks. hvad angår musik og tøjstil), rejser på et lavere budget og stadig gerne vil bo tæt på centrum, er Camden det helt rigtige valg.
- South Bank: London Eye, masser af kultur og en rigtig fin placering lige på den anden side af Themsen fra bl.a. Big Ben.
- Tower Bridge: Hvad enten man bor nord eller syd for Tower Bridge får man en virkelig fed placering i London for pengene.
- Spitalfields: Der er kreativt og livligt her i East End med masser af markeder og fede butikker.
- Whitechapel: Multikulturel stemning i Østlondon med hyggelige, brostensbelagte gader.
- Billigere områder: Spar penge med en længere transporttid fra områder som Bethnal Green, Hackney, Stratford eller Greenwich.
Her er et kort over de nævnte London-områder:
I hvilke områder er det billigst og dyrest at bo i London?
Priserne på ejendomme og hoteller fluktuerer en del, så hvor det er billigst og dyrest at bo i London er ikke ligefrem en præcis videnskab.
Alligevel er der nogle trends og gennemsnitspriser, man kan gå ud fra, når man vil vide noget om prisniveauerne.
Det siger næsten sig selv, at huspriserne (og priserne på overnatning) i London generelt bliver billigere, når man bevæger sig længere væk fra centrum og mod byens yderkanter.
Derudover er øst og syd generelt billigere end vest og nord.
Her er et kort over London med data fra 2022, der med farver indikerer gennemsnitshuspriserne i forskellige områder:
Priser i London med udgangspunkt i the Tube:
Kortet herunder er med data fra 2018, men det giver stadig et sjovt overblik over priserne i London ud fra gennemsnitsprisen på ejendomme i området omkring metrostationerne.
Ud fra metrolinjer er det i gennemsnit dyrest at bo ved Circle Line, mens DLR Line er den billigste.
De bedste luksushoteller i London
Ingen andre steder er der ligeså mange 5-stjernede hoteller, som der er i London.
Her ligger nogle af verdens mest legendariske (og flotteste) hoteller!
Men selv om man godt kan komme til at bruge en hel del pund per nat, hvis man har lyst og råd til det, er det faktisk også muligt at bo luksuriøst, uden det behøver koste (en hel) bondegård.
Vi giver bud på begge dele herunder.
Du kan også søge efter de billigste og bedste 5-stjernede hoteller i London ved at klikke her (reklamelink).
De bedste 5-stjernede luksushoteller i London:
- The Savoy – Storbritanniens første luksushotel; fyldt med historie og tidsløs elegance. Helt perfekt placeret.
- The Ritz – Ligeledes ikonisk luksushotel i London med en Michelin-restaurant. Hvis du booker en suite, bliver du kørt fra lufthavnen i The Ritz’ Rolls-Royce Phantom.
- The Lanesborough, Oetker Collection – Græske søjler, store lysekroner og helt utroligt meget bladguld. Man skal ansøge om at bo i suiten(!). Udsigt over Hyde Park.
- Mandarin Oriental Hyde Park – Også ved Hyde Park, lige ved Knightsbridge-stationen. Utrolig elegant.
- Blakes Hotel – Londons originale boutique-hotel; inspireret af Korfu, herreklubber og asiatiske opiumhuler. Skal ses!
- Shangri-La The Shard – Bo i Londons højeste bygning med udsigt fra gulv til loft på et af byens absolut bedste luksushoteller.
- The Goring – Godkendt af Dronning Elizabeth og (selvfølgelig) yderst engelsk.
- Brown’s Hotel, a Rocco Forte Hotel – Her blev Junglebogen skrevet. Vi er ret vilde med det modige design med masser af farver og mønstre.
- At Sloane – Nok Chelseas bedste hotel med 30 romantiske værelser og en bar i rigtig speakeasy-stil.
- Nobu Hotel – Japansk elegance og minimalisme af højeste kaliber i Shoreditch.
De mest stilfulde og historiske førsteklasseshoteller i London
Læs mereOfte stillede spørgsmål om overnatning i London
Hvor skal man bo i London på en weekendtur?
Besøger man London i 1-3 nætter, (f.eks. over en weekend), vil vi foreslå, at man placerer sig centralt i byen tæt på både seværdigheder og transport.
Det kunne for eksempel være i Soho eller Covent Garden (reklamelinks) – evt. tæt på Charing Cross, hvis man skal være helt i midten af London.
På den måde vil man bo i gåafstand til seværdigheder som Buckingham Palace, Westminster Abbey, Big Ben, Trafalgar Square og ikke mindst spisesteder og underholdning i verdensklasse i West End.
Hvor skal man bo i London på en familierejse?
London er en virkelig god by at besøge som familie; her er bogstavelig talt noget for enhver smag, og selvom byen er stor, er den alligevel ret børnevenlig og nem at komme rundt i.
Hvis man sætter pris på at vende hjem til et lidt roligere nabolag efter en lang dag fyldt med oplevelser, kan vi anbefale, at man kigger nærmere på områder som Pimlico, Paddington, Bloomsbury eller South Kensington (reklamelinks).
De ligger alle fire godt i forhold til byens attraktioner, og der er endda gode deals at hente på mellemklassehoteller særligt i Pimlico og Paddington. Herfra er transportmulighederne også yderst gode.
South Kensington er især oplagt på grund af nærheden til alle museerne og altid populære Hyde Park, men her skal man være lidt mere opmærksom på afstanden til en metrostation.
Hvor er det billigste sted at bo i London?
Uden for London!
Der er generelt penge at spare på at bo længere fra centrum. Derudover kan man kigge efter billig overnatning i områder som Bethnal Green, Hackney, Stratford eller Greenwich (reklamelinks). Kigger man på hoteller her, skal man være ekstra opmærksom på anmeldelserne.
Som huskeregel er det oftest billigere mod øst og syd end mod vest og nord. Et af de billigere områder, der stadig er tæt på centrum, er Earl’s Court (reklamelink) vest for midtbyen.
Hvis man har været i London før og er mere interesseret i kulturelt levende områder som Camden, Shoreditch eller Spitalfields (reklamelinks), kan man lettere finde budgetvenlig overnatning inden for en overskuelig transporttid (uden at bekymre sig om at bo tæt på Big Ben og andre seværdigheder i centrum).
Hvor er det dyreste sted at bo i London?
Det dyreste område i London er Knightsbridge, der ligger lige syd for Hyde Park. Her omkring ligger også flere af Londons dyreste luksushoteller.
Belgravia, Westminster, Mayfair, South Kensington og Chelsea er også nogle af de dyrere områder i gennemsnit.
Hvilke områder skal man undgå i London?
Selvom London heldigvis er en meget sikker storby at besøge for turister, er der et par områder, som det godt kan give mening at forsøge at undgå – særligt efter mørkets frembrud.
Det gælder bl.a. områderne Brixton, Peckham, Harlesden og Camberwell.
Uanset hvilket område man er i, er det som i alle andre storbyer generelt farligst at være ude i nattelivet (eller andre steder hvor folk er berusede).
Er der hoteller med pool i London?
Selvom London ikke er en oplagt badeby, er der faktisk ret mange hoteller, der har swimmingpool og/eller spaområder.
Der er både muligheder for indendørs– og udendørspools, så man enten kan slippe væk fra vintergråvejret eller nyde den engelske sommer (som er et par grader varmere end den danske).
Søg efter de bedste hoteller i London med swimmingpool her (reklamelink).
Hvor længe skal man bo i London?
Hvis du bare er i London på en kort tur for at shoppe eller se fodbold, vil svaret på spørgsmålet om, hvor mange dage man skal bruge i London selvfølgelig være anderledes, end hvis du gerne vil katalogisere hver eneste museumsgenstand på det gigantiske Natural History Museum.
Med andre ord: Hvor længe man skal blive i London kommer 100% an på, hvad man godt kunne tænke sig at lave.
Prøv at lægge bare en nogenlunde plan for, hvad du godt kunne tænke dig at opleve på din tur – og tag den så derfra.
Vores anbefalinger til hvor længe man skal blive i London:
For de fleste kommer feriedagene og budgettet nok i første række.
Men hvis man derudover har lidt frihed, vil vi foreslå, at man bruger mindst tre overnatninger i London.
Med tre overnatninger har man tid til at ankomme og omstille sig til den helt anderledes tidszone (en time bagud!), lære at kigge til højre når man skal over vejen, gå i seng – og så stadig have to hele dage til at udforske byen.
Man kan selvfølgelig også få en rigtig god tur til London med én eller to overnatninger.
Men… Hvis det kan lade sig gøre, vil vi anbefale, at man presser citronen og bliver et par nætter længere.
For langt de fleste vil en uge i London være helt perfekt.
Det er naturligvis stadig (langt fra!) nok tid til at opdage alle byens uendelige, gemte kroge. Men en uge giver nok tid til at komme rigtig godt rundt i Londons forskellige områder – og måske endda også nå lidt ud af byen.
Er det sikkert at besøge London?
Lige som andre storbyer i Europa er London en forholdsvis sikker og tryg by at besøge – også om aftenen.
Med det sagt skal man selvfølgelig altid tænke sig om, når man bevæger sig rundt i en større by. Tag dine forholdsregler og brug din sunde fornuft.
Pas for eksempel på lommetyve ved de mest befærdede turistattraktioner og i offentlig transport.
Læs mere om sikkerhed i Storbritannien på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Bliv helt klar til rejsen med disse vigtige forberedelser
Læs mereVores 6 bedste tips til at besøge London
- Overvej London Pass. Spar penge ved at købe et London Pass (reklamelink), hvis du regner med at skulle besøge flere af de populære seværdigheder og museer.
- Gratis museer. Spar endnu mere på at besøge de museer, hvor indgangen er gratis – f.eks. British Museum og Tate Modern.
- Nem offentlig transport. Brug bare dit almindelige kreditkort til at “bippe” dig ind og betale for offentlig transport. Meget smartere end Rejsekortet!
- Gå rundt. Mange af de bedste oplevelser kan ligge gemt på vejen mellem to seværdigheder.
- Planlæg dine dage ud fra at London er en stor by. London er gigantisk. Prøv at planlægge oplevelser i nærheden af hinanden på én dag, så du ikke skal styrte rundt.
- Book god tid i forvejen. De bedste hoteller, musicals, restauranter og andre oplevelser kan sagtens være booket flere måneder i forvejen.
Alt hvad du skal vide om oplevelser i London
I vores store rejseguide til London, har vi skrevet om alt, hvad du skal vide om byens bedste oplevelser, attraktioner og seværdigheder.
Her kommer vi mere ind på, hvad man skal se og lave, de mest spændende områder, flotteste udsigter, fordelene ved et London Pass, tips til transport – og meget, meget mere.
Læs vores store rejseguide til London her.
Hvad skal man lave i London? De mest spændende områder, flotteste udsigter og fedeste attraktioner
Læs mereTak for at læse med
Tak skal du have for at have læst vores guide til hvor man skal bo i London. Vi håber, at den har hjulpet dig til at finde et dejligt sted at bo på din tur!
Hvad synes du om London?
Hvis du allerede har været i London, ville det være fantastisk at høre dine bedste tips og tricks i kommentarerne.
Hvor boede du henne? Der er så mange hyggelige områder i London, og det ville være sjovt at høre om din oplevelse af det område, du overnattede i.
Skriv endelig til os i kommentarerne, hvis du har nogle spørgsmål til London eller hvilket område, du skal bo i. Så hjælper vi gerne efter bedste evne.
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Indsend Kommentar