fbpx

Rejseguide til Koh Lipe: 7 bedste strande & oplevelser

Alt hvad du skal vide for at nyde livet på en af Thailands smukkeste øer, inklusiv de bedste strande, hvor man skal bo, og hvad man skal lave
Alexander & VictoriaHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.
Et lille paradis

Koh Lipe (Ko Lipe) er kendt som en af de smukkeste øer i Thailand – Thailands Maldiverne, bliver den endda kaldt – og der er helt sikkert noget om snakken.

Øen er omringet af krystalklart vand og har et perfekt klima om vinteren.

Vi kom selv helt ned i gear på de fire dage, vi brugte på Koh Lipe og følte os, som altid, rørte over den thailandske gæstfrihed.

Få vores bedste tips til at opleve alt det bedste på øen i denne guide inklusiv hvordan man kommer til Koh Lipe, hvornår man skal besøge øen, hvor man skal bo, hvor man skal spise, og hvad man skal lave.

Hvorfor skal man besøge Koh Lipe?

Koh Lipe har fundet opskriften: start dagen med solopgangen på Sunrise Beach, nyd hvidt sandblide bølger og utroligt lyseblåt vand, få en massage og slut dagen af med at beundre solnedgangen fra Sunset Beach.

Tag en drink på Pattaya Beach – og gentag det hele næste dag.

Medmindre man altså vil besøge en af de nærliggende paradisøer på en hyggelig bådtur.

Koh Lipe er et skønt sted at holde ferie i Thailand, men øen er ikke ligefrem uopdaget.

Besøger man Koh Lipe om vinteren, kommer man ikke til at være alene. Vi mødte mange skandinaviske familier.

Koh Lipe ligger langt fra andre thailandske øer, og derfor er der ikke lige så mange turister, som på andre øer i landet. Desværre gør øens lille størrelse, at den kan føles en smule overrendt.

Til gengæld er madmulighederne mange, og som i resten af Thailand smiler de lokale bredt.

Her kan man få en dejlig, afslappet ferie.

Koh Lipe tange

Selvom øen er forholdsvist velbesøgt, er det let at finde sig sit eget stykke strand.

Hvidt sand og krystalblåt vand på Koh Lipe

Hvidt sand og krystalblåt vand får Victoria til at smile!

29 tips & gode råd til at besøge Thailand: Alt du skal vide, inden du rejser
Du er måske interesseret i:29 tips & gode råd til at besøge Thailand: Alt du skal vide, inden du rejser

Tag afsted med ro i maven til Smilets Land

Læs mere

Hvad er Koh Lipe?

Koh Lipe er Thailands sydligste ø – beliggende ca. 60 kilometer vest for fastlandet, men kun 30 kilometer fra den malaysiske ø Langkawi og tæt på thailandske Koh Lanta.

Den sydligste og vestligste del af Koh Lipe er stort set kun jungle.

Ø-livet er derfor samlet mellem tre strande.

Pattaya Beach er den store sydlige strand, hvor alle turister ankommer i båd.

Fra Pattaya starter gågaden Walking Street, som går hele vejen til den lange Sunrise Beach.

Den lille kilometer mellem de to strande kan gås på 10-15 minutter, og langs Walking Street finder man øens største udvalg af restauranter, pandekageboder, turoperatører og små supermarkeder.

Nordvest på øen ligger Sunset Beach, og det tager heller ikke lang tid at gå dertil.

Sunrise Beach

Sunrise Beach var vores favoritstrand på Koh Lipe.

Walking Street aften

Der er gang i Walking Street om aftenen.

Koh Lanta rejseguide: 12 bedste strande, byer & oplevelser
Du er måske interesseret i:Koh Lanta rejseguide: 12 bedste strande, byer & oplevelser

Efter en måned på Koh Lanta i Thailand guider vi til, hvad du skal lave, de bedste strande, vores bedste tips + masser af billeder

Læs mere

Kort over Koh Lipe

Find de steder vi har skrevet om i artiklen på Koh Lipe-kortet herunder. Klik på ikonet øverst til venstre for at se en oversigt.

Strande på Koh Lipe

Pattaya Beach

Pattaya Beach er de fleste besøgendes første møde med Koh Lipe.

Sandet er hvidt og vandet smukt – nærmest gennemsigtigt.

Pattaya Beach er Koh Lipes mest livlige strand, og særligt i den nordlige ende er der et stort udvalg af restauranter, hvor man kan spise med fødderne i sandet.

Er der fest på Koh Lipe, foregår det højst sandsynligt også på en af Pattayas strandbarer.

Eftersom alle både til Koh Lipe lægger til ved Pattaya Beach, er der i løbet af dagen en hel del bådtrafik, hvilket kan overskygge idyllen en smule.

I den sydlige ende er der et indhegnet område, hvor man kan bade i fred og ro fra speedbådene og sågar snorkle.

Hvis man kan abstrahere fra bådene (som primært findes i den ene ende), er Pattaya Beach virkelig en dejlig strand.

Pattaya Beach

Pattaya Beach.

Sunrise Beach

Læser man om folks oplevelser af Koh Lipe, går det igen, at Sunrise Beach er favoritstranden.

Går man hele vejen gennem Walking Street fra Pattaya Beach, træder man direkte ud i et postkort fra Thailand.

Sandet er blødt, bølgerne blide og udsigten til nærliggende Koh Adang og de små øer Koh Usen og Koh Kra er betagende.

Mange longtail-både har kastet anker langs stranden, men i den nordligste ende af Sunrise Beach er der længere mellem dem.

Her finder man den berømte “tange”, og i det hele taget øens smukkeste vand og sand.

I den sydlige ende ligger en del restauranter og caféer, hvorfra man kan nyde udsigten til de små øer.

Sunrise Beach

Sunrise Beach er smallere end Pattaya Beach, men til gengæld roligere.

Sunrise Beach fra oven

Sunrise Beach fra oven.

Sunrise Beach

Det flotteste sand findes på den nordlige del af Sunrise Beach.

Sunset Beach

Sunset Beach på Koh Lipe er ikke meget mere end 500 meter lang. Det er øens mindst besøgte strand.

Navnet kommer – sjovt nok – af de smukke solnedgange, som kan ses fra stranden.

På Sunset Beach er der et par barer og restauranter, men ellers er der blot 10-15 minutters gang til alle mulighederne på Walking Street.

Hvis man gerne vil bo så roligt som muligt, er Sunset Beach et godt bud. Under overnatning kommer vi med konkrete bud på gode hoteller og resorts.

Sunset Beach på Koh Lipe

Sunset Beach på Koh Lipe.

Sunset Beach

De bedste oplevelser på Koh Lipe

Hvad skal man lave på Koh Lipe?

Det er en ret lille ø, så hovedaktiviteten på er uden tvivl at nyde livet.

Gå en tur på stranden, bad i det krystalklare vand og spis dig efterfølgende mæt i vidunderlig thaimad. Koh Lipe er for mange definitionen på en dejlig thailandsk ferie.

Thailandsk ferie

Thailandsk ferie når det er bedst.

Bådtur

Hvis man vil opleve flere skønne strande, kan vi anbefale, at man tager på en bådtur.

Bådture kan arrangeres gennem de fleste hoteller og turoperatører, men man kan også snakke direkte med en bådmand på stranden og arrangere turen selv.

Det er mest populært at sejle til nogle af de fantastiske øer, der ligger tæt på Koh Lipe og opleve de spektakulære sandstrande og smukke koralrev.

Vi besøgte selv Koh Ra Wi og Koh Adang med to venner fra København, som også var på Koh Lipe.

Smuk strand

Hvis man er fan af smukke strande, er en bådtur et must.

På vej ind på Koh Ra Wi

På vej til Koh Ra Wi.

Klart vand

Noget af det klareste vand vi nogensinde har set.

Reklame

Koh Ra Wi

Koh Ra Wi er en større ø nordvest for Koh Lipe, som er mest oplagt at besøge, hvis man er på bådtur.

Vi lagde til ved en lang smuk strand med hængekøjer og gynger. Ren idyl!

Koh Ra Wi fra luften

Koh Ra Wi fra luften.

Victoria og Alberte i det skønne vand

Victoria og Alberte i det skønne vand. Tag afsted tidligt, hvis du vil have stranden for dig selv!

Koh Adang

Stik nord for Koh Lipe ligger Koh Adang, som ligeledes er en stor ø.

Man kan sejle til Koh Adang på få minutter fra Sunrise Beach eller besøge øen som et stop på en bådtur. Man kan også selv leje en kajak og padle over vandet.

Udover den fine strand kan man fra Koh Adang se en fantastisk udsigt over Koh Lipe. Der er tre markerede viewpoints; Koh Adang viewpoint #1, #2 og #3.

Udsigten til Koh Lipe fra det øverste udsigtspunkt er bedst.

Turen derop kræver, at man er i god form og har lidt gåpåmod. Stien er ikke vildt godt markeret, og hvis det har regnet, kan der være glat.

Victoria faldt på vej ned af stien og forstuvede foden – så hermed en advarsel om at gå ekstra forsigtigt nedad.

Det tager 45 minutter til en time at gå op til viewpoint #3. Husk vand og solcreme!

Stien til toppen

Stien er ikke ligefrem asfalteret, så det er ikke optimalt at trekke i klipklappere.

Udsigten fra toppen

Udsigten fra toppen til Koh Lipe er klart turen værd.

Viewpoint #3

Mikkel og Alex ved viewpoint #3.

Massage

Efter en dag med udforskning (eller afslapning!), kan det være rart at få en omgang massage.

Heldigvis ved massørerne på Koh Lipe lige præcis, hvordan det skal gøres.

Der er masser af massage-steder på strandene og på Walking Street. Priserne starter omkring 300 baht (ca. 60 kroner) for en times massage.

Massage Koh Lipe

Det ville være en skam ikke at få en massage på Koh Lipe.

En ultimativ rejseguide til Koh Samui: 32 bedste strande & oplevelser
Du er måske interesseret i:En ultimativ rejseguide til Koh Samui: 32 bedste strande & oplevelser

Alt hvad du skal vide om Koh Samui, inklusiv hvor du skal bo, hvad du skal lave, og hvor man kan spise + alle vores bedste tips til øen

Læs mere

Spisesteder på Koh Lipe

Restauranter og caféer er ingen mangelvare på Koh Lipe, og øens lille størrelse gør, at man sjældent skal gå langt for at få stillet sin sult eller snacklyst.

Walking Street finder man det største udbud, men foretrækker man at spise direkte på stranden, skal man bevæge sig mod Pattaya Beach eller Sunrise Beach, hvor udsigten kan nydes fra de mange restauranter og barer med stole i sandet.

Livet bliver helt klart lettere, hvis man kan lide thailandsk madlavning, men på Koh Lipe findes der også utallige muligheder for andet end ris, nudler og supper.

Flere steder bliver dagens fangst fra havet smidt på grillen, og andre steder sælges der eksempelvis sandwiches, burgere, indisk, pasta, steaks, salater, tapas og sushi.

På vores få dage på øen nåede vi naturligvis kun at prøve et lille udpluk, og anbefalingerne nedenfor skal blot forstås som et udgangspunkt. Der findes utvivlsomt masser af gode steder, som vi må have til gode.

Thaimad

Det sydthailandske køkken er karakteriseret af en stærk indflydelse fra Malaysia og Indonesien, der igen er influeret af blandt andet Kina, Indien og Mellemøsten – så bredden af smage er stor.

Kraftige krydderier, chili (pas på!), karry i alle dets afskygninger og syrlige smage kendetegner meget af madlavningen i syden. De søde smage bliver typisk skubbet lidt i baggrunden.

Al slags thaimad er dog repræsenteret på Koh Lipe, og de fleste restauranter har på godt og ondt mere fokus på turisternes smagsløg end på lokalbefolkningens.

Tager du til Koh Lipe og forventer pad thai, mango sticky rice og andre thailandske klassikere, vil du med andre ord ikke blive skuffet.

Af nævneværdige thaimåltider fik vi gode karrysupper fra Lion Resort, Family samt Tonkow. Ris med tofu og cashewnødder hos Café Lipe var et hit, og den søde papayasalat hos Thai Pancake Lady 2 røg også lige ned.

Prisen på hovedretter ligger i gennemsnit på 100 til 150 baht (ca. 20-30 kroner). På gaden bag Sunrise Beach findes flere billigere muligheder.

Papayasalat

Papayasalat med peanuts.

Spisested Koh Lipe

Et af spisestederne på Walking Street, der laver lidt af hvert.

Kokossuppe

Kokossuppe fra Tonkow med et glas frisk mangojuice.

International mad og caféer

Er man, ligesom Victoria, ellevild med smoothie bowls, er Café Tropical et oplagt sted at spise morgenmad. Her serveres også god kaffe, juice og masser af spændende og fashionable retter samt hjemmelavede desserter.

Udover den grønne smoothie bowl prøvede vi deres avocadofyldte vege-burger. Man kommer hurtigt til at slippe lidt flere baht, end hvis man spiser lokal thaimad, men savner man Instagram-venlig mad, er Tropical lige stedet.

NB: Café Tropical er i mellemtiden lukket, men deres søster-café Elephant Koh Lipe ser lige så god ud.

I samme stil kan Bloom nævnes. Caféen har højt til loftet og et stort millennial-orienteret menukort.

Vi fik morgenkaffe og delte deres mættende pandekager, og tilsammen kostede det 270 baht (ca. 54 kroner).

Et andet alternativ til thaimad fås hos Made in Italy, hvorfra vi købte en tilfredsstillende pizza margherita til 260 baht (ca. 52 kroner).

Pittoresk og sund mad fra Café Tropical

Flot og sund(ish) mad fra Café Tropical.

Caféen Bloom

Caféen Bloom har højt til loftet og et spændende menukort.

Pandekager med banan, peanutbutter og is

Pandekager med banan, peanutbutter og is. Mums!

Pandekager

Der bliver stegt pandekager på livet løs langs Walking Street, og både smage og priser er relativt ens over hele linjen.

Madam Yoohoo er en af de mere kendte, men Thai Pancake Lady 1 og er stærke konkurrenter.

Pandekagerne, der ikke skal sammenlignes med tynde, danske pandekager, steges i rigeligt med fedtstof og bliver dejligt snaskede og sprøde, mens fyldet i midten bliver varmet.

Banan er en klassiker, Nutella er svær at komme uden om, og en ny opdagelse for os på denne tur var kokosstykker som fyld. Pandekagerne bliver ofte overhældt med kondenseret mælk og skåret i delevenlige stykker.

Priserne for den syndige snack begynder ved 20 baht (ca. 4 kroner) for en simpel pandekage og går op til 80 baht (ca. 16 kroner), hvis man fyrer den af med fyld.

Bananpandekage

Bananpandekage på thai-manér.

Madam Yoohoo på Walking Street

Madam Yoohoo på Walking Street.

Snacks og gademad

Særligt om aftenen kommer Walking Street til live, og der er ikke mange meter mellem grillspyd, gadenudler, juices, kokos-is og andre snacks.

Det er svært at undgå at få sangen “coconut donut, 10 baht, 10 baht” på hjernen fra manden der sælger små, spongiøse kokos-donuts til 10 baht per styk (ca. 2 kroner).

Kokos-is kan købes flere steder til 20 baht for en vaffel, 50 baht for et bæger og 70 baht for at få isen serveret i en kokosnød (henholdsvis ca. 4, 10 og 14 kroner). Kuglerne kan toppes efter humør med blandt andet chokoladesovs, ristede peanuts og tivolikrymmel.

Pizzaslices kan købes fra E2G (Elephant 2 Go) samt Paolo’s.

Kokos-is med toppings

Kokos-is med toppings.

Kokos-donuts

“Coconut donut, 10 baht, 10 baht”…

High-end restauranter

Priserne på de fleste måltider på Koh Lipe vil i et dansk perspektiv være relativt billige med hovedretter helt ned til 20 kroner.

Hvis man gerne vil ofre lidt ekstra på et restaurantbesøg, skal man enten spise kostbare delikatesser fra havet, importerede bøffer eller søge mod nogle af øens finere resorts.

Vi holdt os for det meste selv til vores budget med de billigere muligheder, men fik en enkelt aften en drink på The Cliff Lipe Sunset Beach Resort, hvorfra vi kunne se solnedgangen fra deres store terrasse.

Stemningen var meget afslappet og behagelig. Man kan også vælge at sætte sig ned på deres private strand og nyde udsigten derfra.

Udover drinks serveres der thaimad med hovedretter fra omkring 250 baht (ca. 50 kroner).

Det er også muligt at bo på det lækre resort med pool og udsigt til havet.

Se billeder, priser og ledighed hos The Cliff Lipe (reklamelink).

The Cliff Lipe solnedgang

Udsigten fra The Cliff Lipe Sunset Beach Resort (reklamelink) vejer op for priserne.

Solnedgangsdrink

Solnedgangsdrink.

Vegetarisk og vegansk

Det er generelt nemt at være vegetar eller veganer på Koh Lipe.

På nærmest alle restauranter og caféer er der vegetariske muligheder som standard på menukortene, og beder man for eksempel om soya i stedet for fiskesovs, vil mange retter kunne laves helt vegansk.

Der er en udbredt forståelse for veganisme i Thailand. Som mand kan man sige “pom gin jay”, og som kvinde kan man sige “chan gin jay” (på thai) for at tydeliggøre, at man er veganer.

Koh Lipe bugner naturligvis også med frisk frugt. Stik gaflen i en moden mango eller nyd dragefrugt, ananas, kokos og bananer i juices og shakes.

Har man selv adgang til et lille køkken, kan man købe alt i det store (og lidt dyre) supermarked Patt Market, der ligger midt på Walking Street.

Selv hvis man ikke skal købe noget, kan deres aircondition anbefales, når solen står højt på himlen.

Patt Market

Hos Patt Market midt på øen kan man købe sig til det meste.

Thaimad på stranden

Plantebaseret thaimad på stranden hos Café Lipe.

Hvor skal man bo på Koh Lipe?

Med mere end 100 hoteller, resorts og guesthouses er der masser af senge på øen.

Efterspørgslen gør dog, at det er en rigtig god idé at booke overnatninger i forvejen – særligt i højsæsonen, der varer fra midten af december til slutningen af februar.

Da der selv fra Koh Lipes midtpunkt højst er en lille kilometer til havet, behøver direkte adgang til strand ikke nødvendigvis at veje tungest i beslutningen om, hvor man skal bo.

Meeen… Det er alligevel mest attraktivt at bo ud til de smukke strande.

Priserne for overnatning på Koh Lipe er i gennemsnit højere end i resten af Thailand, men selv budgetrejsende burde kunne finde fornuftige muligheder – særligt hvis man er klar på at sove i bungalow på en tynd madras eller, hvis prisen skal helt i bund, på sovesal.

Så hvor skal man bo på Koh Lipe? Her kommer vores bud på de bedste hoteller og resorts i forskellige prisklasser.

Luksuriøse valg

Serendipity Beach Resort Koh Lipe

Er man klar til at spendere, kan man overnatte i ekstravagante omgivelser hos Serendipity.

Det lækre resort ligger i den sydligste del af Sunrise Beach med adgang til en privat strand.

Hvis penge ikke er en begrænsning, synes vi helt sikkert, at man skal gå efter en af de store villaer med havudsigt og privat pool til ca. 2.000 kroner per nat.

En familie på fire kan også booke den 200 kvadratmeter store Grand Deluxe Pool Villa, hvor man har sin egen private pool for ca. 2.700 kroner per nat.

Alle værelser er naturligvis udstyret med aircondition, wifi, tv, skrivebord og køleskab.

Resortet har desuden en restaurant, der serverer internationale retter, og man kan låne kajakker gratis.

Se billeder, priser og ledighed hos Serendipity Beach Resort (reklamelink).

Serendipity Beach Resort

Der bliver ikke sparet på noget hos Serendipity Beach Resort. ©Serendipity Beach Resort (reklamelink)

Mali Resort Sunrise Beach

Mali Resort ligger direkte ud til Sunrise Beach, og her kan man bo i smukke, rummelige balinesisk-inspirerede hytter for priser ned til 1.900 kroner per nat.

Værelserne kommer med aircondition, tv, skrivebord, køleskab og gratis morgenmad med tilberedning efter bestilling. Der er også en restaurant og bar på resortet.

På Sunrise Beach kan der være en del longtail-både, men så kan man i stedet trække sig tilbage til resortets store poolområde i den tropiske have.

Se billeder, priser og ledighed hos Mali Resort (reklamelink).

Mali Resort

En af Koh Lipes lækreste pools findes på Mali Resort – lige ved Sunrise Beach. ©Mali Resort (reklamelink)

ASARA Private Beach Resort

Det firestjernede resort ASARA ligger på den fredelige side af øen tæt på Sunset Beach.

Fra hotellet er der ca. et kvarters gang til Walking Street, men til gengæld har man en helt privat strand.

Hver villa har store, rene rum med balkon og egen jacuzzi med udsigt til havet. Og så er der selvfølgelig aircondition, tv, skrivebord, køleskab og gratis morgenmad.

Ned til stranden er der desuden fælles udendørspool og børnepool.

Vi har fundet priser helt ned til 1.100 kroner per nat.

Se billeder, priser og ledighed hos ASARA Private Beach Resort (reklamelink).

ASARA

Privat strand og pool med solnedgangsudsigt på ASARA. ©ASARA (reklamelink)

The Cliff Lipe Sunset Beach Resort

The Cliff Lipe er et smukt resort, der ligger ud til den rolige Sunset Beach.

Indretningen er smuk og romantisk, og på værelserne er der aircondition, tv, skrivebord, køleskab og naturligvis wifi.

På den store tilhørende restaurant kan man få thailandske retter og drinks med solnedgangsudsigt over havet.

Vi har fundet priser ned til omkring 1.000 kroner per nat inklusiv morgenmad. Hvis man har lidt mere at gøre godt med, kan man endda få sin egen private pool eller jacuzzi med havudsigt.

Se billeder, priser og ledighed hos The Cliff Lipe (reklamelink).

The Cliff Resort

Ren luksus hos The Cliff, også ved Sunset Beach. ©The Cliff (reklamelink)

God værdi for pengene

Idyllic Concept Resort

Det moderne firestjernede hotel Idyllic Concept Resort ligger direkte ud til stranden i den sydlige ende af Sunrise Beach.

Der er to pools, en poolbar og en restaurant på fællesområdet.

De store, rene værelserne er individuelt indrettede i simpelt design og inkluderer aircondition, wifi, tv, køleskab og gratis morgenmad.

Vi har fundet priser mellem 700 og 1.000 kroner per nat, så vi synes, at man får meget for pengene her (hvis man altså kan lide stilen).

Se billeder, priser og ledighed hos Idyllic Concept Resort (reklamelink).

Idyllic Concept Resort

God værdi for pengene hos Idyllic Concept Resort med direkte adgang til lækre Sunrise Beach. ©Idyllic Concept Resort (reklamelink)

The Green Hotel Koh Lipe

Der er ikke nogen nævneværdig udsigt fra The Green Hotel, men Pattaya Beach er kun et minuts gang derfra.

Poolen er simpel, men lang, og for enden er der en børnevenlig pool.

De rene, pæne rum inkluderer aircondition, tv, skrivebord, køleskab og wifi.

Med priser mellem 300 og 550 kroner per nat, synes vi faktisk, at hotellet tilbyder god værdi – især fordi der både er aircondition og pool.

Se billeder, priser og ledighed hos The Green Hotel (reklamelink).

The Green Hotel Koh Lipe

The Green Hotel – perfekt til badeferie på Koh Lipe. ©The Green Hotel (reklamelink)

Serene Resort Lipe

Under vores ophold på Koh Lipe boede vi selv på Serene Resort, der ligger i den østlige ende af Walking Street kun fem minutters gang fra Sunrise Beach.

For lige omkring 200 kroner per nat fik vi et fint dobbeltværelse med aircondition, mini-skrivebord, wifi og privat badeværelse. Rummet lå tilbagetrukket fra gaden, så vi hørte ikke larm derfra.

Serene Resort var et fint valg for os, men det skal på ingen måde ophæves til at være noget særligt.

Prisen var relativt god for at være på Koh Lipe, og beliggenheden fejlede ikke noget. Men som dyne fik vi blot et stort håndklæde, det trådløse internet virkede kun omkring receptionen, og indretningen på værelset var ikke videre smagfuld.

Eftersom vi helt klart brugte mere tid på at hænge ud på strandene og spisestederne end på værelset, påvirkede disse ting os kun minimalt, og vi var overordnet set glade for vores ophold.

Se billeder, priser og ledighed hos Serene Resort her (reklamelink).

Serene Resort

Hvis man vil bruge mere tid på strandene end på sit værelse, kan vi anbefale at tjekke Serene Resort ud. ©Serene Resort (reklamelink)

Budgetvenlige valg

Walking Street Hostel

Rejser man alene eller som en gruppe venner, der ikke har noget imod at dele soveværelse med andre, bør man vælge Walking Street Hostel.

Det er et voksen-hostel på Walking Street tæt på Pattaya Beach, hvor en enkeltmandsseng i en køjeseng fås for 70-90 kroner per person per nat.

For at være et hostel er det virkelig fint indrettet, og der er endda aircondition på sovesalene. Desuden er der gratis wifi og vand samt en tilhørende restaurant.

Man kan vælge at sove i kvinde-, mande- eller fællesrum.

Det bedste ved Walking Street Hostel må dog være det store poolområde!

Se billeder, priser og ledighed hos Walking Street Hostel (reklamelink).

Poolområdet på Walking Street Hostel

Poolområdet på Walking Street Hostel. ©Walking Street Hostel (reklamelink)

Gecko Lipe Resort

Gecko Lipe Resort er centralt placeret på Walking Street med fem minutters gang til både Pattaya Beach og Sunrise Beach.

De hyggelige, eksotiske bungalows har en terrasse, og hvis man er heldig, kan man finde dem til ca. 180 kroner per nat.

Den billige pris skyldes især, at rummet er småt, og at der ikke er aircondition – kun vifte.

Der kan være mange myg, så det er nødvendigt at sove under myggenet.

Døgnet rundt er der gratis vand, te og kaffe, og der er wifi omkring receptionen.

Hvis man er en familie, ser den 48 kvadratmeter store familiesuite til ca. 800 kroner per nat skøn ud.

Se billeder, priser og ledighed hos Gecko Lipe Resort (reklamelink).

Simple bungalows hos Gecko Lipe

Simple bungalows hos Gecko Lipe. ©Gecko Lipe (reklamelink)

Baan Kasirin Resort

Baan Kasirin Resort ligger, ligesom Gecko Lipe Resort, også tæt på Walking Street og i kort gåafstand til Pattaya Beach og Sunrise Beach.

Det er et meget simpelt hotel med sparsomt indrettede værelser og en lille vifte i loftet.

Til gengæld kan et værelse fås til ca. 165 kroner per nat.

Se billeder, priser og ledighed hos Baan Kasirin Resort (reklamelink).

Baan Kasirin Resort

Baan Kasirin Resort er et af de billigere steder at sove på Koh Lipe. ©Baan Kasirin Resort (reklamelink)

Hvor skal man bo på Koh Samui? De bedste hoteller, områder & strande
Du er måske interesseret i:Hvor skal man bo på Koh Samui? De bedste hoteller, områder & strande

Vores personlige anbefalinger til de bedste steder at bo på Koh Samui

Læs mere

Transport til og fra Koh Lipe

Fra Danmark til Thailand

Hvordan kommer man til Koh Lipe?

Fra Danmark går der mange direkte fly til Thailand.

Lander man i Bangkok, skal man et godt stykke sydpå, før man kan sejle til Koh Lipe.

Der er masser af gode forbindelser fra Bangkok sydpå med bus, tog og indenrigsfly – blandt andet til Phuket, Krabi, Trang eller Hat Yai.

Der går også direkte fly fra København til Krabi.

Fra Krabi kan man eksempelvis tage en bus til Pak Bara (ca. 4 timer), som går direkte til en båd, der sejler til Koh Lipe (under 2 timer).

Find de billigste flybilletter til Thailand på Momondo (reklamelink).

Bangkok rejseguide: 17 bedste oplevelser & seværdigheder
Du er måske interesseret i:Bangkok rejseguide: 17 bedste oplevelser & seværdigheder

Alt hvad du skal vide om Thailands hovedstad, inklusiv hvad man skal se, masser af billeder og vores bedste tips

Læs mere
Rejseguide til Phuket: 21 bedste strande & seværdigheder på Thailands største ø
Du er måske interesseret i:Rejseguide til Phuket: 21 bedste strande & seværdigheder på Thailands største ø

Alt du skal vide om Phuket, inklusiv hvad du skal se, hvad du skal undgå og vores bedste tips

Læs mere

Til og fra Koh Lipe med båd

Vi ankom til Koh Lipe med båd fra Langkawi i Malaysia og skulle derfor igennem en kort immigrationsproces, da vi lagde til ved Pattaya Beach.

Processen med at få et visum til Thailand var en lille smule forvirrende, men i sidste ende smertefri. Man skal blot have lidt tålmodighed og stole på, at man får sit pas igen.

Kort fortalt afleverer man sit pas inden bådturen, og på Koh Lipe skal man så vente på at blive kaldt op til skranken i immigrationskontoret, hvor man bliver stemplet ind. Penge kan hæves og veksles lige ved siden af.

Ankommer man fra en anden thailandsk ø eller fra det thailandske fastland, skal man naturligvis ikke immigrere.

Til og fra Koh Lipe går der både til Pak BaraBulonKoh KradanKoh MookKoh NgaiKoh LantaPhi Phi-øernePhuket og Tarutao samt til Langkawi og Penang i Malaysia.

Bådene går flere gange om dagen.

Pak Bara er det eneste sted, hvorfra der går både til og fra Koh Lipe året rundt. I monsunsæsonen (fra maj til oktober) sejler der færre både.

Longtailbåde ved Sunrise Beach

Longtailbåde ved Sunrise Beach.

Reklame

Transport rundt på Koh Lipe

Koh Lipe er en forholdsvist lille ø, så for de fleste rejsende vil det være fint at gå rundt.

Hvis man har meget bagage, kan det være behageligt at få hjælp af en scootertaxi til at komme til sit hotel – særligt hvis man ikke bor direkte på Pattaya Beach.

Scootertaxifyre

De friske scootertaxifyre på Koh Lipe er altid klar på at give et lift.

Hvornår skal man besøge Koh Lipe?

Sæsoner og vejr

Hvordan er vejret på Koh Lipe, og hvornår er det bedste tidspunkt at besøge Koh Lipe?

Først og fremmest er weekender og nationale helligdage nærmest altid populære blandt thailændere og malaysiere.

Hele året ligger gennemsnitstemperaturen på omkring 28 grader.

Halvdelen af året regner det dog, og derfor findes der overordnet set to sæsoner på Koh Lipe: højsæson og lavsæson.

Vejr i Sydthailand temperaturer

Average rainy days (rain/snow) in Ko Lanta, Thailand

Højsæson (fra november til april)

I højsæsonen er vejret på Koh Lipe som regel perfekt.

Det vil sige november, december, januar, februar, marts og april.

De fleste dage står solen højt på himlen, vandet er varmt, det regner ikke, og der er blot en mild brise.

Der er absolut flest mennesker på Koh Lipe fra midten af december til slutningen af februar. Her er vejret også gennemsnitligt bedst.

Mange hoteller er fuldt bookede flere måneder i forvejen – det kan derfor være en god idé at booke overnatning i god tid.

Koh Phangan rejseguide: 25 bedste strande & oplevelser
Du er måske interesseret i:Koh Phangan rejseguide: 25 bedste strande & oplevelser

Alt du skal vide om Koh Phangan (Thailand), inklusiv hvad du skal lave, de bedste strande, hvor du skal bo + vores bedste tips til hippieøen

Læs mere

Lavsæson (fra maj til oktober)

Fra maj til oktober regner det en hel del på Koh Lipe.

Mange af regnskyllene er korte, men intense.

Man vil i højere grad have strandene for sig selv, og øen er rolig og grøn.

Hvis man rejser i lavsæsonen, vil overnatning generelt være billigere. På den anden side skal man være opmærksom på, at der ikke går lige så mange færger til og fra Koh Lipe, og at nogle hoteller og services lukker.

Koh Lipe bådtur

Mens det sner i Danmark, skinner solen i Sydthailand.

Hvornår skal man rejse til Thailand? Det bedste vejr og forskellene på sæsonerne
Du er måske interesseret i:Hvornår skal man rejse til Thailand? Det bedste vejr og forskellene på sæsonerne

Bliv klogere på hvornår det er bedst at rejse til Thailand

Læs mere

Tips og godt at vide om at besøge Koh Lipe

  • Koh Lipe er en smuk ø. Sørg for at tage et godt kamera med! Her er en guide til det udstyr, vi bruger.
  • Internetforbindelsen på Koh Lipe er overraskende god for at være en lille ø midt ude i ingenting. Flere restauranter og hoteller har wifi, og for få penge kan man købe et lokalt SIM-kort med 3G.
  • Koh Lipe er meget sikkert at besøge.
  • Der er to 7-eleven butikker på Koh Lipe til hurtige køb (og aircondition!).
  • Kommer man til skade, findes der en lille klinik på Koh Lipe.
  • Der er flere hæveautomater på øen – men tag for en sikkerheds skyld alligevel lidt ekstra kontanter med.
  • Spar penge ved at undgå at rejse til Koh Lipe i december, januar og februar. November og marts er gode bud på billigere priser og godt vejr.
  • Rejser man i højsæsonen er det en rigtig god idé at booke overnatning i forvejen.
  • Hvis man booker overnatninger i mere end et par dage (f.eks. en uge) vil man typisk kunne få en bedre pris.
  • Pas på solen. Det er dejligt at ligge på stranden på Koh Lipe – men gør din hud en tjeneste og undgå de kraftigste stråler mellem 10.00 og 15.00.
  • Husk rejseforsikring! Vi sammenligner rejseforsikringer til længere rejser og rejser uden returbillet her.
Hvad har vi i kameratasken? Det bedste udstyr til foto og video på rejsen
Du er måske interesseret i:Hvad har vi i kameratasken? Det bedste udstyr til foto og video på rejsen

Kamera, objektiver, drone og andet tilbehør vi bruger til at skabe rejseindhold i høj kvalitet

Læs mere
Religion

Thailændere er generelt meget religiøse.

Tak fordi du læste med!

Forhåbentligt kunne du bruge vores guide til Koh Lipe.

Hvis du overvejer at rejse til Sydthailand, kan du også læse vores rejseguide til Koh Lanta. Her deler vi ud af vores erfaringer efter en måned på øen.

Lad os endelig vide hvad du synes i kommentarerne nedenunder, og hvis du har nogle spørgsmål, så hold dig ikke tilbage. Vi hjælper gerne!

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

11 Kommentarer

  1. Backpackingtheworld

    Fed rejseguide! Vi ærgrer os godt nok over, vi ikke kendte til øen, da vi var i Thailand for noget tid siden. Det havde da været helt fantastisk at opleve! Det er i hvert fald nogle rigtig gode billeder, I har smidt op – vi bliver helt misundelige 🙂

    Svar
    • Alexander & Victoria

      Tusind tak! Ja, der er virkelig smukt – men det kan man jo heldigvis også sige om resten af Thailand 😉

      Svar
  2. Anders

    Ser virkeligt lækkert ud, vi er på vej derover næste uge.. hvordan med cast away resort kender i det

    Svar
    • Alexander & Victoria

      Hej Anders, det lyder lækkert! Vi kender desværre ikke noget til Castaway Resort, men det er helt klart fedt at bo ud til Sunrise Beach 🙂

      Svar
  3. hanne Juul

    Tak for inspirerende læsning 🙂

    Skal besøge øen i feb i 4 dage…måske I kan hjælpe med et hurtigt svar. I skriver tag gerne kontanter med…kan man veksle danske kr. til THB på koh Lipe ?

    Vi kommer som I fra Langkawi, så vi kan ikke veksle i bangkok.

    Og et sidste spørgsmål. Er sikker på at man kan hæve penge på Langkawi, men kan man veksle danske kr til deres valuta ?

    På forhånd mange tak 🙂

    Svar
    • Alexander & Victoria

      Hej Hanne,
      Dejligt med et par dage på Koh Lipe! Vi ville personligt hverken satse på at man kan veksle fra danske kroner til baht på Koh Lipe eller til ringgit på Langkawi. Selv hvis man kan, vil det være til en dårlig kurs. Et bedre bud er enten at tage en større valuta med og veksle den (f.eks. dollar, euro, pund eller lignende), at hæve fra en hæveautomat eller at have vekslet hjemmefra. Hvis I virkelig gerne vil veksle fra danske kontanter til ringgit (og måske også baht), vil vi foreslå, at I så gør det i f.eks. Kuala Lumpur, hvor der burde være mulighed for det.
      Rigtig god tur! 🙂

      Svar
  4. Mille

    Hej.
    Sikke et fint indlæg om Koh Lipe.
    Vi kommer dertil fra Koh Lanta, men når vi skal hjem, skal vi fra Koh Lipe til Krabi.
    Ved I om man kan tage en båd direkte eller om vi først skal til koh lanta videre til Krabi? Internettet siger man godt kan, – det tager ca 6timer, men de rejsebøger vi har købt nævner det ikke.

    Kh

    Svar
    • Alexander & Victoria

      Hej Mille,
      Tak skal du have. Vi har ikke selv taget den rute, men vi kan ikke forestille os, at det ikke skulle kunne lade sig gøre. Om det er direkte fra Koh Lipe til Krabi ved vi ikke, men mon ikke 6 timer passer meget godt. Rigtig god tur!

      Svar
    • Anders Anderskov

      Man sejler 1,5 time til koh lanta, mener jeg og derefter 3 timer mini bus.. det er ret simpelt og mange hoteller på øen kan hjælpe dig..

      Svar
  5. Matilde

    Skal man bestille båd hjemmefra væk fra koh lipe, eller er det nemt at få plads, hvis man booker, når man er ankommet til øen? 🙂

    Svar
    • Alexander & Victoria

      Hej Matilde,

      Det er et godt spørgsmål! Det er for længe siden, vi har besøgt Koh Lipe til, at vi kan svare med sikkerhed. Så det sikreste er nok at booke på forhånd. Men hvis vi ikke var helt og aldeles fastsatte på et præcist afrejsetidspunkt, kunne vi personligt godt finde på at vente – det plejer at gå i Thailand 🙂

      Rigtig god tur!

      Svar

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡