29 tips & gode råd til at besøge Thailand: Alt du skal vide, inden du rejser
Tag afsted med ro i maven til Smilets LandHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Bliv klar til ferien til Thailand
Thailand er et af vores yndlingslande, og vi ved, at vi ikke er alene.
Med sine perfekte strande, varme vejr året rundt, venlige mennesker og fantastiske mad, er det indlysende, hvorfor det er blevet et så populært rejsemål.
Hvad enten det er dit første besøg i Thailand, eller du bare lige skal huske, hvordan det fungerer, inden du returnerer, håber vi, at vi kan hjælpe.
For skal man have visum til Thailand? Hvordan er det nu lige med strømstikkene? Hvad gør man med drikkevand? Må man ride på elefanter? Og er der andet, som er godt at vide?
I vores guide med tips og råd til at besøge Thailand kommer vi ind på alt fra prisniveau, drikkepenge og helligdage til uetiske turistoplevelser og kutyme i religiøse sammenhænge.
Indholdsfortegnelse:
- 1. Vejr og sæsoner
- 2. Visum og indrejseregler
- 3. Tjek lufthavnen
- 4. Valutaen er baht
- 5. Prisniveauet (med eksempler)
- 6. Kreditkort eller kontanter?
- 7. Skal man give drikkepenge?
- 8. Strømstik
- 9. Vand fra hane eller flaske
- 10. Spar penge (og plastik) på vand
- 11. Køb et lokalt simkort med data
- 12. Oversæt nemt fra thailandsk til dansk
- 13. Planlæg undervejs
- 14. Festivaler og helligdage
- 15. Pas på i trafikken
- 16. Alternativ til taxi eller tuktuk
- 17. Bestil takeaway
- 18. Smid ikke papir i toilettet
- 19. Rid ikke på elefanter
- 20. Drop selfies med tigre
- 21. Undgå shows med dyr
- 22. Tag ikke muslinger og koraller fra stranden
- 23. Respekter munkene
- 24. Vær ydmyg i nærheden af Buddha
- 25. Klæd dig ordentligt
- 26. Fornærm ikke kongefamilien
- 27. Rør ikke ved hovedet
- 28. Pas på solen
- 29. Man kommer langt med et smil
1. Vejr og sæsoner
Generelt kan man sige, at det bedste vejr i Thailand fås i december og januar (der sjovt nok også er de mest populære måneder).
November og februar er også gode bud på masser af sol, behagelige temperaturer, kun en smule blæst og stort set ingen regn.
Fra marts til juni kan Thailand blive rigtig varmt. Særligt på fastlandet. Det kaldes også sommeren.
(Vær opmærksom på burning season, hvis du planlægger at besøge Nordthailand.)
Temperaturerne over hele landet falder en smule med regnsæsonens ankomst, og den varer indtil omkring november. I gennemsnit er de vådeste måneder september og oktober.
Der er regionale forskelle på, hvor meget det regner – og hvornår.
Lær meget mere om sæsonerne i Thailand og vejret i de forskellige områder i vores store guide til hvornår man skal rejse til Thailand.
Bliv klogere på hvornår det er bedst at rejse til Thailand
Læs mere2. Visum og indrejseregler
Personer med dansk pas kan opholde sig i Thailand op til 30 dage uden visum (til turistformål).
Man skal ikke gøre noget, inden man tager afsted – man får sit “visa on arrival”, når man ankommer i den thailandske lufthavn.
Vær opmærksom på at man kun kan gøre det to gange om året, ellers skal man have et visum.
For alle der planlægger at være i Thailand i mere end 30 dage, er det nødvendigt at søge visum.
Den thailandske ambassade ligger i København, og her kan man selvfølgelig lave en aftale.
Hvis man vil spare turen derhen, kan man også ansøge om et Thai e-visa online.
Det kræver, at man ansøger, mens man stadig er i Danmark, og det kan altså ikke gøres, når man først er i Thailand og ønsker forlængelse, eller hvis man rejser rundt i Asien og søger undervejs.
Læs mere om visum til Thailand på ambassadens hjemmeside eller om e-visa her.
3. Tjek lufthavnen
Hvis man lander i Bangkok og skal videre med et indenrigsfly, for eksempel til Chiang Mai eller Koh Samui, skal man lige huske at tjekke lufthavnen, man flyver fra.
Der er nemlig to lufthavne i Bangkok – Suvarnabhumi Airport (Bangkok International Airport), som er hovedlufthavnen, og Don Mueang Airport, som primært tager sig af indenrigs- og regionsflyvninger. Mange lavprisselskaber flyver fra Don Mueang Airport.
Lander man i Suvarnabhumi og skal videre fra Don Mueang, bør man sætte god tid af til at komme mellem de to lufthavne.
Selvom der står, at det tager 40 minutter på Google Maps, kan det nemt tage dobbelt så lang tid med Bangkoks heftige trafik.
Alt hvad du skal vide om Thailands hovedstad, inklusiv hvad man skal se, masser af billeder og vores bedste tips
Læs mereAlt hvad du skal vide om Chiang Mai i Nordthailand, inklusiv hvad man skal se, masser af billeder og vores bedste tips
Læs mere4. Valutaen er baht
Den thailandske valuta hedder baht (også skrevet som ฿ eller THB), og i skrivende stund svarer 100 baht til ca. 20 kroner (2024).
1 baht kan deles op i 100 satang (“ører”).
Den daglige kurs kommer an på din bank eller vekselkontoret.
Fra hæveautomater kommer der også et gebyr på fra din egen bank og den lokale bank.
5. Prisniveauet (med eksempler)
Er Thailand dyrt? Det korte svar er nej.
Du kan selvfølgelig vælge at bo på det dyreste hotel og kun bestille dyre retter og dyre drinks, men generelt får man virkelig meget for pengene i Thailand.
Her er nogle eksempler på priser:
(100 baht svarer lige knapt til 20 kroner i 2024)
- Ris- eller nuddelret fra gadebod: 50-100 baht (10-20 kr.)
- Hovedret på restaurant: 100-250 baht (20-50 kr.)
- En kop kaffe: 100-200 baht (20-40 kr.)
- Juice eller smoothie fra gadebod: 40-80 baht (8-16 kr.)
- Juice eller smoothie på restaurant: 100-150 baht (20-30 kr.)
- En lille øl i supermarkedet: 40 baht (8 kr.)
- En lille øl på restaurant: 80 baht (16 kr.)
- Cocktails: 150-200 baht (30-40 kr.)
- Vasketøj: 50 baht (10 kr.) per kilo.
- Massage: 300-400 baht (60-80 kr.) for en times thaimassage, oliemassage eller fodmassage
Priserne er selvfølgelig cirka-priser og kommer an på øen/byen/restauranten/baren, men det siger lidt om prisniveauet.
Vores personlige anbefalinger til de bedste steder at bo på Koh Samui
Læs mere6. Kreditkort eller kontanter?
Det er blevet mere og mere almindeligt at bruge kreditkort i Thailand, og i dag kan man bruge kort de fleste steder – især på hoteller og “rigtige” restauranter/cafeer.
Kontanter er dog mest almindeligt på mindre restauranter, ved gadeboder, i butikker og til transport, så det er godt at have begge dele.
Der er sjældent langt til en hæveautomat og/eller et sted at veksle penge. Normalt er det billigste at hæve penge i baht. Gå efter at hæve det højeste beløb ad gangen, hvis du vil undgå en masse ekstra gebyrer.
7. Skal man give drikkepenge?
Det er ikke nødvendigt at give drikkepenge i Thailand, og du er ikke forpligtet til at lægge ekstra baht oven i prisen, hvis du ikke har lyst.
Dog er det meget værdsat!
Hvis du har fået god service og kvalitet, kan du runde op eller lægge et par ekstra sedler.
På dyrere restauranter forventes drikkepenge måske lidt mere, og hvis I er et stort selskab, er det generelt også god stil.
Nogle restauranter og cafeer inkluderer selv et “service charge”, og i så fald behøver man ikke at give mere.
I taxier kan man nøjes med at runde op eller give en lille smule, hvis chaufføren for eksempel hjælper med tung baggage.
Hotelpersonale, der hjælper med tasker, kan man give 10-20 baht (2-4 kr.) per store taske eller værelse.
En massage til 300-400 baht kan man godt give 50 eller 100 baht (10 eller 20 kr.) ekstra for, hvis man er gavmild. Det er hårdt fysisk arbejde, og nogle gange kan der gå lang tid mellem kunderne – men igen, det er kun, hvis du har lyst.
Efter en måned på Koh Lanta i Thailand guider vi til, hvad du skal lave, de bedste strande, vores bedste tips + masser af billeder
Læs mere8. Strømstik
Stikkontakterne i Thailand har generelt to runde ben, der passer til de fleste danske stik, så faktisk behøver man ikke at have en adapter med.
Standardspændingen er 230 volt som i Danmark.
9. Vand fra hane eller flaske
Man kan ikke drikke vandet fra hanen i Thailand (uden at få ondt i maven i hvert fald), men i vores erfaring kan man godt børste tænder med det.
Drikkevand skal man derfor købe, og det kan man heldigvis nemt i alle små butikker, på restauranter og i supermarkeder (for eksempel 7-Eleven og Tops). Nedenunder har vi et tip til at spare penge (og plastik), når man skal have nyt drikkevand.
Flere restauranter og cafeer har gratis vand stående, og vi har aldrig oplevet, at der blev brugt hanevand til isterninger eller lignende, som vi er blevet syge af.
10. Spar penge (og plastik) på vand
Et af vores bedste tips til et mere bæredygtigt ophold i Thailand er at fylde vand i større beholdere (for eksempel en 6 liters flaske) fra en af “vandmaskinerne”, der står på gaderne.
De bruger metoden “reverse osmosis” (omvendt osmose).
Vandet koster oftest kun ~1 baht per liter, men vi har både oplevet lidt billigere og lidt dyrere priser. Det er under alle omstændigheder rørende billigt.
Vanddispenseren tager kun imod mønter.
Det er helt sikkert at drikke og kan kraftigt reducere antallet af plastikflasker, man ender med at bruge på sin rejse.
11. Køb et lokalt simkort med data
Generelt er der wifi mange steder i Thailand, så hvis du bare vil tjekke sociale medier en gang i mellem, er det sikkert fint at logge på, når du sidder på en restaurant eller på dit hotel.
Har du brug for at være mere online (og har du ikke et dansk abonnement med data i Thailand inkluderet), kan du overveje at købe et lokalt simkort til turister.
Et turist-simkort kan købes i lufthavnen (og for eksempel i 7-Eleven), og det er relativt billigt.
Oftest kan man vælge mellem 7 dage, 15 dage eller 30 dage samt internethastighed og antal GB.
Vi har været glade for selskabet dtac, men vi har ingen grund til at tro, at de andre skulle være dårligere.
Hvis du vil undgå et fysisk simkort og har en nyere mobiltelefon (iPhone X og frem), kan du også købe et eSIM, så du kan skifte mellem dit danske nummer og et thailandsk abonnement.
Søg på “esim Thailand” for at finde de forskellige muligheder.
12. Oversæt nemt fra thailandsk til dansk
Et smart trick til nemt at oversætte fra thailandsk (eller andre sprog) til dansk er at have downloadet Google Translate-appen til din telefon.
Man kan selvfølgelig skrive selv og få appen til at oversætte, men nederst kan du også vælge at bruge kameraet. Du kan enten tage et billede eller faktisk også bare holde kameraet over noget, du vil have oversat, og så scanner telefonen teksten og oversætter direkte.
På den måde kan man hurtigt læse ingredienserne bag på et produkt i supermarkedet, eller hvad der står på et skilt, man lige kommer forbi – selvom det står med thailandske bogstaver. Vildt praktisk.
Der er desuden en funktion, hvor man holder mikrofonen nede og indtaler en sætning, man vil have oversat, og så skriver/siger den samme sætning på det valgte sprog. Det har vi brugt nogle gange, når vi har forsøgt at kommunikere noget med nogen, der ikke er så gode til engelsk, og det har været en virkelig stor hjælp.
Obs: Man skal være på wifi/data, for at det virker.
13. Planlæg undervejs
Thailand er et nemt land at rejse i, og man behøver ikke at have planlagt alt på forhånd.
Du kan sagtens dukke op uden at have forberedt taxi, hotel, udflugter, bådture eller transport mellem øerne. Thailænderne er nemlig yderst hjælpsomme.
Hvis man bare er lidt fleksibel, kan nærmest alt lade sig gøre (også med kort varsel).
14. Festivaler og helligdage
Der er selvfølgelig undtagelser til ovenstående råd om at planlægge ferien undervejs.
En hurtig søgning på Google kan fortælle dig, om der er lokale helligdage under dit besøg (og hvad det har af betydning for åbningstider og lignende).
Her kommer nogle af de festivaler og helligdage, der er værd at være opmærksom på.
Nytår
Særligt omkring jul og nytår kan mange hoteller være fuldt bookede, og der er måske lidt mere run på.
Det samme gælder under kinesisk nytår, som varer 15 dage et sted mellem slut januar og slut februar.
Songkran
Det buddhistiske nytår (som også fejres i Thailand) kaldes Songkran, og det bliver fejret i dagene efter den første fuldmåne i april.
Songkran er en vandfestival, som fejres overalt i landet ved at folk sprøjter vand på hinanden med store vandpistoler.
Turister er mere end velkomne til at være med (det kan man vist ikke undgå), men pas på ikke at sluge vandet, hvis du vil undgå dårlig mave i dagene efter.
De fleste offentlige steder, banker og små restauranter holder lukket, mens store kæder og shoppingcentre typisk har åbent.
Loy Krathong og Yee Peng (lysfestivaler)
Lysfestivalerne er to forskellige festivaler, som normalt fejres samtidig.
Det sker ved fuldmåne i den 12. måned i den thailandske kalender, hvilket typisk er i november i den vestlige kalender.
Loy Krathong fejrer overgangen fra den mørke, regnfulde monsunsæson til de “køligere”, solrige dage ved at der sættes små flydende lys ud på vandet.
Mens Loy Krathong kan opleves i hele landet, fejres Yee Peng kun i det nordlige Thailand, særligt i Chiang Mai.
Her slippes hundredevis af papirlanterne op i himlen.
Hvis man ser bort fra, hvor meget det må forurene miljøet, kunne det være smukt at opleve!
Full Moon Party
Planlægger du at besøge Koh Samui, Koh Phangan eller Koh Tao, er det værd at være opmærksom på, hvornår det er fuldmåne.
På Koh Phangan afholdes månedligt en kæmpe fuldmånefest, og derfor kan transport til alle øerne (hvis færgen også går til Koh Phangan) blive fuldt booket i dagene op til. Ligeledes kan hoteller blive fyldt op – særligt i nærheden af festen på stranden Haad Rin.
Alt du skal vide om Koh Phangan (Thailand), inklusiv hvad du skal lave, de bedste strande, hvor du skal bo + vores bedste tips til hippieøen
Læs mere15. Pas på i trafikken
Der er desværre utroligt mange ulykker i trafikken i Thailand, så pas rigtig godt på, hvis du selv lejer scooter eller bil.
Tip: Man kører i venstre side af vejen!
Vi har lejet scootere mange gange, og det er en populær (og billig) måde at komme rundt på. Hvis du føler dig sikker på to hjul, skal du ikke lade dig skræmme.
Bare husk at bede om en hjelm!
Selv hvis du kører super godt, kan der være andre dårlige ikke-vante scooterkørere og billister derude…
Sørg for at have et internationalt kørekort med, hvis du bliver stoppet af det thailandske politi – ellers kan man risikere at få en bøde.
Det samme gælder et MC-kørekort. Kørekort til bil er nemlig ikke nok til at køre lovligt på scooter (der teknisk set er motorcykler pga. motorstørrelsen) i Thailand.
…Og det siger sig selv, men man skal selvfølgelig ikke køre, hvis man har drukket alkohol.
16. Alternativ til taxi eller tuktuk
Hvis du ikke har lyst til at prutte om prisen med en taxi- eller tuktukchauffør, kan du overveje at benytte Thailands svar på Uber: Grab eller Bolt.
Begge findes som apps, hvor det er nødvendigt at du er online imens (for eksempel ved at have et lokalt simkort med data).
Her kan du vælge forskellige størrelser biler (hvis I for eksempel er mange passagerer eller har meget baggage med), og der er endda mulighed på Grab for at sidde bag på en scooter til meget billige penge, hvis du kun er en enkelt person.
Vi har haft begge apps, og som regel har Bolt været billigst, men i nogle byer har Grab haft de bedste priser, så vi slår typisk ruten op og sammenligner.
I meget øde områder og ved nogle lufthavne er der dog ikke altid mulighed for at bruge dem. De må for eksempel ikke hente folk i lufthavnen på Koh Samui, mens vi sagtens kunne bruge Grab fra Phukets lufthavn.
Man kan bruge kreditkort gennem appen eller vælge at betale med kontanter direkte til chaufføren – og de foretrækker vist selv sidstnævnte.
Alt du skal vide om Phuket, inklusiv hvad du skal se, hvad du skal undgå og vores bedste tips
Læs mere17. Bestil takeaway
Trænger man til en aften hjemme, kan førnævnte Grab og appen Food Panda anbefales.
Her kan man nemlig finde takeaway i nærheden, som for ganske få ekstra penge bliver bragt direkte til hoteldøren (eller måske nærmere lobbyen).
Selvom det er dejligt at spise ude, kan det være et alternativ, som er rart at kende til.
Alt hvad du skal vide for at nyde livet på en af Thailands smukkeste øer, inklusiv de bedste strande, hvor man skal bo, og hvad man skal lave
Læs mere18. Smid ikke papir i toilettet
Kloakrørene i Thailand er smallere end i andre lande, så de bliver hurtigt stoppede, hvis der kommer toiletpapir i. Kloaksystemet kan simpelthen ikke holde til det.
Derfor skal man aldrig smide toiletpapir i toilettet – heller ikke i lufthavne eller på fine hoteller.
Man kan med fordel skylle sig med den lille vandslange (også kendt som en “bum gun”), der hænger ved siden af alle toiletter og så tørre efter med toiletpapir. Så kommer skraldespanden ikke til at lugte.
19. Rid ikke på elefanter
Mange steder i Thailand kan man desværre ride på elefanter, og vi vil kraftigt opfordre til, at man ikke støtter det.
Selvom det ser sjovt ud at komme tæt på de majestætiske dyr, har oplevelsen en mørk side.
De blide og intelligente skabninger er ikke beregnet til at bære rundt på turister.
Typisk tæmmer man vilde elefanter, før de kan rides, og træningen er brutal. Det kaldes “the crush”, da hensigten er at bryde elefantens ånd til underkastelse.
Unge elefanter bliver taget fra deres mødre, bundet op i lænker i dage eller uger, mens de bliver slået og sultet, indtil de lystrer.
Desuden kan deres rygsøjler ikke holde til at bære vægten af mennesker dagen lang, og det kan føre til permanente rygskader. Hvis de også har en stol på ryggen, kan den gnide og give sår og blærer, som der kan gå infektion i.
Hvis du elsker elefanter, så drop elefantridning.
Læs vores guide til hvorfor du ikke skal ride på elefanter for at lære mere om den uetiske praksis (og alternativer til elefantridning).
Gode grunde til hvorfor det er uetisk at støtte interaktioner med elefanter
Læs mere20. Drop selfies med tigre
Hvis der er nogle, der tjener penge på, at turister kan interagere med vilde dyr, kan man være ret sikker på, at det ikke er etisk.
Det vil aldrig være i tigrenes interesse at tage selfies med mennesker, og det er en meget unaturlig måde for dem at leve på.
Alligevel findes der adskillige tigerparker i Thailand, hvor man kan gøre netop det, og de er desværre populære.
Efter sigende bliver tigrene flere steder bedøvet for at “opføre sig ordentligt” – de skal jo ligge stille og roligt ved siden af voksne og børn (!), som de på 2 sekunder ville kunne såre eller i værste tilfælde dræbe.
Nogle steder vil påstå at være etiske, fordi de ikke bedøver dyrene, men hvordan får man så store rovdyr til at interagere med mennesker uden at gå amok?
Ligesom med elefanter bliver tigerungerne adskilt fra deres mødre og disciplineret eller sultet, hvis de viser “uønsket adfærd”.
Det fører til stressede dyr, som er bange for at blive straffet hele tiden.
Desuden bliver de ofte holdt i små indhegninger, der ikke tilnærmelsesvis minder om deres naturlige habitat.
Så helt etisk kan det aldrig være…
21. Undgå shows med dyr
Nu vi er ved det: undgå at støtte alle former for underholdning med dyr.
Dyreshows kan findes over hele verden, og Thailand er ikke anderledes.
Her finder du masser af shows med aber, delfiner, elefanter, krokodiller, slanger og orangutanger, der bliver trænet til at optræde foran store menneskemængder.
Vi kan sagtens forstå, at dyreglade personer (og især børn) gerne vil se, hvor storslåede og intelligente dyrene er.
Men hvis du elsker dyr, så støt ikke denne grusomme form for underholdning.
Det vil altid indebære en form for udnyttelse, som desværre er profitabelt for nogle få mennesker.
Vi har beklageligvis selv flere gange støttet oplevelser med dyr rettet mod turister, fordi vi i vores dyreelskende naivitet syntes, det var spændende (og ikke vidste bedre). Vi skammer os sådan over det, og nu håber vi, at vi kan hjælpe med at informere andre om at tage bedre valg.
Lad de vilde dyr forblive vilde og frie.
22. Tag ikke muslinger og koraller fra stranden
Koraller og muslingeskaller er så smukke!
Og hvor ville det være en fin souvenir, ikke sandt?
I stedet for at tage dem med, er det dog bedst at lade dem ligge på stranden eller i havet for at andre mennesker og dyr kan nyde dem.
De indgår i et økosystem, som man helst ikke skal påvirke mere end højst nødvendigt.
Og tænk lige hvis alle der så en flot musling, tog den med sig; så ville der jo ikke være mere tilbage at beundre, når man går en tur på stranden eller snorkler i havet.
Faktisk er mange muslingeskaller og koraller beskyttet ved lov, og det er ulovlig at fjerne dem fra deres naturlige miljø eller købe dem på markeder.
Det er strengt forbudt at medbringe koraller og muslingeskaller ombord på fly fra nogle lufthavne i Thailand, såsom Krabi og Chiang Mai.
Søstjerner er smukke, men her er hvorfor du skal lade dem være i havet
Læs mere23. Respekter munkene
Munkene i Thailand er dybt religiøse, og de skal behandles med stor respekt.
Kvinder bør være ekstra forsigtige.
Pas på med ikke at røre dem eller give hånd, da det er forbudt for munke at have fysisk kontakt med kvinder.
24. Vær ydmyg i nærheden af Buddha
Thailand er hovedsagligt et buddhistisk land, og religion tages meget alvorligt.
Sørg for at behandle billeder og statuer af Buddha med den største respekt.
Løb, råb eller gør ikke noget profant ved eller i nærheden af buddhistiske templer.
25. Klæd dig ordentligt
Det er kutyme at dække skuldre, bryst og knæ, når man besøger templer og andre hellige steder i Thailand.
Nogle gange kan man låne/leje tørklæder eller saronger (tyndt stof der blandt andet kan bruges som nederdel), men man kan også risikere at blive afvist.
Andre steder er de fleste thailændere vant til, at turister har shorts, tanktops og lignende på.
Men gem strandtøj til stranden.
Det er også normalt at tage skoene af, inden man går inden for i templerne.
Hvis du ser sko liggende foran en restaurant, massagesalon eller nogens hjem, så tag også dine af.
Alt hvad du skal vide om Koh Samui, inklusiv hvor du skal bo, hvad du skal lave, og hvor man kan spise + alle vores bedste tips til øen
Læs mere26. Fornærm ikke kongefamilien
Thailændene elsker og beundrer den kongelige familie.
Derfor vil du højst sandsynligt se masser af billeder af kongen og hans familie på offentlige steder, restauranter og i private hjem.
Sig aldrig noget dårligt om dem og undgå at lave vittigheder – det er nemlig ulovligt at fornærme kongefamilien.
27. Rør ikke ved hovedet
Det er stødende at røre ved nogens hoved eller hår, da det anses for at være den helligste og reneste del af kroppen i Thailand.
Det gælder også børn – så ikke noget med at pjuske dem i håret.
Vores anbefalinger til de bedste steder at bo på øen Koh Lanta i Thailand – lige fra luksushoteller til budgetmuligheder
Læs mere28. Pas på solen
Ja ja, tænker du måske – selvfølgelig passer jeg på solen.
Men vi har set utroligt mange, der ligger og steger på stranden midt på dagen – og desværre også forfærdeligt mange, der er blevet super røde.
Selvom man gerne vil have lidt glød på ferien og komme hjem solbrændt, vil vi alligevel komme med en advarsel: solen er virkelig kraftig.
UV indexet kan sagtens ramme 12-13 stykker, hvilket svarer til ekstremt. Til sammenligning er UV-indexet højst på omkring 7 om sommeren i Danmark…
Bliv i skyggen i de farlige timer midt på dagen og husk ellers solcreme og solhat.
29. Man kommer langt med et smil
Thailænderne er imødekommende og smiler meget. Smil igen!
Sig “sawadee ka”, hvis du er en kvinde og “sawadee khrup”, hvis du er en mand.
Tak er “khob khun ka” (kvinde) eller “khob khun khrup” (mand).
Stemningen i Thailand er simpelthen så dejlig, og det er en af grundene til, at vi holder så meget af landet.
At blive sur eller vise stærke negative følelsesudbrud betyder i den thailandske kultur, at man taber ansigt, så husk selv i “konflikter” (eller når du prutter om prisen) at være venlig og holde humøret højt.
Tak for at læse med
Tak skal du have for at have læst vores guide med tips til Thailand. Vi håber, at du har fået noget ud af vores råd!
Hvad tænker du om Thailand? Føler du dig forberedt?
Hvis du vil læse mere om Thailand, kan du læse vores guider til:
- Bangkok
- Koh Samui
- Koh Phangan
- Koh Lanta
- Koh Lipe
- Phuket
- Chiang Mai
- Koh Samet
- Hvornår skal man rejse til Thailand?
- Thailand med en baby
Tøv ikke med at spørge os om noget i kommentarerne herunder, hvis du ikke har været i Thailand endnu. Vi er glade for at hjælpe.
Hvis du allerede har været der, ville det være fantastisk at høre dine bedste tips og råd.
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Hej Victoria og Alexander
Vi er en familie på 5 voksne, farmor, 2 sønner og 2 svigerdøtre, og 3 børn på 10, 7 og 2 år, som vil til Thailand fra d. 19./20. dec – 3./4. Jan.
Jeg, farmor har ca. budget kr. 150.000,- til fly og hotel. Vi har set på meget og er lidt træt og rådvild.
Har set på Koh Chang og andre steder. Vi tænker måske at tage 2 steder … måske Krabi og en ø. Har hørt meget om Koh Chang og blevet det anbefalet.
Hvad er bedst når vi lander i Bangkok at tage videre med fly eller leje bus? Har hørt det er bedst med bil og så færge. Ventetid kan tage lang tid i lufthavn eller hvad?
Hvad vil I anbefale og evt. hvilken ø, hvor der er god strand, mulighed for at opleve og se noget og bo godt med morgenmad. Vi skal have 3 værelser med eget bad. Vil gerne på eller tæt ved strand og dejlig udsigt. Tænkte om Krabi var en idé og så på en ø.
Hvad med fly da de er ved at stige eller hvad vil i foreslå. Bestille fly og så finde hotel?
Der er lidt delte meninger i min lille familie, så det går mig lidt på, da jeg gerne vil gøre det godt. Vil være super glad hvis I kunne hjælpe. Tænker snart vi skal bestille da der er rift om fly og hoteller.
Hvis jeg kan være jer behjælpelige med noget I får glæde af ved bestilling, må I meget gerne nævne det.
Håber at høre fra jer… på forhånd mange tak.
Venlig hilsen
Lone
Hej Lone, tak for dine spørgsmål. Det lyder som en rigtig skøn idé med en jule-/nytårstur til Thailand.
Selvom det ikke er det billigste tidspunkt at rejse på, er vejret til gengæld de fleste steder tæt på perfekt i slutningen af december og starten af januar.
Vi kan sige med det samme, at vi hverken har besøgt Koh Chang eller Krabi (udover en enkelt nat i Krabi Town). Derfor har vi lidt svært ved at sige noget særlig kvalificeret om de to destinationer.
Du kan jo passende læse vores rejseguider til Koh Samui, Koh Phangan, Koh Lanta, Koh Lipe og Phuket for at få noget inspiration til, hvor I skal tage hen. Alle fem øer er skønne og har flotte strande og steder, hvor man kan bo godt med udsigt og morgenmad. Der er dog ikke så meget at lave på selve Koh Lipe, som er meget lille. Det kan regne en lille smule mere på Koh Samui og Koh Phangan i slutningen af december, men forskellen burde ikke være så stor.
Hvilken ø man vælger er et slags temperamentsspørgsmål. Både Phuket og Koh Samui er lette at komme til, fordi man kan flyve dertil. De er størst, og der er rigtig meget at lave. Koh Phangan er et lidt mindre turistet alternativ til Koh Samui. Koh Lanta ville mange kalde for en roligere ø. Og Koh Lipe er som sagt den klart mindste af de fem.
Det lyder fornuftigt at få styr på flybilletter til/fra Bangkok først. Det ville vi nok også selv starte med. Til Phuket og Koh Samui kan man som sagt flyve indenrigs. Koh Phangan kræver bare en båd fra Koh Samui. Og for at komme til Koh Lanta kan man flyve til Krabi (eller tage en længere sejltur fra Phuket). Det er evt. billigere at tage med tog/bus end at flyve, men det tager altså også ret lang tid.
Med to uger i Thailand ville vi selv prioritere mere ferietid frem for transporttid. Undtagelsen er måske nattoget fra Bangkok til Surat Thani, hvorfra man kan sejle til Koh Samui/Koh Phangan eller køre i en lille håndfuld timer til Phuket. Hvis I alligevel ankommer sent til Bangkok, og ikke vil opleve byen (som er ret spændende, men også overvældende), kan det være en måde at “spare” en overnatning på og stadig komme tættere på en af øerne.
Hvis I finder ud af, hvilken ø I gerne vil til først, kan I jo prøve at lede efter et passende sted at bo uden at bestille transport til øen endnu. Hvis I så finder et godt overnatningssted, kan I slå til – og hvis ikke, kan I stadig sammenligne med mulighederne på en anden destination.
Det er pænt af dig at spørge, om du kan være behjælpelig. Vi vil sætte pris på, hvis du søger/booker gennem vores reklamelinks til Momondo, Hotels.com og Booking.com. På den måde får vi en lille kommission, uden det koster dig noget ekstra.
Held og lykke med søgningen!