fbpx

Rejseguide til Rubjerg Knude: Fyret der blev flyttet

Alt hvad du skal vide om Rubjerg Knude Fyr, inklusiv hvor man skal bo, hvor man skal spise og vores bedste tips
Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alexander og Victoria – to københavnere med uanede mængder af rejselyst, som vi deler ud af her på Nordombord. Læs mere om os her.

Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alexander og Victoria – to københavnere med uanede mængder af rejselyst, som vi gerne deler ud af.
Læs mere om os her.

Vi besøgte Rubjerg Knude Fyr kort tid inden, det blev flyttet i efteråret 2019.

Oplevelsen af at besøge Rubjerg Knude har dog næppe ændret sig meget.

Fyret blev “kun” flyttet 70 meter længere ind mod land, så det står stadig næsten helt ud til vandet, og udsigten er stort set den samme.

Flytning eller ej, så er Rubjerg Knude et fascinerende og smukt sted at besøge.

Hvorfor flytte et fyr?

Det er vildt at hænge ud ved Vesterhavet.

Vestenvinden blæser fra havet og ind over land. Med sig tager den sandet, som konstant omformer landskabet.

Det er tydeligt flere steder i Vestjylland – blandt andet her ved Rubjerg Knude og i Skagen ved Grenen, som vi også har besøgt og skrevet om.

Vurderingen var, at fyret ville ryge i vandet indenfor få år på grund af den voldsomme kysterosion, hvis ikke det blev flyttet.

At flytte Rubjerg Knude Fyr de godt og vel 70 meter længere ind mod land tog seks timer og har derved forlænget levetiden med 20 til 40 år, inden det igen skal flyttes eller ryger i havet.

Se en timelapse-video af flytningen her:

Hvor skal man bo ved Rubjerg Knude?

Søg efter de bedste og billigste hoteller tæt på Rubjerg Knude her.

Vores oplevelse ved Rubjerg Knude

Allerede da vi steg ud af bilen ved Rubjerg Knude, var det tydeligt, at vi havde at gøre med vilde naturkrafter.

Sandet blæste omkring os, og vi følte os nødsagede til at dække øjne og mund for at kæmpe os frem til fyret.

Så meget blæser det ikke altid ved Rubjerg Knude, men det gjorde kun oplevelsen stærkere.

Vandrestien ud mod fyret fra parkeringspladsen er hyggelig, og pludselig står man midt i de store sandklitter.

Inde i fyret kunne vi søge læ, og fra toppen var udsigten over området fantastisk.

Vi var heldige at ankomme lige omkring solnedgangen, som forstærkede lyset og farverne på himlen.

Blæsevejr ved Rubjerg Knude

Det blæste virkelig meget, da vi besøgte Rubjerg Knude.

Vandrestien fra parkeringspladsen ud mod Rubjerg Knude Fyr

Vandrestien fra parkeringspladsen ud mod Rubjerg Knude Fyr.

Stien ud til fyret

Udsigten over landet fra sandbakkerne

Udsigten over landet fra sandbakkerne.

Solnedgang Rubjerg Knude

Det var vildt flot at se solen gå ned bag Rubjerg Knude Fyr.

Vi søgte tilflugt fra sandflugten inde i fyret.

På toppen af fyret

På toppen af fyret er udsigten fænomenal.

Udsigt fra toppen af fyret

Trappen op til toppen

Trappen op til toppen.

Solnedgangsfarver i Vestjylland

Farverne på himlen skiftede hele tiden. Sandet i luften gjorde farverne stærkere.

Vindblæste får

Vindblæste får.

Fyret tårner sig over klitterne

Fyret tårner sig over klitterne.

Praktisk information om Rubjerg Knude

Åbningstider og priser

Rubjerg Knude Fyr er åbent 24 timer i døgnet året rundt og er gratis at besøge.

Rubjerg Knude Fyr

Rubjerg Knude Fyr.

Kystlinjen

Kystlinjen er virkelig dramatisk.

Parkering

Langs Rubjergvej findes der to parkeringspladser, der er tilknyttet Rubjerg Knude Fyr. De er begge gratis at holde på.

Herfra er der ca. en kilometer at gå ud til fyret.

Den cirkelformede parkeringsplads ved Rubjerg Knude

Den cirkelformede parkeringsplads ved Rubjerg Knude.

Victoria med et stort smil efter vi havde besøgt fyrtårnet

Victoria med et stort smil efter vi havde besøgt fyrtårnet.

Kort over Rubjerg Knude

Rubjerg Knude ligger i Vestjylland i Danmark, tæt på byerne Lønstrup, Løkken, Hjørring og Hirtshals.

Klitterne ved Rubjerg Knude

I godt vejr er det muligt at gå ned på stranden og beundre klitterne, enten nordfra ved Lønstrup eller sydfra ved Nr. Lyngby.

Overnatning ved Rubjerg Knude

Rubjerg Knude ligger ikke ligefrem midt i en storby. Der er alligevel mange gode steder at overnatte i omegnen.

Vi har her fundet fem steder at sove, der alle ligger i rimelig afstand til fyret (fra kun 12 minutter fra Løkken til 25 minutter til Hirtshals).

Eftersom vi selv havde en campingvogn på slæb, da vi besøgte Rubjerg Knude, sov vi i Hirtshals på Hirtshals Camping.

Søg efter de bedste og billigste hoteller tæt på Rubjerg Knude her.

Luksus

Løkken Badehotel

Kun 12 minutter fra Rubjerg Knude ligger Løkken Badehotel.

Hotellet er blevet kåret til at være “Danmarks bedste badehotel” af Oplev Danmarks læsere.

Det 125 år gamle hotel byder på både historie, fine ferielejligheder, indendørs swimmingpool og en restaurant, der har madmuligheder for glutenallergikere og veganere.

Se priser og ledighed hos Løkken Badehotel her (reklamelink).

Løkken Badehotel set udefra

Løkken Badehotel set udefra. ©Løkken Badehotel

Montra Skaga Hotel

Montra Skaga Hotel ligger i Hirtshals, ca. 25 kilometer fra Rubjerg Knude (ca. 25 minutters kørsel).

Vi har taget hotellet med her, fordi mange vælger at besøge Rubjerg Knude som en del af en større rundtur i Nordjylland, hvor flere også stopper i Hirtshals.

Vi ankom selv med færgen fra Norge til Hirsthals, inden vi besøgte det berømte fyr.

Selve Montra Skaga Hotel ser ud som et rigtig fint bud på et ordentligt hotel i Nordjylland.

Værelserne er store, og der er både wifi, roomservice, privat badeværelse og plads til to voksne og to børn.

Hotellet har indendørspool, sauna og fitnesscenter.

Se priser og ledighed hos Montra Skaga Hotel her (reklamelink).

Montra Skaga Hotel

Det firestjernede Montra Skaga Hotel er nok et af de bedste hoteller til et ophold i Nordjylland, der inkluderer Rubjerg Knude. ©Montra Skaga Hotel

Værdi for pengene

Hotel Phønix Hjørring

I Hjørring, med kun 15 minutters kørsel til Rubjerg Knude, ligger Hotel Phønix.

Vendsyssel Kunstmuseum ligger lige ved siden af hotellet, og på værelserne er der wifi, te-/kaffemaskine og privat badeværelse.

Der tilbydes både tremmesenge og ekstrasenge til børn.

Se priser og ledighed hos Hotel Phønix Hjørring her (reklamelink).

Et af de flotte superior-værelser på Hotel Phønix Hjørring

Et af de flotte superior-værelser på Hotel Phønix i Hjørring. ©Hotel Phønix Hjørring

Budget

Tornby Guesthouse bed and breakfast

Et af de billigere steder at overnatte i nærheden af Rubjerg Knude er Tornby Guesthouse bed and breakfast.

Der ligger en togbane lige i nærheden, så man skal måske ikke sove med åbent vindue, hvis man er lydfølsom… Med det sagt er vi i Tornby ude på landet i Nordvestjylland, så der er generelt stadig rimelig stille!

Google Maps siger, at der er 16 minutters kørsel til Rubjerg Knude fra hotellet, som ligger mellem Hirtshals og Hjørring.

Værelserne er ikke vildt store, men der ser ret hyggeligt ud.

Se priser og ledighed hos Tornby Guesthouse bed and breakfast her (reklamelink).

Tornby Guesthouse bed and breakfast

Lille men fint værelse på Tornby Guesthouse. ©Tornby Guesthouse bed and breakfast

Park Vendia

Park Vendia er ikke et hotel i traditionel forstand, men nærmere et vandrehjem, og det er kun bemandet i hverdagene fra 08.00-16.00. Man kan stadig komme ind på andre tidspunkter via en nøglebox.

Der er fælles køkken og mulighed for rabat i Hjørrings Vandhus, der ligger lige ved siden af med 50 meter svømmebane, vandrutchebane, babybassin og badeland.

Prisen er god, hvis man er mere end to personer og sover i køjesenge. Værelserne er private.

Se priser og ledighed hos Park Vendia her (reklamelink).

Park Vendia

Hvis I er flere der rejser sammen, kan det nok godt betale sig at overnatte på Park Vendia i Hjørring. ©Park Vendia

Spisesteder tæt på Rubjerg Knude

Hvis man gerne vil spise miljø- og dyrevenligt, anbefaler vi, at man så vidt muligt spiser plantebaseret.

Der er ikke mange grønne restauranter lige omkring Rubjerg Knude, så vi anbefaler, at man enten kører til Hjørring eller Hirtshals for at spise.

  • Løkken Badehotel. I restauranten på Løkken Badehotel (reklamelink) serverer de retter, der både kan være laktosefri, glutenfri, vegetariske eller veganske. Se deres menukort her.
  • Yummi Running Sushi & Wok. I Hjørring ligger denne restaurant, der blandt andet tilbyder vegansk sushi – inklusiv tempurastegte asparges! Mums.

Hvis du overvejer at køre mod Skagen, kan du læse mere om, hvor man skal spise i Skagen i vores rejseguide.

Tæt buskads ved Rubjerg Knude

Tæt buskads ved Rubjerg Knude.

Vores bedste tips til at besøge Rubjerg Knude

  • Hvis du tænker på at besøge Rubjerg Knude i højsæsonen om sommeren (juli-august), kan det være en god idé at planlægge dit besøg uden om de varme og populære timer fra formiddag til eftermiddag. Så minimerer du risikoen for solstik, og der er færre turister.
  • Venter du med at besøge Råbjerg Mile helt til solnedgang, kan du nyde dagens sidste lys over Vesterhavet fra fyrets top. Det er et betagende syn, som man skal unde sig selv, når man er ved Vesterhavet.
Vennebjerg Kirke

Landskabet i området rundt om Rubjerg Knude er charmerende bakket. Her ses Vennebjerg Kirke.

Bæredygtige rejsetips

For at rejse så bæredygtigt som muligt, anbefaler vi følgende:

  • Medbring dit eget drikkevand i en genopfyldelig flaske.
  • Undgå engangsplastik, inklusiv sugerør.
  • Sorter dit affald korrekt og smid det ikke på jorden.
  • Tag kun fotos og efterlad kun fodaftryk. Undgå at tage ting fra naturen med dig.
  • Vis hensyn overfor andre besøgende.
  • Respekter det lokale dyreliv.
  • Brug en miljøvenlig solcreme. Solen kan reflekteres i sandet, så det er en god idé at beskytte sin hud – særligt mod de farlige stråler midt på dagen.

Rubjerg Knude landskab

Tak for at læse med

Tak skal du have for at have læst vores rejseguide til Rubjerg Knude. Vi håber, at den har været nyttig!

Hvad synes du om fyret, der blev flyttet?

Hvis du allerede har været der, ville det være fantastisk at høre dine bedste tips og tricks i kommentarerne.

Tøv ikke med at spørge os om noget, hvis du ikke har været i Nordjylland endnu. Vi er glade for at hjælpe.

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vi sender rejseråd og inspiration, som vi har gjort os umage med - maks én gang om måneden ☀