fbpx

Rejseguide til Grenen i Skagen: Danmarks nordligste punkt

Alt hvad du skal vide om Skagens Odde inklusiv hvad man skal lave, hvor man skal bo og vores bedste tips
Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alexander og Victoria – to københavnere med uanede mængder af rejselyst, som vi deler ud af her på Nordombord. Læs mere om os her.

Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alexander og Victoria – to københavnere med uanede mængder af rejselyst, som vi gerne deler ud af.
Læs mere om os her.

Der er noget helt særligt over Grenen.

At stå på Danmarks nordligste punkt med en fod i både Skagerrak og Kattegat er en unik følelse.

Vi besøgte Skagens mest kendte attraktion – også kendt som toppen af Danmark – ved solopgang.

Det var både turen og trætheden værd, og vi vil i denne rejseguide til Grenen forsøge at hjælpe dig med at få en fantastisk oplevelse.

Hvor havene mødes

Ud for Grenen tumler havene Skagerrak og Kattegat sammen.

Danmarks reelt nordligste punkt ligger ca. 700 meter nordligere end Grenen, ved Nordstrand 2,5 kilometer mod nordvest, men sig det endelig ikke til nogen.

For at stå på toppen af Danmark og se (og mærke!) de to have mødes er en helt speciel følelse, som kun bliver bedre af, at det er Danmarks nordligste punkt.

Det er det jo hvert fald næsten.

OBS: Det frarådes på det kraftigste at bade ved Grenen, da det kan være livsfarligt.

Hvor skal man bo ved Grenen?

Søg efter de bedste og billigste hoteller tæt på Grenen.

Havet ved Grenen i Skagen, Nordjylland ved solopgang

Selv om det kan være lokkende, så gå ikke i vandet ved Grenen i Skagen. Havet er uregerligt, og strømmende kan være stærke.

Naturens kræfter ved Grenen

Der er ingen tvivl om, at det er naturen der hersker heroppe.

Intet andet sted i Danmark kan man se så mange forskellige fuglearter som her, og Grenen er også et fantastisk sted at kigge efter havpattedyr.

Gråsæler kan ses stort set dagligt, og hvis man er ekstra heldig, kan man skimte marsvin, spættede sæler og endda nogle hvalarter.

En kikkert hjælper gevaldigt, hvis man er interesseret.

Sandklitterne er i den grad stadig ved at blive formet, og selve Grenen vokser ca. 10 meter om året i en østlig retning på grund af sandflugten op langs Jyllands vestkyst.

Besøg Grenen og få sand i tøjet, sol på kinderne og vind i håret!

Grenen i Skagen om morgenen set fra Grenens spids mod syd

Mere end en million mennesker besøger hvert år Grenen i Skagen.

De 5 bedste ting at lave ved Grenen

1. Gå ud på spidsen af Grenen

Alle der besøger Grenen skal ud at stå på spidsen. Selv hvis det koster lidt våde sokker.

At stå med et ben i hvert af de to have er unikt.

Bare husk at du ikke må bade her; ligegyldigt hvor varmt det er, eller hvor god du er til svømme.

2. Kør med Sandormen

Fra påske til uge 43 kan man hvert år køre med Sandormen fra parkeringspladsen ud til Grenens spids.

Det koster 30 kroner per voksen og 15 kroner for børn under 12 år.

Læs mere om Sandormen her.

3. Gå på opdagelse i en ægte tysk bunker

På Skagen Bunkermuseum kan man gå på opdagelse i en ægte bunker, der blev brugt af tyskerne under 2. Verdenskrig.

Læs mere på deres hjemmeside her.

4. Besøg Det Grå Fyr

Hvis du gerne vil lære mere om fuglelivet ved Grenen, skal du overveje at kigge forbi det Grå Fyr på vej ud mod parkeringspladsen fra Skagen By.

Det er nemlig blevet omdannet til et internationalt formidlingscenter om trækfugle.

Besøg Naturstyrelsens hjemmeside for at læse mere om det Grå Fyr.

5. Kig efter dyreliv i havet, på land og i luften

Det vrimler med dyr ved Grenen, der blandt andet kan blære sig med at være det sted i Danmark, hvor man kan spotte flest fuglearter.

Tag en kikkert med og led efter både fugle og havpattedyr ud over havet og på land.

Gråsæler er kendt for at sole sig i sandet tæt på Grenen og de kan ses året rundt. Man skal dog stadig være heldig for at se de søde dyr.

Bunker ved Grenen og Det Grå Fyr

Der er flere bunkere fra 2. Verdenskrig ved Grenen.

Grenen solopgang i blåt lys

Naturen er levende ved Grenen.

Vores oplevelse ved Grenen i Skagen

Vi havde overnattet i vores campingvogn på campingpladsen CampOne og gik raskt de to-tre kilometer mod Grenen.

Vi var tidligt oppe, for vi havde drømt om at se solen stå op på toppen af Danmark.

Og vi havde heldet med os.

Det var en smuk solopgang, og selvom det var en smule koldt, nød vi den barske natur.

Og selvfølgelig skulle vi ud på spidsen af Grenen.

Da det begyndte at gå fra morgen til formiddag, kom der flere mennesker til.

Vi gik området tyndt, men fandt desværre ingen sæler. Det må blive næste gang!

Morgenlys på vej ud mod Grenen

Morgenlys på vej ud mod Grenen.

Victoria ved solopgang i Skagen

Victoria var godt klædt på til en tidlig morgenvandring.

Sandklitter ved Grenen med Det Grå Fyr i baggrunden

Sandklitterne er et godt sted at slappe af i læ for blæsten. Det Grå Fyr kan ses i baggrunden.

Praktisk information om Grenen

Åbningstider og priser

Grenen er et helt åbent naturområde, som er tilgængeligt døgnet rundt.

Grenen er gratis at besøge.

Parkering

Der er en stor parkeringsplads ved Grenen, hvorfra man kan gå ud til spidsen eller tage med Sandormen.

Besøger man Grenen i juni, juli eller august, koster det 11 kroner i timen at parkere her.

Solopgang over Grenen i Skagen

Kort over Skagen og Grenen

Fra Skagen kan man enten langs vejen eller følge stranden helt ud til Grenen.

Vil man ikke gå, og har man ikke selv bil eller cykel, går der bybusser fra Skagen til Grenen.

Overnatning ved Grenen

Der findes flere dejlige steder at overnatte tæt på Grenen i Skagen.

Vi anbefaler, at man bor i Skagen By.

Selv overnattede vi på campingpladsen CampOne i en enkelt nat i vores campingvogn.

Søg efter de bedste og billigste hoteller tæt på Grenen her (reklamelink).

Luksus

Skagen Hotel i Skagen

Skagen Hotel ligger perfekt til at udforske byen.

Hotellet er rent og pænt, og værelserne er behageligt designede.

Se priser og ledighed hos Skagen Hotel her (reklamelink).

Dobbeltværelse på Skagen Hotel

Dobbeltværelse på Skagen Hotel. ©Skagen Hotel

Værdi for pengene

Skagen Strand Hotel Og Feriecenter

Tag et kig på Skagen Strand Hotel Og Feriecenter hvis I gerne vil have eget feriehus med køkken i Skagen.

Her er plads til enten 5 eller 7 personer, og der er gratis vandland til børnene.

Se priser og ledighed hos Skagen Strand Hotel Og Feriecenter her (reklamelink).

Skagen Strand Hotel Og Feriecenter

©Skagen Strand Hotel Og Feriecenter

Budget

Hotel Marie i Skagen

Hotel Marie i Skagen er der mulighed for dobbeltværelser og værelser til tre enkeltpersoner med fælles badeværelser, hvilket giver en rigtig god pris.

Der er også dobbeltværelser med private badeværelser, som koster lidt mere.

Hotellet ligger lige ved havnen i Skagen og altså tæt på byens spisesteder og kulturtilbud.

Se priser og ledighed hos Hotel Marie her (reklamelink).

Hotel Marie

Gæsterne på Hotel Marie virker glade for både den hyggelige stemning og gratis parkering midt i Skagen. ©Hotel Marie

Spisesteder tæt på Grenen

Det tager kun ca. 10 minutter at køre til Skagen fra Grenens parkeringsplads, og det er her, du finder de bedste spisesteder tæt på Danmarks nordligste punkt.

Hvis man gerne vil spise miljø- og dyrevenligt, anbefaler vi, at man så vidt muligt spiser plantebaseret.

Der er (endnu) ingen helt veganske spisesteder i Skagen, men der findes fem spisesteder, som tilbyder vegetariske og veganske retter:

  • Juicy Skagen. Lækre juices, smoothies, salater, wraps og sandwiches. De bruger mange økologiske råvarer, forsøger at handle lokalt og følger så vidt muligt årstiderne.
  • Jakobs. Veganske salater med imiteret kylling, supper og en burger.
  • Bodilles Kro. Serverer for eksempel bønnebøffer.
  • Cafe Knuth’s. Få veganske muligheder som for eksempel falafel-wrap og veggie burger.
  • Skagen Fiskerestaurant. Vegansk salat og grillede grøntsager. Vegansk sorbetis til dessert.

Led selv efter grønne spisesteder der serverer vegetarisk og vegansk på HappyCow.

Hvis du alligevel er på vej sydpå fra Grenen, kan du overveje at tage forbi Frederikshavn og Karma Sushi, der serverer en lækker vegansk sushimenu.

Vores bedste tips til at besøge Grenen

  • Hvis du tænker på at besøge Grenen i højsæsonen om sommeren, kan det være en god idé at planlægge dit besøg uden om de varme og populære timer fra formiddag til eftermiddag. Så minimerer du risikoen for solstik, og der er færre turister.
  • Venter du med at besøge Grenen helt til solnedgang, kan du nyde dagens sidste lys helt uforstyrret.
  • Da vi besøgte Grenen tidligt om morgenen, var vi ikke de eneste turister. Allerede omkring klokken otte var der en del mennesker, men området er stort og føltes på ingen måde overrendt.
  • Lad være med at gå i vandet med Grenen. At bade her er kan være livsfarligt.
solopgang fra Grenen

Det var smukt at overvære solopgangen fra Grenen.

Bæredygtige rejsetips

For at rejse så bæredygtigt som muligt, anbefaler vi følgende:

  • Medbring dit eget drikkevand i en genopfyldelig flaske.
  • Undgå engangsplastik, inklusiv sugerør.
  • Sorter dit affald korrekt og smid det ikke på jorden.
  • Tag kun fotos og efterlad kun fodaftryk. Undgå at tage ting fra naturen med dig.
  • Vis hensyn overfor andre besøgende.
  • Respekter det lokale dyreliv.
  • Brug en miljøvenlig solcreme. Det er en god idé at beskytte sin hud mod de farlige stråler midt på dagen – selv i Danmark.
Sandbanker ved Grenen

Rigtig god tur til Nordjylland!

Tak for at læse med

Tak skal du have for at have læst vores rejseguide til Grenen i Skagen. Vi håber, at den har været nyttig!

Hvad synes du om toppen af Danmark?

Hvis du allerede har været i Skagen, ville det være fantastisk at høre dine bedste tips og tricks i kommentarerne.

Tøv ikke med at spørge os om noget, hvis du ikke har været ved Jyllands nordspids endnu.

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vi sender rejseråd og inspiration, som vi har gjort os umage med - maks én gang om måneden ☀