På bådtur til Port Bartons eksotiske øer
Vores tips til at opleve skildpadder, søstjerner og paradisiske strande i Palawans ø-havHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere.
Smaragdgrønt vand, pudderblødt sand og masser af solskin. Ud for Palawan i Filippinerne ligger mere end 1.700 små øde øer, der bare venter på at blive nydt.
På øen Palawan er El Nido den mest kendte destination for ø-hopperi, men da Port Barton var vores første stop på turen, kunne vi altså ikke vente med at bevæge os ud i ø-havet.
Øerne ud for Port Barton lokker med navne som Exotic Island og Paradise Island, så hvordan kan man sige nej?
Heldigvis levede turen op til vores høje forventninger, og vi fik en uforglemmelig dag! Ja, billederne taler nærmest for sig selv…
Bådtur til fire øer
Slentrer man ned af Port Bartons strand, er der en del skilte med forskellige bådture, og søde sælgere der spørger, om man vil med ud på havet. Og det vil man gerne!
En tur koster normalt 700 pesos per person (ca. 90 kroner) inklusiv frokost for en delt båd med fire til otte mennesker, hvor man besøger en ø eller to og snorkler flere steder blandt koralrev, skildpadder og søstjerner.
Vi var mere interesserede i at se de flotte øer end at snorkle, så vi valgte en bådtur til fire øer – stadig med lidt undervandsoplevelser.
Det er åbenbart ikke den mest populære tur, så vi blev overtalt til at tage en privat båd med to flinke bådmænd til den nette sum af 2.500 pesos for os begge (ca. 325 kroner!) inklusiv frokost, der nemt kunne laves vegansk/vegetarisk/pescetarisk.
Turtle Spot
På vej mod den første ø stoppede vi op midt på havet og hoppede i med snorkeludstyr. Under vandet så vi en stor havskildpadde, der roligt lå og spiste søgræs.
Paradise Island
Efter at have svømmet rundt med den fredelige skildpadde, gik vi i land på Paradise Island. Da vi ankom, var vi helt alene – og det føltes oprigtigt som et helt privat paradis!
Stranden er ikke ret lang, men rimelig bred og vigtigst af alt er der bare virkelig smukt, klart vand.
Exotic Island (+ Maxima Island)
Da vi kom til Exotic Island, var der lidt flere mennesker, men stranden er lang, og der er rigeligt med plads.
En sandbar går fra Exotic Island til naboøen Maxima Island, så her besøger man nærmest to øer på en gang.
Vi blev ret forelskede i Exotic Island, der nok havde bådturens flotteste strand samt vand, der var så klart, at man kunne se koralrevet fra luften.
German Island (Inaladelan Island)
På alle salgsskiltene står der stadig German Island, på trods af at den tyske ø åbenbart er omdøbt til Inaladelan Island af de nuværende filippinske ejere.
Inaladelan sætter sig bare ikke lige så godt fast i hukommelsen, vel?
Selvom der er en indgangspris på 100 pesos per person (ca. 13 kroner), var det helt klart på German Island, vi mødte flest mennesker – blandt andet fordi mange af bådene lægger til for at spise frokost på øen.
Vores frokost blev også serveret her, og den var overraskende god. Frokosten bestod af rigeligt med ris, smagfulde grøntsager (gulerødder, kål, tomat, løg), en eddikesauce med løg og tomat samt en agurk/tomat-salat.
På bordet var der desuden en grillet fisk og en hel masse friske, små bananer. Der var mere end rigeligt, men heldigvis ville bådmændene gerne hjælpe os med at spise op.
På German Island er der lidt flere aktiviteter end på de andre øer – der er både hængekøjer, solstole, gynger og en simpel bar, der sælger chips og vand.
Double Island
Navnet Double Island snyder en smule. Selvom der reelt er to sammenhængende øer, som man kan gå mellem på et sandstykke, er der kun meget lidt plads på den ene side, da der ligger en privat ejendom.
På den anden del af øen er sandet grovere med sten, små koraller og muslinger, og der er en masse mangrovetræer.
Øen er ikke helt så paradisisk som de andre på turen, men det var sjovt med et afbræk og lidt anderledes vegetation. Og sandstykket mellem de to øer er rigtig flot!
Sandbar med søstjerner
Turens sidste seværdighed var en super lille øde ø, hvoromkring der lå klynger af smukke søstjerner i det gennemsigtige vand.
Man kan snorkle rundt og se søstjernerne under vandet eller være heldig at se dem helt inde ved øen.
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Indsend Kommentar