fbpx

Overblik: Vaccinationer og forebyggelse af virussygdomme på rejsen

En lille injektion i armen kan beskytte dig mod farlige sygdomme
Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.

Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere.

Efter adskillige rejser til klodens fjerne egne er vi efterhånden blevet vaccineret mod lidt af hvert – og blevet stukket mange gange i overarmen.

At blive vaccineret er ofte dyrt (og gør lidt ondt), men det er fuldstændig nødvendigt, hvis man gerne vil rejse til eksotiske destinationer uden at få ferien ødelagt eller komme hjem med sygdom i kroppen.

Vaccinationer anbefales særligt ved rejser til Asien, Afrika, Syd- og Mellemamerika, og hvis man har de rigtige vacciner og passer godt på ikke at blive ædt af myg, er man sikret mod det værste.

Her er et overblik over vaccinationer og forebyggelse af virussygdomme på rejsen.

Få styr på dine vacciner

Ved rejser til udlandet anbefales det at være vaccineret mod særlige sygdomme. Nogle vacciner har du allerede fra børnevaccinationsprogrammet, mens andre først bliver relevante, når du skal ud at rejse.

Selvom de fleste vacciner kan gives med kort varsel, kan det anbefales at få styr på mulige vaccinationer i god tid inden rejsen.

Vacciner kan være dyre, men det er ikke her, man skal være sparsom. Til gengæld er der flere af dem, som gælder resten af livet eller i hvert fald et par år.

Du kan blive vaccineret hos din egen læge eller bestille tid hos en vaccinationsklinik. Se på rejse.ssi.dk hvilke anbefalinger der gælder netop dit rejsemål.

For en god ordens skyld må vi hellere nævne, at vi ikke er medicinsk uddannede, og denne artikel er lavet med det formål at være informerende. Forhåbentligt kan den hjælpe dig med at få et overblik.

Vaccinationsbøger

Vores gule vaccinationsbøger er efterhånden godt fyldt op.

Du er højst sandsynligt allerede vaccineret mod…

Stivkrampe/tetanus og difteri

De fleste er beskyttet mod stivkrampe og difteri, da vaccinerne fås som en del af børnevaccinationsprogrammet. De skal dog fornyes hvert 10. år.

Begge vacciner gives som injektion.

Polio

Med kun 74 tilfælde af polio på verdensplan i 2015 (mod 350.000 tilfælde i 1988) er polio heldigvis tæt på at være udryddet.

De fleste danskere har livslang beskyttelse med polio, da vaccinen gives som en del af børnevaccinationsprogrammet.

Inden en rejse til udlandet skal du overveje…

Hepatitis A

Hepatitis A er en vaccine mod smitsom leverbetændelse (type A), der er udbredt i hele verden, men ikke forekommer så hyppigt i Europa og Nordamerika.

Leverbetændelsen smittes gennem mad og drikke forurenet med afføring fra en person, der er smittet med hepatitis A. Sygdommen varer to til tre uger med symptomer som dårlig appetit, feber, kvalme, gulfarvning af huden og smerter i muskler og led.

Vaccination mod hepatitis A er normalt ved de fleste udlandsrejser til udviklingslande. Efter to vacciner med mindst 6 måneders interval er man beskyttet i 30-40 år. Vaccination kan gives op til afrejsedagen, medmindre man skal være væk i mere end 6 måneder.

Bagan, Myanmar

Ved stort set alle rejser udenfor Europa anbefales det at blive vaccineret mod hepatitis A. Her ses de fine templer i Bagan, Myanmar.

Hepatitis B

Hepatitis B er en vaccine mod smitsom leverbetændelse (type B). Smitten sker gennem seksuel kontakt med en person smittet med hepatitis B eller via blod, for eksempel fra en kanyle, ved en blodtransfusion eller fra nålestik i forbindelse med en tatovering eller en piercing.

Sygdommen varer fire til seks uger med samme symptomer som hepatitis A; dårlig appetit, feber, kvalme, gulfarvning af huden og smerter i muskler og led.

Vaccinen anbefales ved rejser til Sydøstasien, Afrika og Sydamerika, der varer mere end fire uger. Vaccination mod virusset fås over tre omgange, hvorefter man er livsvarigt beskyttet. Man skal vaccineres mindst 1 måned før afrejse, men helst 6 måneder før.

De fleste vaccinationsklinikker og læger tilbyder et kombineret hepatitis A og B-program af tre omgange – første dag, efter 1 måned og efter 6 måneder. Begge vacciner gives som injektioner.

Tyfus

I nogle tredjeverdenslande er tyfus desværre ret almindeligt, og derfor kan der være behov for vaccinationen. Tyfus er relateret til hygiejniske forhold, og forekomsten er høj i Asien, Sydamerika, Mellemamerika og Afrika.

Vaccinen anbefales hovedsageligt ved længerevarende ophold (mere end 6 måneder) i lande med høj forekomst, og i enkelte lande også ved kortere rejser, f.eks. i Indien, Sri Lanka, Bangladesh og Nepal.

Undersøg om en tyfusvaccination er nødvendig ud fra destinationen og længden på din rejse, og snak eventuelt med din læge eller vaccinationsklinik om det.

Vaccinationen kan gives som…

  • Injektion: Du vaccineres en enkelt gang og er derefter beskyttet i 3 år. Injektionen skal gives senest 2-3 uger inden afrejse.
  • Kapsler: Du skal indtage en kapsel 1 time før et måltid over tre omgange, og du er derefter beskyttet i 1 år. Kapslerne tages dag 0, 2 og 4, og senest 10 dage inden afrejse.
Taj Mahal, Agra

Hvis man rejser til Indien, er det en god idé at være vaccineret mod tyfus.

Gul feber

Gul feber overføres gennem myggestik og forekommer i store dele af Afrika og Sydamerika.

Det er ikke altid et krav at være vaccineret mod virusset i de lande, hvor der er risiko for at blive smittet, men hvis du bagefter skal rejse videre til et andet land, kan du blive bedt om dokumentation for en gul feber-vaccination. Eksempelvis hvis man rejser fra Brasilien til USA.

Vaccinen gives som injektion en enkelt gang og giver langvarig beskyttelse. Den skal typisk gives 10 dage inden afrejse.

Meningokoksygdom

Meningokoksygdom dækker over meningitis og/eller blodforgiftning. Det er hjernehindebetændelse, som kan være farlig, hvis man ikke får behandling hurtigt nok.

Der er høj forekomst i mange afrikanske lande, og derfor anbefales vaccinen, hvis man skal rejse i mere end en uge i lande syd for Sahara. Vi blev selv vaccinerede mod meningokoksygdom, da vi rejste til Etiopien.

Vaccinen gives som injektion og beskytter efterfølgende i 5 år. Den skal gives mindst 10 dage før afrejse.

Etiopien

Meningokoksygdom findes i hele verden, men primært på tværs af Afrika fra Sierra Leone i vest til Etiopien i øst.

Japansk hjernebetændelse

Virusset overføres gennem myggestik, og det er en alvorlig hjernebetændelse, der kan give varige skader på hjernen.

På trods af navnet er det ikke kun i Japan, man kan blive smittet. Japansk hjernebetændelse findes i Asien, især i Indien, Sri Lanka, Kina, Indonesien, Filippinerne, Thailand og Vietnam. Vær ekstra opmærksom hvis du rejser i regnsæsonen.

Udover at man selvfølgelig altid skal undgå at blive stukket af myg, kan man få en vaccine mod japansk hjernebetændelse. Den gives som injektion fordelt på 2 doser med minimum 28 dages mellemrum. Vaccinen beskytter herefter i 1 år, og får man en tredje dosis efter 1-2 år, er man beskyttet i minimum 5 år.

Malaria

Malaria overføres gennem stik fra myg, og får man sygdommen, kan centralnervesystemet og organerne påvirkes, hvis ikke behandlingen sker forholdsvist hurtigt. Med relevant medicin kan man dog behandles fuldstændigt, så der er ingen grund til at være bange for at rejse i lande med risiko for malaria.

Vær særligt opmærksom på malaria, hvis du skal rejse til tropiske og subtropiske områder, især ved søer, floder og i skove.

Malaria forebygges bedst ved at undgå myggestik, for eksempel med tøj der dækker huden, myggenet og myggebalsam eller -spray.

I nogle områder er risikoen så stor, at det anbefales at tage malariapiller som forebyggelse, men alle malariamidler har bivirkninger, så overvej om det er nødvendigt ud fra destinationen og længden på din rejse, og snak eventuelt med din læge eller vaccinationsklinik om det.

Næsehorn i Krüger National Park.

Beskyttelse mod malaria var nødvendigt, da vi var på safari i fantastiske Krüger National Park i Sydafrika.

Dengue

Ligesom japansk hjernebetændelse og malaria overføres denguevirus fra stikkende myg, og symptomerne er typisk høj feber, hovedpine, smerter i musklerne, diaré samt udslæt på ansigtet, halsen og brystet. I yderst få tilfælde medfører virusset størkning af blodet, der kan resultere i dødsfald (under 1%).

Dengue forekommer i Sydøstasien, Sydamerika og Mellemamerika. Myggene lægger æg i stillestående vand, og derfor udklækkes flest myg i regntiden og ved oversvømmelser.

Der findes ingen vaccine mod dengue, og den bedste forebyggelse mod sygdommen er at undgå myggestik. Dæk huden til, brug myggespray og sov med myggenet rundt om sengen.

Chikungunya

Chikungunya virus overføres ligeledes fra myg, og symptomerne er høj feber, hovedpine, udslæt, lysfølsomhed samt smerter i ryggen og leddene. Der er dog sjældent alvorlige tilfælde.

Virusset forekommer i udbrud i Afrika og Asien.

Der er ingen behandling i tilfælde af chikungunya-feber, men sygdommen går typisk over af sig selv i løbet af tre til fem dage.

Rabies

Rabies kaldes også hundegalskab, og det smitter direkte gennem bid fra uvaccinerede dyr til mennesker. Virusset giver en hjernebetændelse, der er dødelig, hvis sygdommen når hjernen og bryder ud.

Risikoen for rabies er størst i Afrika, Asien og Østeuropa, og særligt hvis man er i tæt kontakt med dyr. Rabies forekommer primært hos hunde, katte, aber og flagermus.

Rabies kan forebygges godt med vaccine – selv efter man er blevet bidt. Vaccinen gives som tre injektioner.

Abe i Indien

Selvom mange aber er søde, kan deres bid være farlige.

Hvad nu?

Vi håber, at du har fået et bedre overblik over de mest almindelige sygdomme, man kan vaccineres imod.

Hvis du har nogle spørgsmål, vil vi henvise dig til din egen læge eller en vaccinationsklinik, da de ved meget mere om vaccinationer, end hvad vi gør.

For at se hvilke anbefalinger der gælder din rejsedestination, kan du tage et kig på rejse.ssi.dk.

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡