fbpx

Pisa rejseguide: 16 bedste oplevelser & seværdigheder

Alt hvad du skal vide om Pisa i Toscana, inklusiv hvad man skal lave og vores bedste tips
Alexander & VictoriaHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.
Mere end bare et skævt tårn

Pisa er en fin italiensk by, som du sikkert har hørt om på grund af det verdenskendte skæve tårn.

Det Skæve Tårn i Pisa er selvfølgelig hovedattraktionen, men Pisa byder på meget mere!

Universitetsbyen har flotte pladser, imponerende kirker, charmerende gader og Arno-floden, der snor sig igennem byen, inden den munder ud i Det Liguriske Hav.

Pisa er oplagt at besøge på en tur til Toscana, og vi håber, du får mulighed for at bruge tid i den fine by.

I denne rejseguide til Pisa finder du alle de bedste oplevelser og seværdigheder i Pisa (foruden det skæve tårn) + hvor længe man skal bruge i byen, hvor man skal bo og meget mere.

Vores favoritter: Hvor skal man bo i Pisa?

Søg efter de bedste og billigste hoteller i Pisa her.

Det Skæve Tårn i Pisa og Miraklernes Plads

Pisa er en spændende by at besøge, især på grund af det famøse skæve tårn.

Gammel gade i Pisa

Man kan sagtens bruge en dag eller to på at gå langsomt gennem Pisas gamle gader og opsuge den toscanske stemning.

Hvor ligger Pisa?

Fine Pisa ligger i regionen Toscana i det centrale Italien.

Her bor lige knapt 100.000 mennesker.

Toscana rejseguide: 13 bedste byer & steder at besøge i den smukke italienske region
Du er måske interesseret i:Toscana rejseguide: 13 bedste byer & steder at besøge i den smukke italienske region

Inspiration til hvad man skal se og lave i Toscana

Læs mere

Hvor mange dage skal man bruge i Pisa?

Hvor mange dage man skal bruge i Pisa kommer selvfølgelig helt an på ens behov og rejseplaner.

Det er meget almindeligt at bruge én enkelt dag i byen, og vi besøgte selv Pisa på en dagstur fra Lucca.

Der er dog mere at se end Det Skæve Tårn i Pisa, så man kan sagtens tage en overnatning eller to.

Vi forestiller os, at det må være dejligt at gå rundt i byen tidligt om morgenen eller om eftermiddagen, når alle “dagsturisterne” er væk.

Hvis man flyver til Pisa inden en længere tur rundt i Toscana, er det oplagt at starte med en nat i byen.

Vi kommer ind på de bedste steder at bo i Pisa længere nede i guiden (inklusiv råd til hvor man skal bo på budget).

Pisa by og Arno-floden

Flot bygning i Pisa

Lucca rejseguide: 18 bedste oplevelser & seværdigheder
Du er måske interesseret i:Lucca rejseguide: 18 bedste oplevelser & seværdigheder

Alt hvad du skal vide om Lucca i Toscana, inklusiv hvad man skal lave i den hyggelige italienske middelalderby

Læs mere

Dagsture til Pisa

Det er virkelig populært at tage en dagstur til Pisa, for eksempel fra Lucca, Firenze, Livorno, La Spezia (Cinque Terre) eller endda fra Rom.

Hvis du ikke planlægger at overnatte i byen, kan du kigge på nogle af nedenstående dagsture til Pisa fra andre byer.

Reklame

De 16 bedste oplevelser og seværdigheder i Pisa

Her kommer vi med vores bud på de bedste oplevelser og seværdigheder i Pisa.

  1. Det Skæve Tårn i Pisa – Grunden til at besøge byen
  2. Piazza dei Miracoli – Miraklernes Plads
  3. Duomo di Pisa – Byens flotte katedral
  4. Battistero di San Giovanni – Det runde dåbskapel
  5. Campo Santo – Den Monumentale Kirkegård
  6. Gå langs Arno – Floden der går gennem Pisa
  7. Santa Maria della Spina – Kirke ud til floden
  8. Piazza dei Cavalieri – Riddernes Plads
  9. Sant’Antonio Abate – Kirke med kunstnerisk gavl
  10. Borgo Stretto – Hyggelig smal gågade
  11. Corso Italia – Shoppinggade med mange butikker
  12. Botanisk Have – En grøn oase
  13. Palazzo Blu – Museum i et blåt palads
  14. Besøg en vingård – Smag på lokale druer
  15. Spis gelato – Nyd ægte italiensk is
  16. De bedste dagsture fra Pisa
  17. Kort over oplevelser og seværdigheder i Pisa

1. Det Skæve Tårn i Pisa – Grunden til at besøge byen

Det Skæve Tårn i Pisa er et ikonisk tårn, som tiltrækker folk fra nær og fjern.

Torre di Pisa (som det hedder på italiensk) er uden tvivl den største seværdighed i Pisa, og også en af de store trækplastre for hele Toscana-regionen.

Og det er virkelig sjovt at se det med egne øjne.

Det fritstående klokketårn er berømt for sin karakteristiske skæve hældning, der er kommet af fundamentale problemer under konstruktionen.

Netop på grund af hældningen er Det Skæve Tårn i Pisa blevet et super populært fotospot, og de fleste dage står der masser af mennesker og poserer på fjollede måder for at få det perfekte billede.

Det er gratis at se Det Skæve Tårn i Pisa udefra, men vil man op i tårnet, skal man købe billet – og gerne i god tid i forvejen, for der er et begrænset antal, og man skal vælge et fast tidspunkt.

Køb billet til at komme op i tårnet her (reklamelink) og få samtidig en spring-køen-over-billet til domkirken.

Du kan også købe en kombibillet (reklamelink), hvis du både vil have adgang til toppen af Det Skæve Tårn i Pisa samt dåbskapellet, Campo Santo, de to museer og domkirken.

Læs mere om hvad du skal vide, inden du besøger tårnet i vores guide til Det Skæve Tårn i Pisa.

Tip: Hvis du har mulighed for at komme tidligt eller sent på dagen, vil der være langt færre mennesker.

Det Skæve Tårn i Pisa: Rejseguide med alt du skal vide inden dit besøg
Du er måske interesseret i:Det Skæve Tårn i Pisa: Rejseguide med alt du skal vide inden dit besøg

Alt hvad du skal vide om Det Skæve Tårn i Pisa, inklusiv tårnets historie og hvordan man bedst besøger det

Læs mere
Det Skæve Tårn i Pisa

Der findes lidt forskellige tal på den præcise højde, men de fleste er enige om, at tårnet hælder 3,97 grader.

Det Skæve Tårn i Pisa

Det Skæve Tårn er helt klart den største seværdighed i Pisa.

Reklame

2. Piazza dei Miracoli – Miraklernes Plads

Miraklernes Plads, som Piazza dei Miracoli kaldes, er selve pladsen, hvor man finder Det Skæve Tårn i Pisa.

Men foruden den hældende arkitektoniske perle, er der faktisk meget andet at se på pladsen. Her kan man sagtens slentre rundt i noget tid og tage masser af billeder.

Pladsen har fået en stor historisk og kulturel betydning for både Pisa og resten af Italien, så den er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Vi kommer ind på de andre imponerende bygninger herunder.

Piazza dei Miracoli i Pisa

Miraklernes Plads er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, og her finder man Pisas kendte seværdigheder.

3. Duomo di Pisa – Byens flotte katedral

Enhver italiensk storby har en duomo, altså en domkirke eller katedral, og Pisas katedral ligger lige ved siden af Det Skæve Tårn i Pisa.

Faktisk er tårnet et klokketårn til katedralen, men i dag er det mere kendt end selve domkirken.

Det gør dog ikke katedralen mindre spændende.

Duomo di Pisa er den ældste bygning på Miraklernes Plads, og man skal helt sikkert tage sig tid til at beundre den flotte facade i romansk stil.

Inden i katedralen er der malerier, skulpturer og fresker.

Det er gratis at besøge katedralen, men man skal have en adgangsbillet. Den kan man få fra billetkontorerne på stedet, og den gælder til et specifikt tidspunkt.

Hvis man har billetter til en eller flere af de andre seværdigheder ved siden af, behøver man ikke at dukke op inden for et særligt tidsrum – og oftest kan man også springe køen over.

Det gælder både for denne billet til Det Skæve Tårn i Pisa og kombibilletten (reklamelinks).

Pisas katedral

Facaden på Pisas katedral er virkelig flot.

Pisas katedral facade

Se lige detaljerne!

Pisas katedral

Katedralens “bagside”.

4. Battistero di San Giovanni – Det runde dåbskapel

Det får ikke særlig meget opmærksomhed, men faktisk synes vi, at Battistero di San Giovanni, altså dåbskapellet på Miraklernes Plads, er en utrolig flot bygning i sig selv – konkurrencen er bare så høj.

Den store runde bygning står foran katedralen, og hvis man har en indgangsbillet til dåbskapellet, kan man komme ind og se døbefonten i midten.

Fra kapellets øverste etage kan man desuden kigge hen på katedralen og få et unikt perspektiv på den store kirkes smukke facade.

Man skal købe en billet til Battistero di San Giovanni for at komme indenfor. Den kan enten købes separat eller som en kombibillet (reklamelink), hvor man også får adgang til de andre seværdigheder på pladsen.

Dåbskapellet i Pisa

Dåbskapellet er en utrolig flot bygning.

Dåbskapellet i Pisa

Reklame

5. Campo Santo – Den Monumentale Kirkegård

Campo Santo, også kendt som Camposanto Monumentale (hvilket oversættes til Den Monumentale Kirkegård), er en aflang bygning i gotisk stil bestående af tre kapeller, skulpturer og freskomalerier på væggene.

Selvom det måske ikke er det mest iøjnefaldende seværdighed på Miraklernes Plads, er den historiske kirkegård stadig værd at opleve.

Ligesom dåbskapellet kræver Campo Santo en billet, før man kan komme indenfor – enten kan man købe en separat billet til kirkegården, eller man kan købe en kombibillet (reklamelink), der giver adgang til flere af seværdighederne.

Campo Santo i Pisa

Campo Santos fine detaljer.

Campo Santo i Pisa

Camposanto Monumentale oversættes til Den Monumentale Kirkegård. Foto: Joshua Kettle

6. Gå langs Arno – Floden der går gennem Pisa

Arno-floden er en lang flod, der går gennem det toscanske landskab (og blandt andet også Firenze), inden den munder ud i havet ved Pisa.

Floden har haft en betydelig indflydelse på Pisas historie og kultur, og den har været vigtig for byens handel og transport.

Og så tilføjer den charme til Pisa!

Vi nød en afslappende, romantisk gåtur langs flodbredden og kan anbefale, at du tager dig tid til det samme.

Gå eventuelt over broen Ponte di Mezzo for en fin udsigt over Arno.

Arno-floden i Pisa

Arno-floden er dejlig at spadsere ved, mens man nyder den hyggelige stemning i Pisa.

Arno-floden i Pisa

Ponte di Mezzo i Pisa

Ponte di Mezzo går over floden.

Firenze rejseguide: 16 bedste oplevelser & seværdigheder
Du er måske interesseret i:Firenze rejseguide: 16 bedste oplevelser & seværdigheder

Alt hvad du skal vide om Firenze i Toscana, inklusiv hvad man skal lave, hvor man skal bo og vores bedste tips

Læs mere

7. Santa Maria della Spina – Kirke ud til floden

Går man en tur langs Arno, bør man tage forbi den gotiske kirke Chiesa di Santa Maria della Spina, der ligger ud til floden.

Placeringen er ret speciel, og selvom kirken er relativt lille, er der mange pæne detaljer og udsmykninger.

Efter sigende har kirken engang huset en torn fra Jesus’ tornekrone… Om det er rigtigt eller ej, kan vi kun gætte på, men ikke desto mindre har historien tiltrukket en del pilgrimme gennem tiderne.

Santa Maria della Spina i Pisa

Man kan desværre ikke komme ind i Santa Maria della Spina, men kirken er flot at se udefra.

Santa Maria della Spina i Pisa

Santa Maria della Spina ligger smukt placeret ud til floden.

8. Piazza dei Cavalieri – Riddernes Plads

Riddernes Plads (Piazza dei Cavalieri) er en stor plads, der ligger 10 minutters gang fra Det Skæve Tårn i Pisa.

Pladsen er især kendt for Palazzo dei Cavalieri (også kendt som Palazzo della Carovana).

Paladset blev bygget i midten af 1500-tallet og var oprindeligt hovedkvarter for en romersk-katolsk toscansk militærorden.

I dag fungerer det som hovedbygningen for Pisas universitet Scuola Normale Superiore di Pisa.

På Piazza dei Cavalieri finder man desuden også kirkerne Santo Stefano dei Cavalieri og San Rocco, flere andre palads-bygninger samt en statue af Cosimo I (hertug af Firenze og senere storhertug af Toscana).

Palazzo dei Cavalieri i Pisa

Det gamle palads på Piazza dei Cavalieri bruges i dag som universitetsbygning i Pisa. Foto: JoJan / CC BY

Palazzo dell'Orologio og statuen af Cosimo I

Palazzo dell’Orologio og statuen af Cosimo I. Foto: JoJan / CC BY

Piazza Dante Alighieri

Piazza Dante Alighieri er en pæn plads, der ligger tæt på Riddernes Plads.

9. Sant’Antonio Abate – Kirke med kunstnerisk gavl

Tæt på Pisas hovedbanegård ligger en kirke, som er blevet kendt for sin unikke gavl.

Chiesa di Sant’Antonio Abate har nemlig et stort moderne maleri på muren kaldet “Tuttomondo”.

Det offentlige kunstværk er lavet af den amerikanske kunstner Keith Haring, og det er sjældent, man ser et så “moderne” maleri på en kirke.

Kig forbi hvis du har god tid i Pisa.

Tuttomondo gavlmaleri

“Tuttomondo” er ikke et must-see i Pisa, men det er sjovt at se, hvis man alligevel er i nærheden.

Tuttomondo af Keith Haring

Den amerikanske kunstner Keith Haring har malet “Tuttomondo”.

Chiesa di Sant'Antonio Abate i Pisa

Kirken Sant’Antonio Abate ser ikke ud af meget i forhold til andre kirker i Toscana, men det moderne gavlmaleri skiller sig ud.

Chiesa di Sant'Antonio Abate i Pisa

10. Borgo Stretto – Hyggelig smal gågade

Beliggende mellem Piazza dei Cavalieri og broen Ponte di Mezzo, der går over Arno-floden, finder man Pisas flotte gågade, Borgo Stretto.

Det er en hyggelig gade at slentre ned ad med masser af terracotta-farvede huse, små butikker og selvfølgelig italienske caféer, hvor du kan få en hurtig espresso (eller andre lækre drikkevarer og snacks).

Statua di Giuseppe Garibaldi på Borgo Stretto

Statua di Giuseppe Garibaldi står for enden af Borgo Stretto på vej mod Ponte di Mezzo.

11. Via Corso Italia – Shoppinggade med mange butikker

På den anden side af Ponte di Mezzo kommer hovedshoppinggaden, der er værd at slentre ned ad, hvis du befinder dig syd for floden.

Via Corsa Italia fortsætter helt ned til pladsen Piazza Vittorio Emanuele II (hvor Sant’Antonio Abate med vægmaleriet ligger), og forbinder på den måde Pisas hovedbanegård med den gamle bydel.

Her finder man både souvenirshops, store kædebutikker samt finere designforretninger – og selvfølgelig masser af restauranter, caféer og gelateriaer.

Via Corso Italia i Pisa

Via Corso Italia er hyggelig (selv hvis det har regnet lidt).

12. Botanisk Have – En grøn oase

Pisas botaniske have, Orto Botanico di Pisa, ligger lige midt i byen få minutter syd fra det skæve tårn.

Det er Pisas universitet, der holder den gamle have ved lige, og i den grønne oase kan man finde en botanisk skole, små søer, drivhuse og selvfølgelig et stort udvalg af flotte træer, blomster og urter.

Et skønt, fredeligt sted for folk med grønne fingre eller hvis man trænger til en pause fra det travle byliv.

Indgangsprisen for en voksen er på 4 euro i 2024 (~ 30 kroner), og den første søndag i måneden er det gratis for alle.

Læs mere om den botaniske have på deres officielle hjemmeside.

Pisas botaniske have

Nyd en pause i skyggen i Pisas botaniske have. Foto: Daderot / CC BY

13. Palazzo Blu – Museum i et blåt palads

Palazzo Blu ligger på den sydlige side af Arno-floden mellem Santa Maria della Spina-kirken og Ponte di Mezzo.

Som navnet antyder er det et blåt palads, der med sin støvede lyseblå farve skiller sig ud fra Pisas jordfarvede huse.

Paladset fungerer som museum og har både en permanent udstilling og midlertidige udstillinger.

En voksenbillet koster i 2024 5 euro (~ 37,5 kroner), og der er reducerede priser for grupper og familier.

Læs mere om museet på deres officielle hjemmeside.

Palazzo Blu i Pisa

Man kan lige skimte Palazzo Blu ved floden her.

14. Besøg en vingård – Smag på lokale druer

For de vinglade er der adskillige vingårde i regionen, man kan besøge for at smage på de lokale druer.

Typisk får man en rundvisning på en gård og i deres vinkælder, hvor man lærer om produktionen og fremstillingen af vin.

Derefter får man lov at smage på vinene, mens man hører om deres egenskaber og nyder udsigten over Toscanas bølgende bakker.

Vinturene fås i forskellige længder, mere eller mindre private og selvfølgelig til forskellige priser. Læs mere om turene ved at klikke dig ind på en af dem herunder.

Reklame

15. Spis gelato – Nyd ægte italiensk is

Vi kan ikke lave en guide til en italiensk by uden at nævne gelato.

Stort set alle steder kan man finde en god gelato-biks, og den cremede italienske is er bare bedre end almindelig is.

Gelato i Pisa

Der går sjældent en dag i Italien, hvor vi ikke spiser gelato.

Gelato i Pisa

Mums!

16. De bedste dagsture fra Pisa

Inden for relativt kort afstand af Pisa kan man besøge et væld af mindre og store byer, der alle byder på svimlende mængder af historie, kunst og ikke mindst fantastisk mad.

Her er de mest oplagte byer at besøge på dagsture fra Pisa:

  • Lucca. På blot 30 minutter i tog eller bil kommer man til en af Toscanas hyggeligste byer med en unik bymur.
  • Firenze. Der er kun lige under en time i tog til nogle af verdens mest ikoniske vartegn.
  • Cinque Terre. Kør til La Spezia på ca. 1 time i bil eller tog og brug lokal transport til de famøse fem farverige byer derfra.
  • Siena. Det tager ca. 2 timer og 20 minutter med toget (eller 1 time og 45 minutter i bil), og så er man i en af Toscanas absolut smukkeste byer.
Egetræer på toppen af Torre Guinigi i Lucca

Fine Lucca ligger tæt på Pisa og kan sagtens nås med tog.

Firenzes domkirke

Firenzes legendariske domkirke skal man absolut opleve, hvis man er i Toscana.

Victoria ved Cinque Terre

Farverige Cinque Terre er også forholdsvist tæt på Pisa.

Kort over oplevelser og seværdigheder i Pisa

Her er et kort over alle de nævnte oplevelser og seværdigheder i Pisa.

Udsigten mod Miraklernes Plads fra Grand Hotel Duomo

Det er helt naturligt dyrere at bo ud til Pisas verdenskendte seværdigheder. Derfor anbefaler vi, at man i stedet bor en kort gåtur væk. Grand Hotel Duomo ser nu alligevel ikke helt dumt ud. ©Grand Hotel Duomo (reklamelink)

Overnatning i Pisa

Pisa er en relativt kompakt by, så for de fleste er det vigtigste nok at bo tæt på Det Skæve Tårn og Miraklernes Plads og evt. tog/eller fly, hvis man ikke selv kører rundt i Toscana.

Byen har et stort udvalg af mellemklassehoteller med god værdi for pengene, og vi har også samlet et par bud på hoteller med lidt højere standard samt to budgetmuligheder.

Her er et overblik over de bedste hoteller i Pisa.

Du kan også læse vores rejseguide til hvor man skal bo i Pisa, hvor vi deler flere billeder og skriver mere om hvert hotel.

Vores favoritter: Hvor skal man bo i Pisa?

    Reklamelinks

  • Luksus: Palazzo Cini Luxury Rooms In Pisa – Boutique-hotel med god beliggenhed og styr på detaljerne.
  • Luksus: Bagni di Pisa Palace & Thermal Spa – 5-stjernet palads med spa og naturlige varme kilder lidt uden for Pisa.
  • Værdi for pengene: Relais dei Mercanti B&B and Suites – Hyggeligt lille hotel i den gamle by med gode anmeldelser.
  • Værdi for pengene: Hotel Bologna – Udmærket mellemklassehotel med styr på tingene og god morgenmad.
  • Budget: My Way – God standard og et af Pisas billigere hoteller. Ligger i gåafstand til både lufthavn og tog. Det Skæve Tårn er ca. 40 minutters gåtur væk.
  • Budget: Hotel Caffè Verdi – Pæne, simple værelser 15 minutter på gåben fra Det Skæve Tårn. Døgnåben reception/café.

Søg efter de bedste og billigste hoteller i Pisa her.

Værelse hos Palazzo Cini Luxury Rooms In Pisa

Palazzo Cini er et mindre boutique-hotel og nok det mest komfortable sted at bo i Pisa. ©Palazzo Cini Luxury Rooms In Pisa (reklamelink)

Pool hos Bagni di Pisa Palace

Bagni di Pisa Palace ser perfekt ud til afslapning efter en dags sightseeing. ©Bagni di Pisa Palace & Thermal Spa (reklamelink)

Relais dei Mercanti i Pisa

Med fine og lyse værelser er Relais dei Mercanti et godt bud på et sted at bo i Pisa. ©Relais dei Mercanti (reklamelink)

Hotel Bologna i Pisa

Hotel Bologna er et godt valg, hvis man leder efter et simpelt mellemklassehotel med god værdi for pengene. ©Hotel Bologna (reklamelink)

My Way Hotel i Pisa

Der er en hjemlig stemning og indretningsstil hos My Way – hvilket de lavere priser også afspejler. ©My Way (reklamelink)

Hotel Caffè Verdi værelse

Værelserne er simpelt indrettede og ser komfortable ud. ©Hotel Caffè Verdi (reklamelink)

Hvor skal man bo i Pisa? De bedste hoteller fra budget til luksus
Du er måske interesseret i:Hvor skal man bo i Pisa? De bedste hoteller fra budget til luksus

Vores anbefalinger til de bedste hoteller i Pisa, Italien

Læs mere

Sådan kommer man rundt i Pisa

Pisa kan nemt udforskes til fods eller på cykel.

Byen er ikke særlig stor, og nærmest alle seværdighederne ligger inden for gåafstand af hinanden.

Pisa bygning på gågade

Alle seværdighederne i Pisa ligger inden for gåafstand af hinanden.

Sådan kommer man til Pisa

I bil

Kører man i bil gennem Italien, kan man nemt komme til Pisa via en af motorvejene, der går forbi byen.

Bilen er ikke nødvendig i selve Pisa, så man kan eventuelt stille den ved sit hotel eller på en af de mange parkeringspladser, som typisk koster et fast beløb i timen eller per dag.

Du kan være heldig at finde en hvid parkeringsplads på gaden – den er gratis. Nogle gange skal man alligevel stille p-skiven (eller skrive parkeringstidspunktet på et stykke papir i forruden).

De blå pladser er betalingspladser, mens de gule pladser er forbeholdt særlige køretøjer (så der må man ikke parkere).

Offentlige parkeringspladser

Søg efter “parking” eller “parcheggio” på Google Maps og læs anmeldelserne på parkeringspladsen.

Det koster typisk mellem 50 cent og 3 euro i timen, og nogle af stederne kan der kun betales med mønter.

OBS: Vær opmærksom på, at der på flere af parkeringspladserne har været indbrud i bilerne, så efterlad aldrig noget af værdi i din bil – heller ikke baggage hvis dit stop i Pisa er på vej fra én by til en anden. Og heller ikke selvom du bare lige er væk i en time eller to.

Pas på ZTL

Vær opmærksom på at størstedelen af gaderne i den historiske del af Pisa er en såkaldt “zona a traffico limitato” (ZTL).

Her er trafikken begrænset, og der er særlige regler for gennemkørsel og parkering.

Cykler, elbiler, motorcykler og scootere er dog som regel tilladt adgang.

Overvågningskameraer holder øje, og man kan få nogle ret hæftige bøder for at overtræde reglerne.

Kontakt dit hotel på forhånd, hvis det ligger inde i ZTL’en og du gerne vil parkere hos dem.

Pisa by og Arno-floden

Bilen skal ikke bruges i Pisa, så stil den blot på en parkeringsplads (eller tag toget).

Med offentlig transport

Det er nemt at komme til Pisa med tog, uanset om det er på en dagstur, eller man skal bo et par dage i byen.

Pisas hovedbanegård Pisa Centrale ligger syd for centrum.

Herfra tager det 25-30 minutter at gå til Det Skæve Tårn og Miraklernes Plads, hvor man kommer forbi flere andre spændende seværdigheder i Pisa på vejen.

Togstationen, Pisa San Rossore, ligger dog endnu tættere på med et kvarters gang hen til pladsen (og tårnet).

Besøger man Pisa på en dagstur, kan man eventuelt stå af på den ene station og køre hjem fra den anden.

Stationerne er forbundet til flere byer i regionen, og der går for eksempel tog til Lucca, Livorno, Firenze og Siena.

Vi brugte selv toget til at komme til Pisa fra Lucca.

Siena rejseguide: 18 bedste oplevelser & seværdigheder
Du er måske interesseret i:Siena rejseguide: 18 bedste oplevelser & seværdigheder

Alt hvad du skal vide om Siena i Toscana, inklusiv hvad man skal se og vores bedste tips

Læs mere

Med fly

Hvis man ikke kører til Pisa, kan man flyve direkte til Pisa International Airport (PSA), også kendt som Galileo Galilei.

Fra lufthavnen tager det kun 7 minutter med tog ind til hovedbanegården.

Søg efter flybilletter til Pisa på Momondo her (reklamelink).

Hvornår skal man besøge Pisa?

På grund af det famøse skæve tårn er Pisa turistet året rundt.

Højsæsonen for at besøge byen (og Toscana i det hele taget) er i juli og august, hvor både italienere, europæere og en stor del af resten af verden holder ferie.

Juli og august er også de varmeste måneder, så hvis du har mulighed for at lægge din tur til Pisa uden om de måneder, vil vi kraftigt anbefale det.

Maj, juni, september og oktober er gode skuldermåneder med skønt vejr og færre menneskemængder, selvom der trods alt altid er gang i den i Toscana.

December, januar og februar er som så mange andre steder i Europa de koldeste måneder – men der vil som regel naturligvis være lunere end i Danmark.

Det regner mest i september, oktober, november og december.

Average min and max temperatures in Pisa, Italy

Average precipitation (rain/snow) in Pisa, Italy

Alexander & Victoria foran Det Skæve Tårn i Pisa

Det regnede en smule den dag, vi besøgte Pisa, men humøret var højt.

Gågade i Pisa

Hyggelige Pisa.

Vores bedste tips til Pisa

  • Book billet på forhånd (reklamelink) hvis du vil op i Det Skæve Tårn i Pisa. Der er et begrænset antal billetter per dag, og man får tildelt et særligt tidspunkt, man må gå derop.
  • Køb en kombibillet (reklamelink) for at spare penge hvis du vil inden for i alle bygningerne på Miraklernes Plads. Så får du også lov til at springe køerne over.
  • Kom tidligt hvis du vil nå at opleve tårnet (og resten af Pisa) uden alt for mange andre mennesker. Alternativt kan du vente til sidst på dagen, når de fleste dagsturister er taget hjem.
  • Mange restauranter holder siesta mellem frokost og aftensmad, så hold øje med åbningstiderne hvis du går efter at spise på en særlig restaurant eller café i løbet af dagen.
  • Forvent et ekstra gebyr på madregningen. Vær opmærksom på at de fleste madsteder har en ”coperto” per gæst, altså et slags gebyr per person uanset hvad man bestiller. Det er typisk mellem 1 og 3 euro, man betaler udover prisen for maden. Ofte får man en lille brødkurv til forret med smør eller olivenolie og balsamico for prisen.
  • Pas på dine ejendele. Som med andre turistede områder er der risiko for opportunistiske lommetyve. Der er desværre også en del indbrud i biler, så hvis du planlægger at køre til Pisa, kan det anbefales, at du ikke efterlader noget af værdi i bilen.

Pisa

Mange madsteder i Italien har en ”coperto”, som bliver pålagt regningen, og det kan være rart at vide på forhånd.

Hvad skal man medbringe til Pisa?

  • Rejseforsikring. Rejs aldrig uden!
  • Et godt kameraher er en guide til det udstyr, vi bruger.
  • Solcreme. Især hvis du besøger Pisa om sommeren. Vi anbefaler, at man bruger en økologisk, vegansk solcreme.
  • Sko der er gode at gå i. Især hvis du skal gå op ad de næsten 300 trin i Det Skæve Tårn i Pisa for at nå til toppen.
  • En genopfyldelig vandflaske.
Hvad har vi i kameratasken? Det bedste udstyr til foto og video på rejsen
Du er måske interesseret i:Hvad har vi i kameratasken? Det bedste udstyr til foto og video på rejsen

Kamera, objektiver, drone og andet tilbehør vi bruger til at skabe rejseindhold i høj kvalitet

Læs mere
Tak for at læse med

Tak for at læse vores rejseguide til Pisa. Vi håber, at du har fået noget ud af den!

Hvad synes du om seværdighederne i Pisa?

Tøv ikke med at spørge os om noget i kommentarerne nedenunder, hvis du ikke har været i Pisa endnu. Vi er glade for at hjælpe.

Og hvis du allerede har besøgt Det Skæve Tårn og de andre seværdigheder i byen, ville det være fantastisk at høre dine bedste tips og tricks.

Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

2 Kommentarer

  1. Louise Ebdrup

    Tak for at dele jeres rejsetips:-)
    Kan i anbefale nogle særlige italienske restauranter i Pisa? (med plads til 11 personer)
    Bh Louise

    Svar
    • Alexander & Victoria

      Hej Louise, tusind tak for din besked – dejligt du kan bruge vores tips! Vi har ikke erfaring med at booke restauranter i Pisa til et stort selskab, så det kan vi desværre ikke hjælpe med. Italienske restauranter er der dog heldigvis nok af, så vi håber, I finder et godt sted at spise. Nyd skønne Pisa!

      Svar

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡