Rejseguide til Møn: 11 bedste oplevelser & seværdigheder
Alt hvad du skal vide om Møn, Møns Klint, hvad man skal lave, og hvor man skal boHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere.
Der er noget magisk over Møn.
På en måde føles øen syd for Sjælland som et slags modsvar til Skagen i den anden ende af landet.
Lyset er helt særligt på Møn, naturen er i højsædet, og folk bliver draget hertil gang på gang.
Vi var selv vilde med Møn og snakker ofte om at vende tilbage til de mange fine seværdigheder og gode oplevelser.
Her er vores guide til hvad vi lavede, da vi besøgte øen, og hvad vi vil lave, når vi en dag besøger Møn igen.
Hvad skal man se på Møn?
Med mere end 150 kilometers kystlinje er der masser af oplevelser og seværdigheder at hente på Møn.
Øen ser ikke så stor ud på et kort, men størrelsen snyder, og der er mere at lave, end man skulle tro.
Møn har altid tiltrukket kreative sjæle, hvilket har givet sit præg på øens forskelligartede kultur- og aktivitetstilbud.
Her er noget at lave for alle.
Vi var selv særligt glade for naturoplevelserne. Møns Klint er det oplagte highlight, men Camønoen giver også muligheder for vandreoplevelser i dagevis. Og der er masser af fine cykelruter.
Strandende er dejlige, ligeså skovene, og efter en god dag i naturen kan man spise og drikke godt i Stege by.
Hvor skal man bo på Møn?
- Budget: Klintholm Bed & Breakfast
- Værdi for pengene: Bakkelund Bed & Breakfast
- Luksus: Hotel Residens Møen
Søg efter de bedste og billigste hoteller på Møn her.
Indholdsfortegnelse:
10 oplevelser og seværdigheder på Møn
1. Oplev Møns Klint
Den absolut største seværdighed på Møn er utvivlsomt Møns Klint.
Møns Klint er hjem til Danmarks længste trappe med 496 trin – hvilket siger lidt om størrelsen og storslåetheden af klinten på Møns østkyst.
Men det er jo ikke trappen, man tager til Møn for…
Møns Klint er et sandt naturvidunder, som tiltrækker turister fra både nær og fjern.
Oplevelser ved Møns Klint
Den imponerende klint skal ses både oppefra og nedefra.
En god tur på 2-3 kilometer går fra GeoCenteret og Maglevandstrappen til Grårygstrappen sydpå – man kan tage den ene vej oppe og den anden nede ved at bruge de to trapper. Læg lidt ekstra tid ind til at bestige de mange trin.
Møns Klints højeste udsigt med 128 meters meters fald findes ved GeoCenter Møns Klint.
Husk at gå på opdagelse i skoven på Høje Møn. Her findes Danmarks ældste bøgetræer.
Prøv også at kigge efter vandrefalken, der jager ved klinten med 300 kilometer i timen.
Vandrefalken er verdens hurtigste dyr, og fuglen yngler, som et af de få steder i Danmark, på Møns Klint.
Her er et godt kort over Møns Klint og det omkringliggende område.
Overnatning ved Møns Klint
Møns Klint er Møns største og mest kendte seværdighed. Hvis du f.eks. både vil besøge klinten ved solnedgang og solopgang, kan det give gode mening at finde overnatning tæt på Møns Klint.
Led efter de bedste hoteller ved Møns Klint her (reklamelink) eller scroll længere ned til overnatning på Møn for at se vores anbefalinger.
Orkidéer ved Møns Klint
Der findes 18 forskellige orkidéarter, der vokser vildt ved Mønt Klint.
Området er et af de rigeste i landet, når det gælder planteliv – blandt andet på grund af det høje indhold af kalk i jorden.
Man må ikke hverken plukke eller grave planter op ved klinten.
Advarsel fra Naturstyrelsen:
“Møns Klint er et stykke levende natur. Skred og nedstyrtninger kan forekomme overalt på klinten – året rundt, men specielt i tøbrudsperioder, i perioder med stor nedbør og efter længere tørkeperioder. Det kan derfor være forbundet med livsfare at færdes både på klintens top nær klintekanten, og på stranden nedenfor klinten. Det er ikke alene forbudt, men også forbundet med livsfare for dig selv og andre
- at klatre på klinten uden for trapper og stier
- at kaste sten og andre genstande ud over kanten
Afspærringer skal altid respekteres! Al færdsel i området sker på eget ansvar!”
– Folder om Møns Klint og Klintholm
Se Møns Klint fra vandsiden
Sejlkutteren Discovery sejler fra Klintholm Havn på to timers sejlture til Møns Klint.
Vi var ikke selv ude på vandet, da vi besøgte Møn, men vi kan forestille os, at det er en fantastisk oplevelse.
Der er afgang dagligt i sommerhalvåret, så længe vejret er til det.
Læs mere på deres hjemmeside her.
Prisen for voksne er på 200 kroner, og børn koster 100 kroner. 0-2 årige kommer gratis med.
2. Besøg GeoCenter Møns Klint
Lige ved klintens kant ligger GeoCenter Møns Klint, der på vegne af naturstyrelsen formidler viden om klinten.
Tag med på guidede ture eller gå på opdagelse i udstillingen, hvor du blandt andet kan lære om historien bag landskabet, istidens gletsjere og livet i kridthavet.
Møns Turistbureau findes på GeoCentret. Der ligger også en butik med bøger og foldere om Møns Klint.
GeoCenter Møns Klint holder vinterlukket fra 1. november til påske.
3. Kig efter stjerner
Stjernehimmelen på Møn er et fantastisk syn. På klare nætter kan man se millioner af stjerner eller endda se Mælkevejen.
Som det eneste sted i Skandinavien er Møn og Nyord blevet udnævnt til at være en officiel “Dark Sky Park” af IDA (International Dark Sky Association).
Det betyder, at man her kan se stjernehimmelen ekstra godt på grund af den meget lave grad af lysforurening.
4. Byhygge i Stege
Stege By er “hovedstaden” på Møn, og eftersom det er her, man finder flest caféer og restauranter, er det også her, vi anbefaler, at man finder overnatning.
Stege er faktisk fra Middelalderen, og stemningen er altid høj på hovedgaden Storegade, der er fyldt med butikker og hyggelige spisesteder.
Ved udgangen af byen ligger Mølleport, der sammen med Fåborg byport er de eneste middelalderlige byporte, der er bevaret i landet. Husk at gå en tur i voldanlægget, der menes at være Danmarks bedst bevarede.
Der er flere gratis parkeringsplader i Stege.
5. Gå Camønoen
Camønoen bliver kaldt “Kongerigets venligste vandrerute” og tager dig 175 kilometer rundt på Møn. Året rundt.
Som Camønoen selv formulerer det så smukt:
“[…] gennem Klintekongens land, på stier i urskoven, ind i jættestuernes indre, tæt på grotteedderkoppen, langs strand, på mark, under Danmarks smukkeste stjernehimmel. Glæd dig til stille stunder i livets hastighed.”
Hvem kan ikke have brug for lidt af dét?
Hvis 175 kilometer lyder lige lovligt uoverkommeligt, er der rig mulighed for at gå enkelte etaper eller blot at bruge stierne til korte dagsture og gåture.
Find Camønoens vandrekort og læs mere om vandreruterne på Camønoens officielle hjemmeside her.
6. Oplev Nyord
Der bor kun omkring 30-40 mennesker på Nyord, som er en lille ø, der er forbundet til Møn.
En gåtur rundt i Nyord er som en tur tilbage i tiden med Nyord Kirke fra 1846 og charmerende 1800-tals landsbystemning.
Nyord Enge er et fantastisk naturreservat, hvor man blandt andet kan se fugle som vandrefalken, musvågen og havørnen. Husk at tage en kikkert med!
7. Tag på stranden på Møn
Møn er kendt for mange ting – og en af dem er øens gode badestrande.
Ulvshale Strand på Møns nordside er en af øens mest populære og børnevenlige strande med skønt, blødt sand.
Hårbølle Strand ligger på det sydvestlige Møn, og der er også mulighed for at bade ved Klintholm Havn på det sydøstlige Møn.
Alle tre steder er “blå flag”-certificeret, hvilket betyder, at der er styr på både badevandskvalitet og faciliteter. Så kan hele familien bade trygt.
8. Tag i Liselund Park
Liselund Park stammer fra 1700-tallet og ligger lidt nord for Møns Klint ud til skrænterne.
Lystslottet er fra 1792, og der er guidede ture til både slottet og den romantiske have.
Liselund Park ligner en virkelig hyggelig seværdighed, og vi kan lige forestille os at gå rundt i det eventyrlige område af de små stier og nyde roen.
9. Vær aktiv ved Møns Klint
Udover vandreruterne er der masser af måder at være aktiv på ved Møns Klint.
Her er tre bud:
- Klatring og svævebane: Gratis med en billet til Geocenter Møns Klint. Læs mere her.
- Mountainbike: Mountainbike-ture er en del af billetten i sommerferien. Reserver og læs mere here.
- Snorkel: Tag på en guidet snorkeltur fra GeoCenter Møns Klint.
10. Aktive oplevelser på resten af Møn
Hvis du gerne vil være aktiv på din tur til Møn, er der masser af fede muligheder.
Her er nogle af de bedste aktive oplevelser på øen:
- Hélt Yoga: Yoga i Hårbølle.
- Surfing, kitesurfing, kajak og SUP hos Møn Surf eller Møn Strandcamping.
- Møn Golfklub. 18-hullers golfbane, 9 huller “Pay and Play” og 12 huller Krolf-bane.
- Dansk Fitness i Stege: De tilbyder uge-medlemskaber til ferierende og besøgende.
- Møn Fodboldgolf. Prøv en blanding af fodbold, golf og minigolf på en 18-hullers bane for 4-6 personer.
- Rytzebæk Strand: Gå en tur ved Strandskoven på vestmøn med bøgetræer helt ud til stranden.
11. Tag på museum
Hvis vejret ikke er til udendørs aktiviteter, eller du bare nyder at gå på museum, kan du overveje at besøge et af disse tre museer på Møn:
- Museumsgaarden. Besøg Hans Hansens gård fra 1800-tallet.
- Møns Museum. “Kongerigets hyggeligste museum”.
- Thorsvang. Danmarks Samlermuseum.
Kort
Møn ligger syd for Sjælland og er forbundet med “fastlandet” af Dronning Alexandrines Bro – også kendt som Mønbroen.
Overnatning på Møn
Ligegyldigt hvor du vælger at overnatte på Møn, er du hverken langt fra Stege by, havet, Møns Klint eller de andre oplevelser og seværdigheder.
Da vi besøgte øen, boede vi på Møns østligste del ikke så langt fra klinten.
Hvis man gerne vil bo i gåafstand til restauranter og shopping, anbefaler vi, at man kigger på overnatning i Stege.
Søg efter de bedste og billigste hoteller på Møn her (reklamelink).
Luksus
Hotel Residens Møen
De fleste af lejlighederne hos Hotel Residens Møen har havudsigt.
Når de samtidigt ligger midt i Stege, virker det svært at slå – med mindre man hellere vil bo på et mindre, mere intimt bed & breakfast på Møn.
Se priser og ledighed hos Hotel Residens Møen her (reklamelink).
Værdi for pengene
Bakkelund Bed & Breakfast
Det kan være svært at finde hyggelige b&b-steder på Møn, der har privat badeværelse.
Men dobbeltværelset hos Bakkelund Bed & Breakfast har netop det – og selvom det så ikke er øens billigste sted at overnatte, ser det virkelig fint ud.
Elsebeth og Tage er kendte for at byde sine gæster godt velkomne og give gode informationer om Møn og nærområdet.
Der er en yndig udsigt over de bølgende marker fra udendørsarealerne.
Se priser og ledighed hos Bakkelund Bed & Breakfast her (reklamelink).
Motel Stege
Hvis du leder efter et centralt sted til din overnatning i Stege uden for meget besvær, så overvej Motel Stege.
De 12 værelser har private badeværelser og gratis wifi.
Se priser og ledighed hos Motel Stege her (reklamelink).
Budget
NyGammelsø Bed and Breakfast
Lige ved siden af Damsholte Observatorium ligger NyGammelsø Bed and Breakfast.
De enkle værelser er nogle af Møns billigste overnatningsmuligheder – og man kan bo helt op til 6 personer på et familieværelse.
Se priser og ledighed hos NyGammelsø Bed and Breakfast her (reklamelink).
Klintholm Bed & Breakfast
Hvis du gerne vil overnatte billigt tæt på Møns Klint, kan vi anbefale at kigge på Klintholm Bed & Breakfast.
Her er både værelser med og uden privat badeværelse – hvilket priserne så afspejler. Morgenmaden er inkluderet.
Se priser og ledighed hos Klintholm Bed & Breakfast her (reklamelink).
Spisesteder på Møn
Hvis man gerne vil spise miljø- og dyrevenligt, anbefaler vi, at man så vidt muligt spiser plantebaseret.
Det Sydsjællandske øhav er desværre ikke kendt for at være fyldt med grønne spisesteder (endnu!).
Vi har fundet disse tre bud på restauranter og caféer på Møn, der har vegetariske og veganske spisemuligheder:
- David’s Cafe i Stege. Brunch kan serveres vegetarisk. Frokostmenuen byder på en vegansk sandwich med avocado og hummus samt en vegansk grøn salat med hummus, bulgur og spicy persille-salsa.
- Møn Surf i Klintholm Havn. En surfskole der er åben i sommermånederne. De har en vegansk sandwich og bowls, havremælk til kaffe og snacks som chokoladetrøfler og is.
- Spisestedet ved havnen i Stege. Tilbyder veganske frikadeller i enten sandwich eller med ris og tomatsovs, vegansk spaghetti bolognese samt en grøn salat.
Vores bedste tips til at besøge Møn
- Brug mindst en overnatning på Møn. Selv hvis du kun er interesseret i at besøge Møns Klint, kan det anbefales, at du sover på øen for at få en fornemmelse af det lokale liv – og komme helt ned i tempo. Husk at nyde den klare stjernehimmel.
- Oplev solopgang og/eller solnedgang ved Møns Klint. Færre mennesker og flottere lys ved en af Danmarks bedste udsigter er turen værd!
Bæredygtige rejsetips
For at rejse så bæredygtigt som muligt, anbefaler vi følgende:
- Medbring dit eget drikkevand i en genopfyldelig flaske.
- Undgå engangsplastik, inklusiv sugerør.
- Sortér dit affald korrekt og smid det ikke på jorden.
- Tag kun fotos og efterlad kun fodaftryk. Undgå at tage ting fra naturen med dig.
- Vis hensyn overfor andre besøgende.
- Respekter det lokale dyreliv.
- Brug en miljøvenlig solcreme. Mange mærker indeholder oxybenzone og andre kemikalier, der er skadelige for havmiljøet.
Tak for at læse med
Tak for at have læst vores guide til Møn med de bedste oplevelser og seværdigheder.
Vi håber, at den har været nyttig, og at du har fået en idé om, hvad man skal se og lave på Møn.
Hvad synes du om den hyggelige ø? Er der en seværdighed eller oplevelse, vi mangler i guiden?
Hvis du allerede har været på Møn, ville det være fantastisk at høre dine bedste tips og tricks i kommentarerne.
Tøv ikke med at spørge os om noget i kommentarerne, hvis du ikke har været der endnu.
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Overvej at tilføje Fyrhytten, ved Fyret på Møns klint og alle de andre lækre huse som Møns camping lejer ud. Især huset Udsigten er super lækkert.
Tak for tippet Tenna!